CAPAC

My mummy’s dead
I can’t get it through my head
Though it’s been so many years
My mummy’s dead
I can’t explain
So much pain
I could never show it
My mummy’s dead

– med disse ord og den lille sang slutter John Lennons debutsoloalbum Plastic Ono Band, der udkom i 1970. Pladen, hvis indhold står i skærende kontrast til omslagets idylliske billede af John og Yoko under træet, gjorde et uudsletteligt indtryk på blogbestyreren, dengang den udkom, og den er forblevet en af de plader, der stadigvæk får hårene på underarmene til at rejse sig.
Pladen var ikke blot en afsked med Beatles-perioden, men samtidig Lennons hudløse selvransagning og -analyse. En dybt personlig plade, hvor nøgne, hudløse, poetiske tekster er sat perfekt i scene i et lige så nøgent musikalsk udtryk. En fuldendt plade.
I en periode op til indspilningen af musikken havde Lennon og Ono deltaget i primalskrigsterapeuten Arthur Janovs seancer. Og det kan høres på pladen. Janov, der var elev af Wilhelm Reich og tilhørte en kropsterapeutisk tradition inden for de psykodynamiske teorier, mente, at man skulle skrige sine traumer og psykiske lidelser ud af kroppen. Og det er, hvad John Lennon gør, ikke mindst i sangen Mother:

Mother, you had me, but I never had you
I wanted you, you didn’t want me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Father, you left me, but I never left you
I needed you, you didn’t need me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Children, don’t do what I have done
I couldn’t walk and I tried to run
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Mama don’t go
Daddy come home

Det var allerede dengang en kendt sag, at John Lennon mistede sin mor, Julia, tidligt. Hun døde i en trafikulykke i 1958, da John var 17 år. Men han havde allerede mistet hende før, for John voksede op hos sin moster Mimi. I mytologien er Mimi blevet fremstillet som den rare person, der tog sig af John, fordi moderen ikke kunne. Journalisten Torben Bille refererer myten således i sin bog Lydspor: “Han havde haft en svær barndom med en mor, der overlod ham til hans tante, før han var fyldt tre, og så døde, da han endelig havde fået kontakt med hende igen”. Men nu har John Lennons halvsøster Julia Baird udgivet bogen Imagine This: Growing Up with My Brother John Lennon (2007), der fortæller en hel anden historie om en yderst dysfunktionel Liverpool-familie og et jalousidrama mellem to søstre.
Kort fortalt, er det historien om moster Mimi, der ikke kunne acceptere, at Lennons moder i en meget ung alder giftede sig med ung sømand i handelsflåden – Alf, Johns fader – der aldrig var hjemme og derfor kastede Julia i armene på en elsker. Mimi brugte affæren – og ikke mindst dens tidstypiske følger: en datter, der blev bortadopteret – til at anmelde Julia til de social myndigheder og få tvangsfjernet John på grund af moderens påståede letlevende liv. Bairds bog afslører, at Mimi ikke var drevet af høje moralske fordringer, men af regulær misundelse og jalousi. Storesøster Mimi, der aldrig fuldbyrdede sit eget ægteskab til manden George, kastede sig selv ud i en dybt hemmelig, lidenskabelig affære til en ung biokemiker, der boede til leje hos Mimi og George. Den unge mand var halvt så gammel som Mimi, men hun var villig til at opgive alt for at følge med ham til New Zealand. Inklusive John. Bogen fortæller også om en moder, der helt frem til sin død, savnede sin søn og gentagne gange forsøgte at opsøge ham hos søsteren, blot for at blive afvist.
Mimi ønskede ikke, at John skulle se sin moder, og det til trods for, at de boede tæt på hinanden. Det var først, da John blev 11 og selv kunne gå i skole, at han fik mulighed for nu og da at besøge moderen og se, hvordan hun levede med sin nye familie.
I hvert fald siden Freud har vi godt vist, at familien er roden til alt ondt (og godt…). Familien kan være helvede på jord. Og at John Lennon skulle lide under de dysfunktionelle familiære forhold er nok med til at forklare hans behov for at udtrykke sig selv kunstnerisk, selv om man skal passe på med at overbetone et sådant patologisk motiv…

For snart længe siden faldt jeg i en pladebutik over en Greatest Hits med den engelske tressergruppe Herman’s Hermits. Der findes et hav af den slags opsamlingsplader med dette band. Fordi de var en udpræget singlepladegruppe – med en lang række singlepladehits. Og da den var så billig, købte jeg den.

