CAPAC

Og hvad blev der så af trommeslageren Mitch Mitchell? Som tidligere omtalt døde Mitchell sidste år på en turné, hvor han hyldede Hendrix’ musik, The 2008 Experience Tour. Han blev 62. I tiden efter the Experience deltog Mitchell i produktionen af Hendrix’ posthume værker, The Cry of Love og Rainbow Bridge. Og så dannede han Ramatam med guitaristen Mike Pinera (kendt fra Iron Butterfly) og April Lawton. Sidstnævnte var en talentfuld kvindelig guitarist og komponist, som døde alt for tidligt i 2006, kun 58 år gammel. Det var også April Lawton, der sammen med Mitchell tegnede Ramatams kompetente rock.

Gruppen fik lavet to album, det Tom Dowd-producerede debutalbum Ramatam, der udkom i 1972, og toeren In April Came the Dawning of the Red Suns fra 1973. Af anmeldelserne af de to plader kan man forstå, at gruppen nok besad ferme instrumentalister, men den havde svært ved at finde sin egen egen stil. Det kneb også med at finde nogle sange, der var værd at spille. Og endelig fik bandet en stedmoderlig behandling af såvel producenterne som pladeselskabet. Bandet gik da også i opløsning efter album nr. 2.

I årene efter Ramatam arbejdede Mitchell primært som sessionmusiker og var også med på forskellige kunstneres album, blandt andet Ex-Family-forsangeren Roger Chapmans “Mail Order Magic” fra 1980. For såvel Noel Redding som Mitch Mitchell gælder det, at de aldrig rigtig kom ud af Jimi Hendrix skygge. Det var ham som bandleder, de skrev sig ind i rockhistorien.

Mitch Mitchell trommesolo m. Ramatam

Da Jimi Hendrix døde måtte hans to medsammensvorne i The Experience, trommeslageren Mitch Michell og basisten og sangeren Noel Redding, finde nye musikalske græsgange. Uden Hendrix ikke noget Experience.

For Noel Reddings vedkommende var det ikke så svært. Han havde allerede, medens han spillede med Jimi, været med til at danne gruppen Fat Mattress sammen med sangeren Neil Landon (som allerede havde gjort sig bemærket i The Ivy League og Flower Pot Men – dem med “Let’s go to San Francisco”), guitaristen Jim Leveton og trommeslageren Eric Dillon.

Hos Hendrix havde Redding ikke fået mulighed for at komme igennem med sine egne sange eller som sanger. Det blev muligt i Fat Mattress, hvor han oven i købet kunne skrive sange samme med Neil Landon.

Det første album, “Fat Mattress”, kom i 1969 og fik beskeden succes i hjemlandet og i det øvrige Europa. Især nummeret “Magic Forrest”, der blev udsendt på single (m. “Petrol Pump Assistant” som B-side) gjorde sig nogenlunde. Et folk-pop-rock-nummer med tekstlig og musikalsk prægning af psychedelia. Også på vor hjemlige P3 vakte LP-pladen en vis opmærksomhed. Og Fat Mattress fik lov til at være opvarmningsgruppen for Jimi Hendrix på dennes turné i USA. Gruppen optrådte også på den meget omtalte Isle of Wight-festival i året 1969.

Måske var der ikke talentmasse nok i bandet til, at bandet kunne blive en permanent konstellation. I hvert fald måtte gruppen kort tid efter afbryde en USA-turné før tid. Og efter at have udsendt album nr. to med den alt andet end opfindsomme titel Fat Mattress 2, gik bandets medlemmer hver til sit.

Helt i glemmebogen er gruppen dog ikke gået. Og det skyldes nok især debutalbummet, der indeholder lytteværdig folkpoprock med et anstrøg af sentressertidsånd. I 2000 udsendte Castle Communication således en dobbeltcd-antologi med titlen The Black Sheep Of The Family: The Anthology, der indeholder 33 af gruppens indspilninger. I 2006 udsendte Castle Com. sammen med Sancturary Records endnu en dobbeltcd-samling med titlen “Magic Forrest: The Anthology“, hvor der er 38 numre med. Det ekstra numere er dog alternative udgaver (fx monoversioner og lign.).

