Indlæg tagget med radio

Lost in France in love…

19. november 2015

Min musikafspiller løb tør for strøm for et par dage siden, jeg fik ikke ladet den op og var derfor nødsaget til at lytte til radio i forbindelse med mit job. Og radio vil sige Danmarks Radio P5, der bl.a. dyrker mottoet ‘kanalen hvor god musik aldrig gÃ¥r af mode’ eller noget i den retning. En kanal, der dyrker gammeldags mainstreampop og -rock. Det indebar – for mit vedkommende – et genhør med mange gamle og gode hits, men det blev ogsÃ¥ lysende klart, at kanalen lever højt pÃ¥ intensitvt genbrug af de samme sange og numre, dag efter dag. Overraskelser, genopdagelser osv. er der bestemt ikke plads til pÃ¥ P5. Nej, vi er langt fra den form for radio, der var plads til i tresserne og et langt stykke ind i halvfjerdserne, hvor jeg var fast lytter til Danmarks Radio.

NÃ¥r det er sagt – og siges det skal det, for formelt set har vi at gøre med en public service-station, der burde kunne vise mere kvalitet i sÃ¥vel form som indhold – sÃ¥ var der som sagt søde genhør med gamle sange. Og i gÃ¥r var der især en sang, der bed fra sig og bed sig fast i korttidshukommelsen. Nemlig Bonnie Tyler og hendes “Lost in France” fra 1977. Det var sÃ¥mæn ikke Bonnie Tyler som sangerinde, der gjorde indtryk. Men tekstlinjen “I was lost in France in love”..

As I stood there in the morning rain
I had a feeling I can’t explain
I was lost in France in love

Det forekom mig, at sangskriverne Steve Wolfe og Ronnie Scott havde begÃ¥et en lille bitte genistreg med lige netop den verselinje… en lille punktering af en i øvrigt helt banal popkærlighedssang.

 

Hans Otto Bisgaard – fylder 70 i dag

7. august 2015

Ja, en af min barn- og ungdoms radiohelte, Hans Otto Bisgaard, fylder 70 i dag d. 7. august. Med baggrund i Brøndby Pop Club, der blandt meget andet arrangerede den allerførste koncert i Danmark med bandet, der blev kendt som Led Zeppelin, blev Bisgaard en af de radioværter, der tog over efter Jørgen (de) Mylius og åbnede op for musik, der ikke kun gjorde sig på hitlisterne og i Melodi Grand Prix.

Sammen med fx Palle Aarslev lavede han det legendariske program Beatrapport, der gav indblik i den ny musik, der rørte på sig i Storbritannien, USA og andre steder. Bisgaard var med til at udvide mit musikalske univers kraftigt. Og tak for det.

Siden blev Bisgaard mere blød i kanten og mere orienteret mod mainstream. Det skal han ikke høre et ondt ord for her, for han sørgede for at Ã¥bne mine ører for en masse spændende musik. Det var bl.a. hos ham jeg lærte at lytte til fx. The Band (Big Pink) og Townshend-Lane “Rough mix”. Bare som eksempler. Til lykke med dagen Hans Otto og – rock on.

Johannes Andersen og Poul Krebs på radioen

23. marts 2014

Lige en anfaling til dem af jer, der stadigvæk lytter til radio. To af de album, jeg har anbefalet varmt her i bloggen  – Johannes Andersens Mellem skyernes skygger og Poul Krebs’ Asfalt – bliver udførligt omtalt af kunstnerne selv i DR-programmet Kultursøndag. Du kan lytte til dem og nedhente dem lige her. God fornøjelse.

