Indlæg tagget med Nostalgi

Genhør med Steve Miller Band “Sailor” – rock forklædt som psychedelia

28. februar 2010

Pladen var et af de få album, som min musiklærer i gymnasiet havde indkøbt til sin musikundervisning. Og det gjorde indtryk. På mig i hvert fald. Så meget, at jeg kort tid efter investerede i Steve Miller Bands femte album, som bare hedder “5”. “Sailor” havde jeg jo rålyttet til i musiktimerne, så derfor faldt valget på “5” fra 1970. Det år, jeg gik i 1.g. Der var jo ikke råd til det hele. Heller ikke dengang.
Coveret på “Sailor” (fra 1968) siger noget om, hvilken tid vi befinder os i. Den psykedeliske musik var hot, og enhver musiker eller gruppe med respekt for sig selv (og – ikke mindst – pladeselskabet) skulle helst lave noget “psykedelisk”. Musikken skulle være opfindsom og eksperimenterende. Og indpakningen skulle gerne signalere en syret fantasi (i mere end en forstand). Men i dette tilfælde bedrager skinnet. For “Sailor” – gruppens andet album i ’68 – er slet ikke det psykedeliske conceptalbum, man som pladekøber kunne forledes til at tro. Pladen er i bund og grund “bare” et varieret rockalbum, hvis numre peger på mange forskellige inspirationskilder.

Steve Miller og hans kolleger sugede til sig fra både den amerikanske tradition, psychedeliaen og den engelske scene. Akkurat som tillfældet var med gruppens første album “Children of the Future”, som blev udsendt en måned før.

På det indledende nummer “Songs for our Ancestors” holdes illusionen om conceptalbum endnu lidt oppe, idet maritime tågehorn effektfuldt indleder det stemningsfulde, improvisatoriske, næsten Pink Floydske instrumentalstykke. “Dear Mary”, skrevet af Miller selv, er en enkel, smuk ballade, der med de indledende blæsere uvægerligt leder tanken hen på The Beatles ( Penny Lanes legende brug af Bachinspiret piccolo trompet), ja, mere end det: Afslører, at Miller har lyttet intenst til plader som Rubber Soul, Revolver osv. og oven i købet diskret, men hørbart, citerer fra dem (lytter man godt efter kan man høre en god stump af “For No One” fra Revolver). Altså en hel lille Beatlespastiche. De to sidste numre på side 1 (ja, vi lytter til  en LP) – “My Friend” og “Living in the USA” – er regulære rocknumre, der afslører gælden til den uomgængelige blues, men også til grupper som Booker T. & MG’s og Sly & the Family Stone.

Side to indledes med en bagatelagtig, hurtig glemt popsang, “Quicksilver Girl”, der i et andet, lidt mere poppet arrangement lige så vel kunne være indspillet af The Associations eller Harper’s Bazar og måske være blevet et pænt hit. Der er mere substans i “Lucky Man”, et bluesagtig rocknummer, der indledes med en akustisk guitarsolo, som bringer Stefan Grossman i erindring, og fører over i en sumpet, lidt syret sang med et markant orgel. Lucky Man glider umærkeligt over i den reciterede fortælling om The Gangster in Love. “Overdrive”, næstsidste sang på pladen, viser, at hverken Rolling Stones eller Bob Dylan er forbigået Steve Miller Bands opmærksomhed. Fraseringerne låner fra Dylan og Brian Jones har ikke levet forgæves, når man lytter til leadguitarens slideeffekt. Jo, Steve Miller Band er solide eklektikere på denne tidlige plade. Punktum sættes med det heavy rocknummer “Dime-A Dance”, der viser, hvad styrken er i dette band, når man fjerner alle de psykedeliske gevanter og tidstypiske musikalske trends: De kunne rocke derudaf, som få andre på den tid.

Genhør med The Hollies

22. februar 2010

Denne snedækkede formiddag lytter jeg til The Hollies. Via nogle videoklip på Youtube med Crosby, Stills, Nash & Young blev jeg ført tilbage til Graham Nashs fortid i Hollies.

Gruppen, som begyndte i 1962 og stadigvæk er aktiv (dog uden hr. Nash som fuldtidsmedlem), var fast ingrediens på de hitlister og i de radioprogrammer, der udfyldte min teenagetilværelse. I årtiet fra 1963 til 1974 havde de en imponerende række singlehits, begyndende med “Just Like Me” (der “kun” blev nr. 25 i England) og afrundende med klassikeren “The Air That I Breathe”, der indtog andenpladsen i såvel England som USA.