Efter Fat Mattress dannede Noel Redding heavy metal-troen Road sammen med guitaristen Rod Richards og trommeslageren Les Samson. Og det blev til et album, Road, der udkom i 1972. Mere blev det ikke til – og pladen er da heller ikke noget mesterværk.

Samme år dannede Noel så sit helt eget band med det logiske navn Noel Redding Band, der bestod af Eric Bell (Thin Lizzy, Them) på leadguitar og Dave Clarke (sang og tangenter). Debutalbummet Clonakilty Cowboys fra 1975 afslører, hvad der var Noel Reddings problemer som musiker. En ordinær stemme, der ikke rigtig berettiger til en forgrundsrolle, og en musik, der har mere end svært ved at slippe sine inspirationskilder, Faces og Mott the Hoople. Og hvorfor lytte til Noel Reddings band, når man kunne få den rene vare, synes pladekøberne også at have tænkt.

I hvert fald solgte pladen ikke. Og det gjorde opfølgeren Blowin‘ fra 1976 heller ikke. Selv om pladen demonstrerer en hårdere rock end debutten, kan den ikke skjule, at Noel Redding ikke havde talent nok til at bære et band. De fleste af sangene er da også skrevet i samarbejde med Clarke, lige som det var tilfældet på album nr. 1.

Efter Noel Redding Band spillede Noel i forskellige sammenhænge, inden han i halvfemserne var med til at danne gruppen Shut up Frank sammen med Mick Avory (the Kinks) og Dave Rowberry (The Animals). Gruppen har inspillet fire album. Den 11. maj 2003 blev Noel Redding fundet livløs i sit hjem i Clonakilty, Irland. Han blev 57 år.

Det utrættelige nostalgiforlag Rhino har sammen med Bright Midnight Archives, der står bag The Doors’ arven, udsendt en 6-cd-boks med optagelserne fra gruppens sidste store optræden i The Felt Forum, New York, den 17. og 18. januar. En del af materialet har tidligere været udgivet, men med den nye fornemme udgivelse (med tilhørende bogudgivelse) dokumenteres revl og krat fra de to koncerter.

Argumentet for at udsende sådan en luksuøs sag må selvfølgelig være, at The Doors var en af de mest karismatiske live-grupper i den periode – når det kørte for dem. Og det gjorde det i New York. Selv om lyden fra deres herostratisk berømte studioplader sidder godt fast i erindringens lydspor, så er det noget helt særligt at være med, når Jim Morrison folder sig improviserende, digtende og narcissistisk ud foran den tætte, svingende, tykke gumbo, som de tre andre leverer. Let it roll, Baby, let i roll…

For et stykke tid siden omtalte jeg den talentfulde sangskriver og musiker Charlie Sexton og nævnte i den forbindelse, at han havde spillet i bandet Arc Angels.

Ud over Sexton bestod bandet af den ligeledes talentfulde guitarist Doyle Bramhall II, som nu om stunder spiller som sideman hos Eric Clapton, men har en fortid som musikalsk legekammerat for guitaristerne Stevie Ray Vaughan og Jimmie Vaughan. Og allerede som 16-årig spillede han med i sidstnævntes band Fabulous Thunderbirds. På trommer var Chris “Whipper” Layton, der også havde spillet sammen med Stevie Ray i dennes band Double Trouble. Det samme havde basisten Tommy Shannon, der også havde arbejdet tæt sammen med ingen ringere end Johnny Winter. Altså et band med muligheder.

På grund af Doyle Bramhall IIs problemer med nålen i armen og trivielle interne uoverensstemmelser blev det kun til et enkelt album, “Arc Angels”, der udkom i 1992 på det prestigefyldte Geffen Records. Sangene var især skrevet af Bramhall og Sexton, men på flere numre får især Sexton hjælp af den skammeligt oversete sangskriver Tonio K.

Pladen fik fine anmeldelser og solgte også nogenlunde uden dog at kunne tilfredsstille de hungrende pladekøbmænd. Stilen er klart inspireret af Stevie Ray Vaughans bluesbaserede rock uden på nogen måde at ende i epigoneri. Dertil er bandets medlemmer for gode sangskrivere og musikere. Det er en varieret plade med både ballader og mere rockende sager. Lyden er halvfemserfyldig med guitarerne fremme i lydbilledet. Det er storladen bluesrock af den slags, man stadigvæk kan lytte til, selv om produktionens tidsånd er visnet…

PS. Arc Angels er i øvrigt blevet gendannet i år og har givet koncerter (se YouTube), og der er planer om medieudgivelser.

Pete Seeger, den 80-årige amr. folkesanger og -sangskriver, kræver ikke nogen nærmere præsentation. Han var allerede en del af den sangskat, jeg fik ind med skolemælken i folkeskolen. “Little boxes on the hillside/Little boxes made of ticky tacky/Little boxes/Little boxes/Little boxes all the same/There’s a green one and a pink one/And a blue one and a yellow one/And they’re all made out of ticky tacky/And they all look just the same” osv., sang vi, hvis vi da ikke bøjede hovedet og nøjes med at nynne med uden at åbne munden. Som blues, rock’n roll’en og Woody Guthrie, så er Pete Seeger så amerikansk som apple pie. Og alligevel international i kraft af sit humanistiske engagement og sine sange ligefremme, folkelige appel. Nu er det så muligt at høre Pete Seeger som han lød på scenen i 1965 på nogle hidtil uudgivne indspilninger, optaget i Carnegie Music Hall, Pittsburg, PA. den 20. februar.

There you go and baby here am I
Well you left me here so I could sit and cry
Well -Golly gee what have you done to me
Well I guess It Doesn’t Matter Any More

Do you remember baby last September
How you held me tight each and every night
Well whoops a daisy how you drove me crazy
Well I guess It Doesn’t Matter Any More

There’s no use me a crying
I’ve done every thing and now I’m sick of trying
I’ve thrown away my nights and wasted all my days
Over you

Now you go your way and I’ll go mine
Now and forever till the end of time
I’ll find somebody new and baby
We’ll say we’re through
And you Won’t Matter Any More

Buddy Hollys sange hører til dem, der let sætter sig fast på repeaten i min indre jukebox. De sidste par dage er det sangen “It does’nt matter anymore”, der er dukket op i tide og utide. Sjovt nok er netop denne sang ikke Hollys egen. Det er Paul Anka, der har skrevet den. Men Buddy gjorde den nærmest til en af sine egne sange med sin fortolkning.

Det var Linda Ronstadts loyale, smukke version fra albummet Heart Like A Wheel (1974), der satte det i gang. Og lidt tilfældigt faldt jeg så over albummet “Notfadeaway [remembering buddy holly]” (1996) på biblioteket. Som mange hyldestplader, så er den en blandet landhandel med mere eller mindre vellykkede fortolkninger. Denne plade er dog mest velllykket.

Selv om jeg ikke er meget for nekrofil genbrug af gamle kunstnere, så lykkes “samarbejdet” mellem The Hollies og Buddy Holly meget godt i “Peggy Sue Got Married”. The Mavericks overhælder til gengæld “True Love Ways” med mainstream-country-følsomhed, der reducerer Holly til croonerpop. Langt bedre går det for Nanci Griffith, der har allieret sig med The Crickets og giver en ligefrem popudgave af “Well All Right” (kendt fra især Blind Faith) med et svagt anstrøg af country. Los Lobos leverer en ret så respektløs 100% Lobosk udgave af “Midnight Shift”. Et fedt nummer, men man glemmer alt om Holly, medens foden banker i gulvet. Et af pladens højdepunkter er The Bands og The Crickets fælles udgave af “Not Fade Away”. Her mødes Hollys sangbare halvtredserrock med Bands velkendte, tætte, seje samspil, der swinger, så kaffekoppen er lige ved at vælte ned at bordet. The Tractors lægger sig tæt op af Holly selv i “Think It Over”, og så kan det jo ikke gå helt galt, og det gør det da heller ikke, selv om udgaven ikke føjer noget til. Mary Chapin Carpenter gør Holly stor ære med sin smukke, klare, personlige og dog loyale udgave af “Wishing”. Endnu et toppunkt på pladen. Joe Ely og Todd Snider kaster sig frisk over “Oh Boy!”, der leveres som dansant rock, dog uden at nå Holly egen udgave til kanten af de blå ruskindssko. Mere modigt er det at gøre “crying, waitin, hoping” til en regulært bluesnummer, sådan som Marty Stuart og Steve Earle gør. Susy Boguss og Dave Edmunds opdaterer “It Does’nt Matter Anymore” til et uptempo mainstream-country-nummer, og det lykkes på smittende vis. Man har svært ved at sidde stille i stolen. Det samme kan man ikke sige om Nitty Gritty Dirt Band, der trækker dynamikken ud af “Maybe Baby” og gør den til velspillet, men ganske tam countrymusik. Heller ikke Waylon Jennings og Mark Knopfler får fremkaldt mindet om Buddy Holly på deres alt for pæne udgave af “Learning The Game”. Alt i alt en ok plade, men heller ikke mere. Jeg tror, jeg vil vende mig mod den rene vare i nærmeste fremtid…

Rolling Stones’ dobbeltlivealbum Love You Live udkommer nu i remastered udgave. Og er man til Stones, så er den værd at anskaffe sig. Ikke mindst på grund af natklubkoncerten fra El Mocambo, Toronto, den 4. og 5. marts 1977. På denne ene pladeside vender Stones tilbage til deres egne rødder, de gamle R&B-sange, der var med til at gøre dem berømte, da de begyndte i Crawdaddy Club (Richmond, Surrey) tilbage i 1962. Man mærker ikke meget til balladen omkring Keith Richards narkotikasag på den optagelse! Til billedet hører også, at optagelserne – også dem af El Mocambo – er kraftigt efterarbejdet i pladestudiet. Især er der lagt ekstra guitarer på rundt omkring. Det ændrer dog ikke ved, at der er fine optagelser iblandet. Især udgaverne af “Mannish Boy” og Chuck Berrys “Around and Around” er højdepunkter i Stones’ produktion. Pladen solgte vist rigtig godt, dengang den kom ud. Jeg købte den i Fonas daværende pladeforretning i århusianske Guldsmedegade, hvor der var mange eksemplarer til salg for næsten ingen penge. Danskernes interesse for Stones var vist lidt behersket i den periode…

Måske er det oplagt at udsætte Kinks-sange for kor? I hvert fald synger publikum gladeligt med, når Ray Davies giver sine koncerter og fremfører sine gamle evergreens. Måske har Ray tænkt det samme. I hvert fald har han sammen med Crouch End Festival Chorus indspillet en række af sine sange. “You Really Got Me“, “All Day And All Of The Night“, “Waterloo Sunset” og seks numre fra Village Green Preservations Society. Med flere. Uncuts og BBCs anmeldere rynker på næsen og mener, at koreksperimentet ikke tilfører de gamle sange væsentligt nyt. Er der bare mavesure kritikere, der vil have helt nyt eller helt gammelt? Døm selv. Her er en smagsprøve.

Når man er et notorisk rodehovede som mig, hænder det, at man ikke kan finde noget. I forgangne uge ledte jeg forgæves efter et par cd’er med the Byrds – uden held. Og det fik mig så til at købe et nyt eksemplar af bandets “Sweetheart of the Rodeo”. Og næppe havde jeg bragt eksemplaret hjem, før jeg spottede det gamle eksemplar på reolen… Nå, men helt forgæves var det alligevel ikke. For det nye eksemplar rummer syv “bonusnumre”, og prisen var lav.

Nu har den så snurret lystigt på cd-drevet og mindet mig om, at det er en af de plader, jeg skal have med på den berømmede øde ø, når det engang bliver aktuelt. Sweetheart of the Rodeo udkom i efteråret 1968, og var med til at støbe det emblem, der siden blev kendt som country-rock. Med pladen skiftede The Byrds ham – fra at være lettere psykedelisk inspireret rockband til countryrockere. Et egentlig stilbrud var der ikke tale om. Bandet havde tangeret country-musikken i flere ombæringer, men med den nye plade trådte de i karakter som de traditionalister, de også var. Og var med til at gøre det legitimt at stå ved sine rødder – selv om man var ungdomsoprører eller noget.

Det var også pladens fortjeneste, at den med et slags satte fokus på stortalentet Gram Parsons, der om nogen er indbegrebet af moderne country-rock. Og det var langt hen hans fortjeneste, at pladen i sidste ende fremstod som renlivet country, indspillet blandt andet i Nashville med en håndfuld, håndplukkede country-sessionmusikere af højeste karat. Clarence White, Lloyd Green og John Hartford, for at nævne et par stykker.

Pladens eftermæle som et af de stilskabende og banebrydende album i country-rocken skal ses i lyset af, at den vakte postyr både i den traditionsbundne country-lejr i og omkring Nashville og blandt The Byrds gamle rock-fans. Akkurat som Dylans Nashville Skyline gjorde et halvt års tid senere. Pladen solgte beskedent, men musikelskere i musikpressen overdængede den med roser og superlativer. Og det er jo set før – og siden.

Ud over en række country-standards, som er hentet fra Merle Travis, Cindy Walker og Luke McDaniel, rummer pladen to Dylan-sange, “You Ain’t Going Nowhere” og “Nothing Was Delivered”, begge kendt fra Dylans berømte Basement Tapes, der dengang kun cirkulerede som meget omtalt  bootlegplade.

På bonusnumrene kan man blandt høre countryficerede udgaver af sange af Tim Hardin (You Got A Reputation) og Gram Parsons (One Hundred Years From Now), men også en Chuck Berrysk rockversion af Parsons “Lazy Days”, som minder én om, at det ikke stod i papirerne fra starten af, at pladen skulle ende med at være et rent countryalbum.

Til historien om dette album hører også, at Roger Mcguinn, der aldrig har sat sit lys under en skæppe, i den endelige version af albummet tillod sig at erstatte nogle af Gram Parsons vokale præstationer med sine egne. Hvilket gjorde Parsons sur. Forståeligt nok. I følge rygterne var Mcguinn bekymret over, at den udefra kommende Parsons skulle få for stor opmærksomhed på hans og Byrds bekostning – og derfor endte det så med et kompromis. Parsons har dog siden fået genoprejsning – post mortem – idet hans oprindelige indspilninger er blevet indlemmet på det bokssæt, der kom med Byrds i 1990 (There is a Season). Bedre sent end aldrig, som man siger.

Trods puristers alt for forudsigelige protester og – lige så velkendt et fænomen – intern jalousi blandt musikerne, så står tilbage, at Byrds med denne plade lavede et kommercielt flop, der stadigvæk inspirerer langt ind i countrymusikken og ikke mindst den amerikanske alternative country-musik. Måske Byrds mest indflydelsesrige album overhovedet.

Byrds – You Ain’t Goin’ Nowhere

すまいる | MySpace Video

Coveret ovenfor fortæller vist alt om den periode, musikken blev skabt i – og stilen. Ja, med gruppen Picadilly Line og deres eneste album “The Huge World of Emily Small” er vi tilbage i 1967. Gruppen, der var aktiv i en kort periode, var centreret omkring Rod Edwards og Roger Hand og er et af de tidligste eksempler på (vellykket) psykedelisk pop. Pladen blev produceret af Roger Cameron, der var Donovans producer, og Edwards og Hand blev bakket op af det hold af musikere, der stod bag Donovans “Sunshine Superman”, hvilket blandt andet vil sige Danny Thompson (bas), Alan Hawkshaw (tangenter), Herbie Flowers (bas) and Harold McNair (fløjte). Musikken er som sagt pop, men af den mere elaborerede slags med fine vokalarrangementer, som er inspireret af de store forbilleder bl.a. The Hollies og nogle af de amerikanske vokalgrupper, fx Harper’s Bizarre og Mamas and Papas. Og lyden er klar tresser-flower-power, let, luftig, drømmerisk. De senere års voksende interesse for psychedelia og prog-rock har sørget for, at dette unika er blevet genudgivet på cd med ekstramateriale, bl.a. en fortolkning af Bob Dylans “Visions of Johanna” og Everly Brothers’ “Gone, gone, gone”. Anbefales kendere af perioden.

Min gode veninde Gertrud faldt over debutalbummet fra Gravy Train i en lokal genbrugsshop. Bandet blev dannet i 1969 af Norman Barratt (sang og guitar), J. D. Hughes (tangenter, blæseinstrumenter og sang), Lester Williams (bas og sang) og Barry Davenport trommer). Og allerede året efter indspillede de deres første album, der blot bar deres navn, som – i øvrigt – ud over en række seksuelle betydninger også betyder noget i retning af en loppetjans, altså et arbejde, hvor man ikke laver noget, men får penge for det…

Gravy Train var et af den slags bands, der fik et godt ry som koncertfænomen på den progressive rockscene i England, men kun i begrænset omfang gjorde sig gældende som pladesælgende kunstnere. I det hele taget var Gravy Train ikke nogen loppetjans. Alligevel nåede bandet af indspille ialt fire album. De to første kom på den ansete Virtigo Records, som var hjemsted for mange progressive navne dengang; de to sidste kom på det lille Dawn Records, en underafdeling af Pye Records.

Stilen var improvisationsorienteret, eksperimenternde progressiv rock, der både rummede hårde og bløde elementer, en dyrkelse af tværfløjten à la Ian Anderson (Jethro Tull) og med Norman Barratts sangstemme som gennemgående træk. Den musikalske inspiration kom mange steder fra: The Beatles, moderne jazz, Jethro Tull, Jimi Hendrix, engelsk R&B, klassisk musik (Hughes var klassisk uddannet pianist) osv. Barratt var sangskriveren i foretagendet.

Gravy Train smed håndklædet i ringen i 1975, dels på grund af den udeblivende kommercielle succes, og dels fordi Barratt sprang ud som genfødt kristen og ikke kunne forlige det med rollen som rockmusiker. Men Gravy Train siden blevet gjort til genstand for dyrkelse blandt alle dem, der har (gen)fundet interesse for halvfjerdsernes progressive musik. Det har blandt andet medført, at gruppen fik udgivet opsamlingspladen Strength of a Dream, der udkom i 2006. Pladen rummer bandets to sidste album – Second Birth (1973) og Starcase to the Day (1974) – i deres fulde længde. Derudover indholder den sjældne singlenumre og hidtil uudgivet materiale, som skulle have været med på et femte album, der aldrig blev til noget.

Som et kuriosum kan det tilføjes, at bandet efter sigende har spillet i Tivoli under overværelse af den kongelige familie. Jeg har ikke kunnet finde nærmere detaljer om denne hændelse. I øvrigt forlyder det, at Gravy Train er blevet gendannet og er i studiet for at indspille ny materiale.

Talent er ikke ligefrem proportionalt med popularitet og – især – økonomisk gevinst. Et godt eksempel er den amerikanske musiker og sangskriver Charlie Sexton.

Som ung knægt var det hans held, at familien slog sig ned i musikcentret Austin, hvor Charlie sammen med brodre Will stod i lære hos lokale musikere som W. C. Clark, Joe Ely, Jimmie og Stevie Ray Vaughan. Allerede som sekstenårig (!) indspillede han sin første soloplade, Pictures for Pleasure, der kastede en af periodens bedste sange af sig som singlehit: Beat’s So Lonely. Det var i 1985. Albummet solgte knap så godt, men er siden blevet anset for at være en af firsernes oversete klassiske indspilninger.

Pladen blev i 1989 fulgt op af det eponyme Charlie Sexton (MCA), der heller ikke solgte mærkbart, men understregede Sextons store talent som guitarist og sangskriver. Sexton fik også hurtigt et renommé i musikerkredse som en mere end talentfuld guitarist. Både Stones’ Ronnie Wood og Keith Richard havde ham på ønskelisten til deres sessions. Det samme havde Eagles’ Don Henley – og selveste Bob Dylan, der indlemmede ham i sit backingband i årene 1999 til 2002.

Som flere andre talentfulde musikere, så har Charlie Sexton aldrig haft næse for – eller interesse – for musikkens kommercielle side, men har fulgt sine musikalske ambitioner. Ud over sit arbejde som sideman har han bl.a. leveret musik til diverse film, fx Thelma & Louise og True Romance.

I 1992 indspillede han et album med bandet Arc Angels for Geffen Records. Pladen fik masser af kritikerroser, men solgte pauvert, og bandets medlemmer kunne ikke finde musikalsk fodslag og gik hver til sig efter et par år. I 1995 udsendte han så med sit eget band, Charlie Sexton Sextet, albummet Under the Wishing Tree på MCA Records. Pladen floppede salgsmæssigt, men kritikerne var begejstrede. Og Sexton kastede sig igen over jobbet som efterspurgt studiemusiker og kan bl.a. høres på Lucinda Williams’ mesterværk Car Wheels On A Gravel Road (1998)og på capacfavoritten Shawn Colvins lille perle A Few Small Repairs (1996). Herefter var det, han blev indlemmet i kredsen omkring Bob Dylan, hvilket sikrede ham større opmærksomhed fra musikpressen.

Sexton kan bl.a. høres på nummeret Things Have Changed, der er med på lydsporet til den fine film Wonder Boys (og findes som video på dvd-udgaven af filmen). Og han har også sat sit fingeraftryk på Dylans sene mesterværk Love and Theft fra 2001.

I tiden efter Dylan har Sexton især arbejdet som producer for andre, bla. Lucinda Williams Essence (2001), Edie Brickells Volcano (2003), Double Troubles Been A Long Time (2001) og flere til. I 2005 udsendte Sexton sit fjerde album i eget navn Cruel and Gentle Things. Pladen er indspillet over en årrække, når Sexton have fri fra sit arbejde som musikalsk arbejdsmand for andre. Det er et con amore-arbejde, hvor Sexton står for stort set det hele, selv om han dog får en hånd fra nogle af vennerne, bl.a. sangerinden Shannon McNally. Et tæt og intimt album med elementer af rock, country, gospel m.v. Sangene på pladen er – som en anmelder skrev – små postkort fra Charlie Sextons rejse gennem livet. Nøgterne, lidt desillusionerede sange fra hverdagen om kærlighedens trængsler, og hvad der ellers optager os som mennesker. En plade, der placerer Sexton på niveau med Lucinda Williams, Daniel Lanois og andre i den vægtklasse. Hermed anbefalet med eftertryk.

Engang var han pigernes idol, og han sang, så læderbukserne revnede og teenagepigernes mødre blev forargede og glemte alt om den søde ungdomstid og – den søde kløe. P. J. Proby med stor stemme og talent var idol et kort tid i tresserne. Selv om han ikke har været på forsiden siden – og Van Morrison måtte indspille en sang i 2005 med titlen “Whatever happened to P. J. Proby?” (Down the Road) – så har han været aktiv lige siden, bl.a. som scenekunstner. Sidste år fyldte manden 70 år, men har ikke lagt stemmen på hylden af den grund. I dag faldt jeg over en ny, obskur udgivelse, hvor han er med. En country-cd med titlen No Comebacks (featuring special guest star P. J. Probly). Og se om ikke YouTube igen er leveringsdygtig med en illustrationsvideo…

Og her er hans så fra dengang…

Mein Goth! Det er 30 års siden, de engelske goth-rockere Bauhaus udsendte singlens “Bela Lugosi’s Dead”. Nærmere bestemt var det i august måned 1979. Med deres mørke og melankolske forvaltning af lyden fra David Bowie og Joy Division var Bauhaus med til at kridte banen op for den genre, der blev døbt Goth.