Indlæg tagget med nymodens

Serena Ryder – canadisk singer-songwriter

28. december 2009

De kan noget med musik deroppe i Canada. Neil Young, Leonard Cohen, Joni Mitchell… Listen af navne med international gennemslagskraft er lang. Og den fortsætter endnu med at vokse.

Et af de navne, jeg for nylig er faldet over, er den 26-Ã¥rige singer-songwriter og guitarist Serena Ryder. Allerede i 1999 – femten Ã¥r gammel – fik hun sin første plade ud. Falling Out, der kom pÃ¥ et lille uafhængig pladeselskab, Mime Radio. Pladen blev fulgt op af en kassette (!) med titlen Serena samme Ã¥r. I 2002 og 2003 udkom livealbummet “Live at the Market Hall & A Day In The Studio” og “Serena Ryder Live”. PÃ¥ smÃ¥ plademærker, der ikke formÃ¥ede at fÃ¥ Ryder ud over de canadiske landegrænser. Det ændrede sig lidt, da hun blev tilknyttet et lidt større pladeselskab i 2005 og fik udsendt “Unlikely Emergency”. Singlen “Just Another Day” blev spillet pÃ¥ mange canadiske radiostationer og sørgede for at hendes navn blev almen kendt.

I 2006 kom hun til EMI og indspillede albummet If Your Memory Serves You Well, hvor hun fortolker egne sange og sange af Cohen (Sites of Mercy), The Band (This Wheels on Fire – hvorfra titlen er hentet), Paul Anka (It Doesn’t Matter Anymore), Galt MacDermot (Good Morning Starshine) m.fl. I 2008 modtog hun den prestigefyldte Juno Award – canadiernes svar pÃ¥ Grammy – som Ã…ret Nye Kunstner.

Et egentlig internationalt gennembrud har hun endnu ikke fÃ¥et. Men det kommer mÃ¥ske med hendes seneste album It Is O.K, der er udsendt pÃ¥ Atlantic Records i Amerika. Og det fortjener hun. Hendes musik er – som meget musik nu omstunder – en blanding af folk, country, voksenpop og mange andre ingredienser. Hun skriver iørefaldende melodier, meningsfulde tekster og har en usædvanlig stærk stemme, der spænder over tre oktaver og burde fÃ¥ mangen en afklædt popdiva til at overveje karrieren…
Mere her.

Mere her.


Serena Ryder – Weak In the Knees
by omgblog

Air – fransk electronica-pop-duo – i Ã…rhus

26. november 2009

Hvor ofte er det lige, vi får besøg af franske pop- og rockkunstnere her i landet? For slet ikke i Århus?! Men i aften sker det. Voxhall afvikler en helt udsolgt koncert med den franske duo Air. Og jeg skal selvfølgelig på arbejde.

Men måske har guderne set det uretfærdige i denne kendsgerning. I hvert fald fandt jeg duoens 2004-udspil Talkie Walkie i bibliotekets udsalgskasse til næsten ingen penge. En slags plaster på såret.

Air bestÃ¥r af Nicolas Godin og Jean-Benoît Dunckel og bandnavnet er – efter sigende – en forkortelse for Amour (Kærlighed), Imagination (Fantasi), Rêve (Drøm). Og de tre stikord siger sÃ¥mænd en hel del om den tilbagelænede, bløde, drømmeriske musik, der strømmer ind i øret pÃ¥ en, nÃ¥r man sætter hovedtelefonerne pÃ¥. Selv om duoen er fransk og hævder inspirationskilder som Serge Gainsbourg, Jean Michel jarre og Francis Lai (fransk filmkomponist), sÃ¥ er det en meget international electronica-pop, der kendetegner Air. Med sort streg under pop. Der synges ogsÃ¥ pÃ¥ engelsk.

En nærliggende sammenligning vil være engelske Lamb. Som pop betegnet vil Lamb i denne sammenligning fremstå som det intellektuelle band, der godt nok vil være pop, men ikke går på akkord med eksperimenterne. Air derimod lader det elektroniske isenkram underordne poppens melodiske kvaliteter. Man kunne måske også beskrive Air som et møde mellem Brian Eno og fransk charmepop og elegance.

PÃ¥ Talkie Walkie, der gruppen sjette udspil, fÃ¥r duoen hjælp af en hÃ¥ndfuld musikere og et par lækre sangerinder – Jessica Banks og Lisa Papinaue (kendt fra bandet Big Sir) – som sørger for at gøre det hele endnu mere indbydende. I øvrigt vil nogle af bloggens læsere kende nummeret “Alone in Kyoto” fra filmen Lost in Translation.


Air – Surfing On A Rocket
Uploaded by krijka. – Sitcom, sketch, and standup comedy videos.

Scarlett Johansson trykker den af…

14. oktober 2009

En af bloggens kæledægger ud i film og musik, frk. Scarlett Johansson, har kastet sig ud i nye musikalske projekter. Denne gang med Pete Yorn. Og noget kunne tyde pÃ¥, at hun er lidt heldigere med dette projekt end med sin egensindige versionering af Tom Waits’ sange.

Eric Hassle – ny svensk pop

13. oktober 2009

Fra Sverige (!) har jeg modtaget en signeret cd med det unge talent Erik Hassle. Det er den kun 21 Ã¥rige sangers debutalbum, der bare hedder “Hassle”. Men han har allerede vakt opmærksomhed rundt omkring med sine foreløbende singleudspil, “Don’t Bring Flowers” og “Hurtful”, der sÃ¥mæn har været “ugens uundgÃ¥elige” pÃ¥ DR P3.

Det hører med til historien, at Erik er resultat af solid svensk talent- og produktudvikling. Han gik på gymnasiet (musiklinje), da han blev spottet af et hold talentspejdere og producere. Siden har han studeret musik i Stockholm og satser nu på en international karriere i England.

Talentet kan man da heller ikke tage fra Erik Hassle. Han har en god popstemme, der ubesværet bevæger sig fra uptempo-numre til stille ballader. Melodierne er gode og iørefaldende, selv om pladen ikke indeholder et rigtig beskidt hit. I mine ører.

Mine forbehold over for pladen gælder selve produktionen. Den virker meget steril og pletfri. Det er sikkert helt i tidens hitlisteÃ¥nd, men jeg tror Eriks gode stemme ville stÃ¥ sig endnu bedre, hvis pladen var mindre “produceret”, hvis I forstÃ¥r. Det skal ikke forstÃ¥s sÃ¥dan, at det er nogen dÃ¥rlig popplade. Slet ikke. Den er bestemt ikke ringere end mange af de produkter, de unge bliver tilbudt i dag. Og det er vel problemet.

The Olympics – debuterer

2. oktober 2009

De fem gutter ovenfor er The Olympics. Et ungt dansk band bestående af Jonas Delfs, Robert Fabrin, Niklas Frost Iversen, Jonatan Lykke-Olesen og Kasper Ejlerskov Leonhardt. Om kort tid debuterer de med en EP med titlen Adventure Pop. Titlen passer faktisk meget godt bandets musik. Lykkeridderpop. Sange skrevet med ungdommelig uforfærdethed og eksperimenterelystig dristighed. Genren er pop-rock, indie-sådan. Man kan godt høre forbilledernes tilstedeværelse i det musikalske univers, men glem dem, for Olympics har også en egensindig stræben mod at stå på egne ben og være originale. Musikken appellerer til dem, for hvem det ikke er tilstrækkeligt med en ørehængende melodi eller et saftigt riff. Det er legende musik, der inviterer lytteren til medlytten. Melodierne er skrøbelige, men der spilles med legelyst og stor enthusiame og energi. Lyt med her. Og hold øje med Olympics, der allerede har vakt opmærksomhed i P3 og andetsteds.

Olympics blog

Noisettes “Never Forget You”

27. september 2009

Jeg faldt over denne video med indierock-bandet Noisettes fra London. Og den er en vellykket eksempel pÃ¥, at det sagtens kan lykkes at blande rock, tressersoul og andet og fÃ¥ noget lytteværdigt ud af det. Never Forget You er bandets andet hit. Det første kom med Don’t Upset The Rhythm (Go Baby Go) i forÃ¥ret.I øvrigt trækker det heller ikke ned med en sÃ¥ nydelig forsangerinde…


The Noisettes – Never Forget You (Official Video) HQ
by wonderful-life1989

Live på Ellen DeGeneres Show

Lou Rhodes – hinsides Lamb…

10. september 2009

På en af de mange musikinternetsider læste jeg en omtale af Lambs Best Kept Secrets, hvor anmelderen mere end antydede, at en af grundene til duoens opløsning var, at sangerinden Lou Rhodes trak musikken i en mere jazzet og især poppet retning. Og det er der nok noget om. På den fede måde. Lou har siden Lamben slukkede lavet to album, Beloved One (2006) og Bloom (2007). Og så skulle der være en ny på trapperne. Pop eller ikke? Døm selv. Smukt er det i hvert fald.

