CAPAC

Findes løgnen i den politiske diskurs? I hvert fald er det sjældent, politikere gribes i udtalelser, der indiskutabelt og dokumenterbart kan klassificeres som løgn. Og det hænger sammen med den politisk-ideologiske virkeligheds særlige “natur”.

Jeg kom til at tænke over dette problem, da jeg sent i går – som så ofte – lyttede til P1 Debat, hvor Christine Antorini (Socialdemokraterne) og Ulla Tørnæs (Venstre) skulle debattere “discountuddannelser”. Udgangspunktet var, at regeringen som bekendt ønsker “verdens bedste uddannelsessystem” (og det gør de andre partier i bund og grund også), men i forbindelse med finansloven har indført besparelser på de mellemlange videregående uddannelser (pædagog, lærere, jordmødre…), SU’en og erhvervsskolerne. Og hvordan får man så forestillingen om en satsning på viden og uddannelse til at harmonere med nedskæringsrealiteterne? Ulla Tørnæs’ “løsning” bestod i dels at snakke om noget andet (og gentage det – “jeg er bange for at jeg kommer til at gentage mig selv”, som hun sagde). Hvis emnet er æbler (besparelser), så snakker man bare om pærer (at uddannelsesinstitutionerne har fået flere elever og studerende og derfor tjener flere penge og…). For det andet – et gammelkendt og fortærsket politikertrick – at gøre angrebet til det bedste forsvar (igen, igen: socialdemokraterne vil bare hæve skatterne, de er økonomisk uansvarlige, fordi de vil bruge penge og i den dur).

Problemet med Tørnæs’ retorik er bare, at den ekstrapolitiske virkeligheds elendighed på uddannelsesområdet – som kom til udtryk gennem interviewglimt med uddannelsesledere og studerende – er så indlysende, at retorikken kom til at lyde som en tom tønde, der rullede buldrende ned ad krisekonjunkturens fald. De beskårne uddannelsesinstitutioner fyrer lærere for øjeblikket, på erhvervsskolerner er klassekvotienterne oppe på 38 osv. I den gråmelerede hverdag ville man sige, at Tørnæs er fuld af løgn, men vi befinder os, som sagt, i den politiske virkelighed, hvor løgnen sjældent findes, fordi dens modsætning – det sande, det rigtige, det faktuelle – også sjældent findes…

At følge den nationale politiske udvikling omkring regeringen, oppositionen og Folketinget er en forstemmende oplevelse. Alene det forhold, at de to store oppositionspartier – Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti – til stadighed læner sig op af borgerlige poliske ideer i deres forsøg på at være et politisk alternativ er nedslående.

Men den aktuelle politiske situations forudsigelig- og fantasiløshed har uden tvivl også noget at gøre med den måde, det borgerlige demokrati fungerer på. Sagt på en anden måde: Hvis vi skal gøre os forhåbninger om radikale ændringer på det politiske niveau – fx i form af langsigtede, konstruktive, strukturelle reformer – så kræver det en styrkelse af demokratiet. I den forbindelse er det tankevækkende, at netop en konservativ politiker tager fat på dette i en vis forstand tabuiserede tema. Det er kulturminister Per Stig Møller, som i en ny bog slår til lyd for (gen)indførelsen af et “landsting” ved siden af Folketinget. I følge Kristeligt Dagblads referat er forklaringen, at Møller vil gøre op med “stemningsdemokratiet“, hvor politikerne løber hovedløse rundt i en politisk virkelighed, hvor dagsordnen er sat af mediernes fragmentariske og summariske nyhedsbombardement og spinkulturens iscenesættelser af, hvad politik skal være. Møller vil have plads til eftertanken – bl.a. i lovgivningsprocessen. Det nye kammer vil – efter Møllers mening – kunne indføre en tiltrængt inerti i den politiske proces.

Om det er vejen, skal jeg lade være usagt. Den konservative Møller har sikkert også skelet til det amerikanske tokammersystem i sin genopfriskning af ideen. Og dette systems tendens til nogle gange at lamme den politiske proces er vel ikke ligefrem noget at stræbe efter. Men det er en velkommen diskussion Møller lægger op til, fordi det nærmest er uhørt at sætte spørgsmålstegn ved vort alt andet en perfekte repræsentative demokratis forudsætninger og fungeren. Hvis hensigten kunne være at styrke og forbedre demokratiet – altså: folkestyret – så måtte denne diskussion gerne smitte af på de politiske partiers interne debatter…

Public service-tanken har længe været under pres. Ikke mindst gennem de sidste ni års borgerlige regering, der har behandlet DR stedmoderligt og tilsvarende moderligt forkælet de private medieudbydere.

