CAPAC

Manden med leen høster flittigt i disse dage. I dag kan man læse, at Robin Gibb – en af de berømte brødre i den engelsk-australske popgruppe The Bee Gees – er død søndag aften efter længere tids kræftsygdom. Robin Gibb blev 62 år.

Sammen med lillebroderen Andy, der døde i 1988, havde Robin tidligt en solokarriere. På den danske hitliste finder man ham i 1969-70 med sange som “Saved by the Bell”, “One Million Years” og “August October”. En del af forklaringen på det tidlige sololøb var, at han var i en permanent kappestrid med Barry Gibb om rollen som forsanger i gruppen. Den broderlige jalousi resulterede også i, at Robin på et tidspunkt i de tidlige tressere forlod Bee Gees. Men, selv om han havde succes som solokunstner – “Saved by the Bell” kastede således en guldplade af sig – så vendte Robin tilbage til brødrenes fold, fordi solokarrieren ikke helt levede op til forventningerne. Man kan vel sige, at det meget godt illustrerer de ambivalente følelser, der kan præge forholdet mellem brødre…

Robin genoptog dog med held solokarrieren senere – i firserne – hvor han udsendte nogle album, der solgte ganske godt i Europa. Dobbeltløbet fortsatte frem til Robins død søndag aften. Nu er der så kun Barry tilbage – og The Bee Gees må vel siges at være en saga blot. Maurice Gibb døde i 2003, 53 år gammel.

Torben ridser Bee Gees plads i poppens 1. division op og indplacerer Robin Gibb - læs med lige her.

Frøkenen havde hørt en sang i filmen The Naked Gun (da. Høj Pistolføring). Hun havde fået fat i nogle linjer fra sangen. Bl.a. ‘we as born to ride’. Og så var jeg på sporet af Randy Newman. Og så var der ikke langt – vha. nettet – til at genfinde Newmans dejlige “I love LA”.

Det glædede selvfølgelig Frøkenens gamle fars hjerte, at hun sådan kunne finde smag i en sang af Randy Newman. Det havde hun med garanti ikke gjort, hvis jeg havde spillet det for hende. Men sådan er der så meget i forholdet mellem forældre og børn…

Samtidig dukkede soundtracklisten til filmen op og på listen fik jeg øje på en af mine yndlingspopsange fra tresserne. Carole Kings & Gerry Goffins “I’m into something good”.

Sangen blev verdenskendt, da Herman’s Hermits hittede med den i 1964. Det var i øvrigt gruppens første single, og den blev nr. 1 på hitlisten i bl.a. England. Hvad, jeg ikke vidste dengang, var, at Ethel McCrea – kaldet Earl-Jean – allerede havde hittet med sangen i USA, hvor hendes udgave nåede en 38. plads på Billboards Hot 100.

Earl-Jean havde inden da haft succes som medlem af pigevokalgruppen The Cookies, som bl.a. havde haft et hit med Goffins og Kings “Chains“, som The Beatles siden plankede.

Earl-Jeans udgave er også pop, men ikke så velfriseret som Herman’s Hermits’ pæne popversion. Den har stadigvæk soul i sig i kraft af et heftigt arrangement med saftige håndklap, dirrende backingvokaler og en blæsersektion, som indspilningen kun med besvær kan holde i baggrunden af Earl-Jeans fine pigestemme…

Herman’s Hermits renskurede udgave var en af de sange, der var med til at sikre The British Invasions succes i USA – og den sørgede også for, at en sangskriverduo som Goffin & King ikke blev helt arbejdsløse i en tid, hvor de engelske navne huserede med egne sange. Renskuret eller ikke, så er det en af de popsange, jeg holder mest af fra de tidlige tressere.
PS. I øvrigt har Lasse Helner lavet en udmærket version på sit album Cover.

Selv om heavy metal kun har spillet en mindre rolle i capacs musikalske univers, så har den hårde rock altid haft en særlig plads. Derfor er det ikke uden interesse at læse, at det australske drengerøvsband AC/DC efter otte års pause er i studiet for at indspille en ny plade. Så er der garanti for højoktan-rock’n roll uden falbelader. Det er tilladt at vippe med foden…

Dolly Parton er vendt tilbage til den renlivede pop med sit nye højoktan-mainstream-country-pop album BackWoods Barbie – selvironi har hun aldrig manglet – efter en række fornemme bluegrass-country-plader. På den nye skive synger hun fx Fine Young Cannibals “You Drive Me Crazy”, men har ellers skrevet hovedparten af numrene. Purister har selvfølgelig allerede vendt tommelfingeren nedad, men kan man se bagom Dolly-Dullerierne, så kan man høre en fremragende sangerinde og sangskriver i aktion.

Fine Young Cannibals – She Drives Me Crazy – og Dollys udgave You Drive Me Crazy

Dolly Parton – Better Get To Livin’

Life is a Minestrone (promo-video) og en live-optagelse.

Inspireret af Bob Dylan tager vi lige et bluesy nummer mere med The Boss of the Blues, Big Joe Turner, der var mesteren i ‘shout blues’. Youtube har ikke “Married Woman”, men her er “Shake, Rattle & Roll“. Så ved man, hvor de fik det fra,  rock’n rollerne i halvtredserne…
Bonus: Feelin Happy -Oh, well, oh, well, feel so fine today…

I Storbritannien er der Amy Winehouse, og så er der de andre. De såkaldte “new Amys” Sådan cirka i hvert fald, hvis man læser i musikpressen. Og en af de andre er den walisiske sangerinde Aimee Anne Duffy, blot kaldet Duffy. En anden er Adele. I forsøget på at undgå Frøkenens højtspillende Boogieliste på DR1 har jeg ikke kunnet undgå at blive lidt indfanget af hendes øjeblikkelige hit Mercy – yeah, yeah, yeah – der ledsages af en video, hvor Duffy smyger sig i en tætsiddende kjole. Bedre er det ikke blevet af, at Charlotte har smidt et link til videoen ind på sin side og har fået humøret justeret af den grund.
Den 23-årige walisiske blondine har sunget i henved ti år, men først i 2007 kom det større gennembrud med en pladekontrakt hos A&M og optrædener på BBC (hos Jools Holland blandt andet). Singlen “Rockferry” brød isen og med “Mercy” indtog hun førstepladsen i UK. Hvor langt talentet holder, vil vi afvente at se. Men det er bestemt en interessant stemme i den britiske soul-rock-musik. Duffy har selvfølgelig en Myspace-side, hvor man kan høre mere. Og en hjemmeside, hvor man kan downloade et gratis nummer mod at lade sig registrere (wmv-format!)

Rockferry

Forsanger og keyboardspiller i det legendariske Liverpool-band The Dave Clark Five (“The DC5″), Mike Smith, er afgået ved døden i den alt for tidlige alder af 64 år. Dødsårsagen skulle angiveligt være en slem lungebetændelse. Mike Smith var i forvejen svækket på grund af en skade på rygsøjlen, som han pådrog sig i 2003.
Dave Clark Five var et af de få engelske bands, der kunne tage konkurrencen op med The Beatles. Det lykkedes dem således – i kølvandet på Beatles – at slå igennem i USA med en række hits, startende med Glad All Over, der blev efterfulgt af seks andre. Bandet, der i år indlemmes i The Rock And Roll Hall Of Fame, blev anført af trommeslager Dave Clark og altså Mike Smith, hvis vokal bærer bandets sange. Hvil i fred.

Dave Clark Five – Glad All Over

Godt nyt for Beach Boys-fans. Afdøde Dennis Wilsons soloplade “Pacific Ocean” genudgives til maj en en såkaldt dobbelt-cd-legacy-edition. Pladen har alt for længe været udopdrivelig, når man ser bort fra de second-hand-udgaver, som man kunne anskaffe sig for uhyrlige beløb på ebay og lignende steder. En kultplade, som Dennis Wilson indspillede i 1977 sammen med nogle håndplukkede musikere. Selv om Dennis ikke var helt tilfreds med pladen, så fik den fine anmeldelser i musikpressen og solgte ganske godt. Dennis Wilson døde i 1983 knap 40 år gammel. Alkohol- og stofmisbrug sammen med store personlige problemer gjorde hans livs skjorte alt for kort…

Dennis Wilson, Rumbo & Spring – “Fallin’ In Love” – 1970

You are so beautiful

Dennis Wilson og Al Jardine på besøg i London

Unglaublich. Vi har tidligere vedgået vores gæld til Mylle, der engang sørgede for at pop- og rockmusikken fik et hul igennem i Danmarks Radio. Nu er det 45 år siden, og man kan i den anledning høre et interview med den gamle DJ på P4. Til lykke med jubilæet – og tak for de gode stunder ved radioen.
The Ventures – Wipe Out