Indlæg tagget med pop

1956-57: Rock’n roll-rødder

29. december 2015

Capac anbefaler: CSI WAR – Charlie said I was a romantic – Love / Forever

26. januar 2015

Layout_03_Front

Bag det spøjse projektnavn CSI WAR (der er en forkortelse af: Charlie said I was a romantic) gemmer sig musikeren Tue Damskov. EP’en Love / forever er Damskovs debut i eget regi. Han har fået hjælp af electronicamusikeren Toneklang til at få styr på programmering og beats, men står ellers for det meste på pladens fem numre.

Titlens ord Love, Forever og Romantic afslører allerede lidt om, hvad man kan forvente sig på albummet. Der er tale om romantisk pop, der både læner sig op af den moderne pops anvendelse af electronica, men også – fx i den indledende sang “Sunset at the beach” -sender tankerne hen på halvtredsernes guitarpop og – jazz. Og helt i poppens ånd handler sangene om kærligheden og dens ups and downs. Damskov bekender sig til den romantiske kærlighed i ord og toner. Charlise said i was a romantic.

Sangene er både iørefaldende og popforførende og fungerer godt i en sammenhæng. Så godt, at man kun må se frem til, hvad Tue Damskov vil kunne få ud af et helt album. Love / Forever henvender sig til popelskeren, der har det godt med fængende melodier og eskapistiske tekster. Hermed anbefalet.

CSI WAR Love /Forever. Gateway. Udkommer i dag.

 

Susanne Sundfør er tilbage: Fade away

3. november 2014

Det er efterhånden længe siden, man har hørt noget til sanglærken Susanne Sundfør. Men nu er denne dejlige, lille popsang dukket op…

 

Og et dødsfald: Lynsey de Paul

11. oktober 2014

Det var næsten forbigået min opmærksomhed, at popsangerinden og -komponisten Lynsey de Paul (Lynsey Monckton Rubin) døde den 1. oktober i år af en hjerneblødning. Hun blev kun 64 år gammel.

Lynseys vej til poppen er lidt speciel. Som ganske ung ernærede hun sig ved at kreere omslag til album og det førte, fordi hun måtte lytte til pladerne bag coveret, til sangskrivningen, der så blev hendes levevej. Først som komponist for andre, og i starten af halvfjerdserne kom hun så selv på banen som sangerinde og hittede med sangen “Sugar me“. Successen blev fulgt op af en lille håndfuld hits de efterfølgende år. Men Lynsey holdt sig ikke kun i den lette popboldgade. Hun samerbejdede også med Mott the Hoople og skrev sangteksten til deres sang “Roll away the stone”, ligesom hun arbejde sammen med pigetrioen Thunderthighs, der fik et par hits med hendes sange (“Roll away the stone” og “Central park arrest”). Og i perioden 1972 til 1977 stod hun for ialt fjorten singlehits på den britiske liste, bla. med Barry Blue, Flash Cadillac og Bond. I 1977 satte hun kronen på popværket med “Rock Bottom“, der var Storbritanniens bidrag til årets store kommercielle begivenhed, Melodi Grand Prix.

Fra firserne og frem fortsatte hun med succes med at skrive sange for andre og kastede sig også over musik til film, reklamer, børneplader m.m. Hun fandt også tid til at engagere sig i politik (for de konservative), kvindesagen (selvforsvar) og andet. Nogle af hendes seneste aktiviteter var at være med-vært ved 35års mindekoncerten for Marc Bolan. Og sidste år udkom to antologier med nogle af hendes mest kendte sange: Sugar and Beyond og Into my music.

Lynsey de Paul havde evnen til at skrive fængende popsange og det er som sådan hun fortjener en lille minderune.

Kylie Minogue tilbage på popsporet

30. januar 2014

Den australske sanglærke Kylie Minoque har før vist, at hun har et veludviklet popøre og smag for forførende grooves. Efter en turbulent tid med sygdom og meget andet er hun nu tilbage med albummet “Kiss me once” og med denne – indrømmet – letbenede, kalorielette, men også let forførende og charmerende popsag, “Into the blue”.

Hele natten lang – Icona Pop leverer dum pop

19. september 2013

De to popsild med det æggende bandnavn Icona Pop fortsætter med at levere dum pop til folket. Deres seneste video hedder “All Night”. Når jeg kalder det for dum pop, så er det, fordi det som al renlivet pop er renset for ethvert tilløb til refleksion eller kritisk forholden sig til den verden, musikken er blevet til i. Budskabet – hinsides den konkrete sangtekst – er: Nyd livet! Nyd! Tidens imperativ. Og teksten bøjer det i neon og hamrer det ud i omkvædet, så ingen kan være i tvivl om det: Hele natten lang. Vi kan gøre det hele natten lang.

Også musikken er dum. Den er et effektivt opkog af tidens electro-hip-hop-inficerede lyd og lægger ikke en alen til det baggrundslydtæppe, vi kender fra de kommercielle musikradioer monotone kværnen. Men sådan har den rene pop altid været. Blank, glat og uden den mindste generende kant. Lige til at konsumere.

 

Og lidt til trommehinderne: Au revoir Simone

22. august 2013

New Yorker- trioen Au revoir Simone - Erika Forster (sang/keyboard), Annie Hart (sang/keyboard), and Heather D’Angelo (sang/drum machine/keyboard) – er tilbage med deres tredje album Move in spectrums. I deres musik mødes lyse pigestemmer, iørefaldende popmelodier med let syntheziserlyd. Au revoir Simone kan forenklet formuleret beskrives som en feminin light-udgave af Pet Shop Boys. Trioen lever højt på deres flygtige, letbenede, men også ganske charmerende easy-listening-pop, der passer godt som underlægning til metervare-tv-serier (hvor de da også er blevet brugt, fx i Grey’s Anathomy) eller romantiske Hollywood-B-film.

Tidens pop og tidsånden

12. august 2013

I de britiske medier kan jeg læse, at det lille stjernefrø Miley Cirus har indtaget toppen af pophitlisten med sangen “We can’t stop”.  Den 20-årige stjerne, der fik sit store mediegennembrud i børneserien om Hannah Montana, har med den nye single åbenbart udtrådt sine barnesko. Som The Guardian skriver, så fremstår hun i den tilhørende video som ‘a good girl gone bad’.

Måske er sangen og videoen mere end blot et udtryk for at countrysangeren Billy Ray Cyrus’ datter er ved at blive voksen og derfor tér sig voksent. Måske er den et tegn på, hvordan unge er i dag – i det mindste, når de færdes i det blændende rampelys, som så mange  efterstræber i X- Factor-udsendelser osv.
Musikalsk er sangen som så mange popsange i tiden. Melodisk hører den ikke til den kategori, man let husker. Stemmerne er tydeligvis manipuleret i studiet, og hele det elektroniske isemkram i studiet er taget i brug.
Teksten siger sig selv. Vi kan ikke stoppe. Vi går hele vejen – hvad enten det drejer sig om at feste eller i forholdet til det andet køn. Seksuel innuendo, hip hop-seksualiserede bevægelser og attituder. Ja, den får ikke for lidt.
Der er ikke noget nyt i, at poppen afspejler tidsånden. Det gjorde den også i halvtredserne og tresserne for eksempel. Men som kritisk musikforbruger kan jeg ikke lade være med at tænke på, om en sang som denne vil blive husket af de unge om 10, 20, 30 år? Har den slags pop nogen langtidsholdbarhed? Selv om jeg har min tvivl, så er jeg nok ikke den rette til at svare på det spørgsmål…

ABBA – Ring Ring – fyrre år efter

4. juli 2013

I marts måned 1973 udkom albummet Ring ring med kvartetten Björn & Benny, Agnetha & Anni-Frid, senere kendt som ABBA. ABBA var endnu i sin vorden. De fire musikere havde hittet året før med sangen “People need love” og det førte til indspilningen af den første ABBA-langspiller, som altså først efterlods blev en ABBA-plade.
Helt efter bogen for god pladeselskabsmarkedsføring, så genudgives Ring Ring i år i en deluxe-udgave, der ud over de oprindelige sange også inkluderer diverse fremmedsprogsudgaver, sjældne B-sider m.m. Helt som deluxe-ideen foreskriver, når der skal være lidt ekstra i posen. Af størst historisk interesse er måske nogle før-ABBA-indspilninnger som Björns & Bennys “Hej gamle man!” (med pigerne som baggrundssangerinder) og et par stykker mere, der giver lytterne en idé om, hvilket grundlag ABBA blev dannet på. Pladen udkommer til oktober og her er tracklisten:

Robin Gibb – The Bee Gees – er død, 62 år

21. maj 2012

Manden med leen høster flittigt i disse dage. I dag kan man læse, at Robin Gibb – en af de berømte brødre i den engelsk-australske popgruppe The Bee Gees – er død søndag aften efter længere tids kræftsygdom. Robin Gibb blev 62 år.

Sammen med lillebroderen Andy, der døde i 1988, havde Robin tidligt en solokarriere. På den danske hitliste finder man ham i 1969-70 med sange som “Saved by the Bell”, “One Million Years” og “August October”. En del af forklaringen på det tidlige sololøb var, at han var i en permanent kappestrid med Barry Gibb om rollen som forsanger i gruppen. Den broderlige jalousi resulterede også i, at Robin på et tidspunkt i de tidlige tressere forlod Bee Gees. Men, selv om han havde succes som solokunstner – “Saved by the Bell” kastede således en guldplade af sig – så vendte Robin tilbage til brødrenes fold, fordi solokarrieren ikke helt levede op til forventningerne. Man kan vel sige, at det meget godt illustrerer de ambivalente følelser, der kan præge forholdet mellem brødre…

Robin genoptog dog med held solokarrieren senere – i firserne – hvor han udsendte nogle album, der solgte ganske godt i Europa. Dobbeltløbet fortsatte frem til Robins død søndag aften. Nu er der så kun Barry tilbage – og The Bee Gees må vel siges at være en saga blot. Maurice Gibb døde i 2003, 53 år gammel.

Torben ridser Bee Gees plads i poppens 1. division op og indplacerer Robin Gibb – læs med lige her.

Dagens sang: I’m into something good

29. maj 2011

Frøkenen havde hørt en sang i filmen The Naked Gun (da. Høj Pistolføring). Hun havde fået fat i nogle linjer fra sangen. Bl.a. ‘we as born to ride’. Og så var jeg på sporet af Randy Newman. Og så var der ikke langt – vha. nettet – til at genfinde Newmans dejlige “I love LA”.

Det glædede selvfølgelig Frøkenens gamle fars hjerte, at hun sådan kunne finde smag i en sang af Randy Newman. Det havde hun med garanti ikke gjort, hvis jeg havde spillet det for hende. Men sådan er der så meget i forholdet mellem forældre og børn…

Samtidig dukkede soundtracklisten til filmen op og på listen fik jeg øje på en af mine yndlingspopsange fra tresserne. Carole Kings & Gerry Goffins “I’m into something good”.

Sangen blev verdenskendt, da Herman’s Hermits hittede med den i 1964. Det var i øvrigt gruppens første single, og den blev nr. 1 på hitlisten i bl.a. England. Hvad, jeg ikke vidste dengang, var, at Ethel McCrea – kaldet Earl-Jean – allerede havde hittet med sangen i USA, hvor hendes udgave nåede en 38. plads på Billboards Hot 100.

Earl-Jean havde inden da haft succes som medlem af pigevokalgruppen The Cookies, som bl.a. havde haft et hit med Goffins og Kings “Chains“, som The Beatles siden plankede.

Earl-Jeans udgave er også pop, men ikke så velfriseret som Herman’s Hermits’ pæne popversion. Den har stadigvæk soul i sig i kraft af et heftigt arrangement med saftige håndklap, dirrende backingvokaler og en blæsersektion, som indspilningen kun med besvær kan holde i baggrunden af Earl-Jeans fine pigestemme…

Herman’s Hermits renskurede udgave var en af de sange, der var med til at sikre The British Invasions succes i USA – og den sørgede også for, at en sangskriverduo som Goffin & King ikke blev helt arbejdsløse i en tid, hvor de engelske navne huserede med egne sange. Renskuret eller ikke, så er det en af de popsange, jeg holder mest af fra de tidlige tressere.
PS. I øvrigt har Lasse Helner lavet en udmærket version på sit album Cover.

AC/DC – drengerøvene er i studiet

13. april 2008

Selv om heavy metal kun har spillet en mindre rolle i capacs musikalske univers, så har den hårde rock altid haft en særlig plads. Derfor er det ikke uden interesse at læse, at det australske drengerøvsband AC/DC efter otte års pause er i studiet for at indspille en ny plade. Så er der garanti for højoktan-rock’n roll uden falbelader. Det er tilladt at vippe med foden…

Highway to Hell

Thunderstruck

Dolly Parton tilbage i popskoven

21. marts 2008


Dolly Parton er vendt tilbage til den renlivede pop med sit nye højoktan-mainstream-country-pop album BackWoods Barbie – selvironi har hun aldrig manglet – efter en række fornemme bluegrass-country-plader. På den nye skive synger hun fx Fine Young Cannibals “You Drive Me Crazy”, men har ellers skrevet hovedparten af numrene. Purister har selvfølgelig allerede vendt tommelfingeren nedad, men kan man se bagom Dolly-Dullerierne, så kan man høre en fremragende sangerinde og sangskriver i aktion.

Fine Young Cannibals – She Drives Me Crazy – og Dollys udgave You Drive Me Crazy

Dolly Parton – Better Get To Livin’

Livet er en minestrone

17. marts 2008

I’m dancing on the White House lawn
Sipping tea by the Taj Mahal at dawn
Hanging round the gardens of Babylon
Minnie Mouse has got it all sewn up
She gets more fan mail than the Pope
She takes the mickey out of all my phobias
Like signing cheques to ward off double pneumonia

Life is a minestrone
Served up with parmesan cheese
Death is a cold Lasagne
Suspended in deep freeze

I’m leaning on the Tower of Pisa
Had an eyeful of the tower in France
I’m hanging round the gardens of Madison

And the seat of learning
And the flush of success
Relieves a constipated mind
I’m like a gourmet in a skid row diner
A fitting menu for a dilettante

Life is a minestrone
Served up with parmesan cheese
Death is a cold Lasagne
Suspended in deep freeze
Love is a fire of flaming brandy
Upon a crepe suzette
Let’s get this romance cooking, honey
But let us not forget

Life is a minestrone
Served up with parmesan cheese
Death is a cold Lasagne
Suspended in deep freeze

10 CC med Graham Gouldman, Eric Stewart, Kevin Godley og Lol Creme var indbegrebet af intelligent, engelsk poprock i starten af halvfjerdserne. Jeg var ikke på dem dengang, for der var så meget andet progressivt, der skulle lyttes. Men alligevel sneg deres sange sig ind i mit univers, lige som det skete med ABBA og andre ferme sangskriveres musik. Livet er en minestrone, serveret med parmesan ost, døden er en kold lasagne. Poplyrik at tænke over…

Life is a Minestrone (promo-video) og en live-optagelse.

Blues, og det, der ligner… Big Joe Turner

4. marts 2008

Inspireret af Bob Dylan tager vi lige et bluesy nummer mere med The Boss of the Blues, Big Joe Turner, der var mesteren i ‘shout blues’. Youtube har ikke “Married Woman”, men her er “Shake, Rattle & Roll“. Så ved man, hvor de fik det fra,  rock’n rollerne i halvtredserne…
Bonus: Feelin Happy -Oh, well, oh, well, feel so fine today…