CAPAC

Det forlyder, at Faderhuset efter at have fået sin ret med Jagtvej 69, “Ungdomshuset”, nemlig den famøse nedrivning, hvorefter man ud- og opkastede store, missionske planer for området – nu agter at sælge grunden for 15 millioner kroner. Så er det, man tænker: Hvorfor solgte disse skinhellige mennesker så ikke huset i første omgang? Herrens veje er som bekendt uransagelige. Men Faderhusets ligner mest af alt kynisk, menneskeukærlig melen-sig-egen-kage. Vor Herre Bevars!

Se en hel masse andre blogs…

Her til morgen har capac i ensomhed siddet og læst Berlingske Tidende. Blandt andet Kathrine Lillørs forsvar for “ligestillingen”. Kvinders ligestilling. Det ser sløjt ud her til lands og i andre lande. Og det handler om mere end kvinders ret til direktions- og bestyrelseslokaler i virksomhederne. Det handler fx også om kvinders ret til at smide tøjet, hvis de vil det. På stranden i august har Lilleør oplevet en muslimsk kvinde, iført lang kjole og tørklæde, gå i vandet sammen med jævnaldrende badebukseklædte drenge. Det må hun godt, for i Danmark er religion og påklædning en privatsag. Men – det er udtryk for undertrykkelse.
I sin argumentation inddrager Lilleør den internationalt kendte islam-kritiker Ayaan Hirsi Ali, der ser en direkte sammenhæng mellem de islamiske regimers undertrykkelse af kvinderne og samme regimers indædte had til Vesten og vestlig kultur. Og hvad deraf følger.. Kvindeundertrykkelse som forudsætning for islams politiske magt.
Lilleør retter skytset mod vores demokrati. Vores lovgivning sikrer den enkeltes ret til at dyrke sin religion og til at gå klædt, som han og hun vil. Det er en privatsag. Men, ved fx at legitimere en islamisk kvindes påklædning, legitimerer vores demokrati et anslag mod demokratiet.. Lilleør fortsætter: “Ingen skal fortælle mig, at en lille piges inderste ønske er at bade fuldt påklædt. Det er kvindeundertrykkende og ingen frivillig sag. Det er med andre ord et ligestillingsanliggende. Som der ikke direkte kan eller skal lovgives mod. Man kan ikke lovgive mod en hel kultur. Men man kan fremme den lille piges muligheder på et hav af måder.” Og følger op med en opfordring til ligestillingsministeren om at være sin opgave voksen.
Lilleørs velargumenterede indlæg rejser en lang række spørgsmål. For eksempel: er der grænser for “ligestillingen” i et demokrati? Går der fx en grænse ved privatlivets fred? Ligestillingsdebatten har af mange gode grunde – fx historiske – især været knyttet til forholdet mellem mænd og kvinder, og ikke mindst i forhold til uddannelse, arbejde og arbejdsmarkedet. Men kan vi som “rigtige” demokrater stoppe der? Og kan vi stoppe ved døren til privatlivet, hvis dette private liv fx indebærer undertrykkelse og ikke-demokratisk sindelag? Og hvad med ligestillingen i øvrigt, fx mellem arbejdsgivere og lønmodtagere? Og hvad med ligestillingen mellem unge og ældre? Mellem såkaldt etniske danskere og såkaldte “danskere med indvandrerbaggrund”? Hvor går grænserne for lige-stilling, hvis vi hylder det gamle borgerlige frihedsideal: lighed?
Et andet spørgsmål: har en demokratisk samfundsborger ret til at lade sig undertrykke? Vi kender jo eksempler på islamiske kvinder, der insisterer på deres ret til at bære tørklæde etc. (som kan forstås som en selv-undertrykkelse i Lilleørs optik). Vi griber heller ikke ind, hvis danskerne i deres privatsfære lader sig lænke, piske og seksuelt ydmyge – bare det er af egen fri vilje?!
Tænker vi på Sigmund Freud, psykoanalysens store tænker, så ville han nok sige, at kultur som sådan er en form for undertrykkelse. Nemlig af vores driftsliv. En undertrykkelse, der vel at mærke ikke kun er negativ, for den indbærer ikke kun sindslidelser af forskellig slags, men fremmer fx de kulturelle frembringelser, store som små. Hvis Freud havde ret – så kan man forstå et eventuelt forbud mod islamisk klædedragt (= kvindeundertrykkelse) som erstatning af en form for undertrykkelse med en anden. Ikke? Kan vi så i det hele taget slippe for undertrykkelse? Kan vi slippe for kultur?
Lad os blot stoppe her med disse spørgsmål – og så tage en kop kaffe til.

