Indlæg tagget med Økonomi

TPP, TTIP, TISA – forkortelser af stor betydning for dit liv

6. oktober 2015

En af gÃ¥rsdagens vigtige nyheder endte langt nede pÃ¥ nyhedslisten. Nemlig at 12 stillehavsnationer – Australien, Brunei, Canada, Chile, Japan, Malaysia, Mexico, New Zealand, Peru, Singapore, USA og Vietnam – har indgÃ¥et den sÃ¥kaldte frihandelsaftale TPP, selv om der stadigvæk er tvivl om aftalens præcise indhold. TPP – forkortelse for Trans-Pacific Partnership – er sammen med TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership) og TISA (Trade in Services Agreement) er aftaler, der vi ændre det vi til daglig kalder “markedet” radikalt. Og samtidig vil aftalerne, hvis de ellers kommer i hus, fÃ¥ negativ effekt pÃ¥ de europæiske demokratiers fungeren, idet de vil begrænse de nationale regeringers muligheder for at regulere, hvad der sker pÃ¥ markedet, nÃ¥r det drejer sig om handel, investering osv. Jeg har tidligere skrevet om den betydning TISA vil kunne fÃ¥ for vores verden – og det er mildest talt skræmmende, hvis sÃ¥dan noget som demokrati og folkelig indflydelse betyder noget for en. Heldigvis er der stor folkelig modstand mod disse aftaler. I dagbladet Information kan man sÃ¥ledes læse, at 500 europæiske ngo’er i morgen afleverer hele tre millioner underskrifter i protest mod TTIP til EU-kommissionen. Samtidig kan bladet fortælle, at forhandlingerne mellem USA og EU om netop den aftale trækker i langdrag. Men stillehavsnationernes vedtagelse af TPP kan være med til at sætte skub i forhandlingerne, fortæller Information.

Men hvad drejer det hele sig sÃ¥ om? Det var Wikileaks, der først fik fat i dokumenter fra disse forhandlinger. Forhandlinger, der meget sigende er foregÃ¥et i allerdybeste hemmelighed, og som kun – indtil Wikileaks-afsløringerne kom frem – har været sparsomt omtalt i medierne. I nedenstÃ¥ende video forklarer folk bag Wikileaks, hvad det hele drejer sig om. Brug 8-9 minutter af din tid pÃ¥ den og bliv meget klogere pÃ¥, hvad disse aftaler kommer til at betyde for ikke blot økonomien men vores liv i de kommende mange Ã¥r. Det er ret rystende, mildest talt.

Goldman Sachs og SF

31. januar 2014

I gÃ¥r var vi vidne til en større krise i det regeringsbærende parti Socialistisk Folkeparti. Og medierne brugte dagen til at analyse partiets krise – og regeringens. Den udløsende Ã¥rsag til, at SF gik ud af regeringen og til at formanden Annette Wilhelmsen gik af som formand var den famøse sag om salget af DONG-aktier til Goldman Sachs. Nok sÃ¥ interessant som de udvendige begivenheder og den tilhørende mediale dramtik var den kendsgerning, at aktstykket om salget – trods al balladen og trods massiv modstand i store dele af befolkningen – blev underskrevet. OgsÃ¥ af SF.

MÃ¥ske fortæller mediedramaet – der nogle steder er blevet omtalt som en ‘soap opera’ – os noget om den traditionelle politiks implosion. Medens vi og ikke mindst medier fokuserer pÃ¥ hændelserne og personerne pÃ¥ den politiske offentligheds scene gennemføres de reelle politiske og økonomiske beslutninger uden for offentlighedens søgelys. For – forløbet af sagen taget i betragtning, mÃ¥ man kunne spørge sig selv: Hvordan har det været muligt for et skandaleombrust foretagende som Goldman Sachs, der blev idømt en større bod for deres rolle i udløsningen af finanskrisen, at fÃ¥ købsaftalen igennem hos den danske regering? Og hvorfor har det mon været umuligt at fortøve salget og afprøve andre salgsmuligheder, fx de meget omtalte danske pensionskasser?

Forløbet af sagen fortæller os noget om, hvilken ikke blot økonomisk, men også politisk magt den globale finansielle sektor har. Selv om vi slet ikke har indblik i alle detaljerne omkring de finansielle aktørers adfærd, så er der forhold, der indikerer, at disse aktører spiller en alarmerende rolle i den verdenspolitiske udvikling. Det antydes fx af en artikel af Robin Engelhardt i tidsskriftet Ingeniøren, hvor Engelbrecht omtaler en ny netværksanalyse, der afslører, at verdensøkonomien i realiteten kontrolleres af 147 multinationale banker og virksomheder, bl.a. Goldman Sachs. Artiklen antyder, at dette nye oligarki opererer i verdensøkonomien for at konsolidere den magt, det allerede har, og ikke fx for at løse krisen i fx Grækenlan, Italien eller på den ibiriske halvø. Taberne i denne proces er befolkningerne, der lider under de økonomiske dispositioner, som oligarkiet indirekte bestemmer.

Vi har længe vidst, at det var finanserne, der var bestemmende for den førte politik, men hvor stor en rolle de finansielle, globale oligarker spiller for denne finanspolitik er først for alvor ved at blive afdækket. Det groteske er, at noget tyder pÃ¥, at den globale udviklng styres af en finansiel sektor, der ikke i sig selv er produktiv, men alene fungerer for at holde sig selv kørende, øge indtjeningen og styrke sin magt. Som en kæmpestor gøgeunge, der snylter pÃ¥ verdens samfund, og i den forbindelse ser stort pÃ¥, hvilke omkostninger, det har for befolkningerne – økonomisk, demokratisk og pÃ¥ anden vis. Vi lever i en fase af kapitalismen, hvor den økonomiske magt for alvor griber ind i det politiske pÃ¥ ens skræmmende mÃ¥de.

Billedet ovenfor er lånt fra omtalte artikel.

Preben Wilhjelm og det udeblevne systemkritik – en kritisk kommentar

9. december 2013

Den gamle VS’er og venstrefløjspolitiker Preben Wilhjelm er aktuel med en ny pamflet, der hedder “Krisen og den udeblevne systemkritik” (Politisk Revy). Og i den anledning langer han i Politiken ud efter regeringens krisepolitik, der slet og ret kaldes for ‘stupid’. Den er ‘stupid’, fordi regeringen overhovedet ikke har begreb om krisens Ã¥rsager. Og Wilhjelm piller en for en regeringens og den foregÃ¥ende regerings økonomisk-politiske tiltag fra hinanden. Og Wilhjelm insisterer pÃ¥, at vi ikke fatter en bønne af den pÃ¥gÃ¥ende krise, hvis vi ikke kommer dybere ned end til spørgsmÃ¥let om tilliden til finanssektoren, letsindig boliglÃ¥nspolitik eller lignende. Det er vigtigt, fordi – og her har han jo fat i noget helt rigtigt – de fleste mennesker er ‘passiviserede’ og ‘forvirrede’. Og lader sig køre rundt i manegen af sÃ¥kaldte økonomiske ‘eksperter’ fra banker og finansinstitutter. BÃ¥de i deres privatliv og pÃ¥ medierne…

Wilhjelms projekt og hensigt er velkommen. SÃ¥re velkommen. Fordi der netop ikke er ret mange, der orker at forholde sig til spørgsmÃ¥let om krisens rødder (og dermed retteligen: om krisens løsning pÃ¥ længere sigt…). Politikerne venter pÃ¥ det dertil nedsatte udvalg og hÃ¥ber i mellemtiden, at der kommer gang i hjulene, eksporten osv. – og alt kommer tilbage til normaliteten, kapitalismens normalitet.

Men hvordan forholder det sig sÃ¥ med Wilhjelms spadestik i krisens Ã¥rsager. Jo, for det første, mener han at kunne slÃ¥ fast, at krisen initieres af “det økonomiske styringsinstrument, markedsmekanismen, automatisk fører til, at selv smÃ¥ ubalancer pustes helt ud af kontrol og bliver selvforstærkende”. Det er altsÃ¥ den irrationelt fungerende markedsmekanisme – som Wilhjelm i øvrigt godt kan lide i mindre lokal skala – der er ondets rod. Men selv om Wilhjelm kan have ret i nogle af sine antagelser om markedets uheldige funktionsmÃ¥de, sÃ¥ er det jo kun en stor del af den kapitalistiske økonom – og slet ikke den centrale. Wilhjelm synes at overse, hvad han mÃ¥tte have læst om i sine unge dage, nemlig de indre modsigelser i den kapitalistiske akkumulation. For det er – ud fra en marxistisk tænkning i det mindste – her man finder det, han kalder ‘kernen’, ikke alene til den aktuelle krise, men hele rækken af kapitalistiske kriser, der er hinandens forudsætninger.

Det er mÃ¥ske ogsÃ¥ i dette for det systemkritiske bliks blinde punkt, man finder forklaringen pÃ¥, hvorfor Wilhjelm i interviewet ender ud med at foreslÃ¥r reformerende og regulerende indgreb over for markedsmekanismen – pÃ¥ nationalt og overnationalt plan. Lidt hÃ¥rdt sat op, kan man sige, at den gamle VS’er ender ud med at plædere for en traditionel socialdemokratisk politik, der gennem justeringer som Tobin-skat, grønne skattereformer, hÃ¥rdere styring af finanssektoren m.fl. skal afbøde kapitalismens mest uheldige effekter for menigmand.

Det er begrædeligt, at vi har politikere, der ikke bekymrer sig en tøddel om krisens forklaring og perspektivrige krisestrategier. Men det er også begrædeligt, at Wilhjelm nøjes med at foreslå ærke-socialdemokratiske tiltag. I en tid med voldsomme klimaproblemer (der i allerhøjeste grad er skabt af den kapitalistiske produktion og kultur), hvor ulighed og fattigdom vokser globalt, hvor de borgerlige demokratier er truet osv., er der brug for ikke alene en radikal kriseforklaring, men også nogle bud på, hvordan vi får transformeret kapitalismen til noget andet og bedre til fordel for de store masser.

Madbanker Рhvorn̴r dukker de op i Danmark?

7. september 2013

Madbanker – Food Banks – er det fænomen, man finder i USA og Storbritannien. Og disse banker sørger for, at mennesker, der lever i fattigdom (nej, vi skal ikke igen diskutere, hvad fattigdom er, men blot konstatere, at den eksisterer…). Ikke kun hjemløse, men ogsÃ¥ folk med jobs, der blot ikke tjener nok til at kunne forsørge sig selv og familien. Jeg mener, at vi er godt pÃ¥ vej hen mod den situation her i Danmark, hvor folk smides pÃ¥ bistandshjælp efter to Ã¥rs dagpenge, hvor færre og færre syge kan fÃ¥ tildelt førtidspension eller fleksjobs osv. Afgrunden mellem dem, der har noget, de velbjergede, og dem, der er pÃ¥ røven vokser støt, som en undersøgelse forleden kunne fastslÃ¥. Her fortæller skuespilleren Bill Neighy om food banks og om, hvorfor det er en god idé med beskatning af finans- og banksektoren. 

Er krisen ovre?

3. august 2013
Det skorter ikke pÃ¥ smÃ¥nyheder, der af medierne udlægges som tegn eller indikatorer pÃ¥, at krisen – den globale økonomiske krise – nok er ved at fortage sig. Ledigheden falder lidt hist og her. Forbrugerne bruger købekortet lidt mere end for et Ã¥r siden osv. Priserne pÃ¥ ejerboliger stiger lidt nogle steder osv. Vi kender disse smÃ¥ pip. Men hvordan ser det egentlig ud i det store perspektiv? Har vi nÃ¥et krisens klimaks? Er vi pÃ¥ vej mod ‘normale’ tider igen?
I gÃ¥r var en af dagens nyheder, at Danmarks største bank Danske Bank ville have regeringen til at forbyde de sÃ¥kaldte F1 lÃ¥n. Men hverken regeringen (repræsenteret ved SF’eren Annette Vilhelmsen) eller i bankverdenen ønskede en politisk regulering. I mange af kommentarerne til Danske Banks udspil lÃ¥ der mellem linjerne et budskab om, at finansverdenen selv mÃ¥tte regulere sig. Og det til trods for, at Danske Banks ledende direktør advarede om, at F1-lÃ¥nene rummede en stor risiko for den danske økonomi.
Hvorfor gør F1-lÃ¥nene det? F1-lÃ¥nene – ogsÃ¥ kaldet rentetilpasningslÃ¥n fungerer pÃ¥ den mÃ¥de, at lÃ¥ntagerne fÃ¥r fastlagt deres rente et Ã¥r frem ad gangen. Det vil sige, de kender den rente de skal betale i et Ã¥r. Derefter ændres den – op eller ned. Risikoen ligger i, at en markant stigning i renten kan medføre, at mange ejere af privat ejendom mÃ¥ske ikke kan betale deres afdrag – med de følger det fÃ¥r i form af et boligmarked, der oversvømmes af huse og ejerlejligheder til salg, tvangsauktioner osv. Og det skal ses i lyset af, at langt de fleste ejere har F1-lÃ¥n.
I gÃ¥r kunne man ogsÃ¥ pÃ¥ Danmarks Radios tv se Curt Hansons film Too big to fail, der fortæller historien om den finansielle krise, herunder finansfirmaet Lehmann Brothers’ sammenbrud. Filmen bygger pÃ¥ en bog af Andrew Sorkin og fortæller historien set fra spidserne i Wall Street og de ansvarlige politikere i den amerikanske centraladministration. Og et central element i filmens beskrivelse af krisens udvikling er lige netop finansvæsenets hÃ¥ndtering af lÃ¥n til boligejere. Samme problematik som den, der ligger i debatten pro et contra F1-lÃ¥n. Hvad sker der, nÃ¥r boligejerne ikke længere kan betale deres afdrag, nÃ¥r banker og kreditfirmaer ikke længere han indkradse deres tilgodehavender osv? NÃ¥r bankernes fælles forsikringsfirma heller ikke kan følge med? Osv.
Filmen giver en ganske sobert og overbevisende billede af, hvordan de involverede personer tænkede og handlede. Men den giver også et meget forstemmende billede af et politisk system, der ikke formår at regulere finanssektoren for alvor. Og man sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at de problemer, der udløste den aktuelle krise, overhovedet ikke er løst. Tværtimod. Alt er ved det gamle. Og nye kriser lurer i horisonten.
Er krisen ved at være ovre? Hm. Jeg er enig med den amerikanske geograf og marxist David Harvey i, at svaret pÃ¥ det spørgsmÃ¥l i høj grad afhænger af, hvordan man forsøger at forklare krisen. Harvey gør det, at han forklarer den aktuelle krise som et foreløbigt resultat af kapitalismens grundlæggende krise – modsætningsforholdene i kapitalakkumulationen. Set fra den vinkel er den aktuelle krise blot et foreløbigt udslag af en kronisk krise, der ogsÃ¥ fremover vil fÃ¥ katastofale konsekvenser for de samfund, vi lever i.

SÃ¥dan er det jo – aktuel politisk konservativisme à la de radikale

28. juli 2013
Hvem husker ikke Margrete Vestagers udtalelse “SÃ¥dan er det jo” i en kommentar til det forhold, at mange ledige ville ryge ud af dagpengesystemet som følge af dagpengeperiodens forkortelse. Udtalelsen kan i mere generel forstand læses som et symptom pÃ¥ en systembevarende tænkning, der i høj grad dominere den officielle politikse diskurs i disse kriseÃ¥r.
I dag kom endnu et eksempel pÃ¥ denne tænkning. OgsÃ¥ denne gang fra regeringspartiet de Radikale. Det var da de Radikales erhvervsordfører skulle kommentere nyheden om, at Nationalbanken og Danske Bank bag lukkede døre i 2008 og 2009 havde aftalt en milliardredningsplan for Danmarks største bank, der angiveligt var i fare for at gÃ¥ rabundus. I følge Politiken var erhvervsordfører Andreas Steenbergs reaktion denne: – Jeg er ikke overrasket over det. Jeg vil sige, at de har passet deres arbejde. BÃ¥de Finanstilsynet og Nationalbanken skal holde møder med de forskellige institutioner, sÃ¥ det er der ikke noget overraskende i, siger Andreas Steenberg.
De gjorde bare deres arbejde, kunne man oversætte det til. For ‘sÃ¥dan er det jo’. Det slÃ¥ende er, at der ikke er skyggen af overvejelse over, om det nu kan være rimeligt, at staten og samfundet – repræsenteret af Nationalbanken – skal indgÃ¥ gedulgte aftaler med en privat virksomhed om dennes redning. Eller om det rimelige i, at en privatejet virksomhed kan have sÃ¥ stor en økonomisk betydning, at den slags hemmelige forhandlinger overhovedet kan finde sted? Det ligger tydeligvis uden for de Radikales erkendelseshorisont at stille den slags spørgsmÃ¥l, endsige formulere spørgsmÃ¥l eller tanker, der kunne betvivle systemets fungeren. Logikken er, at Danske Bank ikke kan gÃ¥ konkurs, fordi bankens økonomi er større en samfundsøkonomie, og derfor ville det være fatalt, hvis ikke Nationalbanken gav løfte om at stille et ‘ubegrænset kapitalberedskab i milliardklassen’ til rÃ¥dighed for den kriseramte bank.
Men hvad så, hvis det sker igen? Det, der ikke må ske? Kapitalismens kriser kommer med små ti års mellemrum. Sådan har det været i hvert fald siden Anden Verdenskrig. Så den aktuelle krise er ikke den sidste. Steenberg er ikke blind for dette problem. Men løsningen er lige så fantasiløs som ovenstående forklaring. Man vil undgå en tilsvarende situation ved at pålægge bank- og finansvæsen større kapitalkrav. Bankerne skal med andre ord ligge inde med mange flere penge end de tidligere har gjort. Men set i lyset af den aktuelle krise, der bl.a. blev antændt, fordi banker og finanssektor udlånte penge på boligmarkedet i et omfang, der langt overskred deres kapitalindestående, så må man spørge: Hvornår er kapitalkravet stort nok? Og kan vi være sikre på, at de private spekulanter i bankerne ikke alligevel fristes til at pumpe for mange penge ud i fx boligmarkedet? Og hvad så?
Forestillingen om, at samfundet og staten skulle kunne gÃ¥ ind i bankvæsnet og fÃ¥ en mere aktiv og bestemmende rolle – af hensyn til samfundsudviklingen – ja, den tanke ligger slet ikke inden for de Radikales (og de andre blÃ¥ partiers) tankeverden. Her gælder kun: SÃ¥dan er det jo. Vi forsøger at reparere og udbedre skaderne. Og ellers er det: Business as usual.

Penkowas kummefryser

19. maj 2012

Penkowa-sagen skal ikke glemmes. Og det skal sagen om den fyrede Linda Koldau heller ikke. Men lad mig begynde et andet sted, hvor jeg fik lyst til at tage tråden op igen.

I gÃ¥r kunne man langt nede i nyhedsstrømmen hos DR Nyhederne læse, at ‘uddannelser kvæles i administration’.

De uddannelser, der er tale om i nyheden, er de sÃ¥kaldt mellemlange videregÃ¥ende uddannelser – lærer-, pædagog-, socialrÃ¥dgiveruddannelsen osv. Uddannelser, hvoraf mange har haft stor politisk opmærksomhed gennem mange Ã¥r, fordi de har en vigtig betydning for samfundsudviklingen. Og med ca. 60.000 studerende udgør de mellemlange uddannelser en meget betydelig del af de videregÃ¥ende uddannelse. Men det er ogsÃ¥ uddannelser, der de seneste mange ogsÃ¥ har være præget af nedskæringer i undervisningen, fyrings- og sparerunder. Herom kan man fx læse i Magisterbladet.

Det skulle ellers have været sÃ¥ godt. For snart mange Ã¥r siden fik magthaverne den idé, at en lang række seminarier og andre uddannelseshøjskoler skulle lægges sammen i større enheder. En lang og problematisk proces, der foreløbigt er resulteret i etableringen af nogle store “professionshøjskoler”, der ideelt set skulle betyde en besparelse pÃ¥ og effektivisering af det administrative og bedre uddannelser i kraft af den synergi, sammenlægningen angiveligt skulle kunne medføre. Bedre udnyttelse af lærerkollegiet osv.

Læs mere »

Noget om fair løn

25. september 2011

Med jævne mellemrum dukker temaet lederes høje lønninger op i debatten. Og nu sker det igen, fordi formanden for de danske folkeskolelærere, Anders Bondo Christensen, frivilligt er gÃ¥et 100.000 kr. ned i løn. Bondo Christensens argumentation for den frivillige lønnedgang er, at ‘han ikke kan leve med’, at cheflønningerne i det offentlige har taget en himmelflugt de sidste Ã¥r, medens man kun har kunne forhandle sig frem til yderst beskedne lønforbedringer for medlemmerne. Efter lønnedgangen vil Bondo Christensen fÃ¥ 1.115.536 kr. om Ã¥ret. SÃ¥ der er stadigvæk et godt stykke vej ned til en skolelærerløn…

Om Bondo Christensen er konfliktsky eller ej, er ikke til at sige, men i hvert fald vil han ikke kommentere, om cheflønningerne i det offentlige generelt er for høje. Men det vil hans kollega Dennis Christensen, formand for FOA, som ogsÃ¥ tidligere har plæderet for en begrænsnings af offentlige lederes lønninger. Han pÃ¥peger, at medens en FOA-ansat siden 2000 har fÃ¥et en lønfremgang pÃ¥ 40%, sÃ¥ har en kommunaldirektør fÃ¥et 126% – eller mere end tre gange sÃ¥ meget.

Jens Lougart, næstformand i Offentlige Chefer i Djøfs bestyrelse, forsvarer med et gammelkendt argument (kendt fra den private sektor): Hvis det offentlige vil have gode chefer, må de betale (underforstået: ellers flygter de bare over i den private sektor). Han pointerer også, at aflønningen er fair, fordi de offentlige chefers arbejdsbyrde angiveligt skulle være blevet større (fx i kraft af kommunesammenlægningerne).

Den sidste del af argumentationen er underlig, som Dennis Knudsen pÃ¥peger, for Sosu-assistenterne har jo ikke fÃ¥et mere i løn, fordi deres job er blevet udsat for rationaliseringer og effektiviseringer, sÃ¥ de skal løbe meget hurtigere end tidligere…

Den anden del af argumentationen bør ogsÃ¥ sættes under lup. Hvis lønniveaet i den private sektor er et sÃ¥ væsentligt incitament for de offentlige chefer, at de overvejer at flytte til det private, sÃ¥ mÃ¥ man vel spørge: Hvor meget er deres engagement sÃ¥ værd? Og i øvrigt er der al mulig grund til at betvivle rimeligheden af de høje cheflønninger i det private. Er det fx rimeligt, at bankbosser, der gennem risikable spekulationer i obligationer og aktier har bragt banksektoren ud i økonomisk uføre og bidraget væsentligt til den aktuelle finansielle krise, belønnes med højere lønninger, gyldne hÃ¥ndtryk, bonusser osv.? Og er det rimeligt, at cheflønningerne stiger i en tid, hvor mange virksomheder har svært ved at tjene penge, fyrer medarbejdere og har røde bundlinjetal? Er det i det hele taget rimeligt, at cheflønningerne er sÃ¥ høje i en tid, hvor almindelige lønmodtagere opfordres til løntilbageholdenhed (Thorning Schmidt) og hvor der Ã¥benbart ikke er rÃ¥d til at give ledige dagpenge i mere end to Ã¥r, og hvor man beskærer efterlønnen for de nedslidte – for rigets bedste?

Brian Mikkelsen og dagpengeperioden

7. september 2011

PÃ¥ DR sender man pt. – pÃ¥ grund af det forestÃ¥ende folketingsvalg – en udsendelsesrække med titlen “Spørg partierne”. Folketingskandidater er i studiet og skal bl.a. besvare spørgsmÃ¥l fra lytterne.

I mandags var de Konservative pÃ¥ banen, bl.a. repræsenteret af Brian Mikkelsen. En lytter ringede ind og spurgte Mikkelsen, hvad meningen var med at reducere dagpengeperioden fra 4 til 2 Ã¥r i en krisetid, hvor der var færre jobs at søge. Og Mikkelsen svarede med et pÃ¥stand, som flere borgerlige politikere med jævne mellemrum har fremført: at kortere dagpengeperiode fÃ¥r flere i arbejde. Spørgeren kunne ikke rigtig se logikken i, at en kortere periode skulle skabe flere jobs. Og sÃ¥ var det Mikkelsen kom med det argument, som han selv opfattede som den bedste illustration. Nemlig dengang i tresserne, hvor kvinderne kom ud pÃ¥ arbejsmarkedet. – Ministeren gentog endda sin pointe.

Men Mikkelsen kunne dÃ¥rligt have valgt et ringere argument. Enten er Mikkelsen fuldstændig uvidende om den økonomiske og politiske udvikling i tresserne – eller ogsÃ¥ satser han kynisk pÃ¥, at vælgerne er det. For situationen i tresserne underbygger pÃ¥ ingen mÃ¥de hans ideologiske pÃ¥stand. Tværtimod. I følge Danmarks Statistik faldt ledigheden fra 1960 til 1970 fra 39.000 til 20.000. Danmark befandt sig i en periode, hvor landet gik over fra at være et landbrugs- til et industriland, og som var præget af højkonjunktur og historisk hidtil uset vækst, der gjorde, at arbejdspladserne skreg pÃ¥ arbejdskraft. Derfor blev det aktuelt og relevant at hente kvinderne ind fra kødgryderne. Det var ogsÃ¥ i denne periode, før krisen satte ind i starten af halvfjerdserne, at de første “fremmedarbejdere” fra bl.a. Jugoslavien blev hentet til landet. Det var en periode, som man kunne kalde den borgerlige politikers vÃ¥de drøm: masser af vækst, masser af arbejdskraftressourcer, voksende forbrug osv. Men en historisk set exceptionel periode, der blev afløst af det ene kriseÃ¥rti efter det andet.

Mikkelsen kunne ikke have valgt en dÃ¥rligere illustration af sin ideologiske pointe, og det er en skræmmende tanke, at manden endnu en tid bærer titlen Økonomi- og erhvervsminister. Man kunne ogsÃ¥ formulere det sÃ¥dan: Det var historieforfalskning for Ã¥ben mikrofon. Bare en skam, at journalisten ikke samlede den op…

Usælgelige huse

12. juli 2011

I følge Børsen er ‘hovedparten af de 44.292 villaer, der i øjeblikket er sat til salg, usælgelige’.