CAPAC

Nej, protestsangenes tid er – heldigvis – ikke forbi. Følg dette link og hør, hvordan Neil Young giver kaffefirmaet Starbucks kritik af deres genmodificerede kaffe. Sangen indgår på Young kommende samfundskritiske plade The Monsanto Years.

Jeg blev lidt overrasket, da jeg læste, at den meget omtalte unge stjernefrø Miley Cirus har taget initiativ til det ikke-kommercielle organisation The Happy Hippie Foundation, der har til formål at støtte unge mennesker i kampen mod den uretfærdighed, der overgår hjemløse unge, LGBT-unge (LBGT: lesbisk, bøsse, biseksuel og transkønnet) og andre sårbare befolkningsgrupper. Lidt et kvantespring fra hendes tidligere bedrifter i berømmelsens tjeneste. Men hun er nok bare ved at blive voksen og ansvarlig. I hvert fald er det opmuntrende – og et eksempel til efterfølgelse for andre stjernefrø med stjernedrømme…

Her er Miley i en fin udgave af sangen “True Trans Soul Rebel” (fra Against Mes album Transgender Dysphoria Blues). Ved sin side har hun forkvinde i  Against Me! Laura Jane Grace og samme bands trommeslager Atom Willard plus andre musikalske legekammerater (nok fra Mileys eget band)…

Og her en anden sang – Replacements “Androgynous”, hvor Miley optræder sammen med Joan Jett og nogle af de ovennævnte..

Og det gode er, at de to sange faktisk også holder som musik…

Den 25-årige Freddie Carlos Grays død i Baltimore i april, medens han var i det lokale politis varetægt, illustrerer – sammen med andre begivenheder – at USA langtfra har overvundet det raceproblem, som tressernes borgerrettighedsbevægelse sloges med og mod. Og det er lidt opløftende at se, at en privilegeret kunstner som Prince tage emnet op i en ny sang med titlen “Baltimore“. For sagen med Grays død kalder på berømte kunstneres stillingstagen og opmærksomhed.

Den 4. maj er ikke kun årsdag for ophøret af nazisternes besættelse af Danmark. Det er også årsdagen for massakren på Kent State University. For 45 år siden, 4. maj 1970, skød soldater fra den amr. nationalgarde på en gruppe ubevæbnede studenter, der var forsamlet for at protestere mod amerikanernes krig i Vietnam. Ialt ni studerende blev såret og fire – Allison Krause, Jeffrey Miller, Sandy Scheuer og William Schroeder – blev dræbt. En begivenhed, der stadigvæk ekkoer i den amerikanske befolkning bevidstheder, fx i forbindelse med hændelserne i Ferguson og Baltimore for ganske nylig.

I USA diskuterer man stadigvæk, hvordan det kunne ske. Og spørgsmålet er måske også, om det kunne ske igen – og om der fx kunne ske noget lignende her i Europa? For nylig kunne man læse om en ny militær træningslejr, der er under konstruktion i det nordlige Tyskland. Formålet med lejren er, at den skal fungere som træningslejr for soldater, der skal kunne bruges, hvis og når der opstår folkelige opstande rundt omkring i Tyskland og andre europæiske lande. Altså sættes ind mod de europæiske landes egne befolkninger… Man skal ikke være naiv og tro, at begivenheden i Ohio i 1970 ikke vil kunne gentage sig i en eller anden form…

Forfatteren til den fantastiske fortælling Bliktrommen er død. Og dermed har Tyskland og Europa også mistet en af sine skarpeste kritikere.

Endnu en kommentar til tragedien i Paris.

– Tak til Billy Bragg for denne kommentar…

 

Fordi man er vissen i toppen, kan man godt have saft ved roden, siger en god talemåde. Alder har ingen betydning for livskraft. Og gamle Ulf Lundell er et udmærket eksempel på, at man ikke behøver at gå i stå, fordi man passerer de 50 og de 60. På sin hemsida er Lundell begyndt at blogge. Og ikke kun om en gammel Aston Martin, han gerne vil sælge til en passende person, der sætter pris på et godt køretøj. Næh, Lundell bruger også krudt på at kritisere Sveriges svar på Dansk Folkeparti, SD – Sverigesdemokraterne:

“Jeg skammer mig.

Jeg skammer mig over sådan en som Söder, en lille diktatortype i folkedragt, der skal sidde og hamre løs i Sveriges rigsdag. 

Det begynder at blive grimt. Det eneste gode ved, at SD [sverigesdemokraterne] får flere og flere procenter er, at når de begynder at føle sig sikrere og sikrere, så vil de vise deres rette ansigt. Som fx Björn Söder i søndagsudgaven af Dagens Nyheter, et lysende eksempel. Ingen djævel bør snakke med dem.

Om indvandring, flygtningen og integration skal der tales – men ikke med Sverigesdemokraterne. Blokpolitiken er en vederstyggelighed. Vi griner jo ad amerikanerne, der ikke kommer nogen vegne med demokrater og republikanere, men det er jo i alle tilfælde det samme, der gør sig gældende her. Her, hvor Söder med 13% magt over 87, får mig til at undre mig over hvor Sverige, foregangslandet, forbilledet bevæger sig hen.

Siger manden, der efter sidste Valsafari-koncert på Debaser i Stockholm sad på Hotel Malmen på den anden side af gaden og stirrede ind i tv-skærmen og sagde: Nu skifter jeg politik.

Men Björn Söder bør selvsagt på af som næstformand. Der må være lidt stil over Sveriges rigsdag. Nu skider jeg på politik for i dag i hvert fald.

UL”

årsagen til Lundells udmelding er et interview, som Söder gave til Dagens Nyheter under overskriften: Den leende nationalismen, hvor han bl.a. gav udtryk for, at samer og jøder ikke er rigtige svenskere…

Det står enhver frit for at drage sammenligninger mellem Sverigesdemokraterne og Dansk Folkeparti. Og jeg synes, det ville klæde danske pop- og rockmusikere, hvis de fulgte i Lundells fodspor og tog bladet fra munden, når Dansk Folkeparti og deres åndsfæller i de borgerlige partier kom for godt i gang med deres nationalistiske fremturen.

I følge Danmarks Radios seneste opgørelse, så har den Israelske stats intervention i Gazaområdet indtil videre kostet omkring 1700 palæstinensere livet, ca. 9000 er blevet såret og et større, ukendt antal (anslået 280.000) er på flugt på Gazastriben. Der er blevet dræbt 65 israelere i samme periode, 63 af dem er soldater. En tredjedel af de dræbte palæstinensere var børn og unge.

Konflikten i Gaza er ikke kun en konflikt mellem den israelske stat og de statsløse palæstinensere på Gazastriben. Konflikten er også en ideologisk kamp. Det kom med al ønskelig tydelighed frem i går aftes i DR2s program Deadline (kl. 22.30), hvor man havde et interview med den norske læge Mads Gilbert, der de seneste tre uger har arbejdet på al-Shifa-hospitalet i Gaza. I et åbent brev til offentligheden har Gilbert kritiseret Israel for at gå målrettet mod kvinder og børn i angrebene og har appelleret direkte til præsident Obama om at komme til al-Shifa og tage tragedien i øjensyn (fordi det – i følge Gilbert – ville ændre verdens gang dernede…).

Det var den danske journalist Martin Krasnik, der var i studiet og interviewede Gilbert. Og det bemærkelsesværdige ved interviewet var, at Krasnik forsøgte at fremstille Gilbert som en læge, der var ude i et politisk ærinde. Underforstået: At Gilbert ikke blev ved sin læst (og lappede de sårede sammen…), men politiserede og tog parti for terrororganisationen Hamas. Men interviewet tog en overraskende vending, fordi Gilbert afviste Krasniks forsøg på at sætte sig på talen om Gaza-konflikten. Det lykkedes – set herfra – for Gilbert at flytte problemet over på DR-journalisten, der blev udstillet som en eksponent for den amerikanskdominerede diskurs og ideologi om Gaza-konflikten. I et relativt kort øjeblik (set i det store mediesammenhæng….) blev det tydeligt, at Danmarks Radio med den i øvrigt seriøse Martin Krasnik i spidsen er mere end villige agenter for den herskende ideologi og amerikanernes definitionsmagt i Gaza-konflikten. Det er en øjenåbner af dimensioner – og man kan kun beklage, at mange flere såkaldte eksperter og journalister ikke går i Gilberts fodspor og udøver magtkritik af de herskende medier.

Gense udsendelsen her.

 I skrivende stund ser det ud til, at Venstres leder Lars Løkke Rasmussen fortsætter som partiets leder og dermed også som partiets kommende statsministerkandidat, selv om vandene ikke helt har lagt sig endnu.

 Undervejs i fortællingen om Lars Løkke Rasmussen og hans uheldige omgang med betroede midler har mindst en journalist brugt udtrykke ”Løkkegate” og dermed indirekte lavet en analogi til den skandale, der fik den amerikanske præsident Richard Nixon til at trække sig som præsident i 1974.

 Analogien er interessant, fordi den fortæller os noget om, hvor den borgerlige politik har bevæget sig hen siden 1970’erne. For det eneste de to skandaler egentlig har tilfælles er, at der er tale om skandaler. Udgangspunkterne er vidt forskellige. Nixon og hans medsvorne var involveret i ulovlige aflytninger m.m. af politiske modstandere, hvor Lars Løkke Rasmussens ”forbrydelse” kun består i at have misbrugt betroede penge og måske unddraget sig skattebetaling. Slemt nok, men alligevel en helt anden og mere banal form for magtmisbrug, selv om begge sager har det tilfælles, at der er tale om dybt umoralske handlinger.

 En anden forskel er mediernes rolle. I Nixonssagen spillede de store medier – fx aviserne New York Times, Washington Post og tidsskriftet Time – en afgørende rolle i afdækningen af Nixonregeringens ulovligheder og var stærkt medvirkende til, at Nixon måtte gå af. I sagen om Lars Løkke Rasmussen har medierne også spillet en central rolle og har – set over hele sagens forløb – bidraget til at bringe mange belastende forhold frem om Rasmussens misbrug af betroede midler. Men – selv om medierne et langt stykke hen ad vejen har gjort, hvad man som almindelig borger kunne forvente af en kritisk presse, så har det altså ikke (indtil videre i hvert fald…) fået nogen som helst konsekvens for politikeren Lars Løkke Rasmussen. Noget andet er, at hvor mediernes dækning af Watergateskandalen var præget af den seriøse journalistiske afslørings dramatik, så er de danske mediers dækning – og ikke mindst tv-stationernes – degenereret til harmløs underholdning.

Det sidste forhold blev ganske godt illustreret af Danmarks Radios timelange dækning af tiden op til og under det famøse hovedbestyrelsesmøde i Odense Kongreshus i går. Helt symptomatisk kunne man på DR-Nyhedernes hjemmeside læse om de vigtige nyheder, der var blevet skubbet i baggrunden på grund af det af Lars Løkke Rasmussen indkaldte bestyrelsesmøde, medens fremtrædende tv-journalister brugte tiden på at analysere ”sagen” – uden at seerne blev spor klogere på Lars Løkke Rasmussens forbrydelse. Den tv-mediale dækning af sagen var et lærestykke i, hvordan journalistikken er degenereret til harmløs hygge- og underholdningsjournalistik, hvor det ikke længere er interessant at dokumentere og kritisere forbryderiske, umoralske og uetiske forhold i politiken, men hvor man stiller sig tilfreds med at bevæge sig spejlende på den politiske hyperrealitets skinnende overflade. Journalistik som en slags generaliseret morgen- eller aftenshow med hovedvægten på underholdningsfaktoren. De seneste dages tv-dækning burde indgå som obligatorisk eksempelmateriale i enhver journalistuddannelse med respekt for sig selv.

 ”Løkkegate” er/var ikke nogen Watergateskandale og analogien er mest af alt et symptom på det tab af troværdighed, der har ramt journalistikken i de seneste fire årtier. Samtidig er den mislykkede analogi også et tegn på, hvor sløjt det står til med det borgerlige demokrati. For en ting er, at Lars Løkke Rasmussen åbenbart har held til at fastholde sin magtposition – uden på nogen måde at forholde sig konkret dokumenterende til rækken af anklager. Noget andet er, at han lykkes med at forføre et af landets store partier til at acceptere det – og store dele af offentligheden. Som kejseren i Kejserens nye klæder fortsætter Lars Løkke Rasmussen ufortrødent sin politiske procession, selv om det er sandsynliggjort og afsløret, at han er klædt af til skindet. Gamle politiske dyder som troværdighed, ærlighed, redelighed og respekt for vælgerne osv. gælder ikke længere. Det eneste, der tæller er at holde fast ved magten – åbenbart for enhver pris. I den forstand har sagen om Lars Løkke Rasmussen været et studie i det borgerlige demokratis forfald. Repræsentativiteten er gået fløjten, magten har løsrevet sig fra sit fokelige udgangspunkt og eksisterer i sin egen kritikimmune hyperrealitet.

Om sagen så er slut er et andet spørgsmål. Noget tyder på, at der stadigvæk er uro i partiet Venstre. Uro, der dels er skabt af interne magtinteresser og dels af moralske skrupler hos nogle af partiets medlemmer. Og hvordan med medierne? Har de opgivet sagen om Lars Løkke Rasmussens løsagtige forhold til betroede midler? Eller vil de finde tilbage til de sidste rester af journalistisk kritisk sans og grave videre i bilagssagerne? Svaret blæser i vinden.

“Nazis sprechen betrügend, aber zu Menschen, die Kommunisten völlig wahr, aber nur von Sachen.”

Dansk oversættelse: “Nazister taler bedragerisk, men til mennesker, kommunisterne taler helt sandt, men kun om fakta”

– måske kunne man erstatte (ikke identificere!) “nazister” med “Dansk Folkeparti” og “kommunister” med “den danske venstrefløj”!? Tænk på den netop overståede EU-afstemning. DF vandt stort. Hvorfor? Jeg tror, at det er, fordi DF bedre end deres politiske modstandere – herunder dem på venstrefløjen – forstår at tale til følelserne. Tænk blot på Morten Messerschmidts plakat: Mere Danmark, mindre EU – det er muligt. Budskabet taler ikke til fornuften, ikke om økonomi og politik, men til danskeres følelser for nationen og for EU. Folkebevægelsen mod EU forsøgte sig med et kortfattet slogan – Skal EU bestemme alt? – men det er stadigvæk et budskab, der primært taler til hovedet med sin forudsigelige magtkritik…

– Ernst Bloch, Erbschaft dieser Zeit, Gesamtausgabe Bd. 4, Frankfurt am Main 1985, S. 153, men citatet går selvsagt tilbage til nazitiden.

Fotoet er lånt fra krigeren.dk . – Spørgsmålet er så, hvor frie vi er i dag? I en tid, hvor vores privatliv invaderes af alskens spioner og datatyve, hvor kapitalismen går sin sejrsgang og oven i købet med politisk opbakning fra magthaverne osv. ? Jeg spørger bare.

Journalisten Lasse Jensen, der bestyrer det lytteværdige program på P1 “Mennesker og medier”, kommenterer i denne uge en analyse, som medieforskerne Stig Hjarvad og Nete N. Kristensen har udført. De to forskere har gennemanalyseret det sidste tiårs ledende artiklers forholden sig til krigene i Afghanistan, Irak og Libyen i de fem førende dagblade. Og de er kommet til det resultat, at lederne generelt afspejler den politiske elites holdninger.

Lasse Jensen konstaterer tørt:

“Det massive flertal af danske dagblade bekender sig med større eller mindre nuancer til et liberalt samfundssyn. De har stort set alle deres historiske udspring i partierne Venstre, Konservative eller de radikale.

Det har været stort set umuligt at starte eller udvikle aviser med et andet grund-ideologisk udgangspunkt. Fagbevægelsen og Socialdemokratiet forsøgte, men fejlede.”

At medierne afspejler et borgerligt-liberalt grundsynspunkt er sådan set ikke nogen nyhed. Allerede  de tidlige halvfjerdsere kunne pionermedieforskeren Frands Mortensen påvise i sin kommunikationskristiske analyse af 22-radioavisen, at et bestemt samfundssyn var dominerende. Forskellen mellem dengang og nu er så, at vi de seneste år har været igennem – og er det vel endnu – en global økonomisk krise, der netop er kendetegnende ved at have sat flere spørgsmålstegn ved den kapitalistiske økonomi og dennes borgerligt-liberale grundideologiske samfundssyn. Men selv om der i det store medielandskab er mange krtiske stemmer, så er det overordnede billede stadigvæk, at man skal lede meget længe i de store nationale medier for at finde journalistiske artikler, der problematiserer det dominerende grund-ideologiske udgangspunkt. Det generelle billede er, at medierne afspejler den politiske elites tænkning – og problemet er, at dette spejlbillede ikke afspejler befolkningens holdninger.

“Vi har den presse, vi har. På godt og ondt./ Den går grundlæggende ikke ind for at lave ballade – kun hvis den politiske elite gør det. På den måde afspejler den eliten men ikke nødvendigvis befolkningen.”, slår Lasse Jensen fast. Når det ikke forholder sig anderledes, hænger det snævert sammen med, at de store medier økonomisk og organisatorisk er solidariske med det borgerligt-liberale samfund, vi lever i. De store medier – de store landsdækkende aviser, DR og TV2 – er ikke politisk eller økonomisk uafhængige af de borgerlige samfund, de arbejder i. Af samme grund er de heller ikke særligt kritiske over for samfundet, samfundsøkonomien eller den herskende grund-ideologiske tænkning. Og det er et kæmpemæssigt problem for demokratiet og samfundsudviklingen.