CAPAC

Det sker, at der blandt de mange nyheder, som nettet og de i øvrige medier spreder, er nogle tankevækkende. I dagens Berlinger læser jeg således, at næstformanden i Kommunernes Landsforening, Venstremanden Erik Fabrin, der ellers er indbegrebet af en seriøs, diplomatisk borgerlig politiker, tager markant afstand fra et forslag, som hans eget parti har fremkastet sammen med de konservative.

Regeringspartierne har foreslået, at borgmestrene frem over skal have “resultatløn”. 10% af borgmestrenes løn skal i følge forslaget være afhængig af, om borgmestrene lever op til de politiske målsætninger, herunder overholdelse af budgetterne. Tanken er ikke ny. Faktisk er det en tilbagevendende tanke i regeringens politik. Alt skal drives ud fra den private virksomheds model, og motivet skal være den personlige gevinst i første omgang. Incitamentmodellen kunne man kalde den. Og den bygger på en forestilling om, at hvis den enkelte stræber efter egen gevinst, så vil det indirekte være til alles – altså fælleskabets – bedste.

Men det vil Fabrin – måske overraskende (?) – ikke høre tale om: “Det er i enhver henseende et tåbeligt forslag”. Stærke ord i Fabrins mund. Og han fortsætter i samme stil: “Hvis nogen er så naive at tro, at jeg med et budget på tre milliarder kroner træffer beslutninger ud fra, om jeg får 70.000 kr. mere eller mindre i løn, så tror de forkert. Det er et fuldstændig latterligt synspunkt”. Og så kommer Fabrin frem til det egentlige kritikpunkt: “Politikere er ikke valgt for at tjene penge, men for at tjene borgerne. Det skal ikke være profit – og slet ikke et personligt profitmotiv, der driver deres beslutninger”.

Fabrins kritik grunder sig med andre ord i et klassisk ideal om den folkevalgte politiker som en, der tjener borgerne. Ikke tjener på borgerne. Spørgsmålet er, om ikke det er et anakronistisk ideal? Både og. For på den ene side, så ligger forestillingen om den tjenende politiker i selve forestillingen om politisk repræsentation, som ethvert politisk valg bygger på. Politikerne vælges ind for at tjene vælgernes interesser i form af en artikuleret politik. På den anden side, så er den politiske realitet anderledes. Levebrødspolitikerne, der skøjter rundt på den mediale overflade med dens persondyrkelse og one liners, er mere reglen end undtagelsen.

Måske er Fabrins kritik et tegn på, at den økonomiske krise også er blevet en politisk krise, hvor det er nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved den første politik – fordi den ikke rummer et svar på krisens fundamentale problemer. Den økonomiske krise er også en politisk-demokratisk krise.

Fabrin sætter trumf på, når han på spørgsmålet, om der er en modsætning mellem at tjene borgerne og være drevet af et personligt profitmotiv, siger: “Jo, det kan man godt, hvis man har den naive forestilling, at alle politikere – og alle mennesker – er idealister. Vi har jo banksektoren som et glimrende eksempel på, at – selv om sektoren beskæftiger mange fornuftige mennesker – så driver det alligevel tingene i en anden retning, end den man ønsker”. Med koblingen til bankverdenen rammer Fabrin hovedet på sømmet. Det var bankverdenen og finansverdenen i det hele taget, der drev os ud i den største økonomiske krise, vi har haft i efterkrigstiden. På grund af profitmotivet. Fabrin siger indirekte, at overfører vi profitmotivet til andres sektorer,så vil det “drive tingene i en anden retning end den man ønsker”. Med andre ord vil incitamenttænkning lægge gift for de politiske arbejde. Fabrins kritik rammer lige i hjertet på den liberalt-borgerlige-kapitalistiske økonomi, vi lever med.

Det er tankevækkende, at denne markante kritik kommer fra en erfaren og loyal Venstremand. Man kunne kun ønske sig, at hans partikammerater og alle andre politikere ville lytte – men det gør de nok ikke…. [link]

I Politiken kan man her på arbejdernes internationale kampdag læse, at 66000 danskere forgæves har søgt hjælp på de lokale jobcentre. De pågældende har hverken kunnet få dagpenge eller bistand. Det hænger selvfølgelig sammen med to forhold. For det første har de ikke været medlem af en a-kasse, medens de var i beskæftigelse (eller er af andre grunde ikke berettiget til at modtage dagpenge, fx at de har været medhjælpende ægtefælle i familiefirmaet). For det andet har deres ægtefælle en indtægt og dermed forsørgerpligt – og de har ejendom, som først skal formøbles, inden de kan modtage bistandshjælp. I følge LO er 370000 danskere i risiko for at lande i samme situation.

Det er selvfølgelig dybt beklageligt, at voksne mennesker i den erhvervsaktive alder således sendes i lodret fald mod samfundets bund. Og spørgsmålet er, hvad man kan gøre ved det? For det første må man indse, at ledighed er en indiskutabel del af den samfundsøkonomi, vi har. Og at den såkalde flexicurity-model på arbejdsmarkedet i sin kerne er bygget op om arbejdsløshedsfluktuationernes kendsgerning. Desværre har den nuværende regering igennem et årti foregøglet mange unge mennesker, at højkonjunkturen var kommet for at blive på grund af regeringens økonomiske politik, og derfor har mange fravalgt a-kasserne i den overtro, at jobs var noget, man altid kunne finde. Men den aktuelle dybe økonomiske krise viser noget andet.

Skal vi – som i mange år har betalt til vores a-kasse – så forbarme os over for de stakler, der nu går på røven? I hvert fald ikke betingelsesløst. De vil være en hån mod det store flertal, der i årevis har betalt deres bidrag, hvis man blot begyndte at udbetale dagpenge til de 66000 danskere. Måske kunne man forestille sig en model, hvor de pågældende blev pålagt at betale a-kassebidrag med tilbagevirkende kraft. At de for at modtage dagpenge på ordinær vis skulle acceptere en solidarisk gæld til fælleskabet? Den anden side af sagen er så, at vi bør indrette arbejdsmarkedspolitiken således, at alle der har et ordinært lønarbejde obligatorisk bidrager til en a-kasse. Når ledigheden er en reel risiko, så bør a-kassemedlemeskab være obligatorisk. Af hensyn til den enkelte – og af hensyn til fællesskabet. [link]

I går kunne man læse, at det regeringsbegærlige Socialistisk Folkeparti ville have kvinderne til at arbejde på fuld tid i dette land. I følge SFs Pernille Vigsø Bagge har for mange kvinder deltidsjob, og det er hverken til fordel for dem selv (mindre i løn, pension og ligestilling…) eller “velfærden”. Underforstået: De betaler for lidt i skat til den skrantende “velfærdsstat”.

Hvordan ideen om fultidsarbejde hænger sammen med en folkesocialistisk politik over for de i forvejen belastede børnefamilier, der har svært ved at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen, er så en anden sag. Og det er heller ikke indlysende, hvordan SF forholder sig til det faktum, at arbejdsmarkedet bliver mere og mere stressende og belastende at være på. Er det “velfærd” at presse nogen ud i længere tid, end de har lyst til?

I dag får man så at vide, at “hver fjerde arbejder på deltid“. Cirka 25% af arbejdsstyrken arbejder på nedsat tid og nedsat kraft. Og der er to forklaringer. For det første skyldes den nedsatte tid den aktuelle økonomiske krise. Virksomhederne forsøger at spare, hvor de kan. Fx ved at lade nogen ansatte på nedsat tid eller ligefrem gå ned i tid. For det andet vælger nogle af egen drift at gå ned i tid for at få mulighed for at restituere sig selv fra et belastende arbejde med stress, jag og evindelige kontrol- og evalueringskrav. Beskæftigelsesministeren Inger Støjberg reagerer som forventeligt for en politiker, hvis parti lovpriser den fortsatte økonomiske “vækst”, med at love et “incitament” for at arbejde. Det skal være “lukrativt” at arbejde – for “eller kommer vi ikke styrket ind i fremtiden”. Og i den jargon betyder “incitament”: penge. Enten i form af en “gulerod” (skattelettelser?) eller en “pisk” (økonomiske sanktioner over for deltidsjob?).

Som man nok kan se, så er Socialistisk Folkeparti og Venstre i samme båd. Og det er lidt beskæmmende at se, at de folkesocialistiske parti er blevet så magtliderligt, at det ikke kan standse op og sætte spørgsmålstegn ved den underliggende væksttænkning og dennes automatiske forbindelse til den såkaldte “velfærd”. For er “velfærd” (som i følge min gamle ordbog er synonymt med: at det går en godt, at man er lykkelig…) ensbetydende med mere udmarvende arbejde, større forbrug, større skatteprovenu og den slags? For mig at se, så kan der ikke være tvivl om, at Socialistisk Folkepart i sin iver efter at komme til magtens sulefad er i gang med en metamorfose, der efterlader dens dens folkesocialistiske grundlag som en aflagt ham i oppositionens mørke – hvis ellers projektet lykkes. Og er det det, vi har brug for nu, hvor den aktuelle økonomiske krise objektivt set sætter spørgsmålstegn ved de liberale vækstøkonomiers fortsatte himmelflugt? Og hvor skrantende offentlig sektor og en omvendt robin-hood-skattepolitik med al ønskelig tydelighed viser, at den er helt gal med prioriteringerne på skatteområdet?

Som bekendt lytter jeg til P1 Debat ved nattetide. Således også i går nat, da jeg forcerede det store vandpytter med bilen gennem den skinnende, våde by. Emnet for debatten var ikke overraskende regeringens kriseplan. Og det kunne jo være interessant nok, eftersom planen – i hestens egen mund – forekom temmelig vidtløftig. For nu at sige det pænt. Spektakulære målsætninger som “verdens 10. bedste samfund”, men ikke ret meget konkret om vejen ad hvilken. Som debattører havde man næsten forudsigeligt valgt en fra arbejdsgiversiden og en fra lønmodtagersiden, henholdvis Ole Krog, der er adm. direktør i Dansk Industri, og Jan Kæraa, cheføkonomi i LO. Som debatten udviklede sig blev den endnu et lysende eksempel på, at økonomi ikke, som medierne ellers gerne vil forsøge at overbevise os om, er den rene videnskab. Økonomi er politisk. Hvilke løsningsmodeller du vælger til at klare de økonomiske problemer, afhænger af øjet, der ser. Fx om velfærdsydelser som dagpenge, efterløn og folkepension skal bevares – og måske endda forbedres – eller skattepolitiken omlægges så den velbjergede betaler mere. Det afhænger helt af…

I den forgangne uge var det en større mediebegivenhed, at en kvinde med røde skosåler og et socialt netværk, der gik (for det er nok datid!) til det højeste sociale kredse i landet, blev idømt en bøde på 20.000, fordi hun havde købt seks gram kokain. Sagen blev belyst, som havde det være en royal begivenhed eller noget i den retning.

I dag kan man så læse, at vor elskede Skat har bevæget sig rundt i samme sociale lag, nærmere bestemt i garager på Kongevejen i Holte og på Strandvejen i Charlottenlund, hvor skats medarbejdere har fundet det ene eksempel efter det andet på bevidst svindel med afgifter på millionærbiler. Det er ikke første gang, den slags plat og svindel kommer for en dag. For nogle år siden drejede det sig om fup med skattemæssig værdiansættelse af rigmandsejendomme i Nordsjælland. Den sag gik i glemmebogen. Det gør den nye med bilerne nok også snart.

Og det er andre skatteborgere – “dig og mig”, som det udtrykkes – der betaler gildet for de rige svindlere. Samtidig med, at vores skattekroner ikke længere strækker til at holde velfærden i gang. Kunne man mon forestille sig, at Ekstrabladet, Se & Hør og tv-kanalerne ville kaste sig over nævnte sager med samme ildhu som den kvindelige kændis’ forbrug af stimulanser? (Et forbrug, der i parantes bemærket er såre almindelig i de kredse, som modeskabere Erik Brandt har gjort opmærksom på). Hvorfor er det mere interessant, at skrive om et overklasseløgs dumheder end om overklassens asociale adfærd på det økonomiske og skattemæssige område? Hvor er proportionerne henne? Jeg spørger bare.

Det er pudsigt, som tingene ændrer sig i politik.

I går, var det vist, kunne man læse, at 24 økonomer var dybt bekymrede over regeringens økonomiske politik, hvor skævvredet, omvendt Robin Hoodsk skattepolitik går hånd i hånd med enorme bankpakker, megastore erhvervsstøtteordninger og et astronomisk voksende underskud på de offentlige finanser. Et underskud, der snart vil få Anker Jørgensens ofte udskældte udlandsgæld til at ligne en skål saltede peanuts på nytårsbordet.

Hvor tit har man ikke hørt borgerlige politikere harcelere over Jørgensens “uansvarlige” økonomiske politik, som man sandelig ikke ville gentage, fordi man havde styr på finanserne og nulskattestop!? Ikke et ord om, at Jørgensen også måtte kæmpe med stor ledighed, oliekrise osv. Og nu vender kritikken så – som altid i politik – tilbage som en susende boomerang og rammer Clausewitz Jørgensen og Co. i nakken med et smæld. Og minder os alle om, at det er let nok at have styr på finanserne, når konjunkturerne går op, men umådeligt svært, når det går ned igen. For sit indre blik ser man daværende finansminister Knud Heinesen med alvorsfuldt bedemandsansigt tone frem og advare mod den afgrund, vi med hastige skridt bevæger os frem mod som små lemminge.

Om en god dags tid tager vi hul på et nyt år. Og her vil Underdanmark få at føle, at alting har en pris. Regningen for en kuldsejlet borgerlig politik, der forpassede muligheden for at lave brede reformer for det store befolkning, medens der endnu var råd til at købe hele verden (med Thor Pedersens storskrydende ord), vil blive sendt til borgerne – især dem, der kører på anden klasse, B-holdet… Velbekomme.

Det er ikke noget ukendt fænomen, at dimittender fra universitetet går ledige et stykke tid, inden de får et job. Nogle længere tid end andre. En af årsagerne er, at erhvervslivet ansætter ud fra erfaring – erfaring, som man kun får i kraft af en ansættelse. I den aktuelle krisesituation ser det ud til, at flere nybagte kandidater går ud i en længerevarende arbejdsløshed. Og det har åbenbart ‘bekymret’ landets statsminister. Og det er der vel også grund til. Vi ved jo, at vi har en voksende “alderdomsbyrde”, som arbejdsomme unge skal forsørge. Derfor er det vigtigt, at de kommer i gang snarest muligt. Under påvirkning fra Dansk Folkeparti – hvem ellers? – fremlægges der derfor et par lovforslag, der skal gøre det muligt for de unge kandidater at uddanne sige yderligere et år – på SU. Man undrer sig. For det første over, at mere uddannelse (selv om der er tale om ‘et særligt kompetencegivende forløb’) skulle åbne for flere arbejdsgiveres døre. Og i øvrigt: Har de ikke masser af kompetencer (for slet ikke at tale om kvalifikationer!), når det kommer lige fra universitetet? Hvis man så accepterer ideen om mere kompetencegivende efteruddannelse, hvorfor så ikke udvide det til de mange voksne ledige, der går rundt i eller på vej ind i aktiveringscirkusset uden udsigt til at kunne vende tilbage til de jobs, de engang havde? Var der ikke noget om, at de ældre borgere skulle blive længere tid på arbejdsmarkedet? Måske en passende efteruddannelse kunne bane vejen tilbage – for nogen? Ja, hvorfor ikke bide hovedet af al skam og lade de ledige efteruddanne sig på dagpenge? Det ville skabe mere arbejde (nemlig i uddannelsessektoren), og samfundet ville få noget for dagpengene. Regeringens nye udspil er en lille lap, der ikke kan dække det kæmpemæssige hul, som er ved at blive dannet af tilstrømmende ledige. Tiden er inde til en regulær reform, der sikrer, at de mange ledige får en chance for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, inden langtidsarbejdsløshedssyndromet lægger sig over dem som en kvælende, demotiverende dyne. Har regeringen modet?

>I går måtte Lene Espersen krybe til korset og fremlægge et lovforslag, der giver Finanstilsynet flere beføjelser over for bankerne. Bl.a. skulle det fremover være muligt at afskedige en bankdirektør, der førte en uansvarlig bankdrift.
Og set i lyset af den grasserende økonomiske krise, der sender tusindvis af mennesker ud i perspektivløs arbejdsløshed og virksomheder i knæ osv., så måtte de magthavende politikere handle.

Om det nye lovforslag er tilstrækkeligt, kan man så diskutere og sætte spørgsmålstegn ved i den kommende tid. Og det bliver allerede gjort. Der er også al mulig grund til at rejse spørgsmålet om tilsynet med bankerne er godt nok efter de nye reglers indførelse.

For i går aftes kunne man se landets førende bankdirektør Peter Skaarup fra Danske Bank med vanlig slebenhed og kølighed glide af på spørgsmålet, om ikke det var rimeligt med stramninger. Ikke så meget som antydningen af anger var at finde i manden tale eller ansigtsudtryk. Med teflonbelagt udtryksløshed undlod bankdirektøren at forholde sig til den nødvendige bodsøvelse det er at reflektere over bankernes og den øvrige finansverdens verdensfjerne, harsarderede udlånspolitik og gambling med samfundsøkonomierne. Med andre ord: Ikke den mindste bevægelse i ansigtets tilrettelagte folder antydede, at spørgsmålene om bankernes moral, etik og ikke mindst samfundsansvar lå direktøren på sinde. Blot en tør konstatering af, at sådan var det nu engang, og det måtte man så leve med.

Bedre blev det ikke, at en førende talsmand for bankernes interesseorganisation skulle forsvare den genoptagne bonusordninger for specialiserede bankmedarbejdere. Talsmanden fremførte den gamle mølædte traver med, at hvis ikke man polerede de pågældende medarbejderes røv med guldstøv, så ville de flygte ud af landet. Et argument, der bygger på den fordom, at højtuddannede og -lønnede medarbejdere primært er motiveret af penge. Den fordom er blevet gennemhullet ved flere undersøgelser af akademikeres og andre højtuddannedes motiver for at arbejde.

Den spørgende journalist havde til gengæld ikke røv nok i bukserne til fx at forholde talsmanden det faktum, at Jyske Bank i de forløbne uger på sidestore avisreklamer netop har slået fast, at argumentationen ikke holder.
Der er tale om et postulat uden ret meget hold i virkeligheden. Et postulat, der først og fremmest fortæller noget om den forældede, hermetisk lukkede virkelighedsopfattelse, der hersker i store dele af finanssektoren. En virkelighedsopfattelse, der grundlæggende forbinder al motivation med penge, og som fx har fået landets næstestørste bank til at afsætte over en milliard kroner til bonusser. I en krisetid, hvor virksomheder har mere end svært ved at låne noget som helst.

De to indslag demonstrerede vattet, ukritisk journalistik for åben skærm. Og det var forstemmende at se på. For der er brug for en radikal ændring af bank- og finansvæsnets etiske grundlag. Jo før politikerne tager fat på det, desto bedre for samfundsudviklingen. At se bankernes ansvarsforflygtigelse og habitklædte arrogance er ganske enkelt en hån mod skatteyderne, som har reddet bankernes skind. Det er skandaløst. Intet mindre.

Vi nærmer os tyveårsdagen for Berlinmurens fald. Og vi mindes om de euforiske dage, hvor Østblokken sank i grus, hvor familier og venner blev genforenet og die Ossies kunne rejse derhen, de ønskede. Østborgeren fik en ny frihed. Friheden til at sælge sin arbejdskraft og friheden til at forbruge, hvis ellers man havde noget at købe for. Markedets friheder. Og samme marked bredte sig som en løbeild bag den tidligere mur.

Men Berlin-muren forsvandt ikke helt. Den forblev i hovedet på folk. Den autoritære såkaldte kommunisme døde, men forestillingen om muligheden af et andet samfund end det liberalistisk-kapitalistiske ulmede som gløder i asken. Måske især i hovedet på højreorienterede folk, der siden indædt har arbejdet på at mane denne tanke i jorden.

Venstrefløjen til gengæld har haft mere end nok at se til med at forsvare de landvindinger – sociale rettigheder og privilegier – som blev opnået i tressernes højkonjunktur og har været under pres, siden krisen satte ind i halvfjerdserne; og socialstaten kom under pres gennem løbende besparelser og ideologiske krav om markedsgørelse.

Som Rune Lykkeberg er inde på i weekendens Information, så blev venstrefløjen de nye konservative. Sådan som man også ser det i dag, hvor Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten gerne vil fremstå som velfærdsstatens sande beskyttere.

Jubilæumsåret for Berlinmurens fald, er også det år, hvor finanskrisen for alvor har bidt sig fast, og den triumferende markedsøkonomi igen har vist sine indbyggede begrænsninger. Det er, som Lykkeberg er inde på, blevet tydeligt, at market og pengestyringen er endt i et umådeligt ineffektivt bureaukrati, at markedets iboende irrationalitet har været iøjnespringende, at den messende ideologiske dyrkelse af det økonomiske “incitament” har medført “kriminel og afstumpet adfærd”, at det økonomiske imperativ har medført en svækkelse af borgeren over for forbrugeren i demokratiet, at markedets udbredelse ikke har været nogen garant for demokratisk udvikling, hverken her eller hisset, og at bekæmpelsen af statslig regulering har undermineret retsstaten…

Lykkeberg slutter af med følgende ord: “Vi fik det finansielle sammenbrud sidste år, men vi fik ikke noget nyt i stedet for det gamle, for der var ikke andet. Dette andet kunne være en styring, hvor mennesker selv finder ud af bestemme sammen…Det er ikke løsninger,som kloge intellektuelle kan foreskrive dumme praktikere. Det er en fælles læreproces, hvor oplyste praktikere kan lære af hinanden. De kan selvfølgelig også lade være.Men så må de instille sig på, at pengene bestemmer.” Drømmen lever stadig…

Vi er ude i en økonomisk krise, hvis ende ingen kan få øje på. Bortset fra de obligatoriske jubeloptimister, der sætter deres lid til små “positive” tegn i samfunds- og verdensøkonomien.

En af de ting, finanskrisen belærte os om, ja, mindede os om – og som man blandt borgerlige økonomer nu forsøger at fortrænge eller glemme aktivt – er, at de borgerlige økonomiske teorier hverken kunne forudse krisen, dens omfang eller perspektiv. Der var enkelte kritiske røster i koret, skal man retfærdigvis nævne, men de druknede i den store tsunami af superoptimistisk, liberalistisk tro på, at der ingen grænser var for den højkonjekturelle vækst og ekspansion.

I dag ved vi, at man tog alvorligt fejl. Og prisen for krisen betales af – på verdensplan – millioner af arbejdsløse. De borgerlige økonomiske teoriers afmagt skal man ihukomme, når selveste nationalbankdirektøren, Nils Bernstein, kort før de forestående finanslovsforhandlinger løfter en pegefinger og advarer politikerne om, at de ikke må bekæmpe arbejdsløsheden. For det vil skade “vores” eksport (vores?).

I den forbindelse kommer nationalbankdirektøren for skade at kategorisere arbejdsløshed som et stykke natur. Når nu de borgerlige økonomiske teoriers afmægtighed er blevet afsløret, så bør politikerne, inden afsløringen tilsløres igen af ideologiske tågedannelser, glemme alt om Bernsteins løftede finger og koncentrere sig om at løse arbejdsløshedens problem. Hvilket vil sige: Sørge for at de ledige får efteruddannelse, omskoling og mulighed for at leve et rimeligt liv, så længe krisen står på.

Arbejdsløsheden er lige så lidt natur, som den kapitalistiske økonomi er det. Den er menneskeskabt. Og menneskene kan lave om på den, hvis de vil.

Kan de undre nogen, at den ene historie efter den anden dukker om om politikere (EU!), erhvervsfolk (IT-Factory, selskabstømmere osv.) og almindelige borgere (you name ’em!), der har fingrene dybt begravet i den store skattekasse eller på anden måde beriger sig på andres bekostning? Kan det undre nogen? Vi lever i et samfund, hvor det at berige sig er en krumtap i selve det økonomiske system, hvis formål er vækst og profit. Og den politiske diskurs drejer sig om det, at vi skal arbejde, arbejde mere og i længere tid, skabe mere værdi og vækst. Mere, mere, mere…

Kan det for alvor undre nogen, at personlig moral har svære kår inden for disse rammer? I dag kan man læse, at den i forvejen problematiske “renoveringspulje”, som den siddende regering oprettede for at sætte gang i den hensygnenden byggebranche, ikke alene er kommet de rige til gode – dem med en årsindtægt over 600.000, men også i vid omfang har været genstand for “fusk”, hvor modtagerne – 7% af dem – har anført materialeudgifter som arbejdsløn og derved har modarbejdet selve ideen med puljen. Selvfølgelig skal misdæderne betale tilbage, men det ændrer ikke ved, at billedet er ganske forudsigeligt. Det handler ikke om samfundssind, men om at mele sin egen kage. Spørg bare bankdirektørerne. Link.

Jeg har sagt det før. Og det bliver ikke mindre rigtigt af at gentage det: Prisen på musik-CD’er i danske butikker er alt for høj. Hvem søren vil betale næsten 150 kr. for en ny cd, som man – inkl. forsendelse og VAT – kan købe for under 100 kr. på fx Amazon.co.uk eller Play.com? Hvis man da ikke vil nøjes med at downloade albummet til et endnu mindre beløb? Faktisk kan jeg ikke selv huske, hvornår jeg sidst købte en fuldpris-cd i en dansk butik? Det er i hvert fald år tilbage.

I dagens nyheder kan man læse, at salget af CD’er fortsat er faldende. En del af skylden har nye forbrugsvaner via internettet – legale (de nye gratistjenester og digitale butikker) såvel som illegale. Men musikbranchen bærer også selv et ansvar ved konservativt at have fastholdt et urimeligt højt prisniveau i detaillledet. Og der er ikke noget nyt i det. Hvem husker ikke dengang for snart mange år siden, hvor punktafgifterne på CD’er blev fjernet – hvorefter pladeselskaberne straks indkasserede fortjenesten ved at fastholde prisniveauet? Dengang var det trick muligt, fordi konkurrencen på området var til at overse, men med det stadigt hurtigere internet går den ikke længere.

Måske er det på tide, at musikindustrien for alvor vågner op og indretter sig på de markedsvilkår, som internettet sætter for salg af musik, og sætter prisen på CD’er væsentligt ned. Så kunne det jo være, at forbrugerne villle købe andet end tilbudscd’er i butikkerne… Jeg ville i hvert fald.

Medens hjemlige politikere demontrerer, hvor verdensfjerne de er, med tanker om reduktion af ledighedsperioden (fordi vi nok, hvis og i fald krisen engang letter, måske vil komme til at mangle arbejdskraft til den vækst, der måske-måske ikke vil være mulig…), står 9 millioner amerikanere, nemlig dem, der mistede jobs, da krisen startede, snart uden penge til dagen og vejen. Og det til trods for, at regeringen har udvidet og supplementeret støtten lidt. De økonomiske “vismænd”, hvis visdom til dels er ansvarlig for den krise, vi er landet i, fortsætter med at spejde efter spæde økonomiske og statistiske tegn på en “bedring” af de liberalistiske økonomi, men kan slet ikke se den sociale elendighed og de katastrofale menneskelige følger, krisen har. Som Lord Nelson sætter de kikkerten for det blinde øje.

Feberen svinger stille op og ned og sørger for at holde kvalmen kørende. I got the flu. Og bedre bliver det ikke af at læse nyhederne på nettet. Hvorfor læser man dem egentlig? Fordi, det ikke er muligt at leve i glad uvidenhed.

Og netop i dag kan man så læse, at den såkaldte venstrefløj (Socialdemokraterne og SF) har gravet det såkaldte “dagpengeproblem” frem igen. Det var ellers blevet smidt ind under gulvtæppet i efteråret, hvor ingen – heldigvis – kunne blive enige om noget som helst. Socialdemokraterne vil hæve dagpengesatsen (til gengæld for en forkortelse af perioden, hvor man kan modtage penge), og SF vil forkorte den periode, der skal gå fra man indmelder sig i a-kassen til man modtager de første dagpenge. Fra et år til et halvt.

Imedens har den officielle ledighed rundet 100.000, og der er ikke taget beskæftigelsesfremmende initiativer til reformering af det administrative område (aktivering, jobcentre etc.). Den såkaldte beskæftigelsesminister Inger Støyberg er næsten larmende tavs og forholder sig kun til statistik og små konjekturelle skvulp, som kan fortolkes som en bedring i krisen – hvis man ellers ser bort fra alle de negative ting.

Dagbladet Information har netop indledt en artikelserie om de sidste 30 års politik, hvor det dominerende paradigme har været: økonomien. Nu, hvor enhver med rimelighed må forholde sig yderst skeptisk til enhver “økonomisk eksperts” udtalelser om krisen og dens perspektiver, kommer det to lønmodtagerpartier så på banen med den slags småjusteringer. Man ved ikke om man skal skraldgrine eller græde snot. Det er tragikomisk.

Det ville tjene de to partier til ære, hvis de stod sammen og indledte en rambuk-kritik mod den økonomisk diskurs, der stadigvæk kører som en anakronisme i det politiske niveau. Tiden er inde til nytænkning. Den liberalistiske økonomi ligger underdrejet, og ingen ved reelt, hvor krisen ender.

Danmark er i økonomisk krise. Blandt andet forårsaget af den finansielle sektors – bankers og kreditforeningers – “kreative” udfoldelser. Det har medført rekordstore bankpakker, stigende arbejdsløshed, faldende eksport, voksende underskud på betalingsbalancen m.m. Og som enhver ved, inklusive Konen i Muddergrøften, så skal regningen betales. I forvejen har politikerne haft mere end svært ved at finde penge til at sikre det svindende “velfærd”, og den ny situation har ikke gjort det lettere. Og der er som bekendt kun et sted pengene kan hentes: skatten. Derfor burde det vel være indlysende klart, at dem, der har nok at give af, betaler lidt mere til fælleskabet? Ikke?

Socialdemokratiets Helle og SFs Villy har derfor tænkt sig at indføre en særlig topskat, der rammer (av, av…) alle dem, der tjener mere end 1 million kroner om året. Det drejer sig om fem procent af skatteyderne. Skulle man være i tvivl om, hvorvidt det er en god idé, så kan man altid lytte til CEPOS. For de klynker over denne såkaldte “jantelov-skat”. Det går ud over “kernemedarbejderne” i virksomhederne, “de mest produktive”, dem med “de gode idéer” osv. Der er ingen grænser for, hvor skadeligt det vil være at belægge disse rige mennesker med en ekstraskat på fem procent. Det er nærmest landsskadelig virksomhed at foreslå sådan noget. Landet vil gå i hundene, på røven, rabundus… Og de resterende 95 % mere eller mindre overflødige, mindre produktive, idéforladte medarbejdere vil stå med håret i postkassen, fordi lykkeridderne vil forsvinde ud af landet, sådan som de så ofte har truet med at gøre (men ikke rigtig har taget sig sammen til gøre…). I følge de altruistiske økonomer fra tankeboblen Cepos.

– Næ, hvis vores fremtid (som i følge ideologerne er truet med det nye skatteforslag) er afhængig af, om nogle mennesker ikke gider arbejde, fordi de skal bidrage til det fællesskab, som deres uddannelser og gyldne karrierer er et produkt af, så har vi først et problem. Hvis det eneste, der driver disse mennesker er pekuniær og forbrugeristisk grådighed og ansvarsløshed over for fælleskabets økonomiske og sociale problemer, så er vi for alvor på Herrens mark. Og det er måske også det, vi er…