Fairport Conventions album “Liege & Lief” fra 1969 – bandets fjerde langspiller – var den første plade, jeg købte med det navnkundige engelske folkrockband. På udsalg i det engang velassorterede Fona i Kongensgade i Esbjerg. I starten af halvfjerdserne. Pladen, der er blevet genudsendt i en luksuøs jubilæumsudgave, var med til at cementere den elektriske folkemusik – folkrocken – som en særlig genre. Det var på dette album trommeslageren Dave Mattack og violinisten Dave Swarbrick sprang ud som fuldgyldige og indflydelsesrige medlemmer af gruppen, og hvor bandet for alvor tog den engelske folkemusiktradition til sig som inspirationskilde. Sandy Denny og Ashley Hutchings er stadig med, og sammen med de andre fik de skabt en plade, der med al ønskelig tydelighed demonstrerede den gamle sandhed om, at den bedste traditionsbevaring sker gennem fornyelse. I rockklæder fremstod de traditionelle sange med ny vitalitet for nye og gamle ører. Pladen er stadigvæk en af mine favoritplader, som tidens tand ikke rigtig har gnavet i – bortset fra i coverets hjørner. Spilleglæden springer ud af rillerne og arrangementerne og fremførelsen lyser af kreativt overskud. Bør være i enhver rockelskers samling.
John Robert Parker Ravenscroft, bedre kendt som John Peel, er en skikkelse, man ikke kommer uden om, når tale falder på engelsk pop og rock fra tresserne og frem til begyndelsen af dette årti. I kraft af en god radiostemme, en ærlig og ligefrem radiostil, en stor kærlighed til populærmusikken og en udtalt eklektisk smag skabte han sig en unik status som formidler og – ikke mindst – dokumentarist for den nye musik. På evig jagt efter musikalske udtryk, han ikke havde hørt før, blev Peel en lydhør seismograf for det, der rørte sig i det britiske musiklivs rodnet – ofte længe inden det kom op i berømmelsens lys. Især hans “Peel Sessions”, hvor inviterede grupper og solister spillede deres musik i BBCs studier og fik det optaget, er blevet indbegrebet af vellykket dokumentarisme. Og meget af det er blevet udgivet på cd. I år er der så, meget passende, blevet udsendt en boks med fire cd’er, hvor Kats Karavan præsenterer og fører lytteren gennem de fire årtier, hvor John Peel var i æteren og aktiv. Listen over de mange skæringer (som indeholder nogle tidligere uugivne også) viser spændvidden i Peels orientering og hans imponerende træfsikkerhed:
Disc 1: ’60s and ’70s
1. “I Can Take You To The Sun,†The Misunderstood
2. “Coloured Rain,†Traffic
3. “If I Were A Carpenter,†Tim Hardin
4. “Lazy Sunday,†Small Faces
5. “Walk In My Shadow,†Free*
6. “Whiskey In The Jar,†Thin Lizzy
7. “Listen, Listen,†Sandy Denny
8. “Fear Is A Man’s Best Friend,†John Cale*
9. “Dry Land,†Joan Armatrading
10. “Back To Africa,†Aswad
11. “What A Way To End It All,†Deaf School
12. “New Rose,†The Damned
13. “Africa,†Rico
14. “Slip And Slide,†Medicine Head*
15. “In The City,†The Jam
16. “When The Summer’s Thru,†The Fabulous Poodles
17. “Looking After Number One,†The Boomtown Rats*
18. “Love And Romance,†The Slits
19. “Ku Klux Klan,†Steel Pulse
20. “Life After Death,†Funboy Five
Disc 2: ’80s
1. “There Goes Concorde Again,†…and the Native Hipsters
2. “High Fidelity,†Elvis Costello*
