CAPAC

“Heldigvis” kom finanskrisen den borgelige regerings arbejdsmarkedspolitiske indsats i forkøbet. De nåede ikke at reducere ledighedsperioden til to år. Til gengæld har de indrettet systemet på en måde, der slet ikke tager hånd om den aktuelle ledigheds problem. Masse vis af ufaglærte og folk fra byggefagene ryger ud i ledighed nu – med ringe udsigt til at kunne vende tilbage til lignende jobs. Derfor er der kun et svar: efteruddannelse. Når “vi” kan polere bankerne med guldstøv, kan vi så sandelig også sørge for, at de ledige bliver uddannet til andre jobs (så de kan komme til at betale den skat, der bl.a. skal finansiere bankpakkerne…). Hænderne op af lommen, Inger Støiberg!

Wir hofften in den 60ern
trotz Pop und Spuk und alledem,
es würde nun den Bonner Herrn
scharf eingeheitzt trotz alledem.

Det er Listemageren Klaus, der sendte mig tilbage til de tidlige halvfjerdsere, hvor jeg ofte sad med øret inde i B&O-radioen og lyttede til Folk-programmet med og om moderne folkemusik. Og det var her jeg første gang hørte tyskeren Hannes Wader og hans måske mest kendte sang fra dengang: Trotz allem (Trods alt det…).
Den er fra den tid, hvor “Berufsverbot” – diskrimination af folk med en anden politisk holdning end magthavernes – var en selvfølge og hvor tresserdrømmene og illusionerne om det borgerlige demokratis troværdighed led et alvorligt knæk. Og alligevel munder sangen ud i et håb og en tro på fremtiden: “Trods mistro, angst og alt det/så kommer det dertil trods alt/at frygten vil forvandles til modstand trods alt”. God første maj.

Om en halv times tid skriver vi den 1. maj. En masse mennesker hældes ud på gaden til arbejdsløshed, fordi andre har fået lov til at udfolde deres økonomiske grådighed helt ud. Liberalismens – eller kapitalismens – overdrev – eller normalitet. Men dagen i morgen, der handler om, hvordan det ellers kunne være, hvis ellers vi kunne tage os sammen til at være solidariske (uha…), fortjener vel en sang eller to. Rigtig god 1. maj!

Citat:
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har fra sin tid som beskæftigelsesminister fået en alvorlig anklage om vildledning af Folketinget hæftet på sig. Sagen drejer sig om et forsøg med modtagere af sygedagpenge, som er iværksat i en række kommuner. Formålet er at undersøge effekten af at sende syge i aktivering og alternativt fratage dem deres forsørgelse.

Forsøget – viser det sig nu – er gennemført uden, at der har været hjemmel til det i loven, hvilket er alvorligt nok. Hvad, der er værre, er, at ministeren over for Folketinget har fastslået det modsatte – nemlig, at der er “klokkeklar hjemmel til forsøget” – en orientering af Folketinget, som det er svært at forestille sig kan være sket uforvarent, idet en stribe af ministeriets jurister har været involveret i sagen, som ikke er synderligt kompliceret. For knap en måned siden forsøgte Hjort Frederiksen at tørre aben af på statens advokat, Kammeradvokaten, som i et notat har behandlet forsøgsordningen. Det skete på et åbent samråd i Folketingets beskæftigelsesudvalg, hvor Hjort Frederiksen slog fast, at Kammeradvokaten havde sagt god for lovligheden. Men den abe ønskede Kammeradvokaten ikke at have siddende på sig, for Kammeradvokaten har – hvilket tydeligt fremgår – slet ikke forholdt sig til lovligheden af forsøget, og det har han nu meddelt Folketinget.
[Læs resten af Bent Winthers leder her]
Hvis man – som capac – har hørt DR 1 Orientering gennem de seneste måneder, vil man vide, at den tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i sin iver for at aktivere mennesker på sygedagpenge, sandsynligvis har forbrudt sig mod loven om ministeransvar, der bl.a. drejer som om vildledning af Folketinget.

