Indlæg tagget med Økonomi

Briller

25. november 2008

Jeg har gÃ¥et med briller, siden jeg var tolv Ã¥r gammel. Og bortset fra en kort “indkøringsperiode”, hvor jeg fik udskiftet glas og stel hyppigt, har der heldigvis været længe imellem udskiftningerne. NÃ¥r jeg siger heldigvis, sÃ¥ er det, fordi det er dyrt. Sidst det skete mÃ¥tte jeg af med i omegnen af 6000 kroner for stel og dobbeltslebne glas. Jeg ved, at andre mÃ¥ punge mere ud.
I gÃ¥r snakkede jeg med en jævnaldrende kollega, der har havde købt tre nye par briller. Det kunne kun lade sig gøre – økonomisk – fordi han købte dem i Flensborg. Ialt – inklusive synsprøve, gode stel, dobbeltslebne kvalitetsglas etc. – kom han af med lidt under 3000 kroner.
Da vi kom ind i EF i starten af halvfjerdserne fik vi lovning om, at konkurrencen på det indre marked ville udligne denne slags urimelige prisforskelle. Men hvad fik vi?

Lene Espersen og redningen af flexlånsrytterne

6. november 2008

De sidste par dage har man kunne læse om Lene Espersens “redning” af alle de medborgere, der som følge af finanskrisen er kommet ud i problemer med deres flexlÃ¥n. Eller rettere: Som nu skulle til at mærke den risiko ved flexlÃ¥nene, som faktisk hele tiden har været medkalkuleret som en mulighed. At Lene Espersen selv er en af flexrytterne kan man forarges over eller lade være – alt efter temperament. Meget værre er det, at man med denne “noble” handling pisser pÃ¥ alle dem, der tog risikoen alvorligt, tog fastforrentede lÃ¥n og betalte prisen for den tryghed, de gav. I forbindelse med fremlæggelsen af redningsplanen ymtede Espersen noget om, at man med planen forventede at vende tilbage til “normale” tilstande i økonomien. Problemet er blot, at normaliteten i den kapitalistiske økonomi er tilbagevendende økonomiske kriser, og regeringen har med sine statsindgreb leveret en tavs, men sønderlemmende kritik af den økonomi, de selv lovpriser i andre sammenhænge. NÃ¥r man som regeringen gør, tager skattekroner og lægger et økonomisk sikkerhedsnet ud under økonomiske fribyttere, der i forvejen har levet i sus og dus og har skaltet og valtet med pengene, sÃ¥ mÃ¥ staten – skatteborgerne – vel have noget til gengæld? Herunder større styring og regulering af den finansielle sektor, banker, kreditforeninger, pensionskasser osv. I det hele taget peger regeringens handlinger pÃ¥ dette omrÃ¥de pÃ¥ nødvendigheden af en radikal anden politisk dagsorden.

Nationalisering. Uha – det er jo socialisme!

15. oktober 2008

Det må løbe koldt ned at ryggen på enhver liberalist, når han/hun i avisen kan læse, at englænderne er ved at nationalisere banker for at løse den akutte finanskrise. Bedre bliver det ikke, når man så kan læse, at den danske liberal-konservative regering mod sin egen vilje og sit eget ønske kan komme til at gøre noget lignende, fordi bankredningerne nok vil resultere i, at staten kommer til at eje betydelige aktieposter i de pågældende banker. Det er oven i købet bankerne selv, der ønsker den ordning.
Alternativet vil selvfølgelig være, at man lod markedet selv klare sine problemer. Med store konsekvenser for bankerne, deres kunder og alle andre med relation til disse.
Uanset om man kan lide det eller ej, så illustrerer den aktuelle situation fælleskabets nødvendighed for et i øvrigt individualistisk orienteret marked. Der var engang en gammel jødisk økonom, der gjorde opmærksom på, at kapitalismen skabte sin egen modsætning. I disse dage ser vi et eksempel på det. Det går under betegnelsen nationalisering.

Finanskrise og politisk “ansvarlighed”

13. oktober 2008

De seneste par dage har man kunnet høre om mange unge husejere, der er kommet i klemme økonomisk pÃ¥ grund af den stigende rente og de faldende huspriser. Der er nævnt tal fra 50000 til 100000. De pÃ¥gældende familier eller par har købt ejerbolig i den periode, hvor priserne var skyhøje, og har finansieret dem fx ved hjælp af de sÃ¥kaldt rente- og afdragsfrie lÃ¥n. Nu rasler priserne sÃ¥ ned pÃ¥ boligerne og udgifterne stiger. Og mange er stavnsbundet til boligen, med mindre de vil sælge med store tab og mÃ¥ske stor gæld til følge. I gÃ¥r kunne man høre og se en veltalende repræsentant for bankverdenen forklare, at forbrugerne da selv har bragt sig i den situation. De er deres eget ansvar, at de har – som det blev udtrykt – ladet sig friste af bankernes lÃ¥netilbud.
Hvis du er først i tyverne, sÃ¥ er dit historiske udsyn ikke sÃ¥ stort, og mÃ¥ske har du ladet dig narre af politikernes snak om den kapitalistiske økonomis stabilitet og troet, at det ville fortsætte sÃ¥dan – med vækst, lav rente og stigende huspriser – i mange, mange Ã¥r frem. Men sÃ¥dan fungerer det ikke. Det gÃ¥r op og ned. SÃ¥dan som det altid har gjort i markedsøkonomien.
Bankerne har gjort, hvad der var muligt. At sælge deres alt for fristende tilbudsvarer, som de igen og igen har smidt ind ad folks brevsprækker. Bankerne har kun gjort, hvad man kan forvente af en kommerciel bank. De har gjort, hvad de har fået lov til. Og derfor lander ansvaret hos de politikere, der i øvrigt taler så meget om ansvarlighed. Økonomisk ansvarlighed. Hvis nu de ansvarshavende politikere havde været rigtig ansvarlige, så havde de nok reguleret låneområdet, således at stavnsbinding og gældsfælder var undgået.

