Indlæg tagget med religion

Fanatisme er et uhyre, der foregiver at være et barn af religion (Voltaire)

8. januar 2015

– Tak til Billy Bragg for denne kommentar…

 

sgu

15. maj 2011

Det lille bandeord “sgu” er blevet ophøjet til et almindeligt småord fra at være et regulært bandeord. Og denne sprogpolitiske begivenhed fik temmelig stor medieopmærksomhed. Selv tv var med.

Man kan altid diskutere nyhedsværdien af begivenheden, men begivenheden er i hvert fald interessant i en kulturel forstand. For den siger noget om danskernes forhold til det religiøse, nærmere bestemt kristendommen.

For det er en kendsgerning, at vi her i landet til stadighed og i vid udstrækning bander i kristen forstand, selv om vi ikke tænker over det. Fx hidkalder vi gerne den onde selv, Fanden, Satan, når vi lader ham fløjte, æde, gale osv. os i bandeordet Fandeme. Eller vi hidkalder Helvede. For helvede da!

Sgu er en sammentrækning af sågu, der igen er en forkortning af Så Gud (hjælpe mig). Vi bander og sværger altså lystigt på kristen vis, selv om flere og flere af os ikke længere er medlemmer af Folkekirken og mange af medlemmerne er bekvemmelighedskristne…
Det var Nietzsche, der mente, at Gud – den kristne gud – var død. Eftertiden viste, at det var han nok ikke helt alligevel. I hvert fald fortsatte den kristne gud med at spøge efter Nietzsches død. Og gør det stadigvæk i disse tider, hvor genkristningen er blevet et fænomen (blandt akademikere i det mindste) og det religiøse er på dagordenen kulturelt set.

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan mente, at Gud ikke var død, men i stedet var blevet ubevidst. Forstået på den måde, at måske er vi tilbøjelige til at betvivle guds eksistens eller ligefrem benægte den, men det forhindrer os ikke i sprogligt at bevidne både Guds og Fandens tilstedeværelse. Kulturelt set er vi ikke sluppet ud af kristendommen. Med det lille bandeord ‘sgu’ er fortrængningen til det ubevidste således sket i to etapper. Først blev ‘så gud (hjælpe mig)’ til ‘sgu’ – og mange glemte, hvad et egentligt dækkede over – og dernæst blev bandetordet ophøjet til et almindeligt lille småord. Fortrængningen fik endnu et skub.

Måske var det på tide, at vi sekulariserede mennesker begyndte at bande på verdslig facon i stedet for at blive hængende i det religiøse sprogs suppedas?

5000 års religion på 90 sekunder

21. juni 2010

Jo ældre jeg bliver, jo oftere tænker jeg, at verden ville være et bedre sted at være uden religionerne.

Indlægget her er i øvrigt delvist inspireret af dette citat af den netop afdøde portugisiske forfatter Saramago.

John Lennon – God

Et hyrdebrev kom

20. marts 2010

Den katolske pave Benedikt XVI har i den forgangne uge forfattet et såkaldt “hyrdebrev” til de irske katolikker. I det syv sider lange brev henvender paven sig til de katolikker, der gennem de sidste mange år har været genstand for seksuel misbrug og andre overgreb i den katolske kirkes institutioner. Brevet har været længe ventet, fordi det kommer efter en lang række pinlige afsløringer af sådanne tunge sager i Tyskland, Østrig og Holland. Sager, der føjer sig til andre lige så ubehagelige sager fra USA, Mexico og Irland.

Indtil nu har paven været påfaldende tilbageholdende, men de seneste afsløringer tyder på, at paven selv har været vidende om, hvad der er foregået. Blandt andet fra sin fortid som ærkebiskop i München. Vi har nok slet ikke set de sidste afsløringer. Der er gået hul på bylden, og pusset vil fortsætte med at strømme ud og afsløre den råddenskab, der er i den katolske kirkes indre. Meget tyder på, at det systematiske misbrug af drenge og piger har mere end karakter af tilfældigheder, og kirkens ledere har været tavst vidende om, hvad der foregik.

Vil pavens hyrdebrev så ændre noget ved den betændte virkelighed? Det tror jeg ikke. Jeg er overbevist om, at der vil komme flere horrible historier for en dag, og presset på kirken og paven vil vokse. For det første afslører sagen et fundamentalt problem, som andre religioner også har som samfundsinstitutioner. Nemlig, at den katolske kirke med sin tro og sin dogmatik opfatter sig som hævet over det verdslige samfunds love. Enhver anden børneskænder, som afsløres, bliver retsforfulgt og møder samfundets sanktioner i form af fængselsstraf eller behandling. Fra det civile samfund må kravet gælde, at alle de involverede gejstlige må retsforfølges på lige fod med almindelige borgere. Det kræver et opgør med det selvbestaltede hemmelighedskræmmeri. Dørene skal åbnes – helt.

Skandalen om den katolske kirke er så meget desto mere betændt, fordi vi har med en kirke at gøre, der taler for gejstlig kyskhed (cølibat), fordømmer homoseksuelle og før- og ikke-ægteskabelige seksuelle aktiviteter, brugen af prævention, abort m.m. Altså en kirke, der mener sig berettiget til at regulere seksuallivet i den verdslige verden, samtidig med, at dens gejstlige konsekvent og i årevis har brudt sit eget, hellige seksuelle afholdenhedspåbud i form af organiseret pædofili. Det kan næppe være meget værre. Og set i det lys, så er pavens hyrdebrev en ynkelig gestus, der blot afslører hulheden og hykleriet i al dets himmelråbende absurditet.

Der er uden tvivl behov for et radikalt opgør med Pave-kirken. Et opgør, der kun kan komme indefra. Et opgør, der ikke kun handler om de faktiske overgreb, men om kirkens selvforståelse, dens menneskesyn og dogmatik. [link]

Og Dave Allen om det at elske…

Moske – måske, moske ikke

1. september 2009

I går nat lyttede jeg, som jeg har for vane, til P1 Debat på vej hjem fra job. En DF’er og en SF’er diskuterede det fornuftige i at bygge en moske med to minareter i det københavnske vestkvarter. Det gav anledning til en ganske forudsigelig debat, hvor DF’eren ville diskutere Islams uheldige “værdier” og SF’eren alt muligt, fra arkitektur til religionsfrihed. Når jeg tænker på moskeer og minareter sendes jeg altid tilbage til 1001 Nats eventyr og kulørte amerikanske film med Aladdin og arabere osv. Hvad skal man så mene om rejsningen af en moske i hovedstaden? – Vi har i følge Grundlovens § 67 religionsfrihed i dette land. Det indbærer retten til individuelt og i fælleskab at udøve sin gudsdyrkelse, så længe det ikke kommer på tværs af “hensynet til sædeligheden” og “den offentlige orden”. Med andre ord. Hvis ellers tilhængerne af moskeen opfylder disse krav, selv betaler for jorden og bygningen, så lad dem dog.
Når jeg hører DF’ere tale om danske “værdier” og – som i dette tilfælde – være modstander af en moske, fordi den vil være en synligt tegn på islams tilstedeværelse i Danmark og islamiske “værdier”, så forstår jeg, hvor håbløs Dansk Folkepartis kamp er. Du kan måske fjerne synlige tegn på, at nogle mennesker tilhører en anden tro end den danske folkekirketro. Du kan måske forbyde tilsløring (sig ordet: burkha) og moskeer. Men du kan ikke ændre noget ved, at en række danske statsborgere udøver deres religionsfrihed.

Ender det mon godt?

30. juni 2009

Selv om jeg nærmest betragter mig selv om agnostiker, så er min interesse for religiøse emner nærmest vokset støt, siden jeg forlod folkekirken for snart 30 år siden. Det skal ikke forstås derhen, at jeg er blevet (mere) religiøs med alderen, men snarere som en almen interesse for, hvordan andre tænker over de store spørgsmål i livet og en forundring over religionernes fortsatte tiltrækningskraft hos menneskene. Livets mening, meningen i livet, døden og dens betydning og sådan. Det er derfor, jeg har kastet mig over en omfattende læsning af Søren Kierkegaard. En læsning, der nok kan komme til at strække sig over flere år.

Og så har jeg lige fået læst Johannes Møllehaves seneste bog om døden, Det ender godt. Jeg fandt den i Brugsen og tænkte, at den passede godt som sengelektyre sammen med de andre i bunken. Og den er vældig underholdende. Møllehave er en litterært bevandret mand, der kan garnere sine tanker om dette og hint med fine eksempler fra såvel den religiøse og den verdslige litteratur. Dertil kommer en række anekdoter og erindringer fra Møllehaves eget liv. Møllehave er en god formidler, der kan tale om svære emner i et let og bevægeligt sprog.

Til gengæld blev jeg ikke en tøddel klogere på, hvad eller hvem den kristne Gud er, hvad der venter den troende efter døden, hvad det evige liv mon er, hvad kødets opstandelse mon betyder osv. I det hele taget fik jeg ikke megen klarhed over de spørgsmål, der er centrale for den troende i kristendommen. Men det er måske også i virkeligheden det, tro drejer sig om. At tro, ikke at forstå. Ikke at vide. Men underholdende var bogen at læse. Og så videre.

Paveligt nonsens…

17. marts 2009

Medens den katolske kirke forsøger at rage kastanjerne ud af ilden – for sig selv – i sagen om den voldtagne ni-årige pige fra Latinamerika, så fortsætter det kirkelige overhoved med at vise, hvor lidt hoved, der sidder på overhovedet. I følge den italienske avis har pave Benedikt d. 16. udtalt, at kondomer kun forværrer AIDS-katastrofen i Afrika. I følge paven hjælper kun “en åndelig og menneskelig vækkelse”. Herre Jemini! Hvor meget åndeligt bullshit skal den mand dog lukke ud? Jeg tror, at AIDS-katastrofen bliver forværret af pavens forestående besøg i Angola og Cameroun…

The Popes smokes Dope – eller gid, han gjorde…

Om paven og Vatikanet

9. marts 2009

“Den katolske kirke bandlyser moderen til en niårig pige, der reddede sit liv ved at få en abort, efter at hendes stedfar havde voldtaget hende.” (Mellemrubrik i JP)

Nytårsaften kløede jeg igen mig i håret og undrede mig over, hvorfor Danmarks Radio igen skulle sende midnatsmesse fra Vatikanet. I det hele taget undrede jeg mig endnu engang over, at vi her i det lutheransk-kristne Danmark skulle belemres med en katolsk messe. Og over, at vi i det hele taget lægger så stor vægt på, hvad Paven og hans organisation mener og tænker. Paven har i det forløbne år endnu engang gjort sig uheldigt bemærket ved at fordømme homoseksualitet og ved at blåstemple en Holocaust-fornægtende præst. Prøv engang at forestille dig, hvad Paven kunne finde på at mene om den gennemsnitlige folkekirkedanskers liv og levned med skilsmisser, sex uden for ægteskab, aborter, pornoindtagelse osv.!?
Jeg fandt ikke lige en forklaring på den mediale dyrkelse af Paven og hans Vatikan-stat. Måske fortaber det sig i vores uafklarede forhold til Luthers opgør med katolicismen og vores lige så uafklarede forhold til Oplysnings-tænkningen…

Religiøs omklamring

26. januar 2009

I dagbladet Information kunne man den forgangne weekend læse nogle artikler under forside-overskriften: “Danskerne er ræligjøse analfabeter“. Selv om artiklens intentionelt provokerende overskrift faktisk modsiges af flere af de i artiklerne citerede eksperter, så er det underliggende budskab klart nok: De sekulariserede danskere er nogle uvidende, respektløse ignoranter, når det drejer sig om religiøse spørgsmål. Den samtidshistoriske kontekst er selvfølgelig islams mærkbare tilstedeværelse i det politiske og kulturelle liv (Muhammed-tegninger, tørklæder osv.), men også kristendommens revitalisering i form af nogle fremtrædende yngre teologer og en række nykristne.

I de omtalte artikler er det især ny-katolikken Iben Tranholm, der fører sig frem med den åndelige krabask. årtiers sekularisme har fået et så godt tag i danskerne, at de er blevet ufølsomme og respektløse over for religiøse menneskers religiøse følelser (med Muhammed-tegningerne som privilegeret eksempel). Samtidig er danskerne usikre og søgende i åndelige spørgsmål. Derfor er 80% af dem stadig formelt medlem af folkekirken.


Man kan godt som mangeårig læser af den venstre-akademiske avis Information undre sig over, at der skal bruges så meget krudt på noget, der mest af alt ligner et forklædt korstog for de ny-hellige og ny-spirituelle. Og jeg finder det nærmest insinuerende, at en person som Tranholm kan kalde danskerne respektløse over for andre troende, blot fordi de ikke fordyber sig i kristendommens og islams lære. Jeg er overbevist om – og flere af de citerede eksperter mener noget lignende – at de fleste danskere respekterer andres ret til at tro på, hvad de vil. Men det er ikke det samme som at respektere en bestemt religion eller religion i det hele taget. Man kan godt respektere et andet menneskes religiøse følelser uden at respektere den religion, som vedkommende bekender sig til. Hvis nogen vil tro, at verden blev skabt på syv dage, og at vi nedstammer fra Adam og Eva (fælles tankegods for de her to nævnte religioner), så må de gerne det; det er deres gode ret, men det får mig ikke til at respektere den form for tro og religion.


Omvendt må man vel også spørge, om Tranholm og ligesindede respekterer sekulariserede mennesker, når de fører sig frem med religiøs besserwissen? Respekterer man den sekulariserede borgers ret til at forfægte sin overbevisning om ytringsfrihedens ukrænkelighed, sin overbevisning om, at religion og stat skal holdes adskilt og religiøsitet henvises til privatsfæren? For eksempel. Respekt skal være gensidig, ellers er den ikke noget værd.


Noget andet, jeg også må protestere mod, er den fremherskende tendens til, at troende som Tranholm og andre vil indskrive andre ikke-troende i troen. Der er tale om en slags religiøs, patroniserende (matroniserende!) omklamring, hvor man siger til den skeptiske dansker: Du er troende, om du vil det eller ej, dit lille uvidende fjols. Eller: Selv om du er en lille hedning, så vil (min) gud tilgive dig dine synder og lukke dig ind i himmerige. Man tager det sekulariserede menneske til indtægt for en religiøsitet, som han/hun ikke forholder sig til. En ting er, at sekulariseringen efterlader hin enkelte med en ulykkelig bevidsthed, noget andet er at indskrive denne tvivlrådighed i bestemt trossammenhæng. Må jeg så være fri.

Lotte var der først – læs en anden ræligjøs analfabets skriveri om anmassende folk som Tranholm

Islam er mange ting – om homoseksualitet

15. november 2007

…som Özlem Cekic sagde forleden. Og i Iran er den officielle version ensbetydende med forfølgelse og undertrykkelse af mennesker med en homoseksuel orientering. Den iranske præsident Ahmadinejad har afvist, at homoseksualitet overhovedet eksisterer i Iran, og skulle der alligevel være undtagelser fra reglen, så kan en kønsskifteoperation altid løse “problemet”. Homoseksuelle er nemlig ikke homoseksuelle i Iran (for det er en synd). De er transseksuelle (og det er blot en sygdom). Læs den hårrejsende beretning fra et fortidigt land.

Invincible Donovan University

30. oktober 2007

Det forlyder i musikpressen, at den gamle folk-singer-songwriter Donovan vil åbne sit eget universitet for unge mennesker, der ønsker at studere meditation. Den 61-årige Donovan udtaler til Billboard: “Jeg ved godt, at det lyder som en airy-fairy hippiedrøm at fortsætte med 60’ernes ‘fred og kærlighed’, men verden er klar til det nu. Det er klart, at tiden er inde.” Ideen stammer fra Maharishi, som også the Beatles frekventerede i 1968. Og så har filminstruktøren David Lynch, der også er turnet på TM, med i projektet. Her i capac-bloggen nøjes vi med at mene, at verden har været klar til fred og kærlighed i mange, mange år….

Herre Jemini! Ungdomshuset sat til salg!

19. september 2007

Ruth Evensen, ukendt kunstner

Det forlyder, at Faderhuset efter at have fået sin ret med Jagtvej 69, “Ungdomshuset”, nemlig den famøse nedrivning, hvorefter man ud- og opkastede store, missionske planer for området – nu agter at sælge grunden for 15 millioner kroner. Så er det, man tænker: Hvorfor solgte disse skinhellige mennesker så ikke huset i første omgang? Herrens veje er som bekendt uransagelige. Men Faderhusets ligner mest af alt kynisk, menneskeukærlig melen-sig-egen-kage. Vor Herre Bevars!

Se en hel masse andre blogs…

Retten til selv-undertrykkelse?

16. september 2007

Her til morgen har capac i ensomhed siddet og læst Berlingske Tidende. Blandt andet Kathrine Lillørs forsvar for “ligestillingen”. Kvinders ligestilling. Det ser sløjt ud her til lands og i andre lande. Og det handler om mere end kvinders ret til direktions- og bestyrelseslokaler i virksomhederne. Det handler fx også om kvinders ret til at smide tøjet, hvis de vil det. På stranden i august har Lilleør oplevet en muslimsk kvinde, iført lang kjole og tørklæde, gå i vandet sammen med jævnaldrende badebukseklædte drenge. Det må hun godt, for i Danmark er religion og påklædning en privatsag. Men – det er udtryk for undertrykkelse.
I sin argumentation inddrager Lilleør den internationalt kendte islam-kritiker Ayaan Hirsi Ali, der ser en direkte sammenhæng mellem de islamiske regimers undertrykkelse af kvinderne og samme regimers indædte had til Vesten og vestlig kultur. Og hvad deraf følger.. Kvindeundertrykkelse som forudsætning for islams politiske magt.
Lilleør retter skytset mod vores demokrati. Vores lovgivning sikrer den enkeltes ret til at dyrke sin religion og til at gå klædt, som han og hun vil. Det er en privatsag. Men, ved fx at legitimere en islamisk kvindes påklædning, legitimerer vores demokrati et anslag mod demokratiet.. Lilleør fortsætter: “Ingen skal fortælle mig, at en lille piges inderste ønske er at bade fuldt påklædt. Det er kvindeundertrykkende og ingen frivillig sag. Det er med andre ord et ligestillingsanliggende. Som der ikke direkte kan eller skal lovgives mod. Man kan ikke lovgive mod en hel kultur. Men man kan fremme den lille piges muligheder på et hav af måder.” Og følger op med en opfordring til ligestillingsministeren om at være sin opgave voksen.
Lilleørs velargumenterede indlæg rejser en lang række spørgsmål. For eksempel: er der grænser for “ligestillingen” i et demokrati? Går der fx en grænse ved privatlivets fred? Ligestillingsdebatten har af mange gode grunde – fx historiske – især været knyttet til forholdet mellem mænd og kvinder, og ikke mindst i forhold til uddannelse, arbejde og arbejdsmarkedet. Men kan vi som “rigtige” demokrater stoppe der? Og kan vi stoppe ved døren til privatlivet, hvis dette private liv fx indebærer undertrykkelse og ikke-demokratisk sindelag? Og hvad med ligestillingen i øvrigt, fx mellem arbejdsgivere og lønmodtagere? Og hvad med ligestillingen mellem unge og ældre? Mellem såkaldt etniske danskere og såkaldte “danskere med indvandrerbaggrund”? Hvor går grænserne for lige-stilling, hvis vi hylder det gamle borgerlige frihedsideal: lighed?
Et andet spørgsmål: har en demokratisk samfundsborger ret til at lade sig undertrykke? Vi kender jo eksempler på islamiske kvinder, der insisterer på deres ret til at bære tørklæde etc. (som kan forstås som en selv-undertrykkelse i Lilleørs optik). Vi griber heller ikke ind, hvis danskerne i deres privatsfære lader sig lænke, piske og seksuelt ydmyge – bare det er af egen fri vilje?!
Tænker vi på Sigmund Freud, psykoanalysens store tænker, så ville han nok sige, at kultur som sådan er en form for undertrykkelse. Nemlig af vores driftsliv. En undertrykkelse, der vel at mærke ikke kun er negativ, for den indbærer ikke kun sindslidelser af forskellig slags, men fremmer fx de kulturelle frembringelser, store som små. Hvis Freud havde ret – så kan man forstå et eventuelt forbud mod islamisk klædedragt (= kvindeundertrykkelse) som erstatning af en form for undertrykkelse med en anden. Ikke? Kan vi så i det hele taget slippe for undertrykkelse? Kan vi slippe for kultur?
Lad os blot stoppe her med disse spørgsmål – og så tage en kop kaffe til.

Opdatering: En lille video om vestlig vs. islamisk kultur: Læs mere »

Burkha, burka eller burqa – noget om et dilemma

3. august 2007

På min vej i automobilet kom jeg forbi Viby torv, og der midt i solskinnet så jeg på afstand to kvinder (eller mere korrekt: jeg tror, det var kvinder) iført sorte burkaer og lange klædedragter i afdæmpede, mørke farver.

Jeg associerede straks til Belphegore, som jeg for nylig skrev om i bloggen. Det er selvfølgelig en irrelevant association, der blot har noget med ligheden mellem det parisiske spøgelses hovedbeklædning og så disse burkaer at gøre.

Samtidig kværnede P1, hvor pastor Langballe fra Dansk Folkeparti og biskop Christian Nissen diskuterede et dilemma. Det drejede sig om en situation, der er opstået omkring de irakiske tolke, der er kommet til Danmark. Som bekendt fik tolkene og deres familier lov til at blive fløjet til Danmark, efter at en tolk, der havde arbejdet for de danske besættelsestropper, var blevet likvideret, og man kunne forudse, at tilsvarende repressalier ville overgå de andre tolke og deres nærmeste.
Nu hvor tolkene er i Danmark, har man fået et andet problem på halsen. Det viser sig, at en af tolkene er gift med to koner. Og det er efter dansk lov forbudt og kan give op til to års fængsel. Hvad skal man gøre? Tvinge tolken til at skille sig af med den ene kone? Dispensere for loven i dette tilfælde? Overtale tolken og hans familie til at flytte til et andet land, hvor bigami er tilladt? Man fristes til at kalde det en gordisk knude, selv om det kan være svært at se, hvordan den skal hugges over. I hvert fald kan man sige, at man her har med et problem at gøre, der involverer både kulturelle, religiøse, etiske, moralske og juridiske elementer.

Jeg skal nok afstå fra at pege på en løsning, men i hvert fald er det opståede problem en påmindelse om, at vi aldrig skulle være gået med Bush ind i den krig og dermed være med til at skabe et nyt flygtningeproblem. Men måske også en påmindelse om, at det vi kalder “integration” og “assimilation” ikke altid er mulig.
Hvad det ene har med det andet at gøre, vil jeg overlade til læseren at gøre sig klog på.

Religion og politik – i EU

27. juni 2007

Rundt om i blogland diskuteres forholdet mellem religion og politik heftigt. Fx hos Paw og Filoffen. Her er det især Islam, der er på tale. Men vi skal ikke glemme de andre religioner. Jeg har tidligere været inde på den problematiske sammenblanding af katolicisme og politik i det overstatslige selskab, vi er medlemmer af: EU. I dagens aviser kan man læse endnu et eksempel på, hvordan religion og politik blandes sammen på uheldig måde. Såkaldt konservative kræfter i Europarådet har afvist at fordømme en kritisk rapport om kreationistiske og tilsvarende religiøst forankrede “teorier” om verdens tilblivelse, til trods for at disse anti-Darwinistiske tanker er på fremmarch i Europa. Læs her.