Hjort Frederiksen har i flere omgange forsøgt at sno sig ud af den klemme, han er landet i, senest ved at sende aben over til Kammeradvokaten, der dog har fralagt sig ethvert ansvar. DR-journalists Jesper Tynells konsekvente og seriøse gennemgang af sagens enkelte faser har med skræmmende tydelighed tegnet billedet af en politiker, der for at få sin politiske vilje igennem gerne går på akkord med demokratiets spilleregler.

Den logiske konsekvens af Hjort Frederiksens handlinger vil være en rigsretssag. Men det kræver et folketingsflertal. Sagt på en anden utvetydig måde: Det kræver, at Dansk Folkeparti ikke holder hånden over regeringens finansminister. DF har nu chancen for at vise, at partiet står ved de demokratiske idealer, som de i andre sammehænge lovpriser uhæmmet. Fx i kritikken af islam…

Med den store rorgænger Villy i spidsen fejrer Socialistisk Folkeparti sig selv i denne weekend og lægger op til en fælles front med Socialdemokratiet (og de vaklende radikale?) mod den nedslidte borgerlige regering. SF har fået succes med en hårdere tone i indvandrerdebatten og en midtersøgende, kompromissøgende politik. Som sympatisør kan man godt være bekymret for, at den pludselige succes stiger partifolket til hovedet, så de glemmer folkeligheden og det socialistiske grundlag. Og man må spørge, om SF’erne er ved at blive grebet af den autoritære, bornerte tidsånd, som blæser i den højreorienterede regerings tid?
I dagens avis kan man således læse, at Villy har tøvet over for et forslag fra Emilie Turunen, SF-kanditat til EU-parlamentet, om, at offentligt ansatte skal fyres, hvis de formaster sig til at købe sex i arbejdstiden. Fx hvis offentligt ansatte er på rejse i udlandet. Sammen med bl.a. Pernille Vigsø Bagge vil Emilie Turunen “lummerkulturen”, som hun kalder den, til livs. Nu kan man jo for det første undre sig over, at et sådant forbud kun skal gælde offentligt ansatte. Hvorfor ikke privatansatte? Jeg tror, at det hænger sammen med, at Turunen og ligesindede forbudsdyrkere – måske ubevidst – identificerer sig med det store beskyttende velfærdsstat. Det er den store moder stat, der skal holde sine ansatte i ørerne.
Udtrykket “lummerkultur” taler også sit tydelige sprog om det moralistiske syn på seksuallivet, som Turunen og Co. repræsenterer. Vi må håbe, at Søvndal bliver ved med at tøve med sin opbakning – så længe, at debatten om prostitution og sex-køb får tilstrækkeligt med dokumentation og viden til at man kan formulere en politik, der ikke bygger på sen-feministisk puritanisme og forkrampet moralisme