Opdatering: En lille video om vestlig vs. islamisk kultur: Læs mere »

På min vej i automobilet kom jeg forbi Viby torv, og der midt i solskinnet så jeg på afstand to kvinder (eller mere korrekt: jeg tror, det var kvinder) iført sorte burkaer og lange klædedrager i afdæmpede, mørke farver. Jeg associerede straks til Belphegore, som jeg for nylig skrev om i bloggen. Det er selvfølgelig en irrelevant association, der blot har noget med ligheden mellem det parisiske spøgelses hovedbeklædning og så disse burkaer at gøre. Samtidig kværnede P1, hvor pastor Langballe fra Dansk Folkeparti og biskop Christian Nissen diskuterede et dilemma. Det drejede sig om en situation, der er opstået omkring de irakiske tolke, der er kommet til Danmark. Som bekendt fik tolkene og deres familier lov til at blive fløjet til Danmark, efter at en tolk, der havde arbejdet for de danske besættelsestropper, var blevet likvideret, og man kunne forudse, at tilsvarende repressalier ville overgå de andre tolke og deres nærmeste.
Nu hvor tolkene er i Danmark, har man fået et andet problem på halsen. Det viser sig, at en af tolkene er gift med to koner. Og det er efter dansk lov forbudt og kan give op til to års fængsel. Hvad skal man gøre? Tvinge tolken til at skille sig af med den ene kone? Dispensere for loven i dette tilfælde? Overtale tolken og hans familie til at flytte til et andet land, hvor bigami er tilladt? Man fristes til at kalde det en gordisk knude, selv om det kan være svært at se, hvordan den skal hugges over. I hvert fald kan man sige, at man her har med et problem at gøre, der involverer både kulturelle, religiøse, etiske, moralske og juridiske elementer. Jeg skal nok afstå fra at pege på en løsning, men i hvert fald er det opståede problem en påmindelse om, at vi aldrig skulle være gået med Bush ind i den krig og dermed være med til at skabe et nyt flygtningeproblem. Men måske også en påmindelse om, at det vi kalder “integration” og “assimilation” ikke altid er mulig.
Hvad det ene har med det andet at gøre, vil jeg overlade til læseren at gøre sig klog på.

Rundt om i blogland diskuteres forholdet mellem religion og politik heftigt. Fx hos Paw og Filoffen. Her er det især Islam, der er på tale. Men vi skal ikke glemme de andre religioner. Jeg har tidligere været inde på den problematiske sammenblanding af katolicisme og politik i det overstatslige selskab, vi er medlemmer af: EU. I dagens aviser kan man læse endnu et eksempel på, hvordan religion og politik blandes sammen på uheldig måde. Såkaldt konservative kræfter i Europarådet har afvist at fordømme en kritisk rapport om kreationistiske og tilsvarende religiøst forankrede “teorier” om verdens tilblivelse, til trods for at disse anti-Darwinistiske tanker er på fremmarch i Europa. Læs her.