Lou Rhodes – Beloved One

Lofidelity Allstars – Don’t be afraid of Love

8. september 2009

I omtalerne af de nye Beatles-bokse, der udkommer den 9.9.09 vil man bemærke, at musikken har været genstand for en high fidelity-renselsesproces. De små tekniske fejl, der uungåeligt er sluppet igennem gruppens optagelser, er blevet korrigeret. I det hele taget kan man sige, at med udviklingen af pladeproduktionen i efterkrigstiden, så er kravet eller forestillingen om high fidelity-produktion og gengivelse blevet mere og mere udtalt og når i den digitale tidsalder nye højder. På godt og ondt.

Men spørgsmÃ¥let er mÃ¥ske, om hi-fi er et ideal, der svarer til den levende musik? Er den rene vare uden forvrængning, brummen, redundans osv. musikkens rigtige udtryk? Hm. I hvert fald er Low Fidelity – lo-fi – en slags modbevægelse mod hi-fi-renselsesbevægelsen. I lo-fi dyrker man de tekniske fejl og fadæser som en del af det kunstneriske udtryk. Man gør i en vis forstand en dyd ud af den nødvendighed, der ligger i, at hi-fi-produktion er et omkostelig og tidskrævende projekt. Samtidig er lo-fi-filosofien udtryk for en erkendelse af, at musik som produkt, vare, pÃ¥ grammofonplade, cd osv. ikke er og aldrig har været den rene vare. Derfor er det i orden at acceptere fx grammofonpladeknas som en del af oplevelsen. Min Sgt. Pepper ville aldrig have været den samme, hvis ikke en skjorteknap havde lavet et lille knæk et sted pÃ¥ pladen…


Lo-Fidelity Allstars er, som navnet siger, et udmærket eksempel pÃ¥ en gruppe, der dyrker lo-fi. Den nordengelske electronica-gruppe har været pÃ¥ banen siden midten af halvfemserne. PÃ¥ gruppen andet album, Don’t be afraid of Love, som jeg var heldig at finde i bibliotekets udsalgkasse, forener bandet med stor held popsangen med lo-fi-filosofien, sÃ¥ man fÃ¥r en fængende, medrivende, dansant gang electronica, der ogsÃ¥ rummer lo-fi-fascinationskraften. Det er Brian Eno møder Aqua. Eller noget.

Lo Fidelity Allstars – ‘Sleeping Faster’ – 2001

Hørt: Kevin Blechdom – “Eat my Heart out”

3. september 2009

Biblioteket havde udsalg igen, og jeg kom hjem med en bunke cd’er, der var sÃ¥ godt som nye. Blandt fundene var Kevin Blechdoms “Eat my Heart out” (Chicks on Speed, 2005). Indtil i gÃ¥r anede jeg ikke, hvem Kevin var. Men pladeomslaget med en halvnøgen, almindeligt udseende pige med et blodigt hjerte i hÃ¥nden fangede mig pÃ¥ stedet. Hvis man laver et sÃ¥dant alt andet end marketing-behagende cover, sÃ¥ mÃ¥ man – nÃ¥, ja – have noget pÃ¥ hjerte. Tænkte jeg.

Det viser sig, at Kevin Blechdom er en kunstnernavn – en iscenesættelse – for Kristin Erickson. Erickson har en akademisk grad i computer musik komposition fra Mills College (college for kvinder i Californien), og musikken pÃ¥ pladen er ogsÃ¥ helt igennem computerskabt. Ser man et øjeblik bort fra det elektroniske udgangspunkt, sÃ¥ er der tale om regulære popsange med en stor spændvidde, rækkende fra noget, der mest af alt minder om oprette og musical til mere avancerede rockudtryk à la Lydia Lunch og P. J. Harvey. En meget varieret plade med andre ord.

Tekstuniverset kredser om kærlighedens (og sexlivets) karusselture og er med sin nærmest hudløst ærlige beskrivelser langt fra poppens hjerte-smerte-univers. I love you, because it’s impossible.. Snarere befinder figuren Kevin Blechdom sig samme sted som mange moderne kvindelige performance- og installationskunstnere i en slags feministisk-kritisk af-romantisering af den (u)mulige kærlighed.

I musikpressen har Kristin fået på nakken for sin plade. Det synes jeg er uretfærdigt. Giv den en chance, hvis du kommer forbi den på din vej. Det fortjener den.


Kevin Blechdom – Get On Your Knees
by playgrrround

Ida Marie – og Iggy Pop

18. august 2009

En af den nye, unge kunstnere af hunkøn, som for alvor er trÃ¥t i karakter i Ã¥r, er den norske rock-jente Ida Maria (Børli Sivertsen), hvis energiske debutalbum Fortress Round My Heart regnes for at være en af den bedste indie-udgivelser i 2009. Nu har Ida Marie sÃ¥ overtalt en af rockens bedstefædre, selveste Iggy Pop, til at indspille en single i fællig. Og den kan man høre her. Og den rykker og river i kødet….Oh, my God!