Indlæg tagget med nymodens

The Striving Vines – Yes, poprocken lever!

29. april 2010

Og her gik man og troede, at rocken i Ã…rhus havde fremtiden bag sig. Og sÃ¥ smider Steffen fra Strange Ears den Ã¥rhusianske kvartet Striving Vines’ debutalbum “Can’t win them all” i skødet pÃ¥ en. Og pladen er hÃ¥rrejsende god. ForstÃ¥et derhen, at den ved første gennemlytning fik mine hÃ¥r i nakken til at rejse sig. Et bedre tegn pÃ¥ musikalsk autencitet kender jeg ikke.

Striving Vines bestÃ¥r af Jonas Møller (forsanger og tangentspiller), Michael Noe (guitarer), Jacob Haubjerg (bas og tangenter) og Jens Bach pÃ¥ trommer. Og gruppen har – efter sigende – allerede fÃ¥et begejstret modtagelse rundt omkring pÃ¥ de danske spillesteder. Hvilket er forstÃ¥eligt, hvis deres liveact bare tilnærmelsesvis matcher pladen her.
Striving Vines spiller poprock i tidens toneart. Selvfølgelig har de lyttet til Coldplay, Mew, Kashmir og andre af vor tid stilsættere. Men Striving Vines har fundet deres egen meget melodiøse, smittende begejstrede, energiske tilgang til udtrykket. Teksterne bevæger sig inden for kendte tematikker, men deres hverdagsagtige banalitet løftes op af den musikalske performance. Forsanger Jonas gør stort indtryk med sin klare, lyse, meget levende og passionerede sang. Hvis i synes, sangstjernene i X-Factor er noget at skrive hjem om, så har I ikke hørt Jonas folde sig ud. Findes der en bedre forsanger på den danske rockscene for tiden?

Forsangerens svævende, dansende vokal føres frem at et lydhørt band, hvor rytmesektionen ubesværet og med puls sørger for at holde uptemponumrene oppe pÃ¥ beatet – og Michael Noes guitarer formÃ¥r med sine figurer og smÃ¥ soli at skabe et lyrisk klangrum med emotionel dybde og højt til loftet.

Striving Vines har en ungdommelig fandenivoldsk energi og friskhed som tidlig U2 eller Undertones, en faible for harmoni og melodi, som leder tanken hen på traditionen fra Mccartney. Mange af sangene har klare hitkvaliteter, men jeg vil ikke fremhæve nogen på beskostning af andre. De fortjener at blive lyttet til i albumsammenhæng, hvor det supplerer hinanden rigtig fint. En vellykket debut, en vellykket plade. I mine gamle ører.

Lyder jeg begejstret? Det er jeg også, og jeg synes, du skulle gå ud og købe eller låne den plade, hvis du kun har tænkt dig at lytte til en plade den kommende tid. Det fortjener den. Den har allerede fået fast plads på min mp3-afspiller.

Lyt med her.

Ikke alle deler capacs begejstring – men døm selv!

Tilbage, tilbage og frem: Thee Attacks spiller beat

19. april 2010

Man behøver jo ikke at være en Phil Collins eller en Rod Stewart for at gå tilbage i musikhistorien. Man kan også være godt og vel tyve år og komme fra nordkanten af Ålborgområdet.

Thee Attacks har valgt at gå tilbage til en tid, hvor deres egne fædre formodentlig havde langt hår, jagtede piger og lyttede til parringsmusik hos Beatles, Kinks, Who og andre engelske bands med rødder i amerikansk R&B, soul og så videre. Motivationen hos de fire ålborgensiske ungersvende kan jo af gode grunde ikke være (belastende) nostalgi, så mit gæt er, at de fire ungersvende har forelsket sig i den musik. Det er jo set før.

Og som med enhver heftig forelskelse, sÃ¥ fÃ¥r den ikke for lidt. Helt ud i coveret pÃ¥ debutalbummet med den selvbevidste titel “That’s Mister Attack to you” er referencerne og allusioner til tresserikonerne tydelige. Lige fra den Pete Townsend-smadrende ungersvend pÃ¥ for- og bagside til den stolte erklæring: Recorded in aggressive MONO. SÃ¥dan!

Thee Attacks sætter ikke deres beatlys under en skæppe med fører sig frem med modattitude og ungdommelig her-kommer-vi! Og heldigvis holder musikken til udenomsværkernes og selviscenesættelsens forpligtende rammer. Pladen er optaget i Liam Watsons (White Stripes) retro-analoge studie i London, og lyden lægger sig tæt op ad lyden fra fx de tidige Kinks og Beatles. Men denne tekniske omstændighed kunne være temmelige ligegyldig, hvis ikke Thee Attacks lagde al den energi og spilleglæde i projektet, som de faktisk gør.
Numrene er selvskrevne, og gruppen går til sagen uden coverkunstnernes og retroturisternes ofte alt for ærbødige indstilling til forlægget. Thee Attacks afleverer deres sange med en friskhed og energi, der kan tage pusten fra selv en garvet lytter som undertegnede. De har allerede sikret sig en plads på capacs mp3-afspiller den kommende tid (og det er ikke enhver beskåret!), fordi de blæser støvet ud af ørerne og får en til at glemme alt om tidens kvalmende, medieliderlige amatørisme eller dens professionelle produktmodstykke.
Melodierne er ikke Thee Attacks største styrke, men sangene er gode og de spilles i den Ã¥nd, der herskede pÃ¥ de bedste af de tidlige engelsḱe beatplader. Der er fine smÃ¥ hilsner til de store forbilleder – fra Beatles over Who til Kinks. Fx vinkes der til Kinks “You Really Got Me” – en af pigtrÃ¥dsmusikkens ursange – i “Won’t Break Me” uden at der er tale om citat. SÃ¥dan skal det være, nÃ¥r man gÃ¥r tilbage.

Og så er det også forfriskende at albummet ikke bidrager til mp3-formatets atomisering af musikken. Der er tale om et album, der fortjener at blive lyttet til som sådan. Skru op for bilstereoen, mp3-afspileren eller anlægget derhjemme og tag med på en rejse tilbage til mono og den gode beat. Thee Attacks har valgt at gå tilbage for at komme frem.  Og det er lykkedes, for der er både hjerne, hjerte og nosser i deres dansante musik.

Thee Attacks pÃ¥ nettet:  HerHer – Pladen er udkommet pÃ¥ Crunchy Frog Recordings.

85DB – States of Happiness – ny dansk electronica

1. marts 2010

Fra Rune Schlosser her jeg modtaget en cd med 85dbs første officielle demoudspil. 85 db består ud over Rune (på trommer) af sangerinden Malene Wagner (der også håndterer synth og Rhodes), Sven Tofte (bas), Mads Behrend (vokal, guitar og synth) og Egil Sandfeld, står for programmering, backingvokal og synth. 85db kalder selv deres stil for Trash Dance og lægger ikke skjul på, at musikken er brugsmusik. Det er musik, der skal danses til. Livemusik med stor L, som gruppen selv skriver i sit pr-materiale.

TÃ¥ler det sÃ¥ at blive overført til et digitalt medie? Ja, bestemt. De ialt tre numre – “Sad Tune But Still”, “Wicked” og “Wonderfuld Day” – besidder melodiske og rytmiske kvaliteter nok til sagtens at kunne klare sig uden for danselokalets rammer. Sad Tune But Still lever ganske godt op til sin titel. En langsom, melankolsk sag med Malene og Mads i den vokale forgrund. Ikke det mest dansante nummer af de tre. I hvert fald er der lagt op til en stille svingom. Men meget stemningsfuldt er det bestemt. Wicked leder tankerne hen pÃ¥ det gamle hit “Popcorn” med sin poppende indledning, men er først og fremmest en ligefrem popballade fremført af Malene Wagners bløde pigestemme med indlagte energiske, svingende instrumentale passager, der byder op til dans. Wonderful Day er, som titlen antyder, en lige-ud-ad-landevejen-glad sang. En lille melodi, hvor det elektronisk repetive dominerer. MÃ¥ske den sang, der bedst lever op til gruppens eget mÃ¥l: livesituationen med folk pÃ¥ dansegulvet.

I mine ører er 85dbs styrke, paradoksalt nok, den melodiske popsang, balladen, selv om det danseorienterede selvfølgelig er der. Hvis jeg skulle give 85DB et godt råd med på vejen, så skulle det være at skrue lidt op for BPMerne. Så skal der nok for alvor komme gang i danseskoene. Men alt i alt et vellykket udspil fra 85db. De to først omtalte numre kan man høre her. Kommer du til Århus den 6. marts har du mulighed for at opleve 85db på Studenterhuset, Nordhavnsgade 1. Og det er kl. 23.

P3 guld

17. januar 2010

I gÃ¥r medens jeg ledte pÃ¥ mine reoler efter en film, jeg kunne vederkvæge mig med i stedet for at se genudsendelser pÃ¥ tv, fulgte jeg lidt med i P3 Guld pÃ¥ DR2. En fin, iscenesat udsendelse, hvor man hyldede cremen af dansk musik, som der stÃ¥r pÃ¥ DRs side om eventet. Fra debutanterne The Rumour Said Fire til de veletablerede MEW og Kashmir. Publikum sad tilbagelænede i bløde lænestole. Konferencieren var i jakkesæt og blev flankeret af opfindsomt udklædte ungmøer. Ja, vidste man ikke bedre, kunne det lige noget fra Melodi Grand Prix. Og sÃ¥ var det jeg pludselig fik en voldsom og ustyrlig trang til at høre noget upoleret, uspoleret punk eller garagerock. Noget, der kunne rive og flÃ¥ i nervesystemet og minde en om, hvad rock’n roll engang betød…


Dead Kennedys – Holiday in cambodia
by Remarqueur

Cleemann: 45 Minutes Mostly About Caring

2. januar 2010

Jeanne har været sÃ¥ sød at sende mig et eksemplar af Gunnar Cleemanns nye soloplade “45 Minutes Mostly About Caring”. Og jeg har ladet den snurre pÃ¥ min afspiller de seneste uger for at lytte mig ind pÃ¥ den. I første omgang vidste jeg nemlig ikke, hvad jeg skulle mene om udspillet. SÃ¥dan har jeg det ofte med musik. Musikken skal have lov til at komme ind under huden. Man skal have tid til at lytte sig ind pÃ¥ kunstnerens intentioner. I Cleemanns tilfælde gik der et par dage, inden døren gik op til det univers, der i første omgang virkede lidt indelukket og selvkredsende. SÃ¥dan kan plader, hvor melankoliens grundtone er fremherskende, ofte virke.

Men skinnet bedrager, for Gunnar Clemanns sange er – skÃ¥ret ind til benet – popmusik. Ikke af den udspekulerede metervareslags, som fylder de mange FM-stationer og mainstreamhitlister. De sarte melodier er tilsat arrangementer, hvor der behændigt leges med  nærmest sfæriske stemninger, man kan aftvinge moderne elektronisk isenkram og akustiske instrumenter. Over det hele svæver Clemanns lyse vokal, der i forbifarten kan minde lidt om Antonys, men ellers ikke ligner noget, jeg har hørt for nylig. En let, luftig stemme, der passer godt til pladens romantisk-melankolske univers.Umiddelbart tror jeg ikke, at Clemanns musik vil have en chance pÃ¥ Boogielisten, men jeg tror, mange voksne poplyttere vil have fornøjelse af at sætte pladen i omdrejninger. Hermed anbefalet.


PS. Et par sange kan hentes her, hvor der også er link til Clemanns Myspace-side med mere musik.