Indlæg tagget med Politik

Henrik Dahl og venstrefløjens spildte kræfter

16. maj 2011

Sociologen og forfatteren Henrik Dahl kan med sit lange hår og skægstubbe godt ligne en venstrefløjstilhænger fra halvfjerdserne. Men som bekendt kan skindet godt bedrage. Om det er tilfældet med den tidligere socialdemokrat Dahl vil jeg lade stå som et åbent spørgsmål.

Men i hvert fald har han en bog på trapperne, hvor han revser den såkaldte venstrefløj i danske politik, dvs. sige S og SF, primært. I går var han gæst i Deadline kl. 22:30, hvor han diskuterede sin nye bog med to andre venstrefløjsdebattører.

Desværre kører debatten lidt af sporet. Til dels, fordi Dahl selv ikke vil acceptere argumenter, der ikke bekræfter bogens præmisser, og fordi han som en mimose afværger de andres fortolkning af hans position. Og det er synd og skam, for bogen er yderst relevant her på kanten til et nyt folketingsvalg.

Der er brug for en debat om den såkaldte venstrefløjs politik, der efter min mening løber i hælene på de borgerliges politik. Hør debatten selv og bliv frustreret…

PS. Informations Anne Grete Rasmussen giver Henrik Dahl tørt på i denne artikel

Den farlige radios død – og de røde lejesvende

4. maj 2011

I gårsdagens udgave af Politiken havde journalisten Jacob Rosenkrands en kronik med titlen “Farvel til de røde lejesvende“. Kronikken er en slags opsummering og efterrefleksion over de tre, omstridte tv-udsendelser om “Jagten på de røde lejesvende”, som Rosenkrands var ansvarlig for og stod for. Og som jeg i denne blog har kritiseret og forholdt mig til (se links nedenfor). Jeg har ikke ændret mening om programserien, som jeg stadigvæk opfatter som et stykke temmelig mislykket tv, der slet ikke får indløst det potentiale, der er i emnet.

Men i kronikken ser Rosenkrands på de røde lejesvendes betydning – storhed og fald, kunne man måske sammenfatte det til – som tiltrængte fornyere af journalistikken. Eller rettere: som arvinge til og forfægtere af den gamle socialdemokrat Julius Bomholts ideal om “farlig radio”. Om denne tanke skriver Rosenkrands:
“Den farlige radio udspringer imidlertid ikke af 70’ernes venstreorienterede og revolutionære tidsånd. Begrebet blev formuleret kort efter Anden Verdenskrig af socialdemokraten Julius Bomholt, formand for Statsradiofoniens Radioråd og senere Danmarks første kulturminister. Han ønskede at gøre op med forestillingen om, at enhver udsendelse skulle afspejle flertallets synspunkter, og enhver anskuelse straks afbalanceres af den modsatte.

»Radioen bør ikke blot være landets største, men frieste talerstol, og vi håber, at lytterne vil vise sig i besiddelse af vidsyn og tolerance. Vi bør opdrage os selv til at føle glæde over en talentfuld modstander«, skrev Bomholt. »Det gælder om at åbne dørene for de ideer, der er i stand til at skabe bevægelse (…) Lad os være tolerante, således at radioen kan blive en formidler af tidens brændende ideer – med en appel til den enkelte om selv at tænke«.

Selv om ‘de røde lejesvende’ undervejs kom til at glemme det journalistiske håndværk til fordel for venstreorienterede holdningers skævvridning i programvirksomheden, så er kronikforfatteren ikke i tvivl om, at vi – og andre journalister – har meget at takke ‘lejesvendene’ for i form at tankevækkende, provokerende og nyskabende journalistik i radio og tv. Men med ‘jagten på de røde lejesvende’ – en jagt, der har stået på i henved 40 år og som de siddende regering satte på dagsordenen, da den kom til magten i 2001 – er der sket noget. Den ideologiske kamp har – det er indiskutabelt – haft en hæmmende effekt på de røde lejesvendes ‘farlige radio’ (og tv). Men de samme oprørske journalister er også med tiden gledet ind i en slags konservativisme, hvor de ikke har været i stand til at forny og udfordre deres egne positioner. Rosenkrands ser rigtig, synes jeg, når han ser noget paradoksalt i, at de unge, oprørske halvfjerdserjournalister, som satte fut i mediemonopolet, med tiden går hen og størkner i konservativisme, ja, reaktion. Han skriver:

Det er et paradoks, at DR kunne blive reaktionær med mange af de samme medarbejdere i front, som i 70’erne optrådte som fornyere. Hvad blev der af idealerne om at bringe nye dagsordener ind frem for at holde dem ude? At udfordre etablerede sandheder i stedet for at reproducere dem? At glædes ved modspillet fra mennesker, man ikke deler synspunkter med?