For popnørder: Tio i topp – en bog en et legendarisk svensk musikprogram

9. december 2012

Hvor vi havde Jørgen de Mylius, “Efter skoletid” og hitlisterne, havde svenskerne i Ã¥rene 1961-1974 hitlisteprogrammet Tio i topp. Programmet var en videreudvikling af hitlistetanken, som man allerede kendte i Sverige. I stedet for at fÃ¥ svenske lyttere til at stemme pÃ¥ melodierne pr. brev, besøgte programmet forskellige steder, hvor de unge kunne afgive stemme ved hjælp af sÃ¥kalde mentometerknapper. NÃ¥r man trykkede pÃ¥ knapperne kom der en maskingeværlignende lyd i radioapperaterne. Inden det livetransmitterede program gik i luften lørdag eftermiddag kl. 15 fik juryen mulighed for at gennemlytte ti nye sange. Halvdelen af de ti sange skulle efterfølgende kappes med den aktuelle listes ti deltagere om lytternes gunst. Først skullle publikum stemme pÃ¥ de sange, der skulle ud af listen. Og dernæst vælge vinderne.

Programmet var uhyre populært og listen smittede direkte af pÃ¥ salgslisten. Men omkring 3 millioner lyttere var Tio i topp afgørende for formidlingen af popkulturen – pÃ¥ samme mÃ¥de som “Efter skoletid” og hitlisterne var det herhjemme…

Nu har Eric Hallberg & Ulf Henningsson sÃ¥ lavet en stor bog om programmet med titlen TIO I TOPP – med de utslagna “PÃ¥ försök” 1961-74 (forlaget Premium Publishing). I bogen gennemgÃ¥s alle de sange og kunstnere, der var med. OgsÃ¥ dem, der var “boblere”, som Mylius kaldte aspiranterne til sine lister…

560 sider i A4-format er der brugt til at kortlægge dette stykke kulturhistorie. Mon nogen kunne finde pÃ¥ at lave noget lignende om Danmarks Radios betydning for poppen og rocken? Det ville i hvert fald være ønskeligt – og et vægtigt bidrag til bevaringen af kulturarven!

PS. Som esbjergenser kom jeg aldrig i nærheden af dette program, men måske nogle af de sjællandske læsere lyttede med, når maskingeværet skrattede og den søde pop lød ud af monoradioen?

Lune Larsen på radioen om musikken, det guddommelige og meget andet

7. november 2012

Lige et tip. Spillemanden Kim Larsen snakker med Karen Secher i DRs radioprogram "Besøgstid" under overskriften Pop skal lyde som om det er rystet ud af ærmet. Uanset, hvad man mener om ‘lune Larsen’, sÃ¥ er programmet et besøg værd. Det er radio, nÃ¥r det er bedst, og et bevis pÃ¥, hvad radio kan – og aviser, fjernsyn og digitale medier ikke kan. Anbefales. Ikke kun, fordi det er med Larsen.

Henning Moritzen er død, 84 år

12. august 2012

Fotoet ovenfor viser nogle af de skuespillere, der var med i radioprogrammet “Karlsens kvarter”. Lise Ringheim, Peter Steen, Sisse Reingaard og Henning Moritzen (knægten pÃ¥ billedet husker jeg ikke navnet pÃ¥). Sidstnævnte skuespiller afgik ved døden i lørdags i en alder af 84 Ã¥r. Og nyheden om Moritzens død sendte mig tilbage til dengang, hvor  radioserien om et midaldrende ægtepars – Pers (Moritzen) og Bittens (Ringheim) – liv og levned kunne holde en stor del af det, man dengang kaldte Familien Danmark, fast med øret inde i radioen. Serien kørte fra 1967 til 1984! Jeg kan huske, at min gamle regnelærer Helligsø ofte inddrog Karlsens Kvarter i sin undervisning. Det siger noget om kvaliteten af programserien…

Programserien var forfattet af Leif Panduro og Lise Nørgaard og indeholdt en del satiriske kommentarer til samfundsudviklingen. Akkurat som Huset pÃ¥ Christianshavn og Matador senere gjorde – pÃ¥ tv. I dag ville det være umuligt at lave den slags radioudsendelser. Desværre.