Jeg har ellers haft et ambivalent forhold til gruppens popmusik. På den ene side har jeg altid haft en stor svaghed for den rene popsang, og Hermans band var den rene pop, på den anden side skulle man helst være til mere avanceret eller “progressiv” rockmusik dengang… Og det var man så; ellers kun næsten. Nærmere lidt splittet. Schizo.

Nå, men Hermans drenge forbinder jeg især med den sensommer i 1966, hvor hittet No Milk Today strøg ind på de europæiske hitliste, inklusive den danske. Min klasse var på lejrskoleophold ved Rønshoved, og den sang blev ved med at lyde fra de medbragte transistorradioer og rejsegrammofoner. Jeg husker specielt en bestemt scene, hvor vi var på vej ned til vandet og stod uden for hovedbygningen. Og så åbner en af pigerne – på pigernes etage, for der var kønsadskillelse – vinduet til værelset. Medens hun – hvis navn jeg ikke kan huske – hænger ud af vinduet og ganske bevidst forførende stiller sin kavalergang til skue for de måbende drenge nedenunder, strømmer tonerne af No Milk Today ud over de åbne landskab. Jeg tror ikke, at det var kavalergangen, der lod sangen og erindringen sætte sig fast. Det var nok melodien, trods alt.

Herman’s Hermits adskilte sig fra mange af de andre grupper i The British Invasion ved at være indiskutabelt pæne drenge, som enhver svigermoder ville tage imod med åbne arme. De var i bogstaveligste forstand Pretty Things, i modsætning til gruppen med det navn. Anført af forsangeren Peter Noone, der havde en fortid som skuespiller, blandt andet i den populære serie Coronation Street, indspillede gruppen som sagt en lang række hits; og det sket under ledelse af den kendte producer Mickey Most, der nok vidste, hvordan man skulle få det optimale ud af hver eneste sang.

Selv om gruppens musikere efter tidens standard faktisk var ganske habile håndværkere, så engagerede Mickey Most folk som Jimmy Page og John Paul Jones (senere Led Zeppelin) som sessionmusikere for at give udgivelserne lidt ekstra. Og selv om gruppen også skrev fine sange selv, så var det tidens mest populære melodisnedkere, der blev hyret til at sikre gruppen de fornødne hitlisteplaceringer.

Set i bakspejlet, så var gruppen eksponent for den renlivede popmusik, der kun ville fornøje, og derfor blev de aldrig musikkritikernes yndlinge. Til gengæld blev deres singler slidt tynde på datidens teenageværelser og de modtog flere Grammy-nomineringer for deres sange.

Læs mere »

I 2005 begik den tidligere trommeslager i Crowded House, Paul Hester, selvmord. Sangskriveren i bandet, Neil Finn, gav i den forbindelse udtryk for, at en gendannelse af det opløste band herefter ikke kunne komme på tale. En forståelig holdning – i situationen. Hester var en vital del af gruppen, og selvmordet var – som det altid er – ubærligt. Men tiden er gået, og nu skulle det være sikkert at Crowded House efter en pause på ti år skulle drage på koncertturné igen – med hvad deraf følger.
Det glæder blogbestyreren, der ellers er forbeholden over for gendannelser af gamle bands, for Crowded House har altid stået hans hjerte nær. Den australske konstellation med de to Finn-brødre, Neil og Tim, står som nogle af de fineste arvtagere til traditionen efter Lennon & Mccartney. Melodiøs, tænksom rockmusik, når det er allerbedst.
Gruppen besøgte faktisk århus engang i forbindelse med en udendørskoncert, men blogbestyreren var forhindret i at deltage. Det er en af de ting, der kan ærgre i lang tid bagefter. Men måske kommer der nu en ny chance for at opleve disse fine musikere.

