Indlæg tagget med radio

It’s all over now: Suze Rotolo om sit liv med og uden Bob

25. maj 2011

Suze Rotolos erindringsbog A Freewheelin Time er et vigtig dokument i litteraturen om Bob Dylan, men især er den et fint vidnedsbyrd om en bestemt periode omkring tresserne i USA og de politiske og kulturelle tendenser, der var pÃ¥ spil dengang. I anledning af His Bobness’ fødselsdag i gÃ¥r har NPR genudsendt en samtale med Suze, hvor hun fortæller sit liv og sin bog. Et fin lille samtale, der undgÃ¥r enhver unødvendig Bobdyrkelse… Lyt til udsendelsen her.

Den farlige radios død – og de røde lejesvende

4. maj 2011

I gÃ¥rsdagens udgave af Politiken havde journalisten Jacob Rosenkrands en kronik med titlen “Farvel til de røde lejesvende“. Kronikken er en slags opsummering og efterrefleksion over de tre, omstridte tv-udsendelser om “Jagten pÃ¥ de røde lejesvende”, som Rosenkrands var ansvarlig for og stod for. Og som jeg i denne blog har kritiseret og forholdt mig til (se links nedenfor). Jeg har ikke ændret mening om programserien, som jeg stadigvæk opfatter som et stykke temmelig mislykket tv, der slet ikke fÃ¥r indløst det potentiale, der er i emnet.

Men i kronikken ser Rosenkrands pÃ¥ de røde lejesvendes betydning – storhed og fald, kunne man mÃ¥ske sammenfatte det til – som tiltrængte fornyere af journalistikken. Eller rettere: som arvinge til og forfægtere af den gamle socialdemokrat Julius Bomholts ideal om “farlig radio”. Om denne tanke skriver Rosenkrands:
“Den farlige radio udspringer imidlertid ikke af 70’ernes venstreorienterede og revolutionære tidsÃ¥nd. Begrebet blev formuleret kort efter Anden Verdenskrig af socialdemokraten Julius Bomholt, formand for Statsradiofoniens RadiorÃ¥d og senere Danmarks første kulturminister. Han ønskede at gøre op med forestillingen om, at enhver udsendelse skulle afspejle flertallets synspunkter, og enhver anskuelse straks afbalanceres af den modsatte.

»Radioen bør ikke blot være landets største, men frieste talerstol, og vi hÃ¥ber, at lytterne vil vise sig i besiddelse af vidsyn og tolerance. Vi bør opdrage os selv til at føle glæde over en talentfuld modstander«, skrev Bomholt. »Det gælder om at Ã¥bne dørene for de ideer, der er i stand til at skabe bevægelse (…) Lad os være tolerante, sÃ¥ledes at radioen kan blive en formidler af tidens brændende ideer – med en appel til den enkelte om selv at tænke«.

Selv om ‘de røde lejesvende’ undervejs kom til at glemme det journalistiske hÃ¥ndværk til fordel for venstreorienterede holdningers skævvridning i programvirksomheden, sÃ¥ er kronikforfatteren ikke i tvivl om, at vi – og andre journalister – har meget at takke ‘lejesvendene’ for i form at tankevækkende, provokerende og nyskabende journalistik i radio og tv. Men med ‘jagten pÃ¥ de røde lejesvende’ – en jagt, der har stÃ¥et pÃ¥ i henved 40 Ã¥r og som de siddende regering satte pÃ¥ dagsordenen, da den kom til magten i 2001 – er der sket noget. Den ideologiske kamp har – det er indiskutabelt – haft en hæmmende effekt pÃ¥ de røde lejesvendes ‘farlige radio’ (og tv). Men de samme oprørske journalister er ogsÃ¥ med tiden gledet ind i en slags konservativisme, hvor de ikke har været i stand til at forny og udfordre deres egne positioner. Rosenkrands ser rigtig, synes jeg, nÃ¥r han ser noget paradoksalt i, at de unge, oprørske halvfjerdserjournalister, som satte fut i mediemonopolet, med tiden gÃ¥r hen og størkner i konservativisme, ja, reaktion. Han skriver:

Det er et paradoks, at DR kunne blive reaktionær med mange af de samme medarbejdere i front, som i 70’erne optrådte som fornyere. Hvad blev der af idealerne om at bringe nye dagsordener ind frem for at holde dem ude? At udfordre etablerede sandheder i stedet for at reproducere dem? At glædes ved modspillet fra mennesker, man ikke deler synspunkter med?