Er det BBC-producerede børneprogram Teletubbies den rene homoseksuelle propaganda? Berlingske Tidende bringer nyheden om, at den polske Børneombudsmand Ewa Sowinska er af den mening. Dermed blusser en ti år gammel diskussion om børneprogrammets seksuelle karakter op igen. Den polske børneombudsmand har blandt andet bemærket, at en af tubbierne bar rundt på en dametaske, selv om den var en dreng. Nu vil Sowinska sammen med børnepsykologer og andre eksperter analysere programmerne og se, om ikke de skal fjernes fra sendefladen, så de ikke skader de barnlige seere.
Berlingske Tidendes nyhed minder mig om, at jeg for nylig hørte en interessant udsendelse på P1 om problemerne med at arbejde politisk i EU, hvor en stor del af politikerne er katolikker og under stærk indflydelse fra Pavestatens lobbyvirksomhed. Det handlede om, at mange politiske argumenter havde indbyggede katolsk-religiøse-moralske dimensioner, som man måtte imødegå ud fra kristent-lutheransk udgangspunkt. Derfor skulle der ansættes danske folkekirkepræster til at støtte de ikke-katolske politikere.
Det er en kendt sag, at homofobien trives i bedste velgående i den katolske kirke, men også langt ind i den protestantiske kirkes rækker. Vi kan blot tænke på pastor Krarups udtalelser om de homoseksuelle for nylig. Og de to eksempler ovenfor rejser peger med al ønskelig tydelighed på det aktuelle problem: Om det er en god idé at blande religion og politik. Eller omvendt: Om ikke det er bedst at skille de to ting ad?

Opdatering 2/6: en psykolog har nu overbevist ombudsmanden om, at der ikke er tale om homoseksualitet. Læs nyheden her.

Som nævnt i går har Abdul Wahid Pedersen, den danske imam, talt for flerkoneri. I går aftes i DR2 Deadline var Pedersen i studiet sammen med Socialistisk Folkepartis Ligestillingsordfører Pernille Vigsø Bagge (indslaget kan genses her). Wahid Pedersen fastholdt sit synpunkt om flerkoneriets berettigelse med udgangspunkt i Koranens ord. Med et forsigtigt ordvalg forsøgte han at balancere på den æg, der skiller den hellige bogs lovord – fx om at en mand godt må have op til fire koner, men konen kun en mand – og det verdslige, demokratiske retssamfunds lovgrundlag, der betragter bigami som en forbrydelse og utroskab som argument for skilsmisse. Wahids argumentation gik på, at flerkoneri kunne være relevant i nogle tilfælde, ikke mindst i lande som Afghanistan og lign., kunne være en fordel for f.eks. krigsenker, der ellers var i nød.
SF’s ligestillingsordfører angreb ud fra et rent ligestillingssynspunkt Wahid, og gjorde det for så vidt ok. Men det er ærgerligt, at Pernille ikke gik Wahid hårdere på klingen i spørgsmålet om forholdet mellem religion og samfund. For det brændende spørgsmål i Wahids holdning er, hvorvidt religionens lov – dvd. udlægningen af Koranens som en lovtekst for de troende – står over det verdslige samfunds love? Det forekommer mig at være et af de mest påtrængende spørgsmål i debatten om fx folketingsmedlemmers tørklæder osv. For står den hellige bogs ord over verdslig lov (og den hellige bog kan lige så vel være Biblen, Toraen osv.), kan en politiker så forfægte et politisk program, der fx modsiger dette hellige skrifts holdninger til forholdet mellem kønnene, dødsstraf, homoseksuelle osv.? Og dette spørgmål hænger så sammen med en række andre brændende spørgsmål, men dem lader vi ligge indtil videre…

Pastor Søren Krarup, Dansk Folkeparti, gør sig i dag bemærket ved at sætte lighedstegn mellem Koranen, Karl Marx’ økonomikritiske bog Das Kapital og Hitlers selvbiografiske bog Mein Kampf. Det er alle til hobe udtryk for totalitarisme, mener præsten og politikeren. Vi nævner det kun for god ordens skyld, fordi det viser, at Krarup ikke er kommet videre, end da han forbandt tørklædet med totalitarismen. Og så vil vi lige gøre opmærksom på, at man har mulighed for at lytte til DRs serie “Islams Ansigter”, der bliver podcastet. I hele 25 afsnit får man mulighed for at få et indtryk af, hvordan Islam ser ud, set indefra, så at sige. Måske pastoren skulle afsætte lidt tid til det, så han kan få lidt nuancer ind i sin opfattelse af den anden store monoteisme…

Den fra medierne kendte imam Abdul Wahid Pedersen udtaler til Jyllands-Posten, at “Det er tilladt for en mand at have op til fire koner, men det er ikke tilladt for en kvinde at have mere end en mand”. Imamens udtalelse er udtryk for en holdning, der baserer sig på Koranens ord. I følge dansk verdslig lovgivning er bigami ulovligt, og i går kunne man læse, at flere bigamistiske ægteskaber, hvor kvinder med islamisk baggrund gifter sig igen, fordi de ellers ikke ville kunne få en ny mand, tvangsopløses. Wahid Pedersen sidestiller bigami med det forhold, at en gift mand har sig en elskerinde. Men overser Wahid Pedersen ikke, at sidstnævnte forhold strengt taget – dvs. i forhold til dansk lovgivning – er ægteskabsbrud!?

PS. Hvis man er interesseret i at høre, hvordan tranformationen af den unge, langhårede Pedersen til den nuværende islamiske imam er foregået, anbefaler capac, at man downloader DRs Kronsj-podcast, hvor hovedpersonen beretter om sig liv.

En bekendt blev engang spurgt, om han godt kunne lide at læse aviser, hvortil han svarede med et modspørgsmål: Kan du godt lide at læse om din egen undertrykkelse? Jeg kom til at tænke på episoden, da jeg læste Uffes indlæg om den (vist nok) seneste gratisavis Nyhedsavisens nyhedskriterier. Det fik mig igen til at tænke på en artikel af lektor Hans Hauge, som Ulla henviste os til. Hauge læser jeg altid med stor interesse og fornøjelse, fordi han er en særling i dansk presse. Han tænker anderledes end flertallet af journalistiske nyhedslemminger og har nogle skæve, ærlige tilgange til den såkaldte virkelighed. Denne gang sætter han ord på noget, jeg tror, mange føler og tænker i deres stille sind…”

Tilføjelse: For at berolige Carsten, Uffe og måske andre bloglæsere, vil jeg lige hive min kommentar frem i lyset og føje lidt yderligere til: “Det skrev jeg vist heller ikke. Jeg er bestemt langt fra enig med provokatøren og meningsmageren Hauge, men jeg synes, han skriver ganske godt.Og så kan jeg godt lide, at der bliver rokket ved det mediefrembragte verdensbillede, som forekommer mig at være mere og mere forudsigeligt. I det her eksempel sætter han ord på en følelse, jeg har stødt på hos mange såkaldt “almindelige” danskere…”.
Det er min opfattelse, at det medieskabte virkelighedsbillede bliver mere og mere konformt, forudsigeligt og fanget i sine egne dogmer. Derfor kan det virke helt befriende, når nogen ser på denne “virkelighed” fra en overraskende vinkel eller ligefrem bestrider tilsyneladende indiskutable “sandheder”. Hauge er måske ikke det mest lysende eksempel, men det var øjenåbnende for mig, at han i den omtalte artikel skriver noget, som jeg ofte har hørt, men aldrig har set på tryk. Et andet eksempel på en tænker, der er i stand til at se på verden gennem en særlig optik, er den franske sociolog Jean Baudrillard, der er oversat til dansk. Det var fx ham, der for mange år siden – da Kouhmeni kom til magten i Iran – forudså den ballade med den islamiske fundamentalisme, som nu fylder urimeligt meget i danske medier.

NB! Carsten har skrevet en lang kommentar – faktisk to - til min bemærkning om Hans Hauge. Jeg kan kun anbefale, at man læser dem og de kommentarer, de har givet anledning til.

Dagens jyske bog fra forlaget Hovedland er “Liv og Lys. Rockpoesi – eksistens religion”. Om C.V. Jørgensen og Steffen Brandt. To præster – Anders Kjærsig og Jesper Hougaard Larsen – har kastet sig over Steffen Brandts og C. V. Jørgensens tekster. Det handler – indlysende nok – om at læse teksterne ud fra en kristen-religiøs vinkel. Bogen er velkommen. De to herrer fortjener at blive læst og fortolket.