Indlæg tagget med Politik

Pædagogik, mandekøn og vildfaren feminisme

29. marts 2014

For ikke så længe siden fejredes kvindernes internationale kampdag. Og der er stadigvæk noget at slås for. Ligelønnen er stadigvæk ikke en realitet alle steder, og kvinder i den tredje verden har alskens problemer at slås med. Blot for at nævne et par eksempler. Men feminismen er også – bredt set – kørt af sporet nogle steder. Nogle steder er feminismen degenereret til en egoistisk kamp om at overtage mandlige privilegier med hensyn til karriere og økonomi. En anden udvikling, der er gået helt galt, er der, hvor ligestillingskampen er skrumpet ind og blevet til en kamp mod det andet køn, mandekønnet. Nogle steder i samfundsdebatten kan man høre et ekko af den ultraradikale feminist VAlerie Solanas SCUM-manifest, der slår til lyd for at udrydde mandekønnet, fordi det alt for længe har styret verden og verden derfor er af lave. Med lidt god vilje kan man genfinde Solanas tankegang i forfølgelsen af mandlige pædagoger. Fagforeningen for børne- og ungepædagoger BUPL har netop dokumenteret, at en lang række daginstitutioner har indført særregler for mandlige pædagoger. Regler der er indført for at undgå, at institutionen skal blive udsat for anklager om pædofili. Det er for eksempel regler om pædagogens håndtering af bleskift eller børns toiletbesøg. Enten må den mandlige pædagog slet ikke udføre arbejdet eller også skal han have en kvindelig kontrollant ved sin side. Andre steder må de mandlige pædagoger slet ikke være alene med børnene.

Det er selvfølgelig uhyrligt, at denne form for kønsdiskrimination kan finde sted i dagens Danmark. Og de første til at protestere burde være alle de feminister, der smed BH’en og gik i front i halvfjerdserne og kæmpede mod kønsdiskriminationen af kvinderne. For denne sag handler om kønsdiskrimination og om køns-, krops- og sexforskrækkelse af værste slags. Lige netop den form for forskrækkelse, man kæmpede mod i tresserne, hvor p-pillerne kom på markedet, pornoen frigivet og seksualdebatten blomstrede. På godt og ondt.

Lad os for det første slå fast, at pædofili – den seksuelle trang, der vender sig mod børn under den seksuelle lavalder – ikke er en perversion, der er forbeholdt mandekønnet. Hvis man har fulgt med i pædofilidebatten gennem de sidste mange år, så vil man vide, at kvinder er lige så gode om den slags. Eksemplerne fra Belgien eller Jylland taler deres klare sprog om det kvindelige engagement i den seksuelle udnyttelse af børn. For det andet kaster sagen et ubehageligt lys over en betændt tankegang hos visse dele af det kvindelige, pædagogiske personale og – ikke mindst – hos visse dele af forældregrupperne rundt omkring i dette land. Hvis vi gik og troede, at Inge og Sten Hegeler og hele den ‘seksuelle frigørelse’ i tresserne, havde fået gjort kål på de seksuelle hæmninger og fordomme, så kan vi godt tro om igen. Sagerne om pædofili og ikke mindst denne sag om diskriminationen af de mandlige pædagoger demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at det seksuelle stadigvæk er tabubelagt og at vi stadigvæk lider af en dybt forankret køns-, krops og sex-forskrækkelse.

Vi skal selvfølgelig blankt afvise enhver form for diskrimination af de mandlige pædagoger. Myndighederne bør gå ind og slå fast med syvtommersøm, at den slags institutionaliseret diskrimination ikke må finde sted. Og hvis den gør, må det få ansættelsesmæssige konsekvenser for de ansvarlige. Dernæst er det på tide at slå et nyt slag for seksualoplysningen i dette land. Vi skal have en ny nuanceret debat, der også har blik for, at det seksuelle ikke kun er et “gode” eller “det gode”, sådan som det skete i den seksuelle frigørelses tid, men at den menneskelige seksualitet i alle dens afskygninger også har destruktive og “onde” sider, fx i skikkelse af pædofilien. Sider, vi skal forstå naturen af, men selvfølgelig ikke acceptere, fordi perversionens udfoldelse er en kriminel handling. Vi skal med andre ord have en ny oplysningstid på det seksuelle område i en erkendelse af, at det seksuelle stadigvæk – mere end hundrede år efter Sigmund Freud – er et område, der udfordrer vores tanke, moral osv. 

En stor socialist er gået bort: Tony Benn

16. marts 2014

Forleden døde den danske politiker Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti. I Storbritannien sørger de over tabet af den gamle socialist Tony Benn, der døde forleden i en fremskreden alder af 88 år. Der var fandens til forskel på de to politikere. Langballe var en borgerlig original helt ind i sin kerne. Tony Benn var en af de sjældne ægte socialister i det engelske arbejderparti Labour. I avisen The Guardian ha r man samlet en række citater af Benn, der fortæller læserne – os! – noget om, hvordan en socialist tænker. Og efter at have læst dem, kan man ikke lade være med at tænke: Findes der blot en socialist af det format i det danske folketing?

 

 

1) “If we can find the money to kill people, we can find the money to help people.”

2) His “Five questions” for the powerful.

Tony Benn’s final speech to the House of Commons as MP was an appropriately eloquent farewell, in which he talked widely on his view of the role of parliament and the wider question of democracy. As Hansard records, he said:

In the course of my life I have developed five little democratic questions. If one meets a powerful person–Adolf Hitler, Joe Stalin or Bill Gates–ask them five questions: “What power have you got? Where did you get it from? In whose interests do you exercise it? To whom are you accountable? And how can we get rid of you?” If you cannot get rid of the people who govern you, you do not live in a democratic system.

3) “Making mistakes is how you learn.”

4) “I now want more time to devote to politics and more freedom to do so”

5) “The House of Lords is the British Outer Mongolia for retired politicians.”

6) “I think there are two ways in which people are controlled. First of all frighten people and secondly, demoralise them.”

7) “Hope is the fuel of progress and fear is the prison in which you put yourself”

8 ) “We are not just here to manage capitalism but to change society and to define its finer values.”