Jeg ved det ikke. Måske gik de røde lejesvende i forsvarsposition på grund af den borgerlige mobning. Måske glemte de at være kritiske over for de kritiske. Det kan også være, at monopolets helte slet og ret blev selvfede og fik smag for selv at udlægge teksten for seere i milliontal, der i dag kun ses, når der er finale i ’X Factor’.

Relevante spørgsmÃ¥l mÃ¥ man sige. Hvad, Rosenkrands ikke fÃ¥r belyst i sin spørgen til udviklingen, er de økonomiske og styringsmæssige forandringer, som DR har undergÃ¥et i løbet af de forgangne 40 Ã¥r. Vi har bevæget os fra en tid med radio- og tv-monopol til en tid, hvor det kommercielle er dominerende. Opkomsten af TV2 (og en lang række andre kommercielle danske tv-stationer), kommercielle radioer mv. har uden tvivl ført DR længere bort fra Bomholts’ ideal i retning af en medietænkning, hvor seer- og lyttertal tæller meget mere end drømmen om lyttere, der ‘kan tænke selv’ , er ‘tolerante’ har ‘evnen til at føle glæde over en talentfuld modstander’.

Men Rosenkrands’ kronik er værd at læse, fordi den – trods dens begrænsninger – peger bag om den ideologiske kamp og fÃ¥r fat i nogle demokratiske idealer, som nærmest er glemte i dagens mediedebat. Et sted kalder Rosenkrands Bomholts ord for ‘bedagede’. Men, hvor finder vi i dag en socialdemokrat, der kommer med den slags sprængfarlige ideer i mediedebatten?! Tilbage til Bomholt!

Jagten på de røde lejesvende i Danmarks Radio

Jagten på de røde lejesvende 2

Jagten på de røde lejesvende 3

Andre indlæg vedr. emnet

Sneums Garage Рp̴ repeaten

25. april 2011

Sneums Garage har allerede været omtalt ovre hos Torben og hos Mod Strømmen (og sikkert ogsÃ¥ andre steder). Og jeg vil da ogsÃ¥ gerne stille mig op i køen af skeptiske, men dog forventningsfulde, radiolyttere, der ser frem til noget andet end det, man almindeligvis forbinder med begrebet ‘musikradio’ nu om stunder: mainstreamlydtapet, afbrudt af ungdommelige pladdernakkers alt andet end informative snak. Med den gamle, garvede musikelsker Jan Sneum ved roret skulle der være (og er, skal jeg hilse og sige…) en chance for at høre musik, som man ikke vil støde pÃ¥ i øvrigt. Og sÃ¥ kan man – hvis man som denne lytter ikke altid er vÃ¥gen og fÃ¥r tændt for radion (el. tv), nÃ¥r der endelig er noget spændende – genhøre programmerne pÃ¥ DRs hjemmeside. Her (nederst pÃ¥ siden).
De to første programmer lever ganske op til denne bloggerkugles forventninger. Og en sjov ting er, at Sneum indleder udsendelsen fra d. 11. april med titelmelodien fra ungdomsfilmen “Vi 18-Ã¥rige” med Valerie Mountain og The Eagles fra 1962. Det var, som bekendt, en af de allerførste musikalske begivenheder, jeg skrev om i denne blog i 2006. SÃ¥ Sneums Garage har allerede fÃ¥et mine forbeholds parader sænket betragteligt…

We Love You Beatles Рradioklassikeren p̴ P1

14. september 2010

I bilen med Mein Freund Gravhunden ved min side lyttede jeg til udsendelsen “We Love You Beatles” fra DR P1s udmærkede genudsendelsesrække Radioklassikeren. Programmet drejer sig om Beatles’ besøg i Danmark i tresserne, om gruppens betydning osv. Det interessante ved udsendelsen (som kan hentes ned som podcast!) er de historiske optagelser. Fx den gamle journalist (pÃ¥ 34 Ã¥r!), som ikke forstÃ¥r en dyt af Beatlemania og spørger Paul McCartney, om deres succes skyldes frisuren eller musikkens kvalitet. Hvilket Paul – selvfølgelig – svarer ironisk-afvæbnende pÃ¥: Det spørgsmÃ¥l har de ogsÃ¥ stillet sig selv! Eller Jørgen Mylius fra en hitlisteudsendelse, hvor ham fortæller om gruppens dominans pÃ¥ listen. Udsendelsen suppleres af en diskussion mellem Beatles-eksperten Per Wium og udsendelsen tilrettelægger Thomas Haugaard. En af de spørgsmÃ¥l, de to herrer diskuterer er, om Beatlesmedlemmernes soloplader overhovedet nÃ¥r op pÃ¥ Beatles kvalitet. De mener de to herrer ikke er tilfældet. Og det mener jeg bestemt er værd at diskutere…