Med Henning Moritzens bortgang forsvinder endnu en af de populære, alsidige skuespillere, der ‘altid’ har været der og som har sat sit eftertrykkelige mærke pÃ¥ radio, tv, teater, film osv. Hvil i fred.

Derfor skabte skaberen radioen… The Beach Boys anno 2012

26. april 2012

 

The Beach Boys var helt sikkert en af grundene til, at jeg altid lÃ¥ med hovedet inde i mine forældres gamle rørforstærkede radio, da jeg var dreng. Nu har de sÃ¥ lavet en sang om ‘hvorfor gud lavede radioen’. SÃ¥dan mÃ¥ det vel hedde i ‘guds eget land’. I hvert fald slipper de gamle stranddrenge godt fra det, synes jeg…

En piradiopioner er død, Tom Lodge – Radio Carolines morgen-dj

4. april 2012

Lige så stor en forbandelse, de kommercielle, reklamebefængte radioprogrammer kan forekomme at være i dag med deres selvpromoverende, storsnakkende disc jockeys (eller hvad sådanne moderatorer kaldes nu om stunder), lige så befriende forekom de at være, da de dengang i tresserne bogstaveligt talt søsattes som piratradioer. For unge med luft under vingerne var piratradioernes politisk ukorrekte brud med statsradiofoniernes kedsommelighed nærmest at ligne med pornografiens frigivelse nogle år senere.

Enhver der har set filmen The Ship That Rocked The World (2010) om piratradioens barndom har kunne fryde sig over beskrivelsen af det oprør, de pop- og rockinficerede stationer var med til at sætte i gang.

Nu har en af pionererne fra dengang endegyldigt sluppet mikrofonen. Thomas Odoard Marshall Lodge – Tom Lodge blandt venner – havde morgentjansen pÃ¥ den legendariske piratradio Radio Caroline, og han spillede en afgørende rolle for dens succes.

Lodge var lidt af en eventyrer. Som 18-Ã¥rig tog han til Calgary, hvor han arbejdede som cowboy, brugtvognsforhandler, fisker og guldminearbejder. Med mere. Og sÃ¥ fik han et job, der siden ville fÃ¥ betydning for hans karriereforløb, som nyhedsoplæser for Canadian Broadcasting Corporation. Under et besøg i London kom han i kontakt med Ronan O’Rahilly, der var ved at søsætte Radio Caroline, og Lodges syn pÃ¥ BBCs elendige formidling af populærmusik fik O’Rahilly til at ansætte Lodge som radiomand.

Lodge blev ankermanden pÃ¥ Radio Caroline North, der befandt sig i havet ved Isle of Man. Søsterskibet Radio Caroline South kunne slet ikke matche Norths popularitet og mistede lyttere og reklameindtægter til konkurrenten Radio London. For at redde South fra at gÃ¥ ned, blev Lodge udnævnt til at være stationens programdirektør. Og Lodges succesfulde programpolitik var enkel og virksom. Det var radiojournalistens personlighed og fornemmelse for, hvad der rørte sig i populærmusikken, der var afgørende for, hvor mange lyttere, man fik. Og sÃ¥ det forhold, at man spillede en masse musik, som de unge gad lytte til…

Selv The Beatles’ manager Brian Epstein havde øje for Lodges talent som iværksætter og eventyrer og fik ham overtalt til at være interviewer for popbladet Disc And Music Echo, der var en en sammenlægning af Disc og Mersey Beat.

Radion Caroline North kom pÃ¥ et tidspunkt i havsnød, og Lodge og de andre pÃ¥ skibet mÃ¥tte reddes i land i bidende kulde. Denne hændelse gav inspiration til den ovenfor nævnte film om piratradioens første tid. Efter sigende kunne Lodge ikke lide filmen pÃ¥ grund af dens frimodige fremstilling af stoffer og sex, men ikke desto mindre huggede han senere filmens titel til den revideret udgave af sine erindringer. Gesjæftig var han jo…

Da det omsider lykkedes myndighderne at få stoppet piratradioerne, fik Lodge som flere andre piratradiofolk job hos arvefjenden BBC. Men Lodge kunne ikke med BBCs berygtede bureaukrati, og han drog igen til Canada, hvor han arbejdede som rock-formidler og underviser af radioansatte. Senere i livet konverterede han til zenbuddhismen og tog navnet Umi.

Lyt med: The Ronny Wood Show Рp̴ DR P6 BEAT

14. januar 2012

Hvorfor spilde tiden pÃ¥ at se festligholdelsen af Dronningens jubilæum – og i særdeleshed tv-journalisternes,-kommentatorernes og de kendtes festligholdelse af sig selv – nÃ¥r man kan lytte til gode, gamle Rullesten Ron Wood vende plader?

Konceptet for udsendelserne er ganske enkelt. Ron Wood er i studiet med sin guitar (og en kop te eller kaffe…) og spiller lige netop den musik, han kan lide. Og som lytter har du, som Ron siger, kun en knap at dreje pÃ¥, og det er lydstyrkeknappen. Ikke noget med at surfe… AltsÃ¥ gammeldags radio, hvor Ron supplerer med historier og erindringer og lidt guitarspil. Serien begyndte i april 2010 – og nu udsender DR P6 BEAT altsÃ¥ den for danske lyttere. Du kan lytte til programmerne lige her – det kan anbefales.

PR-foto.

Ulla Tørnæs – en ideologisk papegøje

2. september 2011

Man skal passe pÃ¥ med at lytte til P1 Debat, nÃ¥r man kører hjem fra arbejde efter midnat. Man risikerer at køre i grøften eller ind i en lygtepæl. PÃ¥ grund af ophidselse eller frustration. – Det er efterhÃ¥nden gÃ¥et op for mig, at programmet ikke er et rigtigt debatprogram, men en karikatur af en demokratisk funderet debat. Den demokratisk funderede debat fungerer – forenklet sagt – sÃ¥dan, at de debatterende lytter til hinanden og fremfører deres argumenter om det debatterede emne. Ideal set vinder den, der har de stærkeste argumenter ,og modparten lader sig bevæge et andet sted hen end der, hvor vedkommende oprindeligt stod.

I denne midnats udgave af P1 Debat blev karikaturen kørt helt ud i hampen – ad absurdum. Og det skyldtes primært en af de medvirkende, partiet Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs. Over for hende stod Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen. Og ordstyreren (in spe) var Eva-Marie Møller.

Ulla Tørnæs’ indlæg i det, der skulle være en debat, destruerede ethvert tilløb til meningsbrydning. Hendes destruktive strategi gik i sin enkelhed ud pÃ¥, at hun 1. ikke lyttede til, hvad der blev spurgt om, 2. i stedet for at svare, fremturede hun med den ideologiske lektie, som hun har lært udenad og kunne aflire som en anden grammofonplade eller papegøje. Eva Marie Møller forsøgte forgæves at fastholde Tørnæs pÃ¥ sine spørgsmÃ¥l – fx hvorfor regeringen gennem 10 Ã¥r har brugt 8 milliarder pÃ¥ aktivering, der ikke har fÃ¥et folk i arbejde – men Tørnæs forhold sig overhovedet ikke til det, der blev spurgt om. Enten lod hun, som om hun svarede, medens hun fremturede monologisk med sin ideologiske doktrin, eller ogsÃ¥ sagde hun direkte, at hun hellere ville kommentere noget andet.

Ulla Tørnæs er et – mÃ¥ske ekstremt – eksempel pÃ¥, hvordan den politiske debat i den danske offentlighed er degenereret til et grotesk, absurd teater, hvor det ikke længere handler om konsensusorienteret dialog og debat, men netop om en meningsløs karikatur eller parodi. Becketts og Onescos absurde teaterstykker overført til den politiske scene med et halvt Ã¥rhundredes forsinkelse. Man ved næsten ikke, om man skal le eller græde – eller mÃ¥ske begge dele. Prøv selv at opleve det – her.