Indlæg tagget med Politik

Ulla Tørnæs – en ideologisk papegøje

2. september 2011

Man skal passe på med at lytte til P1 Debat, når man kører hjem fra arbejde efter midnat. Man risikerer at køre i grøften eller ind i en lygtepæl. På grund af ophidselse eller frustration. – Det er efterhånden gået op for mig, at programmet ikke er et rigtigt debatprogram, men en karikatur af en demokratisk funderet debat. Den demokratisk funderede debat fungerer – forenklet sagt – sådan, at de debatterende lytter til hinanden og fremfører deres argumenter om det debatterede emne. Ideal set vinder den, der har de stærkeste argumenter ,og modparten lader sig bevæge et andet sted hen end der, hvor vedkommende oprindeligt stod.

I denne midnats udgave af P1 Debat blev karikaturen kørt helt ud i hampen – ad absurdum. Og det skyldtes primært en af de medvirkende, partiet Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs. Over for hende stod Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen. Og ordstyreren (in spe) var Eva-Marie Møller.

Ulla Tørnæs’ indlæg i det, der skulle være en debat, destruerede ethvert tilløb til meningsbrydning. Hendes destruktive strategi gik i sin enkelhed ud på, at hun 1. ikke lyttede til, hvad der blev spurgt om, 2. i stedet for at svare, fremturede hun med den ideologiske lektie, som hun har lært udenad og kunne aflire som en anden grammofonplade eller papegøje. Eva Marie Møller forsøgte forgæves at fastholde Tørnæs på sine spørgsmål – fx hvorfor regeringen gennem 10 år har brugt 8 milliarder på aktivering, der ikke har fået folk i arbejde – men Tørnæs forhold sig overhovedet ikke til det, der blev spurgt om. Enten lod hun, som om hun svarede, medens hun fremturede monologisk med sin ideologiske doktrin, eller også sagde hun direkte, at hun hellere ville kommentere noget andet.

Ulla Tørnæs er et – måske ekstremt – eksempel på, hvordan den politiske debat i den danske offentlighed er degenereret til et grotesk, absurd teater, hvor det ikke længere handler om konsensusorienteret dialog og debat, men netop om en meningsløs karikatur eller parodi. Becketts og Onescos absurde teaterstykker overført til den politiske scene med et halvt århundredes forsinkelse. Man ved næsten ikke, om man skal le eller græde – eller måske begge dele. Prøv selv at opleve det – her.

Tilbage til Penkowa-sagen: En ny sag om videnskabelig uredelighed

31. august 2011

Som lovet vil jeg vende tilbage til Penkowa-sagen, hvis der dukkede noget nyt og relevant op. Som bekendt har sagen ligget stille længe – i hvert fald i medierne. Men i dag kan Politiken så – med BT som kilde – afsløre, at en af Milena Penkowas nære medarbejdere, den anerkendte og fremtrædende sundhedsforsker, Bente Klarlund, er blevet anmeldt til Udvalget vedrørende uredelighed, anklaget for at have bedrevet systematisk fusk i sin forskning.

Anmelderen er en kollega, professor Henrik Galbo, som i en 23 sider lang anmeldelse gennemgår 21 artikler, Klarlund har lavet sammen med Milena Penkowa. 11 af de analyserede artikler står Klarlund som ansvarlig for. Og Galbos konklusion lader ingen tvivl om fuskeriets karakter:

»I betragtning af ikke blot de åbenlyse svigagtige manipulationer fra Penkowa, men også de mange uoverensstemmelser i andre dele af arbejdet, må man konkludere, at det er sandsynligt, at Bente Klarlund Pedersen valgte at lukke øjnene. At hendes uagtsomhed var bevidst. Man må også se på det indlysende motiv: Bevidst videnskabelig svindel«.

I relation til Penkowas sag er nyheden relevant på flere ledder.

1) Den understreger, hvad jeg flere gange har forsøgt at understrege, at Penkowas sag ikke kun kan anskues som en sag om en enkeltpersons – Penkowas – afsporing som forsker, sådan som man tendentielt har gjort i pressen. Penkowa er også – forenklet formuleret – et “produkt” af en institutionelt og politisk system, der har muliggjort og måske endda fremmet bedrageriet. Penkowa er med andre ord ikke alene om at gå på akkord med de videnskabelige idealer.

2) Nyheden peger på det politiske niveau – og dermed på det politiske ansvar for de skandaløse sager. Som Penkowa er Klarlund inde i varmen hos de magthavende Venstrepolitikere. Hun er udpeget til div. råd af såvel Lars Løkke Rasmussen, Bertel Haader og Helge Sander. Hun er en af regeringens eliteforskere…

3) Endelig peger nyheden også på et forhold, der måske har været lidt underbelyst indtil videre. Nemlig magtkampene i det videnskabelige mijø. Klarlund har taget til genmæle over for anklagerne og krævet, at blive renset for dem. Uanset om Klarlund har begået noget kritisabelt eller ej, så skal vi ikke være blinde over for det forhold, at videnskabelige konflikter, personlige karriereambitioner og andet godt spiller ind i sagerne. Det kan godt være, at videnskab er en ædel sag, men dens udøvere er ikke nødvendigvis drevet af ædle motiver.

