Indlæg tagget med Nostalgi

Peter Green i Danmark

20. oktober 2009

Apropos musikalske legender så forlyder det, at Peter Green – guitarist i det oprindelige Fleetwood Mac – besøger landet sammen med sine Friends. København, Frederikshavn og Horsens får ære den 7.–8. oktober. Jeg er sikker på, at det vil være musikalsk set mere tilfredsstillende end den fornylig afholdte koncert med Fleetwood Mac i Parken…


Læserservice: De resterende tolv afsnit af Peter Green Story kan ses på Youtube

Chris Bell – “I am Cosmos” – de luxe

20. oktober 2009

>Chris Bell er en af rockens unge døde talenter. Kun 27 år fik han i denne verden, inden han på vej hjem fra familiens restaurant i East Memphis kørte ind i en lysmast med sin Triumf TR-6 og endte sine dage.

Men Bell var her længe nok til at sætte sig spor, der stadigvæk kan følges i musikken. Sanger, sangskriver og guitarist i den sagnomspundne powerpop-gruppe Big Star, hvor han sammen med en anden legende, Alex Chilton, skabte musik, der inspirerede mange efterfølgende grupper. Allerede efter den første plade, #1 Record, forlod Bell bandet, men bidrog dog med musik og tekstmateriale til opfølgeren Radio City.

Efter Big Star indspillede han et album, I Am The Cosmos, som cementerede hans position som en af sin generations bedste sangskrivere. Bell var musikalsk set et barn af tressernes engelske beat-musik. I sine læreår – han begyndte at spille som 12-årig – var det Beatles, Kinks, Who, Yardbirds osv., der var forbillederne for den unge knægt. Blandt andet i bandet Jynx. Og inspirationen fra de engelske bands forblev den væsentligste inspiration til hans sangskrivning helt frem til hans alt for tidlige død.

Nu får man for alvor mulighed for at studere denne indflydelse på hans soloarbejde, idet Rhino Records udsender en såkaldt “håndlavet” udgave af solopladen I Am The Cosmos, suppleret med en hel cd fuld af alternative versioner, miksninger og ufærdige projekter. Blandt de lækkerbidskner man kan lytte til er den efterspurgte single “You And Your Sister”, hvor Chris synger duet med Alex Chilton, optagelser med grupperne Icewater og Rock City, som var forløbere for Big Star og meget andet.

Genhør: Elton John – Empty Sky

18. oktober 2009

I går så jeg et foto af Elton John. Og jeg kom til at tænke på en ældre forretningsmand – lige som han en overgang fik mig til at tænke på Liberace – og at det efterhånden er mange år siden, han lavede musik, der virkelig kunne få mig til at spidse ører. Men engang for mange år siden lavede han nogle plader i krydsfeltet mellem melodiøs pop og progressiv rock. Det gælder fx hans debutalbum “Empty Sky” fra 1969. Den Elton John man hører her, er en ung søgende, eksperimenterende musiker, der endnu ikke har fundet sin stil, selv om den ligger der som en usleben diamant. Han suger til sig fra tidens musikalske strømninger, og der er tydelig inspiration fra både den psykedeliske musik og folk-rocken. Og meget andet. Meget tidstypisk er ingen af numrene kortere en fire minutter; et par endda på 7-8 minutter. Et godt stykke fra mainstream-hitliste-standarden. Elton spiller selv alle tangentinstrumenterne – inklusive en harpsicord (flygelformet cembalo), som giver en særlig tone til nogle af numrene. Ellers får han hjælp af flere fremtrædende musikere, fx Nigel Olsson på trommer og Caleb Quaye på guitar.

Genhør: Redbone – “Potlach” (1970)

17. oktober 2009

Det var min realskolekammerat Hans’ storebroder, der gjorde mig opmærksom på gruppen Redbone. Han boede endnu en tid hjemme hos familien, men havde en fast kæreste og stod med det ene ben ude af døren. Men endnu gik han mut rundt med sit skulderlange, sorte hår og skæg og småsang strofer fra sangen “Maggie”.

Senere hørte jeg flere gange Redbone i Danmarks Radio hos Mylius og andre steder, hvor gruppen ofte blev sat i forbindelse med den amerikanske urbefolkning: indianerne. Selv om det indianske var en vital del af gruppens image, bl.a. på det andet album med titlen “Potlach”, så var sandheden om bandet, at dets medlemmer havde en broget etnisk baggrund. Heraf navnet Redbone, der er et cajun-ord for et menneske af blandet herkomst.

