CAPAC

The Red Krayola – eller The Red Crayola, som bandet stavede sig i starten – var et af de obskure bands, som digteren og lyrikanmelderen ved Ekstrabladet, Poul Borum, ofte spillede dengang han i et kort periode var dj på Danmarks Radios program 3 og fik lov til at dyrke musik, som ingen i dag vil spille sammesteds.

Red Crayola var et af de mest spændende psykedeliske bands, der dukkede op, da psychedeliaen kom frem midt i tresserne. En flok kunststudenter fra Houston, Texas, med Maoy Thompson (sang og guitar) i spidsen kastede sig uforfærdet ud i det nye lydbillede og skabte fascinerende blanding af garagerock, avantgarde-støjrock og psychedelia. Og helt i den tids ånd så gav de fanden i, om de beherskede instrumenterne på professionel vis.

I 1966 lykkedes det for bandet at få en pladekontrakt med International Artists, der også havde det legendariske 13th Floor Elevators i stalden. Og det resulterede i det syrede, unikke album Parable of Arable Land, hvor Red Crayola sammen med en bunke venner spille seks lange musiknumre, der meget sigende kaldes Free-Form-Freak-Outs. Elevatorfører Roky Erickson optræder også på  pladen.

Bandet fortsatte deres free-form-eksperimenteren på albummet Coconut Hotel fra 1967. Pladeselskabet ville dog ikke udgive pladen, fordi den i sit rendyrkede minimalistiske eksperiment var endnu mindre kommerciel end debutpladen. Først i 1995 blev pladen udgivet officielt.

Af samme grund blev albummet God Bless The Red Krayola And All Who Sail With It fra 1968 kronologisk set bandets anden udgivelse. Selv om pladen ikke var så radikal som Cocunut Hotel og faktisk havde nogle melodiske kvaliteter, så var den alligevel for aparte til det pladekøbende publikum. Fiaskoen fik bandet i dets oprindelige opstilling med Mayo, trommeslager Frederick Barthelme og Steve Cunningham til at gå hver til sit.

Mayo Thompson fortsatte dog som solokunstner og har siden genskabt The Red Crayola/The Red Krayola, som stadigvæk eksisterer og har indspillet en lang række album, seneste Five American Portraits, der kom i 2010. Men de tre første plader udgør noget særligt. Hvis man holder af den syrede, psykedeliske musik med dens uhæmmede lyst til eksperimenter og evig jagt på spændende lydbilleder, så skal man opsøge dette enestående avantgarde-orkester. De to tidlige, officielle plader er genudgivet på fornemste vis af det engelske nostalgiforlag Charly Records – og kultpladen Coconut Hotel kan også fås derude et sted….

De to første plader med Red Crayola

Et af de bedste psykedeliske bands fra tresserne, Moby Grape, får nu genudsendt deres første fem albums. Til forskel fra andre af tidens psykedeliske bands dyrkede Moby Grape ikke de lange, “udflippede”, improviserende jamsessions, men bestræbte sig på af skrive afrundede numre. Capac glæder sig til at genhøre bandets musikalske udfoldelser i det nye år.

Tilbagespoling

Sitting by the Window

Hey Mama

1968 var også det år, hvor Arthur Brown fik et genoldigt hit (Billboard nr. 2) med sangen Fire. Sangen var med på albummet “The Crazy World of Arthur Brown”, der regnes for en psykedelisk klassiker fra perioden. Som man kan se på denne video fra dengang, så var Arthur Brown også en af de få teatralske kunstnere, der brugte udklædning, make-up m.m. i sin sceneoptræden. Succesalbummet blev i øvrigt produceret af ingen ringere en Pete Townsend fra The Who.
Selv om Arthur Brown siden hen ikke kunne leve op til successen med Fire havde han dog kunstnerisk succes. Hans fortolkning af Screamin’ Jay Hawkins “I Put A Spell On You” gjorde indtryk, og han udsendte flere lytteværdige albums i halvfjerdserne. Blandt andet under navnet Kingdom Come. Senere medvirkede Brown som sanger på den tyske kult-syntheziser-kunstner Klaus Schulzes album Dune, spillede rollen som præst i Whos rockoperafilm Tommy og var også med på Alan Parsons Projects klassiske Poe-album Tales of Mystery and Imagination, hvor han sang nummere The Tell Tale Heart.
Han har haft en omskiftelig tilværelse i de efterfølgende år, men er stadigvæk aktiv og udsendte i år albummet Voice of Love.

Morgenen bød på en let, sval brise og sol fra en ikke skyfri, men let cumuluseret, blå himmel. En smuk dag. Og det er stikordet til dagens (første?) nostalgiske, musikalske tilbageblik på den periode, der lige pt. optager blogskriveren: hippie-syre-psychedelia-årene sidst i tresserne. Sådan cirka. Og til de fremmeste grupper i denne flossede kategori hører uden tvivl It’s a beautiful day.
Bandet blev dannet i det centrale år 1967 – The Summer of Love – af den konservatorieuddannede violinist David LaFlamme og omfattede desuden LaFlammes kone Linda på keyboards, den henrivende sangerinde Pattie Santos, guitaristen Hal Wagenet, basspilleren Mitchell Holman og trommeslageren Val Fuentes. De spillede en blanding af rock, jazz, folk, klassisk musik m.m.
Den musikalske konkurrence var hård i The Summer of Love, og It’s a beautiful day var et af de bands, der kom til at stå i anden række. Hvilket musikalsk set ikke var helt retfærdigt. Men sådan er det jo.
I 1969 udsendte de deres debutalbum It’s a beautiful day, der indeholder klassikeren “White Bird”. Uden at blive et top 10 hit gjorde pladen sig godt på salgbarometeret, og David LaFlammes og Pattie Santos vokale samarbejde og LaFlammes violinspil gjorde indtryk.
I 1970 havde fru LaFlamme forladt bandet og var erstattet af Fred Webb. Samme år kom den fine opfølger til debuten, Marrying Maiden, der også gjorde sig pænt på hitlisterne.
De efterfølgende to plader Choice Quality Stuff/Anytime (1971) og Live At Carnegie Hall (1972), var ikke dårlige, men publikum svigtede, og et par år efter gik bandet i opløsning (1974). Siden har David LaFlamme forfulgt en solokarriere med held, og bandet er blevet gendannet i slutningen af halvfemserne.
Gruppen renomé skyldes især de to første slidstærke LP’er. Jeg kan huske, at deres musik, ikke mindst nummeret “White Bird” var meget efterspurgt på P3 op gennem halvfjerdserne. Og at de to albums ligeledes var efterspurgte. På et tidspunkt blev de så omsider genoptrykt, og man kunne se de karakteristiske omslag hænge i vinduerne hos FONA.
I øvrigt er de udsendt på en dobbeltcd siden hen. Videoer: Læs mere »

Solskin eller mangel på samme, psykedelia og hippiedrømme… så kommer vi ikke uden om Donovan og hans Sunshine Superman. Her i en relativ ny version fra et radioprogram, hvor Donovan spøger lidt med datidens store hits:

- og en version fra dengang sangen var dugfrisk og ny.

Tilbagespoling

The Blues Magoos var et andet band, der sprang på den psykedeliske vogn i starten af tresserne. Egentlig hed de The Trenchcoats, men da syrerocken fik tag i folk, skiftede de navn. Det var i 1966. Bandet bestod oprindeligt af Emil Thielhelm eller Peppy Castro (sang og guitar), Dennis LaPore (lead guitar), Ralph Scala (orgel og sang), Ronnie Gilbert (bas) og John Finnegan (trommer). De holdt til i den legendariske bydel Greenwich Village i San Francisco, hvor de skabte sig et navn som live-band. Gruppen kan også prale af, at være en af de første, der brugte begrebet psykedelisk, idet titlen på deres debutalbum var Psychedelic Lollipop.
Bandet turnerede med nogle af tidens store engelske navne, The Who og popensemblet Hermans Hermits og fik æren af at levere en af sangene til soundtracket fra kultfilmen Easy Rider. Det var deres største hit We Aint’t Got Nothing Yet, der var på den amerikanske top 10. Et nummer præget af farfisaorgel og siden er blevet sammenlignet med Deep Purples klassiker Black Night.
Gruppen næste to albums gik ikke særlig godt, og i 1968 sluttede eventyret, og medlemmerne gik hver til sit.

Læs mere »

Bøjet ind over supermarkedets køledisk med is og isdeserter og diskuterende med Frøkenen, om vi nu skal vælge Hansens øko-chokoladeis, en fransk framboise-sorbet eller en ordinær jordbær- eller flødeis, popper navnet Strawberry Alarm Clock op i hovedet. Jordbær Vækkeur. Sikke et navn. Godt nok til at bide sig fast i hjernebarken, eller hvor det det nu bed sig fast dengang for en del år siden.
Strawberry Alarmclock var en del af tresser psychedelia-bølgen og fik et hit, nemlig “Incense and peppermints”, der til gengæld toppede Billboards hitliste. Gruppen bestod af store knægte, hvoraf flere stadig gik i skole, og på hittet fik de en 16-årig skolekammerat, Greg Munford, til at synge lead. Efter en masse udskiftninger gik bandet allerede i opløsning i 1971, men nåede at udsende fire LP’er, uden at nogen af dem blev store hits. Film-buffs blandt bloglæserne vil måske huske gruppens navn fra et par film, Psyched-Out med Jack Nicolson, hvor gruppen spillede en håndfuld sange, blandt andet omtalte hit, og Russ Meyers trash-klassiker Beyond the Valley of the Dolls, hvor de også lagde lyd til soundtracket.

Strawberry Alarmclock tilhørte den “poppede” end af den psykedeliske bølge sammen med fx The Flowerpot Men og lignende. Men derfor er de nok et genhør og -syn værd: Læs mere »

Selv om vi ikke vil gå Bo i bedene med lyrikken, så vil vi godt lige fremhæve, at den bl.a. Charles Olson-påvirkede danske digter Peter Laugesens nyeste poesistykke: Vejrudsigter. Bogen anmeldes her af Jørgen Johansen, der mener, at melankolien breder sig over flere af digtene i samlingen..
PS. I weekendudgaven af Information kan man læse et interview med Laugesen om hans læsning. Det drejer sig om Finnegans Wake, Björling, Montale m.m.

Moby Grape, der blev dannet i San Francisco i 1966 af det fhv. Jefferson Airplane-medlem Skip Spence (trommer), guitaristen Jerry Miller, trommeslageren Don Stephenson, rytmeguitaristen Peter Lewis og bassisten Bob Mosley, betragtes af mange kendere som det bedste band fra San Francisco-scenen i tresserne. Gruppens omdømme skyldes især deres debutplade fra 1969, Moby Grape, der er en af de mest spændende rockplader fra perioden. Bemærkelsesværdigt var det også, at samtlige medlemmer i gruppen var med til kollektivt at komponere musikken og skrive teksterne. Til trods for, at gruppen ikke var mainstream, fik den gode anmeldelser, og pladen solgte efter datidens målestok ganske godt.
Måske på grund af den første plades succes og pladeselskabets voldsomme satsning på bandet (der blev udgivet ikke mindre end fem singleplader fra albummet, hvilket var ret usædvanligt dengang), så levede det andet album ikke op til forventningerne. For det første var der tale om et dobbeltalbum; for det andet var det et udpræget jam-album – i pagt med tidens trend på den scene. WoW, som pladen hed, fik ikke den samme kritikermodtagelse som debuten. Set i bagklogskabens lys er det nok lidt uretfærdigt, fordi der faktisk er tale om en musikalsk spændende frembringelse af nogle af San Francisco-scenens bedste musikere. Den er da også blevet kultplade og samlerobjekt i eftertiden…
Som mange talentfulde bands led gruppen under, at den havde et dårligt management og var totalt uerfaren med hensyn til musikindustrien. Dertil kom problemer med stoffer og andre af den tids livsstilsplager…

Videoer: Læs mere »