Hitlistefrekvensen afspejler ikke kun gruppens store sans for melodier, der kunne ramme ungdommen lige i solar plexus, kombineret med et vokalarbejde, som få af de konkurrerende bands kunne matche, men også en enorm produktivitet. Hvis man graver en spadestik ned under de hits, der fylder alle deres greatest hits-samlinger, så finder man et væld af sange, der aldrig kom i betragtning som hits, selv om de måske kunne være blevet det.

Lytter man fx til Hollies’ debutalbum “Stay with The Hollies” fra 1964, så oplever man et tidstypisk coverband. Lige som Beatles på deres første album spiller Hollies – med en enkel undtagelse (Little Lover af Graham Nash og forsanger Allan Clarke) – coverudgaver af sange, skrevet af Chuck Berry, Arthur Alexander, Little Richard, Berry Gordy og andre kendte sangskrivere (se listen nedenfor).

Hvad der imponerer mig er, at gruppens velkendte sound med den metallisk klingende leadguitar og de fine vokalarrangementer allerede er på plads på disse tidlige skæringer. De har ikke spildt deres tid i øveren eller på de lokale spillesteder! Pladen kastede et mindre hit af sig med Little Richards “Lucille”, der viste sig på en 65. plads – i Australien! Men det hænger nok mere sammen med markedsføring end med musikalske muligheder. Der er flere af covernumrene på pladen, der bestemt havde potentiale til mere end et skjult liv bag et albumcover. Det gælder fx deres udgave af Alexanders “You Better Move On“, som blev Peter Belli & Les Rivals første store succes herhjemme. Eller tag deres meget engelske beatudgave af The Contours “Do You Love Me“, der i mine ører sagtens kan måle sig med Brian Pool and the Tremoloes nr. 1-hit-version. I det hele taget er kvaliteten af det udvalgte materiale på albummet høj og giver en lyst til at gå på udgravning på de andre tidlige albums fra gruppen.

Side 1

1. “Talking ‘Bout You” (Chuck Berry)

2. “Mr. Moonlight” (Roy Lee Johnson)

3. “You Better Move On” (Arthur Alexander)

4. “Lucille” (Albert Collins, Little Richard)

5. “Baby Don’t Cry” (Hiller / Ford)

6. “Memphis” (Chuck Berry)

7. “Stay” (Maurice Williams)

Side 2

1. “Rockin’ Robin” (Roger Thomas)

2. “Whatcha Gonna Do ‘Bout It” (Payne / Carroll)

3. “Do You Love Me” (Berry Gordy Jr.)

4. “It’s Only Make Believe” (Conway Twitty, Jack Nance)

5. “What Kind of Girl are You” (Ray Charles)

6. “Little Lover” (Graham Nash, Allan Clarke)

7. “Candy Man” (Ross/Neil)

Oh What A Beautiful Morning!

7. februar 2010

Selv om det var løgn, så var den den melodi og tekst, der kom til mig. Det var ikke morgen, snarere formiddag. Og hvor smukt det er, når et halvgammel stodder vælter ud af sengen, ja, det kan diskuteres. Ikke desto mindre var det “Oh What A Beautiful Morning”, der rindt mig i hu. Vi sang den i realskolens engelsktimer, og den strømmede også nu og da ud af af dampradioen søndag eftermiddag.

Dengang var det bare en god sang i mine ører. Først senere fandt jeg ud af, at det var fra Rogers’ og Hammersteins cowboymusical Oklahoma fra 1931. En succes, der blev filmatiseret i 1955 af Fred Zinnemann og med Gordon MacRae i hovedrollen som Curly McLain og Gloria Graham som hans hjerterdame Ado Annie Garnes.

Men det er hverken musicalen eller filmen, jeg husker så meget af. Det er sangen, som jeg altid vil forbinde med de lyse morgener, når jeg var på vej til skole. I dag er den forsinkede morgen også lys. Faktisk kan jeg se lidt af den lyseblå himmel…

Desdemona

6. februar 2010

Jeg kom hjem fra min ven musikeren med lyden af orgler – farfisa, Hammond – på hjernen. Måske var det orglerne, der pludselig fik mig til at nynne nogle strofer af en sang om Desdemona. Og i første omgang kunne jeg ikke lige placere den i det musikalske landskab, men så er det jo, vi har nettet. Internettet. Og snart var jeg på sporet af gruppen John’s Children. Det var John’s Children, der gjorde sig bemærket med sangen om Desdemona, som var skrevet af en vis Marc Bolan. Singlen opnåede at blive forbudt på BBC, og det var dengang nærmest ensbetydende med ubetalelig reklame. I hvert fald kan jeg huske, at Jørgen Mylius flere gange gjorde en god historie ud af plader, der var blevet bandlyst af BBC eller amerikanske radiostationer.

årsagen var, at Desdemona antydede noget seksuelt (“Lift up your skirt and fly” lød den famøse sætning). På Desdemona kan man tydeligt høre Bolans vibrerende stemmeføring, som nogle år senere var med til at gøre ham til en af glamrockens superstjerner. Fire år holdt gruppen (1966-70), og heraf var Bolan med i fire måneder. Gruppen blev aldrig nogen kommerciel succes, men fik et ry for sin outrerede, voldsomme sceneoptræden. Og dette ry gjorde dem til en slags inspiratorer for halvfjerdsernes punkmusik.
John’s Children nåede at lavet et berømt og berygtet album, Orgasm, der blev til som en live-indspilning i studiet. Gruppen spillede ti numre fra repertoiret, hvorefter båndene blever overdubbet med teenageskrig og -tilråb (hentet fra soundtracket til The Beatles film “A Hard Days Night”!). I USA måtte gruppen ændre på pladeomslaget, fordi titlen var for meget for den amerikanske dobbeltmoral. Og bedre blev det ikke af, at der var afbildet et nydeligt pigeansigt med et henført udtryk på forsiden.  I dag er pladen kult, og samlere strides om, hvorvidt pladen er et makværk eller det modsatte. I hvert fald kan den fås på cd.

A Dear John Letter

3. februar 2010

Der skal åbenbart så lidt til at vække “glemte” erindringer og sange frem fra hjernens dyb. I hvert fald dukkede sangen “A Dear John Letter” op med tekst og melodi, da jeg tilfældigt læste om en ny romantisk amerikansk film med titlen “Dear John“. Om filmen har noget som helst med sange at skaffe, aner jeg ikke. Og det er også underordnet. Sangen derimod går tilbage til min tidligste barndom. Ja, faktisk blev den et amerikansk country-hit det år, hvor jeg kom til verden. 1953.

Det brev, der er tale om, er et brev, som en ung kvinde skriver til sin kæreste John, der er udstationeret i Korea, hvor amerikanerne var i krig. Hun fortæller ham, at hun slutter forholdet. Hun har giftet sig med Johns broder, Don. Derfor beder hun John om, at returnere det foto af hende, som han har med. Altså en ganske realistisk tekst, når man ved, hvordan det går, når amerikanske mænd er draget i krig i Anden Verdenskrig, Korea, Vietnam, Irak… Og på den vis en ganske typisk country-sang.

I sangen er det den unge Jean Shepard (dengang 19 år) og Ferlin Husky, der fremfører teksten som sang og recitation. Som en filmisk dialog mellem den skrivende og den læsende. Jean var i øvrigt den yngste countrysangerinde nogensinde, som nåede toppen af Billboards countrylister, og rekorden holdt i tyve år, indtil Tanya Tucker, 14 år gammel, toppede med “What’s Your Mama’s Name”.

Det var nok ikke Shepard og Huskys version jeg hørte først og oftest. Snarere har det være Pat Boones poppede og næste kvalme udgave fra 1960 (med et græsseligt pigekor!), der slet ikke lever op til originalens arrangement. Jeg har også hørt Skeeter Davies’ & Bobby Bares nyere uptempoudgave fra 1965. for slet ikke at tale om Alice Babs & Charlie Normans loyale, svenske udgave, “Käre John“, der kom året efter originalen. En virkelig kuriøs sag.

I hvert fald sidder sangen fast og er blevet vakt til live ved en tilfældighed. I mine ører er originalen den bedste udgave. Den får det bedste ud af de dramatiske muligheder, som sangen giver. En rigtig countrysang i den bedste tradition for hjerte-smerte-hverdagssange. Der findes også en anden, ganske vellykket udgave med June Stearns og Red Sovine. Shepard og Husky forsøgte i øvrigt at følge op på successen med “Forgive Me John“, hvor pigen fortryder sig valg af broderen som ægtemand og vil vende tilbage til John (!). Et ikke helt ueffent stykke kommerciel spekulation, der blev et pænt hit, sådan som den slags jo ofte gør i kølvandet på det første.

Giro 413 – en ø i havet af engelsk pop og rock

7. januar 2010

1. “Kald det kærlighed” – Lars Lilholt Band

2. “Kære lille mormor” – Richard Ragnvald

3. “Rigtige venner” – Jodle Birge

4. “Himmelhunden” – Teddy Edelmann/Sussi & Leo

5. “Mormors kolonihavehus” – Eva Madsen

6. “En dejlig dag” – Tonny Landy

7. “Tak er kun et fattigt ord” – Poul Bundgaard

8. “Vi skal gå hånd i hånd” – Keld og Hilda Heick

9. “Smuk som et stjerneskud” – Brdr. Olsen

10. “Vore allerbedste år” – Lis og Per

Ovenstående liste er en topti over de sange, der er blevet spillet mest i programmet Giro 413 det forløbne årti. For mange af os har, som bloglæserne vil vide, Giro 413 haft en afgørende betydning for vores musikkulturelle dannelse.

Igen og igen støder man på Giro 413 som programmet, der gav adgang – på godt og ondt – til en fælles dansk sangskat. Sådan var det i hvert fald, indtil DRs såkaldte monopol blev brudt, og lytterne kunne spredes til alle de nye kommercielle radiokanaler, hvis de ellers havde lyst. Før var Giro 413 en institution som “Amen i kirken”. Den kørte i de små hjem om søndagen med lige så stor sikkerhed som kirkeklokkernes bimlen lød fra Zions Kirke på Nygårdsvej i min barndoms søndage. Og det var der en vis tryghed og forbandelse over.

Hvis jeg kort skal sammenfatte mit forhold til Giroen, så er det: ambivalens. Her har jeg lærte sange at kende, som jeg stadigvæk holder meget af. Men også sange, der fik mig til at græmmes, og overlæderet i mine sko til at revne. Kærlighed og had. Ambivalensen blev mere udtalt, da jeg opdagede Elvis og alt det, der fulgte. Selv om jeg er blevet meget rummeligere, musikalsk set, med årene, så er der stadigvæk sange, jeg har svært ved at lytte til. På ovenstående liste finder man således en, der også var med i mine dannelsesår: Poul Bundgaards “Tak er kun et fattigt ord”. Og den har altid været for meget i mine ører.

I morgen fylder Giro 413 tres år. Kun Radioavisen (undskyld: radionyhederne) og morgenandagten er ældre. Som man kan læse ud af Berlingske Tidendes omtale af programmet, så har det også været en kampplads, hvor public-service-institutionen DRs rolle som oplysningskanal og smagsdommer tog sig en holmgang med populismen. Katalysator for denne kamp var bl.a. Otto Leisner, der lukkede danskpoppen (i bredeste forstand) ind.

Selv om programmet havde sine gyldne år i tresserne med næste 100% af lytterne i 1961, så er det stadigvæk et af de mest populære programmer i landet med et lyttertal på omkring 800.000 hver søndag på P4. Styrken i programmet er dets folkelighed og oprindelige primitive “interaktivitet”. Som det senere “De Ringer, Vi spiller” med Jørgen Hjorting, var Giro 413 et af de første DR-programmer, der for alvor tog den folkelige lyttermedindflydelse alvorlig. Et folkeligt koncept, der siden i den kommercialiserede musikradios tidsalder er degenereret til tomgangsunderholdning, hvor den eneste reelle motivation for at få lytterne til at ringe eller sende sms er at behage reklameannoncørerne.

Apropos Giro 413, så stødte jeg på programmet igen under læsningen af Christian Braad Thomsens erindringer, hvor det netop har den centrale rolle, som den også fik for mig. Thomsen kommentere bl.a. Johannes Meyers “hit” med Skærsliberens Forårsang (af Kai Normann Andersen). Det er i denne sang, man finder følgende uforglemmelige hyldest til ungdomstiden:

“Hvor er min ungdom? jeg ved det næppe

Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs.

Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe,

Jeg sov hos landsbyens bedste tøs.

Med hende var det en fryd at bakse

Thi vårens duft var i hendes skød.

Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse

Men sleb dog solskin og dagligt brød.”

Sanselig ungdommelig erotik i poetisk iklædning, så det kunne indgå i et ellers ganske dydigt program som Giroen, selv om det fik vor mor til at rømme sig ved køkkenvasken og farmand til at løfte avisen lidt højere.