Det er ikke med min gode vilje, at jeg indrømmer det. Men det usandsynlige er faktisk sket, at jeg er blevet enig med Dansk Folkepartis nestor, Jesper Langballe, om noget. I dagens udgave af Berl. Tidende har han forfattet en kronik, hvor han leverer et frontalangreb på den borgerlige regerings universitetspolitik.
Han langer også kraftigt, demagogisk og ideologisk ud mod den vejrmølle, der går under navnet “68-bølgen”. Men lad det nu ligge. Det interessante er, at Langballe rejser spørgsmålet om, hvad en “borgerlig universitetspolitik” mon kunne tænkes at være? Underforstået: Hvis den ikke er som den, der aktuelt føres.
I Langballes optik tager regeringen – akkurat som det skete i halvfjerdserne – “samfundet” som gidsel for sin politik. Der skal forskes for “samfundets skyld”. Men, hvor samfundet i det vist nok venstresnoede halvfjerdsere var mere eller mindre synonymt med “arbejderklassen”, så er “samfundet” under Fogh-Løkke lig med “erhvervslivet”. Hvad der er godt for erhvervslivet – det private forstås – antages at være godt for alle andre. Tankegangen – i universitetssammenhæng – udmøntes af en af universitetslovens åndelige fædre, Helge Sander, der har skabt sloganet: Fra tanke til faktura. Og politiken er indrettet derefter. Hvis ikke der er en lige vej fra tanke til faktura, så skal man ikke forvente at pengene strømmer ind…
Langballe skriver: “Hvad der tæller for regeringen, er ikke grundforskningen, men den anvendte forskning. Og naturligvis skal forskningens resultater anvendes, når de foreligger, men hvis anvendelsesformålet på forhånd dikterer forskningen,vinder forskningen intet nyt land. Den bliver blot produktudvikling og ikke en fri og selvstændig kamp for at udvide menneskets erkendelse”
Og senere hedder det: “For videnskab søger sandhed, og retfærdiggør man sandheden med et nyttigt formål ophæver man den som sandhed”. Og Langballe kalder det aktuelle universitetsideal med dets nytteorientering og taxametertænkning for “slet og ret organiseret åndløshed”.
Jeg kan ikke andet end at være enig med Langballe i hans vurdering så langt – og i almindelighed.
Det interessante er imidlertid, at Langballe ikke er i stand til at sige noget om, hvordan fremtidens universitet kommer til at se ud. Med andre ord: Hvordan en anden form for borgerlig universitetspolitik kunne se ud. Måske, fordi den moderne borgerlighed ikke er i stand til at se op fra bundlinjen og ikke har andre “værdier” end dem, der kan gøres op i kroner og ører?! Dumhed kalder Langballe det. Og i den aktuelle politiske konjunktur er der åbenbart ingen ende på dumheden og dens konsekvenser….

I folkedybet kan man undertiden møde billedet af en politikertype, der kun er foragt til overs for: “levebrødspolitikeren”. Det er den politikertype, for hvem avancement, løn, pension og gode “ben”, er vigtigere end politisk overbevisning. En type, der gerne lader sig kompromittere, hvis blot det kan gøres op i ussel mamon.

Når denne type er genstand for ringeagt i befolkningen, så skyldes det, at han eller hun er et vrængbillede af den demokratiske repræsentants ideal. Den repræsentant, der i følge grundloven kun skal stå til ansvar for sin egen overbevisning.

I de seneste dage har man kunnet følge Ekstra-Bladets og B.T.s jagt på hhv. Bendt Bendtsen og Lene Espersen. De to konservative forgrundsfigurer. Begge er hængt til tørre på de to boulevardblades sider, fordi de i embeds medfør har haft hænderne dybt ned i den statslige klejnekasse eller på anden vis har (mis)brugt de privilegier, der følger med en plads i folketinget eller en ministerudnævnelse.

Jeg vil på ingen måde forsvare de to konservative ministre og finder det ynkeligt og udtryk for mangel på dømmekraft, når Lene Espersen i dagens aviser spiller forurettet i sagen om en kostbar flyvetur og forsøger at tørre ansvaret af på statsministeriets ansatte. At andre er moralsk korrumperede, gør jo ikke ens egne handlinger bedre. Spørgsmålet er blot, om ikke levebrødspolitikeren – eller karrierepolitikeren – snarere er reglen end undtagelsen i dansk politik. I hvert fald synes de idealistiske politikere at være i klart undertal. Ja, politisk idealisme og høj politisk moralsk integritet synes at være en mangelvare i vores repræsentative demokrati….

Nej, dér hvor jeg egentlig vil hen er til de to boulevard-avisers dagsorden. Er det mon tilfældigt, at de kaster sig over to konservative ministre? Ønsker de to boulevard-blade mon at svække det konservative folkeparti på et tidspunkt, hvor regeringspartiet Venstre som følge af minsterrokaden står lidt svagt i meningsmålingerne? Eller er det et forsøg på at svække regeringen slet og ret – og dermed gøde jorden for oppositionens magtovertagelse? I hvert fald kan prioriteringen godt undre en. Hvorfor ikke i stedet kaste sig over Anders Fogh Rasmussens til pligtforsømmelse grænsende fravær i dansk politik i den periode, hvor han har melet sin egen kage i form af jagten på Natos toppost?

Som bekendt kører der en debat om forbud mod købesex herhjemme. Og en markant del af fortalerne for et forbud har mere end antydet, at det er mænds liderlighed, der er en væsentlig forklaring på prostitutionens eksistens. Der har kun været beskeden opmærksomhed på kvinders forbrug af købte seksuelle ydelser og homoseksuelles. Der kan være god grund til at trække kvinderne som sex-købere frem i lyset. Om ikke andet, så for at trække tæppet væk under den mandefjendske argumentation hos visse pro-forbuds-politikere.
På DRs Nyhederne kan man læse om højsæsonen for kvindelig sexturisme. Danske og andre europæiske kvinder drager mod de sydlige himmelstrøg for at nyde ferien – og det vis også sige: For at købe sig noget ungt, mandligt kød. Egypten, De kanariske øer, Gambia er leveringsdygtige med hensyn til unge mænd – gifte såvel som ugifte – der for få penge vil være de liderlige europæiske kvinders støder i ferieperioden.
Vil et eventuelt dansk forbud mod købesex også omfatte disse kvinder? Og hvordan vil man i givet fald håndhæve forbuddet?
Vi lever i en verden, der i stort omfang er smurt ind i urealistiske romantiske forestillinger om seksuallivet, hvor man skulle tro, at et seksuelt forhold kun kunne udspringe af enten romantisk forførelse eller demokratisk aftale. Den forestilling,at seksuelle handlinger kunne være noget, man kunne handle sig til, er fortrængt i hovedet på mangen en puritansk forbudspolitiker. Ikke desto mindre har det altid foregået. Som Leif Blædel har været inde på, så var den gamle, økonomisk-fornuftsprægede ægteskabsindgåelse med “medgift” osv. i bund og grund også en handel med seksuelle ydelser.
Lad mig for en ordens skyld skrive: Jeg fordømmer ikke de kvinder, der køber sig til lidt erotik i sydens sol. Den kvindelige sexturisme er blot en understregning af, at pro-forbuds-politikernes mandsfjendske holdninger er ude i hampen. Mennesker handler sig til sex, og det har de gjort i århundreder. Vi kan beklage, at det forholder sig sådan. Men vi bliver nødt til at acceptere dette banale forhold.

Tilbagespoling

Selv ikke en dyb finans- og økonomikrise, der smider tusindvis af danskere ud i ledighed, kan få den forhenværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen til at ryste på sin ideologiske hånd. Der er stadigvæk masser af job, man kan få, hæver Claus. Der er efterspørgsel på sygeplejersker, pædagoger, butiksansatte og folk inden for regnskab (det tror da pokker!). Men professor Bent Greve fra RUC slår hul på Claus Hjorts ideologiske bobbel: “- Mange af dem, der bliver ledige, kan ikke få de ledige job, der er. Det er jo ikke en trøst for ham, der har 15 års erfaring som slagteriarbejder, at der er et job et andet sted i landet på et område, som han ikke vil have en chance for at få”. Nej, Claus Hjort, arbejde er ikke ét fedt.

Medens Anders Fogh havde travlt med at trimle ned at hoteltrappen, overvejede jeg, hvad skrækscenariet for en kommende ministerrokade kunne være. Hvad kunne fx være værre på beskæftigelsesministerpladsen end Venstres ideologiske over-vismand Clausescu Hjort Frederiksen?

Jeg granskede mine hjernevindinger, og beroligede mig et kort øjeblik med, at vi nok ikke kunne få nogen mere firkantet, ideologisk mand på den post. Lige indtil jeg hørte middagsradioavisen og erfarede, medens hårene på min nakke langsomt rejste sig, at det blev en kvinde. Og hvilken kvinde? Jo, det ideologiske tågehorn, Inger Støjberg, hvis navn ikke for ingenting rimer på støjsender. Damen, der er indbegrebet af en urokkelig, 100% loyal partisoldat og har gjort sig bemærket ved en sjælden arrogance over for sine politiske modstandere og en reflektorisk afvisning af alt, der bare lugter af kritik over for moderpartiet og regeringssamarbejdet.

Støjberg diskuterer ikke sagligt med sine modstandere, men tromler dem ned som en mellemstor, motoriseret plæneklipper med et ordvalg, der mere er ladet med “indiskutable” påstande og konstateringer og ikke argumenter. Rundsave så store som møllehjul har hun også på albuerne, og nu kan hun så – med forskellige ordførerskaber og en bog om Sussie og Leo bag sig – vigte sig af at være en af de unge, kvindelige kometer i Venstre-regeringen. Sammen med beskæftigelsesministeriet får hun også ligestillingsområdet. Og jeg er sikker på, at hun nok skal belære enhver højrøstet feminist om, hvad ligestilling i følge Støjberg er.

Hvis man i sin naivitet troede, at verden ville blive et bedre sted at være, fordi kvinderne kom til magten, så er Støybergs eksempel ikke just opmuntrende… Og til alle jer ledige derude: Sørg nu for at skrive de ansøgninger! Ellers kommer Inger.dk efter jer.

I en lille nyhedsnotits kan man læse, at IOC – den internationale og ofte skandaleramte olympiske komité – har besluttet at begrænse det tradionelle og symbolske fakkelløb gennem flere lande. Faklen og dens menneskebårne vej fra alle olympiaders græske udspring til centrum for olympiaden er ladet med symbolik: de gamle olympiske idealer osv. Men løbet har også være genstand for politiske protester af forskellig slags. Fx protester mod Kinas okkupation af Tibet.
En talsmand for IOC udtaler, at det vil være “nemmere” at begrænse fakkelløbet til det land, hvor olympiaden afholdes. Det vil være nemmere at “kontrollere”.
Kan man forestille sig en bedre illustration af olympiadernes sportslige uskyldstab? Kun i hovedet på borgerlige politikere som fx Brian Mikkelsen kan man endnu postulere, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Virkeligheden har hele tiden fortalt en anden historie. Og nu må den Olympiske kommité bøje af for virkeligheden og reducere den olympiske idé yderligere. Næste skridt bliver vel helt at slukke flammen!?

Citat: “Der er alt for mange i aldersgruppen 12-15 år, der laver ting, hvor der er brug for en helt anden konsekvens end i dag. Når man ser billeder fra ungdomsinstitutionerne, tænker man jo nogle gange, at det ligner en ferielejlighed i Lalandia” (Malou Aamund, Venstre).
En række Venstre-folk, bl.a. Aamund, ønsker at sænke den kriminelle lavalder. Hensigten er – indlysende nok – at man så vil kunne sætte flere mennesker i fængsel. For de borgerligt-liberalistiske hoveder er svaret på ungdomskriminalitet: straf, straf og mere straf. Put de unge udannede mennesker i fængsel, så de rigtigt kan lære, hvad det vil sige at være en rigtig kriminel. Fængselsstraf har jo aldrig medført den resocialisering, man drømmer om.
Tilbage står de borgerlige partier så med nogle problemer, som de de facto ikke har kunnet gøre noget ved: En på de fleste måder mislykket integration, som Venstre, Konservative og DF har haft næsten ti år til at gøre noget ved, men i realiteten blot har ladet sejle mod elendighedens dybe vande. En socialpolitik, der er reduceret til arbejdsmarkedspolitik og nødtørftig førstehjælp for dem, der falder på røven i det sociale netværk.
De borgerlige vil ikke anerkende, at der er et samfundsmæssigt og politisk ansvar for fælleskabet, selv om den aktuelle finans- og økonomikrise burde belære dem om, at vi faktisk er forbundne med hinanden – om vi vil det eller ej.
Den borgerlige “konsekvenspolitik”, der kommer til udtryk i fx Malou Aamunds arrogante og virkelighedsfjerne kommentar, vil kun gøre ondt værre og give os flere problemer på halsen. Der er virkelig brug for andre politiske boller på Christiansborgsuppedasen…

Enhedslisten tilpasser sig nu den personfikserede politiske medievirkelighed ved for første gang nogensinde at udpege en politisk ordfører. Nemlig den små Johanne Schmidt Nielsen, der bl.a. har gjort sig bemærket ved at klæde Bertel Haarder af til skindet (politisk set), tryne Bendt Bendtsen i ligestillingens navn og downloade musik ulovligt og stå ved det i medierne… Johanne er godt klar over, at det er et brud med de demokratiske principper i partiet. Hun siger til Kristeligt Dagblad: “Jeg ville ønske, at politik handlede meget mere om politik. Men vi må også erkende, at politik i dag i meget høj grad handler om personer, og det er et vilkår, som vi også bliver nødt til at arbejde ud fra”. Det forlyder også, at Enhedslisten vil satse på et nærmere samarbejde med SF og Socialdemokraterne.
Vi krydser fingre for projektet og håber, at Johanne kan være med til at slå hul på person-medie-boblen og få fokus over på de samfundsmæssige problemer, vi står med. Og at partiet gør alvor af at knytte oppositionspartierne sammen i et forpligtende samarbejde. Det er der i allerhøjeste grad brug for med det sorte kabinet, der har regeringsmagten lige nu…

På hjem fra job hørte jeg som som sædvanlig P1 Debat. Denne gang krydsede LO-bossen Harald Børsting klinger med Cepos-medlemmet Mads Hansen. Og det var morsomt. Faktisk må jeg le flere gange. Højlydt.
Emnet var den danske, såkaldte flexicurity-model med dagpengesystem og let adgang til fyringer m.m. Det sjove var, at Børsting, der er en erfaren, jævn, jordbunden mand med herlig dialekt, leverede en sønderlemmende kritik af den ideologisk omtågede Mads Hansen. Man fik virkelig et indtryk af, at Mads Hansen som flere af sine ideologiske kolleger fra Cepos har hovedet oppe i de ideologiske skydække, hvor det nærmeste, de kommer virkeligheden er en lige så ideologiske OECD-rapport. Hør udsendelsen. Det er morsomt.

Den første nyhed, der sivede ind i min bevidsthed via DR Update, var, at den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti, ex-minister og EU-Parlaments-kandidat, Bendt Bendtsen var blevet anmeldt til politiet for bestikkelse af borgmesteren i Hørsholm. En ekspert i forvaltningsret skød straks skandaleballonen ned, for det kan godt være, at Bendtsen har deltaget i 33 dyre golf- og jagtrejser til en værdi af omkring en halv million danske kroner, men det kan ikke bevises, at han har gjort noget til gengæld for de givende firmaer (Danfoss, Danisco m.fl.). Reglerne er overtrådt. Og det har Bendtsen gjort før, da han misbrugte sin ministerbil til privat kørsel. Uden, at det fik konsekvenser.
Sagen handler selvfølgelig om politisk moral og etik. Da de gældende regler på området engang blev indført, så var forudsætningen, at politikere ikke kunne modtage store gaver uden at deres dømmekraft og upartiskhed ville blive berørt af det (= korruption). Selvfølgelig vil det nok være umuligt at bevise, at Bendtsen nu er i lommen på de glade givere, men enhver idiot uden for de politiske kredse ved, at får man en stor gave af nogen, så står man i en moralsk gæld til giveren. Det forpligter. Man må yde noget til gengæld. Man må adlyde gavens logik.
Ganske vist fik de konservative ikke fjernet topskatten helt i den nye “skattereform”, men det fik lettet skatten betragteligt for erhvervslivets ledere. Noget for noget….
NB. Selvfølgelig afviser Bendtsen anklagen. Der var blot tale om “arrangementer“, udtaler han.