Uddannelse i neo-liberalismens tid

27. juni 2008

I forgÃ¥rs gensÃ¥ jeg filmen Bourne Ultimatum – det er anden del af Bourne-trilogien, som jeg er ved at genopleve – og en central scene foregÃ¥r pÃ¥ Berlin Alexanderplatz, hvor hovedpersonen Bourne har sat en af sine forfølgere i stævne. En demonstration bestÃ¥ende af uddannelsessøgende gør, at Bourne endnu engang kan snyde sine forfølgere og komme et skridt nærmere den sandhed, han søger… Men det var nu ikke filmen som sÃ¥dan, jeg ville kommenterer, selv om den godt kunne fortjene et par ekstra kommentarer. Men blandt de bannere, som de demonstrerende bar rundt pÃ¥, kunne man læse “Ausbildung ist keine Ware!“. Uddannelse er ingen vare!


SÃ¥dan burde det ikke være. Men sÃ¥dan er det. I vores neo-liberalistisk-styrede uddannelsespolitik. I det hele taget er uddannelse blevet produkt pÃ¥ linje med kødkonserves eller hygiejnebind. Et godt eksempel pÃ¥, hvordan den liberalistiske økonomi griber styrende ind i uddannelsestænkningen og -udformning i dette land, er det sÃ¥kaldte “taxameter-system”, der bruges i forskellige udgaver i uddannelsessystemet, og senest er blevet indført i selve hjertet af det videregÃ¥ende uddannelsesystem: gymnasierne.

Forenklet sagt, så drejer taxametersystemet sig om, at uddannelsesinstitutionernes økonomi reguleres ud fra fundamentale markedsprincipper. Det vil sige udbud og efterspørgsel. Jo flere elever, der kommer ind på en uddannelse og gennemfører denne, jo flere midler. Og omvendt: jo mindre søgning, jo større frafald, desto færre penge.
I dagens udgave af Politiken kan man læse, at en lang række gymnasier efter sommerferien opretter klasser med op til 36 elever. Og det sker udelukkende af økonomiske Ã¥rsager. PÃ¥ gymnasierne ved man godt, at der vil være et vist frafald af unge, der af forskellige Ã¥rsager dropper ud af uddannelsen, og derfor forsøger man at sikre sig ved at tage flere ind, end man ville gøre, hvis de økonomiske realiterer var anderledes skruet sammen. Nogle gymnasier vælger – af pædagogiske og faglige Ã¥rsager – at sætte et loft over klassekvotientens størrelse, fx 29, fordi man godt ved, at jo større kvotienten er, desto større er frafaldet, fordi man ganske enkelt fÃ¥r sværere ved at nÃ¥ den enkelte elev. Bagsiden ved denne modige prioritering er, at økonomien for alvor kan blive et problem, fordi man ikke kan undgÃ¥ frafald. Det viser alle erfaringer.

Gymnasierne er fanget i svært løseligt dilemma; enten forhøjer de klassekvotienten til et uacceptabelt omfang og kalkulerer med et vist stort frafald ( og hÃ¥ber mÃ¥ske pÃ¥, at den politik ikke pÃ¥ lidt længere sigt vil give bagslag i form af et dÃ¥rligt renommé blandt de uddannelsessøgende, sÃ¥ tilstrømningen vil falder og give andre lommesmerter…) eller ogsÃ¥ satser de pÃ¥ mindre hold, fÃ¥r alligevel et vist frafald, og økonomiske problemer, der kan betyde fyringer blandt de ansatte og forringelser af undervisningen og sÃ¥ videre.
Gymnasierne har været den sidste bastion, der manglede at blive indtaget af den hærgende markedsøkonomis betingelser. Det sker nu – og mit gæt er, at denne proces vil gøre regeringens floromvundne tale om, at vi skal have verdens bedste uddannelsessystem, grundigt til skamme…

Opdatering: Danske unge, hvis de er (u)heldige nok, kommer til at tilbringe tyve år af deres liv i uddannelsessystemet. Derfor er det måske ikke så underligt, at nogle af dem får lyst til en pause undervejs. I hvert fald drejer en af dagens nyheder sig om, at unge i stigende grad holder sabbatår lige efter gymnasiet (eller de tilsvarende ungdomsuddannelser). Og straks springer Dansk Industri ud som fuglen af kukuret og galer: Straf dem økonomisk! Reducér deres studiestøtte! DI inkarnerer den økonomiske tankegang, der råder i danske politik i disse år, som en karikatur! DI kan kun se sine egne medlemmers kortsigtede behov. Heri er der intet nyt. Men om jeg fatter, at medierne bliver ved med at lægge spalteplads til disse forudsigelige rygmarvsreaktioner!