Meget apropos den påtænkte gendannelse så er gruppens afskedsturné for ti år siden nu udgivet som DVD:

Læs mere »

Til tresserrockens opfindelser hører også begrebet supergruppe. Betegnelsen blev brugt på konstellationer af musikere, der i forvejen havde fået en vist renommé på grund af deres hidtige musikalske aktiviteter. Supergrupper var fx Cream med Eric Clapton, Jack Bruce og Ginger Baker eller Blind Faith med Steve Windwood m.fl. Gruppen Rhinoceros’ adskiller sig fra de allerede nævnte ved dels mindre succes og dels ved at være resultat af en regulær konstruktion foretaget af folk bag det navnkundige pladeselskab Elektra (der havde Doors, Love, Tim Buckley m.fl. i sin stald). I centrum for projektet stod Paul Rothchild, der var producer for The Doors. Man ville sætte nogle af pladeselskabets bedste musikere samme i en gruppe med henblik på at få succes (og selvfølgelig: tjene masser af penge…).
Gruppen blev, som sagt, aldrig den store succes, og det er lidt en skam, for der blev faktisk lavet spændende musik i den gruppe. I sin tidlige opsætning bestod gruppen af Michael Fonfara(orgel), Danny Weis (guitar), John Finley(vokal), Alan Gerber (vok), Billy Mundi (trommer), Jerry Penrod (bas) og Doug Hastings (guitar). De havde en fortid i grupper som Buffalo Springfield, Iron Butterfly, Clear Light m.fl.
Desværre findes der ikke videoklip med gruppen på YouTube, men til gengæld er gruppens vist nok eneste video at se på en meget fin og informativ webside om gruppen, hvor man også kan lytte til mp3-eksempler på gruppens musik (se menuen til højre). Gruppen nåede at lave fire fine LP’er: RHINOCEROS (1968), SATIN CHICKENS(1969), BETTER TIMES ARE COMING (1970) og BLACKSTONE – ON THE LINE (1972). Den første er genudsendt på cd; det samme er de to efterfølgende, der er genudgivet på en samlet cd.

Væk med de kulturpessimistiske udladninger og tilbage på musiksporet. Omtalen af Iron Butterfly og bandets rolle som heavy-metal-pionerer fik mig – selvfølgelig – til at tænke på et andet band, jeg tidligere har nævnt: Blue Cheer. Jeg skrev på et tidspunkt – inspireret af Henriks heavy-fascination – om min begrænsede interesse for genren. Kan læses her.
Blue Cheer var altså en af de mindeværdige rocktrioer. Og en af den tunge slags. Det skulle være rigtigt, at bandets navn var et øgenavn for en bestemt LSD-variant. Det var jo moderne at indtage dengang sidst i tresserne, lige som det var in at lave kryptiske allusioner til hallucinerende stoffer.
Mest kendt er de, som nævnt, for deres version af Eddie Cochrans halvtredser-ungdomsspleen-nummer Summertime Blues, der er at finde på debutpladen Vincebus Eruptum fra 1968. Sådan lød de dengang, da de tog Cochrans blues under kærlig behandling – i en farveoptagelse fra tyske Beat-Club:

Den spanske gruppe Los Bravos gjorde i 1960 det umulige ved at indtage såvel den engelske som den amerikanske top 10. Det var uhørt, at ikke-engelske og ikke-amerikanske grupper og kunstnere overhovedet gjorde sig bemærket dengang. Men over for dette internationalt lydende hit måtte pladekøberne og radiostationerne bøje sig. Det forblev gruppens eneste internationale træffer.
Nummeret blev i øvrigt ved med at være et ønskehit i Jørgen Mylius’ programmer op gennem tresserne…

Her i bloggen – der pt. har udviklet sig til en musik(video)blog – har et tema været “singleplader fra gemmerne”. Og en af de sidste singleplader, blogbestyreren, investerede i var The Flying Lizards udgave af det gamle Eddie Cochran-nummer Summertime Blues. Singlepladen udkom i 1978 på Virgin Records. Og jeg kan huske, at jeg købte den hos Dandelion i Badstuegade i århus. Flying Lizards særkende var, at de var avantgarde, eksperimenterende, ja, nærmest dekonstruerende i deres tilgang til popmusikken. Gruppens ankermand og skaber var David Cunningham og ellers var der forskellige medlemmer. Summertime Blues var gruppens første single, der blev fulgt op af endnu en postmodernistisk (!) coverversion af Barry Gordy Jr. og Janie Bradford-klassikeren “Money” (som bl.a. The Beatles har indspillet). Money blev Flying Lizards eneste rigtige hit. Til gengæld har nummeret hængt ved lige siden og er blevet brugt i forskellige film og tv-serier, fx The Wedding Singer og Nip Tuck. I 1979 kom også LP’en The Flying Lizards, hvor de første singler er med. LP’en blev fulgt op af Fourth Wall (UK Virgin) 1981 og Top Ten (UK Statik) 1984. Bandet fandt inspiration til de musikalske udfoldelser hos så forskellige navne som tyske Kraftwerk, Tangerine Dream og Terry Reilly, John Cage og Steve Reich. Nogle anmeldere opfattede gruppens eksperimenter som en joke, men jeg er ret sikker på, at de selv tog det meget alvorligt…

Her er to udgaver af Money. Den første er en fin live-udgave: Læs mere »

Endnu et eksempel på en kunstner, der kun fik et hit. Den musikstuderende Norman Greenbaum fik et kæmpehit i 1969-70 med sangen “Spirit in the Sky”, en sang, der bevægede sig i feltet mellem eksperimenterende, “progressiv” rockmusik med el-guitaren i forgrunden og så den enkle popsang. Sangen finder man stadigvæk på div. compilations fra perioden, og den holder sig fint. Greenbaum fik ikke andre hits under sit eget navn, men var involveret i det hit, som Dr. West’s Medicine Show and Junk Band havde med “The Eggplant That Ate Chicago” i 1968.

Det allerførste indlæg i capacs smartlog drejede sig – selvfølgelig – om et nostalgisk emne, nemlig ungdomsfilmen “Some people”. Helt tilfældigt (!) faldt blogbestyreren på YouTube over et klip fra filmen med kendingsmelodien. Nedenfor kan man læse, hvad blogbestyreren skrev dengang. Og læg mærke til det markante keyboard – og så den ro der er over de unge (det gik nok ikke i dag…):

https://www.youtube.com/watch?v=sGVX5bF7ROs

Tressernostalgi : “Some people “Tirsdag, d. 14. marts 2006 af CAPAC

Et par forkerte klik på tastaturet og min gamle blog forsvandt ud i cyberspace.

Heldigvis havde jeg taget en backup, selv om man jo siger: Rigtige mænd tager ikke backup, men de græder meget! Det er lykkedes mig at få fat i en kopi af filmen “Some people” via Ebay ;-). Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 år siden. Mon den holder? Husker man rigtigt?

Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i filmen, så skulle den være interessant ved at være et dokument for den såkaldte Mod-subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project?, altså som et slags socialt projekt, der skulle forebygge ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen en “corny propaganda film” og sammenfatter handlingen med disse ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their drivers licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles. Bored without their speed machines and alienated in their economically-depressed factory town, they assemble a rock band with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir director of a local church who offers his facilities for rehearsal space. The band becomes involved with a youth awards program devised as a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the British government, and despite some lingering moments of dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the while by a hopeful adult community. Altså tydeligvis en film med et pædagogiske sigte.

Det var endnu muligt i 1960’ernes første halvdel. Ikke desto mindre (eller måske er der en sammenhæng) blev filmen et hit i England dengang.Valerie Mountain, der havde “a great set of pipes”, bliver udpeget til at synge filmen, og komponisten, Ron Grainer, der var meget aktiv film- og tv-komponist i perioden og bl.a. har skrevet musik til klassiske BBC-tv-serier som Omega Man og Doctor Who får fat i gruppen the Eagles ved at gå fra pub til pub i Bristol for at finde et lokalt band til filmen.

For gruppen, der på det tidspunkt er semi-professionelle og endnu ikke har indspillet en plade, bliver det en appelsin i turbanen. De får lov at indspille hele soundtracket og spiller også med i filmen. Eagles regnes i øvrigt for at være et af de bedste instrumentalgrupper i perioden. Grainer sørger for, at de får en pladekontrakt med Pye Records, der dengang var et af de tre største pladeselskaber i England. Den mest kendte skikkelse i filmen er, som anført, skuespilleren Kenneth More (1914-1982), der var en af den tids førende mandlige skuespillere. More vil være kendt for de fleste, der har fulgt med i engelsk film og engelske tv-serier fra tresserne og frem til ca. 1980. Mores hustru Angela Douglas spiller pigen Terry og mimer til de sange, som Valerie Mountain indspiller. Blandt skuespillerne finder man også en ung David Hemmings (1941-2003) i rollen som den unge Bert. Hemmings fik et par år senere et stort gennembrud for sin hovedrolle i Antonionis berømte Blow up.

