Indlæg tagget med psykedelisk

Spids Nøgenhat på Atlas, lørdag d. 11. oktober

12. oktober 2014

spidsnogenhat_enmarkeligkop

MÃ¥ske var det slet ikke en koncert, jeg deltog i i gÃ¥r aftes. MÃ¥ske var det i virkeligheden et genoptryk af den i sentresserne populære happening. En kunstnerisk begivenhed, der kunne involvere bÃ¥de dette og hint – fx en koncert. Men i dette tilfælde ogsÃ¥ en dj og en dokumentarfilm.

Da jeg havde gemt mobiltelefonen godt dybt nede i buskelommen ( i en øjebliks naiv forventning om, at andre ogsÃ¥ ville gøre noget lignende – jeg skulle blive meget klogere i løbet af aftenen) og trÃ¥dte ind i det lille spillested Atlas, blev jeg mødt af lysshow pÃ¥ alle vægge, akkompagneret af  DJ Slangeklædte Fjerguds udladninger af moderne, primært dansk, psykedelisk musik. Og allerede her, halvanden time inden aftenens hovednavn indtog scenen, gik det op for mig, at den moderne udgave af psykedelisk musik selvfølgelig er et simulakrum. Farverne, der dansede lystigt pÃ¥ væggene, var ikke udflydende analoge farver, der lystigt smeltede sammen, sÃ¥dan som det var i gamle dage, hvor man arbejdede med glasplader, farver og belysning. Næh, de nye psykeliske mønstre var logisk nok digitale udgaver. Men selv om den nostalgiske illusion sÃ¥ledes blev brudt, sÃ¥ fejlede stemningen ikke noget. Foreningen af lyd og lys gav plads til bÃ¥de nostalgiske associationer og overvejelser omkring den moderne psykedeliske musiks egenart.

Halvvejs inde i forspillet til koncertdelen blev Niels Plenges dokumentarfilm “Har du set mit psykedeliske tapet” vist pÃ¥ scenebagtæppet. En film, der fortæller en historie om skabelsen af det lille pladeselskab Orfeus og skabelsen af bandet Spids Nøgenhat, fordi de to tildragelser hænger nøje sammen. En fascinerende lille historie om, hvordan et vinyldedikeret lille selskab bliver til i cd-mediets og streamingtjenesternes tid og en historie om, hvordan Spids Nøgenhat nærmest ved tilfældighedernes gunst bliver til som band ud af en indspilningsproces (til bandets første album). En film, der ogsÃ¥ giver et fint billede at et subkulturelt univers, hvor gammeldags vinyl og nostalgisk musikorientering gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd. Kan kun anbefales.

Klokken 21.30 gik Spids Nøgenhat sÃ¥ pÃ¥, akkurat som lovet. Og frem til kl. 23 kørte de et stramt show af, der i kraft af musikalsk disciplin og musikalsk intensitet og nærvær, nærmest var en ironisk kommentar til gamle dages Ã¥h sÃ¥ tilbagelænede, flippede koncerter. Og med Uffe Lorenzen (Aramis eller Lorenzo alias Guf alias mange andre navne) i spidsen med orgel og akustisk guitar blev vi ført igennem en række af bandets allerbedste numre – inklusive hittet “Lolland Falster” – og inklusive tre ekstranumre. Og Spids Nøgenhat spiller psykedelisk rock med tyk streg under rock. For jeg tror nok, at det, der adskiller Spids Nøgenhat fra de gamle psykedeliske orkestre, er, at de har været igennem en musikalsk periode, hvor den hÃ¥rde rock har sat sig et kraftigt aftryk pÃ¥ rockens udtryk i almindelighed. Og det hÃ¥rde rockudtryk blev sikret af rytmekernen af trommer og bas, Anders ‘Moody Guru’ Skjødt og Anders ‘Fuzz Daddy’ Grøn, der – med et par rolige numre som undtagelser – skabte en konstant medrivende grundlag for de psykedelisk flyvske guitarister, Henrik ‘Hobbitten’ Klitstrøm og Morten ‘Aron’ Larsen, som flankerede Uffe Lorenzen og supplerede hinanden pÃ¥ næsten telepatisk indforstÃ¥et vis. Og denne cocktail at heavy rock og moderne psykedelia gik tydeligvis lige i hjertet og kroppen pÃ¥ det overvejende unge publikum, der denne aften forsagede landskampfodbold og andre underholdningstilbud i den jyske hovedstads centrum for at indtage en portion spids nøgenhat nogle fÃ¥ skridt fra Aarhus Ã…. Og det blev en pÃ¥ alle mÃ¥der rigtig god koncert, som Spids Nøgenhat fik afleveret, inden de gav ordet tilbage til DJ Slangeklædte Fjergud. Det revolutionære underholdningsorkester Spids Nøgenhat kom med fred og fik alle med, for nu at citere bandet selv.

For mig kom højdepunktet pÃ¥ en velgørende koncertaften, da bandet – efter at have ført os gennem de bedste af deres egne sange – greb tilbage til Røde Mors klassiker fra 1970 “Lille Johnnys mund” og kærligt og respektfuldt forvandlede den til et neo-psykedelisk rocknummer. Her gav simulakret lige pludselig rigtig mening for mig, fordi bandet med nærmest historisk ironi greb tilbage i tiden til en klassiker og derved reaktualiserede et politisk rocknummer (der dengang var en kommentar til Vietnamkrigen) i en tid, hvor danske politikere sender danske sønner og døtre i krig. SÃ¥dan.