3. “Art Nouveau,†The Bodies
4. “A Forest,†The Cure*
5. “I’m In Love With A German Film Star,†The Passions
6. “C ‘n’ C Hassle Schmuk,†The Fall
7. “Reggae Fi Peach,†Linton Kwesi Johnson*
8. “Turkey Mambo Momma,†Pulp
9. “Pass The Dutchie,†Musical Youth
10. “Song Sung Blue,†Altered Images
11. “Sunspots,†Julian Cope*
12. “Blue Canary,†The Frank Chickens
13. “Don’t Be Late,†Nick Haeffner
14. “Big Decision,†That Petrol Emotion
15. “You Sexy Thing,†Cud
16. “Convenience,†Bob
17. “System Enslavement,†Extreme Noise Terror
18. “The Big E,†A Certain Ratio
19. “Everybody’s Got Something To Hide Except Me And My Monkey,†Soundgarden*
Disc 3: ’90s
1. “Back Side Of The Moon,†The Orb
2. “Sheela-Na-Gig,†PJ Harvey
3. “Fascist Boom,†Marxman*
4. “Olympia,†Hole*
5. “Raindrops,†Tindersticks
6. “Protective Custody,†Dave Clarke
7. “Ping Pong,†Stereolab
8. “Monica Webster,†The Delgados
9. “Icicle,†The Tiger*
10. “Why?,†The Sweeney
11. “Sun Moon And Stars,†Thievery Corporation*
12. “IPC Sub Editors Dictate Our Youth,†Clinic
13. “Hawaiian Island Wranglers,†Grandaddy
14. “Real Action,†Justin Berkovi*
15. “Jam,†Ivor Cutler
16. “Oh My God! They Killed Kenny,†Cuban Boys
17. “Freckles,†Gorky’s Zygotic Mynci
18. “Xeroxy Music,†The Samurai Seven
Disc 4: ’00s
1. “Not The Tremblin’ Kind,†Laura Cantrell
2. “Little Rhymes,†Mercury Rev*
3. “Taking On The Sides,†Spare Snare
4. “She’ll Break Your Heart,†The Loves
5. “All The Records On The Radio Are Shite,†Ballboy
6. “Another Morning Stoner,†…And You Will Know Us By The Trail Of Dead*
7. “Archie Bunker Disciples,†Bong Ra*
8. “Fink For The Man,†The Datsuns*
9. “Maps,†Yeah Yeah Yeahs*
10. “By The Grace Of God,†The Hellacopters*
11. “Tulips,†Bloc Party
12. “Itsuko Got Married,†Bearsuit
13. “John Peel Is Not Enough,†CLSM
14. “I Am Connecting Flight,†YOURCODENAMEIS:MILO*
15. “Bored,†Steveless
16. “Does This Train Stop On Merseyside?,†Amsterdam
*Previously unreleased
Ude i den store musikpresse forlyder det, at David Bowie efter en årelang pause igen har en plade på vej. Og det er jo en passende lejlighed til at vende tilbage til mandens udgangspunkt, albummet Space Oddity fra 1969. Ganske vist havde Bowie allerede året før udsendt “David Bowie”, men det var med toeren, det begyndte at sne, for nu at vælge en aktuel formulering. Det var med den plade, som i øvrigt blev udsendt under andre titler (“David Bowie” i Storbritannien og “Man of Words/Man of Music” i USA), Bowie gav en forsmag på den iscenesættelses- og performancekunstner, han ville blive i de kommende år. Nemlig med det succesfulde titelnummer “Space Oddity”, hvor Bowies alter ego, Major Tom, dukker op. Ellers er albummet en broget landhandel af de musikalske inspirationskilder, den søgende kunstner Bowie tog næring fra: progressiv rock, folkrock, popballader m.m. Et album, hvor man får indblik i en række af de elementer, der er med til at skabe mandens stil, som for alvor manifesterede sig på gennembrudspladen The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars i 1972. I anledningen af fyrreåret for pladen er den selvfølgelig blevet genudsendt i en jubilæumsudgave med to cd’er og de obligatoriske bonusser. Jeg kan sagtens nøjes med den originale LP.
