Indlæg tagget med nymodens

Joe Henry – igen…

12. august 2009

Som nævnt kommer den amerikanske singersongwriter Joe Henry til Århus Festuge, hvor han optræder med Carsten Valentin Jørgensen. Festugens clou. Henry er lige på trapperne med et nyt spændende album. Det kan lige nu høres i sin fulde længde på NPR. Her.

Boblere fra undergrunden: Against your Records #1

4. august 2009

Hvordan kommer man lige videre, når man har forladt øvelokalet og står der med alt sit talent, sine store drømme og fromme håb om at gøre sig i den store musikverden? I gamle dage kunne man være usædvanlig heldig at få lov at indspille en singleplade. Og var man rigtig heldig kunne man oven i købet opleve at få den afspillet i den monopoliserede danske dampradio.

Men siden er der jo løbet meget vand i Ã¥en, og problemet er mÃ¥ske ikke sÃ¥ meget at fÃ¥ lov til at indspille en plade (for det kan man selv, hvis det endelig skulle være). Det er straks meget værre at nÃ¥ ud til alle dem – os – der ikke frekventerer alle de smÃ¥ spillesteder rundt omkring (fordi familie, arbejde og alm. dovenskab forhindrer det) og mÃ¥ske ogsÃ¥ til alle de unge, der bruger tiden pÃ¥ Boogie-listen og de sÃ¥kaldt kommercielle FM-stationer, der kværner det alt for kendte om og om igen.

Men nu har et nyt projekt – “Against your Records” – fÃ¥et den brillante idé at lave en opsamlingsplade med en række nye kunstnere – og kaste den i grams til musikelskere. Pladen er trykt i et oplag af kun 250 eksemplarer og kan samles op følgende steder i København:


Sex Beat Records – Studiestræde 18, København K
Wasteland – Studiestræde 2, København K
Guf – Vestergade 15, København K
2nd Hand Records – Larsbjørnstræde 20, København K
Route 66 – Fælledvej 3, København N
Sound Station – Gl. Kongevej 94, Frederiksberg
Accord – Nørrebrogade 90, København N
Vinyl Lyd – Nørrebrogade 150, København N
Æter – Gormsgade 11, København N

Andre uden for Valby Bakke kan også lægge øre til nogle af sangene på projektets myspaceside (der er link til de enkelte kunstnere sider, hvor man kan høre mere). Og det er der al mulig grund til, for der er masser af fortræffelig musik på den skive. Playlisten ser sådan ud:

1. The Annoying Lobster – Reptile Zoo
2. Spinning Jenny – Claim Your Right
3. Joe And Honey – Road Trip
4. Belisha Beacon – Throw It All Away
5. You Go First Mindy – Lucy
6. Ciao Transizta – Ventriloquist
7. Velveteen – Hello Kitty
8. The Righteous – For My Love
9. Tales Of Murder And Dust – In Your Velvet Arms
10. Dial Zero – Be Okay
11. Joe and Honey – Who’s Eating All My Food
12. Ciao Transizta – Go On Call The Mayor
13. The Righteous – This Time
14. Dial Zero – Man And Goldfish
15. Velveteen – The King Lies Slain
16. Tales Of Murder And Dust – Two Birds On A Gun
17. You Go First Mindy – Summers Gloom
18. The Annoying Lobsters – Lobster Juice
19. Spinning Jenny – Pavement Beat
20. Belisha Beacon – Se My Call

Hvert navn er repræsenteret af to sange. The Annoying Lobsters lever op til deres humoristiske navn. De vil ikke tages for alvorligt med deres dansante, larmende garagerock. Trioen Spinning Jenny er blandt mine personlige favoritter på pladen. De spiller deres egen grovkornede blanding af garagerock, trash m.m. Men midt i det hele er der et godt øre for den gode sang, og de to sange afleveres med en energi, som gjaldt det selve livet.

