Indlæg tagget med nymodens

Wilco & Feist

16. juli 2009

Det Chicago-baserede band Wilco har fÃ¥et fine anmeldelser af deres seneste Kamel-plade over hele linjen. Og det er forstÃ¥eligt, for det er svært at sætte en finger pÃ¥ skiven, der føjer endnu en alen til dette genremæssigt svært definerbare band. Wilco har rødder i alt.country-bandet Uncle Tupelo, men mixer pÃ¥ eklektisk vis mange genrer. Hør fx nummeret “You and I”, hvor de fÃ¥r vokal hjælp af Feist. Det er klassisk pop, alternativ rock og meget mere i en smuk forening.

Kaki King – kvindelig guitarvirtuos

7. juni 2009

Takket være min landlige musikerven har jeg stiftet bekendtskab med en helt speciel singer- songwriter og ikke mindst guitarvirtuos af kvindelig observans. Kaki King er navnet. Hun er født i 1979 i Atlanta Georgia. Hendes unikke, uortodokse guitarstil med egensindig stemning og særlige slagteknikker er intet mindre end imponerende, i dette ords egentlige betydning. Jeg har aldrig hørt noget lignende. PÃ¥ sine første plader var hun overvejende akustisk og instrumental, men har pÃ¥ det seneste udfoldet sig som sanger ogsÃ¥ – med elektrisk lyd. Indtil videre er det blevet til fire album: Everybody Loves You (2003), Legs To Make Us Longer (2004), …Until We Felt Red (2006) og Dreaming Of Revenge (2008). Dertil kommer et par EP-plader og en fællesplade med The Mountain Goats fra 2008, Black Pear Tree. Den lille dame (5’1’…) har ogsÃ¥ arbejdet sammen med flere kendte navne fx Foo Fighters og Tegan & Sara. Senest har hun været med pÃ¥ lydsporet pÃ¥ vampyr-romance-successen Twilight – og det skal jo nok hjælpe hende frem i offentlighedens lys. Men se hende her – og lad underkæben falde ned… God fornøjelse.

Metric – et band fra Canada

5. juni 2009


Der kommer megen musik. Ingen tvivl om det. Og selv om man er musikelsker og anstrenger sig for at følge med i, hvad der rører sig rundt omkring, sÃ¥ er det kun et lille udsnit af lagkagen, man fÃ¥r fat i. Og det mÃ¥ være svært for nye navne at komme frem, hvis ikke de søger nye veje, fx internettets muligheder. At vente pÃ¥, at et af de store eller mindre pladeselskaber opdager en og hjælper en pÃ¥ vej, kan være hÃ¥bløst. Men heldet kan være med en. Og en af de ting, der kan bane vejen for en større opmærksomhed, er, nÃ¥r et navn fÃ¥r spillet en sang i en film eller – mÃ¥ske endnu bedre – pÃ¥ lydsporet til en tv-serie. For det canadiske band Metric har deres bidrag (“Monster Hospital”, “Police and the Private” og “Front Row”) til den succesfulde serie Grey’s Anatomy og den knap sÃ¥ kendte CSI: Miami uden tvivl været med til at løfte bandet op i et internationalt lys.
Bandets frontfigur er den blonde sangerinde og synthesizer-spiller Emily Haines, der ogsÃ¥ er involveret i kultbandet Broken Social Scene. PÃ¥ guitar (og theremin) finder man James Shaw, der ogsÃ¥ er aktiv i Broken Social Scene. Og sÃ¥ er der trommeslageren Joules Scott-Key og tangent-spilleren Josh Winstead. Bandet blev dannet tilbage i 1998 og har indtil videre lavet fire album (plus EP’er og singler), senest Fantasies fra i Ã¥r. Stilen er indie-rock med vægten lagt pÃ¥ iørefaldende melodier, klare rock-elementer (markant el-guitar) og ingredienser fra tidens tonearter. Jeg er faldet for deres singleudspil fra 2008, Help, I’m Alive, hvor de talentfuldt blander den rene skære pop med elementer af industrial-lignende støjrock…

Ana Egge – “Folk-Nina Simone” eller noget

31. maj 2009

Ana Egge er ikke, som navnet kunne tyde pÃ¥, skandinav, men tværtimod en af de mange talentfulde canadiere, der befolker musikkens hus. Hun er født i 1976, bor i Dakota og har allerede seks albums pÃ¥ samvittigheden. Album, der har fÃ¥et medvind i musikpressen derovre. Hun synger (dejligt) og spiller guitar, slide-guitar, mandolin og klaver, som det passer hende. Og det gør det ofte. I forbindelse med hendes seneste album Road to my Love skrev Rolling Stone: “Lucinda Williams once called her “a folk Nina Simone.” But Ana Egge is more country than that. Raised by hippies who grew wheat in North Dakota, the Brooklyn singer–songwriter crafts homespun hymns on her sixth disc to sing with your bare feet on the dashboard. “Bully of New York” recounts a sad late–night conversation between Egge and a park ranger whose hours broke up his marriage (best part: She met him while hitchhiking). Egge’s rootsy pedal–steel pop recalls singers like Shawn Colvin, but her sharply observed tales of the overlooked and underpaid feel utterly of the moment.”. Fire ud af seks stjerner gav det. Folk Nina Simone, det er da et kompliment, der vil noget. Og sÃ¥ af Lucinda Williams!

Myspace-side
Hjemmeside – hvor man kan høre
mere

Venice – Sober – nyt dansk rock-album med Schwung

26. april 2009

Den sidste uges tid har jeg haft anmelderens privilegium at lytte til københavnerbandet Venices’ debutalbum Sober, der udkommer officielt i morgen.
Allerede ved første gennemlytning faldt jeg for nummeret “The Kill”, der er blevet min uges uundgÃ¥elige. “The Kill” sammenfatter i mine ører alt det bedste, som Venice har at byde pÃ¥ musikalsk og tekstligt. Der er en ren og klar fængende melodi, der gÃ¥r i blodet med det samme. En mangelvare i vores tid, hvis I spørger mig. Dertil kommer en udpræget sans for det lidenskabeligt storladne, som der jo er traditioner for i rockmusikken. Jeg tror ikke, at de unge mennesker i bandet ligefrem er opfostret med fx The Walker Brothers, men den uforfærdede, passionerede tilgang til sangene minder en hel del om dem – uden sammenligning i øvrigt. Og sanger og sangskriver Morten Kistrups stemme passer som fod i hose til stilen. PÃ¥ bunden ligger sÃ¥ en solid rockramme – bas, trommer og el-guitar – og sikrer, at storladenheden ikke kipper over i det pompøse.
Venice, der ud over Morten består af Tobias Overgaard (guitarist og medkomponist til de fleste af sangene), trommeslager Søren Wikke og basist Mark Rosenby, dyrker en stor lyd og går fx ikke af vejen for at bruge strygere og synthesizers for at skabe den.
Som i titelnummeret Sober males der et stort, flot og ikke mindst stemningssættende lydbillede op omkring en enkel fængende rocksang med en enkel tekst om en dreng, en pige og livets tømmermænd.
Pressematerialet mere end antyder, Venice henter inspiration i den sÃ¥kaldte brit-pop (Suede, Oasis, Blur…). Enhver generation har jo sine forbilleder og stÃ¥r i gæld til de umiddelbare forgængere. Men Venice er langt fra epigoner. De fire, unge musikere har mere at byde pÃ¥ og er ved at finde deres egen formel med en række smÃ¥ filmiske, short-story-rock-sange, der bÃ¥de burde kunne appellere til det ungdommelige segment omkring Boogie-listen og et voksent publikum, der sætter pris pÃ¥ en god rock-sang, uanset hvilken Ã¥rgang den mÃ¥tte tilhøre.
Med deres melodiske sans og smag for enkel, hÃ¥rdtslÃ¥ende rock skal Venice nok gøre sig i kampen om lytternes opmærksomhed. Selv inde i pigekammeret, hvor emo-rockerne ellers dyrkes, blev nysgerrigheden vakt, da jeg lod tonerne slippe ud af herreværelset…
Hermed anbefalet bloggens læsere.
Venice.