Hvedekornet spirer Рp̴ DR

9. juni 2010

PÃ¥ den famøse Facebook startede jeg for ikke længe siden en gruppe med titlen “Bevar Hvedekorn!”. FormÃ¥let var at bakke op om det gamle lukningstruede lyrik- og poesitidsskrift, som forlaget Borgen ikke længere mente at have økonomi til at fortsætte.

Gruppen fik hurtigt mange medlemmer, og opbakningen fik – sammen med en ihærdig indsats fra redaktørLars Bukdahl – den betydning, at forlaget Rosinante & Co. overtog udgivelsen fra og med 2010. Gruppen blev siden omdøbt til “Hvedekorns venner”, og den har i skrivende stund 775 medlemmer og vokser stadig.

Og nu gør min kære veninde Gertrud mig så opmærksom på, at Hvedekorn har indgået et samarbejde med DR om at finde nye digtertalenter. Den 21. juni kan man komme ud i DR-Byen med sine skrivebordsskuffetekster og få Lars Bukdahld feedback. Bagefter er de et lille inspirationsmøde, hvor forfatterspirer kan høre andre læse op og få inspiration til det videre digteri.

Tilmelding m.m. her.

En feminin DR-Dj: Monica Krog-Meyer

30. maj 2010

I denne blog har jeg med jævne mellemrum luftet mit venerable forhold til Danmarks Radios mange fine pladevendere. Mylius, Hans Otto Bisgaard, Hans Jørgen Skov, Jan Ewens, Palle Aarslev, Benny G. Jensen, Ole Reitov osv. osv. Og i dag slog det mig, at det primært har været mandlige radiomedarbejdere, der har fÃ¥et pæne ord med pÃ¥ vejen, fordi de Ã¥bne mine ører for musik, jeg ellers ikke ville have fÃ¥et chancen for at høre – i tiden før internettets opkomst.

Men de kvindelige radiomedarbejdere skal ikke glemmes. Selv om de var i klart mindretal i de programmer, jeg lyttede til dengang i tresserne og halvfjerdserne. Således husker jeg stadigvæk ganske tydeligt en ung dame, der en kort tid diverterede med interessant musik dengang i tresserne, hvor det endnu var muligt at bruge en udsendelse på et konkret album eller et bestemt tema. Hendes navn er for længst gledet om bag i de lag af hjernen, hvorfra det er svære at hive frem igen, men jeg kan da huske, at hendes lovende karriere blev brat afbrudt, da hun kørte galt på en motorvej. Vist nok i en lille Morris Mascot. Men glemmes skal hun ikke for sin lille, markante indsats på den gode musiks vegne.

Jeg kom til at tænke pÃ¥ hende, da jeg i dag læste et interview med en anden kvindelig pladevender, som har spillet en positiv rolle for mit musikindtag: Monica Krog- Meyer. I anledningen af sin forestÃ¥ende 60-Ã¥rsdag og en aktuel bogudgivelse om den fremherskende aldersdiskrimination – »Plus-alderen – vi bliver jo bare ved!« – fÃ¥r Monica sagt nogle kloge ord om alderen efter de 50, hvor man ikke længere er ung, men heller ikke gammel, og hvor det omgivende samfunds kategoriseringer (“ældrebyrde”, “grÃ¥ guld” osv.) mest af alt afspejler den dominerende, kyniske økonomiske tænkning, der altid har diskrimineret de befolkningsgrupper, der ikke kunne slÃ¥s mønt pÃ¥.

Monica er stadigvæk – og heldigvis for det – aktiv i Danmarks Radio. Og for mig stÃ¥r hun som en af dem, der Ã¥bnede døre til den musik, der lyder uden for det angelsaksiske sprogomrÃ¥de. Ikke mindst det franske. Som tidligere franskstuderende ved Københavns Universitet havde hun gode forudsætninger.  Og det skal hun have tak for. Og sÃ¥ tillykke med den forestÃ¥ende 60-Ã¥rsdag. HÃ¥ber, den bliver brugt aktivt pÃ¥ en god radioudsendelse! [link]

Fra Lady Gaga til Radio Ga Ga og tilbage igen

19. januar 2010


Radio I’d sit alone and watch your light

My only friend through teenage nights

And evrything I had to know

I heard it on my radio

You gave them all those old time stars

Through wars of worlds – invaded by mars

You made em laugh – you made em cry

You made us feel like we could fly

Radio

So don’t become some background noise

A backdrop for the girls and boys

Who just don’t know or just don’t care

And just complain when you’re not there

You had your time you had the power

Youve yet to have your finest hour

Radio

All we hear is radio ga ga

Radio goo goo

Radio ga ga

All we hear is radio ga ga

Radio blah blah

Radio what’s new?

Radio someone still loves you

We watch the shows – we watch the stars

On videos for hours and hours

We hardly need to use our ears

How music changes through the years

Lets hope you never leave old friend

Like all good things on you we depend

So stick around cos we might miss you

When we grow tired of all this visual

You had your time you had the power

Youve yet to have your finest hour

Radio

All we hear is radio ga ga

Radio goo goo

Radio ga ga

All we hear is radio ga ga

Radio goo goo

Radio ga ga

All we hear is radio ga ga

Radio blah blah

Radio what’s new?

Someone still loves you

Radio ga ga

Radio ga ga

Radio ga ga

Radio

You had your time you had the power

Youve yet to have your finest hour

Radio

Med en teenager i huset fÃ¥r man sin portion mainsteampop, uanset om man ønsker det eller ej. Pop med billeder. Levende. For i dag skal det helst være multimedialt. Selv pÃ¥ mp3afspilleren er der plads til videoer. Og pÃ¥ cd’er klemmes der ogsÃ¥ filmmateriale ned. Undertiden fÃ¥ jeg sÃ¥ en forfærdelig lyst til at vende tilbage til dengang, jeg sad med hovedet inde i den lille Nordmende monoradio og lyttede til Program 3 – og nÃ¥r det gik højt Radio Luxembourg. Lets hope you never leave old friend/Like all good things on you we depend/So stick around cos we might miss you/When we grow tired of all this visual

Queen Radio Ga Ga

Lady Gaga Paparazzi (en ret gennemført video, nÃ¥r det nu skal være…)

De unge lytter mere til P4 end netmusik

Giro 413 – en ø i havet af engelsk pop og rock

7. januar 2010

1. “Kald det kærlighed” – Lars Lilholt Band

2. “Kære lille mormor” – Richard Ragnvald

3. “Rigtige venner” – Jodle Birge

4. “Himmelhunden” – Teddy Edelmann/Sussi & Leo

5. “Mormors kolonihavehus” – Eva Madsen

6. “En dejlig dag” – Tonny Landy

7. “Tak er kun et fattigt ord” – Poul Bundgaard

8. “Vi skal gÃ¥ hÃ¥nd i hÃ¥nd” – Keld og Hilda Heick

9. “Smuk som et stjerneskud” – Brdr. Olsen

10. “Vore allerbedste Ã¥r” – Lis og Per

Ovenstående liste er en topti over de sange, der er blevet spillet mest i programmet Giro 413 det forløbne årti. For mange af os har, som bloglæserne vil vide, Giro 413 haft en afgørende betydning for vores musikkulturelle dannelse.

Igen og igen støder man pÃ¥ Giro 413 som programmet, der gav adgang – pÃ¥ godt og ondt – til en fælles dansk sangskat. SÃ¥dan var det i hvert fald, indtil DRs sÃ¥kaldte monopol blev brudt, og lytterne kunne spredes til alle de nye kommercielle radiokanaler, hvis de ellers havde lyst. Før var Giro 413 en institution som “Amen i kirken”. Den kørte i de smÃ¥ hjem om søndagen med lige sÃ¥ stor sikkerhed som kirkeklokkernes bimlen lød fra Zions Kirke pÃ¥ NygÃ¥rdsvej i min barndoms søndage. Og det var der en vis tryghed og forbandelse over.

Hvis jeg kort skal sammenfatte mit forhold til Giroen, sÃ¥ er det: ambivalens. Her har jeg lærte sange at kende, som jeg stadigvæk holder meget af. Men ogsÃ¥ sange, der fik mig til at græmmes, og overlæderet i mine sko til at revne. Kærlighed og had. Ambivalensen blev mere udtalt, da jeg opdagede Elvis og alt det, der fulgte. Selv om jeg er blevet meget rummeligere, musikalsk set, med Ã¥rene, sÃ¥ er der stadigvæk sange, jeg har svært ved at lytte til. PÃ¥ ovenstÃ¥ende liste finder man sÃ¥ledes en, der ogsÃ¥ var med i mine dannelsesÃ¥r: Poul Bundgaards “Tak er kun et fattigt ord”. Og den har altid været for meget i mine ører.

I morgen fylder Giro 413 tres år. Kun Radioavisen (undskyld: radionyhederne) og morgenandagten er ældre. Som man kan læse ud af Berlingske Tidendes omtale af programmet, så har det også været en kampplads, hvor public-service-institutionen DRs rolle som oplysningskanal og smagsdommer tog sig en holmgang med populismen. Katalysator for denne kamp var bl.a. Otto Leisner, der lukkede danskpoppen (i bredeste forstand) ind.

Selv om programmet havde sine gyldne Ã¥r i tresserne med næste 100% af lytterne i 1961, sÃ¥ er det stadigvæk et af de mest populære programmer i landet med et lyttertal pÃ¥ omkring 800.000 hver søndag pÃ¥ P4. Styrken i programmet er dets folkelighed og oprindelige primitive “interaktivitet”. Som det senere “De Ringer, Vi spiller” med Jørgen Hjorting, var Giro 413 et af de første DR-programmer, der for alvor tog den folkelige lyttermedindflydelse alvorlig. Et folkeligt koncept, der siden i den kommercialiserede musikradios tidsalder er degenereret til tomgangsunderholdning, hvor den eneste reelle motivation for at fÃ¥ lytterne til at ringe eller sende sms er at behage reklameannoncørerne.

Apropos Giro 413, sÃ¥ stødte jeg pÃ¥ programmet igen under læsningen af Christian Braad Thomsens erindringer, hvor det netop har den centrale rolle, som den ogsÃ¥ fik for mig. Thomsen kommentere bl.a. Johannes Meyers “hit” med Skærsliberens ForÃ¥rsang (af Kai Normann Andersen). Det er i denne sang, man finder følgende uforglemmelige hyldest til ungdomstiden:

“Hvor er min ungdom? jeg ved det næppe

Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs.

Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe,

Jeg sov hos landsbyens bedste tøs.

Med hende var det en fryd at bakse

Thi vårens duft var i hendes skød.

Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse

Men sleb dog solskin og dagligt brød.”

Sanselig ungdommelig erotik i poetisk iklædning, så det kunne indgå i et ellers ganske dydigt program som Giroen, selv om det fik vor mor til at rømme sig ved køkkenvasken og farmand til at løfte avisen lidt højere.

Vi ønsker til lykke med tresÃ¥rsdagen og samler ind i coveret fra en tom cdboks…

Led Zeppelin – “gammeldags” og “uoverbevisende”

28. december 2009

Jeg har i nogle indlæg beskæftiget mig lidt med Led Zeppelins letsindige forhold til andre sangskriveres åndelige ejendomsret. Senest Bukka White.

Min interesse er ikke først og fremmest at hænge Jimmy Page, Robert Plant og Co. ud som tyveknægte af intellektuel ejendom. Selv om de har været det og altsÃ¥ er det endnu… For intellektuelt tyveri i kunstens verden er ikke et nyt fænomen. Det handler heller ikke om at fratage Led Zeppelin deres ubestridelige bidrag til heavy rock’n roll. Men om nødvendigheden af at forstÃ¥, at ingen fornyelse sker uden traditionsbevidsthed.

Nye kunstnere – musikere, malere, digtere osv. – mÃ¥ kende deres forudsætninger for at kunne forny sig. Selv om det er paradoksalt. Ellers kommer de bare til at opdage den dybe tallerken og det varme vand pÃ¥ ny. Og det er der jo masser af eksempler pÃ¥.

Led Zeppelin er traditionalister – som mange af tressernes engelske R&B-baserede bands. De ville ingenting være, hvis ikke de fordybede sig i The Blues og gammel rock’n roll. Et aktuelt “bevis” pÃ¥ denne sandhed er nyheden om, at BBC opfattede gruppen som “gammeldags” og “uoverbevisende”, da bandet i 1969 aflagde prøve hos radiofonien. Gruppen var blevet inviteret til lydprøve et Ã¥r efter sin dannelse og mødte altsÃ¥ massiv kritik. Heldigvis betød smagsdommernes udmelding ikke, at gruppen blev vraget. I stedet indspillede Zeppelinerne en række sessions for BBC, som netop har været genstand for et specialprogram pÃ¥ BBC Radio 6 den 25. december. PÃ¥ BBCs hjemmeside kan man ogsÃ¥ læse radiostationens egne dokumenter om gruppens famøse introduktion til BBC optagelserne. PS. I øvrigt blev ogsÃ¥ David Bowie og Marc Bolan udsat for tilsvarende nedladende kritik fra BBC.

DR P3 og den kommercielle bæredygtighed

22. december 2009

Det var vist den nuværende finansminister og Venstreideolog, Claus Hjorth Frederiksen, der kom for skade at sige, at hvis vælgerne vidste, hvad regeringspartiet ideologisk set pønsede pÃ¥, sÃ¥ ville den ikke blive genvalgt…

Og der skal da heller ikke herske tvivl om, at der bag megen floromvunden tale om “velfærdssamfund”, “borgeren i centrum” osv. ligger en masterplan om at realisere de hede, liberalistiske drømme overalt, hvor det er muligt. Venstre er drevet af en indædt tro pÃ¥, at fri konkurrence, økonomiske incitamenter (privathospitaler!), markedskræfternes frie spil, udlicitering til private osv. vil være godt for alle. Indiskutabelt godt.

En af de ideologiske kamppladser, hvor den kamouflerede ideologi stikker sit grimme fjæs frem, sÃ¥ enhver idiot kan se det, er kampen om medierne, nærmere bestemt: Danmarks Radios rolle. Danmarks Radio har med sin ubestridelige, folkelige succes været en torn i øjet pÃ¥ liberalisterne. Et synligt eksempel pÃ¥, at en statsdrevet public service-station bÃ¥de kan leverer kvalitet i bredden og have stor folkelig succes – bÃ¥de pÃ¥ radiosiden og tv-siden.

Det er lykkedes for de borgerlige at få etableret fallitboet TV2, der godt nok har været en succes, men en betinget sådan, fordi man både har villet blæse og have mel i munden. TV2 er jo aldrig blevet et mønstereksempel på en kommerciel mediesucces, fordi den har fået skattekroner intravenøst.  Og stadigvæk får det, selv om institutionen har været ved at tage livet af sig selv på grund af medial storhedsvanvid.

De borgerlige har ogsÃ¥ igangsat en række kommercielle radiostationer, som har vist sig at være kommercielle flops pÃ¥ stribe. Igen og igen er det blevet demonstreret af konceptet “reklamer, hitlistemusik og tomhjernet snak” ikke er ‘kommercielt bæredygtigt‘. I den forbindelse har det været mere end generende for de borgerlige ideologer at se, at DRs popkanal P3 er løbet med alle lytterne – 2,3 milioner pr. uge, helt præcist.

Derfor er det heller ikke særligt overraskende, at en af Venstres ideologiske løvinder, Ellen Trane Nørby har fået den idé at nedlægge P3. Eller rettere: flytte den over på DAB. Trane Nørby ved nemlig godt, at mange af P3-lytterne holder fast i deres gode, gamle FM-radio og ikke har planer om at investere i en DAB-radio. I stedet skal så en kommerciel radiostation overtage P3s plads på FM-båndet. Smart ikke? Og så skidt med, at det store lytterflertal har talt! Man er vel ideolog!

I forbindelse med den nybagte idé kommer Ellen Trane Nørby med en indrømmelse, der er ganske afslørende. For i første omgang var det jo meningen at nedlægge P2. Nu skal det sÃ¥ være P3 i stedet for. I den forbindelse siger Nørby: “Det er mere naturligt. P2s indhold er ikke og skal ikke være kommercielt bæredygtigt“. En indrømmelse af, at man var villig til at ofre P2 pÃ¥ den økonomiske ‘bæredygtigheds’ alter, selv om man ansÃ¥ kanalen for at være ubæredygtig..

Lykkes det for Venstre og regeringspartierne at skære P3 bort, så skader man DRs public service-funktion, der jo ikke blot handler om ikke-kommercielle udsendelser men også om at have en folkelig bredde. Og den populære P3-kanal vil sandsynligvis følge de kommercielle radioers lemmingegang ud over kanten. Venstres strategi er klar nok. Kan man ikke udkonkurrere DR gennem fri, kommerciel medievirksomhed, så kan man da altid stække DR ved at berøve institutionen dens mest populære aktiver. Hvad bliver det næste? At udlicitere Forbrydelsen III?