CAPAC

De Efterladte kalder de sig, digteren, musikeren og sangeren Peter H. Olesen og musikeren Michael Lund. Efterladt af hvad, kunne man spørge? Måske af det, vi undertiden kalder ‘udviklingen’, når vi taler om samfundets historiske foranderlighed. Efterladt i betydningen: lidt uden for. Uden for tidens tendenser – trends. Som samfundets outsidere, outcasts. Ellers om det de først og fremmest er: kunstnere. Kunstnerne, der står lidt uden for tiden og – som i sangen “Kursiv” – med et skævt blik ser penetrerende på samtiden og registrerer iagttagelserne i kunstnerisk form.

Efterladt som det fugleskræmsel, som Peter Olesen identificerer sig med i en af pladens fine sange: “Du står som fugleskræmsel/i egen have/med udsigt til æbletræer og bortskræmte krager/Du står med uglet hår og et fåret smil/ med det koster kræfter altid at skille sig ud [...] Du tænker på alder og ukrudt. Du tænker på fortiden/fortyder du fortryder/Du vil ikke være en Rasmus Modsat/du vil gerne kunne tro/Ville gerne kunne omfavne alt/ville gerne kunne tro“. Fugleskræmslet, der er smukt afbilledet af Jørgen Holm på coverforsiden, er sindbilledet på en kunstnertype, der er splittet ḿellem ønsket om tilpasning og erkendelse af og besindelsen på altid at skille sig ud fra mængden.

Og det er måske lige netop i denne splittelse eller spaltning, man finder noget af forklaringen på den melankoli og rastløshed, der præger Peter H. Olesens tekstunivers. Og som allerede dukker op i pladens første sang “Alting om igen”, der handler om fortrydelse: “Jeg gjorde gerne alting om igen”. Men man skal vare sig for at tage udsagnet for bogstaveligt, for Olesen er ikke for fastholdere. Og selv melankoli og rastløshed er dobbeltbundede. I “Fugleskræmsel” fortrydes fortrydelsen for eksempel. Og bag melankolien lurer en taknemmelighed over livet og en form for tilfredshed med, at tingene er, som de er. Det kommer måske tydeligst til udtryk i den lille, finurlige selvmodsigende sang “Troløs bøn”: “Pas sin have/Bag dit brød/Lev dit liv/ Dø din dø/ Morgen aften/ Syng din sang/ Bed en bøn/Hør dens klang/ Op og ned/Det er livets kår/Sorg og ulykke/Alt forgår/Gud er død/og verden stor/Fornuften er din rettesnor”. Den ikke-troendes credo. En moderne pendant til Kingos Sorrig og glæde de vandre til hobe. Blot med modsat fortegn.

Olesen er digter, og derfor betyder ordene noget. Som i sangen “U.t.” om sprogmenneskets undren over ordenes betydning, udtale og frememdartethed. Nærhed og distance på en og samme tid. Eller som i pladetitlen, Alvorsord og etagevask, der både alders- eller generationsbestemmer digteren og fortæller os lyttere noget om teksternes dimensioner af hverdagsagtig konkrethed og erfaret alvorsfuldhed.

Musikken – af Michael Lund – passer fortrinligt til Olesens tekster. Ja, musikken klæder teksterne. Vi befinder os i grænselandet til poppen. Men kun i nærheden. Regulære popmelodier bliver det ikke til, kun næsten, men det melodiske er iørefaldende nok, som tilfældet er hos duoens åndelige brødre i Velvet Underground eller Joy Division. Der dyrkes en æstetik, hvor guitaren er fremme i lydbilledet, akkompagneret af forskellige keyboardlyde og med en forkærlighed for støj. Duoen har bevidst fravalgt trommer og bas, men alligevel afsætter musikken associationer til den post-punk-rock, som Olesen og Lund må have med sig som åndelig bagage.

De efterladte har efterladt deres nye plade på min cd-afspiller. Og der får den lov til at ligge længe. For De efterladte er som de outsidere, de er, noget for sig selv og skiller sig på bedste måde ud fra meget af den musik, der udkommer i disse år. Det er itonesat poesi, der kræver en engageret lytter. Jeg kan kun anbefale jer derud at få fat i den plade. Den kommer med på min personlige liste over årets bedste oplevelser.

De efterladte: Alvorsord og etagevask. Producere: Peter H. Olesen & Michael Lund. Melodika/Target. Er udkommet.

Bob Dylan-A Hard Rain’s A-Gonna Fall (1964) by gillriser5

Å, hvor har du været, min blåøjede søn

Å, hvor har du været, min kære dreng?

Jeg snublede op ad tolv tågebjerge

jeg kravled og ad seks krumme veje,

jeg standsede midt i syv triste skove

jeg var ude foran en snes døde have,

Jeg kom ti tusind mil ned i kirkegårdsgabet,

og det er en hård, og det er en hård,

det er en hård,

det er en hård regn der vil falde

Medens jeg stod der i den milde, silende sommerregn ved hækken med den store grønne Perrier-stofparaply over mit hoved og ventede på, at Gravhunden skulle få tisset af, dukkede  Beatles’ “Rain” op i min bevidsthed og blev hurtigt afløst af Dylans energiske “It’s a hard Rain gonna fall”. Og kort efter faldt tankerne på den afdøde digter og kritiker Poul Borums musikalsk lydhøre og kongeniale gendigtning af tidlige Dylan-sange fra 1969 (i Ny amerikansk poesi). Jeg husker ikke, om de nogensinde blev itonesat, men de fortjener det i hvert fald, selv om andre har gjort mere end hæderlige forsøg på at synge Dylan på dansk, bl.a. Steffen Brandt og senest Johs. Andersen.

Sproget og ikke mindst poesien rummer sin egen musik. Rytme, tonefald og i sidste tilfælde metrik udgør en del af musikken. Og derfor kan man mene, at itonesat poesi i en eller anden forstand kræver, at poesiens egen iboende musik, som især sætter sig igennem, når poesien reciteres eller læses op, kræver et særligt med- eller modspil af den udvendige musik. Enten skal musikken akkompagnere det metriske ved at følge det, understøtte eller fremhæve det – eller måske på kontrapunktisk vis insistere på sig selv og samtidig sætte poesien i relief.

Der findes ikke æstetiske regler for, hvordan man gør. Det handler om gehør for musik – og poesi. I tresserne opstod kombinationen jazz og lyrik med fornemme resulater. Og siden har der været, hvad man med forsigtighed kunne kalde en tradition for eksperimentet. Her i bloggen har jeg blandt andet omtalt Peter Laugesens fascinerende og inciterende samarbejde med Singvogel. Og jeg håber at vende tilbage til flere eksempler.

Et af de seneste skud på denne stamme er det digitale album “Ti”, der som titlen indikerer giver ti forskellige bud på, hvordan musik og lyrik mødes. Og de ti eksempler illustrerer ganske godt de ovenstående generelle overvejelser.

Søren Ulrik Thomsen læser sit digt “Jeg har sat mig her ved det bagerste bord” med sin velkendte diktion og bliver ledsaget af Det glemte Kvarter. Det fungerer, men i mine ører skulle musikken have været trådt et skridt tilbage. Der er for megen volume på produktionen. Og det truer med at overdøve digterens diktion.

Jørgen Leth og IKI tage sig af “Fra samme tid” lider lidt af samme volumenproblem, men det hjælper dog lidt, at der er pause i musikken, hvor Leths markante stemme får lov til at stå alene.

Jens Blendstrup og Girls in Airports går bedre i spænd i en vekselvirkning mellem Blendstrups komiske lyrik og en let jazzet musik, der er med til at forstærke stemningen i digtet.

“Islands Brygge, d. 13. juni, 2006″ har et andet problem. Teksten er mere prosa end poesi. Christel Wiinblad læser teksten op som prosatekst og Clara Brylds piano følger ganske lydhørt oplæsningens let monotone rytme.

Et hovedstykke på albummet er Naja Marie Aidts og Dagens Danmarks mere end femten minutter lange eksperimenterende behandling af teksten “Slik”. I det næsten paradoksale møde mellem Aidts tekstsensitive oplæsning af sin prosatekst og musikkens klart eksperimenterende, næsten kakofoniske lyd opstår der noget særdeles lytteværdigt. Måske, fordi man som lytter kan flytte sit fokus fra det ene til det andet som vægten fra den ene fod til den anden – samtidig med at Aidts tekst kommer helt til sin ret.

Theis Ørntoft & Interfoam får noget elektrificerende ud af “Den dovne dag/ Det er bare lunt” på trods af, at Ørntofts tekst som poesi betragtet er lidt tynd.

Excentrikeren Johannes L Madsen – også kaldet JLM m.m. – har fået tonesat sin tekst “Sproget har fuglekasser i munden i dag” af Halfdan E. – kendt fra sit samarbejde Dan Turèll – og Martin G. Vigga Svensson reciterer og Klaus Rifbjerg er samplet. Eksperimentet virker godt. Madsens tekst står klart frem for lytteren og musikken får metrikken til at banke tydeligere igennem. En af pladens absolutte højdepunkter – og et af de modigste.

Jan Sonnergaard & GRAF slipper også ganske godt fra “Eva og Strudesen” – en prosatekst – sikkert, fordi GRAF netop træder et skridt tilbage i forhold til Sonnergaards oplæsning og virker som en sympatisk klangbund i dette ords bogstavelige forstand.

Janus Kodal & Prins Nitram vælger en anden løsningsmodel. Nitram synger Kodals tekst oven på en susende lydbund. Vi er nærmere en almindelige sang end tekstrecitation, men det fungere udmærket. Nitrams stemme kan godt minde lidt om Benny Holsts by the way.

Claus Høxbroes tekst “Kaddish for min samtid” er tilsat Oscar Gilberts lydhøre klaver – og minder ikke så lidt om Dan Turèlls musikalske iscenesættelser. Høxbroes må være Turéll-fan. Og det er godt, at nogen fører den beatstil videre…

Det siger sig selv, at albummet er en blandet landhandel eller et overflødighedshorn – af musik og tekster. Et velkomment bud på det svære og fascinerende møde mellem musik og kunsttekst.