Vi ønsker til lykke med tresårsdagen og samler ind i coveret fra en tom cdboks…

Jørgen Ingmann og digterne

6. januar 2010

En mail fra Michael (tak!) og en kronik af Klaus Lynggaard i Information sendte mig tilbage til 1960 og Jørgen Ingmann. Dengang Ingmann kom på den amerikanske hitliste som nr. 2 med nummeret “Apache”. Noget som var ganske uhørt for danske kunstnere dengang, og som måske kunne have ført til en rigtig international karriere for Ingmann, hvis ellers hans pladeselskab havde haft mulighed for at følge op på det. I hvert fald blev “Apache” et af de guitarstykker, der – sammen med Duane “Twang” Eddys musik – kom til at indgå i min baggrunds lydtæppe. Takket være dampradioen.

I sin artikel ridser Lynggaard Ingmanns karriere op med dens højdepunkter – de gyldne år med Grete og den instrumentale triumf – og nedturen efter skilsmissen fra Grete og fra Metronome. En både dejlig og bedrøvelig fortælling om manden, der for alvor gjorde den elektriske guitar attraktiv i Danmark. Jeg må se at få fat i den tre-cd-boks, “Danish Guitar Ace”, hvor det meste af Ingemanns gamle materiale skulle befinde sig på. Læs artiklen.
PS. Den nye cd, Jørgen Ingmann og Digterne, som jeg ikke har hørt, består af digtoplæsninger tilsat musik fra Ingmann-arkivet.

Genhør med Bowie: 1. outside

5. januar 2010

I enhver kunstners udvikling går det op og ned. Kreativitetens og inspirationens kilde løber ikke altid frit, men tørrer nogle gange ud. Og mange ydre og indre faktorer spiller ind, når kunstneren arbejder.

Når man – som undertegnede – læser musikanmeldelser i dagbladene og tidsskrifter, kan man godt få det indtryk, at anmelderne undertiden glemmer, at kunst er en proces. At et album godt nok fremtræder som et samlet værk, men i realiteten er en iscenesættelse, hvor de enkelte dele er stykket sammen uden måske nogensinde at være tænkt som dele af en bestemt helhed. Selv de såkaldte concepts albums, som blev et begreb i tresserne, er udtryk for kunstnerens spredte lemmer. Lidt hårdt trukket op, kan man godt sige, at albums – som digtsamlinger og andre “værker” – er affaldsprodukter fra en fortsat skabende proces. Aske fra en stadigt brændende ild.

Det er nok også derfor, man ofte kan læse om filminstruktører, sangskrivere, forfattere osv., at de sjældent vender tilbage til deres værk, når først det er sendt ud i verden. For så er man allerede videre i processen…

I David Bowies tilfælde er det almindeligt at hævde, at mandens kreative formkurve toppede i årene 1976 til 1979, hvor han indspillede sin Berlin-trilogi – Low, Heroes og Lodger. Og at Scary Monsters (and Super Creeps) fra 1980, så at sige var et foreløbigt punktum i karrieren. Man kunne mærke på anmelderne, at Bowies interesse for det dansante i Let’s Dance (1983) og Tonight (1984) var udtryk for en kreativ slaphed og ikke en kunstnerisk nyorientering.

Bedre gik det ikke med “Never Let Me Down” fra 1987, selv om den indeholdt mange fine sange fra Bowies egen hånd. Også gruppeprojektet “Black Tie White Noise” fik knubbede ord fra anmelderne, der stadigvæk forvendtede en regulær opfølger til Berlin-trilogien.

Men løfter man blikket lidt og ser på Bowies produktion sådan lidt fi fugleperspektiv så vil man se, at Bowies kamæleonagtige forvandling, som blev lovprist i de gamle glamrock- og androgyne selviscenesættelsesdage, blot er forsat. Forvandlingen eller maskepien er kontinuerlig.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alt, hvad der er kommet fra Bowie er lige inspirerende og lytteværdigt, men omvendt så er der mange af pladerne efter 1980, som fortjener et genhør og – ja – en genrejsning. Det gælder fx “1. Outside” fra 1995. Selv om kritikken var lidt mildere over for den, så var der stadigvæk en mærkbar forbeholdenhed.

“1. Outside” er et conceptalbum, som bygger på en fortælling “Diaries of Nathan Adler”. Et slags science fiction om en nær fremtid, hvor kunsten er blevet så grænseoverskridende, at den griber til mord og kropsødelæggelse. Regeringen har derfor lavet et særligt kontor, der skal håndtere kunstens udvikling. Og her huserer Bowie alter ego Nathan Adler. Historien kan også bare ses som en macguffin, der sætter rammen for en udforskning af rocken i starten af halvfemserne.

Pladen er produceret af Bowie sammen med Brian Eno, og sammen har de skabt en (rock)musik, der både er enkel og kompleks. På en bund af elementær rockrytmik væver Bowie-Eno et net af soundscapes, der både er tidstypiske og sender associationer i retning af Low, Heroes og Lodger. Den næsten 75 minutter lange plade veksler mellem de vægtige rocknumere og mere teatralske, reciterende stykker.

Pladen og den opfølgende koncertturné, hvor Bowie – egentlig meget logisk pladens industrialrockede karakter taget i betragtning – slog pjalterne sammen med Nine Inch Nails forgrundsfigur Trent Rezor, delte efter sigende Bowies fans i to lejre. Dem, der buhede af manden, og dem, der var begejstrede. Selv hører jeg til de sidste. Pladen er et overflødighedshorn af kreativitet og inspiration, som fortjener et bedre eftermæle, end det fik dengang, det udkom…

Grete Klitgaard – erindringsfragment

2. januar 2010

Medens jeg gik en lang tur med Gravhunden, dukkede Grete Klitgaards navn op af erindringen. Min mor havde en singleplade med Klitgaard. Jeg husker ikke med sikkerhed, hvilke numre,der var på pladen. Muligvis har det været Bambino eller Sangen om Svend Aage (“han er min ven, han skal i glas og ramme”). Men coveret viste Grete Klitgaards torso set fra siden. Grete Klitgaard døde i 1964, og historien om hendes karriere og liv i øvrigt kan man læse her, hvor Gretes datter har lavet en hjemmeside om sin mor. Grete Klitgaard var en af dem, der var med til at lave mit Giro 413-lydspor.

Sandinista! – 40 år, nå nej, 30 år!

1. januar 2010

Et nyt år. Nye jubilæer. For ikke så længe siden skrev jeg om The Clash og deres hovedværk London Calling, og nu gælder det så opfølgeren, tripelalbummet Sandinista! fra 1980. Gruppens pendant til Beatles’ Hvide Album. I mere end en forstand. Dels omfanget, men også, fordi pladen som Beatles-pladen er en meget varieret sag. Nogle vil nok sige en rodebutik at stilarter fra rock, reggae, jazz, R&B, rockabilly, folk og meget mere. Et kollektivt overflødighedshorn, hvor kreativiteten sprudlede så meget, at gruppens medlemmer vist nok måtte give afkast på en del af deres royalties for at få albummet ud til en særlig lav pris.Det var i hvert fald en af de historier, der fulgte med pladens udgivelse.

Gruppen stod selv for produktionen og arbejdede så tæt sammen om numrene, at de også valgte fra fremstå som sangskriverteam: The Clash. I det hele taget var kollektiviteten en fremherskende kvalitet ved Sandinista! På pladen medvirker også en række særligt indkaldte teknikere og musikalske venner. Til de sidstnævnte hører skuespilleren Tim Curry (ham fra Rocky  Horror Picture Show), Lew Lewis (Eddie and the Hot Rods), Ellen Foley og Tymon Dogg (the Mescaleros).

Som forventeligt faldt kritikken i to grupper. Dem, der mente, at pladen var et frodigt, grænseoverskridende, musikalsk mesterværk. Og dem, der mente, at mindre end det halve kunne være nok. En tveægget kritik, som også vederfaredes Beatles og deres White Album. Ikke desto mindre blev den en af årets mest omtalte plader, og den lå på alskens top-10 lister over de bedste plader i året, der gik. Og Rolling Stone har siden indlemmet den i deres kanon over de 500 bedste plader gennem tiderne.

Ud over den musikalske opfindsomhed og variation, så er det også en meget politisk plade, hvilket titlen også mere end antyder. The Clash stod for en udogmatisk socialistisk kritik, der tog sigte både mod den hjemlige vesterlanske andedam, internationale konfliktzoner og de forstenede diktaturer bag jerntæppet. Pladen udkom først i december måned 1980, bandets medlemmer var i studiet det meste af året med pauser, så en tidlig fejring af jubilæet er vel på sin plads.

Den mere end to timer og tyve minutter lange udgivelse er selvfølgelig udkommet på cd, og lur mig, om ikke pladeselskabet får lavet en særlig jubilæumsudgave med ekstra mange minutters spilletid…

Genhør: Jimi Hendrix og Band of Gypsys

31. december 2009

På vej fra arbejde i en dybfrossen bil med is på indersiden af ruderne lyttede jeg til Johnny Winters første soloalbum på mp3-afspilleren. Og kom til at tænke på Band of Gypsys, den gruppe, som Jimi Hendrix dannede sammen med Billy Cox (bas) og Buddy Miles (trommer) efter bruddet med The Experience. Konstellationen indspillede et livealbum i Fillmore East for nøjagtig 40 siden. Helt præcist den 31. december 1969 og 1. januar 1970, og pladen blev udsendt tre måneder før Hendrix’ død. På det gymnasium, hvor jeg gik – Esbjerg Gymnasium – havde musiklæreren indkøbt to album med Hendrix. En obskur udgivelse med en blåligt omslag, og så Band of Gypsys. Og jeg kan huske, at specielt nummeret Machine Gun blev et hit blandt os rockelskere. Det mere end 12 minutter lange nummer er da også et højdepunkt i Hendrix’ korte karriere. Med klar reference til den endnu traumatiserende Vietnamkrig lader Hendrix sin guitar “tale” og køre helt ud på overdrevet på en rytmisk bund, hvor Buddy Miles’ trommer lader maskingeværsalverne hamre, medens Billy Cox’ bas sejt og urokkeligt gynger af sted. Da jeg hørte det første gang, synes jeg det var et fantastisk nummer, der videreførte tressernes eksperimenterende, improviserende rocks fabulerende, legende og grænseløse musik. Og det er ikke blevet ringere med tiden. På pladen hører man også Hendrix ønske sit publikum et godt nytår. Så det kan vel ikke være en mere passende plade på sådan en dag som denne…


Band of Gypsys – Machine Gun

Paul | MySpace Video

The Stranglers – No More Heroes – 1977 TOTP

29. december 2009

Apropos Top of the Pops, den legendariske engelske musikserie, som jeg så nogle gange om bord på min fars Englandsgående stykgodsbåd i kantinen halvt søsyg og i selskab med messe- og kammerdrengen, så faldt jeg over denne herlige optagelse med The Stranglers fra 1977, No More Heroes, titelnummeret fra gruppens andet album, som udkom samme år som debutalbummet Rattus Norvegicus. Stranglers var dengang en del af punkmusikken, men til forskel fra flere af konkurrenterne kunne de både spille og skrive gode sange.

Jerry Lee Lewis på Hallmark Records – lidt nostalgi

29. december 2009

 

I går var en af de dage, hvor jeg gik på jagt i min grammofonpladesamling. Det fleste af pladerne har jeg et memografisk overblik over, men der er plader, der har “gemt” sig for hukommelsen og derfor har fået lov til at samle støv for længe.

En af dem – den jeg stødte på igår – er en tredobbelt udgivelse med Jerry Lee Lewis. Jeg købte den i midten af halvfjerdserne i Kaabers Musikforlag i Ryesgade i Århus. Butikken er en saga blot, men dengang havde den et lille udvalg af grammofonplader som supplerede indtægterne på nodeark, partiturer osv. Her faldt jeg over en 3 Records Set med titlen Great Balls of Fire  – udgivet på det lille plademærke Hallmark Records.

Hallmark var en underafdeling til Pickwick Records, som med stor succes leverede forskellige opsamlingsalbums fra 1962 og frem. Opsamlinger med store navne som Kinks, Hendrix, Bee Gees osv. Hallmark blev lanceret i 1968 og skulle først og fremmest tage sig af serien Top of the Pops, som tog navn fra og dokumenterede den populære tv-serie.

Men åbenbart faldt der også andre opgaver af. I hvert fald udsendtes tre plader med Jerry Lee Lewis. I 1971 udkom Whole Lotta Shaking Going On og Good Rocking Tonight og i 1974 Great Balls of Fire. De tre album er så – åbenbart – blevet samlet i et cover under titlen Great Balls of Fire. Sikkert i 1974 eller lige derefter. På www.discogs.com, hvor plademærkerne og deres udgivelser registreres, er den tredobbelte ikke registreret. Måske har man ikke kunne sælge de tre album hurtigt nok og har så smækket dem ind i et fælles cover. I hvert fald kan de tre plader dårligt nok være i det simple cover…

Selv om det er en såkaldt budget udgivelse på et budget label, så er selve pladerne af den gode, gamle, tunge vinyl-udgave-slags i en rigtig god presning. Coveret derimod er så skrabet, som man vel kan tænke sig. Forsiden og bagsiden er identiske og består af titlen, et foto af Jerry Lee og så en lapidarisk oversigt over de mange sange. Ellers intet. Det er ikke brugt mange timer på at få det lavet. Discount. På de lilla pladeetiketter er der dog oplysninger om, hvilke år de enkelte indspilninger er fra.

