Indlæg tagget med nymodens

Death Indie – Mimas “The Worries”

31. oktober 2008

Det føles som lidt af en tidsrejse, at komme fra Rainbow Band og Cy, Maia / Robert til århusianske Mimas anno 2008. Og så er afstanden måske alligevel ikke så stor. For dengang som nu er der tale om unge mennesker, der med inspiration i deres tids musikalske univers skaber deres egen musik og håber på et gennembrud.

De fire unge musikere i Mimas – guitaristen Daniel, trommeslageren Lasse, Snævar pÃ¥ guitar og trumpet og bassisten Gert – har udgivet deres første fuldlængdealbum med titlen The Worries. I bagagen har de en EP, Hands Will Carry.
De kalder selv deres stil death indie, mÃ¥ske for at markere den for ungdommen kendetegnende blanding af dødsens alvorlighed og (musikalsk) løssluppenhed. I mine ører er der tale om musik, der bÃ¥de trækker pÃ¥ noise-rock (med rumlende, buldrende guitarer) og indie-rockens udprægede sans for det lyriske og melodiøse. Som deres forgængere i tresserne, sÃ¥ er Mimas fascineret af eksperimenter og lyddannelser (fx kan man i et af numrene høre en radio spille) – og de er ikke optaget af at lave to-et-halvt-minut hitlistepopsange. De gÃ¥r deres egne vegne. De er – stadigvæk og heldigvis – undergrund.
Det er en meget stemningsfuld plade, de tre gutter har fået lavet. Skal man pege på en svaghed er det måske en tendens til at falde lidt i staver og risikere at gå i tomgang. Det sker er par steder på pladen. Men det er småtingsafdelingen. Mimas er sluppet godt fra deres første langspiludspil. Og hvis de fortsætter ad det spor, vil de uden tvivl komme op til overfladen.
Jeg kan kun anbefale bloggens læsere at lytte til albummet. En særlig attraktion på pladen er forsangeren (Snævars?) lyse stemme og hans trompetspil. Hvornår har man nu sidst hørt trompeter i rocken?
Links: pladeselskabet – gruppens hjemmeside myspace-side

 

Mimas – Beneath the glad sunbeam, live – der er flere videoer med bandet pÃ¥ youtube (søg: Mimas)

No one do Lou Reed Better than I do… om et kopiband

27. oktober 2008

Som læsere af denne blog vil vide, sÃ¥ har capac en svagt punkt for kopibands. AltsÃ¥ bands, der primært spiller andre kunstneres sange. For var det ikke der, det hele startede? SÃ¥dan cirka. The Beatles spillede opsÃ¥ kopimusik pÃ¥ deres første udgivelser, inden de gjorde en dyd ud af at skrive eget materiale. Og der findes et stor underskov af kopibands, der er med til at holde musiklivet i gang. Et af disse bands er New York City Man, som jeg ved en tilfældighed er kommet i kontakt med. Som navnet mere end antyder sÃ¥ har bandet, der bestÃ¥r af Carsten Wiese (sang), Bjørn Banke (g.), Mikkel Brink (tr.), Gorm Bülow (tangenter), Jesper Edvardsen (bas) og Didde Juul (kor) kastet deres kærlighed pÃ¥ – Lou Reed, ja, hvem kunne der ellers være tale om!?
PÃ¥ bandets hjemmeside (følg ovenstÃ¥ende link) kan man læse mere om gruppen og downloade fem demo-sange. Selv om det selvfølgelig ikke er den rene vare, sÃ¥ leverer New York City Man sangene med stor loyalitet og forkærlighed. Ingen tvivl om det. Dem kan man godt bruge en aften i byen pÃ¥…

Irriterende, lækker pop

2. august 2008

Jeg stødte på norske Annie på nettet, hvor hendes nye single har vakt en vis opmærksomhed. Sangen I know UR Girlfriend Hates Me er den af den slags irriterende popsange, hvor det melodiske er reduceret til fængende omkvæd og beats. Den bliver hængende lidt for længe i bevidstheden, efter man har hørt den første gang. Og det fortjener den ikke rigtig. Men den officielle video til sangen er ret flot, sådan grafisk set.

Annie – I Know UR Girlfriend Hates Me

PÃ¥ Annies Myspace-side fører hun sig frem med Lolita-image og sangen kan downloades, hvis man ellers er til den slags…

Abalone Dots – svensk musik med rødder

30. juli 2008

Amerikanerne har deres americana, nÃ¥r de gÃ¥r til rødderne og spiller musik, der blander country, bluegrass, folk osv. osv. Hvad kalder man det sÃ¥, nÃ¥r fire svenske piger fra Västervig gør noget tilsvarende og roder americana-elementer sammen med svensk folkemusik og andet godt fra det musikalske hav? Skandinavia? Globalia? Never Mind. Kvartetten med det spøjse navn Abalone Dots har udsendt deres opfølger til den roste debutplade fra sidste Ã¥r, From a Safe Distance. Den nye hedder blot Traveller. Dixie Chicks har fÃ¥et konkurrence til stregen fra hinsidan. Og de fire svenskere pynter bestemt lige sÃ¥ meget pÃ¥ et pladeomslag…

Hjemmeside Myspace.

Nymodens: Times New Viking

20. juni 2008

Man tager lige dele punk, frenetisk støjrock og nogle melodier. SÃ¥ blander man det med et ordentligt skud teenagerhomoner og ungdommelig galskab – og skruer volumen-knappen i bund… Og sÃ¥ fÃ¥r man et band som Times New Viking fra Columbus, Ohio. Den unge band bestÃ¥r af Jared, Adam og Beth. Rip It Off er deres tredje plade. De tilhører ikke nogen flinkeskole. De spiller HØJT og RÃ…T, sÃ¥ pas pÃ¥ nÃ¥r du følger linket til deres Musicspace-side. Du skulle jo nødigt falde ned af stolen…

Times New Viking at The Ravari Room

Nymodens: The Rubies

14. juni 2008


Jeg skal huske ikke at glemme det nymodens. Og i gÃ¥r faldt jeg helt tilfældigt over The Rubies, der har udsendt et album “Explode from the Center”. Jeg tror nok, at bandet har rødder i det skandinaviske. I hvert faldt bestÃ¥r det af Simone Rubi (sang og tangenter) og Terri Lowenthal (bas). PÃ¥ deres debutplade har de fÃ¥et hjælp af Eirik Glambek-Boe, den hype Leslie Feist, Karl-Jonas Winqvist, Dan Judd, Lars Skoglund og Marie Eriksson – der alle er navne i indie-universet. Men skidt med detaljerne. The Rubies – dejligt navn – spiller charmerende indie-pop med bløde pigestemmer i forgrunden. Lette luftige melodier, der smyger sig ind og ud af prøvede popvragsører. Charmerende, inciterende. Lyt med her pÃ¥ deres Myspace-side, hvor der ogsÃ¥ er et par videoer. Min favorit er nummeret Room Without A Key (det der forspil minder ogsÃ¥ om noget…).

This is… Love Psychedelico

6. juni 2008

Det er snart længe siden jeg skrev om japansk musik. Sidst var det om et gammelt tresserhit – Sukiyaki – med Kyo Sakamoto. Og man mÃ¥ sige, at der er sket noget med japansk musik siden dengang. Hvis man ikke lige vidste det, sÃ¥ kunne man tage duoen Love Psychedelico for at være amerikansk, tysk, dansk…
Indtil i gÃ¥r havde jeg ikke hørt eller læst om duoen med det lidt anakronistiske navn. Men de er et kæmpenavn i Japan, Hong Kong og Taiwan. Duoen udgøres af forsanger Kumi og guitaristen Naoki. Delico, som bandets kælenavn er, blev dannet i 1997 og solgte stort med deres debutplade med den ubeskedne titel The Greatest Hits, der udkom 2001. Den blev fulgt op med Love Psychedelico Orchestra Ã¥ret efter; ogsÃ¥ denne plade blev en sællert. Og man kan godt forstÃ¥, at de er faldet i asiaternes smag – og efter sigende er begyndt at markere sig pÃ¥ det amerikanske, for de spiller melodiøs pop-rock med catchy riffs, og sangene har en tilbøjelighed til at blive hængende i selv prøvede lytterører. Lyt til dem her pÃ¥ deres Myspace-side – især nummeret Standing Bird er svær at ryste af sig… Dagens musikalske anbefaling, i den lette ende…

One-eyed Mule – dansk-americana

16. maj 2008

Det sidste døgn tid har jeg tilbragt sammen med et enøjet muldyr. One-eyed Mule er navnet pÃ¥ et dansk band, der netop i disse dage udsender deres andet album pÃ¥ det lille indiepladeselskab Artiscope Records. Jannick fra pladeselskabet har været sÃ¥ venlig at sende mig et dugfrisk eksemplar, fordi han gerne vil høre, hvad jeg mener. Og tak for det! Capac springer altsÃ¥ ud som pladeanmelder…