Som jeg tidligere har skrevet, så var Elvis Presley mit første idol. Siden kom the Beatles. Og holdt idolatrien op og blev bare kærlighed til musikken. Jeg holder stadigvæk meget af Elvis og synes, han var en fantastisk sanger. Er man i tvivl, så bedes man lytte til de to bokssæt,, hr. Jørgensen har udgivet med Elvis’ indspilninger fra halvtredserne og tresserne.
I går på julegaveindkøb spenderede jeg penge på dvd’en med hans berømte comeback-optræden på tv i 1968. Den hvor han iført lædertøj charmerede og spillede, så hans kritikere for en stund holdt mund. Udgivelsen findes i flere mere eller mindre luksuøse udgaver . Jeg holdt mig dog til den “skrabede” special edition med den udvidede og -redigerede tv-udsendelse plus lidt ekstra. Jeg kan nemlig godt få for meget af al det ekstramateriale, man putter på dvd’erne nu om stunder.
Jeg var også lige ved at købe et boxsæt med otte af Elvis’ film, men holdt mig i skindet, selv om den ikke var særlig dyr. Det må vente. Ganske vist var Elvis’ styrke ikke hans skuespiltalent, men jeg har set alle filmene i min barn- og ungdom i Fønix Bio. Det er dog ikke kun af nostalgiske grunde, for der er faktisk musikalske perler rundt om i filmene.
Apropos Elvis, så bringer Vanity Fair en kavalkade af Alfred Wertheimers Elvisfotos. Wertheimer fik opgaven i sommeren 1965, da Elvis var 21 år gammel og stod på tærsklen til sin store succes. Elvis var endnu ikke en stjerne, men “bare” en talentfuld ung mand på vej. På de fine sort-hvide fotos ser mand Elvis, inden stjerneiscenesættelsen for alvor kom i gang. Elvis i underbukser, Elvis med en high school kæreste, Elvis sammen med sin elskede mor osv. Og det slår mig, at han på flere af billederne ser tankefuld og lidt vemodig ud – og så, at han ligner sin mor.
Det var pladepusher Bjarne, der skubbede pladen hen over disken i min retning og henkastet sagde noget om, at det måske var noget for mig. På disken lå Sades album “Diamond Life”. Titlen og det enkle, lækre coverlayout signalerede forfinet jetset-pop. Og det var heller ikke helt galt, for Sade Adu og hendes band excellerede i en slags cool europæisk – engelsk! -Â afart af soul, hvori der også indgik elementer af jazz, rock, easy listening, R&B og det, man derovre kalder “adult contemporary”.
Det var måske ikke lige det, jeg lyttede mest til dengang i firserne, men første skæring på side 1 sneg sig alligevel ind under huden. “Smooth Operator”. Lige som pladen langsomt sneg sig ind i mere end 50 millioner pladekøbere verden rundt. Plus det løse. Efter en langsom start. Pladen var lidt af en “sleeper”.
Der har været lidt stille om Sade på det seneste, men næste år udsender Sade og Co. et nyt album “Soldier of Love”. Og du kan høre et singleudspil her. Det lover godt.
Forleden havde jeg en snak med en person, jeg kun kender overfladisk. Men i løbet af snakken gik det op for mig, at vedkommende snakkede mig efter munden og undgik at forholde sig til ret meget af det, vi snakkede om. Og så var det sangen “Games People Play” sneg sig ind i min bevidsthed bagefter. En sang om de julelege, vi alt for ofte spiller med hinanden, selv om det ikke er jul. Eftersnakkeri, tvetunget tale osv. Vi kender det alt for godt. “Games People Play” er en af de mest desillusionerede og nøgterne popsange, jeg kender til. Et lysende dementi af, at popsange ikke kan være andet end silly lovesongs. Og så besidder den oven i købet den gode popsangs melodiske kvaliteter.
Oh the games people play now
Every night and every day now
Never meaning what they say now
Never saying what they mean
And they wile away the hours
In their ivory towers
Till they’re covered up with flowers
In the back of a black limousine
Chorus
La-da da da da da da da
La-da da da da da de
Talking ’bout you and me
And the games people play
Oh we make one another cry
Break a heart then we say goodbye
Cross our hearts and we hope to die
That the other was to blame
Neither one will give in
So we gaze at our eight by ten
Thinking ’bout the things that might have been
It’s a dirty rotten shame
People walking up to you
Singing glory hallelulia
And they’re tryin to sock it to you
In the name of the Lord
They’re gonna teach you how to meditate
Read your horoscope, cheat your faith
And further more to hell with hate
Come on and get on board
Look around tell me what you see
What’s happening to you and me
God grant me the serenity
To remember who I am
Cause you’ve given up your sanity
For your pride and your vanity
Turns you sad on humanity
And you don’t give a da da da da da
Da den psykedeliske bølge skyllede gennem populærmusikken ramte den også Abbey Road-studierne. Og det resulterede i lang række indspilninger. Et overblik kan man finde på cd’en “Psychedelia at Abbey Road 1965 to 1969” (EMI 1998), der rummer hele 22 numre fra den angivne periode. Som noteskriveren, Brian Hagg, anfører, så kan det være svært at definere psychedelia sådan rent musikalsk, men helt ved siden af rammer han ikke, når han konstaterer, at stilen i høj grad handler om sound og atmosfære, hvor snurrige melodier, barnlige, surrealistiske billeder og leg med tidens nyeste studiegrej er væsentlige ingredienser.
På pladen møder man både kendte og mindre kendte kunstnere. Donovan er repræsenteret med sin uopslidelige “Sunshine Superman” (i den fulde version) og den mindre kendte, men ikke mindre fascinerende, sang “Sunny South Kensington”, hvor kunstneren bl.a. udfolder sig disciplinen namedropping. Nummeret udkom oprindeligt på den amerikanske udgave af albummet “Mellow Yellow“. The Hollies er også med. Igen er det “King Midas In Reverse” (som findes på flere psychedelia-opsamlinger), men også et nummer – “Maker” – fra gruppen psych-LP “Butterfly” fra 1967. De psykedeliske klæder kan dog ikke skjule den kendsgerning, at Hollies var en af den tids bedse vokalgrupper. Pretty Things hoppede også på psych-vognen og foretog en transformation fra rå R&B-gruppe til psych-freaks i 1967. De er repræsenteret med singlen “Talking About The Good Times”/”Walking Through My Dreams” fra 1968. Her lyder de som et mix mellem Beatles og Pink Floyd, med flot vokalarbejde og fængende melodier. De to numre peger også frem mod gruppens hovedværk “S.F. Sorrow“. Apropos Pink Floyd, så er Syd Barrett også med med “Golden Hair” fra LP’en “The Madcap Laughs“. Nummeret viser Barrett som det skrøbelige pop-head, han var, medens han endnu var aktiv. Til de kendte hører også Simon Dupree and the Big Sound med deres velkendte “Kites”.
De øvrige numre på pladen er med mindre kendte navne som Tomorrow, The N’Betweens, The Fingers, Focus, Mart Wirtz, Aquarian Age, The Nocturnes, The Koobas, The Moles, Locomotive, The Gods og The Mandrake Paddle Steamer. Tilsammen giver de en meget underholdende og fascinerende indtryk af spændvidden i den psykedeliske trend i sidste halvdel af tresserne.
To Rafferty’s Bar in my old jaunting car I took myself one Friday evening To think on a son so deceiving It’s one drink down and another to go. He was married in haste to a woman unchaste Much to the shame of the father His face still half-covered in lather It’s one drink down and another to go. It’s one drink down and another to go When I pass through the town I must hang my head low It’s one drink down and another to go. I’m not the kind to condemn out of hand A woman whose virtue is easy Just as long as she doesn’t deceive me It’s one drink down and another to go. Imagine a life with an unfaithful wife Might wake up in the morning And find that she’s left without warning It’s one drink down and another to go. It’s one drink down and another to go When I pass through the town I must hang my head low It’s one drink down and another to go.
Det er altid trist, når nogen lader deres liv gå til i druk. Det gælder ikke mindst, når det drejer sig om en mere end talentfuld sangskriver, sanger og musiker som Gerry Rafferty. Jeg har allerede omtalt hans problemer med flasken, som har afholdt ham fra at være noget ved musikken siden 2004. Jeg kom til at tænke på det igen, da jeg satte Raffertys solodebutalbum i cd-afspilleren. “Can I Have My Money Back?” fra 1972. På den finder man bl.a. sangen “One Drink Down”, der set i bakspejlet kunne være selvbiografisk.
Pladen blev vel modtaget af kritikken, men solgte ikke. En af forklaringer – eller måske bortforklaringerne – var, at Rafferty på det tidspunkt lige havde forladt det skotske band The Humblebumbs. Ud over Rafferty bestod bandet af Billy Connolly (senere kendt som stand-up-komiker og skuespiller) og den velanskrevne bluegrass-guitarist Tam Harvey. Humblebumps var især populære i hjemlandet Skotland, hvor de turede rundt.
At Humblebumps skulle være forklaringen på soloalbummets manglende salgssucces er svært at tro på. Det handler nok snarere om det sædvanlige problem: Mangelfuld PR kombineret med en sangskrivning, der nok er melodiøs og fuld af musikalsk kvalitet, men ikke er designet til hitlisten.
På den udgave, jeg har lyttet til (Castle/Sanctuary, 2000), er Raffertys plade suppleret med Rafferty-sange fra Humblebumbs to album The New Humblebumbs (1969) og Open The Door (1971). Og det er der god ræson i, for der er ikke stor forskel på disse sange og sangene på solopladen. Bortset fra at arrangementerne er lidt forskellige. Humblebumbs er mestendels bløde, folkagtige sager med violiner og fløjte i baggrunden, hvor Raffertys egne også har en rockkant. Men rygraden er hans meget iørefaldende melodier, der har en nærmest Mccartneysk appel, og så Raffertys bløde, velmodulerede stemme.
Desværre er denne udgave af solopladen ikke forsynet med John Patrick Byrnes distinkte cover af en dreng og nogle roser. I stedet har man brugt et negativt foto af Rafferty, holdt i mørkeblå farvenuancer. Man har nok skullet spare lidt på genudgivelsen. Men musikken fejler ikke noget.
Nogle sange klarer tidens tand bedre end andre. Leonard Cohens “Bird on a Wire” fra Songs from a Room (1969) er en af dem. Cohen har selv kaldt den en lille countrysang. Det er vist en digters beskedenhed. Det er en lille, stor sang om livets banaliteter. Om frihedstrangen, om den svære kærlighed, om angeren, behovet for tilgivelse, begærets uudslukkelighed, om at prøve igen og igen.. Lille sang, stort indhold. Og her i en meget smuk udgave fra sidste år.
Like a bird on the wire,
like a drunk in a midnight choir
I have tried in my way to be free.
Like a worm on a hook,
like a knight from some old fashioned book
I have saved all my ribbons for thee.
If I, if I have been unkind,
I hope that you can just let it go by.
If I, if I have been untrue
I hope you know it was never to you.
Like a baby, stillborn,
like a beast with his horn
I have torn everyone who reached out for me.
But I swear by this song
and by all that I have done wrong
I will make it all up to thee.
I saw a beggar leaning on his wooden crutch,
he said to me, “You must not ask for so much.”
And a pretty woman leaning in her darkened door,
she cried to me, “Hey, why not ask for more?”
Oh like a bird on the wire,
like a drunk in a midnight choir
I have tried in my way to be free.
Nyhedsbureaet AP fortæller, at Little Richard fylder 77 på lørdag. AP fortæller også, at Richard restituerer sig oven på en hofteoperation. Alderens skavanker synes dog ikke at lægge bånd på ham, for han udtaler, at han regner med ‘at vende tilbage til landevejene hurtigst muligt…for at råbe ‘Shut Up’ og rokke som i gamle dage’. Hvis nogen havde fortalt mig det, dengang jeg først opdagede Little Richard tilbage i tresserne, ville jeg nok have troet på det!
Da jeg gik med min ven Gravhunden langs denne frostkolde, klare, smukke vinterdags villaveje , dukkede Ella Fitzgerald og Louis Armstrong op med deres fortryllende og hyggelige udgave af Bennie Benjamin’s og George David Weiss’ Can Anyone Explain? (No! No! No!). Ganske vist var The Ames Brothers, der fik et smashhit med deres pæne udgave tilbage i 1950, lige som andre – Ray Anthonys orkester og Dinah Shore – har sat deres præg på sangen. Men det var Ella’ og Louis’ udgave, jeg fik ind med Giro 413s radiofoniske modermælk. Og jeg har altid godt kunnet lide den sang.
Can anyone explain
The thrill of a kiss
No, no, no
But when two eager lips
Are pressed against yours
You’ll know, yes, you’ll know
Can anyone explain
The glow of romance
No, no, no
But when you hear the phrase, it’s you I adore
You’ll know, yes, you’ll know
And you will find to give love a start
Don’t think with your mind
Just feel with your heart
Can anyone explain
The wonder of love
No, no, no
But now that you and I are sharing a sigh
We know, yes, we know
And you will find to give love a start
Don’t think with your mind
Just feel with your heart
Can anyone explain
The wonder of love
No, no, no
But now that you and I are sharing a sigh
We know, yes, we know
Medens de tiloversblevne medlemmer af The Beatles fejrer nye triumfer med videospil og ikke mindst de storsælgende, nyredigerede og -editerede udgaver i stereo og mono af den samlede produktion, så er det måske tidspunktet at ihukomme, at de berømte Abbey Road-studier, hvor Beatles’ væsentligste indspilninger blev til, også lagde rum og lyd til mange andre konkurrerende kunstnere i tresserne.
På cd’en “Beat at Abbey Road 1963-1966” kan man lytte til 28 andre kunstnere, som nød godt af Abbey Roads standard i årene lige efter Beatles’ indtog.
Studiernes bygninger går helt tilbage til 1830, men det var først i 1931 studierne officielt blev indviet med en optagelse med London Philharmonic Orchestra. I 1950 blev en vis George Martin ansat, og i 1962 kom The Beatles forbi for at gennemføre en “kommerciel prøve” den sjette juni. Man må gå ud fra, at prøven gik ok, for gruppen sprøjtede hits ud umiddelbart efter.
Abbey Road er i dag uløseligt forbundet til Beatles’ storhedstid. Og allerede dengang blev det populært for talent- og håbefulde nye kunstnere at få lov til at indspille med netop den lyd, som man kunne opnå dér. Og det er slående, når man lytter til de fine indspilninger på denne cd, hvor distinkt Abbey Road-lyden er. Og i hvor høj grad Beatles’ tidlige indspilninger satte en slags standard for, hvordan produktionen af et beat-hit skulle være.
Kunstnerne på pladen er både kendte og mindre kendte fra perioden. Selvfølgelig er Beatles-protegéen Cilla Black med den klare, smukke stemme med, oven i købet med en af de Maccartney-Lennon-kompositioner, som duoen vist aldrig lod Beatles indspille (i hvert fald ikke officielt): Love of the Loved. Og så er der en række Beatles-epigoner af mere eller mindre original observans. Selv om grupper som Freddie & The Dreamers, Mike Sheridan & The Nightriders, The Roulettes, The Naturals m.fl. lægger sig i sporet efter Beatles med stor tydelighed, så er det også charmerende drive og stor professionalisme, som man kun kan tage hatten af for.
The Fourmost lægger sig også tæt op af Beatles med deres coverversion af “I’m in love”, endnu en sang fra Mccartneys og Lennons højproduktive laboratorium. The Dakotas, der er kendt som backinggruppe for Billy J. Kramer, viser, at de som instrumentalgruppe ikke behøvede at stå helt i skyggen af fx The Shadows. Især ikke som rockende sådan. Pat Wayne & The Beachcombers giver en medrivende udgave af “Roll Over Beethoven” og har en ung Jimmy Page med på leadguitar – og det kan høres. Keith Powell & The Valets leverer en smægtende fortolkning af “The Answer Is No”, som sender tankerne hen på popballadefortolkeren Elvis Presley og i det hele taget de amerikanske halvtredserpopsangere.
Selv The Hollies lyder grangiveligt som The Beatles i “Come on back”, selv om man godt kan høre, at vokalarbejdet – deres varemærke – peger frem mod deres store hits. Et af de navne, der stikker lidt ud, er The Toggery Five med nummeret “I’d Much Rather Be With the Boys” skrevet af Andrew Loog Oldham og en vis Keith Richard. Et blidt popnummer, som man slet ikke ville forbinde med bissen Richard. Lidt af en overraskelse.
Nævnes skal også sangerinden Beryl Marsden, der leverer en højenergisk udgave af De Shannons “Breakaway”, der giver mindelser om orkanen Brenda Lee – og understreger, at man ikke kom langt som popsangerinde dengang, hvis man ikke havde en god og kraftig stemme at byde på.
Og så får Roden selv, Rod Stewart, lov til at slutte plade med en ballade “The Day Will Come” (fra 1965), som viser, at fordommen om, at Roden var en rocker, der med alderen blev blød, ikke har noget på sig. Han har haft begge dele i sig fra starten…
Denne opsamling kan varmt anbefales alle med forkærlighed for The Beatles og musikken i tresserne.
Medens jeg sad her til morgen og skrev emails og funderede lidt over verdens skæve gang, kom jeg i tanke om en LP, som var i mit fædrene hjem. En LP med Joe Tex. Hvilken husker jeg ikke længere. Jeg har blot en svag erindring om et mørkt cover med en let smilende Joe Tex på forsiden. Hvordan den kom ind i vores hjem, husker jeg heller ikke. Måske havde min mor købt den, da hun købte sine Jim Reeves plader.
Joe Tex (1933-1982) var en amerikansk singer-song-writer og sanger i soulgenren. Og han er kendt for at have lanceret den såkaldte Southern Soul med sangen “Hold What You’ve Got”, der blev et pænt hit i 1965. Han opfattes også som en af rappens foregangsmænd, fordi han – med sin religiøse baggrund – havde det med at “prædike”, snakke hen over musikken. Han kaldte det selv for “rap“. Stilen var i øvrigt præget af forkyndende sangstil, man finder i sorte kirker i USA.
Joe Tex var tilknyttet det toneangivende Atlantic Records, men pladeselskabet formåede ikke at gøre ham til den stjerne, hans talent berettigede til. I halvtredserne var Tex tilknyttet en lang række små pladeselskaber – fx Ace og Dial Records. Hans plader solgte dårligt, men han havde et vist held med sin sangskrivning. Således fik selveste James Brown en toptiplacering med sin udgave af “Baby You’re Right” i 1962.
Det var først, da Tex kom i forbindelse med Nashville, der skete noget for sangkarrieren. Mødet med Nashvilleproduceren Buddy Killen, som har arbejdet med Dolly Parton, Dottie West, Roger Miller og andre countrystjerner, resulterede i indspilningen af “Hold What You’ve Got”, som gled ind på hitlistens femteplads. Hittet blev fulgt op af en lang ganske succesfulde række singler – fx “Skinny Legs and All” og “Men Are Getting Scarce”, inden Tex’ første soloalbum blev udsendt i 1965.