Some people – DVD Onsdag, d. 15. marts 2006 af CAPAC

Omsider kom den så, DVD’en med filmen “Some people”. Jeg har endnu ikke fået genset den, blot skimmet cover og indhold. Ud over selve filmen, som må være overført fra VHS, så består DVD’en af to såkaldte Newsreels fra de tidlige 1960’ere og en dokumentarfilm med tilknytning til en anden film fra perioden “The Young Ones”. DVD’en er udgivet af http://www.thevideobeat.com/ , der har specialiseret sig i udgivelser af “rock’n roll film og tv-serier fra 1950’erne og 1960’erne. Og der er mange sjove ting imellem.

¦Some People – the movie..Mandag, d. 20. marts 2006 af CAPAC

Omsider fik jeg set Some People, som jeg har indkøbt på Ebay-auktionen. Som ventet var der tale om et VHS-rip overført til DVD. Men absolut i en acceptabel kvalitet med farver og hele pivetøjet. Filmens social-pædagogiske sigte – at bringe unge fartglade mennesker på “rette spor – er ikke til at overse med erfaringstyngede øjne. Men bortset fra det (fx i en scene, hvor de tre unge mænd, iført jakkesæt og slips, står skoleret over for den lokale den lokale dommer, der belærer dem om, at de er kommet på gale veje), så er det en underholdende film. Den er fortalt lige ud af landevejen, og skuespillerne udfylder deres roller godt. Især er det sjovt at se David Hemmings, der gør sig bemærket som ung spradebasse, der med stor forkærlighed fløjter længe efter pigerne (det kunne man jo gøre dengang med succes) .Filmen giver et godt billede af, hvor kedelige de tidlige tressere også var. Et borgerligt familieliv, hvor farmand sidder gemt bag dagens avis og venter på, at mor bliver færdig i køkkenet, og ungerne ser amerikansk western i fjernsynet, medens de unge ikke kan holde ud at være der og derfor mødes omkring motorcyklerne ved den lokale cafe. Eneste tilbud til de unge er ungdomsklubben, hvor de unge artigt spiller pool og synger i kor. Men filmen giver også et billede af en tid i opbrud. Den relativt hurtigt klippede indledning med neonlysreklamer, grønne dobbeltdækkerbusser i fart og livlige storbyscener giver et billede af Bristol som en moderne by i materiel fremdrift. Det opgør med autoriteterne, som ofte tilskrives det mytologiserede “1968”, er i fuld sving her. Og Kenneth More har rollen som den meget sympatiske, moderne pædagog (frivillig i ungdomsklubben), der forstår, at det handler om at motivere de unge. I en sjov scene, hvor han overrasker sin datter, der er gået i karbad med cowboyjeansene på (for at gøre dem stramme!), viser han blot interesse for projektet i stedet for at holde moralprædiken. Han repræsenterer den forstående far og den forstående pædagog, der ikke vil opdrage, men indddrage og vejlede. Derfor ser han også straks, at han ved at lade de unge spille musik i ungdomsklubben, får dem i tale (og dermed på rette vej). Musikstilen er instrumentalmusik á  la tidlig The Shadows. Lyden er som Skyggerne, og selv dansetrinnede er kopieret af efter stilen i deres tidlige optræden. Det er også sjovt at se tidens simple teknologi, fx forstærkerne, som ligner (og nok er) let ombyggede højtalere. For slet ikke at tale om moden: piger med højt hår og obligatorisk hovedtørklæde, nylonstrømper, højhælede sko og frakker; fyrene i cowboybukser med opslag og læderjakker og tilbagefriseret hår á  la Elvisâ.

Et ord falder og sætter gang i associationskæder og erindringsspor. Ordet er bubblegum. Bubblegum-pop, bubblegum-rock osv. Genren bestod af iørefaldende melodier, enkle akkordstrukturer, enkle harmonier, uforglemmelige “riffs” og “hooks” og så tekster, der drejede sig om det evigtunge teenageunivers: hjerte, smerte og hvordan får man fat i en pige/dreng… Den voksede som en lyserød tyggegummiboble fra en ungpigemund dengang i og omkring sidste halvdel af tresserne. Som andre genrer stjal bubblegum med arme og ben fra de foregående, dvs. halvtredserrocken, garagerocken, tex-mex-musikken, surfer-musikken osv. Tyggegummi-musikken var renlivet pop. Og navnet sagde alt om den primære målgruppe: tyggegummignaskende teenagere. Den havde absolut ingen “kunstneriske” eller “politiske” ambitioner, som ellers var en del af ungdomskulturen dengang; den ville kun underholde. Derfor var der mange, der så skævt til den. Men ikke alle. I hvert fald huserede dens udøvere på hitlisterne med mange irriterende iørefaldende sange. Til denne kategori hører The Ohio Express, der oprindeligt var et vaskeægte garagerockband, med deres klassiker “Yummy, yummy, yummy (I´ve got love in my tummy…)” fra 1968, hvor den blev #4 i USA. Et andet band var 1910 Fruitgum Company med deres “Simon Says”, som blev slidt på rejsegrammofonerne cirka på samme tid. Vi skal heller ikke glemme de allerede nævnte Lemon Pipers, der blev #1 i USA samme år med Green Tambourine. De fik følgeskab af The Archies, der med “Sugar, Sugar” blev den mest sælgende singleplade i USA året efter. Og så var der en underskov af bands, der forsøgte at gøre de nævnte kunsten efter. Der er udgivet adskillige compilations med tyggegummimusik, og de kan anbefales på det varmest, hvis man ellers er til renlivet, uforfalsket pop, der kun vil underholde (og så måske lige: score kassen…). Det har jo altid være poppens bestemmelse: at være uprætentiøs soundtrack til teenageres hverdagsliv og dagdrømme…
Tyggegummi-musikken satte sig tydelige spor i popmusikken i tiden efter og kan følges helt frem til i dag. Et af de store bands, der tog ved lære af genren, var designergruppen The Monkees, der dog også havde større musikalske ambitioner. Flere af deres hits har tydeligvis taget ved lære af tyggegummi-bandsene. Og hvad ville danske Aqua have været uden disse forløbere!?

Og her er de så som perler – eller måske snarere tyggegummikugler – på en snor:

Læs mere »

Apropos 1-hit-kunstnere, så har jeg tidligere været inde på Leadbelly-sangen Black Betty, der har det med at blive hængende i ens indre øre, ikke mindst i det amerikanske band Ram Jams version. Ram Jam var et halvfjerdserband, der udgav to LP’er: Ram Jam (1977) og Portrait of the Artist as a Young Ram (1978). Deres ene-stående hit røg op på hitlisten i 1977. Gruppen bestod af Bill Bartlett (guitar), der tidligere havde spillet i bubblegum-pop-bandet The Lemon Pipers(dem med “Green Tambourine”), Pete Charles (trommer) Myke Scavone (forsanger) and Howey Arthur Blauvett, der havde en fortid hos Billy Joel. Gruppens indspilning af Black Betty var i øvrigt en genindspilning, fordi Bartletts gamle band Starstruck havde lavet en udgave, uden at det gav anledning til den store opmærksomhed. Gruppens to plader er siden udgivet på en tysk cd med den herlige titel: The Very Best of Ram Jam….

Tresserne var også den tid, hvor folkemusikken slog igennem med navne som Bob Dylan, Donovan, Joan Baez og mange, mange flere. Interessen for folk gjorde, at mange større og mindre talenter fik en chance for at komme ud på grammofonplade, og en af dem var Robert Neal Lind, bedre kendt under sit kunstnernavn: Bob Lind. Lind fik et smashhit i 1966 med Elusive Butterfly, der blev nr. 5 både i USA og England. I England fik han dog kamp til stregen af ireren Val Doonican, der lavede en ikke ueffen coverversion, sådan som det var almindeligt dengang. Doonican var en flittig gæst på de engelske hitlister op gennem tresserne.
Hørt gennem tidstunnellen så kan man godt opfatte, at Bob Lind ikke havde den store stemmekraft, men melodien besidder uden tvivl de ingredienser, der skal til for at gøre en sang til en landeplage, en ørehænger osv. Bob Lind indspillede en række plader efter sit hit, men det blev ikke til mere på hitlisterne. I de senere år har han levet som forfatter og journalist i Florida.

Her er Bob med sangen, introduceret af The Rightious Brothers:

Melodien kommer bedre til sin ret med en rigtig god stemme – og den besidder Petula Clark, som altid har været blogbestyrerens favorit: