CAPAC

Bob Dylan-A Hard Rain’s A-Gonna Fall (1964) by gillriser5

Å, hvor har du været, min blåøjede søn

Å, hvor har du været, min kære dreng?

Jeg snublede op ad tolv tågebjerge

jeg kravled og ad seks krumme veje,

jeg standsede midt i syv triste skove

jeg var ude foran en snes døde have,

Jeg kom ti tusind mil ned i kirkegårdsgabet,

og det er en hård, og det er en hård,

det er en hård,

det er en hård regn der vil falde

Medens jeg stod der i den milde, silende sommerregn ved hækken med den store grønne Perrier-stofparaply over mit hoved og ventede på, at Gravhunden skulle få tisset af, dukkede  Beatles’ “Rain” op i min bevidsthed og blev hurtigt afløst af Dylans energiske “It’s a hard Rain gonna fall”. Og kort efter faldt tankerne på den afdøde digter og kritiker Poul Borums musikalsk lydhøre og kongeniale gendigtning af tidlige Dylan-sange fra 1969 (i Ny amerikansk poesi). Jeg husker ikke, om de nogensinde blev itonesat, men de fortjener det i hvert fald, selv om andre har gjort mere end hæderlige forsøg på at synge Dylan på dansk, bl.a. Steffen Brandt og senest Johs. Andersen.

Sproget og ikke mindst poesien rummer sin egen musik. Rytme, tonefald og i sidste tilfælde metrik udgør en del af musikken. Og derfor kan man mene, at itonesat poesi i en eller anden forstand kræver, at poesiens egen iboende musik, som især sætter sig igennem, når poesien reciteres eller læses op, kræver et særligt med- eller modspil af den udvendige musik. Enten skal musikken akkompagnere det metriske ved at følge det, understøtte eller fremhæve det – eller måske på kontrapunktisk vis insistere på sig selv og samtidig sætte poesien i relief.

Der findes ikke æstetiske regler for, hvordan man gør. Det handler om gehør for musik – og poesi. I tresserne opstod kombinationen jazz og lyrik med fornemme resulater. Og siden har der været, hvad man med forsigtighed kunne kalde en tradition for eksperimentet. Her i bloggen har jeg blandt andet omtalt Peter Laugesens fascinerende og inciterende samarbejde med Singvogel. Og jeg håber at vende tilbage til flere eksempler.

Et af de seneste skud på denne stamme er det digitale album “Ti”, der som titlen indikerer giver ti forskellige bud på, hvordan musik og lyrik mødes. Og de ti eksempler illustrerer ganske godt de ovenstående generelle overvejelser.

Søren Ulrik Thomsen læser sit digt “Jeg har sat mig her ved det bagerste bord” med sin velkendte diktion og bliver ledsaget af Det glemte Kvarter. Det fungerer, men i mine ører skulle musikken have været trådt et skridt tilbage. Der er for megen volume på produktionen. Og det truer med at overdøve digterens diktion.

Jørgen Leth og IKI tage sig af “Fra samme tid” lider lidt af samme volumenproblem, men det hjælper dog lidt, at der er pause i musikken, hvor Leths markante stemme får lov til at stå alene.

Jens Blendstrup og Girls in Airports går bedre i spænd i en vekselvirkning mellem Blendstrups komiske lyrik og en let jazzet musik, der er med til at forstærke stemningen i digtet.

“Islands Brygge, d. 13. juni, 2006″ har et andet problem. Teksten er mere prosa end poesi. Christel Wiinblad læser teksten op som prosatekst og Clara Brylds piano følger ganske lydhørt oplæsningens let monotone rytme.

Et hovedstykke på albummet er Naja Marie Aidts og Dagens Danmarks mere end femten minutter lange eksperimenterende behandling af teksten “Slik”. I det næsten paradoksale møde mellem Aidts tekstsensitive oplæsning af sin prosatekst og musikkens klart eksperimenterende, næsten kakofoniske lyd opstår der noget særdeles lytteværdigt. Måske, fordi man som lytter kan flytte sit fokus fra det ene til det andet som vægten fra den ene fod til den anden – samtidig med at Aidts tekst kommer helt til sin ret.

Theis Ørntoft & Interfoam får noget elektrificerende ud af “Den dovne dag/ Det er bare lunt” på trods af, at Ørntofts tekst som poesi betragtet er lidt tynd.

Excentrikeren Johannes L Madsen – også kaldet JLM m.m. – har fået tonesat sin tekst “Sproget har fuglekasser i munden i dag” af Halfdan E. – kendt fra sit samarbejde Dan Turèll – og Martin G. Vigga Svensson reciterer og Klaus Rifbjerg er samplet. Eksperimentet virker godt. Madsens tekst står klart frem for lytteren og musikken får metrikken til at banke tydeligere igennem. En af pladens absolutte højdepunkter – og et af de modigste.

Jan Sonnergaard & GRAF slipper også ganske godt fra “Eva og Strudesen” – en prosatekst – sikkert, fordi GRAF netop træder et skridt tilbage i forhold til Sonnergaards oplæsning og virker som en sympatisk klangbund i dette ords bogstavelige forstand.

Janus Kodal & Prins Nitram vælger en anden løsningsmodel. Nitram synger Kodals tekst oven på en susende lydbund. Vi er nærmere en almindelige sang end tekstrecitation, men det fungere udmærket. Nitrams stemme kan godt minde lidt om Benny Holsts by the way.

Claus Høxbroes tekst “Kaddish for min samtid” er tilsat Oscar Gilberts lydhøre klaver – og minder ikke så lidt om Dan Turèlls musikalske iscenesættelser. Høxbroes må være Turéll-fan. Og det er godt, at nogen fører den beatstil videre…

Det siger sig selv, at albummet er en blandet landhandel eller et overflødighedshorn – af musik og tekster. Et velkomment bud på det svære og fascinerende møde mellem musik og kunsttekst.

Storm

Plötsligt möter vandraren här den gamla
jätteeken, lik en förstenad älg med
milsvid krona framför septemberhavets
svartgröna fästning.

Nordlig storm. Det är i den tid när rönnbärs-
klasar mognar. Vaken i mörkret hör man
stjärnbilderna stampa i sina spiltor
högt över träden.

- hvis man skynder sig kan man endnu få fat i et eksemplar af hans Samlede digte (Centrum, 1997). Rosinantes “Samlede Tranströmer” (Peter Nielsens fine oversættelse) fås også.

Selv om jeg har en forkærlighed for modernistisk poesi – til dels forstærket af min magistrale baggrund – så har jeg også altid haft en svaghed for den traditionelle poesi. Især når den – som i Sigfred Pedersens tilfælde – formår at stille ind på poesien i hverdagslivet og lade den fremkalde gennem sprogets finmekanik. Som fx i digtet om Tørresnoren – som blev folkeje i skuespilleren Hans Kurts sangfortolkning – hvor baggårdens tørresnor med alle dens beklædningsgenstande ophøjes til "gårdens poesi", hvor digterjeget med voyeuristisk sanselighed og erotisk appetit omsætter den konkrete fantasi i sangbar rim og remseri.

Forleden var jeg så heldig at få fat i to af Pedersens digtsamlinger til en uforskammet lav pris: Foraarets viser og somrens vers (Woels forlag 1927) og – med en smuk, blå ekspressionistisk forsidetegning (af Birte Pedersen) – Blaa Mandag (Povl Branner 1935). Og det satte mig – selvfølgelig og igen – på sporet af de sangtekster, Pedersen leverede til Giro 413s udødelige hits. Som fx og især: Katinka, Katinka, luk vinduet op, Nu går våren gennem Nyhavn, Tørresnoren og Nu lokker atter de lange veje (også kaldet Den Gamle Skærslibers Forårssang). Alle eksempler på Sigfred Pedersens jordnære, kropslige poesi.

Til juni udsender Geiger Records et album med Peter Laugesen & Singvogel med titlen “Den her planet glemmer vi aldrig”. Og der er sluppet et enkelt single ud allerede med titlen “Strisserne breder sig”, hvor Singvogel rocker til Laugesens ord eller også er det omvendt. I hvert fald et indlysende eksempel på, hvor frugtbart et samarbejde mellem digter og rockmusiker kan være. Og man kan godt undre sig lidt over, at den slags samarbejde ikke er mere udbredt, end tilfældet er…

Hvad kendetegner digte? Poesi? Et væsentligt træk ved alle (gode) digte er, at de – uanset om de er traditionelle eller moderne – har rytme. Metrik, som det hedder med et fagord. Det gode digt vil, læst op, afsløre sin rytme. Sagt på en anden måde, så er digte musik.

Man kan sige, at digtene rendyrker en musikalitet, der allrede forefindes i sproget, selv om det ikke hele tiden mærkes.

Derfor er sammenblandingen af digtoplæsning og akkompagnement problematisk. Forstået på den måde, at musikken bør underlægges digtets metriske arbejde. Ellers bliver musikken let udvendig og forstyrrende for digtoplevelsen.

Disse æstetiske overvejelser blev sat i gang af denne lille video om en ny digtoplæsningsplade med Johs. Møllehave. Jeg er med andre ord ikke enig med Maiken Ingvordsen, der opfatter musikken – den udvortes musik – som en slags mental dåseåbner for digtopfattelsen. Hvis det var sådan, ville digtene ikke være værd at læse…

Johannes Møllehave og Maiken Ingvordsen Digte til livet – trailer from maiken ingvordsen on Vimeo.

Jeg iler med dagens glædelige nyhed. Hvedekorn er reddet. Her er Lars Bukdahls nyhedsbrev: “HVEDEKORN REDDET!
For fem minutter siden blev en pressemeddelelse sendt ud fra Rosinante&Co, som meddeler at de overtager udgivelsen af Hvedekorn fra 2010 – en kampesten er faldet fra poesiens hjerte! – og jeg vil gerne takke alle medlemmerne af Bevar Hvedekorn for deres støtte og solida…ritet, jeg ved, at det har gjort en forskel, og til de mange nye støtteabonnenter: jeg håber I holder ved, Hvedekorn har brug for jer, og I har brug for Hvedekorn. Kærlig hilsen red. Lars” Mere her.