“Sagen mod sexanklagede Strauss-Kahn vakler”

21. august 2011

Rubrikken ovenfor er et citat fra Jyllands-Posten. Avisen refererer Ritzau for, at voldtægtssagen mod den nu detroniserede IMF-leder Dominique Strauss-Kahn formodentlig droppes.

Sagen, som jeg tidligere har kommenteret, er interessant, fordi den rummer en række momenter, der gør den kulturhistorisk spektakulær. I sagen støder fransk kultur og seksualmoral sammen med amerikansk ditto – og den anklagede er en yderst magtfuld fransk mand fra de øverste cirkler i den franske og internationale finansverden og anklageren en kvindelige hotelrengørindsassistent og indvandrer fra Guinea. Penge, politik, magt, sex, kønsdiskrimination med etniske overtoner, immigrationsproblematik osv. osv.

Kendetegnende for mediernes ophidselse over sagen har været en ubehagelig tendens til at glemme sagens banale kerne: at det er en voldtægtssag. Og at en voldtægtsanklaget er uskyldig indtil andet er bevist – også selv om den anklagede er en mand med kontakter i samfundets øverste cirkler. At den anklagende kvinde kommer fra samfundets bund ændrer ikke ved sagens banale stilling. Fra feministisk, ligestillingspolitisk hold har man forsøgt at forsvare og forklare kvindens mulige økonomiske interesse i en seksuel relation til Strauss-Kahn. Men en voldtægt er en voldtægt. Og hvis ikke der har været tale om voldtægt, så er der tale om en kriminel, løgnagtig anklage. Retsvæsenets opgave er at kigge bagom alle de forstyrrende udenomsværker og fastslå, om der var tale om voldtægt eller ikke. Det kan godt være, at Strauss Kahn er en arrogant libertiner af værste skuffe – som medierne har beskrevet – og det kan godt være, at stuepigen er trist eksempel på de amerikanske samfundt behandling af mere eller mindre illegale indvandrere. Men hvis der er nogen juridisk retfærdighed i det amerikanske retsvæsen, så må disse forudsætninger ikke spille ind i dommen.

Usælgelige huse

12. juli 2011

I følge Børsen er ‘hovedparten af de 44.292 villaer, der i øjeblikket er sat til salg, usælgelige’.

Noget om penge – apropos “Brønderslevsagen”

23. juni 2011

På arbejde sad jeg mutters alene i min sene spisepause og så DR Update, der kører som båndsløfte i spisestuen. Og af indslagene kunne jeg forstå, at noget af det, der optog medierne allermest var størrelse af de erstatninger, som ‘ofrene’ – familiens børn – havde fået tildelt. Forsvarerne havde vist krævet i omegnen af en million kroner ialt, men dommerne havde tildelt cirka 600.000 kr.
På vej hjem i bilen kunne jeg også høre, at det allerede var blevet et hot politisk emne. En konservativ retspolitiker – Benke – mente, at det var alt for lidt (uden egentlig at argumentere…), og at man derfor skulle se på problemet generelt og måske lave loven om. Uden tanke for, hvad øgede erstatninger ville komme til at betyde for den i forvejen betrængte statskasse.
Men det slog mig, at fokuseringen på beløbsstørrelsen var et udmærket billede på, hvor samfundet har bevæget sig hen. Alt skal gøres op i kroner og ører. Alt skal vægtes i guld. Alt skal økonomiseres.
For er det ikke fuldstændig absurd at gøre en ødelagt barndom op i ussel mammon?! Uanset, hvor mange penge du tildeler et barn, der er blevet vanrøgtet, misbrugt, tævet, udsultet osv., så vil det jo aldrig kunne give barnet den tabte tid tilbage. Pengene vil ikke kunne lindre traumer og psykiske sår, selv om det selvfølgelig kan gøre livet lidt mere materielt udholdeligt.

I Brønderslevsagen har det offentlige system fejlet. Det er vist klart for enhver. Og den interessante diskussion er, om systemet kunne have forhindret det, der er sket – og om det er muligt at forhindre sådanne sager fremover? Men dette perspektiv var mærkeligt fraværende i gårsdagens mediefokus. Og det var det sikkert, fordi det er en problematik, der ikke så let lader sig reducere til For/Imod og ikke lader sig indfange i et 15 sekunder langt interview eller en ritualiseret debat på P1. Shake your Money Maker…

Malene Wind og de offentligt ansattes ytringsfrihed.

22. juni 2011

Ingen tvivl om det. Da professor Marlene Wind, som er såkaldt “EU-ekspert”, kritiserede regeringens og DFs aftale om grænsekontrol med en bemærkning, der rummede de stærkt farvede sproglige billeder “valgflæsk”, “laveste fællesnævner” og “den indre svinehund”, benyttede hun sin ytringsfrihed til at markere et klart politisk standpunkt. Og den gav, som man nok ved, anledning til stor politisk ballade. Specielt fra Dansk Folkeparti, som er det ideologiske fundament for grænsekontrollen, kom der et veritabelt frontalangreb på professor Wind.

Blander man sig i politiske debatter, så må man selvfølgelig forvente at få svar på tiltale. Men karakteren af nogle af de magthavende politikeres ytringer har desværre karakter af intimidering og forsøg på anfægtelse af offentligt ansattes ytringsfrihed. Jeg tænker især på minister Søren Pinds og DF’eren Morten Messerschmidts krav om, at universitetet indføre et særligt kodex for eksperters udtalelser. En slags mundkurv.

Man kan selvfølgelig mene, at Wind burde have afvejet sit ordvalg og have formuleret sig mere diplomatisk. Men sagen er, at hendes kritik af grænsekontrolaftalen under alle omstændigheder ville have haft en politisk karakter, fordi EU-spørgsmål pr. definition har politisk karakter.

I sagen om grænsekontrollen er det hævet over enhver tvivl, at aftalen er politisk kontroversiel, fordi den – uanset alle de forbehold og modifikationer, ledende politikere forsøger at omgærde realiteten med – er i modstrid med fundamentale ideer for det europæiske samarbejde. Nemlige arbejdskraftens – og varernes frie bevægelighed. Udlandets kontante reaktion taler sit eget tydelige sprog.

Men der er ikke nogen modsætning mellem af være ekspert på EU-spørgsmål og så at være politisk. Jeg vil tværtom påstå, at det vil være umuligt ikke at være politisk i almen forstand, så snart man bevæger sig over en rent faktuelt niveau. EU er en politisk konstruktion og enhver holdning vil have politisk karakter.

Winds problem er ikke, at hun er politisk, men at hendes udmelding er i modstrid med den politiske udlægning, som regeringen og DF vil patentere og have os alle til at æde. Hvis hendes politiske ekspertudtalelse havde støttet grænseaftalen, ville balladen ikke være opstået.

Et andet problem er, at regeringen i sin forblændede iver efter at få endnu en periode ved regeringsmagten har solgt sin egen EU-begejstring til et parti – Dansk Folkeparti – som i bund og grund er et EU-modstanderparti. Wind har jo ret i, at grænsekontrollen er “valgflæsk”. Drømmen om en grænsekontrol lefler for mange EU-halvhjertede danskere, som gerne så et jerntæppe sænke sig mellem Danmark og den øvrige verden. Med det er at putte blår i øjnene på vælgerne at fremstille det som en grænsekontrol, der ikke er en rigtig grænsekontrol eller en grænsekontrol, der lever op de EU-juraens bogstavelighed. Det er ganske enkelt politisk uærlighed.

Det værste ved Pinds og Messerschmidts krav om et kodex er, at de er udtryk for en udemokratisk og autoritær tankegang, der ikke respekterer offentligt ansattes ret til at ytre deres meninger i den offentlige debat. I stedet for at kritisere hendes udtalelser, angriber man personen bag. Man går efter kvinden og ikke bolden.

Malene Winds egen selvcensur, eufemistisk kaldet en ‘mediepause’, understreger med al ønskelig tydelighed, at det forholder sig sådan.

I dag har rektor Ralf Hemmingsen fra Københavns universitet afvist Messerschmidts krav om et særligt ytringskodex for ansatte. Og det er godt og nødvendigt. Det er vigtigt, at alle rettænkende mennesker bakker op om Winds og andre offentligt ansattes ret til ytringsfrihed – også selv om man kan have forbehold over for ordvalget.

En grænse er en grænse er en grænse…

18. juni 2011

For nogle dage siden skrev jeg, i anledning af den planlagte grænsekontrol, som regeringen har aftalt med Dansk Folkeparti som del af en økonomisk-politisk studehandel, at: “Mit gæt er, at den planlagte grænsekontrol vil give Danmark endog meget store problemer i forhold til EU-samarbejdet. Det er først lige begyndt…“. Og indtil videre er det gået nøjagtig sådan.

I den forgangne uge har udenrigsminister Lene Espersen (som i øvrigt slet ikke blev konsulteret på forhånd, inden grænseaftalen blev aftalt…) været både i Tyskland og i Sverige for at (bort)forklare, at grænsekontrollen slet ikke er en grænsekontrol, men noget man indfører for at forhindre østeuropæiske bander i at komme til landet og begå hjemmerøverier (som – fik også at vide i ugen der gik – slet ikke begås af østeuropære, men primært af herboende danskere…). Og i går kunne man se den svenske statsminister med et lille satanisk glimt i øjenkrogen fortælle om dem, der vil bygge bro, og dem, der vil bygge mure, og på en journalists spørgsmål, om danskerne var murbyggere, svare, at der allerede er en bro mellem Danmark og Sverige…

Til historien hører også, at fremtrædende medlemmer af partiet Venstre har følt sig kaldet til at moderere Dansk Folkepartis udmeldinger i forbindelse med udlandets massive kritik af den danske grænsekontrol. Skatteministeren Peter Christensen måtte tage afstand fra DFs upassende brug af nazi-kortet. Britta Schall Holberg råbte vakt i gevær over for den påfaldende højredrejning hos de borgerlige partier, som Dansk Folkeparti har fremkaldt. Og EU-parlamentarikeren Jens Rhode advarede mod, at regeringen med den nye aftale har sluppet det notorisk EU-fjendtlige Dansk Folkeparti løs på regeringens EU-politik med fatale konsekvenser.

Men Venstres svar på motorsaven, den politiske ordfører Ellen Trane Nørby, banker de bekymrede medlemmer på plads med en kommentar om, at der er tale om “grov kritik” af et parti, der har “taget ansvar for de udfordringer, verdensøkonomien giver Danmark. Grænseaftalen er en del af den samlede pakke for regeringens aftale”.
Udtalelsen er symptomatisk for regeringens politik. Det er ligger regeringen på sinde er alene dens egen opfattelse af økonomisk ansvarlighed. Det eneste, det handler om, er at få regnearket vedr. samfundets indtægter, udgifter og gæld til at se godt ud, så borgerlige økonomer her og hisset kan klappe regeringen på hovedet, som var den en lille skoledreng, der havde lavet sine lektier til tiden.

At man samtidig har plantet en orm i hjertet af EU-politiken og har demonstreret, at idealerne i Europrojektet – arbejdskraftens og varernes frie bevægelig for eksempel – er begravet i pedantisk paragrafrytteri og juristeri, ja, det er det sidste, der bekymrer regeringen. Og det i en tid, hvor sammenholdet i EU er presset til det yderste på grund af den dybe økonomiske krise.

Dansk Folkeparti er længe blevet omtalt som regeringens støtteparti. Som dens nødvendige, parlamentariske supplement. Men realiteten er, at dette supplement for længst har sat sig på regeringens udlændingepolitik og nu også er i fuld gang med at sætte sig på EU-politiken. Man må selvfølgelig have respekt for Dansk Folkepartis durkdrevne realpolitik, men det er forstemmende at se, hvordan partiet i løbet af et tiår har kunnet demontere enhver liberal tanke og enhver anstændighed hos de store borgerlige partier.

Apropos: Birthe Rønn Hornbech giver Pia Kjærdgaard tørt på – “Pia Kjærsgaard er udansk”

Milena Penkowa og den ‘uvildige undersøgelse’, der blev tabt på gulvet

14. juni 2011

Som bekendt forhindrede Liberal Alliance, at der bliver iværksat en såkaldt ‘uvildig undersøgelse’ af sagen omkring Milena Penkowa. Dermed er der meget, der tyder på, at vi må nøjes med at få resultatet af den allerede igangsatte undersøgelse af hendes påståede videnskabelige fusk.

Der er al mulig grund til at beklage, at den uvildige undersøgelse ikke bliver til noget. Foreløbigt må vi konstatere, at systemet – universitetet og ministeriet – har hyttet sine egne interesser, idet Kammeradvokatens redegørelse for det første frifandt rektor og universitet for anklagen om at have begået væsentlige formelle fejl i håndteringen af sagen, – og ministeriet for det andet ved ikke at forfølge anklagerne mod tidligere forskningsminister Helge Sander og ved fratage Penkowas hendes Elite-Forsker-pris har forsøgt at lægge et slør over egne fejltagelser.

Men hvad med Milena Penkowa selv? Ganske vist har jeg ikke lagt fingre mellem i min omtale af Penkowa i mine tidligere indlæg, men det ændrer ikke ved, at jeg vil insistere på, at hun er uskyldig, indtil andet er bevist. Hun fik en dom for dokumentfalsk etc. Det står ikke til diskussion. Hun blev frifundet af Rigsrevisionen for at have misbrugt forskningsmidler (selv om hun havde tilbagebetalt nogle af dem). Den afgørelse står heller ikke til diskussion, men sender sorteper videre til universitetet og donatorerne, som åbenlyst ikke har haft styr på administrationen af forskningsmidler og -projekter.

Men hvad med den efterlyste ‘uvildige undersøgelse’? Eftersom Milena Penkowa hele vejen igennem har forsvaret sig mod diverse anklager og med rank ryg har insisteret på sin uskyld, så må det siges at være et ekstra nederlag for hende, at det politiske flertal afviser en sådan uvildig granskning.

For det, som en ekstern undersøgelse kunne være med til at belyse, er ikke alene om Systemet har begået formelle fejl undervejs, men også hvorvidt Systemet – det politiske og universitære – fungerer hensigtsmæssigt set ud fra en overordnet samfundsmæssig interesses synspunkt…

I Berlingske siger Milene Penkowa selv: “Jeg er meget ærgerlig over at høre, at der ikke bliver indledt hverken kommissionsundersøgelse eller en uvildig undersøgelse af hele sagen og dens aktører. På trods af nogle åbenlyst selvmodsigende og utilfredsstillende forhold hos de involverede parter, så får vi aldrig kendskab til det fulde omfang af sagen, idet lørdagens politiske beslutning endegyldigt udelukker en uvildig og dybdeborende granskning […] Når jeg hidtil har forholdt mig tavs og ikke er hoppet med på de seneste måneders mediecirkus, der udspringer fra køen ved håndvasken, så er det fordi, jeg hele tiden har håbet på, at vi en dag ville se en ægte, dybdeborende, upartisk, og altomfattende ransagelse af alle sagens deltagere. Ingen, ej heller Københavns Universitet, kan være tjent med udeblivelsen af en uvildig undersøgelse. Konsekvensen er, at offentligheden må nøjes med et ensidigt og utilstrækkeligt kendskab til sagen”
Udeblivelsen af en uvildig undersøgelse tjener kun – og måske kun på kort sigt – Systemet. Men ikke samfundets, forskningens eller Penkowas. Fanden hytter sine og lader de andre sejle deres egen sø.

“Der var engang en retsstat” – Eva Smith har ordet

4. juni 2011

Link

Penkowa-sagen – et politisk efterspil?

1. juni 2011

Jeg har lovet at vende tilbage til Penkowa-sagen, når der kommer vigtigt nyt.

Hvis man har fulgt med i mine skriverier om sagen, vil man vide, at jeg er af den opfattelse, at systemet – universitetet, ministeriet osv. – ikke er tilbøjeligt til at drage radikale konsekvenser af sagen. Hvis sagens mange perspektiver skal have konsekvenser for universitetsloven, forskningspolitiken osv., så skal forandringerne komme udefra – fra de politiske magthavere, dvs. folketinget.

Politiken kan i dag meddele, at der nu er et formelt flertal for en ‘kulegravning’ af hele sagen. Flertallet er opstået ved, at den afgående Venstre-kandidat Malou Aamund har forladt tinge og er blevet erstattet af Liberal Alliances Niels Høiby. Og han er tilhænger af en sådan undersøgelse. Liberal Alliance vil i dag fremsætte beslutningsforslag om at iværksætte en egentlig undersøgelseskommission.

Men, som der står i artiklen, ‘så vidt kommer det ikke’. Forslaget kommer ikke til afstemning: “I stedet vil der blive skrevet en såkaldt beretning i Videnskabsudvalget, der dermed iværksætter en uvildig undersøgelse, som eksempelvis et advokatfirma eller en anden instans kan stå for.” Forklaringen skulle angiveligt være, at man derved sparer en masse penge til en dyr kommissionsundersøgelse, samtidig med at man får en uvildig undersøgelse.

I betragtning af, at den siddende regering ellers ikke har været tilbageholdende med at nedsætte udvalg osv., kunne man også få den mistanke, at der kan være en politisk begrundelse for at køre sagen uden om en Folketingsbeslutning. Penkowa-skandalen er jo i den grad den siddende regerings skandale. Det er den siddende regering, der har ansvaret for den førte universitets- og forskningspolitik. Og det er også regeringen, der har gjort Penkowa til sin egen lille forskerdarling og mønsterforbillede for alle andre forskere. Behandlingen af et beslutningsforslag om en uvildig undersøgelse kunne blive en påmindelse om regeringens meddelagtighed i sagen. Og regeringen har mest af alt brug for succeshistorier frem til det kommende valg. Resultatet af den uvildige undersøgelse vil først foreligge længe efter dette valgs afholdelse…

Gil Scott-Heron er død, 62

28. maj 2011

BBC, Mod Strømmen og andre bringer det triste budskab om den amr. musiker og digter Gil Scott-Herons tidlige bortgang i en alder af kun 62 år. Den konkrete dødsårsag er endnu ikke offentliggjort, men han blev hospitalsindlagt efter en rejse til Europa. Det er også kendt, at han det seneste tiår har haft store problemer med misbrug af forskellige substanser.

Gil Scott-Heron var en mand af mange ord. Det var ordet, talen, der var det vitale islæt i hans musik – og det var i kraft af sit ofte politiske talte ord, han var med til at inspirere en lang række yngre rappere og hip-hoppere. Senest den meget omtalte Kanye West, der på sit 2010-album My Beautiful Dark Twisted Fantasy samplede Gil Scott-Herons stemme til et nummer. Sådan hylder man en mester.

Gil Scott-Heron blev allerede kendt i en større kreds, da han udsendte sit første soloalbum Small Talk at 125th and Lenox i 1970. Det er på dette album, man finder Herons mest kendte stykke: The Revolution Will Not Be Televised. En populærmusikkens svar på Allen Ginsbergs Howl.

Heron nåede at lave i omegnen af 25 album, hvoraf mange var live-album. Sidste år kom I’m New Here, der aftvang selv den vrisne Robert Christgau respekt.

Men nu er en markant stemme forstummet…

Revolution will not be televised

Milena Penkowa slår igen..

27. maj 2011

»Det er som om, der slet ikke har været nogle grænser for, hvad man helt ukritisk har lagt til grund for, hvad jeg har gjort. Det undrer mig for eksempel meget, at videnskabsministeren i søndags på tv sammenligner mig med en forsker, der har svindlet for millioner af kroner« (Milene Penkowa til Politiken)

Milena Penkowa er som bekendt ikke en kvinde, der sætter sit lys under en skæppe. Og derfor har jeg også siddet her og ventet på, at hun ville ranke ryggen og slå igen over for alle de anklager, der har haglet ned over hende det seneste årstid.

Forleden blev hun nærmest pure frifundet for anklagerne om at have misbrugt forskningsmidler. Af selveste Rigsrevisionen, der konkluderede, at Penkowa ikke havde gjort andet end, hvad andre forskere har gjort i samme situation – mere eller mindre.

Frifindelsen giver selvfølgelig Penkowa en passende anledning til at slå igen mod sine kritikere. Ikke mindst forskningsminister Charlotte Sahl-Madsen fra de konservative, som hun kalder et “skvat”. Samtidig undrer Penkowa sig over, at Sahl på nationalt tv kan sammenligne Penkowa med en anden forsker, der har svindlet for millioner af kroner (en sag med rod i århus Universitet…).

Set i lyset af Rigsrevisionens frikendelse af Penkowa, så er det da også mildest talt pinligt, at ministeren for forskningsområdet demonsterer en så åbenlys mangel på viden om spillereglerne på universitet. Hun burde være den første til at kende dem. Hvis jeg var Penkowa ville jeg seriøst overveje at anlægge en injuriesag mod ministeren. Om ikke andet for at ydmyge hende som inkompetent minister.

Er der grund til at forsvare Penkowa. Ja. En ting er, hvad pressen har skrevet og antydet – og ikke alt har været lige vederhæftigt. Noget andet er, hvad de institutioner, som Penkowa er tilknyttet, gør. Universitetet, forskningsråd, ministerier osv. Af dem må man kunne forvente, at de kender reglerne og ikke løber af sted med uvederhæftige påstande og løsagtige anklager. Og ikke udøver magtmisbrug.

Penkowa er dømt for dokumentfalsk osv. Hendes videnskabelige produktion granskes af folk, der er eksperter i videnskabelig uredelighed. Og det må vi vente og se, hvad fører frem til. Men med hensyn til anklagerne om økonomisk misbrug er der åbenbart ikke noget at komme efter. Sådan rent formelt. Moralsk kan man selvfølgelig altid have en anden mening, men det er sagen uvedkommende.

Netop, fordi sagen om Penkowa har vigtige perspektiver for universitets fremtid og forskningens, er det vigtigt, at Penkowa får en helt igennem fair behandling. Vi skal ikke være blinde for de politiske interesser, der er på spil i sagen. Interesser, der gerne ser Milena Penkowa gjort til syndebuk for ministerielt og universitært rod, elendig politisk styring osv. Som i tilfældet med forskningsministerens betændte sammenligning….

Den danske folke(parti)sjæl…

26. maj 2011

Den danske vælgerbefolkning har, så langt tilbage min politiske erindring går, været halvhjertede europæere. EF og siden EU har aldrig vakt begejstring eller det modsatte hos danskerne, der nærmest har haft det med EU som kongen i Kongens Fald. Været vankelmodige, ubeslutsomme og, ja, halvhjertede.

Splittetheden, der kendtegnes ved, at danskerne vil have de oplagte, økonomiske og politiske fordele ved EU – EU-støtte osv. – men ikke ulemperne, fx i form af ‘besværlige’ regler på flygtninge- og indvandrerområdet, repræsenteres tydeligst politisk hos Dansk Folkeparti, der nærmest har gjort det til en mærkesag at være obsternasig i EU-spørgsmål.

Senest er det kommet til udtryk i den studehandel Dansk Folkeparti indgik med regeringen om ‘efterlønnen’ og dens forringelser. Til gengæld for en forringelse af efterlønnen (og et svigt af partiets vælgere…) fik DF gennemtrumfet en såkaldt ‘grænsekontrol’, som – måske – ikke strider mod EU-lovgivningens (Schengen-aftalens) tekst i bogstavelig-juridisk forstand. Til gengæld kan der ikke være tvivl om, at grænsekontrollen strider mod selve ånden i EU-samarbejdet: arbejdskraftens og varernes fri bevægelighed i medlemslandene. Det er en tanke, der er så fundamental, at den i hvert fald går helt tilbage til Romtraktaten og grundlæggelsen af det europæiske samarbejde.

At DF tilsyneladende uden de store sværslag har fået hele det borgerlige sammenrend til at æde det krav, siger en hel del om Dansk Folkepartis genklang i det borgerlige Danmark, og om, hvor langt vi er kommet, siden vi i starten af halvfjerdserne blev indlemmet i EF.  Nemlig: ingen vegne. Vi – de vægelsindede danskere – står stadigvæk med hælene plantet dybt i den danske muld og siger: Nej, nej, nej.
Den tidligere danske konservative spidsfigur Connie Hedegaard siger utvetydigt, at danskerne er galt afspadseret med den nye grænsekontrol.
Når Pia Kjærsgaard og hendes tropper – og den samlede regering – forsøger at berolige vælgerne og EU-partnerne med, at man sandelig vil gøre alt for at overholde og respektere lovtekstens ord, så demonstrerer man bare, at man er et bekvemmelighedsmedlem, der ikke har forstået ånden i EU-samarbejdet og vil gardere sig med undtagelser og spidsfindige lovfortolkninger for at hytte sit eget skind og mele sin egen kage.

Og Pia Kjærsgaard, Lars Løkke Rasmussen og de øvrige såkaldt  ‘ansvarlige’ politikere viser også, at de i hvert fald ikke respekterer deres potentielle vælgere ved sådan at føre dem bag lyset.
Mit gæt er, at den planlagte grænsekontrol vil give Danmark endog meget store problemer i forhold til EU-samarbejdet. Det er først lige begyndt…

Penkowa og pengene

25. maj 2011

Hvis man har orket at følge med i mine skriverier om Milena Penkowa-sagen, vil man vide, at jeg ikke blot opfatter frk. Penkowa som et yderst ærgerrigt ungt menneske, der ikke skyer noget middel for at realisere sine ambitioner, men også – og måske ikke mindst – som symptomatisk udtryk for det universitære (og forskningspolitiske) system, som hendes karriere og den indbefattede ‘skandale’ i stort omfang er et produkt af. Og det er dette perspektiv, der er interessant. Set herfra.

I går havde Information en artikel af interesse for alle os, der interesserer os for Penkowa-sagen og dens perspektiver. Af artiklen fremgår det, at Rigsrevisionen ‘stort set’ frikender Milene Penkowa for anklagen om misbrug af betroede forskningsmidler. Rigsrevisionen har gennemgået en lang række forskningsprojekter – 12 ialt – som Penkowa har stået i spidsen for – og ‘renser stort set’ den unge forsker for mistanken om misbrug.

Med det diskrete forbehold – ‘stort set‘ – sigtes til det forhold, at også andre forskere har haft mere end svært ved at holde styr på forskningsmidler fra private sponsorer. Information skriver: “Rapporten viser desuden, at andre forskere har store problemer med at holde styr på pengene. Rigsrevisionens stikprøver af regnskaberne i 23 andre forskningsprojekter på to sundhedsvidenskabelige institutter på KU viser, at journalerne og bilagene i forbindelse med de private bevillinger er mangelfulde. Heller ikke regnskaberne for de pågældende forskningsprojekter er altid efter bogen. Rigsrevisionen slår blandt andet fast i rapporten, at »(…)den interne kontrol med regnskabsrapporteringen til tilskudsgiver var begrænset. Det samme var kontrollen med, at bevillingerne blev anvendt i overensstemmelse med de konkrete bevillingsbetingelser eller budgettet i bevillingsansøgningen.«

Sagt på en anden og lidt enklere måde: Det er ikke primært Milena Penkowa, der har et problem. Det er universitetet. Rigsrevisionens rapport afslører, at universitetet har massive problemer med håndteringen af den mange private sponsorater, deres bevillingsbetingelser og almindeligt bogholderi i forbindelse med forbruget af midlerne.

Interessant er det også, at Rigsrevisionen ikke udtaler ‘nogen alvorlig kritik’ af de herskende tilstande, men beskriver de administrative rod og peger på nødvendigheden af at oprette en særlig økonomisk afdeling, der kan tage sig af det administrative. En økonomisk afdeling, der vil være en yderligere administrativ belastning af det i forvejen betrængte universitære styre.

Professor Peter Skærbæk fra Copenhagen Business School har læst Rigsrevisionens rapport og undrer sig over, hvad den skal gøre godt for, når den ikke vil munde ud i en kritik af systemet. Han går endda så vidt som til at betvivle Rigsrevisionens uafhængighed af det politiske system.

Siden Penkowa-sagen begyndte at rulle har det været tydeligt for enhver, der kan læse, at det universitære og politiske system har forsøgt at afværge sagens systemkritiske implikationer. Penkowasagen sætter store spørgsmålstegn ved den måde, universitetet ledes på. Den sætter også store spørgsmålstegn ved den universitets- og forskningspolitik, som den siddende regering har ført gennem mere end et årti. Men i stedet for at besinde sig på den implicite kritik og give plads for selvkritik, eftertanke og måske reformer af universitetets styreform og forskningspolitikken, så vælger man at skåne tidligere forskningsministre, universitetets ledelse og det eksisterende system. Og så ofrer man Penkowa som syndebuk.

At Rigsrevisionens rapport ikke får nogle dybtgående konsekvenser for universitetet, men blot medfører yderligere oprustning af universitetets i forvejen økonomisk belastende administration, ja, det er måske ikke så overraskende endda. Rigsrevisionen er vel, når alt kommer til alt, en instans, der bekræfter det bestående.

Hvis Penkowa-sagens kritiske perspektiver nogensinde skal få betydning, så skal de omsættes til politisk handling. Det er fra det politiske system en evt. forandring skal komme.

Tak til Torben for tilskyndelsen…

Tilbagespoling: Mine skriverier om Penkowa-sagen kan man læse, hvis man følger dette spor (med der er mange…).

Gamle grises rettigheder – kulturforskelle og politik

18. maj 2011

Forleden kunne man se lederen af IMF, den Internationale Monetære Fond, franskmanden Dominique Strauss-Kahn iført håndjern blive ført bort af amerikansk politi. Billederne løb som en steppebrand gennem medierne. Og der var højlydte reaktioner på hændelsen – både fra amerikanerne og franskmændene.

Sagen er da også interessant. Ikke, fordi en fremtræden person pågribes efter anklager om seksuelle overgreb. Det burde i sig selv være en banal hændelse. Men røret omkring anholdelsen afslørede også en gammel kulturforskel, for ikke ligefrem at sige kulturmodsætning,  mellem Frankrig og USA. En forskel, der handler om sex…

Forskellen kommer indirekte til udtryk i en kommentar i New York Times, hvor Stephen Clarke under rubrikken “Droit du Dirty Old Men” – hvilket kan fordanskes til: Gamle Grises rettigheder – skriver følgende blandt andet:

France may think it had a revolution, but in fact it just got a new, and even more powerful, elite. They believe themselves so indispensable to the running of the country that trying to topple one of them is a bit like threatening to shoot a prize racehorse for nibbling your lawn. You’re meant to shut up and let them nibble.

This is why the French establishment sees Mr. Strauss-Kahn — rather than the traumatized chambermaid the police say he attacked — as the victim. The same case would never have come out in the open in Paris. The woman would have been quietly asked whether she thought it was worth risking her job and her residence permit. She would have been reminded that it was her word against his, and frankly, whom would people believe? The witty, famous man with the influential friends, or the nobody?
French politicians are known to be serial seducers, and as a rule no one bothers them about it. It is widely accepted that a male politician can combine efficiency in his job with a tendency to leap into bed with as many people as possible. And maybe it’s true — the French eat a balanced diet and have lots of energy. ”

Lad os lige holde fast i, at den anklagede (mig bekendt) hverken er dømt eller frikendt i sagen og derfor i juridisk forstand må opfattes som ‘uskyldig’ indtil andet er bevist! – Dernæst kan man konstatere, at fordommene om franskmænd og franske politikere i særdeleshed står i kø i det citerede stykke. Ikke dermed sagt, at der ikke kan være noget om nogle af fordommene. Fx at der uden tvivl hersker en magtfuldkommen elite i fransk politik, som mener at være hævet over enhver kritik og anklage (tænk blot på præsident Sarkozy!).

Men underteksten taler også om en såre velkendt amerikansk dobbeltmoral, når det kommer til det seksuelle. At franske politikere skulle ‘serielle forførere’ i modsætning til amerikanske politikere er der sådan set al mulig grund til at betvivle. Eksemplerne på amerikanske politikeres seksuelle ekskapader er mindst lige så talrige som de tilsvarende franske. Forskellen er, at man i Frankrig har et mere ‘afslappet’ forhold til det seksuelle end i USA, hvor seksuelle sidespring og lignende så at sige  altid kommer på tværs af konservative familienormer og amerikanske ‘værdier’. Tænk blot på Bill Clinton og sagen om den våde cigar…

Derfor kan der selvfølgelig godt være en vigtig pointe i den amerikanske journalists kritik af franskmændenes ‘offergørelse’ af Strauss. Selvfølgelig skal Strauss have samme behandling som enhver anden, der står anklaget for samme gerning. Omvendt er artiklen af Stephen Clarke ubehagelig, fordi den uden direkte at skrive det, dømmer Strauss, inden der er faldet dom i sagen. Clarke insinuerer.

Med en allusion til sagen om Roman Polanski – som har været anklaget for at have haft sex med en mindreårig engang i tresserne – insinuerer Clarke, at Strauss er skyldig – fordi han er franskmand og oven i købet en magtfuld politiker… Det fremgår af det sidste afsnit, hvor Clarke skriver:

All of which leads me to my belief that even if Dominique Strauss-Kahn is convicted and has to serve time, he will someday return to France, publish his autobiography (which will, of course, be adapted for the big screen by Mr. Polanski) and eventually be made a government minister. Minister of gender equality, perhaps?

Netop sammenligningen med Polanski-sagen understreger den nidkærhed, hvormed amerikanerne forfølger sådanne seksuelle ‘sager’. Polanski-sagen var ikke alene ældgammel – og derfor svær at efterforske – men ‘offeret’ har også siden meddelt, at hun ikke ønsker nogen sag. Det seksuelle er meget interessant i den amerikanske offentlighed, og interessen er drevet af dobbelbundet nysgerrighed, der rummer lige dele moralsk forargelse og seksuel interesse. Derfor skal enhver slibrig deltalje for dagen – og enhver anklaget er næsten pr. definition en forbryder (fordi vi alle har en rem af den seksuelle hud…).

En ting er så den kulturelle dimension i denne sag. En anden og måske lige så overset dimension er den politiske. Kan man se bort fra, at der kan være politiske interesser involveret i anklagerne mod en højtstående person i IMF? Eller er der måske – som i sagen om Wikileaks grundlægger, Julian Assange – tale om, at nogen kunne have en politisk interesse i at få skovlen under Strauss? I hvert fald er der et spor, som journalister og andre passende kunne forfølge.