9) “There is no moral difference between a stealth bomber and a suicide bomber. Both kill innocent people for political reasons.”

10) “A faith is something you die for, a doctrine is something you kill for. There is all the difference in the world.”

Læs mere her.

Fotomontagen er lånt fra sitet redpepper.org.uk

Tænketanke…

14. februar 2014

Jeg har undertiden forholdt mig til fænomenet tænketanke her i bloggen. Mest i form af kritik af den liberalistiske tænketank Cepos. Men der findes andre, fx Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Cevea. Fælles for tænketankene er, at de arbejder ud fra et ideologisk grundlag. Cepos står på en nyliberalistisk fundament, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på et socialdemokratisk og Cevea på, hvad man forsigtigt kunne kalde et centrum-venstre-grundlag.

Og det er et velkendt fænomen, at repræsentanter for ikke mindst de to førstnævnte tænketanke ofte er i medierne som kommentatorer til tidens politisk-økonomiske forhold. Og det i et sådant omfang, at man som almindelig tv-seer og avislæser godt kan undre sig over, hvorfor de får så stor opmærksomhed som selvbestaltede eksperter?! Derfor var det med en vis forventning, jeg i går aftes satte mig til at se programmet Bag Borgen: De indflydelsesrige tænketanke på DR1. Vært var DR1s politiske journalist Ask Rostrup.

Nu var der en chance for at få kigget tænketankene lidt efter i sømmene og få svar på, hvorfor pokker de har tilranet sig så stor en betydning i medierne. Troede jeg. For faktisk var det skuffende, ja ligefrem beskæmmende, at se, hvor lidt journalist Rostrup fik ud af programmet. Fx fik vi ikke kastet lys over, hvem der faktisk er de økonomiske sponsorer bag Cepos. Vi fik kun at vide, at der var tale om donationer fra privatpersoner og firmaer, men ikke hvem. Vi fik oplyst, at partierne Venstre og Konservative, sammen med erhvervspersoner som Bent Fabricius Bjerre og Michael Laudrup havde været med til at søsætte den ideologiske tænketank, men de reelle økonomiske bagmænd kom ikke frem i lyset. Og journalist Rostrup gjorde end ikke tilløb til at grave i det. Til trods for, at der har cirkuleret rygter om, at fx Saxo Bank var en vigtig støtte. Det skreg så meget desto mere til himlen som direktøren for AE åbenhjertigt fortalte, at deres penge kom fra fagbevægelsen. Og det er ikke ligegyldigt, hvor penǵene kommer fra, for pengedonationer forpligter. Man donerer kun penge, hvis man i en eller anden grad har en forventning om, at pengene går til et formål, man sympatiserer med.

I det hele taget stod det skralt til med den kritiske journalistik i det program. Rostrup var mest af alt mikrofonholder for de to direktører, der forståeligt nok fremførte deres respektive holdninger uden modstand. Ikke en eneste gang anholdt Rostrup nogle af påstandende, som fx da direktøren for Cepos – for gud ved hvilken gang – fremførte påstanden om, at det ikke ville have den store effekt, hvis man reducerede det offentlige med fx 10 milliarder.

Udsendelsen var et flop. Den kunne teoretiske set have været oplysende for seerne, den kunne have kastet lys over, hvordan den ideologiske kamp konkret bliver ført i disse år osv., men desværre forblev den en ukritisk bekræftelse af det billede, man i forvejen havde af tænketankene position i medielandskabet. Og den var endnu et søm til den kritiske journalistiks ligkiste.

Du kan se udsendelsen her.

Kapitalismen er en religion

13. februar 2014

I disse dage er vi vidner til et tidligere stort parti dødskamp. Jeg tænker selvfølgelig på balladen om Socialistisk Folkeparti. Senest ‘kampen’ om formandsposten, som ikke blev nogen kamp, idet den nye formand blev valgt uden modstander og med akklamation. Det er en i bund og grund trist historie om et parti, der af navn var både socialistisk og folkeligt, men som mødte sin skæbne, da staten/regeringen ville sælge DONG-aktier til de ultrakapitalistiske spekulanter i Goldmann Sachs. Som et andet skib Titanic sejlede SF ind i isbjerget og sank. Og ned i de kolde vand gled drømmen om socialisme, troen på folkeligheden og demokratiet.

Samtidig har vi været vidne til et politisk skred hen over midten – fra venstre mod højre. Politikere sadler om og går mod højre. Ole Sohn er blot et lysende eksempel på denne tidstypiske bevægelse fra rødt mod sort.

Hvad er forklaringen på denne sære bevægelse? Vi befinder os i en globale økonomisk krise endnu, selv om danske politikere helst vil se indad og fortæller os at eksporttallene er gode og væksten i de private firmaer i bedring osv. Så man kunne måske tro, at krisestemningen ville være til fordel for venstreorienterede tanker om en anden samfundsmodel? Men nej. Der er alt for mange indicier, der peger på, at kapitalismen har sejret ad h…… til. Overalt i samfundet er der tegn på, at kapitalismens logik slår igennem. Finansministeren vil have en ‘konkurrencestat’ i stedet for et velfærdsamfund. Alle uddannelser skal være erhvervsrelevante og rettes ind mod erhvervslivets behov. Og de enkelte borgere reduceres i stadig højere grad til at være udbyttelig ‘arbejdskraft’ i en eller anden procentuel størrelse. Fortsæt selv.

Som den afdøde tysk-jødiske filosof og litterat Walther Benjamin levende beskrev det i et fragment fra 1921 (få år før kapitalismen krakkede for alvor i Wall Street), så har kapitalismen udviklet en religiøs struktur. Den er blevet religion. På en afstand af næsten 100 år ser Benjamin nogle træk, som vi sagtens kan genkende i dag. For det første er kapitalismen blevet en ren, ekstrem kultreligion uden særlig dogmatik og uden nogen teologi. Det betyder, at tilbederne af religionen ikke taler samme sprog eller dyrker en bestemt gud. Men de dyrker alle kapitalismens udbytning af arbejdskraften og dens søgen efter profit. Et andet træk, der slår Benjamin er, at denne kult har, hvad han kalder ‘en permanent varighed’. Modsat andre religioner helligholder kapitalismen ikke fx søndage og særlige festdage, hvor religiøse ceremonier og handlinger foregår. I kapitalismen er hver dag, hverdagen, en fest for kapitalismen. For det tredje hævder Benjamin, så er kapitalismen den første religion, der ikke er sonende. Den er derimod forgældende. En gældsbevidsthed, der efter Benjamins mening peger i retning af kultens fald på et tidspunkt.

I stedet for at stille en soning i udsigt, sørger kulten for at gøre skylds- og gældsbevidstheden universel, at hamre den ind i bevidstheden, som han udtrykker det. Det svarer – hvis eller jeg forstår Benjamin ret – til den moderne slovenske filosof Slavoj Zizeks forestilling om, hvordan ideologi skal tænkes nu til dags. Ideologien er ikke længer noget, man kan stå uden for. Den omslutter hele vores virkelighed – og derfor er det svært at ‘gennemskue’ den, som den traditionelle ideologikritik foreskriver. Det ligger også i denne religions eller kults selvforståelse, at den må fortsætte sin fortvivlede bevægelse til den bitre ende. Ingen soning er mulig inden for systemets rammer – først når kapitalismen engang må give op er soning mulig.

Benjamins tanker er svære og filosofiske og trækker på både Marx, Freud, Nietzsche m.fl. Men vi kan i det mindste bruge dem til at forstå, at kapitalismen – som Marx i øvrigt også var inde på hist og pist – ikke kun er et i snævert forstand økonomisk system, men også et system, der lægger beslag på vore hjerner og følelser. Selv i de mest banale handlinger i hverdagen bliver vi indskrevet i dens kult.

Og måske bidrager Benjamins tanker også til en forståelse af, hvorfor den såkaldte venstrefløj (SF, venstresocialdemokrater, Enhedsliste…) så let lader sig forføre af borgerlige ‘ansvarlighed’, ‘markedet’ osv. Det er meget nemmere at bekræfte den gældende religion end at begynde at sætte spørgsmålstegn ved den. Benjamins fragment er netop et godt eksempel på, hvor svært det er at tænke kapitalismens åndelige dimension.

Hermed er bolden givet op.

Goldman Sachs og SF

31. januar 2014

I går var vi vidne til en større krise i det regeringsbærende parti Socialistisk Folkeparti. Og medierne brugte dagen til at analyse partiets krise – og regeringens. Den udløsende årsag til, at SF gik ud af regeringen og til at formanden Annette Wilhelmsen gik af som formand var den famøse sag om salget af DONG-aktier til Goldman Sachs. Nok så interessant som de udvendige begivenheder og den tilhørende mediale dramtik var den kendsgerning, at aktstykket om salget – trods al balladen og trods massiv modstand i store dele af befolkningen – blev underskrevet. Også af SF.

Måske fortæller mediedramaet – der nogle steder er blevet omtalt som en ‘soap opera’ – os noget om den traditionelle politiks implosion. Medens vi og ikke mindst medier fokuserer på hændelserne og personerne på den politiske offentligheds scene gennemføres de reelle politiske og økonomiske beslutninger uden for offentlighedens søgelys. For – forløbet af sagen taget i betragtning, må man kunne spørge sig selv: Hvordan har det været muligt for et skandaleombrust foretagende som Goldman Sachs, der blev idømt en større bod for deres rolle i udløsningen af finanskrisen, at få købsaftalen igennem hos den danske regering? Og hvorfor har det mon været umuligt at fortøve salget og afprøve andre salgsmuligheder, fx de meget omtalte danske pensionskasser?

Forløbet af sagen fortæller os noget om, hvilken ikke blot økonomisk, men også politisk magt den globale finansielle sektor har. Selv om vi slet ikke har indblik i alle detaljerne omkring de finansielle aktørers adfærd, så er der forhold, der indikerer, at disse aktører spiller en alarmerende rolle i den verdenspolitiske udvikling. Det antydes fx af en artikel af Robin Engelhardt i tidsskriftet Ingeniøren, hvor Engelbrecht omtaler en ny netværksanalyse, der afslører, at verdensøkonomien i realiteten kontrolleres af 147 multinationale banker og virksomheder, bl.a. Goldman Sachs. Artiklen antyder, at dette nye oligarki opererer i verdensøkonomien for at konsolidere den magt, det allerede har, og ikke fx for at løse krisen i fx Grækenlan, Italien eller på den ibiriske halvø. Taberne i denne proces er befolkningerne, der lider under de økonomiske dispositioner, som oligarkiet indirekte bestemmer.

Vi har længe vidst, at det var finanserne, der var bestemmende for den førte politik, men hvor stor en rolle de finansielle, globale oligarker spiller for denne finanspolitik er først for alvor ved at blive afdækket. Det groteske er, at noget tyder på, at den globale udviklng styres af en finansiel sektor, der ikke i sig selv er produktiv, men alene fungerer for at holde sig selv kørende, øge indtjeningen og styrke sin magt. Som en kæmpestor gøgeunge, der snylter på verdens samfund, og i den forbindelse ser stort på, hvilke omkostninger, det har for befolkningerne – økonomisk, demokratisk og på anden vis. Vi lever i en fase af kapitalismen, hvor den økonomiske magt for alvor griber ind i det politiske på ens skræmmende måde.

Billedet ovenfor er lånt fra omtalte artikel.

Exit Pete Seeger: 94 år

28. januar 2014

Dagen på bloggen starter med den kedelige nyhed om, at sangeren, folkemusikeren, folkesangssamleren og politisk aktivist Pete Seeger er død i en alder af 94 år – af naturlige årsager. Han sov ind mandag på et hospital i hjembyen Beacon, New York.

Jeg mødte Pete Seegers musik tidligt i folkeskolen, længe inden jeg vidste noget som helst om manden og hans betydning for den folkelige musik i USA. I engelsktimerne sang vi sange af ham og sange, han havde fortolket (fx “Goodnigth Irene” og “Where have all the flowers gone”).

Seeger har været med til at præge den folkelige musik i det århundrede, vi har forladt. Og med sin varme tenor og sine strengeinstrumenter forstod han fra starten af at forbinde sin kunst med samfundet i ordets grundlæggende betydning: fællesskabet med andre mennesker. I 40’erne og 50’erne stillede han sine sange i arbejderbevægelsens tjeneste, senere forsvarede han bogerrettighedsbevægelsen, protesterne mod Vietnamkrigen, miljøbevægelse osv. Og denne politiske aktivisme gjorde han også ugleset i dele af the establishment. Således blev han dømt for foragt for Kongressen, da han i halvtredserne kritiserede kommunistjægerne i kommitteen for uamerikansk virksomhed. Seeger var i en periode medlem af det amr. kommunistparti.

Som musiker blev han et vigtigt bindeled mellem traditionen (fx blues og Guthrie) og Bob Dylans generation, der i tresserne tilførte folkemusikken ny saft og kraft. Kendetegnende for Seeger var også, at han på intet tidspunkt solgte ud til den kommercielle industri, der omgiver og opsluger den folkelige musik. Han forstod altid at bevare jordforbindelsen og kontakten med den befolkning, han så sig selv som en del af.

Seeger blev mest kendt som solist, men spillede under 2. Verdenskrig med i Almanac Singers, der havde et stort publikum med fædrelandskærlige og antifacistiske sange, men faldt i unåde, da FBI gjorde en sag ud af, at gruppen havde sunget mange anti-krigssange. Senere – efter krigen – var Seeger med i de succesfulde The Weawers, der kom på hitlisten med flere sange. Og det var som medlem af Weawers Seeger blev anklaget for uamerikansk virksomhed og anklagerne, der også ramte andre medlemmer i gruppen, var med til at undergrave gruppens succes og eksistens. Seeger blev idømt et års fængsel for sin foragt fo r Kongressen, men senere blev dommen annulleret ved en appeldomstol som værende falsk. The Weawers blev  genforenet periodisk senere i halvtredserne.

Med til billedet af Pete Seeger hører også historien om, at han var en af dem fra den ældre generation, der ikke forstod Bob Dylan, da han satte strøm til folkemusikken på New Port Folk Festivalen i 1965. Der gik sågar rygter om, at Seeger ville afbryde strømmen til Dylans anlæg, men det var en skrøne. Episoden fortæller noget om, hvilke forestillinger om folkelighed, Seeger var vokset op med – og det omfattede tydeligvis ikke rock’n roll.

De senere år brugte Seeger især sine kræfter på miljøbevægelsen, men fortsatte med at optræde, selv om stemmen efterhånden svigtede. Han optrådte således ved præsident Obamas indsættelse. Større anerkendelse kan man vist ikke opnå derovre, når man gennem mange år har været en torn i øjet på det bestående samfunds magthavere.

 

A Li O Li O La – lidt nostalgi fra tresserne

3. januar 2014

Og så en lille sang med de svenske tjejproggarna Röda Bönor – La Lega. Det var dengang progressiv musik (rock) gik hånd i hånd med en socialistisk verdensanskuelse. Sangen findes også i en dansk version med Kvindegruppen, men det kunne jeg ikke lige finde. Men de svenske piger synger nu ganske bevægende og godt…

Er du ikke overbevist om de svenske pigebørns sangevne, så er her hele deres album, hvor de også fortolker fx Neil Sedaka…

Preben Wilhjelm og det udeblevne systemkritik – en kritisk kommentar

9. december 2013

Den gamle VS’er og venstrefløjspolitiker Preben Wilhjelm er aktuel med en ny pamflet, der hedder “Krisen og den udeblevne systemkritik” (Politisk Revy). Og i den anledning langer han i Politiken ud efter regeringens krisepolitik, der slet og ret kaldes for ‘stupid’. Den er ‘stupid’, fordi regeringen overhovedet ikke har begreb om krisens årsager. Og Wilhjelm piller en for en regeringens og den foregående regerings økonomisk-politiske tiltag fra hinanden. Og Wilhjelm insisterer på, at vi ikke fatter en bønne af den pågående krise, hvis vi ikke kommer dybere ned end til spørgsmålet om tilliden til finanssektoren, letsindig boliglånspolitik eller lignende. Det er vigtigt, fordi – og her har han jo fat i noget helt rigtigt – de fleste mennesker er ‘passiviserede’ og ‘forvirrede’. Og lader sig køre rundt i manegen af såkaldte økonomiske ‘eksperter’ fra banker og finansinstitutter. Både i deres privatliv og på medierne…

Wilhjelms projekt og hensigt er velkommen. Såre velkommen. Fordi der netop ikke er ret mange, der orker at forholde sig til spørgsmålet om krisens rødder (og dermed retteligen: om krisens løsning på længere sigt…). Politikerne venter på det dertil nedsatte udvalg og håber i mellemtiden, at der kommer gang i hjulene, eksporten osv. – og alt kommer tilbage til normaliteten, kapitalismens normalitet.

Men hvordan forholder det sig så med Wilhjelms spadestik i krisens årsager. Jo, for det første, mener han at kunne slå fast, at krisen initieres af “det økonomiske styringsinstrument, markedsmekanismen, automatisk fører til, at selv små ubalancer pustes helt ud af kontrol og bliver selvforstærkende”. Det er altså den irrationelt fungerende markedsmekanisme – som Wilhjelm i øvrigt godt kan lide i mindre lokal skala – der er ondets rod. Men selv om Wilhjelm kan have ret i nogle af sine antagelser om markedets uheldige funktionsmåde, så er det jo kun en stor del af den kapitalistiske økonom – og slet ikke den centrale. Wilhjelm synes at overse, hvad han måtte have læst om i sine unge dage, nemlig de indre modsigelser i den kapitalistiske akkumulation. For det er – ud fra en marxistisk tænkning i det mindste – her man finder det, han kalder ‘kernen’, ikke alene til den aktuelle krise, men hele rækken af kapitalistiske kriser, der er hinandens forudsætninger.

Det er måske også i dette for det systemkritiske bliks blinde punkt, man finder forklaringen på, hvorfor Wilhjelm i interviewet ender ud med at foreslår reformerende og regulerende indgreb over for markedsmekanismen – på nationalt og overnationalt plan. Lidt hårdt sat op, kan man sige, at den gamle VS’er ender ud med at plædere for en traditionel socialdemokratisk politik, der gennem justeringer som Tobin-skat, grønne skattereformer, hårdere styring af finanssektoren m.fl. skal afbøde kapitalismens mest uheldige effekter for menigmand.

Det er begrædeligt, at vi har politikere, der ikke bekymrer sig en tøddel om krisens forklaring og perspektivrige krisestrategier. Men det er også begrædeligt, at Wilhjelm nøjes med at foreslå ærke-socialdemokratiske tiltag. I en tid med voldsomme klimaproblemer (der i allerhøjeste grad er skabt af den kapitalistiske produktion og kultur), hvor ulighed og fattigdom vokser globalt, hvor de borgerlige demokratier er truet osv., er der brug for ikke alene en radikal kriseforklaring, men også nogle bud på, hvordan vi får transformeret kapitalismen til noget andet og bedre til fordel for de store masser.

Velfærdsrettigheder og ligemageri

7. december 2013

Som bekendt blev det ikke til nogen finanslov med Enhedslisten. En af de hurdler, man ikke kunne kommer over i fællig var spørgsmålet om lovbundne velfærdsrettigheder til de ældre borgere (de famøse brusebade…). Man kunne spørge, om ikke det er ligegyldigt, om velfærdsrettighederne nedfældes i en lov eller om der afsættes fx en milliard til ældrevelfærden? Men det er ikke ligegyldigt, fordi de to muligheder har vidt forskellige perspektiver.

Den lovbundne velfærdsydelse vil med en lovgivning forpligte kommende regeringer på denne udgift – i hvert fald indtil en anden lov ændrer på forholdet. Hvormod en engangsydelse end ikke sikrer, at pengene går til det udpegede formål – det er der masser af eksempler på.

Stikker man et spadestik dybere i finanslovskonflikten, så handler det også om to forskellige samfundsmodeller. Den ene – den nuværende – hvor velfærden til enhver tid er underlagt det aktuelle kalenderårs finanspolitiske ramme. Og den anden, hvor det handler om en rimeligere fordeling af den samfundsskabte værdi. For det en lovbunden velfærd ville sikre er, at de såkaldt svageste i samfundet – fx de ældre pensionister uden anden indkomst end folkepensionen – får en lovsikret velfærd og dermed en lovsikret del af den lagkage, som hvert år skal fordeles gennem finansloven.

At det lige præcis er denne ideologiske kamp, finanslovsforhandlingerne drejede sig om, understreges af et nyt politisk udspil, som økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager og uddannelsesminister Morten Østergaard kommer med i Berlingeren d. 6. december, hvor de to toppolitikere vil gøre op med, hvad de kalder “lighedsmageriet” og rettighedstænkningen. Med klart udspring i regeringens afvisning af Enhedslistens krav om velfærdsrettigheder retter Vestager sit skyts mod en anden velfærdsydelse, nemlig de lediges ret til seks ugers efteruddannelse/kursus. Under påskud af at ville sætte den enkelte ledige i centrum, vil Vestager fjerne de lediges ret til at opkvalificere sig selv. Selv om det lyder meget velment, at kan skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov og ikke gøre de seks uger til et universelt krav, som ledige kan gøre brug af, så er der dybest set tale om, at man – igen – berøver nogle af de svagest i samfundet en erhvervet ret. Oven i købet en, der er fastlagt ved lov. Man kan sagtens forestille sig, hvordan kommunerne vil praktisere Vestagers hensyn-til-den-enkelte i en virkelighed, hvor samme regering konsekvent presser kommunerne på økonomien. Jeg er ret sikker på, at vi vil få meget få kursister at se, hvis Vestager og Co. får deres politiske vilje.

Pudsigt nok er det en Venstremand, nemlig formandskandidaten Kristian Jensen, der får sagt noget præcist om, hvilket perspektiv de radikale politikeres udmeldinger peger i retning af: »Det er glimrende, at De Radikale på den måde forsøger at frigøre sig fra Socialdemokratiet. For hvis der er et parti, der har stået fast på de universelle rettigheder som en form for forklaring på det høje skattetryk, som vi har i Danmark, så er det Socialdemokratiet. Det her er et klart brud med den linje, og det er glædeligt, ligesom det er glædeligt, at de lægger op til at bryde med den lighedstankegang, der har ligget som en dyne over de seneste år i dansk politik. Det er der hårdt brug for« siger Jensen.

Ja, Socialdemokratiet stod engang – til trods for partiets indbyggede reformisme – for en politik, der pegede ud over et borgerligt-kapitalistisk samfund med økonomisk og social ulighed mod en samfundsmodel, hvor fordelingen af rigdommen blev bredt ud til alle befolkningsgrupper. Sagt på en anden måde, så melder de Radikale sig under de liberalistiske blå-sorte partiers fane, hvor Socialdemokraterne også er på vej hen. Der er al mulig grund til at være bekymret med hensyn til de kommende års økonomiske og sociale virkelighed.

Fiona Apple og velgørenhedskapitalismen

14. september 2013

I tresserne og et stykke ind i halvfjerdserne var det politisk korrekt at tro og håbe på, at beatmusikken kunne være med til at skabe en bedre verden. Siden har vi lært, at rocken/beatmusikken blev opslugt af den kapitalistiske kommercialisme i et omfang, der gjorde den ‘politiske’ musik til skamme. Så den rebelske rockmusik har givet os endnu et lærestykke i kapitalismens mageløse evne til på dialektisk facon at inkorporere sin modsætning og kritik – og gøre den til genstand for udbytning. Og erfaringen rejser spørgsmålet: Hvis vi vil forandre verden, hvis vi vil forhindre de økonomiske, klimatiske, politiske og kulturelle katastrofer, som den herskende kapitalistiske verdensorden med tydelighed bevæger sig hen imod, hvordan skal vi så tænke denne forandring? Er økologien en udvej? Er vindmøller og alternative energistrategier et brugbart værktøj? Er Fair Trade, dyrevelfærd, eldrevne biler og ‘bæredygtig’ teknologisk udvikling genveje til en bedre verden?
Den slovenske filosof Slavoj Zizek vil mene – og jeg med ham – at vi langt hen ad vejen er ofre for den form for kulturel kapitalisme, han kalder ‘velgørenhedskapitalisme’. I nedenstående tegnefilm argumenterer han brilant og overbevisende for, at vi langt hen ad vejen med vores egoistiske, velmenende forbrugerisme blot er med til at cementere årsagen til verdens elendighed – kapitalismen –  når vi fx køber et kop kaffe hos Starbucks, der med sin særlige kaffeetik (humanisme og miljøbevidste etik m.m.) er den kulturelle kapitalisme i dens reneste form.

Jeg kom til at tænke på denne formidable kritik, da jeg læste om singer-songwriter Fiona Apple, der for nylig har lavet en sang med tilhørende video for en mexikansk restaurantkæde. Apple, der er kendt som dyrerettighedsaktivist, viser med videoen, at hun bestemt har de politisk korrekte holdninger. Men igen – det er en illustration af den kulturelle kapitalisme eminente tilpasningsevne.

Ulven kommer! Ulven kommer! – er Enhedslisten et troværdigt alternativ?

21. august 2013

 

For nylig måtte Enhedslisten sluge en tilbagegang i meningsmålingerne. Og et medie gav partiet skylden for den røde bloks samlede tilbagegang.

Nu er der ikke nogen rød blok. Det eneste parti, der med nogen ret kan kalde sig rødt – forstået som et parti, der vedkender sig socialisme som et mål – er Enhedslisten. Den siddende regering er blå – borgerlig. Med Helle Thorning Schmidt i spidsen for Socialdemokraterne har det gamle arbejderparti gennemført den reformistiske kurs, partiet begyndte i starten af forrige århundrede, da  det lagde afstand til marxismen som ideologisk fundament. Man har søgt mod “midten” i dansk politik og har villet være et parti for hele folket. Med den konsekvens, at man er blevet blå, fordi den politiske midte altid har været blå – og er blevet den herskende klasses parti. Selv om det ikke helt er gået op for kapitalejere og arbejdsgivere, så er det faktisk det, der er sket.
Og i bevægelsen ned i midtens blå gryde har regeringen Schmidt fået følge af det i forvejen følgagtige borgerlige Radikale Venstre – og af Socialistisk Folkeparti, der for længst burde have slette “socialistisk” af sit navn, måske også “folkeparti”. Engang blev SF betragtet som et alt for følgagtigt ‘halehæng’ til Socialdemokratiet. I dag har flere af partiets førende ministre og ledere for længst overhalet socialdemokraterne højreindenom …
Ude til venstre står det sammenrend, vi kalder Enhedslisten, som eneste repræsentant for en politik, der skulle kunne være et alternativ til den førte borgerlige politik. Men – hånden på hjertet i venstre side – hvor troværdigt et alternativ udgør Enhedslisten? Kan vi almindelige borgere, der ønsker en anden samfundsindretning end den eksisterende, sætte vores lid til, at de vil kunne ændre noget som helst?
Selv om jeg har stor sympati for Enhedslistens folk, så mener jeg, at vi her halvvejs gennem regeringsperioden må begynde at stille den slags ubehagelig spørgsmål. Det nytter ikke noget bare at synke tilbage i forvisningen om, at bare vi sætter vores kryds langt nok ude til venstre, så vil tingene ske.
Når jeg finder anledning til at lufte min tvivl, så er det, fordi Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt Nielsen i Ugebrevet A4 igen lufter truslen om, at Enhedslisten måske ikke vil sikre regeringens forestående finanslov (og dermed vælte regeringen). Det er som antydet ikke første gang en sådan mere eller mindre eksplicit trussel er blevet luftet af Nielsen. Men spørgsmålet er, om der er tale om andet en teatertorden, skyggeboksning eller råben ‘Ulven kommer!’. Hvor meget er der kommet ud af de foregående forsøg på at presse regeringen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne? Efter min mening er det yderst begrænset. Situationen for de ledige kan ikke siges at være væsentlig forbedret. Tværtimod tegner alt på, at i omegnen af 30.000 ledige vil miste dagpengeretten og ryge ned på bistandshjælpen – med de konsekvenser, det har for dem og deres nærmeste. Selv om Enhedslisten – indrømmet – har fået nogle mindre ting igennem, så er det at sammenligne med Hansa-plaster til afrevne lemmer. For at stemme for en finanslov vil EL stille krav vedr. beskæftigelsen, social genopretning og ‘styrkelse af det grønne område’. Fint nok, men det er ganske ukonkret – og lægger derfor udspillet over i regeringens skød. Og man må så forvente, at samme regering vil komme med udspil, der formelt vil imødekomme kravene, men stadigvæk holde sig inden for regeringens økonomisk politik osv. Sagt på en anden måde: Regeringen vil – som den tidligere har gjort – spise EL af med smuler fra de riges bord.
Skal EL i stedet vælte regeringen, vil læseren måske spørge. Og dermed bane vejen for endnu en omgang VKO?
Det er egentlig slet ikke denne enten-eller-diskussion, jeg vil ind på. For det er netop en diskussion, der bekræfter hele den måde, der føres politik på i den herskende konjunktur. Nej, det jeg forestiller mig – ja opfordrer til – er, at EL træder mere i karakter som det socialistiske parti, det angiveligt er. At man tager bladet fra munden og siger, at man ønsker sig en anden, socialistisk samfundsudvikling og -indretning – og begynder at formulere sine krav ud fra det udgangspunkt. Vi lever i en tid, hvor den kapitalistiske økonomi er i dyb krise – så dyb, at ingen vel med rette kan vurdere, om eller hvornår krisen er ovre – og hvor klimaet og vores eksistensgrundlag er truet, fordi der er forurenet og drevet rovdrift på naturen. Der er brug for socialistisk politik i den betydning, at krav og forslag skal pege ud over den herskende samfundsorden. Fx i retning af en mere ligelig og retfærdig fordeling af de værdier, der skabes i produktionen, større demokratisk indflydelse til borgerne, produktionsformer, der ikke undergraver vores eksistensgrundlag gennem forurening og hæmningsløs forbrug af ressourcer. Og så videre.
Rummer Enhedslisten et reelt alternativ til det vi kender fra politiken? Eller er partiet endnu et, der vil bevæge sig mod midten og blive blåt…

Sådan er det jo – aktuel politisk konservativisme à la de radikale

28. juli 2013
Hvem husker ikke Margrete Vestagers udtalelse “Sådan er det jo” i en kommentar til det forhold, at mange ledige ville ryge ud af dagpengesystemet som følge af dagpengeperiodens forkortelse. Udtalelsen kan i mere generel forstand læses som et symptom på en systembevarende tænkning, der i høj grad dominere den officielle politikse diskurs i disse kriseår.
I dag kom endnu et eksempel på denne tænkning. Også denne gang fra regeringspartiet de Radikale. Det var da de Radikales erhvervsordfører skulle kommentere nyheden om, at Nationalbanken og Danske Bank bag lukkede døre i 2008 og 2009 havde aftalt en milliardredningsplan for Danmarks største bank, der angiveligt var i fare for at gå rabundus. I følge Politiken var erhvervsordfører Andreas Steenbergs reaktion denne: – Jeg er ikke overrasket over det. Jeg vil sige, at de har passet deres arbejde. Både Finanstilsynet og Nationalbanken skal holde møder med de forskellige institutioner, så det er der ikke noget overraskende i, siger Andreas Steenberg.
De gjorde bare deres arbejde, kunne man oversætte det til. For ‘sådan er det jo’. Det slående er, at der ikke er skyggen af overvejelse over, om det nu kan være rimeligt, at staten og samfundet – repræsenteret af Nationalbanken – skal indgå gedulgte aftaler med en privat virksomhed om dennes redning. Eller om det rimelige i, at en privatejet virksomhed kan have så stor en økonomisk betydning, at den slags hemmelige forhandlinger overhovedet kan finde sted? Det ligger tydeligvis uden for de Radikales erkendelseshorisont at stille den slags spørgsmål, endsige formulere spørgsmål eller tanker, der kunne betvivle systemets fungeren. Logikken er, at Danske Bank ikke kan gå konkurs, fordi bankens økonomi er større en samfundsøkonomie, og derfor ville det være fatalt, hvis ikke Nationalbanken gav løfte om at stille et ‘ubegrænset kapitalberedskab i milliardklassen’ til rådighed for den kriseramte bank.
Men hvad så, hvis det sker igen? Det, der ikke må ske? Kapitalismens kriser kommer med små ti års mellemrum. Sådan har det været i hvert fald siden Anden Verdenskrig. Så den aktuelle krise er ikke den sidste. Steenberg er ikke blind for dette problem. Men løsningen er lige så fantasiløs som ovenstående forklaring. Man vil undgå en tilsvarende situation ved at pålægge bank- og finansvæsen større kapitalkrav. Bankerne skal med andre ord ligge inde med mange flere penge end de tidligere har gjort. Men set i lyset af den aktuelle krise, der bl.a. blev antændt, fordi banker og finanssektor udlånte penge på boligmarkedet i et omfang, der langt overskred deres kapitalindestående, så må man spørge: Hvornår er kapitalkravet stort nok? Og kan vi være sikre på, at de private spekulanter i bankerne ikke alligevel fristes til at pumpe for mange penge ud i fx boligmarkedet? Og hvad så?
Forestillingen om, at samfundet og staten skulle kunne gå ind i bankvæsnet og få en mere aktiv og bestemmende rolle – af hensyn til samfundsudviklingen – ja, den tanke ligger slet ikke inden for de Radikales (og de andre blå partiers) tankeverden. Her gælder kun: Sådan er det jo. Vi forsøger at reparere og udbedre skaderne. Og ellers er det: Business as usual.

Til trods for alt det… så giver vi aldrig op – dagens sang

8. maj 2013

 

Es scheint, als ob das Kapital
in seiner Gier und alledem
wie eine Seuche, sich total
unaufhaltsam, trotz alledem,
über unseren Planeten legt,
überwältigt und beiseite fegt,
was sich ihm nicht freiwillig
unterwerfen will, trotz alledem.

Wenn das System auch fault und stinkt,
weiß doch kein Mensch, trotz alledem,
wann es in sich zusammensinkt.
Mächtig und zäh, trotz alledem,
wird es wohl noch weiter fortbestehn.
Doch sollte es zu lang’ so weiter gehn,
könnte, was danach kommt, sogar
noch schlimmer sein, trotz alledem.

Ein Sozialismus müsste her
mit neuem Schwung und alledem.
Denn wenn der wie der alte wär’,
würd’s wieder nichts, trotz alledem.
Doch auch wenn sich dieser Wunsch wohl kaum
erfüllen lässt, schützt uns der Traum
von einer bessren Welt vor der
Resignation, trotz alledem.

Was hält dieses System noch auf
in nächster Zeit, trotz alledem?
Wenn es sich schon in seinem Lauf
nicht bremsen lässt, trotz alledem,
woll’n wir ihm Sand ins Getriebe streu’n,
uns über die Störgeräusche freu’n,
wenn die Profitmaschinerie
laut knirscht und knackt, trotz alledem,
gewiss, dass auf der Welt
kein Übel ewig währt, trotz alledem.

 

 

 

I Berlin går en gammel dame rundt med sin neglelakfjerner og fjerner nazistiske symboler og grafitti på 28. år. Som hun siger: ‘hvis man ikke gør noget, så er der intet, der ændrer sig’. Og hun har ret. Selv om overmagten kan se uoverkommelig ud og tingenes tilstand lige så, så må man aldrig give op, men skal i det små yde modstand og som vanddråben gnave sig gennem stenen. Den samme fornemmelse har jeg lidt i en tid, hvor kapitalismen får endnu en chance og de politiske magthavere kun kan synge med på den evindelige krav om mere profit (Læs: vækst), mere produktion, mere, mere… Og Hannes Waders gamle sang “Trotz alledem” handler også om den dobbelte fornemmelse af håbløshed og forhåbning til fremtiden.

Den politiske kritiks afmægtighed

14. april 2013

Vi lever i krisetid. Måske den værste krisetid på denne side af 2. Verdenskrig. Og krisen er ikke kun økonomisk. Den går dybere. Det er også en politisk og kulturel krise.

I den offentlige kritik af den siddende S-SF-R-regering bruges der meget krudt på at pointere, at den førte politik hverken er social(istisk) eller demokratisk. At regeringen fører en diametral anden – liberal-borgerlig – politik, end den, de tre partier stillede vælgerne i udsigt før valget. Men få har stillet spørgmålet: Hvorfor det er gået så galt? Eller, som Informations skribent Rune Lykkeberg formulerer det i weekendudgaven af avisen: “Vi ved, at det ikke er regeringen selv, der har udviklet regeringens politik. Men hvor kommer den så fra?”
Lykkeberg rejser spørgsmålet på baggrund af nogle historier, der har været fremme i pressen de seneste mange uger, og som har det til fælles, at de udpeger det bureaukratisk-teknokratiske embedsmandsværk i ministerierne som de egentlige arkitekter bag den førte politik.
En historie var den om en centralt placeret departementschef i Finansministeriet som skulle have udtalt sig negativt om ‘den danske model’ på arbejdsmarkedet. En anden kunne være den om, at Kommunernes Landsorganisation i forhandlingerne med skolelærerne førte en politik, der for længst var fastlagt i Finansministeriet. Kort sagt dækker disse mediebårne historier på en konspirationsteori: Det er magtens teknokrater, der står bag den førte politik. Og politikerne er blot villige redskaber for den konspiratoriske politik.
Svagheden ved Lykkebergs skarpe analyse er, at den ikke kommer længere end til – med den franske sociolog Luc Boltanski – at konstatere, at den slags konspirationsteorier opstår i ‘komplekse samfund’, hvor magtudøvelsen bliver ‘uigennemskuelig’ og afstanden i viden mellem magthaverne og borgerne bliver (for) stor. Selv om konstateringen er rigtig, så forklarer den jo ikke, hvorfor politikere, der – før de kom til magten – havde andre grundholdninger, som med et trylleslag lægger holdningerne fra sig og fører oppositionspolitik! Med mindre man vil holde fast i den konspiratoriske tankegang, så er det nødvendigt at spørge: Hvor kommer den politik, som teknokraterne har udviklet for regeringen?
Hvis vi skal væk fra billedet af ‘topembedsmænd’ der sidder bag lukkede døre og – snart – en udemokratisk offentlighedslov og strikker en politik sammen, der ikke er til gavn for den brede befolkning, så må vi have analyseret, hvor de grundlæggende tanker kommer fra? De kommer jo ikke ud af den blå luft.
Et af elementerne til en forklaring finder vi i det store fællesskab, som Danmark er medlem af: EU. Hvis vi fx tager udviklingen på uddannelsesområdet: den tiltagende kommercialisering af udddannelsessystemet, omdannelsen af institutionerne til kvasi-private virksomheder osv., så er det tankegods, man kan finde i den EU-lovgivning, der alt for sjælden er til offentlig debat herhjemme. Inden vi dæmoniserer embedsmandsværket, så skal vi huske på, at embedsmænd gør, hvad de bliver sat til at gøre. De gennemfører de love og bekendtgørelse, der er ratificeret af Folketinget. Og embedsmændenes pragmatik er ikke neutral – og kan ikke være det, fordi den bygger på en liberal-borgerlig politisk tankegang, nemlig den EU fører.
Det kan godt være, som Lykkeberg foreslår, at tingene ville se lidt anderledes ud, hvis regeringen ved sin tiltrædelse havde skiftet embedsmændene ud med nogle nye. Men det ville ikke ændre ved, at også nye embedsmænd ville være underlagt makropolitiske love og bestemmelser.
Noget andet er så, om denne overstatslige, strukturelle tvang, undskylder politikernes medløberi? Bør vi ikke som almindelige borgere holde fast i, at det til enhver tid, skal være politikerne, der bestemmer, hvilken politik, der skal føres? Bør vi ikke forvente, at de holder fast i deres grundholdninger og – om nødvendigt – går imod både embedsværk og overstatsmagten for at føre den rigtige politik? Det mener jeg.
Det er udtryk for en afmægtighed, at den politiske kritik bliver hængende i historier om teknokratiske mørkemænd, der bag Christiansborgs mure formulerer en politik, der ikke er til gavn for den danske befolkning. Kritikken må dybere. De politiske kommentatorer og journalister må have fat i politiske forudsætninger for den udmøntede politik. Fx EU-lovgivningen.

En politisk raptus: Hvor bliver ligestilingen af?

8. marts 2013

Det er kvindernes internationale kampdag. Hurra. Og endnu engang vil vi få at vide, at der er masser at kæmpe for endnu. Ligelønnen er stadigvæk langt fra virkelighed for alle. Der er stadigvæk noget at kæmpe for, når det gælder yngelpleje og barselsorlov. Men – hvorfor er vi ikke kommet videre? Min holdning er, at kvindekampen har glemt sit udgangspunkt i halvfjerdserne. Dengang blev kvinders kamp set som et meget vigtigt led i en generel kamp for et samfund med større lighed for alle og større retfærdighed. I dag foregår megen kvindekampsretoriske udfoldelser på det eksisterende samfunds præmisser. Man vil have flere kvinder i ledelser af virksomheder, universiteter osv.

Netop i disse kriseår bliver det tydeligere end meget længe, at vi lever i et klassesamfund, hvor en elite sidder på den økonomiske og politiske magt. Det er der også blevet skrevet bøger om. Og jeg tror ikke på, at vi nogensinde får ligeløn for kønnene, før vi får brudt denne magt og får skabt et samfund med langt større økonomisk lighed og mere reel demokrati. God kampdag til alle.
Om ulighedssamfundet – lyt fx med her.
Musikalsk kommentar til dagen: The Lady is a tramp