Men én ting er image, noget andet musik. Gruppen blev dannet helt tilbage i 1968 af brødrene Patrick og Lolly Vasquez og i deres musik blandede de rock med elementer af R&B, cajun, indianske rytmer og sange, jazz og andet godt fra området omkring New Orleans.

Redbones debutalbum kom 1970 og bar gruppens navn. Det var et dobbeltalbum med næsten 75 minutters musik, som viste et bredt spektrum af gruppens musikalske påvirkninger og bandets karakteristiske lidt sumpede stil. Dobbeltalbummet udkom dog kun i hjemlandet, medens Europæerne måtte nøjes med et enkelt album. Men pladen solgte ikke stort hverken her eller der. I hvert fald ikke stort nok til pladekøbmændenes tilfredshed. Det gik straks bedre med opfølgeren “Potlach”, der kom samme år. Sikkert, fordi singleudspillet “Maggie” banede vej for albummet.

I 1973 fik bandet et stort hit i Europa med den politiske sang “We Were All Wounded at Wounded Knee”, medens den blev betragtet som politisk ukorrekt i USA, hvor flere radiostationer nægtede at spille den. Gruppens første kreative periode løb frem til midten af halvfjerdserne og kastede yderligere fire album af sig. Alle plader af høj musikalsk kvalitet.

Bandet er blevet gendannet i halvfemserne. Og der er kommet et hav af opsamlings- og greatest hits-plader med gruppen. Lige som alle deres plader er blevet genudsendt på cd med ekstranumre etc.

Pladecovers som frimærkemotiv

17. oktober 2009

Ideen er jo oplagt. Grammofonpladecovers som motiv for frimærker. Og nu realiserer det engelske postvæsen ideen.

The Wild Angels – og Davie Allen & the Arrows

16. oktober 2009

Nancy Sinatra, som jeg omtalte forleden, havde også en mindre karriere på det store lærred. Blandt andet var hun med i Roger Cormans genreskabende film “The Wild Angels”, som kom tre år for “Easy Rider” og lagde grunden til flere film om utilpassede unge på Harley Davidson-motorcykler. Filmskribenten Leonard Maltin gav den følgende vurdering: “Den er ok efter 25 øl”. Ikke desto mindre er filmen blevet kult. Og kult står ikke sådan til diskussion.
Og så har filmen et ganske interessant lydspor, som er indspillet af Davie Allen & the Arrows. The Arrows var en meget løs konstellation omkring Davie Allen, der fik sit gennembrud som netop leverandør til spillefilm af ovenfor omtalte type. Efter nogle år, hvor han indspillede surfer-sange med en karakteristisk klar guitarlyd og skuffende kommerciel succes, ændrede han stil, da han fik chancen for at lave lydsporet til “Wild Angels”. Måske inspireret af filmen mc-tema brugte Allen en stærkt forvrænget, repetitiv guitar i filmens indledende melodi “Blue’s Theme”, som straks blev et hit på de amerikanske hitlister. Selv om der ikke kom flere hits til, så fortsatte Davie Allen med at lave filmmusik i den stil, og han fik en trofast fanskare, der sætter stor pris på hans særlige fuzzy lyd. Et tværsnit af Allens numre kan man lytte til på albummet med den sigende titel Loud, Loose and Savage fra 1994.

Nancy Sinatra: Cherry Smiles – The Rare Singles

15. oktober 2009

Jeg ved godt, at det er politisk ukorrekt at indrømme det, men jeg foretrækker til enhver tid at lytte til Nancy Sinatra frem for hendes farmand Frank. Og det er ikke kun, fordi hun så bedre ud.

Det var også hendes kors altid at blive omtalt som Franks datter. Og det skyggede lidt for hendes egne kvaliteter som sangerinde. Bedre blev det ikke af, at hun insisterede på at se godt ud med lange støvler til de lange ben og bikinier på pladeomslagene. Fordommen “dum blondine” lå snublende nær – og blev samlet op af emsige journalister.

Måske har hun ikke verdens største stemme, men til gengæld har hun haft en fin næse for den gode sang og en bred smag med hensyn til repertoire inden for populærmusikken. På en ny digital udgivelse med titlen Cherry Smiles – The Rare Singles får man et godt indtryk af bredden og kvaliteten af Nancy Sinatras sange. Udgivelsen (kun digital download via fx amazon) kan man høre hende fortolke sange af bl.a. Neil Diamond, Bill Withers (den herlige Ain’t no Sunshine), Charlie Pride og (selvfølgelig) Lee Hazelwood. I alt 14 obskure singlesider, der aldrig gjorde sig dengang – uvist af hvilken årsag.