Led Zeppelin – “gammeldags” og “uoverbevisende”

28. december 2009

Jeg har i nogle indlæg beskæftiget mig lidt med Led Zeppelins letsindige forhold til andre sangskriveres åndelige ejendomsret. Senest Bukka White.

Min interesse er ikke først og fremmest at hænge Jimmy Page, Robert Plant og Co. ud som tyveknægte af intellektuel ejendom. Selv om de har været det og altså er det endnu… For intellektuelt tyveri i kunstens verden er ikke et nyt fænomen. Det handler heller ikke om at fratage Led Zeppelin deres ubestridelige bidrag til heavy rock’n roll. Men om nødvendigheden af at forstå, at ingen fornyelse sker uden traditionsbevidsthed.

Nye kunstnere – musikere, malere, digtere osv. – må kende deres forudsætninger for at kunne forny sig. Selv om det er paradoksalt. Ellers kommer de bare til at opdage den dybe tallerken og det varme vand på ny. Og det er der jo masser af eksempler på.

Led Zeppelin er traditionalister – som mange af tressernes engelske R&B-baserede bands. De ville ingenting være, hvis ikke de fordybede sig i The Blues og gammel rock’n roll. Et aktuelt “bevis” på denne sandhed er nyheden om, at BBC opfattede gruppen som “gammeldags” og “uoverbevisende”, da bandet i 1969 aflagde prøve hos radiofonien. Gruppen var blevet inviteret til lydprøve et år efter sin dannelse og mødte altså massiv kritik. Heldigvis betød smagsdommernes udmelding ikke, at gruppen blev vraget. I stedet indspillede Zeppelinerne en række sessions for BBC, som netop har været genstand for et specialprogram på BBC Radio 6 den 25. december. På BBCs hjemmeside kan man også læse radiostationens egne dokumenter om gruppens famøse introduktion til BBC optagelserne. PS. I øvrigt blev også David Bowie og Marc Bolan udsat for tilsvarende nedladende kritik fra BBC.

Ulf Lundell, 60

19. december 2009

Bedre sent end aldrig, som man siger. For en måned siden – den 20. november helt præcist – fyldte den svenske sangskriver, musiker, forfatter m.m. Ulf Lundell tres år. I Sverige er han en etableret institution, medens han her i landet  nok er kendt, men langt fra i et omfang, som hans kvaliteter berettiger til. Det antal gange, han har besøgt Danmark – senest på Roskilde Festivalen – er til at overse.

Men sådan er det jo desværre for mange svenske kunstnere. Og barrieren er nok sproget – og måske også kulturforskellene mellem Danmark og Sverige, som vi plejer at bagatellisere, når vi ved festlige lejligheder lovpriser vort nordiske fællesskab eller broderskab. Her i landet skal musik helst være på engelsk – eller i hvert fald dansk. Så snart man synger på svensk, norsk, tysk eller fransk, så kniber det med entusiasmen. Med enkelte undtagelser.

For snart mange år siden tilbragte jeg en nytårsaften i selskab med mig selv. Jeg havde haft en slidsomt år, der havde tæret på ikke mindst de mentale kræfter, og jeg besluttede så at afskære mig fra det sociale på netop den aften, hvor det sociale ellers er en selvfølge. Planen var at spise lidt godt, drikke lidt god vin og så ellers gå i seng til sædvanlig tid. Men tilfældigvis – og heldigvis – kom jeg til at tænde for tv på SV1, hvor Ulf Lundell med band gav nytårskoncert. Og det var en uforglemmelig oplevelse. Selv om det kun var på tv – oven i købet i sort-hvidt – så var det en af de bedste rockkoncerter, jeg har oplevet. Og siden dengang har jeg været fan af Ulf Lundell, som i mine øjne og ører er på niveau med sine egne store udenlandske forbilleder: Bruce Springsteen, Neil Young – og Bob Dylan.

25 studioplader, 3 livealbum, et par dvd’er og et dusin opsamlingsplader er det blevet til gennem årene. Begyndende med Vargmåne (1975), som gjorde Lundell til “Sveriges Bob Dylan” og til det seneste album “Omaha” fra sidste år. Fremragende plader alle til hobe. Og plader, der fortjener at blive omtalt hver for sig.