Indlæg tagget med penge

En hånd til Mørtel – nyt dansk musikprojekt

21. marts 2015

Bag bandnavnet Mørtel gemmer sig Andreas Hjertholm og Hans Holten Hansen (kendt fra Ræv Hund Bjørn). Sammen skaber de noget musik, som de selv beskriver som “psych folk”, dansklyrisk musik, der har rødder i “kærligheden til Nick Drake, Leonard Cohen og Tyrannosaurus Rex”. Videoerne nedenfor giver en fornemmelse af, hvad det skal blive til. – For at realisere projektet har Andreas og Hans startet en crowdfunding. Du kan give din støtte her. Held og lykke til Mørtel med finansieringen af albummet!

Lily Allen: Måske var sangene ikke gode nok…

24. juli 2014

Lily Allens seneste album, hendes såkaldte come back-plade Sheezus, har åbenbart ikke solgt så meget, som forventet (af pladeselskabet ikke mindst…). Og i et interview sætter Lily Allen selv spørgsmålstegn ved, om pladen er god nok. At det ikke kun er et resultat af dårlig eller utilstrækkelig management, sådan som hun tidligere har givet udtryk for. Og det er – set herfra – forfriskende, at en kunstner sådan offentligt er villig til at sætte spørgsmålstegn ved sine egne udgivelser. Og det ligger helt i tråd med Allens i øvrigt åbenhjertige og ærlige popmusik, hvor hun aldrig har været særlig servil over for hverken musikbranchen eller publikum. Jeg synes ikke Sheezus er dårlig, men måske har den ikke haft nogle sange, der har været mainstream nok til at trække salget i den rigtige retning?

Vrik med numsen og bliv taget i røven af musikindustrien – Sinead O’Connor belærer Miley Cyrus og de unge poppiger

3. oktober 2013

Den unge sangstjerne Miley Curys har været et hot emne i – ikke mindst – de amerikanske medier. Ikke så meget på grund af sin populære musik, men fordi pigebarnet er sprunget ud som en voksen ung dame, der kan sælge sin musik med utvetydige seksuelle signaler. At vrikke med numsen og antyde fellatio ( = blowjob) i musikvidoer er stærk kost for de i forvejen seksualmoralsk labile amerikanerne. Men som en anden ung sangerinde – Rihanna – viser i sin nyeste video, så fortsætter man da bare med at overgå hinanden i tweerking og seksual innuendo. For pop og rock har altid været – og vil sandsynligvis altid være – inficeret med hen- og antydninger med rod i det menneskelige seksualliv.

Derfor er det ganske befriende, at en garvet rotte udi faget – sangerinde Sinead O’ Connor – har taget sig sammen til at skrive et brev til  Miley Cyrus, hvori hun umisforståeligt fortæller den naive unge poptøs, hvordan virkeligheden er i musikindustrien, hvor det vigtigste ikke er hverken musik eller sex, men – penge. Vrik du bare med numsen, så skal musikindustrien nok tage dig i røven. Sådan cirka kan det kritiske budskab koges ned.

Læs mere »

Madbanker – hvornår dukker de op i Danmark?

7. september 2013

Madbanker – Food Banks – er det fænomen, man finder i USA og Storbritannien. Og disse banker sørger for, at mennesker, der lever i fattigdom (nej, vi skal ikke igen diskutere, hvad fattigdom er, men blot konstatere, at den eksisterer…). Ikke kun hjemløse, men også folk med jobs, der blot ikke tjener nok til at kunne forsørge sig selv og familien. Jeg mener, at vi er godt på vej hen mod den situation her i Danmark, hvor folk smides på bistandshjælp efter to års dagpenge, hvor færre og færre syge kan få tildelt førtidspension eller fleksjobs osv. Afgrunden mellem dem, der har noget, de velbjergede, og dem, der er på røven vokser støt, som en undersøgelse forleden kunne fastslå. Her fortæller skuespilleren Bill Neighy om food banks og om, hvorfor det er en god idé med beskatning af finans- og banksektoren. 

Søren Kierkegaard – og pengene…

15. februar 2013

Kulturministeriet fejrede H.C. Andersen for 65 millioner – Søren Kierkegaard må nøjes med 1,75” skriver dagbladet Information i en artikelrubrik. Rubrikken – og artiklen om den mindrebemidlede filosofjubilar – fik mig til at standse lidt op og reflektere lidt over pengenes betydning i samtiden. Er du i tvivl om pengenes – eller økonomiens – betydning for samfundslivet anno 2013, så bladr lige dagens avis igennem eller følg med i de digitale nyhedsstrømme. Der er langt mellem nyheder, hvor pengene ikke på en eller anden måde er en vigtig forudsætning. Og denne konstatering fik mig til at spørge mig selv, om det er så vigtigt at fejringen af Søren Kierkegaard når samme svimlende økonomiske højder som eventyrforfatter H. C. Andersen?

Kan I huske fejringen af H. C. Andersen i 2005? Det, der står klarest for mig, var netop balladen om, hvordan pengene blev brugt. Fx historien om, at sangerinden Tina Turner fik et millionbeløb for at synge et par sange. Altså næsten det samme beløb, som det samlede budget for Kierkegaard-jubilæet løber op i! Sagt på en anden måde: Fejringen af Andersen var lidt af en skandale.

Selv om Kierkegaard er internationalt kendt og regnes for den største danske filosof osv., så er han – til forskel fra H. C. Andersen – ikke en folkelig skikkelse. Hvor de fleste danskere har stiftet bekendtskab med Andersens eventyr og historier – om ikke andet så i Disney-koncernens udvanding – så er det nok de færreste danskere, der rent faktisk har gnavet sig igennem Enten-Eller eller Kjærlighedens Gerninger.

Og Kierkegaards biografi har langt fra samme eventyrlige karakter som Andersens. Kierkegaards liv var – stillestående. Han rejste ikke ret meget – men gik mestendels rundt i København, når han endelig skulle bevæge sig – og oplevede ikke den samme sociale mobilitet som Andersen.

Men – hvad er det egentlig vi skal fejre, når Kierkegaard i år fylder 200 år? Jo, det vi skal fejre er den skriftlige efterbyrd, han frembragte ved sin skrivepult (som kan ses på Københavns bymuseeum…). Det er Kierkegaards skrifter, der for tiden er under udgivelse i 55 tykke bind under titlen Kierkegaards Skrifter, det handler om. Det er her, man møder Kierkegaards tænkning om filosofiske og teologiske problemer m.v. Det er ikke personen Søren, vi primært skal fejre, men den skriftmasse og det tankegods, han efterlod til os – for at vi skulle læse med og bliver klogere.

Min påstand er, at det nok skulle være muligt på et beskedent økonomisk budget at fejre Kierkegaards skrifter med manér. Gennem forelæsninger, foredrag, radio- og tv-udsendelser. Med det formål at ære manden ved at få flere til at læse noget af hans værk. Faktisk mener jeg, at man skulle have gjort det samme med H. C. Andersen. Uanset for kulørt og ‘filmisk’ hans levned var, så er det gennem værkerne de to forfattere lever videre, så vidt det overhovedet er muligt.

Lance Armstrongs indrømmelser – en replik

18. januar 2013

I dag vågnede jeg op til nyheden om, at den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong havde indrømmet, hvad vi alle vist for længe siden havde indset: At han kun havde præsteret ved hjælp af illegale medicinske hjælpemidler. Kaldet doping. Jeg er hverken skuffet (som den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen for eksempel), forarget eller bare overrasket. For sandt at sige, ville det kun have været en veritabel overraskelse, hvis Lance Armstrong face to face med de amerikanske mediers svar på Oraklet i Delphi, Oprah, havde holdt fast i sine løgne. Han har gjort det længe nok, gentaget det mange gange nok. Ja, det ville være nærmest ubærligt, hvis han havde fortsat og demonstreret sin legendariske ved- og udholdenhed på netop det punkt. Nej. Løgnen måtte komme for dagen i al dens usminkede gru. Indrømmelserne vil muligvis – ja, sandsynligvis – give anledning til et retsligt efterspil, hvor hr. Armstrong vil blive afkrævet tilbagebetaling af mange af de penge, han har tjent gennem sine løgne. Men sagen vil ikke ændre noget ved det cirkus af forløjethed, forstillelse og bedrag, som professionel cykelsport er blevet for mange år siden. Tro mig, Touren vil fortsætte med at rulle over skærmene og folk vil fortsætte med at sidde naglet til den og klæbe til Jørgen Leths talestrøm. Touren vil fortsat blive opført som et spektakulært drama, der et eller andet sted er en fortælling om det dopede samfund, vi alle lever i – med og uden løgne.

Tilbagespoling: Follow the Money

Money makes the World go around….

17. juni 2012

Money makes the World go around. Sangen fra filmen Cabaret har kørt rundt i hovedet på mig her i formiddag. Og det samme har den fantastiske scene fra filmen, hvor Liza Minelli og Joel Grey fremfører sangen, som fortæller en bitter sandhed om den materielle virkelighed, vi alle lever i, hvor den rige kan købe næsten alt, men ikke kærlighed, og den fattige må lade kærligheden flyve ud af døren, når pengene ikke er der, og sulten banker på døren. I det hele taget kan man langt hen ad vejen se filmen  Cabaret som en allegori over den verden, vi lever i.

I disse økonomiske krisetider bliver vi mindet om, at nok får pengene verden til at dreje, men de får den også til at løbe ud af kontrol. Selv astronomiske beløb til den kriseramte finanssektor og gældstyngede lande kan tilsyneladende stoppe udviklingen og etablere en situation, hvor pengene bare får verden til at køre rundt. Måske, fordi pengene ikke bare er kolde kontanter eller tal i et digitalt pengesystem, men som almene ækvivalenter bærer på sociale relationer, der er ude af balance.

Associationen til sangen og filmen udsprang af, at jeg i den forgangne uge har snakket med to bekendte, der begge hver på sin måde indrømmede, at de kun gik på arbejde for at få penge til dagen og vejen. Drømmene om et andet liv, drevet af lyst og interesse, var parkeret bagerst i bevidstheden eller i de sparsomme fritimer. Den ene var gået ned med stress og gruede for at skulle vende tilbage til sit slidsomme job, den anden havde på 25. år været i et job, som han aldrig havde brændt for. Og så kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvordan mon verden ville se ud, hvis det ikke var pengene, der var “incitamentet” for vores arbejde, men interessen, engagementet, ja – glæden?

I år er det i øvrigt 40 år siden, Bob Fosses film om den sidste tid Weimar Republikkens dekadente Berlin, før det nazistiske ragnarok bryder ud, første gang blev vist for publikum. På det tidspunkt 1972-73 stod vi over for den første af en serie økonomiske kriser, som afløste tressernes exceptionelle højkonjunktur. Oliekrisen blev den kaldt herhjemme, men det var en økonomisk krise. Siden har den ene afsløst den næste og er blevet dybere og dybere. A mark, a yen, a buck or a pound …a buck or a pound …a buck or a pound. Is all that makes the world go around That clinking, clanking sound…Can make the world go ’round

Mick Jagger og Keith Richard betaler for Hubert Sumlins begravelse

11. december 2011

Blot fordi man har været en stilskabende bluesguitarist, der satte skub i Howlin Wolfs musik og spor langt ind i den moderne R&B baserede Rock’n Roll (Rolling Stones, Led Zeppelin, Eric Clapton osv..), så betyder det ikke, at du er en holden mand. Ja, end ikke, at du har råd til at betale din egen begravelses omkostninger. I hvert fald ikke i Guds eget land, hvor enhver er sin lykkes egen smed, hvis ellers tilfældighederne vil det…

Men gamle fans er trofaste fans. Og Hubert Sumlin, der for nylig døde, havde to beundrere, Mick Jagger og Keith Richard. Og det har råd til at betale deres egen begravelse, når det kommer dertil. Og også Humlins. Og det har de meddelt, at de vil gøre. Selvfølgelig betyder det ikke meget på deres respektive bankkonti – men alligevel, en flot gestus til et musikalsk forbillede. Hvil i fred, Hubert.

Noget om penge – apropos “Brønderslevsagen”

23. juni 2011

På arbejde sad jeg mutters alene i min sene spisepause og så DR Update, der kører som båndsløfte i spisestuen. Og af indslagene kunne jeg forstå, at noget af det, der optog medierne allermest var størrelse af de erstatninger, som ‘ofrene’ – familiens børn – havde fået tildelt. Forsvarerne havde vist krævet i omegnen af en million kroner ialt, men dommerne havde tildelt cirka 600.000 kr.
På vej hjem i bilen kunne jeg også høre, at det allerede var blevet et hot politisk emne. En konservativ retspolitiker – Benke – mente, at det var alt for lidt (uden egentlig at argumentere…), og at man derfor skulle se på problemet generelt og måske lave loven om. Uden tanke for, hvad øgede erstatninger ville komme til at betyde for den i forvejen betrængte statskasse.
Men det slog mig, at fokuseringen på beløbsstørrelsen var et udmærket billede på, hvor samfundet har bevæget sig hen. Alt skal gøres op i kroner og ører. Alt skal vægtes i guld. Alt skal økonomiseres.
For er det ikke fuldstændig absurd at gøre en ødelagt barndom op i ussel mammon?! Uanset, hvor mange penge du tildeler et barn, der er blevet vanrøgtet, misbrugt, tævet, udsultet osv., så vil det jo aldrig kunne give barnet den tabte tid tilbage. Pengene vil ikke kunne lindre traumer og psykiske sår, selv om det selvfølgelig kan gøre livet lidt mere materielt udholdeligt.

I Brønderslevsagen har det offentlige system fejlet. Det er vist klart for enhver. Og den interessante diskussion er, om systemet kunne have forhindret det, der er sket – og om det er muligt at forhindre sådanne sager fremover? Men dette perspektiv var mærkeligt fraværende i gårsdagens mediefokus. Og det var det sikkert, fordi det er en problematik, der ikke så let lader sig reducere til For/Imod og ikke lader sig indfange i et 15 sekunder langt interview eller en ritualiseret debat på P1. Shake your Money Maker…

Milena Penkowa slår igen..

27. maj 2011

»Det er som om, der slet ikke har været nogle grænser for, hvad man helt ukritisk har lagt til grund for, hvad jeg har gjort. Det undrer mig for eksempel meget, at videnskabsministeren i søndags på tv sammenligner mig med en forsker, der har svindlet for millioner af kroner« (Milene Penkowa til Politiken)

Milena Penkowa er som bekendt ikke en kvinde, der sætter sit lys under en skæppe. Og derfor har jeg også siddet her og ventet på, at hun ville ranke ryggen og slå igen over for alle de anklager, der har haglet ned over hende det seneste årstid.

Forleden blev hun nærmest pure frifundet for anklagerne om at have misbrugt forskningsmidler. Af selveste Rigsrevisionen, der konkluderede, at Penkowa ikke havde gjort andet end, hvad andre forskere har gjort i samme situation – mere eller mindre.

Frifindelsen giver selvfølgelig Penkowa en passende anledning til at slå igen mod sine kritikere. Ikke mindst forskningsminister Charlotte Sahl-Madsen fra de konservative, som hun kalder et “skvat”. Samtidig undrer Penkowa sig over, at Sahl på nationalt tv kan sammenligne Penkowa med en anden forsker, der har svindlet for millioner af kroner (en sag med rod i århus Universitet…).

Set i lyset af Rigsrevisionens frikendelse af Penkowa, så er det da også mildest talt pinligt, at ministeren for forskningsområdet demonsterer en så åbenlys mangel på viden om spillereglerne på universitet. Hun burde være den første til at kende dem. Hvis jeg var Penkowa ville jeg seriøst overveje at anlægge en injuriesag mod ministeren. Om ikke andet for at ydmyge hende som inkompetent minister.

Er der grund til at forsvare Penkowa. Ja. En ting er, hvad pressen har skrevet og antydet – og ikke alt har været lige vederhæftigt. Noget andet er, hvad de institutioner, som Penkowa er tilknyttet, gør. Universitetet, forskningsråd, ministerier osv. Af dem må man kunne forvente, at de kender reglerne og ikke løber af sted med uvederhæftige påstande og løsagtige anklager. Og ikke udøver magtmisbrug.

Penkowa er dømt for dokumentfalsk osv. Hendes videnskabelige produktion granskes af folk, der er eksperter i videnskabelig uredelighed. Og det må vi vente og se, hvad fører frem til. Men med hensyn til anklagerne om økonomisk misbrug er der åbenbart ikke noget at komme efter. Sådan rent formelt. Moralsk kan man selvfølgelig altid have en anden mening, men det er sagen uvedkommende.

Netop, fordi sagen om Penkowa har vigtige perspektiver for universitets fremtid og forskningens, er det vigtigt, at Penkowa får en helt igennem fair behandling. Vi skal ikke være blinde for de politiske interesser, der er på spil i sagen. Interesser, der gerne ser Milena Penkowa gjort til syndebuk for ministerielt og universitært rod, elendig politisk styring osv. Som i tilfældet med forskningsministerens betændte sammenligning….

Ringoâ„¢

5. februar 2011

Allerede tidligt i Beatles’ karriere brandede Richard Starkey sig selv som Ringo med store, glimtende ringe på fingrene. Men nu har Ringo åbenbart taget endnu et skridt ad kommercialismens fodsti og ansøgt op at få navnet Ringo godkendt som trademark. Planen er vist at bruge det i forbindelse med videospil og andet legetøj. Jovist. Beatles er også en pengemaskine …

Pensionsskrump

31. januar 2011

For nogen tid siden havde jeg et undervisningsjob, hvor jeg optjente lidt pension. Pensionsbeløbet blev indsat i folkeskolelærernes pensionskasse. Kort tid efter, at jeg var stoppet som underviser i jobbet, fik jeg en meddelelse om, at det indbetalte beløb var ca. 1000 kr. og inden længe ville være 0 kr., hvis jeg ikke fik flyttet dem. En kommunikationsbrist i forhold til min anden pensionskasse betød, at de 1000 kr. forsvandt ud i den blå luft – ædt op af “gebyrer”.
Pensionsindustrien er en gøgeunge. Det har været fremme i medierne, at personer kan miste helt op til en million kroner af deres pensionsindbetalinger på grund af “administrationsomkostninger”. Er det rimeligt, at lønmodtagere er tvunget til at betale ind til en bestemt pensionskasse, som de så er stavnsbundet til, så længe de arbejder under fagområdets overenskomst? Er det rimeligt, at man skal have sin pensionsopsparing spredt i klatter på forskellige pensionskasser, hvis man – som den bevægelig arbejdskraft, man er – flytter fra job til job? Er det rimeligt, at man ikke selv kan bestemme, hvordan og hvor man vil investere sine pensionspenge? Hvorfor skulle man fx ikke kunne indbetale dem på en ganske almindelig gebyrfri bankkonto, indtil den dag, man har brug for pengene?
Hvis man kaster et blik på pensionskassernes domiciler, så er det tydeligt, at ganske almindelige lønmodtagere ikke alene er med til at finansiere andres gode lønninger, men i det hele taget en pengemaskine af dimensioner. Man burde kræve, at folk havde frihed til at disponere over deres egne pensionsmidler med henblik på at få det bedste ud af dem. Og det burde være et krav, at pensionskasserne ikke pålagde folk gebyrer, men investerede pengene således, at de både gav et afkast til de pensionsopsparende og dækkede de løbende omkostninger. Det bedste ville måske være, at man lavede en offentlig pensionskasse med det erklærede formål at gavne pensionsopsparingen for alle.

Pink Floyd til kamp for musikken

10. marts 2010

Michael har sendt mig et link til Politiken. Nyhedsartiklen handler (selvfølgelig) om penge, men også om, hvordan musikken skal distribueres i vor digitale tidsalder.

Pink Floyd var om nogen barn af conceptalbummets tidsalder, dvs. tresserne, hvor ideen om LP’en (eller dobbelt-LP’en) som manifestation af et samlet musikalsk udtryk for alvor fik vind i sejlene. Hvor beatmusikken sprængte singlehitdominansen, som tidligere havde været – og fortsat var – standarden for populærmusikalske udfoldelser. Og selv om conceptalbummet ofte “blot” var en række finurligt og tematisk forbundne sange, så var det dog ofte kunstnernes valg (selv om pladeselskaberne selvfølgelig også havde en finger med i spillet nu og da).

I vores digitale tidsalder fragmenteres musikken for alvor. Muligheden for at nedhente enkelte sange fra cd’er udgør en trussel mod ethvert forsøg på at tænke musikken som conceptalbum. Og det ligger næsten i sagens natur, at dette problem vedrører musikernes kunstneriske ideer og rettigheder, og at situationen udgør en potentiel konflikt mellem musikkøbmændene og kunstnerne.

Og det er lige netop her Pink Floyds kommer ind i billedet. Gruppen har nemlig lagt sag an mod EMI, fordi pladeselskabet mener sig berettiget til at sælge Pink Floyds musik i stumper og stykker. Selv om de gamle pladekontrakter sagde noget andet. EMIs påstand er, at kontrakterne kun gjaldt fysisk salg (dvs. grammofonplader og cd’er), men ikke salg via digitale nedhentningssider. Sagen er af principiel karakter og handler dybest set om kunstnernes ret til at definere deres eget kunstneriske udtryk. Fx om et album som Dark Side Of The Moon kun kan sælges som en helhed eller splittes op i atomer.

Bankbonusser, fagforeningspamperi og andre synder

31. januar 2010

Medens vi venter på, at bankerne træder frem i offentlighedens lys, udviser ydmyghed som følge af medansvaret for den stadigvæk virkende finanskrise, og for bestandig giver afkald på bonusser, aktieoptioner og anden guldrandet fryns til ledere og betroede medarbejdere, så kan man studere grådigheden et andet sted i samfundet.

Den tidligere næstformand i LO, Tine Aurvig-Huggenberger, har slæbt LO i byretten med krav på 6-8 millioner kroner i pensionindbetaling frem til den dag, hvor hun fylder 62 og går på pension. Sagen har igen prikket hul på den byld, der hedder pamperi i fagbevægelsen. Altså det forhold, at medlemsvalgte ledere ikke alene sørger for at belønne sig selv overordentlig godt med milliongager, men også rager til sig i øvrigt, fx i form at lukrative pensionsordninger, som medlemmerne kun kan drømme om, når de køber de ugentlige lottokuponer og skrabelodder henne i supermarkedet.

Pamperi er en af de parasitter på fagbevægelsen, som er med til at underminere fagforeningernes troværdighed og dermed også forstærke det medlemsfrafald, som bevægelsen oplever i disse år. Hvorfor være medlem af en bevægelse, hvor lederne især kæmper for at mele deres egen kage i stedet for medlemmernes faglige og økonomiske interesser?

Hvad enten Huggenbergers krav er formelt korrekt eller ikke, så er det udtryk for en grådighed, der kun kan bringe fagbevægelsen i miskredit. Derfor er det intet mindre end befriende at læse FOA-formand Dennis Kristensen klare idealistiske holdning i dagens udgave af Politiken. Den tidligere portør Dennis Kristensen mener, at tillidsvalgte fagforeningsfolk, fx formanden for en fagforening, ikke skal have væsentligt mere i løn end sine medlemmer. I princippet den løn han eller hun fik før sit valg – plus et fast tillæg. Det ville i sig selv være et incitament for at forbedre medlemmernes løn- og arbejdsforhold.

FOA-formanden er godt klar over, at det er skinbarlig idealisme (som journalisten tydeligvist undrede konfronterer ham med), og at han ikke har flertallet bag sig. Men ikke desto mindre står han ved sit synspunkt.

Jeg mener, at Kristensen har fuldstændig ret. Der er brug for mere idealisme i fagbevægelsen, og en af idealismens værste fjender er det pamperi, der udspringer af begæret efter ussel mammon. Det kunne måske endda vise sig at være den svækkede fagbevægelses redning på længere sigt, hvis grådigheden og pamperiet blev erstattet af idealistisk engagement… [link]

Money Makes The World Go Round

30. januar 2010

Danmarks public-service-organ samler penge ind til de nødlidende i Haiti og kvinder i Afrika. Og selv om jeg under både haitianerne og de afrikanske kvinder hver en mønt og mere til, så er jeg fortrukket til min hule, hvorfra jeg kan høre lyden fra det stortanlagte show, som jo er en uundgåelig del af sådan en udsendelse. Lige så uundgåelig som Amen i kirken. Og så pludselig – sikkert uden nogen som helst direkte forbindelse – kom jeg i tanke om dengang, jeg var inde i den hedengangne esbjergensiske biograf Kosmorama i Kongensgade og se “Cabaret”. året var 1972, og jeg var sådan cirka halvvejs gennem gymnasiet, og vidste endnu ikke, at jeg året efter ville forlade min hjemby for stedse. Jeg så mange film i de tre år – mange gode film – og mange af den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Den ret frie filmatisering af Christoffer Isherwoods roman (og dramatiseringen af samme) faldt især i god jord på grund af sine musikalske indslag, som Bob Fosse havde instrueret med sans for koreografi og musikalitet. Jeg har vist ikke set den fra ende til anden siden dengang (men har for nyligt købt den til dvd-hylden). Men nu dukkede sangen “Money Makes The World Go Around” og glimt fra Liza Minellis og Joel Grays scene op på erindringens lærred. Der skal så lidt til.


Money make the world go round
by padock