I 1972 valgte han så at trække sig tilbage efter at have lavet hittet “I Gotcha”. Det var det religiøse, der trak. Allerede i 1966 var Tex konverteret til Islam og kaldte sig derefter Yusuf Hazziez. Efter nogle år som åndelige vejleder vendte han dog tilbage til musikken i 1975 og fik et solidt comebackhit med “Ain’t Gonna Bump No More”.
Han trak sig dog endeligt tilbage igen i firserne for at hellige sig sin tro og Huston Oilers, et amr. football team (!). Han døde kun 49 år gammel af et hjertetilfælde.
I mine ører er der ingen tvivl om, at Tex med sin karakteristiske hæse, lidt prædikende, swingende stemme, har været undervurderet som soulsanger. Lyt selv og døm.
Hvis man kan anføre navne som The Byrds, Warren Zevon, New Riders of the Purple Sage og Flying Burrito Brothers på sit cv, så er man ikke en hr. Hvemsomhelst. Ikke desto mindre stod bassisten og sangskriveren Clyde “Skip” Battin lidt i skyggen af sine mere spotlightsøgende legekammerater. Sådan er har det jo ofte været for bassister.
Skip Battin, der døde i 2003 69 år gammel, begyndte sin karriere helt tilbage i 1956, hvor ham bl.a. spillede sammen med Gary Paxton i duoen Skip & Flip. Det var dog først i halvfjerdserne, da han trådte ind i The Byrds i 1970, at hans navn kom ud til et større publikum. I de tre år, han var hos Byrds skrev han en hel del sange til gruppen – oftest i samarbejde m. vennen og kultfiguren Kim Fowley.
Man finder hans sange på Untitled fra 1970, Byrdmaniax (’71) og Farther Along (’71). Mindre kendt er det, at Skip i tiden efter The Byrds indspillede et soloalbum, Skip, i 1972. På pladen synger Battin med en behagelig, lidt rusten stemme og spiller bas og klaver. Han får hjælp af sine kolleger fra the Byrds. Roger McGuinn har sin berømmede 12-strengede Rickenbacker med, Clarence White tryller med strengene på alle numrene osv.
Af en eller anden grund blev albummet ikke til noget. Og grunden kunne meget vel være, at det lille pladeselskab Signpost Records ikke gjorde ret meget for at promovere skiven, og at Skip selv turnerede rundt med The Byrds, inden han slog sig sammen med New Riders of the Purple Sage.
Faktisk indspillede Skip Battin to albums i 1972, men det andet – med titlen Topanga Skyline – kom aldrig på gaden. Det sker imidlertid nu, efter at Skip Battins søn Brent for egne penge har fået Sierra Records til at udsende pladen på cd i anledning af 40-året for Battins indtræden i The Byrds. Topanga Skyline blev produceret af Kim Fowley, der også var med som sangskriver. Bag sig havde Battin stærke musikere som Byrone Berlin, Al Perkins, Roger Bush, Alan Munde og Roland White. Flere af dem kendt fra bl.a. Country Gazette. Med på pladen er også Clarence White, der døde kort tid efter inspilninger i en trafikulykke.
Arthur Lee og gruppen Love nåede ikke at indspille ret mange plader, og det er derfor begrænset, hvad der er kommet på plade og cd efter gruppens ophør. Til forskel fra fx The Doors, der stadigvæk får udgivet live-optagelser med mere. Derfor er det lidt af et scoop af Sundazed Music nu udgiver et helt – relativt ukendt – album med titlen Love Lost.
Musikken blev indspillet i 1971, da Arthur Lee og Co. var tilknyttet pladeselskabet Columbia. Her forblev optagelserne i arkivet, da gruppen forlod plademærket. Og først nu – næsten 40 år senere – udkommer optagelserne sammen med nogle akustiske demooptagelser fra samme periode.
Helt ukendt er materialet dog ikke, for flere af numrene kom med på senere Love-plader i andre udgaver. Tre af sangene – “For a Day”, “Trippin’ & Slippin'” og “C.F.I. Instrumental” – har dog ikke været udsendt før.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger