Indlæg tagget med religion

Fanatisme er et uhyre, der foregiver at være et barn af religion (Voltaire)

8. januar 2015

– Tak til Billy Bragg for denne kommentar…

 

sgu

15. maj 2011

Det lille bandeord “sgu” er blevet ophøjet til et almindeligt smÃ¥ord fra at være et regulært bandeord. Og denne sprogpolitiske begivenhed fik temmelig stor medieopmærksomhed. Selv tv var med.

Man kan altid diskutere nyhedsværdien af begivenheden, men begivenheden er i hvert fald interessant i en kulturel forstand. For den siger noget om danskernes forhold til det religiøse, nærmere bestemt kristendommen.

For det er en kendsgerning, at vi her i landet til stadighed og i vid udstrækning bander i kristen forstand, selv om vi ikke tænker over det. Fx hidkalder vi gerne den onde selv, Fanden, Satan, når vi lader ham fløjte, æde, gale osv. os i bandeordet Fandeme. Eller vi hidkalder Helvede. For helvede da!

Sgu er en sammentrækning af sÃ¥gu, der igen er en forkortning af SÃ¥ Gud (hjælpe mig). Vi bander og sværger altsÃ¥ lystigt pÃ¥ kristen vis, selv om flere og flere af os ikke længere er medlemmer af Folkekirken og mange af medlemmerne er bekvemmelighedskristne…
Det var Nietzsche, der mente, at Gud – den kristne gud – var død. Eftertiden viste, at det var han nok ikke helt alligevel. I hvert fald fortsatte den kristne gud med at spøge efter Nietzsches død. Og gør det stadigvæk i disse tider, hvor genkristningen er blevet et fænomen (blandt akademikere i det mindste) og det religiøse er pÃ¥ dagordenen kulturelt set.

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan mente, at Gud ikke var død, men i stedet var blevet ubevidst. ForstÃ¥et pÃ¥ den mÃ¥de, at mÃ¥ske er vi tilbøjelige til at betvivle guds eksistens eller ligefrem benægte den, men det forhindrer os ikke i sprogligt at bevidne bÃ¥de Guds og Fandens tilstedeværelse. Kulturelt set er vi ikke sluppet ud af kristendommen. Med det lille bandeord ’sgu’ er fortrængningen til det ubevidste sÃ¥ledes sket i to etapper. Først blev ’sÃ¥ gud (hjælpe mig)’ til ’sgu’ – og mange glemte, hvad et egentligt dækkede over – og dernæst blev bandetordet ophøjet til et almindeligt lille smÃ¥ord. Fortrængningen fik endnu et skub.

Måske var det på tide, at vi sekulariserede mennesker begyndte at bande på verdslig facon i stedet for at blive hængende i det religiøse sprogs suppedas?

5000 års religion på 90 sekunder

21. juni 2010

Jo ældre jeg bliver, jo oftere tænker jeg, at verden ville være et bedre sted at være uden religionerne.

Indlægget her er i øvrigt delvist inspireret af dette citat af den netop afdøde portugisiske forfatter Saramago.

John Lennon – God

Et hyrdebrev kom

20. marts 2010

Den katolske pave Benedikt XVI har i den forgangne uge forfattet et sÃ¥kaldt “hyrdebrev” til de irske katolikker. I det syv sider lange brev henvender paven sig til de katolikker, der gennem de sidste mange Ã¥r har været genstand for seksuel misbrug og andre overgreb i den katolske kirkes institutioner. Brevet har været længe ventet, fordi det kommer efter en lang række pinlige afsløringer af sÃ¥danne tunge sager i Tyskland, Østrig og Holland. Sager, der føjer sig til andre lige sÃ¥ ubehagelige sager fra USA, Mexico og Irland.

Indtil nu har paven været påfaldende tilbageholdende, men de seneste afsløringer tyder på, at paven selv har været vidende om, hvad der er foregået. Blandt andet fra sin fortid som ærkebiskop i München. Vi har nok slet ikke set de sidste afsløringer. Der er gået hul på bylden, og pusset vil fortsætte med at strømme ud og afsløre den råddenskab, der er i den katolske kirkes indre. Meget tyder på, at det systematiske misbrug af drenge og piger har mere end karakter af tilfældigheder, og kirkens ledere har været tavst vidende om, hvad der foregik.

Vil pavens hyrdebrev sÃ¥ ændre noget ved den betændte virkelighed? Det tror jeg ikke. Jeg er overbevist om, at der vil komme flere horrible historier for en dag, og presset pÃ¥ kirken og paven vil vokse. For det første afslører sagen et fundamentalt problem, som andre religioner ogsÃ¥ har som samfundsinstitutioner. Nemlig, at den katolske kirke med sin tro og sin dogmatik opfatter sig som hævet over det verdslige samfunds love. Enhver anden børneskænder, som afsløres, bliver retsforfulgt og møder samfundets sanktioner i form af fængselsstraf eller behandling. Fra det civile samfund mÃ¥ kravet gælde, at alle de involverede gejstlige mÃ¥ retsforfølges pÃ¥ lige fod med almindelige borgere. Det kræver et opgør med det selvbestaltede hemmelighedskræmmeri. Dørene skal Ã¥bnes – helt.

Skandalen om den katolske kirke er så meget desto mere betændt, fordi vi har med en kirke at gøre, der taler for gejstlig kyskhed (cølibat), fordømmer homoseksuelle og før- og ikke-ægteskabelige seksuelle aktiviteter, brugen af prævention, abort m.m. Altså en kirke, der mener sig berettiget til at regulere seksuallivet i den verdslige verden, samtidig med, at dens gejstlige konsekvent og i årevis har brudt sit eget, hellige seksuelle afholdenhedspåbud i form af organiseret pædofili. Det kan næppe være meget værre. Og set i det lys, så er pavens hyrdebrev en ynkelig gestus, der blot afslører hulheden og hykleriet i al dets himmelråbende absurditet.

Der er uden tvivl behov for et radikalt opgør med Pave-kirken. Et opgør, der kun kan komme indefra. Et opgør, der ikke kun handler om de faktiske overgreb, men om kirkens selvforståelse, dens menneskesyn og dogmatik. [link]

Og Dave Allen om det at elske…

Moske Рm̴ske, m̴ske ikke

1. september 2009

I gÃ¥r nat lyttede jeg, som jeg har for vane, til P1 Debat pÃ¥ vej hjem fra job. En DF’er og en SF’er diskuterede det fornuftige i at bygge en moske med to minareter i det københavnske vestkvarter. Det gav anledning til en ganske forudsigelig debat, hvor DF’eren ville diskutere Islams uheldige “værdier” og SF’eren alt muligt, fra arkitektur til religionsfrihed. NÃ¥r jeg tænker pÃ¥ moskeer og minareter sendes jeg altid tilbage til 1001 Nats eventyr og kulørte amerikanske film med Aladdin og arabere osv. Hvad skal man sÃ¥ mene om rejsningen af en moske i hovedstaden? – Vi har i følge Grundlovens § 67 religionsfrihed i dette land. Det indbærer retten til individuelt og i fælleskab at udøve sin gudsdyrkelse, sÃ¥ længe det ikke kommer pÃ¥ tværs af “hensynet til sædeligheden” og “den offentlige orden”. Med andre ord. Hvis ellers tilhængerne af moskeen opfylder disse krav, selv betaler for jorden og bygningen, sÃ¥ lad dem dog.
NÃ¥r jeg hører DF’ere tale om danske “værdier” og – som i dette tilfælde – være modstander af en moske, fordi den vil være en synligt tegn pÃ¥ islams tilstedeværelse i Danmark og islamiske “værdier”, sÃ¥ forstÃ¥r jeg, hvor hÃ¥bløs Dansk Folkepartis kamp er. Du kan mÃ¥ske fjerne synlige tegn pÃ¥, at nogle mennesker tilhører en anden tro end den danske folkekirketro. Du kan mÃ¥ske forbyde tilsløring (sig ordet: burkha) og moskeer. Men du kan ikke ændre noget ved, at en række danske statsborgere udøver deres religionsfrihed.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...