Indlæg tagget med nymodens

Crimson and Clover

23. april 2009

Tommy James and the Shondells fik deres allerstørste hit i 1968 med sangen “Crimson and Clover” fra albummet af samme navn. Nummeret var skrevet af Tommy James og trommeslageren Peter Lucia, og har det for et hit så væsentlige kvaliteter, at sangen let bliver hængende i bevidstheden længe efter at man har hørt den første gang. Nummeret er siden blev planket af andre kunstnere. Jeg husker bl.a. en (i mine øre) ikke særlig vellykket udgave med Joan Jett and the Blackhearts. Men nu har selveste Prince kastet sig over den gamle sang på sin nye plade, hvor han væver den sammen med citater fra Troggs Wild Thing. En meget Princesk udgave, der både er loyal over for den oprindelige versions melodi og charme og samtidig umiskendeligt lækker Prince-fortolkning…

Thenewno2 – andengeneration-Harrison på banen

19. april 2009


John Lennons sønner har for længst valgt vejen i faders fodspor, Zak Starr basker trommer bag sin far Ringo, Paul Mccartneys søn James har også spillet med sin far og fusker med sin egen spirende karriere og nu er også George Harrisons søn Dhani for alvor trådt i karakter som musiker med badnet Thenewno2. Bandet har udsendt et album med titlen You Are Here og har optrådt en snes gange, senest på Coachella-festivalen, som afvikles denne weekend og bl.a. har haft Paul Mccartney som en af de mange medvirkende.

Ja, Dhani kan jo ikke løbe fra sit ophav. Her er endnu en smagsprøve.

Pricilla Ahn “Dream”

24. marts 2009


Split Series Priscilla Ahn – Dream
by lablogotheque

Der er noget nærmest fransk over Pricilla Ahn, men hun er amerikaner, sanger, musiker og sangskriver. Hun er født i 1984 og begyndte som så mange andre med at spille rundt omkring på coffehouses og små spillesteder, efter at hun have afsluttet sin high school-uddannelse. Foreløbigt er det blevet til en EP og et enkelt album, A Good Day, der er udkommet på jazz-mærket Blue Note sidste år. Derud over har hendes sang kunnet høres i forskellige tv-serier. Senest har sangen “Dream” været med i den vistnok ret ligegylde Hollywood-produktion Bride Wars…. Pricilla skal vi nok komme til at høre meget mere til.

Pete Doherty solo: Grace /Wasteland

13. marts 2009

Pete Doherty har siden han var med i The Libertines været betragtet af mange som et af de store talenter i engelsk moderne musik. Men et udsvævende liv med euforiserende stoffer og andre “hjælpemidler” fra rockmytologiens overdrev har stået i vejen for den unge mands egentlige gennembrud. Noget kunne tyde på, at han har fået lidt styr på sine excesser. I hvert fald får hans første soloalbum “Grace /Wasteland” gode anmelder rundt omkring i musikpressen i Europa. Fx har Living Scotsman udnævnt cd’en til at være ugens plade og giver den fire stjerner – og Die Zeit roser den til skyerne. Vi håber, han holder skruen i vandet og talentet ved lige fremover.

Dark Was The Night – en compilation

25. februar 2009

Endnu en sympatisk støtte-compilation har set dagens lys. Denne gang drejer det sig om 4ADs udgivelse “Dark was the Night”, der er lavet i anledning af Verdens AIDS dag (d. 1. December).  Dobbetlcd’en er udkommet d. 16/2 og rummer 32 nye numre med en række af indiepop-rockens førende ikoner. Overskuddet går til oplysning og fundraising vedr. HIV og AIDS. Initiativtagere er organisationen Red Hot, der har været aktiv siden dengang, hvor der ikke var nogen som helst kur mod AIDS. Det er i øvrigt compilation nr. 20, som Red Hot udgiver. Musikken kan fås på vinyl, cd og som download. Her er listen over de medvirkende:

Andrew Bird
Antony + Bryce Dessner
Arcade Fire
Beach House
Beirut
Blonde Redhead + Devastations
Bon Iver
Bon Iver & Aaron Dessner
The Books featuring Jose Gonzalez
Buck 65 Remix (featuring Sufjan Stevens and Serengeti)
Cat Power and Dirty Delta Blues
The Decemberists
Dirty Projectors + David Byrne
Kevin Drew
Feist + Ben Gibbard
Grizzly Bear
Grizzly Bear + Feist
Iron & Wine
Sharon Jones & The Dap-Kings
Kronos Quartet
Stuart Murdoch
My Brightest Diamond
My Morning Jacket
The National
The New Pornographers
Conor Oberst & Gillian Welch
Riceboy Sleeps
Dave Sitek (TV On The Radio)
Spoon
Sufjan Stevens
Yeasayer
Yo La Tengo

Psapp – “Tiger, My Friend”

7. februar 2009

Ved en tilfældighed er jeg blevet indehaver af den engelske indie-gruppe Psapps første (?) album “Tiger, my Friend”. Bandets eller projektets centrale personer er Carim Clasmann og Galia Durant. Genren er en afart af electronica, og Psapp har allerede gjort sig bemærket ved at levere temamelodien (Cosy in the Rocket) til tv-mediciner-drama-serien Greys Anatomi og sange til andre populære serier som Nip/Tuck, The OC  og Channel 4s Sugar Rush. Og man forstår godt, at tv-serie-skaberne har kastet sig over Psapps musik. For det er opfindsom, melodisk, legende elektronica-pop, der gør alle capacs fordomme over for electronica til skamme. I tråd med den moderne musiks udviklings i sidste århundrede fornægter Psapp (og det vil især sige troldmanden Clasman) ikke noget instrument eller nogen lyd, der kan indgå som ingrediens i det musikalske indtryk. Således spilles der på et nummer på øldåse, og på et andet bidrager katten Splodge med miavlyde… Stockhausen, John Cage og Brian Eno har ikke levet forgæves, men alligevel er Psapp helt deres egne (og kender muligvis ikke de nævnte forbilleder…). Der leges med barnlig lethed og alvor – og oven på det hele ligger Galia Durants bløde og blide feminine stemmer som et fint lyserødt sukkerlag på en donut. Medens jeg har lyttet til pladen, har jeg hele tiden fået associationer til sydamerikansk musik. Især bossa nova.For det er den samme melodiske ubesværethed og forførende rytmesans, man får ind i øret hos Psapp.

Besøg Psapps hjerne her – og deres Myspace-side her. Psapps seneste udspil er The Camel’s Back, der udkom sidste år. I 2006 udkom The Only Thing I Ever Wanted. Og dertil skal lægges en god håndfuld EP’er…

Lily Allen topper…

2. februar 2009

Jeg har tidligere omtalt den engelske sangerinde Lily Allen, der – i mine ører – skiller sig ud fra den store mængde af tomgangs-mainsteam-pop. Noget af det, der får hende til at rage op over den boblende pophavregrød, er hendes tekster, der viser, at hun bag sit kønne ydre også har en hjerne, hun bruger til at tænke med. Lige nu ligger hun nr. 1 i England med sangen “The Fear” fra hendes andet album (“Its not me, it’s you”). Sangen er en slags anti-Madonna-Material-Girl-sang, hvor Allen på ironisk vis diskuterer sin frygt for, at verden er ved at blive et overfladisk tomt sted, hvor kun sponsorpenge betyder noget.

I want to be rich and I want lots of money
I don’t care about clever I don’t care about funny
I want loads of clothes and fuckloads of diamonds
I heard people die while they are trying to find them

I’ll take my clothes off and it will be shameless
‘Cuz everyone knows that’s how you get famous
I’ll look at the sun and I’ll look in the mirror
I’m on the right track yeah I’m on to a winner

[Chorus]
I don’t know what’s right and what’s real anymore
I don’t know how I’m meant to feel anymore
When do you think it will all become clear?
‘Cuz I’m being taken over by The Fear

Life’s about film stars and less about mothers
It’s all about fast cars cussing each other
But it doesn’t matter cause I’m packing plastic
and that’s what makes my life so fucking fantastic

And I am a weapon of massive consumption
and its not my fault it’s how I’m programmed to function
I’ll look at the sun and I’ll look in the mirror
I’m on the right track yeah we’re on to a winner

Chorus
I don’t know what’s right and what’s real anymore
I don’t know how I’m meant to feel anymore
When do you think it will all become clear?
‘Cuz I’m being taken over by The Fear

[Bridge]
Forget about guns and forget ammunition
Cause I’m killing them all on my own little mission
Now I’m not a saint but I’m not a sinner
Now everything’s cool as long as I’m getting thinner

[Chorus]
I don’t know what’s right and what’s real anymore
I don’t know how I’m meant to feel anymore
When do you think it will all become clear?
‘Cause I’m being taken over by fear

Videoen nedenfor er den “pæne”, “rene” version af sangen. Her synger hun ikke FUCKING FANTASTIC. Men det gør hun her. Den bornerte musikbranche og medierne har ikke ændret sig meget på det punkt… Fuck! Fuck! Fuck!
I det hele taget opfører og udtrykker Lily sig herligt politisk ukorrekt. Hun er åbenbart fløjtende ligeglad med, hvad medierne og borgerskabet mener. Her har Cheeky Lily fået The Mail til at løfte øjenbrynene på grund af et frisk outfit.

Svensk, når det er “brå”: The Amazing

8. januar 2009

The Amazing er et ret nyt svensk projekt, der består af medlemmer fra Dungen, Granada og The Guild. Jeg ved ikke, om de har udsendt noget på plade, men deres myspace-side giver et godt bud på, hvad deres musik handler om. Melodiske, tilbagelænede fortrinsvis akustisk prægede sange med et par legende guitarer i forgrunden. Bandet fremhæver selv følgende navne som inspirationer: Peter Green, Danny Kirwan, Edgar Broughton Band (!), The Cure, My Bloody Valentine, Simon & Garfunkel, Nick Cave, Birthday Party, Bert Jansch og et par stykker til. Og det siger måske lidt om spændvidden. I hvert fald har jeg tænkt mig at holde øre med dem…

Cover-projekter

8. januar 2009


Medens vi herhjemme venter på, at regeringen tager sig sammen og realiserer “verdens bedste uddannelsessystem” i stedet for at lade stå til og lade forfaldet råde indvendigt og udvendigt, så er det gået op for amerikanerne – nogle af dem  i det mindste – at alt for mange får lidt lidt uddannelse og for dårlig uddannelse, og at det er et problem for hele Amerika. Derfor har man startet projektet Teach for America. Læs mere om det her. I forbindelse med projektet er der udgivet et mp3-album med lutter covernumre, hvor en række mere kendte (Neko Case, Okkervil River fx) og mindre kendte musikere (Ana Egge, Carey Ott fx) fortolker velkendte sange af Joni Mitchell, Paul & Linda Mccartney, The Band, Beatles, Neil Young, Dylan osv. På denne side kan man høre smagsprøver fra pladen, og jeg synes det lyder vældig spændende. Albummet kan købes via amazon.com. Og så støtter man altså et flot projekt…

Også indie-favoritterne i The Postmarks har kastet sig over et cover-projekt med deres seneste album By The Numbers, der udkom i november.
Her går det ud over Pointer Sisters (Pinball Number Count), Jesus and Mary Chain (Nine Million Rainy Days), Ramones (7-11), Antonio Carlos Jobim (One Note Samba!), Blondie (11:59) m.fl.

Opdatering: Af en eller anden grund  kan man ikke købe denne udgivelse i Europa via hverken den amerikanske eller engelske amazon. Øv.

Nymodens: Olivia Broadfield

7. januar 2009

Olivia Broadfield er et af de nye navne i England. 27 år gammel går hun i fodsporene på andre kunstnere som Imogen Heap og den stærkt roste Feist. Stilen er electronica-påvirket, cremet pop. Stemmen er charmerende, feminin, blød med små, sexede, hæse “knæk”. Ikke på nogen måde usædvanlig, men sød. Og så synes jeg den vedlagte video er ganske opfindsom i sit forsøg på visuel illustration af endnu en kærlighedssang…

Nymodens og så alligevel ikke: Phosphorescent “To Willie”

5. januar 2009

En af de musikalk positive oplevelser for undertegnede (eller snarere overtegnede) her omkring nytår har været mødet med indie-bandet Phosphorescent og deres fortolkninger af gode gamle Willie Nelsons sange. Pladen er ganske vist ikke udkommet endnu (det sker i februar), men rundt om på nettet kan man finde streamede lydeksempler og videoer. En musikalsk manifestation af, at de vanlige skelnen mellem gammeldags og nyt kan forekomme totalt meningsløs, når det drejer sig om musik. Gruppen fra Brooklyn har indspillet en plade, der – hvis vi lige ser bort fra indspilningsteknik og sådanne forhold – lige så vel kunne have været indspillet i 1960’erne eller 1970’erne. Musikkritikere har forsøgt at indkredse bandet i kategorien moderne folk, men det er lige meget. De fortolker og spiller Willie Nelson-sangene med stor indlevelse og – ja – hengivenhed, så den gamle mester må være pavestolt. Phosphorescent har tidligere udsendt albummet “A Hundred Times Or More” i 2003 og “Pride” i 2007; to plader, som jeg vil forsøge at støve op og lytte til.


Myspace  

Taylor Swift – det nye års hitlistetopper

1. januar 2009

Her ved årsskiftet har den knap 20 årige Taylor Swift lagt sig på toppen af den amerikanske popalbumhitliste og har blandt andet fortrængt Beyonce… Det er tøsens andet album “Fearless”, der gør det. Stilen er den meget popficerede country, som amerikanerne elsker. Og Swift er også både køn og synger godt. Især kan jeg godt lide, at hun ikke lægger sig efter den der manierede sangstil, som mange yngre sangerinder dyrker, men synger ganske ligefremt og  uden de store dikkedarer. Forglemmelig pop er det, men ganske charmerende her på kanten af det nye år.

 

Birk Storm – “I Don’t Care” – video

18. december 2008

Min musik-pusher hos det lille musikforlag VUF Records, Jonas, har sendt mig linket til Birk Storms nyeste og første video til sangen “I Don’t Care”, der vist udkommer – både på et album og som single – officielt til februar. Birk er en af de unge kunstnere, der med musikalsk tæft bevæger sig i grænseområdet mellem techno og regulær pop. Videoen er en low-budget, no-nonsense historie, der passer meget godt til sangteksten.
Birk Storm har gjort sig bemærket ved at deltage i DRs Karrierekanonen, hvor man blev en af de tre bedst placerede. Med den nye fængende sang skal han nok holde fast i sit publikum. Vi vender forhåbentlig tilbage til albummet, når det engang udkommer…

The Dø – fransk-finsk-rock-duo, der rykker

16. december 2008

Min gode ven Kim har sendt mig en håndfuld links vedrørende rock-duoen med det sære navn The Dø. Duoen består af den fransk-finske sangerinde Olivia Merilahti og komponisten Dan Levy, der især har lavet filmmusik (Empire of the Wolves, The Passenger og Camping Sauvage). Indtil videre har duoen kun udsendt et par singler – “On My Shoulders” (2007) og “At Last!” (2008) – men deres album “A Mouthful” udkommer i januar. Stilen kan være lidt svært at beskrive. Det er rock med et drys cineastisk, eksperimenterende, jazzy og symfonisk lyd. Og så er der Olivias fascinerende og forførende pigestemme på toppen af det hele. Som Kim rigtignok skriver, så er The Dø et frisk pust i musiklivet lige nu. I øvrigt har duoen for længst besøgt både Sjælland (Roskilde) og Jylland (Voxhall!). Mon ikke man skulle gå ind og opleve dem, når det kommer igen?!

Myspace – The Plugg

the do on my shoulders video official

Marit Larsen – If a Song could get me you…

8. december 2008


Marit Larsen “If a Song Could Get Me You” greengrocer.

Hos faldt Madame jeg over norske Marit Larsen og hendes radiohit, der har de kvaliteter, der skal til for at sætte sig fast i korttidshukommelsen med det samme. Derud over gør det ikke noget, at Marit har en dejlig pigestemme, der er lidt anderledes, end dem man hører på Boogie-listen. Endelig kan jeg vældig godt lide denne nærmest økologisk-enkle video….