CAPAC

Selv om det efterhånden er længe siden, jeg har omtalt den fhv. (?) hjerneforsker Milena Penkowa og hendes sag, så er hun ikke og vil ikke blive glemt i denne weblog. For måske skal vi almindelige samfundsborgere i sidste ende være taknemmelige over, at Penkowa-sagen opstod. Selv om sagen jo ikke er slut endnu, så har forløbet indtil videre ikke bare været en stærkt underholdende, kulørt fortælling om den tidligere eliteforskers storhed og fald – en fortælling, som enhver forfatter må misunde virkeligheden – men også et afslørende studie i det traditionelle universitets forfald og potentielle undergang i vor neo-liberalistisk-borgerlige politiske konjunktur.

En af mine tilbagevendende vinkler på Penkowa-sagen har været, at hendes karriereforløb og den efterfølgende sag er symptomatisk for såvel universitetet i dets nye form som for for det underliggende politisk-ideologiske magtsystem. Min påstand er, at selv om akademisk svindel og humbug kan forekomme til alle tider, så er Milena Penkowa og hendes sag i høj grad et produkt af det eksisterende system, der ideologisk og materielt har fremelsket og været katalysator for Penkowa. Penkowa blev oprindeligt fremhævet som mønstereksempel på, hvad det ‘moderne’ universitet og den ‘moderne’ videnskab skulle kunne, men endte med at være en afslørende karikatur af hele den polito-ideologiske tænkning, der ligger under videnskabs- og universitetspolitiken i dag…

At Penkowa-sagen er et symptom understreges indirekte af en anden celeber sag, der er kommet i mediernes søgelys. Jeg tænker på den tyske professor Linda Maria Koldau kritik af dansk humaniora – og det efterfølgende forsøg på at knægte hendes ytringsfrihed som offentlig ansat.

Koldaus brøde var, at hun i en artikel i Politiken d. 12. juni 2011 (Professor: Dansk humaniora er en skandale) formaster sig til at angribe dansk humaniora på dens mest sårbare flanke: det videnskabelige niveau. Det interessante ved Koldaus artikel er, at den – læst med de rette briller – ikke kun leverer en kritik af den måde, der bedrives humaniora på anno 2011, men indirekte er en kritik af et universitetsstyre, der i bund og grund er inkompetent i forhold til universitetets primære, ideale opgave i forhold til uddannelsen af de studerende: at give dem faglighed, viden og evnen til at tænke selv. Med Koldaus ord har vi at gøre med “en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til.” Koldau lægger ikke fingrene imellem.

I artiklen angriber Koldau de herskende tilstand ud fra fem punkter: kreativiteten, overfladiskheden, folkeskoleniveauet, ‘teorier i stedet for viden’ og kompetencer.

Derefter bedriver hun, hvad jeg fristes til at kalde et stykke renlivet ideologikritik. Med sine fem argumenter dekonstruerer hun så at sige den forløjede selvforståelse, som universitets arbejder ud fra og afslører den som værende kejserens nye klæder. Hendes kritik er skarp, fordi den er formel. Hun påviser fx, hvordan de humanistiske “studieordninger” gennem produktstandardisering af opgaver med hensyn til omfang, form og indhold de facto kvæler ethvert tilløb til selvstændig tænkning og hæmmer udfoldelsen af fagligheden. I den forbindelse går hun også i clinch med hulheden i den retorik, der som en flom af ideologiske markører og pseudo-begreber skal få det hele til at se tilforladeligt ud: ‘kreativitet’, ’komplekse sammenhænge’, ’nye former for viden’, ’tværfaglighed’. En retorik, der skal sløre den barske kendsgerning, at fagligheden lades i stikken i det universitære system. Og Koldau sætter det kritiske spyd lige ind der, hvor det gør mest ondt, når hun påpeger, at begreberne ‘faglighed’ og ‘viden’ er blevet ‘skældsord’ – og er blevet erstattet af buzz-words omkring det diffuse begreb ‘kompetence’.

Ikke alene dræber studieordningerne faglighed og selvstændig tænkning, men kulturen på humaniora pulveriseres også af en lind strøm af nye studieordninger, der i “deres indhold følger en ideologi, hvor varm luft klædes i store business-ord“. Under påskud af at gøre uddannelserne ‘tidssvarende’ og ‘rettet mod det moderne arbejdsmarked’ gør man uddannelserne til nogle bolsjeposer uden egentlig faglig substans. De unge smager lidt på dit og dat, men får aldrig faglig dybde.

Skridt for skridt afslører Koldau et humaniora – og i videre perspektiv et universitet – der forråder alt det, et universitet skulle stå for. Faglighed, viden, kritisk og selvstændig tænkning. I stedet får man en overbygning på det skolesystem, der begynder i folkeskolen og hidtil blev afsluttet i gymnasiet. Allerede for flere år siden gjorde idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt opmærksom på, at man havde forvandlet universitetets forskoleår til “4. g” – og siden er skoleficeringen af universitetet som uddannelsesinstitution fortsat. Med ledelsens samtykke. Og med de studerende som umyndiggjorte “skoleelever”.

Universitetet er blevet forvandlet til et vrængbillede af en moderne privat produktionsvirksomhed. Og konsekvensen er bl.a. at det, de unge sættes til at lære, har karakter af præfabrikerede produkter. I stedet for fx at give de unge en solid viden om musik eller litteratur, så spiser man den af med teorier om musik og litteratur. Med Koldaus ideologikritiske ord: “Teorier er videnskabelige værktøjer, som er ekstraheret fra en bred viden om en vis genstand. Hvis de studerende lærer dem, uden at de kender til genstanden – om det er musikalsk repertoire, kunstværker eller litterære tekster – bliver teorierne varm luft. Og når teorierne stiltiende fremstilles som dogmatisk sandhed, er videnskab blevet forvandlet til ideologi.” Det paradoksale er – som Koldau også gør opmærksom på – at uddannelserne på den måde kommer til at diskvalificere de unge til det arbejdsmarked, som uddannelserne angiveligt retter sig mod! Hvad virksomhederne har brug for er kreative, selvstændigt og kritisk tænkende unge. Ikke unge, der bare kan lire en lektie af…

Selvfølgelig er der unge, der på trods af disse forhold kommer til at indfri de universitære idealer. Men Koldaus artikel slår fast, at det netop kun sker på trods.

Universitetets første reaktion på artiklen er tankevækkende. Koldau modtager en såkaldt “påtænkt advarsel” fra århus Universitets dekan for humaniora, Mette Thunø. Advarslen er ‘påtænkt’ i den forstand, at den først realiseres, når Koldau skriftligt har kommenteret det. Men samtidig følger nogle instrukser, der til sammen har karakter af at disciplinere professor Koldau. Fx må hun ikke ‘bryde fortroligheden’ (fx ved at gå til pressen med sig kritik?), hun skal undskylde over for kolleger, som har følt sig ‘mobbet’ og så videre.

Reaktionen er forventeligt blevet opfattet som et forsøg på at indskrænke Koldaus ytringsfrihed som offentlig ansat, men det har såvel dekanen som universitetets rektor, Lauritz B. Holm Nielsen, afvist. Og dekan Mette Thunø har oven i købet afskærmet sig fra kritik ved at hævde, at der er tale om en ‘personalesag’ (som hun af samme grund ikke kan udtale sig om til offentligheden…). Men akkurat som man taler med to tunger i udøvelsen af uddannelsespolitiken på humaniora, så er der også tale om tvetunget tale. En ting er, hvad man siger. Noget andet er, hvad man gør. Reaktionen over for Koldau kan kun forstås som en magtbestræbelse på at ville definere de betingelser, som debatten om og kritikken af universitetet, skal foregå på. Men som formanden for studenterrådet allerede har påpeget, så er det vigtigt at få debatten og kritikken ud i det offentlige rum. Som i tilfældet med Penkowa-sagen, hvor man også forsøgte at holde debatten inden for institutionens mure i det omfang, det var muligt, så handler den offentlige debat og kritik om, at man her også kan sætte spørgsmålstegn ved selve det institutionelle, ideologiske og politiske grundlag, som universitetet i almindelige og humaniora i særdeleshed fungerer på. Og det er vigtigt.

Læs også Studenterrådsformand Thea P. Frederiksens indlæg Det er så skidt, at det ikke er godt for noget, Politiken d. 16/2-2012

Opdatering: Da jeg skrev ovenstående havde jeg endnu ikke fået læst Weekendavisen fra i fredags. Men her kan man læse nedenstående debatindlæg fra en række forskere og universitetsansatte, der bakker op om Koldau. Holdningen i indlægget er på mange måder den samme, som den jeg fremfører ovenfor: Læs mere »

Ludvig Holbergs komedie Den politiske kandestøber stammer fra 1722 og handler om en ganske almindelig mand, en håndværker, Herman von Bremen der bliver grebet af en politisk dille, forsømmer både sit arbejde og sin familie – for til sidst at blive gjort til grin.

Vi har også politiske kandestøbere i dagens politik. En af dem er Joachim B. Olsen fra Liberallende Alliance (som ATS kalder partiet). Efter at være blevet landskendt for sine præstationer i idrætsdisciplinen kuglestødning, fik Joachim adgang til de bonede gulve i TV2s publikumssucces "Vild med dans", hvor han sammen med andre mediedarlings fornøjede sig selv og et betragteligt antal danske seere med at svanse rundt på gulvet. Og det førte ham i armene på partibestyrer Anders Samuelsen, som ville have sit parti Liberal Alliance i Folketinget – og fik det – med en ganske enkel og virksom strategi: kændiseffekten. Sammen med en god håndfuld personer, der alle havde de tilfælles, at de var kendt fra deres optræden i medierne, blev Joachim folketingsmedlem.

Noget må Olsen have lært på sin vej gennem medielandskabet. Nemlig, at det er meget vigtigere at have mediemæssig, kuglestødende gennemslagskraft end at have styr på de politiske og samfundsmæssige realiteter. Hvis bare man støbe nogle verbale kugler, som den nyhedshungrede, tankeløse medieverden kan samle op, så gør det ikke så meget, at indholdet i bedste fald består af tankemæssig halvfabrikata. Og det kan endda hænde – som i sagen med bistandsklienten Carina – at man har heldet med sig og løber ind i en anden politiker, der har en dårlig dag.

Noget andet Olsen sikkert allerede har lært er, at der sidder en del danskere rundt omkring, der er til fals for politikere, der kan gøre tingene enklere, end de faktisk er, og som besidder en vis slagfærdighed, skråsikkerhed og robusthed. Folk, der drømmer om enkle løsninger på komplekse problemer som fx samfundsøkonomien.

I forlængelse af mediernes og oppositionens absurde og helt igennem urimelige kritik af statsminister Helle Thorning Schmidts femten minutter lange nytårstale for at have været for ukonkret (noget statsministerielle nytårstaler altid har været…) følger Joachim B. Olsen som en anden lemming op med sit bud på konkret politik. Det sker på Facebook, i BT og i en artikel i Berlingeren. Med en række punkter vil Olsen reducere de offentlige udgifter med 150 milliarder. Og vupti er underskuddet på de offentlige budgetter væk. Jeg vil overlade til læseren selv at læse de enkelte dele, men en grundtanke bag alle forslagene hos Olsen er ‘at vi ifølge Joachim B. Olsen lever alt for længe uden for arbejdsmarkedet i forhold til, hvor længe vi når at yde gennem et arbejdsliv.’ (cit. fra BT) Ja, i sin artikel i Berlingeren udpeger Olsen den ideologiske skurk bag den såkaldte velfærdsstats elendigheder: Karl Marx. Det er Marx, der tillægges ideen om, at man ‘skal yde efter evne og nyde efter behov’. Velfærdsstaten er med andre ord – i Olsens optik – ensbetydende med den skinbarlige kommunisme. Og det skal man til livs i følge den Olsenske udgave af liberalismen. Løsningen er sådan set enkel nok: Vi skal arbejde mere. Vi skal være mere og i længere tid på arbejdsmarkedet. Vi skal yde mere – og nyde mindre. Så skal det nok gå alt sammen.

Men hvordan er det egentlig med Joachim selv om det forjættede arbejdsmarked? Hvor ydende har han været i sit 34-årige liv? Jo, ser man på den meste udførlige cv, man kan finde om Olsen, på Folketingets hjemmeside, så erfarer man, at Joachim, siden han blev student i 1998 har et ikke-fuldført historiestudie bag sig (Iowa 1999-2002), har været selvstændig (?) et par år og ellers har stødt kugler. Og så er der så den gryende politiske karriere, som – alt andet lige – jo ikke kan kaldes produktiv eller arbejdsmarkedorienteret. Hvad man end måtte mene om Olsens vej til tinge, så er den i hvert fald ikke en eksemplificering af Olsens egen grundtanke om, at vi skal yde vores indsats på arbejdsmarkedet. Det er faktisk lidt til grin…

På DR Nyhederne i går opfangede jeg partiet Venstres jernlady Ellen Trane Nørby angribe "debatniveauet", fordi nogen havde formastet sig til at opfatte Trolex-sagen som udtryk for en betændt politisk kultur i det tidligere regeringsparti. Hun mente ikke, man skulle trække debatten ned på det niveau.

Nørbys indvending må opfattes som et retorisk trick, som et forsøg på at afspore, hvad "sagen" om Troels Lund Poulsen og Helle Thorning Schmidts skattesag egentlig drejer sig om. Og det er hverken debatniveauet i dansk politik (selv om det ved gud trænger til et serviceeftersyn) eller de jurisdisk indiskutable forhold, som en undersøgelseskommision vil kunne nå frem tid. Men – netop! – sagens eksemplariske demonstration af, at Venstre i årevis har været et parti, der satte magten over andre hensyn – fx hensynet til demokratiske spilleregler, lovgivning, moral og etik.

Selv om undersøgelseskommissionen frifinder de involverede – på grund af manglende beviser – så bør det være klart for enhver, der kan løfte blikket lidt over detaljeniveau, at sagen lugter langt væk af intenderet magtmisbrug. Interessen for Thornings banale skatteforhold har fra starten af haft en skjult politisk dagsorden: Nemlig at gøre hende umulig som statsministerkandidat. Og sagen er blot ét eksempel på den latente magtinteresse. Hvis undersøgelseskommissionen skulle nå frem til at lægge ansvaret på den tidligere skatteminister og hans regering, vil det få Tamilsagen til at ligne julehygge anno 2011 og få partiet Venstres hæderlighed og troværdighed til at ligne Kejserens klæder i H. C. Andersens historie.

Undersøgelseskommissionen er nedsat, den tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen er taget på bevilliget orlov på ubestemt tid, den forhåndværende statsminister vasker hænder trængt op i en krog osv.

Hvad vi savner nu, medens medierne kaster sig frådende over sagen, og partiet Venstre står på stand-by sådan rent politisk, er, at de kritiske, dybdeborende journalister o.a. tænkende godtfolk kommer på banen og begynder at se sammenhænge og mønstre.

Hvor usandsynligt er det ikke lige, at statsministeren skulle være uvidende om, hvad Troels Lund Poulsen havde gang i sammen med sine medsammensvorne? Og hvor sandsynligt er det så lige, at Venstre-toppen i det hele taget var uvidende om det, der foregik? Man kunne jo begynde med at undre sig over, at Helle Thornings Schmidts relativt banale skattesag overhovedet blev gjort til den en “sag” på ministeriel niveau?

Dernæst kunne man spørge sig selv, om tendensen til at fremme politisk-ideologiske sager, herunder at undergrave en statsministerkanditats muligheder for at vinde et valg, med ufine – ja, ligefrem ulovlige – midler ikke snarere har været reglen end undtagelsen i den afgåede regerings periode? Helge Sander og sagen om Penkowa – med alt, hvad den indbærer? Sagen om privathospitalernes overbetaling? Claus Hjort Frederiksens lovstridige administrative krænkelser af sygedagpengemodtageres rettigheder? Og så videre.

En fremskreden forkølelse, arbejde og diverse andre forpligtelser gjorde, at jeg kun med et halvt øre og et halvt øje kunne følge med i Özlem Cekics såkaldte “selvmål”. Men så meget fik jeg da opsnappet, at Özlem, der ville sende Liberal Alliances kuglestødende politiker Joachim B. Olsen på genopdragelse i de sociale systems virkelighed, havde været så ‘uprofessionel’ at vælge konstanthjælpsmodtager og enlig moder Carina.

Carina får, som Politiken kan referere, “udbetalt næsten 16.000 kr om hver måned, og det har stødt ikke så få lønmodtagere, kontanthjælpsmodtagere og studerende på manchetterne”.

Inden danskerne stopper med julehjælpen til Under-Danmark, får forargelsen over de 15.700 kr., som Carina får om måneden, galt i halsen og dømmer Özlem Cikes behjertede forsøg på at konkretisere debatten som tabt, burde de måske lige give plads til eftertanken og besindelsen.

Giver det overhovedet mening at snakke om “fattigdom” i det danske, såkaldte “velfærdssamfund”? Eksemplet Carina havde jo både fladskærm derhjemme i sin nydelige lejlighed – og hun røg også cigaretter! Og sammenlignet med de afrikanske kvinde på Afrikas Horn, som få et kop te om ugen, når det går højt, så er der vel ikke ntale om fattigdom?

I stedet for at diskutere, hvad ordet “fattigdom” betyder, burde vi i stedet for spørge os selv om, hvordan vi vil behandle dem, der – som oftest uforskyldt – er endt på dagpenge, bistandshjælp osv.? Forventer vi fx, at en kvinde som Carina skal holde op med at ryge (en last hun deler med tusindvis af danskere), sælge sin fladskærm (et af symptomerne på forbrugsfesten før krisen) osv.? Skal Carina og andre i den situation afstå fra at leve som de fleste andre danskere?

Hvad sagen om Carina drejer sig om, kommer tydeligt frem i socialminister Karen Hækkerups indlæg “Normerne er skredet” i Jyllands-Posten (!) i dag. Uden at Carina-sagen nævnes med et eneste ord slår Hækkerup til lyd for, at ‘hvis velfærdssamfundet skal overleve, er der brug for et opgør med krævementaliteten og mere fokus på den enkeltes pligter og ansvar for fællesskabet’. Hvis ikke man vidste bedre, kunne man tro – ud fra ordvalget og tonefaldet at dømme – at vi endnu havde en VKO-regering. Men nej. Den nye regerings hvedebrødsdage er talte og nu kommer socialdemokraternes borgerlige sindelag for alvor til udtryk. I hvert fald hos Karen Hækkerup. Der skal gøres op med “krævementalitet”. Den enkelte skal tage ansvaret for fælleskabet på sig. Ikke et ord om rettigheder. Ikke et ord om, hvilket grundlag dette rigide krav skal fungere på.

I morgen vil Karen Hækkerup sikkert sammen med et stort folketingsflertal stemme for bevarelsen af folketingsmedlemmernes særdeles gunstige pensionsvilkår. Uden for Folketinget går 224.000 langtidsledige rundt uden udsigt til at få et arbejde eller en god efteruddannelse, der kunne bringe et arbejde nærmere. På Lolland-Falster er ungdomsledigheden oppe på 20%. Osv.

I følge Danmarks Grundlov har enhver kvinde og mand ret til et passende arbejde i det omfang, han eller hun kan bestride det. Kan vedkommende ikke få et sådant arbejde, skal fælleskabet sørge for den ledige. Når Karen Hækkerup – med opbakning i den socialdemokratiske ledelse – går til angreb på den såkaldte “krævementalitet” og pukker på danskernes forpligtelse til at påtage sig et arbejde, så ser hun helt bort fra den kendsgerning, at der ikke er arbejde til alle, men hun argumenterer også indirekte for, at de ledige osv. skal udvise mådehold.

Men det er en forfejlet argumentation, der mest af alt handler om den nuværende regerings bekymring for samfundsøkonomien. Dem, der har et arbejde, har allerede fået at vide, at de skal udvise løntilbageholdenhed ved næste overenskomstforhandling. Og nu udbasunerer Hækkerup så budskabet til Under-Danmark: Find dig et arbejde og lad være med at stille krav.

Over for Hækkerups genoptryk af den borgerlige tankegang må man bare sige, at så længe vi lever i et samfund, hvor arbejdsløshed og social deroute er reglen og ikke undtagelsen, så må vi forvente, at ledige og andre får mulighed for at leve et ganske almindeligt liv med fladskærm og smøger, medens de venter på at blive lukket ind i arbejdslivets forjættede land. Regeringen burde bruge sine kræfter på at skabe job- og efteruddannelsesmuligheder til dem, der står uden for arbejdsmarkedet.

Det er også slående at Karen Hækkerup i sin opsang til Under-Danmark slet ikke med et ord nævner de velbjergedes krævementalitet, fx den der kommer til udtryk i kravet om skattelettelser for de rigeste! Hvis Karen Hækkerup var en rigtig social demokrat kunne hun begynde med selv at vise tilbagholdenhed i morgen og foreslå, at de kommende skattelettelser på topskatten rulles tilbage.

Krisen kradser, og der er ikke arbejde nok til alle. Alligevel er der nogle højresnoede ideologer – fx Asger Aamund og CBS-filosoffen Ole Thyssen – der lægger stemme til kapitalismens umættelige grådighed og vil gøre de arbejdsløse (ledige, bistandsklienter, førtidspensionister, efterlønsmodtagere…) osv. til den flok arbejdssky elementer, der blot vil lægge de virkelige “arbejdere” til last – dem, der ejer produktionsmidler og bestemmer, hvem, der skal arbejde og hvornår, aktiespekulanter, kuponklippere …

Sangen nedenfor, som er lavet af en flok engelske offentligt ansatte – en politimand, en jordmoder, en tekniker osv. – er en illustration af, at den aktuelle krises problem ikke er, at folk – fx danskerne og englænderne – ikke vil arbejde. Men tværtimod er budskabet: Lad os arbejde – sammen. Og det grundlæggende problem er, at fordelingen af verdens rigdomme er blevet mere og mere skæv og uretfærdig. Paradokset er, at koncentrationen af rigdom på relativt få hænder er øget, medens krisen har udviklet sig. Og den aktuelle økonomiske politik handler om at lade de almindelige lønarbejdere og de svage i samfundene om at betale regningen for finanssystemernes fejlen.

Together we’ll stand
Divided we’ll fall
Come on now people
Let’s get on the ball
And work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, every girl and man
People, when things go wrong
As they sometimes will
And the road you travel
It stays all uphill
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
You know together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Oh well now, two or three minutes
Two or three hours
What does it matter now
In this life of ours
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, every woman and man
Ahhh, come on now…
Ahhh, come on, let’s work together…
Well now, make someone happy
Make someone smile
Let’s all work together
And make life worthwhile
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Oh well now, come on you people
Walk hand in hand
Let’s make this world of ours
A good place to stand
And work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Well now together we will stand
Every boy, girl, woman and man

Det internationale Energiagentur har fremlagt sin årlige rapport World Energy Outlook 2011. Og det er ikke munter læsning, hvis man skal tro referaterne. Al snak om at holde den globale forureningsforstærkede temperaturstigning under 2 grader Celsius må forstumme. Vi må se frem til stigninger mellem 3,5 og 6 grader i dette århundrede – med de fatale klimaændringer det vil medføre. Menneskeheden er lige nu optaget af det kortsigtede – den globale krise – og har mistet interessen for den egentlige globale krise, den klimatiske: "Bekymring over økonomien har fjernet opmærksomheden fra energipolitik. CO2-udslippet nåede rekordhøjde i 2010, og udgifterne til olieimport er også tæt på rekordniveau", siger Fatih Birol, som er økonom for Energiagenturet.

Ovenstående nyhed fik mig straks til at tænke på Tom Lehrers sang "We Will All Go Together When We Go", der skrevet i atombombens skygge, men ikke kun handler om atomtruslen. Sangen, som Lehrer fremføre med ironi, handler også – i hvert fald indirekte – om menneskets kortsigtede, narcissistiske optagethed af sin egne, nære interesser og forglemmelse af menneskeslægtens perspektiv.

“Jeg har på intet tidspunkt lavet det fusk, som jeg bliver anklaget for – det gør, at min situation er en anden. Jeg ved, at jeg har ikke gjort de ting, som jeg bliver beskyldt for. Og jeg bliver hængt ud, så alle tror, at det er sandhed. Ingen i den offentlige bevidsthed tænker, at der ligger ikke nogen dom og afgørelse. Men det bliver fremstillet, som om det er sandt“, Milena Penkowa.

Læs interviewet med Milena Penkowa her. Sagen har uden diskussion haft store personlige omkostninger for Penkowa. Ingen kan være tjent med, at sagen trækkes i langdrag. Allermindst Penkowa selv. Jo før den afsluttes, jo før kan der blive draget en lære i det videnskabelige og universitære miljø. Og jo før kan det politiske regnskab gøres op.

Som nævnt er Milena Penkowa begyndt at røre på sig igen – og slå igen. Og vi skal jo ikke glemme, at der er flere skurke i sagen om frk. Penkowa. Hvad blev der fx at Helge Sander-sporet? Kom han ikke lidt let ud af mediernes søgelys, sidst han var der? Noget kunne tyde på det.

I hvert fald kan BTs Lars Fogt i lørdagens udgave af avisen fortælle, at Sander var vidende om, at Penkowa var under anklage for svindel – underslæb, dokumentfalsk og falske anklager mod studerende – dengang han tildelte hende den prestigefyldte Elite-forskpris. Sander skulle i følge Penkowa selv have siddet inde med den viden, der siden hen – under Sanders afløser, Charlotte Sahl-Madsen – begrundede fratagelsen af prisen. Men ikke kun Helge Sander skulle angiveligt have siddet inde med den viden. Også medlemmerne af det forskningsråd, der stod bag prisen. Bl.a. rektor Ralf Hemmingsen.

Hvis Penkowa har ret (og der ikke er tale om de rene revanchisme fra hendes side…), så kaster det et ubehageligt lys over Helge Sanders politisk-ideologiske promovering af Penkowa som ideal for den borgerlige forskningspolitik og forbillede for andre unge forskere. Og dermed over den VKO-regeringens forskningspolitik som sådan. Og Københavns Universitets i forvejen stærkt ramponerede omdømme og prestige vil være endnu mere skadet.

Hvis nogen troede, frk. Milena Penkowa ville lægge sig ned på ryggen og sige be-be efter at have været i mediemaskinen i månedsvis på grund af sin sag om forskningsfusk m.m., så tog man fejl. Efter at have sundet sig lidt har Penkowa taget handsken op og slår tilbage. Først mod en tidligere samarbejdspartner inden for fagområdet (se forrige indlæg i sagaen om Penkowa) og nu mod filosofiprofessor David Faurholt, der er blevet anmeldt for overtrædelse af navneforbuddet i sagen. Faurholt tager det med ophøjet – ja, man kunne sige stoisk – ro og udtaler til Weekendavisen:

»Folk, der har forstand på den slags, siger til mig, at jeg vil tabe retssagen, og det er så helt i orden. Jeg har aldrig før gjort noget kriminelt, men jeg får nok en bøde på 10.000 kroner eller noget i den retning, og jeg har ikke tænkt mig at appellere. Til gengæld får jeg så lejlighed til at skrive noget mere om Penkowa og rektor Ralf Hemmingsen, for de skal ikke dø i synden«

Nej, de skal ikke ‘dø i synden’. Det er vigtigt, at sagen om dens mange politiske, universitære, forskningsmæssige, videnskabelige osv. facetter bliver kulegravet og analyseret, så universitetets og forskningens værdighed kan blive genoprettet.

For ikke så længe siden blev socialdemokraten Henrik Sass Larsen indhentet af fortiden i form af nogle sms-beskeder, som han han udvekslet med en såkaldt rocker. Og “sagen”, som måske, måske ikke, er afsluttet, sendte Sass Larsen ned i det politiske hierarki, fordi PET ikke kunne cleare ham. Det kostede en ministerstol.

Nu er en anden politiker – Liberal Alliances leder Anders Samuelsen – kommet i mediernes søgelys, fordi også han har haft en relation til rockerverdenen. I to tilfælde har han angiveligt ageret sendebud mellem en ven og rockere. Samuelsen har afleveret penge i en afsluttet narkohandel.

Den garvede forsvarsadvokat Thorkild Høyer forklarer til Berlingske Tidende, at Samuelsen ikke har begået noget ulovligt. Handlen var indgået. Og Samuelsen hjalp ‘bare’ sin ven med at overdrage pengene. Ved at smide dem i en postkasse og give dem til en ukendt mandsperson.

Men – som i tilfældet med Sass Larsen – så handler det vel ikke om lovbrud? Sass Larsen og Samuelsen har ikke forbrudt sig mod landets love. Men mod nogle uskrevne – moralsk-etiske – regler for politikeres opførsel. Det er selve relationen til en dybt kriminel rockerverden, der er problematisk. Hvor overfladisk den end måttet være.

Det kan godt være, at Samuelsen ikke har begået noget ulovligt. Det kan godt være, at han ‘bare’ ville hjælpe en ven i nød. Og det kan godt være, at handlen under alle omstændigheder var indgået – og betalingen blot var en formalitet. Men, ikke desto mindre, var Samuelsen involveret i en transaktion, der i sit udgangspunkt er en ulovlighed. Narkohandel er en alvorlig forbrydelse i Danmark.

Nu tror jeg ikke, at hverken Sass Larsens’ eller Samuelsens’ “relationer” til rockerverdenen på lidt længere sigt får den store betydning for deres politiske karriere. Men de er en understregning af, at der stadigvæk i offentligheden ligger en forventning og en ideal forstilling om, at politikere skal leve et eksemplarisk liv. De skal holde deres sti ren, og der skal være sammenhæng mellem ord og handling – også med tilbagevirkende kraft.

Siden folketingsvalgets afgørelse er et bestemt begreb dukket op i pressen med en hyppighed, der tankevækkende. Det begreb, jeg tænker på, er “løftebrud”. Igen og igen skrives der nyheder og kommentarer, hvor den nye regering kritiseres for at begå løftebrud. Og der begås sikkert løftebrud af den nye regering. Løfter givet i valgkampens hede brydes, fordi man ikke kan opfylde løfter, når man ikke har et absolut flertal – eller fordi økonomien sætter grænser for, hvad man kan her og nu. Problemet er ikke selve det forhold, at der brydes løfter, men derimod, at der er så ringe forståelse for de parlamentariske betingelser, som de nuværende regering skal arbejde under – i pressen.

At oppositionspolitikere harcellerer over “løftebrud” er forudsigeligt, men at journaliststanden i almindelighed – for selvfølgelig kan man finde lysende udtagelser – gør det er udtryk for noget andet. Derfor var det lidt sjovt at læse journalisten (!) Jakob Elkjærs indlæg Er journalister hjernedøde? i Politiken i går.

Den tidligere chefredaktør for journaliststandens fagblad Journalisten stikker sin meget polemiske kniv ind lige der, hvor det gør ondt. Når journalisterne ukritisk overtager oppositionens retorik (“løftebrud”), så hænger det sammen med, at journalisterne generelt er uvidende om andet end det journalistiske håndværk, de har lært i journalistuddannelsen, suppleret med et mere eller mindre grundigt kendskab til det politiske spil, der foregår på Christiansborg.

Med hensyn til historie, økonomi, arbejdsmarkedsforhold, kultur osv. er de temmelig blanke. De bevæger sig inde i den lukkede politiske sfære og ved mere om politisk spin end om fx den globale, økonomiske årsager og historiske forudsætninger. Og derfor er de lette ofre for det spin, der hele tiden foregår. Elkjær noterer: “Derfor blev medierne benovede, da Anders Fogh Rasmussen importerede kontraktpolitikken fra Tony Blair i Storbritannien og udstedte nogle få konkrete valgløfter, som så stort set blev overholdt. Se, det var professionel politisk kommunikation, som kunne vinde valg – wow!

Til gengæld forstod kun få, at økonomien sejlede.”

Fanget i det politisk-retoriske spin er journalisterne ude af stand til at træde et skridt tilbage og kritisk forstå begreber som “kontraktpolitik” (som kun giver mening, når man har et absolut flertal – og i øvrigt udøver rendyrket magtpolitik, der lader hånt om de demokratiske mindretal) og “løftebrud” (der netop er udtryk for kontraktpolitisk-ideologisk tankegang!).

Elkjær pointerer, at vælgerne godt kan forstå, at den nuværende regering ikke slet og ret kan gennemføre alle givne løfter – og har forståelse for de parlamentariske realiteter. Og hans pointe er ikke, at journalisterne IKKE skal være efter S og SF, når de har travlt med at rende fra givne løfter og slippe grebet om de politike ideer, de havde før valget. “Men når reportere og kommentatorer automatisk kalder det løftebrud, at man giver og tager i et flerpartisystem, så skader vi primært vores egen troværdighed.” Den store problem er, at journalisterne generelt set er for dårligt skolede til at varetage den kritiske rolle, de burde udfylde i det parlamentariske demokrati. Idealet om at være demokratiets kritiske vagthund er blevet reduceret til en logrende skødehund i de borgerlige magthaveres varetægt. Og prisen er, at journalistikken legitimerende troværdighed gÇ»r fløjten. Det er ikke kun samfundet og økonomien, der er i krise, det er også journalistikken.

Indlægget illustrerer også et andet forhold. Nemlig, at den politiske kamp også handler om at få det symbolske eller retoriske overtag. Vil det lykkes den nuværende regering at vinde kampen om det symbolske? Og få pressen til at acceptere en ny diskurs? Kampen er begyndt. Et eksempel er, at man i den nye regering ikke taler om “ghettoer”, men om “udsatte boligområder”. Om det vil lykkes, kan kun tiden vise. Men kampen ville foregå på et helt andet grundlag, hvis journalisterne kendte deres ideale rolle.

Ovenstående illustreres med al ønskelig tydelighed i artiklen Kommentatorer: Regeringen er ved at skabe en tillidskløft i dagens udgave af Politiken (!), hvor “politisk kommentator” (og tidl. rådgiver for Anders Fogh Rasmussen) Mikael Kritiansen – som, apropos den manglende journalistiske dannelse, også er kendt for at ubeføjet at have pralet af en akademisk uddannelse – og “kommunikationskonsulent” Per Rystrøm, der kommenterer “fortællingen om løftebruddene”, men er temmeligt ufølsomme over for den kendsgerning, at de selv er fortællerne…

Det er interessant at følge de danske, elektroniske medier for tiden. Det er et lærestykke i nyhedsjournalistikkens absurditet. Jeg tænker især på dækningen af den nye regeringsdannelse. Siden valgresultatet lå fast har Helle Thorning Schmidt og de potentielle regeringsdeltagere – meget prisværdigt – lukket sig inde på et hotel og har ganske imponerende formået at holde kæft over for pressen om, hvad der skete. Alligevel har de store tv-stationer stort set i døgndrift “rapporteret” fra stedet og opdigtet nyheder. Intet har været for småt til at skabe en nyhed. En Margrete Vestager på cykel fx….

Måske er det desperationen, der har fået samme kanaler – og de skrevne medier – til at kaste sig frådende over sagen om Henrik Sass Larsens kontakt med et Bandidos-rocker. Siden Larsen stod frem for at meddele, at han ikke kunne blive sikkerhedsclearet af PET og ikke kom i betragtning som minister og politisk ordfører for Socialdemokratiet, har spekulationerne om Larsens forhold til den kriminelle verden og Helle Thornings håndtering af sagen været genstand for heftige spekulationer.

Men hvor meget suppe er der egentlig på den pølsepind? Ser vi lige bort fra opposionspolitikeres – kyllingehjernen Søren Espersen fra DF og bloggervinden Søren Pind – mere eller mindre perfide insinuationer, så er det interessant, at spekulationerne ikke har ret meget at bygge på. Vi ved, at PET ikke har kunne sikkerhedsgodkende Larsen, men vi ved ikke på hvilket grundlag det er sket – og kan derfor ikke vurdere om PET har begået en fejl. Det sidste er slet ikke utænkeligt. Vi ved, at Larsen har siddet til bords med Bandidos-rockeren, men ikke om det var en tilfældig engangsforeteelse. Vi ved, at Helle Thorning har taget den konsekvens ikke at gøre Larsen til minister.

Hvad vi ved er: 1. At mødet med rockeren blev foreviget med et kamera og sat på forsiden af boulevardsprøjterne og i stort set alle andre medier, 2. At “sagen” falder sammen med bestræbelserne på at danne en ny regering, og 3. At det kun er Helle Thorning og ikke PET, der kan afgøre, om Larsen skal være minister osv. eller ikke.

I går kunne man høre juraprofessor Eva Smith hævde, at enten var PETs dømmekraft tvivlsom eller også var der mere i sagen, end der er kommet frem. Men så sort-hvidt tror jeg ikke sagen er. Jeg tror, det er vigtigt at se på omstændighederne. Det er ikke ligegyldigt, at Sass Larsen fotograferes ved et bord med en stor bredrygget, langhåret rocker i forgrunden.  Vi skal ikke undervurdere den symbolske betydning af denne banale kendsgerning. Vi har lige været vidne til en af de hårdeste retsager mod rockermiljøet, og rockerne er blevet brandet af medierne som samfundets værste udskud, men også behandlet som anti-idoler og kændisser på linje med tv-stjerner og jet-settere osv. Det er heller ikke ligegyldigt, at sagen kommer frem, lige netop som regeringsforhandlingerne er i gang. Det sidste, Thornings Schmidt har brug for, er en sag, der for alvor kan forstyrre dannelsen af en ny regering.

I går kunne man på DR P1 høre om en parallel historisk sag. Det drejede sig om Anker Jørgensens håndtering af sagen om Ole Espersen. Espersen havde plejet omgang med efterretningsfolk fra Østblokken, og Jørgensen stod over for valget mellem at godkende Espersen som justitsminister – og tage balladen med oppositionen og pressen – eller at droppe ham. Af Jørgensens egne dagbogsnotater kunne man forstå, at det ikke var noget let valg.

I modsætning til sin gamle partikollega vælger Thorning Schmidt at droppe Sass Larsen, men ellers er der ikke basalt set den store forskel. At Sass Larsen er blevet set og fotograferet ved et bord i et offentligt etablissement sammen med en rocker og en socialdemokratisk kollega, er ikke bevis på, at Larsen skulle være dybere involveret i en kriminel sammenhæng. Det er den rene spekulation. Derimod er der ingen tvivl om, at Helle Thorning har ønsket at undgå en sag, der ville kunne spænde ben for den ny regering. Sass Larsen blev ofret på det alter. Og måske dukker han op igen,når vandene har lagt sig. I hvert fald ville det forklare den ro, hvormed han selv fremstillede sagen på tv…

Milliona Pengekowa, hjernefusker:

»Jeg stemmer personligt på Helge Sander, for han har gjort utrolig meget for videnskaben. Jeg har gennem årene haft et tæt samarbejde med Helge, og han har altid været god til at tage imod mine ideer. Desuden var han en uvurderlig støtte, da jeg mistede min mor og søster og senere fik dem tilbage igen«.

Nej – det skal ikke være alvor det hele!

På DR sender man pt. – på grund af det forestående folketingsvalg – en udsendelsesrække med titlen “Spørg partierne”. Folketingskandidater er i studiet og skal bl.a. besvare spørgsmål fra lytterne.

I mandags var de Konservative på banen, bl.a. repræsenteret af Brian Mikkelsen. En lytter ringede ind og spurgte Mikkelsen, hvad meningen var med at reducere dagpengeperioden fra 4 til 2 år i en krisetid, hvor der var færre jobs at søge. Og Mikkelsen svarede med et påstand, som flere borgerlige politikere med jævne mellemrum har fremført: at kortere dagpengeperiode får flere i arbejde. Spørgeren kunne ikke rigtig se logikken i, at en kortere periode skulle skabe flere jobs. Og så var det Mikkelsen kom med det argument, som han selv opfattede som den bedste illustration. Nemlig dengang i tresserne, hvor kvinderne kom ud på arbejsmarkedet. – Ministeren gentog endda sin pointe.

Men Mikkelsen kunne dårligt have valgt et ringere argument. Enten er Mikkelsen fuldstændig uvidende om den økonomiske og politiske udvikling i tresserne – eller også satser han kynisk på, at vælgerne er det. For situationen i tresserne underbygger på ingen måde hans ideologiske påstand. Tværtimod. I følge Danmarks Statistik faldt ledigheden fra 1960 til 1970 fra 39.000 til 20.000. Danmark befandt sig i en periode, hvor landet gik over fra at være et landbrugs- til et industriland, og som var præget af højkonjunktur og historisk hidtil uset vækst, der gjorde, at arbejdspladserne skreg på arbejdskraft. Derfor blev det aktuelt og relevant at hente kvinderne ind fra kødgryderne. Det var også i denne periode, før krisen satte ind i starten af halvfjerdserne, at de første “fremmedarbejdere” fra bl.a. Jugoslavien blev hentet til landet. Det var en periode, som man kunne kalde den borgerlige politikers våde drøm: masser af vækst, masser af arbejdskraftressourcer, voksende forbrug osv. Men en historisk set exceptionel periode, der blev afløst af det ene kriseårti efter det andet.

Mikkelsen kunne ikke have valgt en dårligere illustration af sin ideologiske pointe, og det er en skræmmende tanke, at manden endnu en tid bærer titlen Økonomi- og erhvervsminister. Man kunne også formulere det sådan: Det var historieforfalskning for åben mikrofon. Bare en skam, at journalisten ikke samlede den op…