Med deres koncert fik Spids Nøgenhart vist, at det giver god musikalsk mening bevidst at lade sig inspirere af foregående generationers musikalske ideer, og bandet fik demonstreret, at de må være et af de bedste rocklivebands i disse år. Vi kan kun håbe på, at Spids Nøgenhat snart igen vil besøge Aarhus og lade de spidse nøgenhatte danse på væggene og i lydbillederne.

 

Genhør: The Red Crayola – The Parable of arable Land

9. marts 2012

The Red Krayola Рeller The Red Crayola, som bandet stavede sig i starten Рvar et af de obskure bands, som digteren og lyrikanmelderen ved Ekstrabladet, Poul Borum, ofte spillede dengang han i et kort periode var dj p̴ Danmarks Radios program 3 og fik lov til at dyrke musik, som ingen i dag vil spille sammesteds.

Red Crayola var et af de mest spændende psykedeliske bands, der dukkede op, da psychedeliaen kom frem midt i tresserne. En flok kunststudenter fra Houston, Texas, med Maoy Thompson (sang og guitar) i spidsen kastede sig uforfærdet ud i det nye lydbillede og skabte fascinerende blanding af garagerock, avantgarde-støjrock og psychedelia. Og helt i den tids ånd så gav de fanden i, om de beherskede instrumenterne på professionel vis.

I 1966 lykkedes det for bandet at få en pladekontrakt med International Artists, der også havde det legendariske 13th Floor Elevators i stalden. Og det resulterede i det syrede, unikke album Parable of Arable Land, hvor Red Crayola sammen med en bunke venner spille seks lange musiknumre, der meget sigende kaldes Free-Form-Freak-Outs. Elevatorfører Roky Erickson optræder også på  pladen.

Bandet fortsatte deres free-form-eksperimenteren på albummet Coconut Hotel fra 1967. Pladeselskabet ville dog ikke udgive pladen, fordi den i sit rendyrkede minimalistiske eksperiment var endnu mindre kommerciel end debutpladen. Først i 1995 blev pladen udgivet officielt.

Af samme grund blev albummet God Bless The Red Krayola And All Who Sail With It fra 1968 kronologisk set bandets anden udgivelse. Selv om pladen ikke var så radikal som Cocunut Hotel og faktisk havde nogle melodiske kvaliteter, så var den alligevel for aparte til det pladekøbende publikum. Fiaskoen fik bandet i dets oprindelige opstilling med Mayo, trommeslager Frederick Barthelme og Steve Cunningham til at gå hver til sit.

Mayo Thompson fortsatte dog som solokunstner og har siden genskabt The Red Crayola/The Red Krayola, som stadigvæk eksisterer og har indspillet en lang række album, seneste Five American Portraits, der kom i 2010. Men de tre første plader udgør noget særligt. Hvis man holder af den syrede, psykedeliske musik med dens uhæmmede lyst til eksperimenter og evig jagt pÃ¥ spændende lydbilleder, sÃ¥ skal man opsøge dette enestÃ¥ende avantgarde-orkester. De to tidlige, officielle plader er genudgivet pÃ¥ fornemste vis af det engelske nostalgiforlag Charly Records – og kultpladen Coconut Hotel kan ogsÃ¥ fÃ¥s derude et sted….

De to første plader med Red Crayola

Dagens sang: Martha – Jefferson Airplane

27. december 2007

Moby Grape – genudsendes

22. december 2007

Et af de bedste psykedeliske bands fra tresserne, Moby Grape, fÃ¥r nu genudsendt deres første fem albums. Til forskel fra andre af tidens psykedeliske bands dyrkede Moby Grape ikke de lange, “udflippede”, improviserende jamsessions, men bestræbte sig pÃ¥ af skrive afrundede numre. Capac glæder sig til at genhøre bandets musikalske udfoldelser i det nye Ã¥r.

Tilbagespoling


Sitting by the Window

Hey Mama

1968: The Crazy World of Arthur Brown – Fire

18. oktober 2007

1968 var ogsÃ¥ det Ã¥r, hvor Arthur Brown fik et genoldigt hit (Billboard nr. 2) med sangen Fire. Sangen var med pÃ¥ albummet “The Crazy World of Arthur Brown”, der regnes for en psykedelisk klassiker fra perioden. Som man kan se pÃ¥ denne video fra dengang, sÃ¥ var Arthur Brown ogsÃ¥ en af de fÃ¥ teatralske kunstnere, der brugte udklædning, make-up m.m. i sin sceneoptræden. Succesalbummet blev i øvrigt produceret af ingen ringere en Pete Townsend fra The Who.
Selv om Arthur Brown siden hen ikke kunne leve op til successen med Fire havde han dog kunstnerisk succes. Hans fortolkning af Screamin’ Jay Hawkins “I Put A Spell On You” gjorde indtryk, og han udsendte flere lytteværdige albums i halvfjerdserne. Blandt andet under navnet Kingdom Come. Senere medvirkede Brown som sanger pÃ¥ den tyske kult-syntheziser-kunstner Klaus Schulzes album Dune, spillede rollen som præst i Whos rockoperafilm Tommy og var ogsÃ¥ med pÃ¥ Alan Parsons Projects klassiske Poe-album Tales of Mystery and Imagination, hvor han sang nummere The Tell Tale Heart.
Han har haft en omskiftelig tilværelse i de efterfølgende år, men er stadigvæk aktiv og udsendte i år albummet Voice of Love.