Indlæg tagget med nymodens

Guitar, trommer, bas – More Assured

29. juni 2010

Det var gamle Lou Reed, der stolt hævdede (pÃ¥ albummet New York City), at der ikke var noget, der kunne slÃ¥ to guitarer, trommer og bas. Et rigtigt rock’n roll-statement med citatets fyndighed. Og noget er der jo om det. Den i og for sig banale kombination af guitar, trommer og bas er blevet varieret i det uendelige i rocken. Nogle gange pÃ¥ overraskende vis, andre gange bare medrivende og deja vu-fremkaldende. SÃ¥dan et band er det relativt ukendte indieband “More Assured”, der har pladedebuterer i Ã¥r med albummet “I Do Not Want A Free London”. De fire gutter i bandet – med øgenavnene Al Your Pal, Slinky Sunbeam, Steve og Norway – spiller uptempo powerpop – kaldet indiepop – med finurlige guitarriffs og gode, iørefaldende sange og purile tekster med et frækt twist. De vækker mindelser som Undertones, The La’s og en masse andre testotorondrevne poprockbands fra før. Men først og fremmest spiller de med Ã¥benbar livsglæde og ungdommelig selvbevidsthed, som burde kunne fÃ¥ selv gamle, blaserte dagbladsanmeldere til at løfte øjenbrynet…

myspaceYou Do It Pretty Well

The Pipettes – britisk retropop

29. juni 2010

Genbrug er ikke et nyt fænomen i rocken og poppen. Faktisk genbruges der hele tiden. Der øses af halvtredsernes, tressernes, halvfjerdsernes musikalske stilarter (osv.) i et væk. Heller ikke idéen med at skabe et band ud af ingenting er ny. The Monkees blev til pÃ¥ et skrivebord. The Sex Pistols var mere eller mindre et skørt pÃ¥fund i Malcolm Mclarens hjerne. Bare som eksempler. Et nyere eksempel pÃ¥ et sÃ¥dan innovation eller produktudvikling er den britiske indiepop-pigegruppe The Pipettes. Som navnet mere end antyder, sÃ¥ er inspirationen hentet i tressernes pigegrupper, og det var sangskriveren og guitaristen Robert William Barrys idé at lave en pigegruppe à la dem, Phil Spector producerede, og sÃ¥ give gruppen en moderne iscenesættelse. Gruppen blev skabt i 2003, hvor Barry, kaldet “Monster Bobby”, førte Julia Clarke-Lowes, Rose Elinor Dougall og Rebecca Stephens sammen. Inden debutalbummet “We are the Pipettes” kom pÃ¥ gaden i 2006 havde Clarke-Lowes forladt gruppen og var blevet erstattet Gwenno Saunders. Og i dag bestÃ¥r gruppen af sidstnævnte og dennes søster Ani Saunders. Bag pigerne spiller Monter Bobbys gruppe The Cassettes.
Gruppen The Pipettes markedsføres som pigegruppe, iscenesat så man ikke kan undgå at tænke på tresserne. Tøjet, pladeomslagene, videoerne signalerer tressere i en mere udspekuleret, strømlinet udgave.
The Pipettes er altsÃ¥ et koncept. Et hjernefoster. Men derfor kan det selvfølgelig godt have sin charme, hvis ellers det er udført med talent og sans for nostalgien. Her er Pipettes med “Call Me”, et singleudspil fra deres andet album fra 2010 “Earth vs. The Pipettes”. Ganske charmerende.

Simon Lynge – grønlandsk singer/songwriter

25. maj 2010

Simon Lynge er 25 Ã¥r, inuit og opvokset i Menneskenes Land og i København. Men lytter man til musikken fra hans kommende debutplade “The Future”, sÃ¥ kunne den for sÃ¥ vidt lige sÃ¥ godt komme fra Sevastopol, Bergen, Ohio eller et andet sted pÃ¥ denne klode. Selv om tekstuniverset selvfølgelig har rødder.. Det er melodiøs singer/songwriter-kunst, der pÃ¥ smukkeste vis løfter arven fra fx Paul Simon. Lyt med her og her. Det er hÃ¥rrejsende godt, hvis I spørger mig.

Susanne Sundfør: The Brothel

15. maj 2010

Jeg har slÃ¥et et par slag for den norske sanglærke Susanne Sundfør før (link). Og min begejstring for hende er ikke blevet mindre efter at have lyttet til skæringer fra hendes seneste album, der bærer titlen The Brothel. Giv hende en chance. Lyt med her – og pÃ¥ hendes myspaceside.

Surf in Stereo: Live in Paradise – ny dansk fusionsmusik

6. maj 2010

På trods af faldende cdsalg, branchekonservativisme og nye digitale konjunkturer for musikken, så blomstrer den stadigvæk. Musikken altså. Nye talentfulde navne melder sig på scenen og banen i et væk og minder en om, at musikken nok skal overleve selv om pladebranchen vånder sig og tiderne skifter.
Den 9. maj udkommer Surf in Stereos debutalbum “Live in Paradise” (Gateway). Surf in Stereo er noget sÃ¥ usædvanĺigt som en trio, der bestÃ¥r af Jonathan Bremer (bas), Michael Vitus (trommer) og Kasper Ejlerskov Leonhardt (guitar). Og de har rod i capacs fødeby Esbjerg.
Overraskende kan det vel ogsÃ¥ siges at være, at trioen debuterer med en instrumental liveplade, som de selv har produceret – med hjælp fra Bo Stief og Jonas Graverholt Pedersen.
PÃ¥ coveret ser man en nydelig ung badenymfe (Julie Benedikte Panton) med badebold og iført en badedragt, der sender tankerne hen pÃ¥ bademoden i tresserne. Der er da ogsÃ¥ toner og klange pÃ¥ pladen, der legitimerer den slags nostalgiske associationer. Især Kaspers guitar har bÃ¥de twang og vibrato, som bygger pÃ¥ de gamle guitarhelte fra halvtredserne og tresserne. Og tager jeg ikke helt fejl, sÃ¥ er der ogsÃ¥ smÃ¥ allusioner til musik fra før de tre musikere blev født – fx hører jeg et svagt James Bond-tema dukke op pÃ¥ skæring to “Sneaking”! Bare som eksempel.
Men Surf in Stereos musik er langt fra nostalgisk. Gruppens musik er – meget tidstypisk kan man sige – eklektisk og inddrager elementer fra rockens skatkammer, jazzens improvisation, den klassiske musik med mere. Det er fusionsmusik, som man ville have sagt i halvfjerdserne. Musik, der bestemt ikke tager sigte mod hverken hitlister eller P3s uundgÃ¥elige, men mod et publikum, der sætter pris pÃ¥ begavet musiceren og leg med temaer og improvisation. Et publikum, der ikke gÃ¥r af vejen for progressiv eksperimenterende musik eller ditto jazz. Surf in Stereo er ikke sÃ¥dan at sætte pÃ¥ stilistisk formel. At gÃ¥ ind i gruppens univers er – for nu at blive i billedet – at surfe rundt pÃ¥ et hav af stilistiske virkemidler og tematikker, som holdes sammen af en jazz-rock-improvisations ramme. Anbefales til folk, der lytter til albummusik pÃ¥ stereoanlægget og bilstereoen.

Hør et par numre her.

Surf in Stereo kan ogsÃ¥ høres live pÃ¥ den kommende Spotfestival, der kører den 20.-22. Maj i Ã…rhus. De spiller pÃ¥ Pickupscenen lørdag kl. 13. (I øvrigt kommer de tidligere omtalte Thee Attacks og Striving Vines ogsÃ¥ – se hele programmet her.)

The Striving Vines – Yes, poprocken lever!

29. april 2010

Og her gik man og troede, at rocken i Ã…rhus havde fremtiden bag sig. Og sÃ¥ smider Steffen fra Strange Ears den Ã¥rhusianske kvartet Striving Vines’ debutalbum “Can’t win them all” i skødet pÃ¥ en. Og pladen er hÃ¥rrejsende god. ForstÃ¥et derhen, at den ved første gennemlytning fik mine hÃ¥r i nakken til at rejse sig. Et bedre tegn pÃ¥ musikalsk autencitet kender jeg ikke.

Striving Vines bestÃ¥r af Jonas Møller (forsanger og tangentspiller), Michael Noe (guitarer), Jacob Haubjerg (bas og tangenter) og Jens Bach pÃ¥ trommer. Og gruppen har – efter sigende – allerede fÃ¥et begejstret modtagelse rundt omkring pÃ¥ de danske spillesteder. Hvilket er forstÃ¥eligt, hvis deres liveact bare tilnærmelsesvis matcher pladen her.
Striving Vines spiller poprock i tidens toneart. Selvfølgelig har de lyttet til Coldplay, Mew, Kashmir og andre af vor tid stilsættere. Men Striving Vines har fundet deres egen meget melodiøse, smittende begejstrede, energiske tilgang til udtrykket. Teksterne bevæger sig inden for kendte tematikker, men deres hverdagsagtige banalitet løftes op af den musikalske performance. Forsanger Jonas gør stort indtryk med sin klare, lyse, meget levende og passionerede sang. Hvis i synes, sangstjernene i X-Factor er noget at skrive hjem om, så har I ikke hørt Jonas folde sig ud. Findes der en bedre forsanger på den danske rockscene for tiden?

Forsangerens svævende, dansende vokal føres frem at et lydhørt band, hvor rytmesektionen ubesværet og med puls sørger for at holde uptemponumrene oppe pÃ¥ beatet – og Michael Noes guitarer formÃ¥r med sine figurer og smÃ¥ soli at skabe et lyrisk klangrum med emotionel dybde og højt til loftet.

Striving Vines har en ungdommelig fandenivoldsk energi og friskhed som tidlig U2 eller Undertones, en faible for harmoni og melodi, som leder tanken hen på traditionen fra Mccartney. Mange af sangene har klare hitkvaliteter, men jeg vil ikke fremhæve nogen på beskostning af andre. De fortjener at blive lyttet til i albumsammenhæng, hvor det supplerer hinanden rigtig fint. En vellykket debut, en vellykket plade. I mine gamle ører.

Lyder jeg begejstret? Det er jeg også, og jeg synes, du skulle gå ud og købe eller låne den plade, hvis du kun har tænkt dig at lytte til en plade den kommende tid. Det fortjener den. Den har allerede fået fast plads på min mp3-afspiller.

Lyt med her.

Ikke alle deler capacs begejstring – men døm selv!

Tilbage, tilbage og frem: Thee Attacks spiller beat

19. april 2010

Man behøver jo ikke at være en Phil Collins eller en Rod Stewart for at gå tilbage i musikhistorien. Man kan også være godt og vel tyve år og komme fra nordkanten af Ålborgområdet.

Thee Attacks har valgt at gå tilbage til en tid, hvor deres egne fædre formodentlig havde langt hår, jagtede piger og lyttede til parringsmusik hos Beatles, Kinks, Who og andre engelske bands med rødder i amerikansk R&B, soul og så videre. Motivationen hos de fire ålborgensiske ungersvende kan jo af gode grunde ikke være (belastende) nostalgi, så mit gæt er, at de fire ungersvende har forelsket sig i den musik. Det er jo set før.

Og som med enhver heftig forelskelse, sÃ¥ fÃ¥r den ikke for lidt. Helt ud i coveret pÃ¥ debutalbummet med den selvbevidste titel “That’s Mister Attack to you” er referencerne og allusioner til tresserikonerne tydelige. Lige fra den Pete Townsend-smadrende ungersvend pÃ¥ for- og bagside til den stolte erklæring: Recorded in aggressive MONO. SÃ¥dan!

Thee Attacks sætter ikke deres beatlys under en skæppe med fører sig frem med modattitude og ungdommelig her-kommer-vi! Og heldigvis holder musikken til udenomsværkernes og selviscenesættelsens forpligtende rammer. Pladen er optaget i Liam Watsons (White Stripes) retro-analoge studie i London, og lyden lægger sig tæt op ad lyden fra fx de tidige Kinks og Beatles. Men denne tekniske omstændighed kunne være temmelige ligegyldig, hvis ikke Thee Attacks lagde al den energi og spilleglæde i projektet, som de faktisk gør.
Numrene er selvskrevne, og gruppen går til sagen uden coverkunstnernes og retroturisternes ofte alt for ærbødige indstilling til forlægget. Thee Attacks afleverer deres sange med en friskhed og energi, der kan tage pusten fra selv en garvet lytter som undertegnede. De har allerede sikret sig en plads på capacs mp3-afspiller den kommende tid (og det er ikke enhver beskåret!), fordi de blæser støvet ud af ørerne og får en til at glemme alt om tidens kvalmende, medieliderlige amatørisme eller dens professionelle produktmodstykke.
Melodierne er ikke Thee Attacks største styrke, men sangene er gode og de spilles i den Ã¥nd, der herskede pÃ¥ de bedste af de tidlige engelsḱe beatplader. Der er fine smÃ¥ hilsner til de store forbilleder – fra Beatles over Who til Kinks. Fx vinkes der til Kinks “You Really Got Me” – en af pigtrÃ¥dsmusikkens ursange – i “Won’t Break Me” uden at der er tale om citat. SÃ¥dan skal det være, nÃ¥r man gÃ¥r tilbage.

Og så er det også forfriskende at albummet ikke bidrager til mp3-formatets atomisering af musikken. Der er tale om et album, der fortjener at blive lyttet til som sådan. Skru op for bilstereoen, mp3-afspileren eller anlægget derhjemme og tag med på en rejse tilbage til mono og den gode beat. Thee Attacks har valgt at gå tilbage for at komme frem.  Og det er lykkedes, for der er både hjerne, hjerte og nosser i deres dansante musik.

Thee Attacks pÃ¥ nettet:  HerHer – Pladen er udkommet pÃ¥ Crunchy Frog Recordings.

85DB – States of Happiness – ny dansk electronica

1. marts 2010

Fra Rune Schlosser her jeg modtaget en cd med 85dbs første officielle demoudspil. 85 db består ud over Rune (på trommer) af sangerinden Malene Wagner (der også håndterer synth og Rhodes), Sven Tofte (bas), Mads Behrend (vokal, guitar og synth) og Egil Sandfeld, står for programmering, backingvokal og synth. 85db kalder selv deres stil for Trash Dance og lægger ikke skjul på, at musikken er brugsmusik. Det er musik, der skal danses til. Livemusik med stor L, som gruppen selv skriver i sit pr-materiale.

TÃ¥ler det sÃ¥ at blive overført til et digitalt medie? Ja, bestemt. De ialt tre numre – “Sad Tune But Still”, “Wicked” og “Wonderfuld Day” – besidder melodiske og rytmiske kvaliteter nok til sagtens at kunne klare sig uden for danselokalets rammer. Sad Tune But Still lever ganske godt op til sin titel. En langsom, melankolsk sag med Malene og Mads i den vokale forgrund. Ikke det mest dansante nummer af de tre. I hvert fald er der lagt op til en stille svingom. Men meget stemningsfuldt er det bestemt. Wicked leder tankerne hen pÃ¥ det gamle hit “Popcorn” med sin poppende indledning, men er først og fremmest en ligefrem popballade fremført af Malene Wagners bløde pigestemme med indlagte energiske, svingende instrumentale passager, der byder op til dans. Wonderful Day er, som titlen antyder, en lige-ud-ad-landevejen-glad sang. En lille melodi, hvor det elektronisk repetive dominerer. MÃ¥ske den sang, der bedst lever op til gruppens eget mÃ¥l: livesituationen med folk pÃ¥ dansegulvet.

I mine ører er 85dbs styrke, paradoksalt nok, den melodiske popsang, balladen, selv om det danseorienterede selvfølgelig er der. Hvis jeg skulle give 85DB et godt råd med på vejen, så skulle det være at skrue lidt op for BPMerne. Så skal der nok for alvor komme gang i danseskoene. Men alt i alt et vellykket udspil fra 85db. De to først omtalte numre kan man høre her. Kommer du til Århus den 6. marts har du mulighed for at opleve 85db på Studenterhuset, Nordhavnsgade 1. Og det er kl. 23.

P3 guld

17. januar 2010

I gÃ¥r medens jeg ledte pÃ¥ mine reoler efter en film, jeg kunne vederkvæge mig med i stedet for at se genudsendelser pÃ¥ tv, fulgte jeg lidt med i P3 Guld pÃ¥ DR2. En fin, iscenesat udsendelse, hvor man hyldede cremen af dansk musik, som der stÃ¥r pÃ¥ DRs side om eventet. Fra debutanterne The Rumour Said Fire til de veletablerede MEW og Kashmir. Publikum sad tilbagelænede i bløde lænestole. Konferencieren var i jakkesæt og blev flankeret af opfindsomt udklædte ungmøer. Ja, vidste man ikke bedre, kunne det lige noget fra Melodi Grand Prix. Og sÃ¥ var det jeg pludselig fik en voldsom og ustyrlig trang til at høre noget upoleret, uspoleret punk eller garagerock. Noget, der kunne rive og flÃ¥ i nervesystemet og minde en om, hvad rock’n roll engang betød…


Dead Kennedys – Holiday in cambodia
by Remarqueur

Cleemann: 45 Minutes Mostly About Caring

2. januar 2010

Jeanne har været sÃ¥ sød at sende mig et eksemplar af Gunnar Cleemanns nye soloplade “45 Minutes Mostly About Caring”. Og jeg har ladet den snurre pÃ¥ min afspiller de seneste uger for at lytte mig ind pÃ¥ den. I første omgang vidste jeg nemlig ikke, hvad jeg skulle mene om udspillet. SÃ¥dan har jeg det ofte med musik. Musikken skal have lov til at komme ind under huden. Man skal have tid til at lytte sig ind pÃ¥ kunstnerens intentioner. I Cleemanns tilfælde gik der et par dage, inden døren gik op til det univers, der i første omgang virkede lidt indelukket og selvkredsende. SÃ¥dan kan plader, hvor melankoliens grundtone er fremherskende, ofte virke.

Men skinnet bedrager, for Gunnar Clemanns sange er – skÃ¥ret ind til benet – popmusik. Ikke af den udspekulerede metervareslags, som fylder de mange FM-stationer og mainstreamhitlister. De sarte melodier er tilsat arrangementer, hvor der behændigt leges med  nærmest sfæriske stemninger, man kan aftvinge moderne elektronisk isenkram og akustiske instrumenter. Over det hele svæver Clemanns lyse vokal, der i forbifarten kan minde lidt om Antonys, men ellers ikke ligner noget, jeg har hørt for nylig. En let, luftig stemme, der passer godt til pladens romantisk-melankolske univers.Umiddelbart tror jeg ikke, at Clemanns musik vil have en chance pÃ¥ Boogielisten, men jeg tror, mange voksne poplyttere vil have fornøjelse af at sætte pladen i omdrejninger. Hermed anbefalet.


PS. Et par sange kan hentes her, hvor der også er link til Clemanns Myspace-side med mere musik.