Man skal passe på med at tage til julefrokost og slukke for de sociale medier og mobiltelefonen. På vej tilbage til virkeligheden erfarede jeg, at også Fidel Castro har forladt os i det morbide år 2016.
Manden blev 90, så på den led er det ikke den store overraskelse. Men med han forsvandt også et symbol på den tid, hvor der endnu herskede forestillinger om en virkeliggjort socialisme.
At den sÃ¥ langt fra var sÃ¥ virkeliggjort, som man kunne ønske det, er en anden sag. Og Fidel vil i eftertiden stÃ¥ for mig – sammen med fx vennen Che Guevara som eksempel pÃ¥, at det nytter at kæmpe mod overmagten og for idealer, man tror pÃ¥.
Billedet af den unge Fidel med bolden er lånt fra en Fidel-side på Pinterest.
I disse dage er det 80 Ã¥r siden den spanske borgerkrig begyndte. Og jeg har skannet de store tv- og radiokanaler for at se, om der ikke skulle være et enkelt indslag eller mÃ¥ske endda en hel temaudsendelse i den anledning. Men jeg kiggede forgæves (eller ogsÃ¥ har jeg overset noget, men jeg tror det ikke…). Og det siger mÃ¥ske noget om den tid, vi lever i. Om den voksende historieløshed og vores nærsynede optagethed af, hvad der sker lige nu i vores kulturkreds, og tro pÃ¥, at vi nok kan forstÃ¥ samtiden uden en historisk kontekst.
Selv om man kunne mene, at netop den spanske borgerkrig kunne give stof til eftertanke i forhold til ogsÃ¥ vor tids store konflikter og politiske tendenser. Men sÃ¥dan skal det Ã¥benbart ikke være…
Og sÃ¥ tænkte jeg, at jeg hellere mÃ¥tte markere Ã¥rsdagen med et lille indkøb af noget politisk orienteret musik, og det endte med noget af Mikael Wiehe, der stadigvæk toner (rødt), rent flag – politisk set.
Nedtællingen er begyndt. Briterne skal stemme om medlemskabet af EU. Jeg er ikke tilhænger af EU og har aldrig været det. EU har udviklet sig til en ny-liberalistisk, tekno- og bureaukratisk mastodont, der som en forvokset gøgeunge æder af nationalstaternes velfærdsbudgetter og ledes af et borgerligt-semi-katolsk styre, der har det mere end svært med demokrati. SÃ¥ egentlig ser jeg helst at EU totalt revolutioneres eller helt afskaffes. Det betyder dog ikke, at jeg er helt afklaret om, hvad jeg skal mene om briternes exit eller forbliven. For meget af den britiske debat handler om ‘de fremmede’ og deres betydning for den europæiske og britiske virkelighed. Og jeg ønsker ikke, at de europæiske stater skal lukke sig om sig selv i en urealistisk selvtilstrækkelighed – i en tid, hvor flygtninge- og migrationsstrømme aldrig har været større. Brexit or not? Lad os se, hvad der sker.
En af gårsdagens nedslående nyheder var historien om den socialdemokratiske politiker Morten Bødskov, der blev udsat for et voldeligt overfald i forbindelse med et fodboldarrangement på Islands Brygge i København.
På sin Facebookside forklarer Bødskov selv, hvad der sket med følgende ord:
Jeg og en ven havde besluttet os for at se EM-kampen Island mod Portugal tirsdag aften på DRs storskærm på Islands Brygge. Vi mødes omkring kl. 21.30. Vi køber en øl, og står lidt i kanten af plænen, inden vi beslutter os for at sætte os op på taget af containerne, som er indrettet med siddepladser.
Efter 15 – 20 minutter kommer en ung mand op ad trappen og sætter sig målrettet ved siden af mig på trods af, at der var en del ledige stole.
Umiddelbart vil vurdere ham til at være begyndelsen af 20´erne, han var iført mørke jeans og mørk hættetrøje, og havde trukket hætten over hovedet, da han sætter sig. Han havde også et karakteristisk kors tatoveret på indersiden af venstre underarm.
Han spørger mig om jeg ikke er tidligere justitsminister, om jeg ikke er socialdemokrat og hvad jeg hedder? Efter jeg har svaret ham spørger han om jeg ikke kan forklare socialdemokraternes økonomiske politik.
Da jeg beder ham uddybe det spørgsmÃ¥l bliver han lidt svævende, rejser sig pludselig hurtigt op og slÃ¥r mig hÃ¥rdt med en knytnæve i tindingen. Idet han slÃ¥r mig siger han noget i retningen af “det her er fra Mouril” eller “det her er fra Mourine”. Hvad det betyder ved jeg ikke. Herefter løber han ned fra containertaget, over plænen og videre ned ad Islands Brygge.
Jeg er selvfølgelig temmelig chokeret over dette, har noget ondt i hovedet i dag og kinden er lidt blå/lilla. Politiet var heldigvis hurtigt til stede, og er nu i gang med efterforskningen.
I medierne blev der efterfølgende gjort meget ud af at tage afstand fra den unge mands handling, idet den blev fortolket som en voldshandling med politisk motivation. Kendte politikere – fra Socialdemokratiets leder Mette Frederiksen over Nasar Khadar fra de Konservative og videre til Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti tog behørligt afstand fra den slags politisk vold. Og ingen tvivl om det: Vi skal ikke accepterer vold som en del af den politiske debat i vort borgerlige demokrati.
Nogle gange kan jeg godt gribe mig selv i at få lyst til at sparke Lars Løkke Rasmussen bagi, give Claus Hjorth Frederiksen en mavepumper eller vride næsen om på Martin Henriksen. Men det bliver ved den irrationelle, følelsesbetingede impuls, for jeg kan som sagt ikke acceptere vold som argument i politik (eller nogen anden sammenhæng for den sags skyld). Og jeg har ikke været involveret i en voldelig handling siden jeg som bette knægt gav Frederik en lussing for at forsvare min lille sagesløse skolekammerat Laid mod chikane fra større drenge. Og selv om det er et halvt århundrede siden og et skolegårdsepisode, så er jeg ikke stolt af den i dag.
Når det er sagt, så er der noget, der undrer og ærgrer lidt mig ved denne sag. Hvis man kan være enig om, at overfaldet på Bødskov er politisk motiveret, er det så tilstrækkeligt at tage afstand fra handingen? Burde man ikke i næste omgang overveje, om overfaldet er udtryk for en voksende fremmedgørelse over for den politik, der føres i dette land? Burde landets journalister ikke rejse spørgsmålet over for politikerne, der jo samstemmende kunne berette om en forværring af den politiske debatkultur, bl.a. på nettet? Burde overfaldet ikke vække til eftertanke hos ledende politikere med hensyn til den økonomiske og sociale o.a. politik, de fører?
Nu ved vi ganske vist ikke helt præcist, hvad den unge voldsmand tænkte på eller mente med sin hilsen fra Mouril/Mourine, men måske vil efterforskningen kunne kortlægge det. Og så vil det klæde politikerne at sætte sig hen i et hjørne og reflektere over, hvad de går rundt og laver politisk set.
MÃ¥ske skulle jeg udnævne denne dag til Store Bob Dylan-dag og nøjes med at lytte til mesterens sange og ord. For verden er af lave, mere end nogensinde – og sÃ¥ er der god grund til at søge tilflugt i musik og kunst. NedenstÃ¥ende sang er egentlig en (anti)kærlighedssang, men kan sagtens være en kommentar til verdens gang. Det nytter ikke at sætte sig hen i et hjørne og undre sig for meget – nÃ¥r verden gÃ¥r sin alt for skæve gang, ledet af hensynsløse, egoistiske, kortsigtede politikere, der ikke vil verden det bedste.. SÃ¥ jeg giver lige hjernen en tiltrængt tænkepause, medens jeg gør klar til dagens dont.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen. Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet. Og det gør jeg så gennem min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Capac har kørt i 13 år.
Velkommen.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Fordanskning: Vi er hver især frietil at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af. at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Omtale af musik og andre kulturfrembringelser
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at ebøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
Om brug af billeder
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er "frie" eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