Jeg ved det ikke. Måske gik de røde lejesvende i forsvarsposition på grund af den borgerlige mobning. Måske glemte de at være kritiske over for de kritiske. Det kan også være, at monopolets helte slet og ret blev selvfede og fik smag for selv at udlægge teksten for seere i milliontal, der i dag kun ses, når der er finale i ’X Factor’.

Relevante spørgsmål må man sige. Hvad, Rosenkrands ikke får belyst i sin spørgen til udviklingen, er de økonomiske og styringsmæssige forandringer, som DR har undergået i løbet af de forgangne 40 år. Vi har bevæget os fra en tid med radio- og tv-monopol til en tid, hvor det kommercielle er dominerende. Opkomsten af TV2 (og en lang række andre kommercielle danske tv-stationer), kommercielle radioer mv. har uden tvivl ført DR længere bort fra Bomholts’ ideal i retning af en medietænkning, hvor seer- og lyttertal tæller meget mere end drømmen om lyttere, der ‘kan tænke selv’ , er ‘tolerante’ har ‘evnen til at føle glæde over en talentfuld modstander’.

Men Rosenkrands’ kronik er værd at læse, fordi den – trods dens begrænsninger – peger bag om den ideologiske kamp og får fat i nogle demokratiske idealer, som nærmest er glemte i dagens mediedebat. Et sted kalder Rosenkrands Bomholts ord for ‘bedagede’. Men, hvor finder vi i dag en socialdemokrat, der kommer med den slags sprængfarlige ideer i mediedebatten?! Tilbage til Bomholt!

Jagten på de røde lejesvende i Danmarks Radio

Jagten på de røde lejesvende 2

Jagten på de røde lejesvende 3

Andre indlæg vedr. emnet

Partistøtte

24. april 2011

Antropologer og filosoffer har brugt megen energi på at analysere og tænke gavens logik. Som enhver, der kender de danske julelege, vil vide, så er gavegiveri og -modtagelse ambivalente tildragelser. Måske giver man en gave, som man siger ‘af et godt hjerte’ og uden forventning om at få noget igen, men det er svært at modtage en gave uden at føle, at man skylder noget til gengæld. Gavegivningen er et socialt fænomen, der – på godt og ondt – binder os sammen. Som en fransk filosof var inde på, så er der mere end en etymologisk forbindelse mellem ordene ‘gave’ og ‘gift’…

En af dagens nyheder, som har vakt opmærksomhed, er Enhedslistens beslutning om at lægge partiets økonomi frem for offentligheden, så enhver kan se, hvem der støtter partiet og med hvor meget. ‘Vi har ikke noget at skjule’, udtaler partiets politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen – og siger dermed også indirekte, at det har alle de andre partier. Og, at de dermed får – i det mindste – et forklaringsproblem over for vælgerne.

SFs Ole Sohn har allerede forsøgt at komme ud af klemme ved en snild manøvre, idet der efterlyses fælles spilleregler for en sådan åbenhed. Underforstået: Vi skal have de andre med i Folketinget, før vil linder på låget til hemmelighederne. Og SF henviser til, at man i mange år har talt for større åbenhed – uden held.
Men argumentationen holder ikke. Enten har man ren mel i posen eller også har man ikke. Vælgerne har et moralsk krav på at vide, hvem partierne står i taknemmelighedsgæld til. Vi ved fx at Liberal Alliance får penge fra fx A.P. Møller og Saxo Bank og kan derfor lægge to og to sammen og forstå, hvorfor skattelettelser og frie markeskræfter ligger Liberal Alliance så meget på sinde. Vi ved også, at Socialdemokraterne historisk set har modtaget mange penge fra de store fagforbund – og at det også har forpligtet partiet.

Problemet er ikke kun, at partierne gennem partistøtten gældsætter sig ideologisk til donatorerne. Men det giver også partierne et forskelligt økonomisk grundlag for at drive partiet og finansiere en valgkamp. Og der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem stemmetal og antal kroner i partistøttekassen. Nogle partier har bare et bedre udgangspunkt.

Partistøtten er med til at flytte den politiske virkelighed bort fra de demokratiske idealer. For at få udviklingen tilbage på det demokratiske spor, bør vi forvente en fuld åbenhed om partistøtten. Kun på den måde kan vi som almindelige vælgere få en klar idé om, hvem vi egentlig vælger…

Læren af Penkowasagen

19. april 2011

For et stykke tid siden pålagde jeg mig selv ikke at skrive om Penkowasagen, før der kom nyt og væsentligt frem om sagen. Det sker i dag, hvor rektor Ralf Hemmingsen har et kronik i Politiken med titlen: “Det kan vi lære af Penkowasagen”. Eftersom rektor Hemmingsen har været en af de centrale figurer i sagen,  må kronikken ses som et vigtigt partsindlæg i udlægningen af den celebre sag og dens betydning for universitetet, forskningen og samfundet i det hele taget.

Det interessante ved Hemmingsens kronik er ikke så meget, hvad den faktisk fremlægger, men måske snarere de spørgsmål, den ikke stiller eller svarer på. Forenklet sagt bygger Hemmingsen sin vurdering på det forhold, at kammeradvokaten som bekendt i sin 700 sider store, skriftbaserede redegørelse nok har fremført alvorlig kritik, men ikke fundamentalt har problematiseret rektors eller bestyrelsens rolle.

Hemmingsen bruger dette grundlag til at fremføre nogle beklagelser (som i følge Hemmingsen er synonyme med: undskyldninger) for en række fejl, han har begået undervejs. Fx at lægge mere vægt på Penkowas stjernestatus end på hendes formelle cv, håndteringen af Penkowas oprindelige disputats og negligeringen af den student, der fik lavinen til at rulle. Derefter opregner Hemmingsen en række tiltag, der er iværksat for at forebygge tilsvarende problemer i fremtiden. Oprettelsen af en ombudsmand for studerende, forbedret skoling af forskerspirer i forskningsetik etc. Med mere.
Rektor Hemmingsen er af den formening, at Penkowasagen kun har skadet universitetets internationale anerkendelse på kort sigt – og at man kan retablere omdømmet gennem hurtig damage control. Det kan man så tro eller lade være.
Hvad, rektor ikke får sat spørgsmålstegn ved, er, om det aktuelle, centraliserede ledelse af universitet overhovedet er kompetent til at forebygge og imødegå problemer som dem, der er opstået med Penkowa? Denne fundamentale problematisering ligger mellem linjerne, når Hemmingsen fx perspektiverer Penkowasagens påståede undtagelseskarakter med følgende bemærkninger: “Alene på Københavns Universitet publicerer 4.000 forskere årligt mere end 12.000 videnskabelige artikler i danske og internationale tidsskrifter. Til sammenligning er Penkowas samlede forfatterskab på omkring 150 artikler skrevet over ca. ti år.

En af de ting, der – efter min mening – har været tydelig i det lange sagsforløb har været, at universitetsledelsen hverken har haft tilstrækkeligt overblik over sagen eller tilstrækkelig indsigt i dens detaljer, medens den udviklede sig. Det var takket være pressens research og dybdeboringer, sagen for alvor tog fart. Og fraværet af tilstrækkeligt overblik og indsigt er netop et kritisk signalement af en centralistisk, enerådig universitetsledelse.

I modsætning til Hemmingsen tror jeg ikke, at en sag som Penkowasagen ville have udviklet sig så imposant, som tilfældet er, hvis vi havde haft at gøre med en mere demokratisk ledelsesform, hvor decentralisering af beslutningsprocesser og ansvar var på dagsordenen. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at vi får Penkowasagen under den aktuelle styrelseslov.

Rektor Hemmingsens kronik er samlet set et systembekræftende partsindlæg, der ikke formår at rejse de egentlige, tungtvejende spørgsmål om universitetets og dansk forsknings fremtid. Hemmingsen vil sige undskyld, lappe på skaderne og foretage nogle udbedringer – men ikke betvivle institutionens habitus som sådan. Derfor er det sidste ord ikke sagt om sagen og den fulde lære langtfra draget endnu…

Ægypten, Coca-Cola og TV

15. april 2011

En af dagens nyhedstelegrammer lyder: “Egypten hylder Coca-Cola“. Efter den folkelige opstand i landet, er Ægypten så småt ved at finde tilbage til en hverdag efter Mubarakregimets fald og har brug for, at økonomien fungerer. Derfor har den ægyptiske finansminister Samir Radwan appelleret til udenlandske firmaer om at investere i landet og udbygge deres engagement. Historien fik mig til at tænke på historikeren Søren Mørchs kommentar, da debatten om islamisk forankret terrorisme brød ud i lys lue efter flyangrebet på tvillingetårnene: At han var overbevist om, at Coca-Cola og TV ville vinde i sidste ende. Den lille nyhed bør være som en våd, kold karklud i ansigtet på de hjemlige mørkemænd, der kun kan se Mellemøsten som arnested for fundamentalisme og det, der er værre. De folkelige bevægelser i Ægyten og de andre lande viste, at det ikke forholder sig sådan. Og ægypternes invitation til Coca-Cola understreger det…

Møllehave i mediemøllen

10. april 2011

Hvad der står i Ekstrabladet skal tages med en sæk grusopblandet salt. Lad lige denne sandhed stå med ildskrift over det følgende! Sagt på en anden måde, så kan det være svært at se, hvad der er op og ned, når Ekstrabladet skaber en sensation af en selv nok så lille og ubetydelig sag.
Forleden var et par ældre herrer på Angleterre for at dinere og få lidt at drikke. Drikkeriet antog en karakter, der satte de herrer i en opstemt tilstand. Og som det ofte sker, når spritten går ind og fornuften ud, så blev d’herrer højrøstede og støjende. Angiveligt skulle de både have klappet i hænderne, klasket i bordet og talt højt. Det fik ledelsen af etablissementet til at tilkalde ordensmagten, der så så sig nødsaget til at lægge de to gamle i håndjern og føre dem til afkøling i kachotten…

Hvis de to gamle havde været dig og mig, så tvivler jeg på, at Ekstrabladet ville have løftet så meget som et øjenbryn og skrevet om ‘branderter’, ‘politivold’ osv. Vi ville højst indgå i politirapporten som ‘to ældre berusere, der måtte bringes i detentionen’. Sammen med alle de andre, der hver weekend må den vej. Men nu var d’herrer ikke hvem som helst. Den ene var nemlig en berømthed. Digterpræsten Møllehave. Der ikke blot er kendt som præst, forfatter og foredragsholder, men også sin syndige liv med åbent, utroskabsdyrkende ægteskab, sin hang til S/M-sex, sin fordrukkenhed m.m. Alt sammen noget, der i kraft af Møllehaves åbenhjertighed har været godt stof i netop Ekstrabladet, der sikkert har solgt ekstra blade i kraft af disse nysgerrighedskildende historier.

I kølvandet på sensationen har man kunnet konstatere, at det er lykkedes Ekstrabladet at fremkalde en markant forargelse blandt mange læsere. Det er da for galt, at sådan en som Møllehave på den måde kan falde ud af rammen. Jovist, Ekstrabladet har nok forstået at spille de laveste instinkter hos læserne: Misundelsen (over for en kændis med en tyk bankbog), skadefryden (så kom han endelig ned med nakken…), den selvblinde forargelse (Tænk at han vil nedværdige sig sådan, og han er præst!) osv.

Mit ærinde her er ikke at sætte spørgsmålstegn ved det forhold, at Møllehave og hans ven gymnasierektoren fra Lemvig blev kørt i detentionen, eller ved anholdelsens håndhændede karakter. For Ekstrabladets beskrivelse gør det svært at dømme klart.

Men den moralske forargelse er til gengæld ikke til at tage fejl af, som Politikens Bjørn Bredal også har været inde på i en velgørende kommentar. Som Bredal er inde på, så handler historien om mødet mellem en digterpræst, der tager sit liv som synder alvorligt og oven i købet er udansk åbenhjertig omkring det (“Vi var bare fulde”), og et etablissement, der anstrenger sig for at holde på nogle udvendige former, der for længst må sige at være eroderet bort i den omkringliggende verden.

Det bekymrende i denne sag er, efter min mening, ikke en højrøstet, beruset digterpræst, men den efterhånden ret markante moralske stemme, der taler for det ‘pæne’, det ‘forsagte’, og som vil have kæft, trit og retning. En lille skinger bedsteborgerlig stemme, der ikke kun lyder i Ekstrabladets kommentarfelter, men også klinger igennem hos fremtrædende, magthavende politikere i dette land, som fx hos Peter Skaarup, der forleden meldte ud, at ham mente, at retssikkerheden kun skulle forbeholdes de lovlydige borgere i landet…

Medier, pirateri og internettets fremtid

8. april 2011

Medens vi endnu venter på et regeringsudvalgs udspil til en politik på området for beskyttelse af ophavsret i den digitale tidsalder (ofte tematiseret som bekæmpelse af pirateri og illegal download), dukker den første store uafhængige undersøgelse af det digitale pirateri op.

Titlen på rapporten, som er udarbejdet af 35 forskere, er Media Piracy in Emerging Economics. Og den indikerer, at man har fokus på det, der beskrives som en ‘eksplosiv vækst’ i pirateri i de nye globale økonomier i lande som Brazilien, Indien, Rusland, Syd Afrika, Mexico og Bolivia. Det andet fokus i rapporten er underholdningsindustriens succesfulde bestræbelse på gennem ihærdigt lobbyarbejde at få de vestlige lande til at gradbøje lovgivningerne, således at de bliver indrettet på at beskytte ophavsret og copy right.

Konklusionerne af den flere hundrede sider store rapport er tankevækkende:

1) Priserne for de digitale varer er for høje. Det er en væsentlig forklaring på den eksplosive vækst i pirateri i lande uden for den vestlige hemisfære. I forhold til lønniveaet er priserne 5-10 gange højere end i USA og Europa.

2) Anti-pirat-oplysningen er mislykket. Undersøgelsen viser, at pirateri er blevet en del af almindelig mediepraksis hos store dele af befolkningerne.

3) Det er let at få lovene ændret, men svært at ændre praksis. Industrien har haft stor succes med sit lobbyarbejde og har fået regeringerne i mange lande til at lave strenge love på området. Men til gengæld har de samme regeringer have svært ved at bruge lovgivningen. Rapporten mener, at det er en forkert vej at gå, ikke mindst i lande, hvor de legale systemer i forvejen er på overarbejde.

4) Rapporten ser ingen forbindelse mellem organiseret kriminalitet og mediepirateri. Tværtimod tyder undersøgelsen på, at kommercielle pirater er fanget af samme dilemma som den legale industri: hvordan man overlever i et system, hvor gratisprincippet hersker.

5) Lovtvang og -restriktioner virker ikke. Rapporten konkluderer at mange års forsøg på at løse problemet med mediepirateri gennem strengere lovgivning ikke har virket.

Man kan læse mere om rapporten her, hvor den også kan købes for 8 $. DR1s program “Orientering” havde i går et indslag om rapporten. Den kan høres ( og nedhentes! ) her.

Selv i referat er rapporten tankevækkende, fordi den understreger behovet for at finde nye veje, der både kan sikre et fair afkast til kunstnere og producenter af musik, film, software og andre digitale varer – og undgår fatale restriktioner, som kan ødelægge internettets grundlæggende frihed, som kendetegner borgernes almindelige praksis. Det kræver innovation og kreativitet. Men jeg tror, det er den eneste farbare vej. Gid danske politikere ville læse rapporten, inden de begår samme fejl som i andre europæiske lande…

Penkowa-sagen: Syndebuk eller forfulgt uskyldighed?

7. april 2011

Hvor står Penkowa-sagen i dag? Som bekendt valgte universitetets bestyrelse ud fra kammeradvokatens redegørelse at konkludere, at forløbet ikke skulle have større konsekvenser for universitetets ledelse – selv om der var begået procedurefejl undervejs. Og forskningsministeren forsøgte at imødekomme kritikerne ved at pålægge universitet et ‘skærpet tilsyn’.

Hvad man ikke opnåede med disse to handlinger var dels at få iværksat en ekstern, uvildig, tilbundsgående undersøgelse af sagen, sådan som mange forskere, medier og politikere har krævet, og dels en cementering af det bestående system. Der er ikke blevet sat spørgsmålstegn ved hverken den politiske styring af universiteterne eller forskningen – og universitetets styreform er heller ikke blevet betvivlet. En bieffekt af denne situation er, at ansvaret for misèren nu tynger endnu mere på sagens hovedperson, Milena Penkowa. Man kunne kalde det en syndebukeffekt.

Det er lige netop denne syndebukeffekt, Milena Penkowa tematiserer, når hun over for Ekstrabladet hævder, at der ‘er et komplot i gang’ mod hendes person og hendes forskning. Inden vi skynder os og stemple Penkowa som paranoid, så skal vi lige huske på, at selv en paranoiker godt kan have ret i sin påstand om, at nogen forfølger hende. Selv om der er kommet artige ting frem om Penkowas adfærd – senest den famøse sag om manipulation af fotos i en videnskabelig artikel og om de ph.d-studerende, der er kommet i klemme på grund af Penkowas problemer – så skal vi huske på, at sagen om hendes påståede ‘videnskabelige uredelighed’ endnu ikke er afsluttet.

Og selv om det – med den viden, vi har indtil videre om hendes handlinger – er svært kun at se hende som en forfulgt uskyldighed, så skal vi ikke være blinde for, at systemet dels kan have behov for en syndebuk, og at andre forskere kan have en alt andet end faglig interesse i at få Penkowa ‘ned med nakken’, som hun selv formulerer det.

Det er muligt, at den efterlyste uvildige, eksterne, tilbundsgående undersøgelse af hele forløbet ikke vil kunne få juridiske konsekvenser, som det har været påpeget bl.a. i Weekendavisen. Men den vil kunne få politiske konsekvenser. Og det er sådan set sagens humle. Som jeg for længe siden pointerede, så er Penkowa-sagen især interessant som et symptom.

[kilder: Børsen, Politiken, Ekstrabladet]

Penkowa-sagen: Oppositionen gør klar til storvask?

29. marts 2011

Balladen om Milena Penkowa og universitetets – og forskningsministeriets håndtering af sagen fortsætter. Hvad men i øvrigt vil mene om sagens foreløbige udvikling med universitetsbestyrelsens og forskningsministerens reaktioner på kammeradvokatens redegørelse, så er en ting i hvert fald nogenlunde indiskutabel: At det ikke ændrer noget ved det bestående. Spørgsmålet er så, om oppositionen vil gøre noget ved tingenes tilstand. I følge Universitetsavisen gør oppositionen klar til storvask i kulisserne. Her i bloggen vil vi se det, før vi tror på det…

Dagens Pengekowa: andre 79.000 kr. (mis)brugt

28. marts 2011

Selv om bestyrelsen for Københavns Universitet har frikendt sig selv og universitetsledelsen for urent trav, så kører sagen roligt videre. Hørslev-fonden har kontaktet Københavns Universitet for at få en forklaring på, at Penkowa har brugt 79.000 kr ud af et bevilliget beløb på 100.000 kr til andre formål end til indkøb af forskningsmaterialer (rotter?), som pengene var øremærket til. Penkowa har – i følge Price Waterhouse Coopers, som har gennemgået bilagene – brugt pengene på personale og rejser.

Det overrasker selvfølgelig ikke denne blogs læsere, at Penkowa har (mis)brugt midlerne. Men den lille sag kaster endnu engang et beskæmmende lys på Københavns Universitet og dets administration. Eftersom universitetet jo har frikendt sig selv, og forskningsministeren har sat universitet ‘under skærpet overvågning’, så sker der nok ikke umiddelbart mere ved denne afsløring. Men ormen gnaver videre i det rådne æble…. [kilde: Politiken]

Penkowa-sagen: Hvad forskningsministeren ikke ville

25. marts 2011

Den førende pen i sagen om Milena Penkowa, Weekendavisens journalist, Poul Pilgaard Johnsen bruger det meste af denne weekends første sektions side 2 til at opsumere, hvad der er sket den forløbne uge. Og det er artig læsning for alle, der følger denne spegede, underholdende og lærerige sag. Som jeg tidligere har været inde på, så var det ganske forudsigeligt, at universitetets bestyrelse på grundlag af kammeradvokatens – og dvs. universitets egen advokats – skriftlige redegørelse for forløbet ville bakke op om rektor og universitetets ledelse. Det var også forudsigeligt, at forskningsminister Sahl-Madsen i en eller anden forstand ville tage frifindelsen ad notam.

Med et vist held lykkedes det for forskningsministeren at få store dele af pressen overbevist om sin handlekraftighed, da hun meldte ud, at universitetet og dets ledelse havde begået proceduremæssige fejl og derfor ville blive sat under “skærpet opsyn”. Men Johnsen lader sig ikke imponere af denne tilsyneladende handlekraft. I stedet konstaterer han tørt, at dette opsyn – som vi ellers kun kender fra de islamiske frisskoler – i bund og grund handler om, at universitet skal følge de forvaltningsregler, der er, nøje. Fx huske at lave notater, når rektor gennemfører en telefonsamtale med en forsker i Spanien osv. Det interessante ved ministerens store armbevægelser og slåen i bolledejen er, hvad hun ikke vil: Nemlig at gennemføre den uvildige undersøgelse, som flere hundrede forskere, medier og politikere har krævet. Med sit stunt formåede ministeren – for en kort tid i hvert fald – at bortlede interessen fra dette væsentlige punkt. Men også kun i kort tid…

Spørgsmålet er, som situationen er lige nu, om den uvildige undersøgelse kommer. Det afhænger helt af den parlamentariske situation. Kan oppositionen i tide mønstre et flertal for det? Er Liberal Alliance, som har krævet undersøgelsen, til at stole på eller kan en udsigt til at få del af magtkagen efter et kommende valg få dem til at ændre holdning? Det er ikke til at vide.

Johnsen kommer også ind på en uvildig undersøgelses status. Den vil ikke have nogen juridisk retsvirkning. Og en undersøgelseskomité vil uden tvivl blive genstand for kritik fra Milena Penkowa, der jo ikke har holdt sig tilbage med inhabilitetsanklager over for andre bedømmere.

Hvilken interesse har offentligheden så i en sådan uvildig undersøgelse? Dens rationalitet er lige præcis, at den vil kunne se på sagens aspekter udefra, kritisk granske den måde universitetet fungerer på, herunder ledelsens evne til at sikre dansk forskings redelighed osv. I modsætning til den interne undersøgelse og ministeriets opsyn, vil kun en ekstern undersøgelse kunne hævde den tvivl, der er skabt om universitetets kompetence, og være med til at retablere universitetets omdømme – nationalt og internationalt. En ekstern uvildig undersøgelse vil have betydning politisk og kulturelt.

Penkowa: Kammeradvokaten og tvivlens status

23. marts 2011

På engelsk siger man “The Benefit of the Doubt”, når tvivlen skal komme en anklaget til gode. Det er et godt og sundt princip, fordi der i sager om skyld sjældent er enkle sandheder på spil.

I sagen om Penkowa kommer tvivlen ind på en anden led. Kammeradvokatens afgørelse om at frifinde rektor og universitetets ledelse i sagen om Milena Penkowa er allerede betvivlet. Kan én mand, oven i købet universitetets egen kammeradvokat, vurdere sagens mange aspekter grundigt nok?

dag rejses der allerede tvivl om denne grundig – til trods for redegørelsens 700 siders dokumentation. Politikere og fagpersoner har kritiseret, at nøglepersoner i sagen ikke er blevet hørt – blandt andet det bedømmelsesudvalg, der i sin tid forkastede Penkowas doktordisputats. Men kammeradvokaten afviser blot kritikken.

Selve det forhold, at redegørelsen allerede ved sin fremlæggelse betvivles fra mange sider understreger svagheden ved en sådan intern undersøgelse. Tvivlens skygge hænger som en atomsky over Københavns Universitet. Og man må også spørge, om det er rimeligt at se bort fra det forhold, at 400 anerkendte forskere i dette land har skrevet under på et krav om, at der foretages en uvildig, ekstern undersøgelse? Bør tvivlen ikke komme kritikerne – og offentligheden – til gode?

I går kunne man høre rektor udtale sig på tv. Han brugte en metafor. Han talte om, at universitetet og dets ledelse havde stået for et pres. Som om universitetet var en slags trygkoger. Billedet er ganske sigende for den autonomi og magtfuldkommenhed, der skabt på universitetsområdet. Men kan samfundet i længden leve med et universitet, der sådan kan lukke sig om sin egen eksklusivitet og ignorere den kritik, der kommer fra dens mange ansatte og fra verden udenfor?

PS. Læs også dette indlæg i Børsen og regeringens håndtering af DSB-cheffyringen og rektor Hemmingsen-sagen.

Penkowa-sagen: Ledelsens frifindelse

22. marts 2011

Som det allerede er omtalt i kommentarfeltet, har Københavns Universitets bestyrelse på grundlag af  Kammeradvokatens 700 sider store redegørelse om den såkaldte Penkowa-sag pure frifundet universitetets ledelse, der har været under anklage for ‘usaglig forvaltning’. Der er dog mindre skønhedsfejl, og universitetet skal forbedre sine rutiner og sit beredskab,bl.a. når det gælder dokumentation af sagsbehandling og sikring af studerendes retsstilling.

Med afgørelsen kan man sige, at ledelsen lukker sig omkring sin egen magtfuldkommenhed. Den ene hånd vasker den anden. Og nu kan vi så forvente at Videnskabsministeriet lige så forudsigeligt vil tage afgørelsen ad notam. Og så er den skid slået eller hvad?

Det, der er opnået ved denne handling er dels, at Milena Penkowa bliver reduceret til et enkelt råddent æble i kurven. Hendes adfærd separeres fra universitets fungeren og individualiseres. Penkowa bliver gjort til syndebuk. Den lille buk, der skal ofres for at rense ledelsen.

Dels vælger man at overhøre 400 forskeres krav om en uvildig undersøgelse. Og det kan man da kalde en desavouering af format. Vi alene vide. Uoplyst enevælde anno 2011. Og man ignorerer offentlighedens voldsomme kritik af sagen og dens forløb.

Men frifindelsen vil ikke kunne vaske den plet væk, som universitetet og dansk forskning er blevet forsynet med i kraft af denne spektakulære sag. Og mit gæt er, at den vil forfølge universitetet i fremtiden – og dukke op med jævne mellemrum som en ubehagelig påmindelse om, hvad universitet er blevet til i den aktuelle politiske konjunktur.

Hvad vil kunne ændre ved den situation, der er blevet skabt med denne afgørelse? Vil en ihærdig presse kunne grave ting frem, der vil fremtvinge en ekstern undersøgelse? Og vil pressen bruge tid, penge og energi på det? Eller vil oppositionen i Folketinget lytte til det videnskabelige samfund og offentligheden – og i demokratiets interesse – gennemtrumfe en sådan uvildig undersøgelse? Vi får se.

Kammeradvokatens redegørelse kan nedhentes i sin fulde længe her.

Penkowasagen: Bliver rektor fyret?

21. marts 2011

I dag og i morgen holder Københavns Universitets bestyrelse møde om universitets håndtering af den famøse sag om Milena Penkowa. Og spørgsmålet er, om møderne vil resultere i den uvildige undersøgelse, som længe har været efterlyst fra mange sider, bl.a. fra en lang række forskere.

Til grund for møderne ligger Kammeradvokatens flere hundrede sider lange redegørelse for sagens forløb.

I dagens udgave af Politiken analyserer Jacob Fuglsang de mulige perspektiver af møderne. Vil møderne munde ud i 1. en opbakning til universitetsledelsen? (Fuglsang mener nej, på grund af rektors delvise indrømmelser og beklagelser…) eller vil bestyrelsen 2. afskedige rektor eller kræve radikale ændringer i universitetsledelsen organisation (nej, mener Fuglsang, for “det ville være et brud på det parløb, som bestyrelsesformand og rektor gennem hele forløbet har kørt”). 3. Bestyrelsen vil krybe til korset og imødekomme kravet om en uvildig undersøgelse, som mere end 400 forskere har krævet. Det må blive udfaldet, mener Fuglsang, for det er den eneste udvej, der findes, hvis tilliden til universitets ledelse skal genoprettes.

Men den sidste løsning er måske i virkeligheden den mest pinagtige. For en uvildig undersøgelse vil ikke alene blotlægge Milena Penkowas handlinger, men også universitets ledelsens – herunder rektors og bestyrelsens – adfærd og måske nok så interessant Helge Sanders og Videnskabsministeriets rolle. Det politiske perspektiv gør sagen til en meget varm kartoffel for den siddende videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K). Dels, fordi den trækker tråde ind i hendes ministerium, men også fordi – som Fuglsang rigtig påpeger – en uvildig undersøgelse vil være en dom over den borgerligt sanktionerede enstrengede universitetsstruktur. Den vil sandsynligvis afsløre, hvorfor ledelsen og bestyrelsen har været afmægtige i håndteringen af sagen og derfor har været nødsaget til at eksportere problemet til uvildige personer.

Fuglsangs udmærkede analyse er værd at læse, fordi den kredser om det virkeligt interessante i sagen om Penkowa. Og det er ikke Milena Penkowas svindel og humbug, for i det store spil er hun kun en lille ubetydelig detalje, men spørgsmålet om, hvordan man skal drive de vigtigste vidensinstitutioner i landet: universiteterne. En sober, gennemarbejdet, uvildig undersøgelse af sagens forløb vil kunne være en veritabel bombe under den universitets- og forskningspolitik, der har været ført siden 2001. Og i bedste fald være med til at retablere universitetet i sin egen ret.

Balladen Om A-Kraft

14. marts 2011

Situationen på de japanske atomkraftværker sendte mig på en nostalgisk rejse tilbage til dengang i halvfjerdserne, hvor debatten om den fredelige anvendelse af atomenergien var på dagsordenen og hvor “Atomkraft-Nej-Tak”-symbolet blomstrede på kernelædertaskerne, T-shirts, vægge og alle mulig andre steder.

Jomfru Ane Band sang deres ballade om A-Kraft og rockede om Plutonium (millirem, millirem..) og viste, at hitlistepop og holdninger sagtens kunne gå hånd i hånd. A-kraftmodstanderne havde i det hele taget god vind i sejlene dengang. Barsebäck skulle væk. Men Barsebäck blev – også selv om det senere blev besluttet at nedlægge værket.

Måske var uafgjortheden om Barsebäck en symbolsk foregribelse af den historie, der siden skulle skrives om den såkaldt fredelige udnyttelse af atomkraft. Tre år efter, at Jomfru Ane Band havde udsendt deres første LP med anti-atomkraft-sangene (1976) smeltede det meste af reaktorkernen i Three Mile Island-værket i Harrisburg, Pennsylvania, USA. Den værste katastrofe i det 20. århundrede på en vestlig letvandrseaktor. Og en påmindelse om, at eksperternes statistiske risikovurdering og sandsynlighedskalkyler ikke var og er nogen garanti for, at uheldet ikke vil indtræffe.

Vi levede i Risikosamfundet, selv om Ulrik Beck først udmøntede denne term et tiår senere – i 1986 – og i øvrigt ikke uden en vis inspiration fra Tjernobylkatastrofen, som indtraf netop det år på den anden side af jernmuren. Jeg husker som var det i går, hvordan jeg på min gamle sorte jernhest cyklede ad de århusianske stier med min lille søn på cykelsadlen morgenen efter, at katastrofen havde fundet sted. Uvidende om den radioaktive sky, der denne tidlige morgen bevægede sig ind over Skandinavien og forårsagede øget stråling og radioaktiv forurening – især i Sverige og Finland. Endnu en påmindelse om risikosamfundets realitet og om den dybere betydning af ordene globalisering og internationalisering.

Med historiens grumme ironi er det nu japanerne, der rammes af atomkraftulykker af et omfang, vi vist ikke helt kender endnu. Det er ironisk, fordi japanerne var de første, der på deres egne kroppe lærte atomkraftens ødelæggende kraft at kende, da amerikanerne bombede Hiroshima og Nagasaki.

At japanerne siden hen byggede mange atomkraftværker i et land, der angiveligt oplever omkring hundrede mindre eller større jordrystelser om dagen, kan godt undre en dybt. Men man kan også anskue det som et billede på menneskets risikovillighed eller som udtryk for den evindelige kompromisdannelse mellem kortsigtet egennyttighed og den uegennyttige, ideale fordring om at tænke på kommende slægters livsvilkår…

Vi nærmer os 65-årsdagen for bombningen af de japanske byer, og de mange forfærdelige billeder fra katastroferne danser forbi på erindringens indre skærm – men vi er ikke kommet ret meget længere med hensyn til atomkraftens endegyldige afskaffelse…