Indlæg tagget med Økonomi

Fede tider

25. september 2007

Det kunne være capac, men det er det ikke...

I gÃ¥r aftes hentede capac og gravhunden fruen efter arbejde. Undervejs gennem det halvmørke, regnfulde Ã…rhus lyttede vi til P1. En udsendelse om vor tids nye korstog: kampen mod fedmen. En snusfornuftig radiodame stillede spørgsmÃ¥l til sÃ¥kaldte eksperter. Og en af dem, der i øvrigt var pÃ¥ forældreorlov, skulle svare pÃ¥ spørgsmÃ¥let: Hvorfor er det os sÃ¥ magtpÃ¥liggende at fÃ¥ fede mennesker til at tabe sig? Som intervieweren udtrykte det: Er det ikke folks egen sag, om de helst vil ligge pÃ¥ sofaen, se tv og spise flødeskumskager? Den interviewede ekspert forsøgte at forklare det som et moralsk problem. Det var, fordi “vi” stÃ¥r moralsk til ansvar for hinanden, at de fede nu skal sendes pÃ¥ slankekur og i motionsrum. Men, intervieweren gav ikke sÃ¥dan op. Hvorfor var det nu blevet et fælles moralsk problem? Og her kom eksperten pÃ¥ glatis. Ja, æh. SÃ¥dan var det bare.
SÃ¥dan gÃ¥r det, nÃ¥r man vil tænke et samfundsmæssigt problem uden at have en samfundsmæssig fortstÃ¥else af problemet. Man bliver ganske meget klogere ved at læse avisernes og medierne omtale af fedmeproblematikken. En overskrift i dagens udgave af Politiken taler for sig selv: “Fedme koster os 14 milliarder Ã¥rligt“. Hvis fedme er et fælles moralsk anliggende, sÃ¥ er det, fordi den pÃ¥stÃ¥ede fælles moral bunder i økonomi. Det handler om penge. Om skattepenge. Det var ogsÃ¥ derfor rygerne først blev genstand for klapjagt. Det koster mange penge i det offentlige sundhedsvæsen, at behandle rygerne. Kræftens Bekæmpelse løb i forvejen. Nu er det sÃ¥ de fede, der skal stÃ¥ for skud. Hvem bliver de næste? Dem, der motionerer for meget og belaster sundhedsvæsenet med deres slid- og belastningsskader?

Opdatering:

I sin væven rundt i fedmen som moralsk problem kom benævnte ekspert til at sige noget interessant, foranlediget af interviewerens jordbundne spørgen. Eksperten gav udtryk for, at han ikke kunne udstÃ¥ synet af en fed mand, der stod i pizzariaet og købte pizzaer. Hvorfor var han ikke derhjemme og spiste gulerødder og pastinakker? Hvorfor udstillede den fede mand sin nydelse pÃ¥ den mÃ¥de! Det fÃ¥r mig selvfølgelig til at tænke pÃ¥ vores lokale venstre-lacanianere og Zizek-elever ovre i Center for vild analyse. For ifølge deres udlægning af hr. Zizek, sÃ¥ er det kendetegnende for subjektiviteten anno 2007, at subjektet er udstyret med et over-jeg, der pÃ¥byder nydelse. I modsætning til Freuds gamle over-jeg, der forbød dit og dat og derved forbandt nydelsen med forbuddets overskridelse, sÃ¥ siger det nye over-jeg: Nyd! Men mÃ¥ske gælder pÃ¥buddet – hvis vi ellers accepterer denne teori – ikke alle omrÃ¥der af livsudfoldelsen, mÃ¥ske ikke engang alle omrÃ¥der af erotikken, for sÃ¥ vidt som det at spise har erotiske dimensioner (nÃ¥r vi taler psykoanalystisk, vel at mærke). MÃ¥ske er over-jeget spaltet? MÃ¥ske er der stadigvæk en rest af det gode gamle forbuds-over-jeg. Derfor ophidser det “os”, nÃ¥r rygeren Ã¥benlyst nyder sin skadelige tobak og nÃ¥r den fede nyder sin usunde burger… GÃ¥ dog hjem og knep!

Læs ogsÃ¥ Lars’ personlige indlæg om fedmedebatten.