En af mine pigtrådshelte, Sir Henry – hvis borgerlige navn er Ole Bredahl – passerer de 70 år (i morgen). Og det fortjener da et lille indlæg. For uden “Let’s go”, “Camp“, “Beautiful brown eyes” m.m. havde dansk tresserbeat ikke været den samme.
Langt om længe er koncerten “Pigtrådens 50 års jubiliæum”, der blev afholdt i 2012, udkommet på dvd. Og det er sket uden at køre det store PR-batteri i stilling så vidt jeg kan se. Men kendere af pigtrådsmusik forstår at dele den slags små vigtige nyheder. Og det er en herlig ting, at alle os, der ikke kunne være i København den pågældende aften, nu kan genopleve Cliffters, Hitmakers, Lollipops, Lions, Baronets, Scarlets og flere til i fine optagelser og med god lyd.
Torben Bille var med dengang – læs eller genlæs Billens oplevelse af koncerten her.
Heldet var ude. Og formeldelst 18 kriseramte kroner vandt jeg The Someones’ single “Hang on sloopy” (McCoys-cover) og “Lost Little Girl”. I fin stand – tiden taget i betragtning… Pigtråd som vor moder lavede den.
En nørdet debat på Facebookgruppen for ‘dansk pigtråd’ sendte mig tilbage midten af tresserne, da pigtrådsmusikken endnu ikke var afløst af beat. Et af de bands, jeg bemærkede bl.a. i popbladet Børge og hos Jørgen Mylius, var Someones. Især deres udgave af “Under the Boardwalk” gjorde et vist indtryk. Faktisk tror jeg, det var hos Someones, jeg rigtig hørte dette nummer første gang – eller i hvert fald for alvor.
Someones, der blev dannet i 1964 omkring brødrene Jørgen og Flemming Lyngholm (hhv. lead-guitar og guitar), blev et af de bands, der var “store” på spillestede Hit House. De øvrige medlemmer var Hans Andersen på trommer og Palle Hvidtfeldt, der var forsanger. Det var Peter Belli, der opdagede dem, da de varmede op for Belli og Rivalerne, og han sørgede for at lederen af Hit House, Poul Borum, tog dem til sig. Og de blev afløsere for Rivalerne som husorkester på stedet. Og i fire måneder var de toporkesteret på Hit House, og ikke mindst forsanger Hvidtfelt blev genstand for kvindelig idoldyrkelse.
Den oprindelige udgave af Someones gik allerede i opløsning i 1965, hvor Lyngholmerne og Hvidtfelt stoppede. En ny udgave med Tom Steenberg (sang), Jesper Petersen (lead), Søren Oulund Petersen (gt.) blev dannet allerede et par måneder efter. Og det nye orkester videreførte Someones melodiøse, ja, nærmest poppede, velspillede udgave af rhythm and blues.
Ud over at spille på Hit House nåede gruppen at varme op ikke alene for Belli og Rivalerne, men også Rolling Stones, P. J. Proby, The Hollies, The Kinks og Yardbirds.
Gruppen holdt den kørende helt frem til 1969. De fik også indspillet en god håndfuld singler med “Under the Boardwalk/ Louis Louis” (65) og “Don’t ever change/Heart of Stone” (65) som et par af de mest markante. De fleste (alle?) af gruppens indspilninger kan findes på dobbeltcd’en Hit House. Dansk Pigtråd Vol. 12 1964-66, som Universal udsendte i 2006. Og Someones holder forbavsende godt. Når man husker pigtrådsmusikken som en stilart, hvor det tekniske ikke altid stod mål med energien, så er det faktisk overraskende at høre, hvor godt Someones spiller. Jeg husker dem dog som mere energiske, end de lyder i dag. Men det var de nok også i mine ører dengang, hvor det lange hår var ved at vokse ud over dem…
I hæftet til ovennævnte udgivelse kan man læse mere om Someones. Det samme kan man i opslagsværket Dansk Rock Leksikon. Og jeg kan se, at man kan være heldig at finde numre med Someones på ITunes/Spotify.
På biblioteket lå også en dobbeltcd fra Frost Records og ventede på at blive afhentet: Jacks Beat Records Anthology 4. Jeg har omtalt andre af Jacks Beat Records i bloggen. Denne samling er fra fra tiden omkring 1968 og indeholder musik med en lang række af datidens store lokale navne.
Poisons fra Holstebro ( som talte en vis Henning Stærk Jacobsen og senere en vis Hans Erik Lerchenfelt). Som de fleste af de repræsenterede navne spiller Poisons kopimusik. Poisons hentede inspiration i den rå R&B-beat og soulmusikken.Â
Ashtrays fra Humlebæk spillede en let psykelisk inspireret popmusik og var så heldige at få lov til at indspillet et helt album, der er blevet genudgivet hos Frost.
Andre navne på pladerne er Burtons (Odense), Jesters (Grenå) og Bornholms lokale Beatles, The Vanguards. Også et svensk band har sneget sig over Øresund til Jacks Beat Records, Members Blues Band.
I følge noterne blev dette bands single – speciel den syrede B-side – et kultfænomen i Sverige. En psykedelisk klassiker. På et sjovt foto ser man medlemmerne sammen med to hulde svenske striptease-danserinder – i ført stripper”uniform” – Gunilla og Ingrid, som Members Blues Band var backingband for. Det har nok været interessant…
Crowd – der også var fra Bornholm og havde Vangards-medlemmer med – var dannet på en inspiration fra tidens store guitaridol, Jimi Hendrix. Lykken var at have en wah-wah-pedal…
En af de mest interessante indslag på samlingen er den tidligere omtalte The Lonely One (aka Erik Møller Hansen fra Galten), der fik afløb for sine kompositoriske tilbøjeligheder i dette projekt. The Lonely One er bestemt et af de mere “professionelle” indslag i tidens musik. Og Lonely One fortjener sin egen plade, hvor al materialet kan blive samlet.
I den forbindelse vil jeg godt komme med en kritisk bemærkning til udgivelsen. Man kan godt spore en vis misfornøjelse over Danmarks Radios manglende interesse for udgivelserne fra Jack Beat Records. Og det er vel forståeligt, når man nu er entusiast og synes, man laver gode plader. Men når når Thomas Gjurup let ironisk kommenterer et foto med Jack sammen med Jørgen Mylius med en bemærkning om, at Mylius var en “radiodiscjockey der opnåede sporadisk popularitet i tresserne og brillerede i faktisk overhovedet ikke at spille plader fra Jacks Beat Records”, så er den sidste påstand ikke helt korrekt. I hvert fald var det hos Mylle, jeg hørte The Lonely One i flere omgange. Man kan også gøre skarn uret…
Der er mange flere lokale navne på de to plader, og det er sjovt at høre, hvordan tidens internationale toner afspejlede sig i den lokale danske beat. Her er alt fra pop, psykedelisk musik, Bob Dylan-covere, soul osv. Jo, der var sandelig grøde i dansk beat dengang. Selv Gnags (Skjern) er repræsenteret med deres tidligste forsøg. Desværre har Peter A. G. Nielsen ikke ønsket, at vi skulle høre, hvordan det lød dengang. Lidt vel småligt, synes jeg nok. Men alt i alt er det en fin udgivelse, der fortjener mange lyttere. Jeg kunne dog godt tænke mig, at billedmaterialet havde været bedre. Små gnidrede billeder er det mange gange. Men det er nok et spørgsmål om penge…
Forleden kunne man i aviserne læse, at det var de uafhængige, danske pladeselskaber, der havde mest held med at afsætte musik til danske lyttere. Det er dem, der har næserne ned i de musikalske vækstlag og henter nye spændende og lovende navne op i lyset. I de store etablerede pladeselskab er der en tendens til at satse på de “sikre” og kendte. Heri er der egentlig ikke noget nyt.
Efter indlægget om Flower Pottest Hits i går ville tilfældet, at jeg fik en mail om et par andre Beatcookies-udgivelser fra biblioteket. Meget passende er temaet på Beatcookies nr. 6 de små labels. Selv om de etablerede pladeselskaber Sonet, EMI, Polydor og Philips sad på de fleste udgivelser, så var der små, uafhængige labels som 2R-Records, Quali Sound, Stryg Records, S-I-D Records m.fl., der sørgede for at små navne også kunne komme ud. Som regel var pladeselskaberne enmandsforetagender, ledet af personer med andre aktiviteter i underholdningsverdenen som impressarioer eller andet.
På pladens primitive optagelser møder man blandt andet amagerkanerne The Bristols, københavnerkvartettet The Blackpools, der var vækstlag for The Beefeaters og havde en vis Peter Thorup med på rytmeguitarog Ole Erling Gruppen med sangerinden, “pigtrådspigen”, Danielle og sangerinden Sussi Holm og sangeren Peter Lau i forgrunden med noget, der er mere underholdning end beat..
Det musikalske højdepunkt på pladen er uden tvivl R&B-gruppen The Caravans, der forståeligt nok fik succes med deres ene singleplade “Can I Get A Witness”/”Everything’s Allright” i 1965, hvor de i Københavnsområdet blev konkurrenter til de store navne, The Defenders og The Lions…
Det, der slår en, når man gennemlytter de 27 skæringer på pladen, er, hvilken enorm grøde, der var i beatmusikken dengang. Og man tænker uvægerligt: Hvordan ville det være gået, hvis de teknologiske muligheder havde været anderledes og transporttiderne kortere?
Det foregående indlæg minder mig om, at jeg så en udsendelse om HitHouse-perioden forleden dag. Og undervejs fik vi historien – eller i hvert fald lidt af den – om dengang, hvor det pludselig blev moderne (eller rettere: profitabelt for pladeselskaberne) at få danske pigtrådsgrupper til at indspille gamle danske sange.
Det var Keld Heick & Donkeys, der startede dillen. Æslerne var blevet dannet i 1962 og var inspireret af først The Shadows og siden af The Beatles. I 1965 vandt de et af de mange popkonkurrencer, DM i Popmusik, i K.B. Hallen med en version af Beatles’ Eight Days A Week. Gevinsten var en pladekontrakt med Sonet, hvor de indspillede et par engelsksprogede singler, som var skrevet af Keld Heick (hvilket var ret usædvanligt i perioden, fordi de fleste pigtrådsbands holdt sig til covernumre). året efter forlod Donkeys Sonet og fik af deres nye pladeselskab til opgave at indspille “Ved landsbyens gadekær”.
Selv om sangen stod for alt, hvad den oprørske ungdom opponerede imod – forældrenes småborgerlige idyl – så blev den et kæmpehit, og pladeselskaberne så en økonomiske interesse i at få de andre pigtrådsorkestre til at følge trop. I omtalte udsendelse ser man således Lasse Helner blive pinlig berørt ved konfrontationen med The Baronets forsøg udi den danske sangskat. En dansk-retro-bølge var sat i gang. Og jorden var gødet for fænomenet Dansktop-musik.
Også det førende danske orkester The Defenders måtte kaste sig ud i det danske med “Jeg har aldrig fået noget ” og “Der er lys i lygten” osv. Min mor købte en af Defenders danske singler, hvilket siger noget om populariteten…
Allerede dengang syntes jeg, at Ved landsbyens gadekær var for meget. Den markerede også skillelinjen mellem dem, der var “de pæne”, og dem, der var “de grimme” inden for pop- og beatmusikken. De pæne var Cliff Richard, The Shadows og lignende bands. De “grimme”, The Beatles med deres lange hår og ikke mindst The Rolling Stones, Pretty Things osv.
