CAPAC

Jeg har gået med briller, siden jeg var tolv år gammel. Og bortset fra en kort “indkøringsperiode”, hvor jeg fik udskiftet glas og stel hyppigt, har der heldigvis været længe imellem udskiftningerne. Når jeg siger heldigvis, så er det, fordi det er dyrt. Sidst det skete måtte jeg af med i omegnen af 6000 kroner for stel og dobbeltslebne glas. Jeg ved, at andre må punge mere ud.
I går snakkede jeg med en jævnaldrende kollega, der har havde købt tre nye par briller. Det kunne kun lade sig gøre – økonomisk – fordi han købte dem i Flensborg. Ialt – inklusive synsprøve, gode stel, dobbeltslebne kvalitetsglas etc. – kom han af med lidt under 3000 kroner.
Da vi kom ind i EF i starten af halvfjerdserne fik vi lovning om, at konkurrencen på det indre marked ville udligne denne slags urimelige prisforskelle. Men hvad fik vi?

De sidste par dage har man kunne læse om Lene Espersens “redning” af alle de medborgere, der som følge af finanskrisen er kommet ud i problemer med deres flexlån. Eller rettere: Som nu skulle til at mærke den risiko ved flexlånene, som faktisk hele tiden har været medkalkuleret som en mulighed. At Lene Espersen selv er en af flexrytterne kan man forarges over eller lade være – alt efter temperament. Meget værre er det, at man med denne “noble” handling pisser på alle dem, der tog risikoen alvorligt, tog fastforrentede lån og betalte prisen for den tryghed, de gav. I forbindelse med fremlæggelsen af redningsplanen ymtede Espersen noget om, at man med planen forventede at vende tilbage til “normale” tilstande i økonomien. Problemet er blot, at normaliteten i den kapitalistiske økonomi er tilbagevendende økonomiske kriser, og regeringen har med sine statsindgreb leveret en tavs, men sønderlemmende kritik af den økonomi, de selv lovpriser i andre sammenhænge. Når man som regeringen gør, tager skattekroner og lægger et økonomisk sikkerhedsnet ud under økonomiske fribyttere, der i forvejen har levet i sus og dus og har skaltet og valtet med pengene, så må staten – skatteborgerne – vel have noget til gengæld? Herunder større styring og regulering af den finansielle sektor, banker, kreditforeninger, pensionskasser osv. I det hele taget peger regeringens handlinger på dette område på nødvendigheden af en radikal anden politisk dagsorden.

Det må løbe koldt ned at ryggen på enhver liberalist, når han/hun i avisen kan læse, at englænderne er ved at nationalisere banker for at løse den akutte finanskrise. Bedre bliver det ikke, når man så kan læse, at den danske liberal-konservative regering mod sin egen vilje og sit eget ønske kan komme til at gøre noget lignende, fordi bankredningerne nok vil resultere i, at staten kommer til at eje betydelige aktieposter i de pågældende banker. Det er oven i købet bankerne selv, der ønsker den ordning.
Alternativet vil selvfølgelig være, at man lod markedet selv klare sine problemer. Med store konsekvenser for bankerne, deres kunder og alle andre med relation til disse.
Uanset om man kan lide det eller ej, så illustrerer den aktuelle situation fælleskabets nødvendighed for et i øvrigt individualistisk orienteret marked. Der var engang en gammel jødisk økonom, der gjorde opmærksom på, at kapitalismen skabte sin egen modsætning. I disse dage ser vi et eksempel på det. Det går under betegnelsen nationalisering.

De seneste par dage har man kunnet høre om mange unge husejere, der er kommet i klemme økonomisk på grund af den stigende rente og de faldende huspriser. Der er nævnt tal fra 50000 til 100000. De pågældende familier eller par har købt ejerbolig i den periode, hvor priserne var skyhøje, og har finansieret dem fx ved hjælp af de såkaldt rente- og afdragsfrie lån. Nu rasler priserne så ned på boligerne og udgifterne stiger. Og mange er stavnsbundet til boligen, med mindre de vil sælge med store tab og måske stor gæld til følge. I går kunne man høre og se en veltalende repræsentant for bankverdenen forklare, at forbrugerne da selv har bragt sig i den situation. De er deres eget ansvar, at de har – som det blev udtrykt – ladet sig friste af bankernes lånetilbud.
Hvis du er først i tyverne, så er dit historiske udsyn ikke så stort, og måske har du ladet dig narre af politikernes snak om den kapitalistiske økonomis stabilitet og troet, at det ville fortsætte sådan – med vækst, lav rente og stigende huspriser – i mange, mange år frem. Men sådan fungerer det ikke. Det går op og ned. Sådan som det altid har gjort i markedsøkonomien.
Bankerne har gjort, hvad der var muligt. At sælge deres alt for fristende tilbudsvarer, som de igen og igen har smidt ind ad folks brevsprækker. Bankerne har kun gjort, hvad man kan forvente af en kommerciel bank. De har gjort, hvad de har fået lov til. Og derfor lander ansvaret hos de politikere, der i øvrigt taler så meget om ansvarlighed. Økonomisk ansvarlighed. Hvis nu de ansvarshavende politikere havde været rigtig ansvarlige, så havde de nok reguleret låneområdet, således at stavnsbinding og gældsfælder var undgået.

I forgårs genså jeg filmen Bourne Ultimatum – det er anden del af Bourne-trilogien, som jeg er ved at genopleve – og en central scene foregår på Berlin Alexanderplatz, hvor hovedpersonen Bourne har sat en af sine forfølgere i stævne. En demonstration bestående af uddannelsessøgende gør, at Bourne endnu engang kan snyde sine forfølgere og komme et skridt nærmere den sandhed, han søger… Men det var nu ikke filmen som sådan, jeg ville kommenterer, selv om den godt kunne fortjene et par ekstra kommentarer. Men blandt de bannere, som de demonstrerende bar rundt på, kunne man læse “Ausbildung ist keine Ware!“. Uddannelse er ingen vare!

Sådan burde det ikke være. Men sådan er det. I vores neo-liberalistisk-styrede uddannelsespolitik. I det hele taget er uddannelse blevet produkt på linje med kødkonserves eller hygiejnebind. Et godt eksempel på, hvordan den liberalistiske økonomi griber styrende ind i uddannelsestænkningen og -udformning i dette land, er det såkaldte “taxameter-system”, der bruges i forskellige udgaver i uddannelsessystemet, og senest er blevet indført i selve hjertet af det videregående uddannelsesystem: gymnasierne.

Forenklet sagt, så drejer taxametersystemet sig om, at uddannelsesinstitutionernes økonomi reguleres ud fra fundamentale markedsprincipper. Det vil sige udbud og efterspørgsel. Jo flere elever, der kommer ind på en uddannelse og gennemfører denne, jo flere midler. Og omvendt: jo mindre søgning, jo større frafald, desto færre penge.
I dagens udgave af Politiken kan man læse, at en lang række gymnasier efter sommerferien opretter klasser med op til 36 elever. Og det sker udelukkende af økonomiske årsager. På gymnasierne ved man godt, at der vil være et vist frafald af unge, der af forskellige årsager dropper ud af uddannelsen, og derfor forsøger man at sikre sig ved at tage flere ind, end man ville gøre, hvis de økonomiske realiterer var anderledes skruet sammen. Nogle gymnasier vælger – af pædagogiske og faglige årsager – at sætte et loft over klassekvotientens størrelse, fx 29, fordi man godt ved, at jo større kvotienten er, desto større er frafaldet, fordi man ganske enkelt får sværere ved at nå den enkelte elev. Bagsiden ved denne modige prioritering er, at økonomien for alvor kan blive et problem, fordi man ikke kan undgå frafald. Det viser alle erfaringer.

Gymnasierne er fanget i svært løseligt dilemma; enten forhøjer de klassekvotienten til et uacceptabelt omfang og kalkulerer med et vist stort frafald ( og håber måske på, at den politik ikke på lidt længere sigt vil give bagslag i form af et dårligt renommé blandt de uddannelsessøgende, så tilstrømningen vil falder og give andre lommesmerter…) eller også satser de på mindre hold, får alligevel et vist frafald, og økonomiske problemer, der kan betyde fyringer blandt de ansatte og forringelser af undervisningen og så videre.
Gymnasierne har været den sidste bastion, der manglede at blive indtaget af den hærgende markedsøkonomis betingelser. Det sker nu – og mit gæt er, at denne proces vil gøre regeringens floromvundne tale om, at vi skal have verdens bedste uddannelsessystem, grundigt til skamme…

Opdatering: Danske unge, hvis de er (u)heldige nok, kommer til at tilbringe tyve år af deres liv i uddannelsessystemet. Derfor er det måske ikke så underligt, at nogle af dem får lyst til en pause undervejs. I hvert fald drejer en af dagens nyheder sig om, at unge i stigende grad holder sabbatår lige efter gymnasiet (eller de tilsvarende ungdomsuddannelser). Og straks springer Dansk Industri ud som fuglen af kukuret og galer: Straf dem økonomisk! Reducér deres studiestøtte! DI inkarnerer den økonomiske tankegang, der råder i danske politik i disse år, som en karikatur! DI kan kun se sine egne medlemmers kortsigtede behov. Heri er der intet nyt. Men om jeg fatter, at medierne bliver ved med at lægge spalteplads til disse forudsigelige rygmarvsreaktioner!

Den såkaldte Arbejdsmarkedskommission, hvis udspil har været ventet (frygtet?), sætter i dag fingeren på skattestoppet som politisk problem. Den offentlige sektor vokser som bekendt – og regeringen ønsker at pumpe yderligere 14 milliarder i sektoren med sin 2015-plan. Man accepterer altså stigende offentlige udgifter, men vil samtidig ikke røre ved “skattestoppet”, der er blevet en hellig ko for regeringen (selv om den også – ved en nærmere analyse – viser sig at være en illusion). Derfor er øgede skatter ikke nogen løsningen på problemet. Der er kun én løsning, mener kommisionen: Danskerne skal arbejde mere. Alle, der kan kravle og gå, skal i arbejde. Og alle, der allerede er i arbejde, skal arbejde mere og længere. Og så er det jeg tænker: Endnu et eksempel på økonomisk hokus-pokus. For hvis du skal arbejde mere, fx en time om ugen eller et år mere i det samlede arbejdsliv, så skal du også betale mere i skat, ikke? Ganske vist holdes skatteprocenterne i ro, men du kommer alligevel til at smide flere kroner i skattekassen.

Erotik og penge. Det er ikke kun i prostitutionens verden, at de to ting kommer i samspil. I dag afgøres det, hvor meget Paul McCartneys ex-frue Heather Mills skal have efter fire års ægteskab med Beatle-Paul. Det forlyder, at den tidligere nøgenmodel og nuværende miljøforkæmper Heather vil få omkring 25 millioner pund (ud af McCartneys formue, der anslås at være cirka 825 millioner pund).

Når jeg nævner det, så er det ikke for at moralisere, men blot konstatere, at skilsmisser ikke er for barnerøve, og at det kræver sin mand og kvinde at komme igennem en sådan uden store sår på sjælen. McCartney selv har lagt megen vægt på, at detaljerne fra ægteskabet og dets opløsning ikke kom frem i offentlighedens lys. Men noget tyder på, at det ikke kommer til at gå sådan. Hvis dommen i dag ankes, vil der være frit slag for saftige detaljer. Og eftersom Heather Mills har afvist at tie stille, så kunne man også tænke sig, at hun ville skrive en bog om det. Det gør man jo derovre.

Det vil så – med sikkerhed – blive afsløret, at Paul Mccartney også kun er et menneske som du og jeg, med svagheder, fejl og mangler. Og vil vil kaste os frådende over detaljerne for at få netop det bekræftet. Lige som vi gør, når vi læser Se & Hor, Billedbladet og de andre sladderblade (men kun hos frisøren, forstås!).

Love, love, love, love, love, love, love, love, love.
There’s nothing you can do that can’t be done.
Nothing you can sing that can’t be sung.
Nothing you can say but you can learn how to play the game
It’s easy.
There’s nothing you can make that can’t be made.
No one you can save that can’t be saved.
Nothing you can do but you can learn how to be in time
It’s easy.
All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love, love is all you need.
Love, love, love, love, love, love, love, love, love.
All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love, love is all you need.
There’s nothing you can know that isn’t known.
Nothing you can see that isn’t shown.
Nowhere you can be that isn’t where you’re meant to be.
It’s easy.

Syng bare med: All You Need Is Love!

Engang i tresserne troede man, at musikken kunne forandre verden. Det kan den måske også. Måske ikke fra den ene dag til den anden. Men sådan i det små…
Jeg faldt over musikprojektet “The Cake Sale“, der støtter ideen om Fair Trade. Altså, at handel med tredje og fjerde verdens lande skal ske på retfærdig vis (og gerne bæredygtig sådan). En skiftende gruppe musikere støtter Oxfam Internationals bestræbelser på at bryde EUs unfair handel med ulande ved at donere deres musik i form af lytteværdige cd’er. The Cake Sale består af: Rob Bochnik, Ollie Cole, Brian Crosby, Conor Deasy, Dave Geraghty, Emm Gryner, Lisa Hannigan, Neil Hannon, Glen Hansard, Gemma Hayes, Graham Hopkins, Kevin Horan, Colm Mac Con Iomaire, Padraic McMahon, Gary Lightbody, Matt Lunson, Paul Noonan, Nina Persson, Dominic Phillips, Damien Rice, Ken Rice, Josh Ritter, Daniel Ryan og Nick Seymour. På projektets hjemmeside kan man høre samples, købe de udgivne cd’er, se video og få information om det sympatiske projekt.

Nina Persson (m. Manic Street Preachers) Your Love Alone Is Not Enough – og en lille lækkerbidsken, Nina Persson/ A Camp / I Can Buy You

Hvad handler det aktuelle folketingsvalg om? Skal man tro den borgerlige sognepræst Kathrine Lillør, så er der reelt set kun et tema i valgkampen, nemlig skatten. Skal den stige? Skat den sænkes? Skal den stoppes?
Selv om jeg tror, at det er en forenkling af, hvad der foregår i en i øvrigt temmelig diffus valgkamp, hvor danskerne er mere forvirrede end nogensinde tidligere, så er der ingen tvivl om, at skatteuhyret stikker sit hoved frem i mange sammenhænge. Fx i velfærds-debatten. Skattedebatten, hvis man da kan kalde tematiseringen af skat for en debat, er meget underlig. Hvorfor mon?
Jo, den dybt præget af en skikkelse, hvis navn nærmest er glemt i dag: Mogens Glistrup. Da den daværende jurist og landsretsagfører den 30. januar 1971 dukkede op på DR TV med sit 0-skattekort og sammenlignede skatteunddragere og -snydere med besættelsestidens sabotører, sprøjtede han politisk dioxin ind i skattedebatten. Siden har den været forgiftet. Og den dag i dag hænger Glistrups lange slagskygge ind over debatten.
I den verserende valgkamp kan man fx opleve Ny Alliances Naser Khader falde totalt igennem i sit forsøg på at forklare, hvad 40% beskatning til have af konsekvenser for en almindelig borger. Partiets ledende skikkelser undskylder han med “udmattelse”, men der er snarere tale om et symptom på skattedebattens afsporing efter Glistrup. Der snakkes procenter, top-, mellem- og bundskat. Og enten skal skatten sættes ned eller i hvert fald holdes i bero (“skattestop”). Stige skal den i hvert fald ikke. For så er man “uansvarlig”. Og det til trods for, at det samlede skattetryk er steget stødt under den nuværende og den foregående regering.
Derimod er der ikke megen snak om, hvad vi faktisk får for vores skattepenge. Eller om, hvorvidt pengene kunne bruges anderledes og bedre. Og det er lidt underligt. I det forgangne år har man fx kunnet læse socialrådgiverne i det offentlige bruger højst 25% af deres arbejdstid på socialrådgivningsarbejde. De resterende 75% bruges til adminstration (dokumentation, evaluering, kontrol, registrering etc.). Lignende forhold gør sig gældende for de ansatte i landet store jobcentre. Det samme gør sig gældende på ældreplejeområdet, det pædagogiske område, uddannelsessektoren osv. Selv om ledende politikere som fx socialminister Karen Jespersen med statistik og procenter i mund benægter elendigheden, så kan enhver med berøring til den offentlige sektors forskellige sammenhænge ved selvsyn konstatere, at det står sløjt til. 75 ører til bureaukratiet, hvis nytte sjældent diskuteres, og 25 ører til det faglige arbejde.
Hvorfor er det gået sådan? En forklaring kunne være, at glistrupismens forgifning af skattedebatten har medført en kontamination af hele den offentlige sektor, der er blevet genstand for en afgrundsdyb mistillid. For at sikre, at vi får noget for de betalte skattepenge, så skal hver eneste arbejdstime dokumenteres, hver eneste øre redegøres for. Over hele den offentlige sektor ligger Glistrups store marcipanduftende slagskygge som en centertung fjerdyne af mistillid, mistro, mistænkeliggørelse, “kvalitetssikring”, kontrolhysteri osv.
Det lykkedes dengang at få Glistrup jaget på porten og diskvalificeret som politiker, men inden da havde han lagt beslag på de ledende politiske hjerner i dette land.

Det skulle være rigtig nok: His Bobness optræder i en ny reklame for Cadillac. Vi vil ikke undlade at sige, at vi her i capac-bloggen er lidt skuffede. Zimmermann har jo penge nok, ikke?
Tro dine egne øjne – her.

I går aftes hentede capac og gravhunden fruen efter arbejde. Undervejs gennem det halvmørke, regnfulde århus lyttede vi til P1. En udsendelse om vor tids nye korstog: kampen mod fedmen. En snusfornuftig radiodame stillede spørgsmål til såkaldte eksperter. Og en af dem, der i øvrigt var på forældreorlov, skulle svare på spørgsmålet: Hvorfor er det os så magtpåliggende at få fede mennesker til at tabe sig? Som intervieweren udtrykte det: Er det ikke folks egen sag, om de helst vil ligge på sofaen, se tv og spise flødeskumskager? Den interviewede ekspert forsøgte at forklare det som et moralsk problem. Det var, fordi “vi” står moralsk til ansvar for hinanden, at de fede nu skal sendes på slankekur og i motionsrum. Men, intervieweren gav ikke sådan op. Hvorfor var det nu blevet et fælles moralsk problem? Og her kom eksperten på glatis. Ja, æh. Sådan var det bare.
Sådan går det, når man vil tænke et samfundsmæssigt problem uden at have en samfundsmæssig fortståelse af problemet. Man bliver ganske meget klogere ved at læse avisernes og medierne omtale af fedmeproblematikken. En overskrift i dagens udgave af Politiken taler for sig selv: “Fedme koster os 14 milliarder årligt“. Hvis fedme er et fælles moralsk anliggende, så er det, fordi den påståede fælles moral bunder i økonomi. Det handler om penge. Om skattepenge. Det var også derfor rygerne først blev genstand for klapjagt. Det koster mange penge i det offentlige sundhedsvæsen, at behandle rygerne. Kræftens Bekæmpelse løb i forvejen. Nu er det så de fede, der skal stå for skud. Hvem bliver de næste? Dem, der motionerer for meget og belaster sundhedsvæsenet med deres slid- og belastningsskader?

Opdatering:

I sin væven rundt i fedmen som moralsk problem kom benævnte ekspert til at sige noget interessant, foranlediget af interviewerens jordbundne spørgen. Eksperten gav udtryk for, at han ikke kunne udstå synet af en fed mand, der stod i pizzariaet og købte pizzaer. Hvorfor var han ikke derhjemme og spiste gulerødder og pastinakker? Hvorfor udstillede den fede mand sin nydelse på den måde! Det får mig selvfølgelig til at tænke på vores lokale venstre-lacanianere og Zizek-elever ovre i Center for vild analyse. For ifølge deres udlægning af hr. Zizek, så er det kendetegnende for subjektiviteten anno 2007, at subjektet er udstyret med et over-jeg, der påbyder nydelse. I modsætning til Freuds gamle over-jeg, der forbød dit og dat og derved forbandt nydelsen med forbuddets overskridelse, så siger det nye over-jeg: Nyd! Men måske gælder påbuddet – hvis vi ellers accepterer denne teori – ikke alle områder af livsudfoldelsen, måske ikke engang alle områder af erotikken, for så vidt som det at spise har erotiske dimensioner (når vi taler psykoanalystisk, vel at mærke). Måske er over-jeget spaltet? Måske er der stadigvæk en rest af det gode gamle forbuds-over-jeg. Derfor ophidser det “os”, når rygeren åbenlyst nyder sin skadelige tobak og når den fede nyder sin usunde burger… Gå dog hjem og knep!

Læs også Lars’ personlige indlæg om fedmedebatten.