Man behøver ikke at være født igÃ¥r for at forstÃ¥, at produktionen – lydbilledet – spiller en vital rolle for den moderne populærmusik. Tressernes beat-musik ville have lydt ganske anderledes, hvis ikke den var blevet optaget i teknologisk begrænsede lydstudier. Siden man optog musik i gamle biografer og badeværelser pÃ¥ to- og firespors-bÃ¥ndoptagere er der jo sket end del pÃ¥ det teknologiske omrÃ¥de. Og siden dengang har jagten pÃ¥ den rette lyd – sound – været en del af den musikalske søgen. Jeg kan fx huske, at danske Gasolin – efter at have været udsat for de teknologiske landvindingers muligheder og stjerneproduceren Roy Thomas Bakers evner – ønskede at vende tilbage til noget mere nøgent og oprindeligt… De var kommet for langt væk fra det basale.
Disse tanker faldt mig ind, medens jeg i nattens mulm og mørke sad One-eyed Mules nye album. Inde i øretelefonerne mødes man af en nøgen, rå og ren lyd, der ligger milevidt fra mainstream-poppens glanspolerede og filtrerede lydunivers. Bandet, dets producer, Kristian Vad m.fl. har måske søgt at finde en ærlig lyd som den, man kunne forestille sig kom ud af øvelokalet. Der er tale om en såkaldt analog optagelse. Den lugter langt væk af oprindelighed og søgen tilbage til rødderne. På samme måde som plader med New-Yorker-metropolrockere eller nogle af mange americana-bands, der sidder og spiller i udkanten af den globale musikscene.
Musikalsk er det da ogsÃ¥ den slags associationer jeg fÃ¥r, nÃ¥r jeg lytter til One-eyed Mules udfoldelser. Inspirationen og arven fra de amerikanske rødder er ikke til at tage fejl af, uden at det skal forstÃ¥s som epigoneri. One-eyed Mule har et stærkt personligt udtryk i kraft af sangskriverne Rasmus Dalls og Uffe Ipsens forvaltning af arvegodset. Med undtagelse af sangen Sad Little Lovers, der er en traditionel sang, sÃ¥ er de øvrige 10 sange pÃ¥ pladen skrevet af Dall og Ipsen og de bestÃ¥r af smÃ¥ tekster, der handler om – ja – kærligheden og hverdagen og trækker pÃ¥ rockmytologiens univers. Go ask Hank Williams for a love song / go ask bobby for a smile.
Kærligheden til de musikalske rødder er ikke til at tage fejl af. Den er gennemført helt ud i pladecoveret, der er holdt, smagfuldt, i næsten helt sort-hvide nuancer. Fotografierne er kornede og efterlader den der fornemmelse af autenticitet, som man føler, når man ser et gammelt sort-hvidt foto fra ens egen barndom.
One-eyed Mule bestÃ¥r af sangskriver og sanger Rasmus Dall, der ogsÃ¥ spiller en markant guitar. Bag ham er sangskriver Uffe Ipsen pÃ¥ opretstÃ¥ende bas, Hammond B-3, Mellotron og sang, Søren Andersen pÃ¥ banjo, guitar, “støj” og vokal, Rasmund Bonde pÃ¥ harmonika og sang og endelig Mads Tønder pÃ¥ trommer, slagtøj og sang. Med denne instrumentering skaber One-eyed Mule deres egen udgave af den genre, man kalder americana. Dansk-americana. Det er, som man allerede vil have forstÃ¥et, traditionsbevidst musik, der lyser af kærlighed til de store amerikanerne. Hank, Bob osv. I sangene mødes storbyens kakofoniske, skramlende lydbillede med lyden af de store vidder, prærien og en banjo- og harmonikaspillende bonderøv pÃ¥ the porch. De melodiøse sange lefter ikke for mainstream-segmentets hang til øjeblikkelige ørehængere, men vinder ved at blive lyttet til flere gange. Anbefales. Varmt.
One-eyed Mule kan opleves på danske scener i den kommende til. Blandt andet i forbindelse med Spot-festivalen. Hold øje med dem.
Jannick og bandet har stillet et nummer til rÃ¥dighed for bloggens læsere. Du kan – ganske gratis – downloade nummeret Where You Don’t Belong via dette link (Højreklik og gem). God fornøjelse.

Santogold – nymodens R&B

14. maj 2008

Sangerinden Santogold (kælenavn for Santi White) har allerede fået fine omtaler i musikpressen for sin på samme tid respektløse og fornyende omgang med R&B-genren på sit nys udsendte soloalbum Santogold.
Santogold har en fortid i new-wave-punk-rock-bandet Stiffed (fra Philidelphia), der blandt andet udsendte albummet Burned Again (2005). Selvfølgelig har Jools Hollands allerede fÃ¥et ørerne op for hende. Nyd denne forrygende optagelse….

Marianne Faithful fortolker

26. april 2008

Engelsk rocks grand old lady Marianne Faithful udsender om kort tid en plade med cover-numre med titlen Easy Come, Easy Go (i øvrigt titlen pÃ¥ en gammel Elvis-plade…). PÃ¥ pladen fÃ¥r hun hjælp af en række notabiliteter fra musiklivet, fx Antony, Cat Power, Nick Cave og Rufus Wainwright. Og pÃ¥ sangsiden fortolkes numre af fx Dolly Parton, Morrisey og The Decemberists. Den mÃ¥ capac vist have indlemmet i samlingen…Læs mere her.

The beautiful Marianne Faithfull, anno 1968, Something Better: