Indlæg tagget med nymodens

Psapp – “Tiger, My Friend”

7. februar 2009

Ved en tilfældighed er jeg blevet indehaver af den engelske indie-gruppe Psapps første (?) album “Tiger, my Friend”. Bandets eller projektets centrale personer er Carim Clasmann og Galia Durant. Genren er en afart af electronica, og Psapp har allerede gjort sig bemærket ved at levere temamelodien (Cosy in the Rocket) til tv-mediciner-drama-serien Greys Anatomi og sange til andre populære serier som Nip/Tuck, The OC  og Channel 4s Sugar Rush. Og man forstÃ¥r godt, at tv-serie-skaberne har kastet sig over Psapps musik. For det er opfindsom, melodisk, legende elektronica-pop, der gør alle capacs fordomme over for electronica til skamme. I trÃ¥d med den moderne musiks udviklings i sidste Ã¥rhundrede fornægter Psapp (og det vil især sige troldmanden Clasman) ikke noget instrument eller nogen lyd, der kan indgÃ¥ som ingrediens i det musikalske indtryk. SÃ¥ledes spilles der pÃ¥ et nummer pÃ¥ øldÃ¥se, og pÃ¥ et andet bidrager katten Splodge med miavlyde… Stockhausen, John Cage og Brian Eno har ikke levet forgæves, men alligevel er Psapp helt deres egne (og kender muligvis ikke de nævnte forbilleder…). Der leges med barnlig lethed og alvor – og oven pÃ¥ det hele ligger Galia Durants bløde og blide feminine stemmer som et fint lyserødt sukkerlag pÃ¥ en donut. Medens jeg har lyttet til pladen, har jeg hele tiden fÃ¥et associationer til sydamerikansk musik. Især bossa nova.For det er den samme melodiske ubesværethed og forførende rytmesans, man fÃ¥r ind i øret hos Psapp.

Besøg Psapps hjerne her – og deres Myspace-side her. Psapps seneste udspil er The Camel’s Back, der udkom sidste Ã¥r. I 2006 udkom The Only Thing I Ever Wanted. Og dertil skal lægges en god hÃ¥ndfuld EP’er…

Lily Allen topper…

2. februar 2009

Jeg har tidligere omtalt den engelske sangerinde Lily Allen, der – i mine ører – skiller sig ud fra den store mængde af tomgangs-mainsteam-pop. Noget af det, der fÃ¥r hende til at rage op over den boblende pophavregrød, er hendes tekster, der viser, at hun bag sit kønne ydre ogsÃ¥ har en hjerne, hun bruger til at tænke med. Lige nu ligger hun nr. 1 i England med sangen “The Fear” fra hendes andet album (“Its not me, it’s you”). Sangen er en slags anti-Madonna-Material-Girl-sang, hvor Allen pÃ¥ ironisk vis diskuterer sin frygt for, at verden er ved at blive et overfladisk tomt sted, hvor kun sponsorpenge betyder noget.

I want to be rich and I want lots of money
I don’t care about clever I don’t care about funny
I want loads of clothes and fuckloads of diamonds
I heard people die while they are trying to find them

I’ll take my clothes off and it will be shameless
‘Cuz everyone knows that’s how you get famous
I’ll look at the sun and I’ll look in the mirror
I’m on the right track yeah I’m on to a winner

[Chorus]
I don’t know what’s right and what’s real anymore
I don’t know how I’m meant to feel anymore
When do you think it will all become clear?
‘Cuz I’m being taken over by The Fear

Life’s about film stars and less about mothers
It’s all about fast cars cussing each other
But it doesn’t matter cause I’m packing plastic
and that’s what makes my life so fucking fantastic

And I am a weapon of massive consumption
and its not my fault it’s how I’m programmed to function
I’ll look at the sun and I’ll look in the mirror
I’m on the right track yeah we’re on to a winner

Chorus
I don’t know what’s right and what’s real anymore
I don’t know how I’m meant to feel anymore
When do you think it will all become clear?
‘Cuz I’m being taken over by The Fear

[Bridge]
Forget about guns and forget ammunition
Cause I’m killing them all on my own little mission
Now I’m not a saint but I’m not a sinner
Now everything’s cool as long as I’m getting thinner

[Chorus]
I don’t know what’s right and what’s real anymore
I don’t know how I’m meant to feel anymore
When do you think it will all become clear?
‘Cause I’m being taken over by fear

Videoen nedenfor er den “pæne”, “rene” version af sangen. Her synger hun ikke FUCKING FANTASTIC. Men det gør hun her. Den bornerte musikbranche og medierne har ikke ændret sig meget pÃ¥ det punkt… Fuck! Fuck! Fuck!
I det hele taget opfører og udtrykker Lily sig herligt politisk ukorrekt. Hun er åbenbart fløjtende ligeglad med, hvad medierne og borgerskabet mener. Her har Cheeky Lily fået The Mail til at løfte øjenbrynene på grund af et frisk outfit.

Svensk, nÃ¥r det er “brÃ¥”: The Amazing

8. januar 2009

The Amazing er et ret nyt svensk projekt, der bestÃ¥r af medlemmer fra Dungen, Granada og The Guild. Jeg ved ikke, om de har udsendt noget pÃ¥ plade, men deres myspace-side giver et godt bud pÃ¥, hvad deres musik handler om. Melodiske, tilbagelænede fortrinsvis akustisk prægede sange med et par legende guitarer i forgrunden. Bandet fremhæver selv følgende navne som inspirationer: Peter Green, Danny Kirwan, Edgar Broughton Band (!), The Cure, My Bloody Valentine, Simon & Garfunkel, Nick Cave, Birthday Party, Bert Jansch og et par stykker til. Og det siger mÃ¥ske lidt om spændvidden. I hvert fald har jeg tænkt mig at holde øre med dem…

Cover-projekter

8. januar 2009


Medens vi herhjemme venter pÃ¥, at regeringen tager sig sammen og realiserer “verdens bedste uddannelsessystem” i stedet for at lade stÃ¥ til og lade forfaldet rÃ¥de indvendigt og udvendigt, sÃ¥ er det gÃ¥et op for amerikanerne – nogle af dem  i det mindste – at alt for mange fÃ¥r lidt lidt uddannelse og for dÃ¥rlig uddannelse, og at det er et problem for hele Amerika. Derfor har man startet projektet Teach for America. Læs mere om det her. I forbindelse med projektet er der udgivet et mp3-album med lutter covernumre, hvor en række mere kendte (Neko Case, Okkervil River fx) og mindre kendte musikere (Ana Egge, Carey Ott fx) fortolker velkendte sange af Joni Mitchell, Paul & Linda Mccartney, The Band, Beatles, Neil Young, Dylan osv. PÃ¥ denne side kan man høre smagsprøver fra pladen, og jeg synes det lyder vældig spændende. Albummet kan købes via amazon.com. Og sÃ¥ støtter man altsÃ¥ et flot projekt…

Også indie-favoritterne i The Postmarks har kastet sig over et cover-projekt med deres seneste album By The Numbers, der udkom i november.
Her går det ud over Pointer Sisters (Pinball Number Count), Jesus and Mary Chain (Nine Million Rainy Days), Ramones (7-11), Antonio Carlos Jobim (One Note Samba!), Blondie (11:59) m.fl.

Opdatering: Af en eller anden grund  kan man ikke købe denne udgivelse i Europa via hverken den amerikanske eller engelske amazon. Øv.

Nymodens: Olivia Broadfield

7. januar 2009

Olivia Broadfield er et af de nye navne i England. 27 Ã¥r gammel gÃ¥r hun i fodsporene pÃ¥ andre kunstnere som Imogen Heap og den stærkt roste Feist. Stilen er electronica-pÃ¥virket, cremet pop. Stemmen er charmerende, feminin, blød med smÃ¥, sexede, hæse “knæk”. Ikke pÃ¥ nogen mÃ¥de usædvanlig, men sød. Og sÃ¥ synes jeg den vedlagte video er ganske opfindsom i sit forsøg pÃ¥ visuel illustration af endnu en kærlighedssang…