En anden favorit er bandet Joe and Honey, der spiller poprock uden de store dikkedarer. Det behøver de heller ikke, for de har en rigtig dejlig sangerinde (Iben Foss?) med en herlig, kælen popdivastemme. Og sÃ¥ nogle gode sange. Med de kort pÃ¥ hÃ¥nden burde de kunne finde vej til mange lyttere. Belisha Beacon, endnu en kvartet, dyrker en melodisk, guitardomineret, ekstatisk og dramatisk rock. Guitaren er ogsÃ¥ i centrum hos You Go First Mindy, der med deres friske, aggressive attack godt kan minde lidt om Spinning Jenny. Begge grupper ynder garagerockens beskidte lyd. Og det sparker røv…

Hos Ciao Transizta er vi ovre i den melodiske, lidt melankolske indierockafdeling. Med nummeret Ventriloquist har de sikret sig en plads på min mp3-afspiller, hvor de sagtens kan tage konkurrencen op med deres engelske og amerikanske modstykker. Jeg glæder mig til, at Ciao Transizta engang får udsendt et helt album.

Hos Velveteen kan man pÃ¥ nummret Hello Kitty høre, at noise rocken ikke har levet forgæves. Der lefles ikke for den pæne lydæstetik. Det river og flÃ¥r i lytteren. Og det skal forstÃ¥s positivt! Men med The King Lies Slain viser de en mere indierock-melodiøs kant uden dog at miste grebet om den energiske rockguitar. De fire københavnere i The Righteous henter masser af inspiration i tresserne og halvfjerdserne. De spiller en tilbagelænet rock med sangeren i centrum. De betegner selv musikken som psykedelisk, men i mine ører lyder det mere i retning af noget altenative country og narrativ storbyrock. Men det skal nu ikke skille os ad. Hos Tales of Murder and Dust er vi – ja, navnet siger det næsten – ovre i den balladetradition, der gÃ¥r som en rød trÃ¥d gennem blues over country til folk og videre. En slags moderne, dansk folkemusik. Endelig er der sÃ¥ Dial Zero, der spiller deres egen charmerende grunge- og indie-pÃ¥virkede poprock med fokus pÃ¥ det vokale og akustiske udtryk.

Hvis I ikke allerede har fÃ¥et fat i et eksemplar, sÃ¥ gÃ¥ til Myspace-siden, lÃ¥n pladen af en ven eller noget. Denne opsamlingscd er en opmuntrende demonstration af, at der er grøde og masser af talent i den danske undergrund – og liv i rocken og poppen efter TV2 og Nephew..

Sebastian Lind – singersongwriter med en snert af electronica

3. august 2009

Jeg har tidligere omtalt et par udgivelser fra det lille pladeselskab og management VUF. Og nu har Jonas sendt mig et link til VUFs nyeste kunstner, Sebastian Lind. Sebastian beskriver selv sin musik som et møde mellem singersongwriteren, electronica, pop og rock. Og det er også meget præcist. Jeg vil så tilføje, at det også er meget melodisk musik med en karakteristisk vemodig tone. Sebastian har selv skrevet alt og indspillet det i sit hjemmestudie, men er nu ved at lave et regulært album. Hvis Sebastian rendyrker sin stil, så er det bestemt ikke utænkeligt, at han ender på Boogie-listen eller får airplay på P3. Popkvaliteterne har han i alle tilfælde. Jeg vender tilbage, når pladen er produceret engang næste år.

Lars and The Hands of Light

30. juli 2009

Sebastian fra indieselskabet Crunchy Frog har været sÃ¥ venlig at sende mig en splinterny sang med gruppen Lars and The Hands of Light. Gruppen har et album i ovnen, som kommer til efterÃ¥ret, og sangen “Me Me Me” er den obligatoriske foreløbende single. Den Lars, der er tale om, er Lars Vognstrup, som bl.a. har en fortid som medlem af Junior Senior. Derud over bestÃ¥r bandet af søsteren Line Vognstrup og trommeslageren Peter Leth, der ogsÃ¥ har spille i Junior Senior. Jeg vender tilbage til albummet, nÃ¥r Sebastian og Crunchy sender mig et eksemplar. Indtil da fildeler jeg singleudspillet med jer læsere. Der er tale om en lille sød popsang med et let strejf af lidt country-soul over sig.

01-me-me-me

Monsters of Folk – Say Please

25. juli 2009

Et nyt band har set lyset. Monsters of Folk kalder det sig og medlemmerne er kendt fra andre sammenhænge. M Ward, My Morning Jackets Jim James, Bright Eyes’ Conor Oberst og Mike Mogis. Selv om navnet mÃ¥ske kunne give anledning til forventninger i retning af folk eller folkrock, sÃ¥ lyder der nærmest  som god, gedigen melodiøs rock, som vor moder lavede den. Ellers ogsÃ¥ er det moderne folk. Hvad ved jeg? Du kan nedhente gruppens første, absolut lytteværdige, singleudspil ganske gratis her.

Wilco & Feist

16. juli 2009

Det Chicago-baserede band Wilco har fÃ¥et fine anmeldelser af deres seneste Kamel-plade over hele linjen. Og det er forstÃ¥eligt, for det er svært at sætte en finger pÃ¥ skiven, der føjer endnu en alen til dette genremæssigt svært definerbare band. Wilco har rødder i alt.country-bandet Uncle Tupelo, men mixer pÃ¥ eklektisk vis mange genrer. Hør fx nummeret “You and I”, hvor de fÃ¥r vokal hjælp af Feist. Det er klassisk pop, alternativ rock og meget mere i en smuk forening.

Kaki King – kvindelig guitarvirtuos

7. juni 2009

Takket være min landlige musikerven har jeg stiftet bekendtskab med en helt speciel singer- songwriter og ikke mindst guitarvirtuos af kvindelig observans. Kaki King er navnet. Hun er født i 1979 i Atlanta Georgia. Hendes unikke, uortodokse guitarstil med egensindig stemning og særlige slagteknikker er intet mindre end imponerende, i dette ords egentlige betydning. Jeg har aldrig hørt noget lignende. PÃ¥ sine første plader var hun overvejende akustisk og instrumental, men har pÃ¥ det seneste udfoldet sig som sanger ogsÃ¥ – med elektrisk lyd. Indtil videre er det blevet til fire album: Everybody Loves You (2003), Legs To Make Us Longer (2004), …Until We Felt Red (2006) og Dreaming Of Revenge (2008). Dertil kommer et par EP-plader og en fællesplade med The Mountain Goats fra 2008, Black Pear Tree. Den lille dame (5’1’…) har ogsÃ¥ arbejdet sammen med flere kendte navne fx Foo Fighters og Tegan & Sara. Senest har hun været med pÃ¥ lydsporet pÃ¥ vampyr-romance-successen Twilight – og det skal jo nok hjælpe hende frem i offentlighedens lys. Men se hende her – og lad underkæben falde ned… God fornøjelse.

Metric – et band fra Canada

5. juni 2009


Der kommer megen musik. Ingen tvivl om det. Og selv om man er musikelsker og anstrenger sig for at følge med i, hvad der rører sig rundt omkring, sÃ¥ er det kun et lille udsnit af lagkagen, man fÃ¥r fat i. Og det mÃ¥ være svært for nye navne at komme frem, hvis ikke de søger nye veje, fx internettets muligheder. At vente pÃ¥, at et af de store eller mindre pladeselskaber opdager en og hjælper en pÃ¥ vej, kan være hÃ¥bløst. Men heldet kan være med en. Og en af de ting, der kan bane vejen for en større opmærksomhed, er, nÃ¥r et navn fÃ¥r spillet en sang i en film eller – mÃ¥ske endnu bedre – pÃ¥ lydsporet til en tv-serie. For det canadiske band Metric har deres bidrag (“Monster Hospital”, “Police and the Private” og “Front Row”) til den succesfulde serie Grey’s Anatomy og den knap sÃ¥ kendte CSI: Miami uden tvivl været med til at løfte bandet op i et internationalt lys.
Bandets frontfigur er den blonde sangerinde og synthesizer-spiller Emily Haines, der ogsÃ¥ er involveret i kultbandet Broken Social Scene. PÃ¥ guitar (og theremin) finder man James Shaw, der ogsÃ¥ er aktiv i Broken Social Scene. Og sÃ¥ er der trommeslageren Joules Scott-Key og tangent-spilleren Josh Winstead. Bandet blev dannet tilbage i 1998 og har indtil videre lavet fire album (plus EP’er og singler), senest Fantasies fra i Ã¥r. Stilen er indie-rock med vægten lagt pÃ¥ iørefaldende melodier, klare rock-elementer (markant el-guitar) og ingredienser fra tidens tonearter. Jeg er faldet for deres singleudspil fra 2008, Help, I’m Alive, hvor de talentfuldt blander den rene skære pop med elementer af industrial-lignende støjrock…

Ana Egge – “Folk-Nina Simone” eller noget

31. maj 2009

Ana Egge er ikke, som navnet kunne tyde pÃ¥, skandinav, men tværtimod en af de mange talentfulde canadiere, der befolker musikkens hus. Hun er født i 1976, bor i Dakota og har allerede seks albums pÃ¥ samvittigheden. Album, der har fÃ¥et medvind i musikpressen derovre. Hun synger (dejligt) og spiller guitar, slide-guitar, mandolin og klaver, som det passer hende. Og det gør det ofte. I forbindelse med hendes seneste album Road to my Love skrev Rolling Stone: “Lucinda Williams once called her “a folk Nina Simone.” But Ana Egge is more country than that. Raised by hippies who grew wheat in North Dakota, the Brooklyn singer–songwriter crafts homespun hymns on her sixth disc to sing with your bare feet on the dashboard. “Bully of New York” recounts a sad late–night conversation between Egge and a park ranger whose hours broke up his marriage (best part: She met him while hitchhiking). Egge’s rootsy pedal–steel pop recalls singers like Shawn Colvin, but her sharply observed tales of the overlooked and underpaid feel utterly of the moment.”. Fire ud af seks stjerner gav det. Folk Nina Simone, det er da et kompliment, der vil noget. Og sÃ¥ af Lucinda Williams!

Myspace-side
Hjemmeside – hvor man kan høre
mere

Venice – Sober – nyt dansk rock-album med Schwung

26. april 2009

Den sidste uges tid har jeg haft anmelderens privilegium at lytte til københavnerbandet Venices’ debutalbum Sober, der udkommer officielt i morgen.
Allerede ved første gennemlytning faldt jeg for nummeret “The Kill”, der er blevet min uges uundgÃ¥elige. “The Kill” sammenfatter i mine ører alt det bedste, som Venice har at byde pÃ¥ musikalsk og tekstligt. Der er en ren og klar fængende melodi, der gÃ¥r i blodet med det samme. En mangelvare i vores tid, hvis I spørger mig. Dertil kommer en udpræget sans for det lidenskabeligt storladne, som der jo er traditioner for i rockmusikken. Jeg tror ikke, at de unge mennesker i bandet ligefrem er opfostret med fx The Walker Brothers, men den uforfærdede, passionerede tilgang til sangene minder en hel del om dem – uden sammenligning i øvrigt. Og sanger og sangskriver Morten Kistrups stemme passer som fod i hose til stilen. PÃ¥ bunden ligger sÃ¥ en solid rockramme – bas, trommer og el-guitar – og sikrer, at storladenheden ikke kipper over i det pompøse.
Venice, der ud over Morten består af Tobias Overgaard (guitarist og medkomponist til de fleste af sangene), trommeslager Søren Wikke og basist Mark Rosenby, dyrker en stor lyd og går fx ikke af vejen for at bruge strygere og synthesizers for at skabe den.
Som i titelnummeret Sober males der et stort, flot og ikke mindst stemningssættende lydbillede op omkring en enkel fængende rocksang med en enkel tekst om en dreng, en pige og livets tømmermænd.
Pressematerialet mere end antyder, Venice henter inspiration i den sÃ¥kaldte brit-pop (Suede, Oasis, Blur…). Enhver generation har jo sine forbilleder og stÃ¥r i gæld til de umiddelbare forgængere. Men Venice er langt fra epigoner. De fire, unge musikere har mere at byde pÃ¥ og er ved at finde deres egen formel med en række smÃ¥ filmiske, short-story-rock-sange, der bÃ¥de burde kunne appellere til det ungdommelige segment omkring Boogie-listen og et voksent publikum, der sætter pris pÃ¥ en god rock-sang, uanset hvilken Ã¥rgang den mÃ¥tte tilhøre.
Med deres melodiske sans og smag for enkel, hÃ¥rdtslÃ¥ende rock skal Venice nok gøre sig i kampen om lytternes opmærksomhed. Selv inde i pigekammeret, hvor emo-rockerne ellers dyrkes, blev nysgerrigheden vakt, da jeg lod tonerne slippe ud af herreværelset…
Hermed anbefalet bloggens læsere.
Venice.