Blandt dagens nyheder finder vi en, der illustrerer, hvorfor public service-tanken er værd at slås for.

Det private tv-selskab SBS har fået støtte fra den såkaldte public service-pulje til produktion af en satireserie af den kendte stand-up-komiker og skuespiller Omar Marzuk. “Cellen” hedder den. Serien er lavet, men tv-selskabet ønsker alligevel ikke at bringe den. Med henvisning til den aktuelle ‘forhøjede terrortrussel’ har selskabet i følge SBS’ informationschef Jesper Jürgensen ‘ikke lyst’ til at sætte programmet på skærmen. Han begrunder det også med, at der er tale om en ‘kommerciel vurdering’. Nu ved vi af gode grunde ikke, hvad programmet indeholder, men må antage, at Omar Marzuk tager fat på emner, der på en eller anden måde relaterer sig til islam og de relaterede politiske emner.

Som udgangspunkt kan en privat medievirksomhed vælge at bringe eller ikke bringe ud fra ‘kommercielle hensyn’. Problemet er her, at SBS har fået skatteborgerpenge for at producere noget, der tjener publice service-formålet. Derfor skal SBS bringe programmet – eller sende pengene retur. Det er kulturminister Per Stig Møller fra de konservative, der slår denne logik fast med syvtommersøm. Æd jeres selvcensur eller bring programmerne!

Sagen fortæller os noget om, hvorfor det er vigtigt, at det offentlige – staten – er garanten for public service. De private medievirksomheders achilleshæl er deres kommercialisme. Tendentielt bringer man kun det, der får kasseapparatet til at klirre sødt (eller hvad de nu gør i disse digitale tider) og undgår alt, hvad der kan skade indtjeningen. Fx ved at være kontroversielt af politiske, religiøse, moralske eller andre grunde.

Man kan mene, hvad man vil om de private medievirksomheders tilstedeværelse i det danske medielandskab, men et eller andet sted er denne lille sag også et argument for bevarelsen og styrkelsen af DR som public service-institution…

I de forgangne dage har fhv. statsminister og nuværende formand for de europæiske socialdemokrater, Poul Nyrup Rasmussen, relanceret sin famøse anklage mod Dansk Folkeparti for at være et parti, der ikke er og aldrig vil blive stuerent. I P1 Debat i går kunne man høre Poul Nyrup Rasmussen krydse klinker med Pia Kjærsgaard i den anledning. Relanceringen af metaforen “stueren” kommer, fordi Nyrup har blæst til kamp mod den såkaldte højreradikalisering i europæisk politik.

Relanceringen er på flere måder tankevækkende. Og den blev sat i relief af gårsdagens P1 “Orientering”, hvor der var et indslag om de svenske socialdemokraters seneste politiske nederlag. En ung svensk socialdemokrat tematiserede, hvad han kaldte en “sorg” over udviklingen i det svenske socialdemokrati – og de europæiske socialdemokratiske partier i det hele taget – som har flyttet partierne bort fra deres historiske og ideologiske udgangspunkt som arbejder- eller lønmodtagerpartier i retning af partier, der er styret af akademisk selvtilstrækkelighed og ufolkelighed. Partier, der nu – med lidet held – finder politisk, ideologisk inspiration hos de tidligere modstanderes liberalistiske tankegods og det politiske establishment elitære arrogance.
Termen “stueren” er et tveægget sværd. På den ene side skal det diskvalificere Dansk Folkeparti som værdig samarbejdspartner for en socialdemokratisk ledet regering – og det er i sig selv udtryk for en næsten utilgivelig politisk naivitet, eftersom historien jo netop viser, at det parlamentariske kompromis’ nødvendighed har bragt Dansk Folkeparti helt ind i den centrale magtcentrum. Nøden lærte Venstre og Konservative at spinde politisk guld på DFs præmisser. Og det er fantasiløst af Nyrup ikke at kunne forestille sig en situation, hvor et svækket dansk socialdemokrati ikke kan blive tvunget til at krybe til korset og æde sine egne ord. På den anden side er metaforen en afspejling af den elitære politiske holdning, som Nyrup og hans konsorter repræsenterer – og som er en del af den socialdemokratiske bevægelses parlamentariske problem: vælgerflugten.
For to år siden skrev jeg et længere indlæg i anledning af Nyrups udmøntning af begrebet “stueren”. Det var i forbindelse med en kronik af Rune Lykkeberg fra Information. Hvad jeg skrev dengang, har stadigvæk gyldighed. Lad mig derfor citere et længere stykke:
Rune Lykkeberg “tager afsæt i en læsning af den fhv. socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, arrogante beskrivelse af Dansk Folkeparti som ikke værende “stuerent”. Et sprogligt billede, der dels går på kældedyr, ikke mindst hunden. En hund er først stueren, når den ikke besørger på stuegulvet. Og dels har ordet en sproglig betydning. Man siger fx, at ‘den historie var vist ikke helt stueren’. Underforstået, at der var tale om en uanstændig historie. Lykkeberg ophøjer Nyrups udtalelse til et politisk syndefald, der er større end danskerne engagement i Irak-krigen eller kanoniseringen af Bjørn Lomholts statistikker til dansk miljøpolitik…
Lykkeberg læser ordet “stueren” som en slags freudiansk fortalelse eller et symptom, hvis rækkevidde Nyrup Rasmussen ikke fattede, da han udtalte ordet. For ud over at stigmatisere Dansk Folkeparti som dansk parlamentarismes lille tæppetisser, så afslører ordet også den socialdemokratiske leders elitære tankegang. Vi udgør “det gode selskab”, og i er tæppetisserne. Hvad Nyrup – og andre med ham – glemte var, at han på den måde leverede en identitetssignalement til Dansk Folkeparti som – for nu at blive inden for den metaforiske ramme – underdog. Et signalement, som mange vælgere sagtens kan identificere sig med. Blandt andet de mange tidligere socialdemokratiske vælgere, der nu er gået over til – Dansk Folkeparti. I forlængelse af Lykkebergs analyse kan man sige, at Nyrup Rasmussen med dette ene ord markerede det politiske establishments akademiske selvtilstrækkelighed og ufolkelighed. Og dermed også pegede på et af Socialdemokratiets store problemer i forhold til vælgerne.
Siden Nyrups ord faldt er der jo sket det, at tæppetisseren i den grad er kommet ind i den varme stue. Og man kan sige, at den faktisk har gjort tæppetisseriet til den politiske dagsorden i regeringen Fogh.
En af Lykkebergs pointer er, at den nyrupske eksklusion af Dansk Folkeparti som taber nu gør alle andre partier til tabere. Fra Fogh Rasmussens Venstre, der for at beholde magten, har måttet ofre sine egne politiske idealer (og dermed noget af den politiske magt…) til Dansk Folkeparti – og til Socialistisk Folkeparti, der har været påfaldende fraværende i den aktuelle debat om dommere og tørklæder.
Alle taber til Dansk Folkeparti, lyder overskriften på Lykkebergs artikel. Ikke kun partierne er tabere. Det gælder også det parlamentariske demokrati…“. Udviklingen har kun understreget rigtigheden af disse ord. På det seneste har vi fx set Socialistisk Folkeparti melde sig som magtbegærlige tabere….

I går kom det frem, at antallet af personer, der rammes af den såkaldte dagpengereform, hvor ledighedsperioden er reduceret fra fire til to år, vil blive væsentligt større end først antaget af regeringens svar på den politiske automatpilot, beskæftigelsesminister Inger Støjberg. Ministeriet og medier skændes om, hvor mange der vil blive ramt. Ministeren mente oprindeligt 1000 personer. Nu cirkulerer tallet 6400. Uanset, hvor mange der er tale om, så er det en skandale. Og det går kun som man kunne forvente, når regeringen vælger at indføre en såkaldte “reform” (hvornår har det ord sidst haft noget med forbedringer at gøre?) af dagpengereglerne på et tidspunkt, hvor krisen kradser dybt og offentlige og private virksomheder “tilpasser” sig de nye stramme økonomiske realiteter ved at fyre medarbejdere. Oven i det skal lægges, at Inger Støjbergs lovede “tjek” af aktiveringen af ledige – heller ikke overraskende – ikke munder ud i forbedringer af de lediges muligheder for at komme videre, fx gennem omskoling og jobgivende praktikordninger, men derimod i endnu ringere aktivering, hvis der da i det hele taget bliver tale om aktivering.

Vi har en regering, hvis økonomiske mantra er “ansvarlighed” (fremmesset af finansminister Claus Hjorth Frederiksen ved enhver given lejlighed) og som med sparekniven i hånd kastrerer enhver ansats til investering i fremtiden, samtidig med, at retorisk forsøger at fremstille politiken som “sikring af velfærden”, opbygning af “verdens bedste uddannelsessystem” osv. Og i den sammenhæng er beskæftigelsesminister Inger Støjberg – sådan som hun altid har været – det 100% loyale robot, der blot fremturer med de ideologiske pointer, som kræmmersjælen Claus Hjort Frederiksen visker hende i øret.

At den førte ledighedpolitik kynisk ofrer danske familier, som i forvejen er ramt af regeringens forfejlede økonomiske politik, der primært har haft til formål at hjælpe krisens skurke i de finansielle sektor og de rigeste i landet, synes ikke at holde nogen af magthaverne vågne. Til gengæld er der mange danske familier, der fra sengen vil kigge op i loftet og frygte den sociale deroute, som de bliver udsat for…

Siden dengang, hvor tvillingetårnene sank i grus i New Yorks finansielle hjerte har danske borgeres fundamentale rettigheder – som fx ytringsfriheden og retssikkerheden – været under et voldsomt politisk pres. Især den såkaldte terrorlovgivning, der angiveligt skulle gøre det nemmere for PET og myndighederne at komme konspirerende terrorister i forkøbet (men indtil videre har vist sig overflødige og ligefrem ineffektive, som sagen om hotelbombemanden viste…), har betydet en begrænsning af borgernes retssikkerhed i kraft af en omfattende logging af persondata (sms, emails etc.).

Og hvad værre er, så har denne lovgivning, haft en afsmittende effekt på andre sider af retssikkerheden. Således har regeringen og dens kompaner netop besluttet at øge overvågningen og kontrollen af personer, der formodes at snyde med sociale ydelser. Det drejer sig om danske statsborgere, der af den ene eller anden grund opholder sig i udlandet, medens de modtager fx starthjælp, bistandsydelse eller pension. De nye initiativer indebærer bl.a., at der skal etableres særlige kontrolteams i lande som Tyrkiet, Spanien, Marokko og Thailand.

Selv om disse indsatser sandsynligvis vil kunne afsløre snyd og dermed – som skatteminister Troels Lund Poulsen hævder – vil kunne tilvejebringe nogle af de (anslået) 2-3 milliarder kroner, som snyderiet omfatter, så er der tale om en markant øgning af overvågningen og kontrollen med danske statsborgere. Og CEPOS’ chefjurist, Jacob Mchangama, mener, at regeringen er gået for vidt i sin iver for at krasse penge ind til den slunkne statskasse. Jeg har tidligere kritiseret CEPOS i denne blog – især for tænketankens rabiate nyliberalistiske ideologi – men på dette punkt er jeg ret enig med Mchangama. 9/11 og de efterfølgende anti-terrorlove har “legitimeret” en tankegang, der i sin kerne er en trussel mod fundamentale demokratiske rettigheder. Den uudtalte, i sit væsen anti-demokratiske, legitimering understreges af den kendsgerning, at den planlagte evaluering af terrorlovgivningen – og dens mulige ophævelse – endnu ikke har fundet sted, medens nye “ideer” og forslag til overvågning og kontrol blomstrer i borgerlige politiske hjerner…

Hotspotblogcast nr. 1

Forleden skrev jeg i anledning af den fornyede interesse for SF-eren Ole Sohns fortid som medlem af og formand for Danmarks Kommunistiske Parti (1987-91): “Der skal da ikke herske tvivl om, at Ole Sohn – formand for DKP i årene 1987-1991, hvor partiet de facto blev afviklet – som flertallet af DKP’ere havde et nærmest forelsket forhold til den såkaldt realiserede socialisme bag jerntæppet. Prisen for dkp’ernes loyalitet over for de store partier i DDR og Sovjet var, at de havde mere end svært ved at forholde sig kritisk til, hvad der skete derovre. Og der var noget næsten skizofrent over denne attitude.”

I mellemtiden har Ole Sohn valgt at gå til pressen og meddele, at hans medlemskab af DKP og DKPs politik var en fejltagelse. Sohn har med andre ord valgt at imødekomme de borgerlige kritikere, der har forlangt en “undskyldning”. Vi kan så diskutere, om det var et klogt træk, sådan at forkaste sin fortid!?

For det er ikke helt slut med “sagen” med Sohns beklagelse. Mindst et spørgsmål ulmer endnu. Vidste Sohn, at DKP et stykke af vejen var finansieret af Sovjets kommunistiske parti? Sohn har erklæret, at den sovjetiske finansiering gik op for ham, da han opdagede, at fakturaer til betaling af trykningen af Land og Folk blev overfaktureret. Men har han ikke inden da haft en fornemmelse? Dette spørgsmål rejste den danske forsker Morten Thing i gårsdagens P1 Orientering.

Man kan også vende den om og spørge, om ikke det er udtryk for forstillet naivitet, når Sohn således stiller sin oprindelige, påståede uvidenhed til skue? Pengestrømmen fra Sovjets kommunistiske parti til de europæiske søsterpartier har været kendt i mange, mange år. Og en historisk interesseret person som Sohn kan næppe have været uvidende om, at det foregik. Især ikke, når han sad som formand og medlem af centralkommiteen.

Når nu Sohn har sluppet katten ud af sækken, så kan han lige så godt være helt ærlig og sige det, som det var. Og så i øvrigt huske på ikke at smide barnet ud med badevandet. Sovjetkommunismens politiske afsporing har været et politisk lærestykke af dimensioner, men det betyder ikke at det socialistiske tankegods i almindelighed skal forvises til historiens losseplads. Det er nok værd at huske på i en tid, hvor SF bevæger sig mere og mere bort fra dette tankegods i retning af en midtersøgende borgerlighed. For det er måske det mest interessant ved Sohn-”sagen”: At Sohns bearbejdning og erkendelse af sin politiske fortids holdninger og fejltagelser jo skal omsættes i aktuel og fremtidig politik.

Apropos ovenstående, så har udviklingsminister Søren Pind, der er kendt for at være – lad os diplomatisk formulere det sådan – en impulsiv politisk kommentator, som nu og da taler lidt hurtigere end han tænker, valgt at trække nazikortet op af lommen.

Suk. Regeringen og dens proselytter i medierne – Jyllands Posten og BT ikke mindst – fik ikke megen suppe ud af Thorning Schmidts såkaldte “skattesag” og leder nu med lys og lygte efter andre “sager”, der kan bringe oppositionen i miskredit. Og det siger en hel del om magthavernes desperate situation, at man nu griber ned i mølposen for at hente Ole Sohn op endnu engang. Sidst det sket blev det ikke til ret meget mere end politiske moralske opstød fra de borgerlige, der solede sig i bagklogskabens blændende lys.

Men i et gammelt brev, hentet op fra det tyske rigsarkiv, Das Bundesarchiv, formaster en ung Ole Sohn sig til at rose DDR-staten, fordi den fx har afskaffet arbejdsløsheden, bolignøden og har sikret unge en uddannelse og andre basale rettigheder. Og han roser også DDR for at have spillet en væsentlig rolle i arbejdet for fred, sikkerhed og afspænding i koldkrigseftertiden. Én ting, at Sohn således har formastet til at rose DDR. En næsten større “forbrydelse” er, at han siden hen har ændret sit syn på DDR og sine egne gamle holdninger. Uha. Uha.

Der skal da ikke herske tvivl om, at Ole Sohn – formand for DKP i årene 1987-1991, hvor partiet de facto blev afviklet – som flertallet af DKP’ere havde et nærmest forelsket forhold til den såkaldt realiserede socialisme bag jerntæppet. Prisen for dkp’ernes loyalitet over for de store partier i DDR og Sovjet var, at de havde mere end svært ved at forholde sig kritisk til, hvad der skete derovre. Og der var noget næsten skizofrent over denne attitude. Læs fx Arne Hardis’ udmærkede biografi om forfatteren og maleren Hans Scherfig. Et fint studie i den politiske enøjethed, som et DKP-medlemskab medførte.

Men siden DKPs sammenbrud har Ole Sohn i den ene bog efter den anden, i artikler og ikke mindst i sine politiske handlinger (han har været SF’er i tyve år!) bearbejdet sine hidtidige positioner. Han har ikke, som de borgerlige revanchister – med DFs Søren Espersen i spidsen – helst vil have det stået frem i fuld offentlighed og bekendt sine synder og sin skyld. Kritikken af Sohn er båret af en for de magthavende borgerlige kritikere symptomatisk ahistorisk tilgang. Vi så det i tv-udsendelsesrækken om de “røde lejesvende”. Og vi ser det nu. Espersen og konsorter har et så traumatisk forhold til “68″ og halvfjerdserne, at de ikke har sans for, at der er gået tre årtier, og at Berlin-muren for længst er faldet. Kun i hovedet på folk som Espersen står muren stadigvæk…

Den nye “sag” er efter min bedste vurdering en fis i en hornlygte. Der er ikke fugls føde på den. Og det tror jeg, de fleste vælgere har indset. De vil trække på skuldrende og kigge over mod Lene Espersen, der fortsætter med at kvaje sig, og mod Lars Løkke Rasmussen, der efter Rigsrevisionens seneste udspil sidder til halsen i “sagen” om forkælelsen af de private hospitaler. Man skal ikke smide med sten, når man selv sidder i et glashus…
Og i øvrigt – vores aktuelle situation taget i betragtning – så kunne den borgerlige regering måske lære noget af den gamle DDR-stat med hensyn til beskæftigelse af borgerne, uddannelse osv.!

På lørdag ville John Lennon være blevet 70, hvis ellers han ikke for 30 år siden mødte sin banemand, Mark Chapman, der efter sigende bare ville skyde en eller anden kendt person. Men døden sletter ikke alle spor. Tværtimod. Sporene efter Lennon er ikke alene i rillerne på grammofonpladerne, laserhullerne på cd’erne osv. I denne uge har man også mulighed for at få fat i mandens fingeraftryk, som blev lavet i 1970, da Lennon anmodede om at blive amerikansk statsborger.
Som bekendt gik det ikke så let med den ansøgning. FBI overvågede Lennon i årevis, fordi han havde formastet sig til at kritikere Vietnamkrigen m.m. Og mange af Lennons kolleger og venner måtte på banen for at forhindre, at han blev udvist af USA.
Men selv hinsides graven er han åbenbart under overvågning. I hvert fald fortæller auktionarius Peter Siegel til New York Times, at FBI har henvendt sig angående fingeraftrykkene. Men sandheden er nok mere banal. Grunden til, at FBI og den amerikanske stat har vist interesse for papiret, der blev lavet af politiet i 1970, er, at der er tvivl om ejerskabet til det. Hvordan er det landet på denne auktion, hvor det forventes at kunne indbringe mindst 100000 $? Og måske er det dybest set det, det drejer sig om: penge. Som Siegel siger: Hvis fingeraftrykkende havde tilhørt en hvilken som helst andet, så ville FBI og staten nok ikke havde kontaktet ham… [link]

CINE. Les USA contre John Lennon: la bande annonce
Uploaded by Nouvelobs. – Arts and animation videos.

Først fik Dansk Folkeparti ørerne i maskinen, fordi de (mis)brugte ABBA til deres årsmøde. Og nu er turen kommet til De Konservative, der uden at bede om lov har (mis)brugt Nanna Lüders Afrika-sang på deres netop overstående landsmøde. Oven i købet har de forvansket sangteksten. »Konservativ. Konservativ. Det bli’r bedre dag for dag«. De nyeste opinionstal modsiger det citerede. De konservative har færre vælgere end Liberal Alliance og må nok se i øjnene, at de kan komme til at skifte rolle med Dansk Folkeparti, hvis det skulle gå så galt, at regeringspartierne vinder næste valg…

Nanna føler sig personligt forulempet af partiets misbrug af sangen og siger bl.a. til Information: »Jeg føler, at min sang er blevet misbrugt. Det er grænseoverskridende at bruge en sang om et så alvorligt emne som sult i Afrika til det formål at synge om, hvor fed man selv er«. Ja, det er på flere måder grotesk. Det er jo tankevækkende, at en parti, der hylder den private ejendomsrets og retten til at kæmpe for personlig gevinst, ganske tankeløst krænker en dansk sangskrivers ophavsret. De konservative har et forklaringsproblem, og de tog ikke telefonen, da Informations journalist forsøgte at få en forklaring. Man må sige, at det parti forstår at skabe opmærksomhed – på den ufede måde…