Indlæg tagget med Økonomi

TPP, TTIP, TISA – forkortelser af stor betydning for dit liv

6. oktober 2015

En af gÃ¥rsdagens vigtige nyheder endte langt nede pÃ¥ nyhedslisten. Nemlig at 12 stillehavsnationer – Australien, Brunei, Canada, Chile, Japan, Malaysia, Mexico, New Zealand, Peru, Singapore, USA og Vietnam – har indgÃ¥et den sÃ¥kaldte frihandelsaftale TPP, selv om der stadigvæk er tvivl om aftalens præcise indhold. TPP – forkortelse for Trans-Pacific Partnership – er sammen med TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) og TISA (Trade in Services Agreement) er aftaler, der vi ændre det vi til daglig kalder “markedet” radikalt. Og samtidig vil aftalerne, hvis de ellers kommer i hus, fÃ¥ negativ effekt pÃ¥ de europæiske demokratiers fungeren, idet de vil begrænse de nationale regeringers muligheder for at regulere, hvad der sker pÃ¥ markedet, nÃ¥r det drejer sig om handel, investering osv. Jeg har tidligere skrevet om den betydning TISA vil kunne fÃ¥ for vores verden – og det er mildest talt skræmmende, hvis sÃ¥dan noget som demokrati og folkelig indflydelse betyder noget for en. Heldigvis er der stor folkelig modstand mod disse aftaler. I dagbladet Information kan man sÃ¥ledes læse, at 500 europæiske ngo’er i morgen afleverer hele tre millioner underskrifter i protest mod TTIP til EU-kommissionen. Samtidig kan bladet fortælle, at forhandlingerne mellem USA og EU om netop den aftale trækker i langdrag. Men stillehavsnationernes vedtagelse af TPP kan være med til at sætte skub i forhandlingerne, fortæller Information.

Men hvad drejer det hele sig sÃ¥ om? Det var Wikileaks, der først fik fat i dokumenter fra disse forhandlinger. Forhandlinger, der meget sigende er foregÃ¥et i allerdybeste hemmelighed, og som kun – indtil Wikileaks-afsløringerne kom frem – har været sparsomt omtalt i medierne. I nedenstÃ¥ende video forklarer folk bag Wikileaks, hvad det hele drejer sig om. Brug 8-9 minutter af din tid pÃ¥ den og bliv meget klogere pÃ¥, hvad disse aftaler kommer til at betyde for ikke blot økonomien men vores liv i de kommende mange Ã¥r. Det er ret rystende, mildest talt.

Goldman Sachs og SF

31. januar 2014

I gÃ¥r var vi vidne til en større krise i det regeringsbærende parti Socialistisk Folkeparti. Og medierne brugte dagen til at analyse partiets krise – og regeringens. Den udløsende Ã¥rsag til, at SF gik ud af regeringen og til at formanden Annette Wilhelmsen gik af som formand var den famøse sag om salget af DONG-aktier til Goldman Sachs. Nok sÃ¥ interessant som de udvendige begivenheder og den tilhørende mediale dramtik var den kendsgerning, at aktstykket om salget – trods al balladen og trods massiv modstand i store dele af befolkningen – blev underskrevet. OgsÃ¥ af SF.

MÃ¥ske fortæller mediedramaet – der nogle steder er blevet omtalt som en ’soap opera’ – os noget om den traditionelle politiks implosion. Medens vi og ikke mindst medier fokuserer pÃ¥ hændelserne og personerne pÃ¥ den politiske offentligheds scene gennemføres de reelle politiske og økonomiske beslutninger uden for offentlighedens søgelys. For – forløbet af sagen taget i betragtning, mÃ¥ man kunne spørge sig selv: Hvordan har det været muligt for et skandaleombrust foretagende som Goldman Sachs, der blev idømt en større bod for deres rolle i udløsningen af finanskrisen, at fÃ¥ købsaftalen igennem hos den danske regering? Og hvorfor har det mon været umuligt at fortøve salget og afprøve andre salgsmuligheder, fx de meget omtalte danske pensionskasser?

Forløbet af sagen fortæller os noget om, hvilken ikke blot økonomisk, men også politisk magt den globale finansielle sektor har. Selv om vi slet ikke har indblik i alle detaljerne omkring de finansielle aktørers adfærd, så er der forhold, der indikerer, at disse aktører spiller en alarmerende rolle i den verdenspolitiske udvikling. Det antydes fx af en artikel af Robin Engelhardt i tidsskriftet Ingeniøren, hvor Engelbrecht omtaler en ny netværksanalyse, der afslører, at verdensøkonomien i realiteten kontrolleres af 147 multinationale banker og virksomheder, bl.a. Goldman Sachs. Artiklen antyder, at dette nye oligarki opererer i verdensøkonomien for at konsolidere den magt, det allerede har, og ikke fx for at løse krisen i fx Grækenlan, Italien eller på den ibiriske halvø. Taberne i denne proces er befolkningerne, der lider under de økonomiske dispositioner, som oligarkiet indirekte bestemmer.

Vi har længe vidst, at det var finanserne, der var bestemmende for den førte politik, men hvor stor en rolle de finansielle, globale oligarker spiller for denne finanspolitik er først for alvor ved at blive afdækket. Det groteske er, at noget tyder pÃ¥, at den globale udviklng styres af en finansiel sektor, der ikke i sig selv er produktiv, men alene fungerer for at holde sig selv kørende, øge indtjeningen og styrke sin magt. Som en kæmpestor gøgeunge, der snylter pÃ¥ verdens samfund, og i den forbindelse ser stort pÃ¥, hvilke omkostninger, det har for befolkningerne – økonomisk, demokratisk og pÃ¥ anden vis. Vi lever i en fase af kapitalismen, hvor den økonomiske magt for alvor griber ind i det politiske pÃ¥ ens skræmmende mÃ¥de.

Billedet ovenfor er lånt fra omtalte artikel.

Preben Wilhjelm og det udeblevne systemkritik – en kritisk kommentar

9. december 2013

Den gamle VS’er og venstrefløjspolitiker Preben Wilhjelm er aktuel med en ny pamflet, der hedder “Krisen og den udeblevne systemkritik” (Politisk Revy). Og i den anledning langer han i Politiken ud efter regeringens krisepolitik, der slet og ret kaldes for ’stupid’. Den er ’stupid’, fordi regeringen overhovedet ikke har begreb om krisens Ã¥rsager. Og Wilhjelm piller en for en regeringens og den foregÃ¥ende regerings økonomisk-politiske tiltag fra hinanden. Og Wilhjelm insisterer pÃ¥, at vi ikke fatter en bønne af den pÃ¥gÃ¥ende krise, hvis vi ikke kommer dybere ned end til spørgsmÃ¥let om tilliden til finanssektoren, letsindig boliglÃ¥nspolitik eller lignende. Det er vigtigt, fordi – og her har han jo fat i noget helt rigtigt – de fleste mennesker er ‘passiviserede’ og ‘forvirrede’. Og lader sig køre rundt i manegen af sÃ¥kaldte økonomiske ‘eksperter’ fra banker og finansinstitutter. BÃ¥de i deres privatliv og pÃ¥ medierne…

Wilhjelms projekt og hensigt er velkommen. SÃ¥re velkommen. Fordi der netop ikke er ret mange, der orker at forholde sig til spørgsmÃ¥let om krisens rødder (og dermed retteligen: om krisens løsning pÃ¥ længere sigt…). Politikerne venter pÃ¥ det dertil nedsatte udvalg og hÃ¥ber i mellemtiden, at der kommer gang i hjulene, eksporten osv. – og alt kommer tilbage til normaliteten, kapitalismens normalitet.

Men hvordan forholder det sig sÃ¥ med Wilhjelms spadestik i krisens Ã¥rsager. Jo, for det første, mener han at kunne slÃ¥ fast, at krisen initieres af “det økonomiske styringsinstrument, markedsmekanismen, automatisk fører til, at selv smÃ¥ ubalancer pustes helt ud af kontrol og bliver selvforstærkende”. Det er altsÃ¥ den irrationelt fungerende markedsmekanisme – som Wilhjelm i øvrigt godt kan lide i mindre lokal skala – der er ondets rod. Men selv om Wilhjelm kan have ret i nogle af sine antagelser om markedets uheldige funktionsmÃ¥de, sÃ¥ er det jo kun en stor del af den kapitalistiske økonom – og slet ikke den centrale. Wilhjelm synes at overse, hvad han mÃ¥tte have læst om i sine unge dage, nemlig de indre modsigelser i den kapitalistiske akkumulation. For det er – ud fra en marxistisk tænkning i det mindste – her man finder det, han kalder ‘kernen’, ikke alene til den aktuelle krise, men hele rækken af kapitalistiske kriser, der er hinandens forudsætninger.

Det er mÃ¥ske ogsÃ¥ i dette for det systemkritiske bliks blinde punkt, man finder forklaringen pÃ¥, hvorfor Wilhjelm i interviewet ender ud med at foreslÃ¥r reformerende og regulerende indgreb over for markedsmekanismen – pÃ¥ nationalt og overnationalt plan. Lidt hÃ¥rdt sat op, kan man sige, at den gamle VS’er ender ud med at plædere for en traditionel socialdemokratisk politik, der gennem justeringer som Tobin-skat, grønne skattereformer, hÃ¥rdere styring af finanssektoren m.fl. skal afbøde kapitalismens mest uheldige effekter for menigmand.

Det er begrædeligt, at vi har politikere, der ikke bekymrer sig en tøddel om krisens forklaring og perspektivrige krisestrategier. Men det er også begrædeligt, at Wilhjelm nøjes med at foreslå ærke-socialdemokratiske tiltag. I en tid med voldsomme klimaproblemer (der i allerhøjeste grad er skabt af den kapitalistiske produktion og kultur), hvor ulighed og fattigdom vokser globalt, hvor de borgerlige demokratier er truet osv., er der brug for ikke alene en radikal kriseforklaring, men også nogle bud på, hvordan vi får transformeret kapitalismen til noget andet og bedre til fordel for de store masser.

Madbanker Рhvorn̴r dukker de op i Danmark?

7. september 2013

Madbanker – Food Banks – er det fænomen, man finder i USA og Storbritannien. Og disse banker sørger for, at mennesker, der lever i fattigdom (nej, vi skal ikke igen diskutere, hvad fattigdom er, men blot konstatere, at den eksisterer…). Ikke kun hjemløse, men ogsÃ¥ folk med jobs, der blot ikke tjener nok til at kunne forsørge sig selv og familien. Jeg mener, at vi er godt pÃ¥ vej hen mod den situation her i Danmark, hvor folk smides pÃ¥ bistandshjælp efter to Ã¥rs dagpenge, hvor færre og færre syge kan fÃ¥ tildelt førtidspension eller fleksjobs osv. Afgrunden mellem dem, der har noget, de velbjergede, og dem, der er pÃ¥ røven vokser støt, som en undersøgelse forleden kunne fastslÃ¥. Her fortæller skuespilleren Bill Neighy om food banks og om, hvorfor det er en god idé med beskatning af finans- og banksektoren. 

Er krisen ovre?

3. august 2013
Det skorter ikke pÃ¥ smÃ¥nyheder, der af medierne udlægges som tegn eller indikatorer pÃ¥, at krisen – den globale økonomiske krise – nok er ved at fortage sig. Ledigheden falder lidt hist og her. Forbrugerne bruger købekortet lidt mere end for et Ã¥r siden osv. Priserne pÃ¥ ejerboliger stiger lidt nogle steder osv. Vi kender disse smÃ¥ pip. Men hvordan ser det egentlig ud i det store perspektiv? Har vi nÃ¥et krisens klimaks? Er vi pÃ¥ vej mod ‘normale’ tider igen?
I gÃ¥r var en af dagens nyheder, at Danmarks største bank Danske Bank ville have regeringen til at forbyde de sÃ¥kaldte F1 lÃ¥n. Men hverken regeringen (repræsenteret ved SF’eren Annette Vilhelmsen) eller i bankverdenen ønskede en politisk regulering. I mange af kommentarerne til Danske Banks udspil lÃ¥ der mellem linjerne et budskab om, at finansverdenen selv mÃ¥tte regulere sig. Og det til trods for, at Danske Banks ledende direktør advarede om, at F1-lÃ¥nene rummede en stor risiko for den danske økonomi.
Hvorfor gør F1-lÃ¥nene det? F1-lÃ¥nene – ogsÃ¥ kaldet rentetilpasningslÃ¥n fungerer pÃ¥ den mÃ¥de, at lÃ¥ntagerne fÃ¥r fastlagt deres rente et Ã¥r frem ad gangen. Det vil sige, de kender den rente de skal betale i et Ã¥r. Derefter ændres den – op eller ned. Risikoen ligger i, at en markant stigning i renten kan medføre, at mange ejere af privat ejendom mÃ¥ske ikke kan betale deres afdrag – med de følger det fÃ¥r i form af et boligmarked, der oversvømmes af huse og ejerlejligheder til salg, tvangsauktioner osv. Og det skal ses i lyset af, at langt de fleste ejere har F1-lÃ¥n.
I gÃ¥r kunne man ogsÃ¥ pÃ¥ Danmarks Radios tv se Curt Hansons film Too big to fail, der fortæller historien om den finansielle krise, herunder finansfirmaet Lehmann Brothers’ sammenbrud. Filmen bygger pÃ¥ en bog af Andrew Sorkin og fortæller historien set fra spidserne i Wall Street og de ansvarlige politikere i den amerikanske centraladministration. Og et central element i filmens beskrivelse af krisens udvikling er lige netop finansvæsenets hÃ¥ndtering af lÃ¥n til boligejere. Samme problematik som den, der ligger i debatten pro et contra F1-lÃ¥n. Hvad sker der, nÃ¥r boligejerne ikke længere kan betale deres afdrag, nÃ¥r banker og kreditfirmaer ikke længere han indkradse deres tilgodehavender osv? NÃ¥r bankernes fælles forsikringsfirma heller ikke kan følge med? Osv.
Filmen giver en ganske sobert og overbevisende billede af, hvordan de involverede personer tænkede og handlede. Men den giver også et meget forstemmende billede af et politisk system, der ikke formår at regulere finanssektoren for alvor. Og man sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at de problemer, der udløste den aktuelle krise, overhovedet ikke er løst. Tværtimod. Alt er ved det gamle. Og nye kriser lurer i horisonten.
Er krisen ved at være ovre? Hm. Jeg er enig med den amerikanske geograf og marxist David Harvey i, at svaret pÃ¥ det spørgsmÃ¥l i høj grad afhænger af, hvordan man forsøger at forklare krisen. Harvey gør det, at han forklarer den aktuelle krise som et foreløbigt resultat af kapitalismens grundlæggende krise – modsætningsforholdene i kapitalakkumulationen. Set fra den vinkel er den aktuelle krise blot et foreløbigt udslag af en kronisk krise, der ogsÃ¥ fremover vil fÃ¥ katastofale konsekvenser for de samfund, vi lever i.