Nancy Sinatra droppede for alvor karrieren tilbage i 1972 til fordel for familielivet, selv om hun har haft et par spæde come-back-tilløb siden hen. Efter sigende har hun planer om at udsendte en række ukendte sange fra arkiverne. Det ser vi frem til.
Indian Summer
m. Nancy og Lee

13th Floor Elevators – Sign of the 3 Eyed Men

12. oktober 2009

Fire album og en stor håndfuld singleplader var, hvad Austin-bandet 13th Floor Elevators nåede at udsende i gruppens gyldne, kreative år fra 1964-69. Nok til at sikre sig et stærkt renommé som pionerer inden for garage-rock og psykedelisk rock. Hvis ikke Roky Erikson og co. havde spillet som de gjorde, ville punkens og halvfjerdser-New-Yorker-scenens sound have været anderledes. Jeg har slet ikke tal på de gange, hvor jeg har hørt 13th Floor Elevators omtalt og refereret til i radio, magasiner og andre skrifter. Men det er rigtig mange gange.

Knap fire år fik gruppen, inden den gik i opløsning i en blanding af stofproblemer og juridisk ballade. Men bandet havde nået at sætte sig nogle spor, der var med til at definere rockens udvikling de efterfølgende år. Og derfor er det jo oplagt, at 13th Floor Elevators helliges et luksuøst bokssæt, der dokumenterer bandets hektiske og kreative periode i tresserne. Titlen er Sign of the 3 Eyed Men, og den indeholder gruppens officielle udgivelser, plus to hidtil officielt uudgivne, “tabte” album og så – selvfølgelig – en masse sjældne liveoptagelser, alternative indspilninger osv. Boksen er udkommet i år i et begrænset oplag på 4000 og koster den nette sum af 75£. Men rigtige fans og inkarnerede samlere med tegnedrengen i orden vil kende deres besøgelsestid. Vi andre må nøjes med at sukke…

Genhør: American Music Club – “Love songs for patriots”

12. oktober 2009

American Music Club blev dannet i 1982 af sangskriveren og musikeren Mark Eitzel, guitaristen Scott Alexander, trommeslageren Greg Bonnellog basisten Brad Johnson. Eitzel var gruppens centrale figur som sangskriver – og fordi bandet hurtigt løb ind i  udskiftninger på de andre pladser.

Gruppen debuterede i 1985 med The Restless Stranger, der præsenterede bandets karakteristiske musikalske spændvidde og tekstuniversets – Eitzels – mørke syn på virkeligheden. En række fine album med et kunstnerisk højdepunkt i Everclear fra 1991 sikrede gruppens sig en fast kultfanskare. Trods fine anmeldelser hen ad vejen, så udeblev den store kommercielle succes. Og i 1994 blev American Music Club opløst efter udsendelsen af albummet San Francisco. I 2003 blev gruppen gendannet og udsendte et af sine bedste album, Love Songs for Patriots.

Pladen består af Eitzel-sange, som blev skrevet i pausen før gruppens gendannelse, og måske er det forklaringen på, at pladen er mere konsistent end de foregående. Med sig på pladen har Eitzel guitaristen Vudi og bassist Danny Pearson, som har været de faste samarbejdspartnere gennem årene.

Musikalsk kan det være svært at give en kortfattet karakteristik af American Music Club. Eitzel og co. er eklektikere, der tager, hvad der kan bruges til at fremføre teksterne. Men man sporer Eitzels inspiration fra punkens mørke, frenetiske univers, som han dyrkede i ungdomsårene. Støjen er en væsentlig ingrediens. Men også balladen med den gode melodi og strejf af pop, country m.m. er et andet væsentligt træk ved gruppen. Sidste år udsendte American Music Club deres niende album, det kritikerroste Golden Age.

Københavnsk bogkøb: Bar røv i tresserne

10. oktober 2009

Jeg kan selvfølgelig ikke besøge København uden at snuse lidt rundt i de mange gode antikvariater, som hovedstaden rummer. Og denne gang fik jeg endda mulighed for at shoppe rundt i Vangsgaards store udsalg ved Rådhuspladsen. Et af de fund, jeg gjorde, er Ole Grünbaums personlige skildring af de heftige tressere med den herlige titel “Bar røv i tresserne”. Ikke alene er det en usentimental, rapkæftet, men også kritisk og kærlig skildring af det årti, hvor en masse kræfter og energier (ikke mindst seksuelle og æstetiske) blev sluppet løs, men den er også illustreret med en række fine sorthvide fotos og udklip, der vækker minder om stemninger og følelser fra den tid. Fx er der et foto af Jim Morrison, der sidder i en stor bil og venter uden for TV-Byen, hvor The Doors indspiller deres siden hen berømmede tv-koncert. Eller en forside fra bladet Hætsjj, hvor redaktionen med humor går i rette mod “sædelighedspolitiet” forfølgelse af seksuelle minoriteter, ludere m.fl. under den bramfri overskrift: “Jens Jersild – Manden med næsen i andre folks kusser”. Og illustreret med et tegning af en politimand med en stor næse formet som en pik…Jovist, den seksuelle frigørelse var i fuld gang.

Genhør: Herfra hvor vi stod

10. oktober 2009

Dagens portion af nostalgi kommer fra trippel-opsamlings-boksen “Herfra hvor vi stod” med 55 skæringer fra tresserne og halvfjerdserne. Ikke mindst den tredje cd med sjældenheder er interessant. Der er mange guldkorn imellem. Fx The Stomps og deres “My Parents”. Stomps var Leif “Alrune Rod” Rodens første band, der indspillede nummeret i 1966. Man finder også gruppen T. P. Smoke med nummeret “Smoke”. Trioen blev dannet af Tommy Petersen (kaldet Tommy P.) i 1969. Tommy P. var kendt som en af pigtrådsmusikkens frontfigurer og havde pæn succes med sin gruppe Matadorerne både i Danmark og tilstødende lande. Inspireret af engelsk progressiv (fx Arthur “Fire” Brown) indspillede T. P. Smoke et eponymt album, der fik god omtale i musikpressen. Men efter godt og vel et års virke gik parterne hver til sit i 1971. Pladen er siden blevet collector’s item blandt samlere. En anden pudsig ting er københavnsmestrene i pigtråd anno 1966, Kinks- og Who-inspirerede Stoke Sect og deres nummer “Glasses”. Teksten var skrevet af selveste Eik Skalø og stammer fra en single, der udkom i 1967. Virkelig morsomt er det også at høre Curled Edges med “Goods”. Gruppen bestod af folk fra Maxwells og Beefeaters – og en 16-årig sangerinde ved navn Sanne Salomonsen. Nævnes skal også Savage Roses udgave af Jimi Hendrix’ “Hey Joe”. En optagelse, der aldrig tidligere har været udsendt. I det hele taget er denne cd fuld af sjældne single-B-sider og andet godt fra en tid, der stadigvæk venter på et rigtig bokssæt herhjemme…

1. Skousen & Ingemann – Herfra Hvor Vi Står

2. Savage Rose – A Girl I Knew

3. Young Flowers – Oppe I Træet

4. Ache – Shadow Of A Gypsy

5. Midnight Sun – King Of The Sun

6. Stig Møller – To Sjæle Een Tanke

7. Gnags – Kloden Rokker

8. Culpepers Orchard – Mountain Music

9. Povl Dissing & Beefeaters – Lad Mig Blive Noget

10. Blue Sun – Katedralen

11. Røde Mor – Lille johnnys Mund

12. Burnin Red Ivanhoe – Ivanhoe i Brøndbyerne

13. Gasolin – Laphophore Williams II

14. No Name – Fødelandssang

15. Alrune Rod – Du Taler Og Sir

16. Beefeaters – Night Flight

17. Sebastian – Når Lyset Bryder Frem

18. Pan – Lady Of The Sand

19. Steppeulvene – Lykkens Pamfil

20. Savage Rose – Dear Little Mother

21. Benny Holst – Sang Om Merværdi

22. Moirana – So My Daddy Says

23. Spillemændene – Vi Skal Dase

24. Musikpatruljen – EEC Blues

25. Secret Oyster – Dampekspressen

26. Old Man & The Sea – Princess

27. C.V. Jørgensen – Louis Band

28. Day Of Phoenix – Cellophane No. 1

29. Røde Mor – Grillbaren

30. Hair – Supermouth

31. Sigøjnerkompagniet – I Kan Ikke Slå Os Ihjel

32. Burnin Red Ivanhoe – Showintroduction

33. Sylvesters Jukebox – Guess It Because

34. Young Flowers – Like Birds

35. Steppeulvene – Du Skal Ud Hvor Du Ikke Kan Bunde

36. Savage Rose – Hey Joe

37. Stomps – My Parents

38. Stoke Sect – Glasses

39. Alrune Rod – Når Himlen Er Blå

40. Pan – Right Across My Bed

41. Stig Møller – Min By

42. T.P.Smoke – Smoke

43. Hasse & The Reefers – Hashhunden Glammer

44. Beefeaters – Big City

45. Fujara – Impo Jensen

46. Feo – Bedstemor

47. Burnin Red Ivanhoe – John In The Woods

48. Dr. Dopo Jam – Cowboysangen

49. Young Flowers – City Of Friends

50. Albuen – Ryesgades Blegrøde Dronning

51. Curled Edges – Goods

52. Maxwells – What Did She Do

53. Crowd – Junk

54. Beefeaters – L.S.D.

55. Gasolin’ – Child Of Institution

Nostalgisk tilbagefald: Lesley Gore

7. oktober 2009

Lesley Gore (f.1946), der blev døbt Lesley Sue Goldstein, er uden tvivl mest kendt for sit store hit fra 1963, “It’s my Party”, som hun indspillede kun 16 år gammel. Pladen, der i øvrigt var Quincy Jones’ svendestykke som pop-single-producer, indfanger på bedste vis tidsånden i den periode, hvor teenageren for alvor blev et attraktivt segment for musikindustrien, og teksterne kredsede om teenagelivets centrale problemstillinger: fest, farver og ulykkelig kærlighed.

Lesley Gore var som sanger – og sangskriver – et navn midt i den såkaldte “pigegruppe æra”, hvor paradoksalt det end må lyde, og havde en høj stjerne i årene 63-67. Når Lesley med den fortræffelige pigepopstemme ikke blev et større navn, end tilfældet var, skyldtes det nok, at hun snusfornuftigt valgte den ensporede sangkarriere fra og tog sig en uddannelse på college, dengang da “It’s my Party” åbnede dørene til filmens og fjernsynet verden… Hun nøjedes med at optræde, når hun havde fri fra skole. I weekender og ferier.

Som mange af sine samtidige oplevede hun et markant fald i publikums interesse, da tidsånden ændrede sig omkring 1967. Tiden for den troskyldige pigepop var forbi med hippier, ungdomsoprør, psykedelisk musik m.m. Selv om hun forsvandt ud af rampelysets midte, så er hun dog forblevet aktiv siden. Mest som sangskriver, bl.a. til filmen “Fame”. Hun har også optrådt ved koncerter og på tv, ligesom hun har indspillet nogle få plader siden sine glansår. I 1972 kom “Someplace Else Now”, i 1976 kom “Love Me By Name”, i 1982 “The Canvas Can Do Miracles” og i 2005 “Ever Since”.

I 2005 sprang Lesley ud af skabet som lesbisk (i offentligheden). Og det er lidt pudsigt at tænke på, at også hun – med en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle – har været idol i et heteroseksuelt domineret teenageunivers. Men tiderne skifter, heldigvis.


Når jeg skriver denne lille klumme om Lesley Gore, så er det, fordi jeg i går tilfældigvis hørte en sang med hende, som jeg egentlig sætter højere end “It’s my Party”. Nemlig “Maybe I know” fra 1964. Sangen er skrevet af for nyligt afdøde Ellie Greenwich og hendes makker Jeff Barry, og jeg kan huske, at den også fik airplay i dampradioen dengang, da jeg var ung og modtagelig for hjerteskærende pop. Tilstrækkeligt mange gange til, at den sidder fast i hjernebarken (el. hvor det nu er) og i dag har kørt rundt og rundt. Ikke, at det gør noget. For det er en dejlig popsang.

Og her i en sort-hvid-optempo-udgave med højt-lakeret frisure…

Genhør: Sebastian – “Den store flugt”

6. oktober 2009



Sebastian skrev sin første dansksprogede sang, “Lossepladsen bløder” ude på lokummet. Det tog et par timer, fortæller Torben Bille i sin biografi. Sebastian var ellers ikke meget for dansksproget musik dengang, da der lige var taget hul på de senere så debatterede halvfjerdsere. Han havde hørt Steppeulvene, men synes, det var “abedansk”, der ikke ydede Dylan den retfærdighed, som Sebastian ville give ham.

Og “Lossepladsen bløder” var Sebastians bud på at gøre det bedre. Om det lykkedes vil jeg lade være et åbent spørgsmål, men i hvert fald fik Sebastian med den ordrige sang slået et gevaldigt hul på sit sproglige forbehold i forhold til vort modersmål. Som tidligere nævnt var det en plade med Jørgen Thomsen og Kashmir, der fik Sebastian til at løbe ud på lokummet med papir og blyant. Det kunne han sørme gøre bedre. “Lossepladsen bløder” står stadigvæk som en god sang, der markerer Sebastians hamskifte som musiker. Det er efter den, han smider sin Dylan-Donovan-overfrakke.

Og allerede på albummet “Den store flugt”, der fulgte den engelsksprogede debut “The Goddess”, i 1972 er hamskiftet er i fuld gang. Det engelsksprogede er ikke helt sluppet endnu (i sangen “Status Quo”), tresser-folk-inspirationen er stadigvæk til stede i nogle tekster, hvor ordene står i kø og lige ved at snuble over hinanden, den folk-akustiske guitar dukker op og giver mindelser… Men samtidig er der også kommet en enkelhed og mundrethed i sprogbehandlingen, som giver løfter for fremtiden. Og musikken er mere folk-rock end folk, og minder (mig) mere om den engelske folkrockere end den Dylan, som Sebastian stadigvæk skulle sammenlignes med. Med et hold gode musikere som Alex Riel, Paul Banks, Peter Ingemann, Andrew John m.fl. og et dusin sange af høj kvalitet – nogle med klassikerstatus (Når lyset bryder frem, Rose og Hvis du tror du er noget ) fik Sebastian lavet en plade, der stadigvæk står som en af de bedste plader fra halvfjerdserne.

Dagens impulskøb: West Side Story

5. oktober 2009

Jeg nåede ikke engang at betænke mig, før dvd’en med West Side Story lå i min hånd. En impulsiv handling styret af nostalgi. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg så musicalen første gang. Men bestemte scener har prentet sig ind under min hovedskal. Sangkappestriden mellem de to grupperinger (I like to be in America/ Okay by me in America/ Everything free in America…), scenen, hvor den unge mand synger “Maria” m.fl. I øvrigt har jeg fået en ny nostalgisk last. Gamle amerikanske musicals og dansefilm fra efterkrigsperioden. Gene Kelly, Fred Astaire osv. En gylden periode.
Leonard Bernstein skrev musikken, og han er for mig at se indbegrebet af amerikansk kommercialisering og popularisering af europæisk klassisk musik. Puristiske tilhængere af den klassiske musik vil nok protestere, men ikke desto mindre mener jeg, at det er det, det drejer sig om. På godt og ondt.

Erindringsglimt: Seven Lonely Days – eller Hele Ugen Alene

3. oktober 2009


Dagen går sin gang
med længsel og savn
hele natten lang
jeg hvisker dit navn.
Og verden blev så tom
den dag du gik din vej
hjertet råber kom
jeg venter kun på dig.

Hele ugen alene
uh uh uh uh
to er bedst sku’ jeg mene
men hvad si’r du ?
Og blot vi føler det samme
som før min ven
så glem du forlod mig
og kom igen.

Vidste du dog blot
hvor du er mig kær
alt var atter godt
om du var mig nær.
Så glem hvad der er hændt
og ræk mig så din mund
sorgen vi har kendt
bli’r smil fra denne stund
Hele ugen alene
uh uh uh uh
to er bedst sku’ jeg mene
men hvad si’r du ?
Og blot vi føler det samme
som før min ven
så glem du forlod mig
og kom igen.

Dagen går sin gang
med længsel og savn
hele natten lang
jeg hvisker dit navn.
Og verden blev så tom
den dag du gik din vej
hjertet råber kom
jeg venter kun på dig.


En linje på Facebook hensatte mig til tiden med Giro 413 igen. “Hele ugen alene uh-uh-uh-uh”. Den danske udgave af Shuman/Brown/Shuman-sangen “Seven Lonely Days”. Det var Raquel Rastenni, der med humør og energi omsatte Patsy Cline-klassikeren til en regulær, smittende popsang og flettede den ind i mit lydspor. Rastennis udgave findes desværre ikke på hverken Youtube eller andre videosteder. Men her er Patsy Clines tilbagelænede country-udgave med skrattende 45″-lyd.