Vi skal ikke glemme de gamle blogtemaer. Fx “iørefaldende pigestemmer”. Dagens ørehænger er “Buttons” med sangerinden Sia. Og der hører en højst aparte, lidt kinky video til:
Sia – hvis fulde navn er Sia Kate Isobelle Furler – er australier fra Aidelaide, født i 1975 og er blandt andet kendt for sit samarbejde med engelske Zero 7. Inden hun som så mange andre australske kunstnere drog til England gjorde hun sig bemærket som sangerinde i en acid jazz-band ved navn Crisp. Hun tre albums på bagen: Healing is Difficult (2000), Colour the Small One (2004) og et live-album fra i år med titlen Lady Crossiant. Hendes jazz-fortid fornægter sig ikke, især ikke på den første soloplade.
Hør og se også Sia og sangen Breathe Me. Sangen har bragt hende ud til et større publikum, fordi den blev brugt i tv-serien Six Feet Under. Besøg hendes herlige, barnlige hjemmeside og hør mere med hendes dejlige stemme.
Overskriften på indlægget henviser til et indlæg i min gamle smartlog, hvor jeg den 19. april 2006 skrev følgende om Den Komplette Popboks med Gitte Hænning:
“Forleden udkom en cd-boks med den danske sangerinde Gitte Hænning med et nydeligt billede af den kunstneren som ung hvalp på forsiden. Det var lige ved at få mig til at købe boksen. Titlen har jeg også en svaghed for. Ikke noget med Best of.. eller Greatest Hits eller Ultimative et-eller-andet.(…. Jeg har altid haft en svaghed for to af Gittes sange, Tag med ud og fisk og Du skal bare tage det roligt. Men sådan burde det ikke være. For jeg er slet ikke til dansk pop eller danskpop. Imidlertid har de to sange på et tidligt tidspunkt gravet sig ind under huden. Måske skyldes det Giro 413s indvirkning på (eller undergravelse af) min kulturelle dannelse. Jeg ved det ikke. Men faktum er, at jeg har overgivet mig til de to popnumre.”
I dag faldt jeg så over denne 4-cd-boks i det lokale supermarked til den nette pris af 49,95. Så hermed er Gitte Hænning indlemmet i capacs afdeling for “skyldige glæder”, eller hvad man nu vil kalde sådanne laster.
Oven i købet har jeg genopdaget endnu en Gitte Hænning favorit: Snakker med mig selv.
Meddelelsen om jazz-legenden Joe Zawinul død tirsdag bringer minder fra halvfjerdserne frem i erindring. Det var i halvfjerdserne, den såkaldte jazz-rock væltede ind over det musikalske landskab som en af bølgerne. Og øverst på bølgetoppen var det fænomenale ensemble Weather Report, hvis ankermænd var tangentspiller Zawinul og den fortrinlige saxofonist Wayne Shorter. Sammen med grupper som Chick Coreas Return to Forever, John Mclaughlins Mahavishnu Orchestra og The Headhunters udforskede de grænseområdet mellem rockmusikken og jazzen. Ikke alle var lige begejstret. Blandt andet havde den lokale Dr. Jazz – Erik Wiedemann – en lang række forbehold over for det elektriske udtryks mangel på finesse osv. Ikke desto mindre fik Weather Report lavet en række slidstærke plader, der er helt dugfriske at lytte til stadigvæk. Tak for oplevelserne, Joe. Hvil i fred.
Birdland i en optagelse fra 1971, hvor bandet har selskab af vokalekvilibristerne i Manhattan Transfer Læs mere »
Den uhyre produktive Neil Young har igen haft gang i indspilningerne og udsender i oktober et album, der har fået den foreløbige titel: Chrome Dreams II. Titlen spiller på Chrome Dreams, der var et kuldsejlet projekt fra 1977, selv om det indeholdt mange vordende klassikere som fx “Pocahontas,” “Sedan Delivery,” “Powderfinger,” “Look Out for My Love” og “Like a Hurricane”. Det gamle materiale gik tabt ved en brand i Young hjem. Men nu tager han altså revanche, og har sammen med trommeslageren Ralph Molina og pedal steel-guitaristen Ben Keith fra Crazy Horse indspillet en række gamle og nye sange til det kommende album. Der er allerede planlagt en opfølgende turné.
Heart of Gold i en live-optagelse fra 1971 – akustisk: Læs mere »
Medens jeg skrev mit erindringsfragment om John Cales koncert på Gellerupscenen den 9. november 1974 (eller 75, jeg er ikke helt sikker) kunne jeg se det omtalte udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad for mig. Et sort-hvidt billede af John Cale, der står med sin viola bag et sprosset vindue, lidt mut, indadvendt. Efterfulgt af en spalte med informationer og Cale og hans aktuelle projekt. Signeret “Benny”.
Tilfældet (?) ville, at jeg så i går stod og bladrede i nogle bøger om musik – blandt andet det tidlige omtalte værk Der gror aldrig mos på en rullesten – og ud falder selv samme udklip og et andet fra dagbladet Information med en anmeldelse af Cales koncert den 1. November på det ganske nye koncertsted Saltlageret (på Gl. Kongevej i København), som nogle dage forinden var blevet indviet af Gasolin. Sammen med avisens anmeldelse lå et lille foto af den bemaskede og bebrillede Cale, om hvem anmelderen – Jørgen Siegumfelt – skrev: “Kl ca. halvtolv lørdag aften gjorde han sin entre iført forrevet khaki-dress – og hovedet maskeret bag et hvidt, løst hængende finmasket net.. bag hvilket man anede et par store motorbriller og et kranium indhyllet i sort klæde!”. Anmelderen er positiv, og musikken, der sammenlignes med Lou Reeds enkle rock-musik, omtales som “sej og medrivende” og “stærk og vital musik”.
Darkness warmer than a bedroom floor
Want someone to hold me close forever more
I’m a sleeping dog, but you can’t tell
When I’m on the prowl you’d better run like hell
You know it makes sense, don’t even think about it
Life and death are just things you do when you’re bored
Say fear’s a man’s best friend
You add it up it brings you down
Opdatering: En Cale-fan har lavet en oversigt over Cales koncerter gennem tiden og i følge den var det 11/09/75, Cale med Band besøgte Gellerup Scenen.
Tilfældigheder og associationer løber sammen som kviksølv. På Valby Station ‘brænder’ Henriks fødder ‘huller i jorden’ til tonerne af Cales hymne Fear is a man’s best friend. Og på nettet læser jeg en notits, hvor den århusianske digter Peter Laugesens beklager sig over, at Gellerupscenen i Brabrand ved Århus ikke bruges til koncerter og kulturelle arrangementer længere. I forbifarten nævner digteren, at han “engang” var til John Cale-koncert på samme scene. Og straks er jeg beamet tilbage gennem tidstunnellen til netop den koncert. En fantastisk koncert. En koncert, man husker, hvis man var så heldig at være tilstede. Læs mere »
The Blues Magoos var et andet band, der sprang på den psykedeliske vogn i starten af tresserne. Egentlig hed de The Trenchcoats, men da syrerocken fik tag i folk, skiftede de navn. Det var i 1966. Bandet bestod oprindeligt af Emil Thielhelm eller Peppy Castro (sang og guitar), Dennis LaPore (lead guitar), Ralph Scala (orgel og sang), Ronnie Gilbert (bas) og John Finnegan (trommer). De holdt til i den legendariske bydel Greenwich Village i San Francisco, hvor de skabte sig et navn som live-band. Gruppen kan også prale af, at være en af de første, der brugte begrebet psykedelisk, idet titlen på deres debutalbum var Psychedelic Lollipop.
Bandet turnerede med nogle af tidens store engelske navne, The Who og popensemblet Hermans Hermits og fik æren af at levere en af sangene til soundtracket fra kultfilmen Easy Rider. Det var deres største hit We Aint’t Got Nothing Yet, der var på den amerikanske top 10. Et nummer præget af farfisaorgel og siden er blevet sammenlignet med Deep Purples klassiker Black Night.
Gruppen næste to albums gik ikke særlig godt, og i 1968 sluttede eventyret, og medlemmerne gik hver til sit.
I Weekendavisen har man fået den fine idé, at lade Bo Green Jensen og Rene Gummer skrive om en række sange, der har gjort et særligt indtryk på dem. I weekendens udgave skriver Bo Green Jensen om Bob Dylans “A hard rain’s gonna fall”, inspireret af de foregående dages massive regnvejr på Djævleøen. Som sædvanligt er der tale om en vidende og personlig artikel. Bo Green nævner en række kendte sange, der har regnen som tema, men nævner sjovt nok ikke The Beatles Rain. Men al den snak om regn og sange lod en anden gammel sang dukke op på min indre jukebox: The Cowsills “The Rain, The Park, and other Things” fra 1966.
The Cowsills var et rent familieforetagende – lige som The Osmonds, der kom til senere – bestående af medlemmer af Cowsill-familien. De var inspireret af The Beatles og The Everly Brothers, og spillede som disse iørefaldende melodier med vægt på det vokale arbejde. “The Rain, The Park, and other Things” var deres første store hit, der nåede en 2. plads på Billboards hitliste og solgte 3 millioner eksemplarer i første oplag. Senere fik de et stort hit med “Hair”. Det var i 1969. Gruppen opløstes i 1971 efter lang tids ballade i familien. Siden er det blevet gendannet.
Jeg havde The Rain… på et bånd på min gamle B&O-båndoptager og spillede den meget. Jeg synes stadigvæk den har noget over sig…
Gaffa fortæller kort, at det australske band AC/DC er ved at indspille musik, der nok bliver til bandet s nye plade engang – den første siden Stiff Upper Lip fra 2000. AC/DC blev dannet tilbage i 1973 og betragtes af mange som pionerer inden for heavy metal-genren, men selv kalder bandets medlemmer musikken for rock’n roll. Capac har altid haft en svaghed for den form for hård rock, der minder lytteren om, hvad rock’n roll altid har drejet sig om: fest og ballade – uden de store kunstneriske ambitioner. Med andre ord: øl, piger og rockmusik. Her er de så drengerøvene fra Sydney: Læs mere »
Endnu en popkunstner har forladt den jordiske musikscene. I onsdags døde Bill Pinkney i en alder af 81. Han var en af de oprindelige medlemmer af doo-wop-rythm-and-blues-vokalgruppen The Drifters, der blev dannet i capac fødeår 1953 af Clyde McPhatter og er blevet videreført gennem årtier med skiftende besætninger. Pinkney forlod allerede gruppen i 1958, angiveligt på grund af uoverensstemmelser om penge. Derfor nåede han ikke at medvirke på nogle af gruppens største hits fra dens tidlige periode: Fx Under The Boardwalk, Up On The Roof og Save The Last Dance For Me. Men Pinkney satte med sin umiskendelige basstemme sit tydelige præg på gruppens version af julesangen White Christmas. Ellers er Bill Pinkney – der også var krigsveteran fra 2. Verdenskrig og baseballspiller – mest kendt for at have været involveret i et juridisk slagsmål om retten til kunstnernavnet The Drifters. Efter bruddet med Drifters dannede Pinkney The Original Drifters, der fik succes i USA.
Drifters tilhører den fornemme tradition for vokalgrupper, der altid har været i amerikansk popmusik . Her er et par nostalgiske videoer fra gruppens repertoire. Læs mere »
…selv om man har trukket stikket ud, så kan musikken godt finde på at spille videre indeni. XTCs lille sang om at være borgmesteren fra Simpleton (fra albummet med det saftige navn Oranges and Lemons fra ’89) dukkede op, medens sandalerne blev oversvømmet på en stille grusvej i sagte, silende, lunken regn…
Nej, jeg forbinder ikke denne popklassiker med en light sodavand i en blikdåse…
The Knack, som gruppen hed, fik et gevaldigt hit med “My Sharona”, der var deres allerførste single, i 1979. Den har da også mange af de kvaliteter, der gør, at den sætter sig fast på trommehinden og – på hitlisterne. Det er en af den slags sange, der hører med på lydsporet til en sommerferie.
Gruppens iørefaldende powerpop, der var præget af halvfjerdsernes new-wave-lyd, fik kritikerne til at sammenligne bandet med The Beatles. Og ikke uden grund. Det er svært ikke at høre svage ekkoer af de fire Liverpool-drenges musik. Men de fire jødiske fyre fra L.A. var mere end blot Beatles-epigoner. De var ferme sangsnedkere, der lavede noget af det bedste poprock fra sidste halvdel af halvfjerdserne, og deres første album Get The Knack er et lille mesterværk. Gruppen havde ikke kritikernes gunst de efterfølgende år og fik ikke samme kommercielle succes, som de første par plader havde affødt. Bandet eksisterer så vidt vides endnu og optræder med jævne mellemrum.
Stilistisk kan gruppen minde lidt om Beatles-protegeerne Badfinger, der debuterede på Beatles’ Apple-pladeselskab, og The Knack har da også medvirket på en hyldestplade til Badfinger. Læs mere »
Australien har fostret mange gode kunstnere og grupper, men ikke alle er nået ret langt uden for det store lands grænser. Bandet med det besynderlige navn Things of Stone and Wood – populært kaldet TOSAW – blev dannet i 1989 i Melbourne af Greg Arnold (sang, keyboards og guitar), Michael Allen (bas og sang), Tony Floyd (trommer) og Justin Brady (der ud over guitaren trakterede violin, mandolin og mundharmonika, så det satte sit tydelige præg på gruppens musik). i 1993 udsendte de deres første album – The Yearning – der begejstrede både australske musikkritikere og publikum. Stilen er en blanding af pop, folk, blues og andre stilarter i skønsom blanding omkring nogle iørefaldende melodier.
Sangen i videoen – Happy Birthday Helen – blev et stort lokalt hit. Sangen handler om Greg Arnolds daværende kæreste, som han siden giftede sig med.
Gruppen har været uregelmæssigt turnerende, også i Europa.
Debutpladen er siden blevet genudsendt sammen med opfølgeren på en cd. Og i 2002 udsendtes en compilation med titlen So Far 1992-2002 med det bedste fra den periode. Den skulle være til at få fat i – medens de andre plader er sjældne og ret pebrede…
Greg Arnold er vist gået solo. I hvert fald har han for ganske nylig udsendt albummet Lost Marie, der ligger tæt op af TOSAWs musikalske udtryk. Man kan høre numre fra albummet på Gregs myspaceside.
Dagens ørehænger – sangen, der bliver ved med at køre, selv om der er stoppet for cd-afspilleren – er Beach Boys’ Surfer Girl fra uskyldens år, hvor det var ok at køre retningsløst rundt i store, benzinslugende biler – og besynge dem i iørefaldende sange – uden tanke på global opvarmning og i øvrigt fordrive tiden med at surfe og kigge på solbrune bikinipiger…
En af popmusikkens suverænt bedste duoer, Simon and Garfunkel, udsender i følge Gaffa den 18. august et live-album – Live 1969 – med koncertoptagelser fra deres USA-turné det år. Oprindeligt skulle pladen være udgivet dengang, men Bridge Over Troubled Water kom i vejen og siden udsendte de deres dobbeltalbum: The Concert In Central Park (1982).
Her er de – live – med klassikeren, den smukke poetiske ode America – luv that song! :
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger