I går kom det frem, at en række ‘fremtrædende forskere fra danske universiteter, heraf 36 professorer’ rejser krav om en ekstern, uvildig og ’tilbundsgående’ undersøgelse af sagen om hjerneforskeren Milena Penkowa, herunder af rektor Ralf Hemmingsens rolle i sagen. Kravet rejses i et brev til Københavns Universitets bestyrelse. Henvendelsen er interessant, fordi den kun kan forstås som en kritik af universitetsledelsen og dennes håndtering af sagen. Det understreges da også af en af professorerne, Olaf Paulson, der til Politiken siger, at ‘det ikke kun er lødigheden af Penkowas videnskabelige resultater, der bør undersøges, men også Københavns Universitets håndtering af sagen’. Universitetets rektor nævnes ikke eksplicit, men han er i sigtekornet, for i fredags gav universitetsbestyrelsen udtryk for, at den havde accepteret en ‘fortrolig’ redegørelsen om sagen fra rektor.
I dag afviser bestyrelsen så at gennemføre en ekstern granskning af sagens detaljer med henvisning til at Penkowas påståede videnskabelige uredelig allerede behandles af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Samtidig peger bestyrelsen på, at flere af underskriverne af kravet er part i sagen og derfor ikke uvildige. Til gengæld forholder bestyrelsens tals- og formand, Niels Strandberg Pedersen, sig ikke til den del af kravet, der gælder universitetets – herunder rektors -rolle i sagen.
Det er – set udefra – svært at forstå, hvorfor det skulle være et problem, at nogle af underskriverne har været ‘part i sagen’ og derfor ikke ‘uvildige’. En redelig ekstern, faglig kvalificeret, tilbundsgående undersøgelse ville jo netop afsløre, om de involverede havde snavs på hænderne! Argumentet ligner mest af alt et forsøg på at dreje opmærksomheden bort fra universitetets egen betændte rolle i sagen.
I sidste udgave af Weekendavisen kunne man således læse, at universitetets rektor har haft en vigtig finger med i godkendelsen af Penkowas doktorafhandling, som i første omgang blev afvist af et professorudvalg og derefter godkendt – efter at universitetet på rektor Hemmingsens foranledning ganske usædvanlig havde lavet et nyt udvalg til bedømmelse af afhandlingen. Detaljerne af forløbet er ikke klare, og Hemmingsen henholder sig til sin tavshedspligt i følge personaleloven.
Senest har rektor gjort sig bemærket ved at tilbagebetale ca. 2 millioner kroner, som Penkowa har modtaget til sin forskning, men angiveligt har misbrugt til andre formål. Også over denne beslutnings detaljer hænger et tågeslør.
Men set udefra så er det det klart, at en ekstern undersøgelse af sagen – med det rette mandat til at gå til bunds – må være den eneste farbare vej til at få kastet lys over sagens detaljer, hvilket er i offentlighedens interesse. Som situationen er nu, tegner der sig et billede af et universitet, der ikke vil stå ved sine gerninger og tror, det tjener sin egen sag ved tavshed, fortielser osv. Sagen om den feterede eliteforsker Penkowa er givetvis skadelig for universitetets omdømme. Men det vil være endnu mere skadeligt, hvis universitetets strategi i sagen lykkes og institutionen fremover skal leve med halve sandheder, løgne, fortielser, sladder osv. Til gengæld vil universitetet på lidt længere sigt kunne skabe respekt om sig selv ved at få skabt fuld klarhed omkring denne historiske sag – også selv om prisen måske vil blive høj for såvel Penkowa som universitetsledelsen…
