Indlæg tagget med samfund

Og farvel til – FONA

31. marts 2016

Medens vi er ved de gamle radio-, tv- og mediebutikker, så forlyder det nu, at FONA skal fyre medarbejdere i hundrevis og lukke langt flere butikker end først anslået. I følge DR Nyhederne vil kun otte butikker overleve denne omgang. Syv i det Storkøbenhavnske område og en i Aalborg. Fyn mister alle sine og Aarhus ligeså.

Når denne slagtning skal nævnes, så skyldes det udelukkende, at FONA engang – vi skriver tresserne og halvfjerdserne – var en af de butikker, der forsynede mig med musik (og teknik, dvs. pladespillere). Dengang var udvalget stort og varieret og mange af de LP’er, jeg har stående er indkøbt i FONAs butik i Kongensgade i Esbjerg, hvor jeg var flittig gæst, især når der var udsalg.

Efter nedlæggelsen af TP-Musik, Stereo Studio er turen altså så kommet til FONA – og så er der vel ikke flere af den slags butikker tilbage?! En lidt trist ud- eller rettere afvikling, må man sige.

Ulven kommer! Ulven kommer! – er Enhedslisten et troværdigt alternativ?

21. august 2013

 

For nylig måtte Enhedslisten sluge en tilbagegang i meningsmålingerne. Og et medie gav partiet skylden for den røde bloks samlede tilbagegang.

Nu er der ikke nogen rød blok. Det eneste parti, der med nogen ret kan kalde sig rødt – forstået som et parti, der vedkender sig socialisme som et mål – er Enhedslisten. Den siddende regering er blå – borgerlig. Med Helle Thorning Schmidt i spidsen for Socialdemokraterne har det gamle arbejderparti gennemført den reformistiske kurs, partiet begyndte i starten af forrige århundrede, da  det lagde afstand til marxismen som ideologisk fundament. Man har søgt mod “midten” i dansk politik og har villet være et parti for hele folket. Med den konsekvens, at man er blevet blå, fordi den politiske midte altid har været blå – og er blevet den herskende klasses parti. Selv om det ikke helt er gået op for kapitalejere og arbejdsgivere, så er det faktisk det, der er sket.
Og i bevægelsen ned i midtens blå gryde har regeringen Schmidt fået følge af det i forvejen følgagtige borgerlige Radikale Venstre – og af Socialistisk Folkeparti, der for længst burde have slette “socialistisk” af sit navn, måske også “folkeparti”. Engang blev SF betragtet som et alt for følgagtigt ‘halehæng’ til Socialdemokratiet. I dag har flere af partiets førende ministre og ledere for længst overhalet socialdemokraterne højreindenom …
Ude til venstre står det sammenrend, vi kalder Enhedslisten, som eneste repræsentant for en politik, der skulle kunne være et alternativ til den førte borgerlige politik. Men – hånden på hjertet i venstre side – hvor troværdigt et alternativ udgør Enhedslisten? Kan vi almindelige borgere, der ønsker en anden samfundsindretning end den eksisterende, sætte vores lid til, at de vil kunne ændre noget som helst?
Selv om jeg har stor sympati for Enhedslistens folk, så mener jeg, at vi her halvvejs gennem regeringsperioden må begynde at stille den slags ubehagelig spørgsmål. Det nytter ikke noget bare at synke tilbage i forvisningen om, at bare vi sætter vores kryds langt nok ude til venstre, så vil tingene ske.
Når jeg finder anledning til at lufte min tvivl, så er det, fordi Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt Nielsen i Ugebrevet A4 igen lufter truslen om, at Enhedslisten måske ikke vil sikre regeringens forestående finanslov (og dermed vælte regeringen). Det er som antydet ikke første gang en sådan mere eller mindre eksplicit trussel er blevet luftet af Nielsen. Men spørgsmålet er, om der er tale om andet en teatertorden, skyggeboksning eller råben ‘Ulven kommer!’. Hvor meget er der kommet ud af de foregående forsøg på at presse regeringen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne? Efter min mening er det yderst begrænset. Situationen for de ledige kan ikke siges at være væsentlig forbedret. Tværtimod tegner alt på, at i omegnen af 30.000 ledige vil miste dagpengeretten og ryge ned på bistandshjælpen – med de konsekvenser, det har for dem og deres nærmeste. Selv om Enhedslisten – indrømmet – har fået nogle mindre ting igennem, så er det at sammenligne med Hansa-plaster til afrevne lemmer. For at stemme for en finanslov vil EL stille krav vedr. beskæftigelsen, social genopretning og ’styrkelse af det grønne område’. Fint nok, men det er ganske ukonkret – og lægger derfor udspillet over i regeringens skød. Og man må så forvente, at samme regering vil komme med udspil, der formelt vil imødekomme kravene, men stadigvæk holde sig inden for regeringens økonomisk politik osv. Sagt på en anden måde: Regeringen vil – som den tidligere har gjort – spise EL af med smuler fra de riges bord.
Skal EL i stedet vælte regeringen, vil læseren måske spørge. Og dermed bane vejen for endnu en omgang VKO?
Det er egentlig slet ikke denne enten-eller-diskussion, jeg vil ind på. For det er netop en diskussion, der bekræfter hele den måde, der føres politik på i den herskende konjunktur. Nej, det jeg forestiller mig – ja opfordrer til – er, at EL træder mere i karakter som det socialistiske parti, det angiveligt er. At man tager bladet fra munden og siger, at man ønsker sig en anden, socialistisk samfundsudvikling og -indretning – og begynder at formulere sine krav ud fra det udgangspunkt. Vi lever i en tid, hvor den kapitalistiske økonomi er i dyb krise – så dyb, at ingen vel med rette kan vurdere, om eller hvornår krisen er ovre – og hvor klimaet og vores eksistensgrundlag er truet, fordi der er forurenet og drevet rovdrift på naturen. Der er brug for socialistisk politik i den betydning, at krav og forslag skal pege ud over den herskende samfundsorden. Fx i retning af en mere ligelig og retfærdig fordeling af de værdier, der skabes i produktionen, større demokratisk indflydelse til borgerne, produktionsformer, der ikke undergraver vores eksistensgrundlag gennem forurening og hæmningsløs forbrug af ressourcer. Og så videre.
Rummer Enhedslisten et reelt alternativ til det vi kender fra politiken? Eller er partiet endnu et, der vil bevæge sig mod midten og blive blåt…

Er krisen ovre?

3. august 2013
Det skorter ikke på smånyheder, der af medierne udlægges som tegn eller indikatorer på, at krisen – den globale økonomiske krise – nok er ved at fortage sig. Ledigheden falder lidt hist og her. Forbrugerne bruger købekortet lidt mere end for et år siden osv. Priserne på ejerboliger stiger lidt nogle steder osv. Vi kender disse små pip. Men hvordan ser det egentlig ud i det store perspektiv? Har vi nået krisens klimaks? Er vi på vej mod ‘normale’ tider igen?
I går var en af dagens nyheder, at Danmarks største bank Danske Bank ville have regeringen til at forbyde de såkaldte F1 lån. Men hverken regeringen (repræsenteret ved SF’eren Annette Vilhelmsen) eller i bankverdenen ønskede en politisk regulering. I mange af kommentarerne til Danske Banks udspil lå der mellem linjerne et budskab om, at finansverdenen selv måtte regulere sig. Og det til trods for, at Danske Banks ledende direktør advarede om, at F1-lånene rummede en stor risiko for den danske økonomi.
Hvorfor gør F1-lånene det? F1-lånene – også kaldet rentetilpasningslån fungerer på den måde, at låntagerne får fastlagt deres rente et år frem ad gangen. Det vil sige, de kender den rente de skal betale i et år. Derefter ændres den – op eller ned. Risikoen ligger i, at en markant stigning i renten kan medføre, at mange ejere af privat ejendom måske ikke kan betale deres afdrag – med de følger det får i form af et boligmarked, der oversvømmes af huse og ejerlejligheder til salg, tvangsauktioner osv. Og det skal ses i lyset af, at langt de fleste ejere har F1-lån.
I går kunne man også på Danmarks Radios tv se Curt Hansons film Too big to fail, der fortæller historien om den finansielle krise, herunder finansfirmaet Lehmann Brothers’ sammenbrud. Filmen bygger på en bog af Andrew Sorkin og fortæller historien set fra spidserne i Wall Street og de ansvarlige politikere i den amerikanske centraladministration. Og et central element i filmens beskrivelse af krisens udvikling er lige netop finansvæsenets håndtering af lån til boligejere. Samme problematik som den, der ligger i debatten pro et contra F1-lån. Hvad sker der, når boligejerne ikke længere kan betale deres afdrag, når banker og kreditfirmaer ikke længere han indkradse deres tilgodehavender osv? Når bankernes fælles forsikringsfirma heller ikke kan følge med? Osv.
Filmen giver en ganske sobert og overbevisende billede af, hvordan de involverede personer tænkede og handlede. Men den giver også et meget forstemmende billede af et politisk system, der ikke formår at regulere finanssektoren for alvor. Og man sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at de problemer, der udløste den aktuelle krise, overhovedet ikke er løst. Tværtimod. Alt er ved det gamle. Og nye kriser lurer i horisonten.
Er krisen ved at være ovre? Hm. Jeg er enig med den amerikanske geograf og marxist David Harvey i, at svaret på det spørgsmål i høj grad afhænger af, hvordan man forsøger at forklare krisen. Harvey gør det, at han forklarer den aktuelle krise som et foreløbigt resultat af kapitalismens grundlæggende krise – modsætningsforholdene i kapitalakkumulationen. Set fra den vinkel er den aktuelle krise blot et foreløbigt udslag af en kronisk krise, der også fremover vil få katastofale konsekvenser for de samfund, vi lever i.

Droner – når snild krigsteknologi vender sig mod civilsamfundet

30. juli 2013
[Foto lånt fra sitet www.theeyeofthetiber.com]
Der var engang et klogt hovede, der skrev, at hvis noget var teknologisk muligt, så ville det også blive en realitet. For eksempel: Hvis det er muligt at manipulere med planters genetiske materiale, så vil det også ske. Og det skete – trods protester og advarsler.
Den samme lovmæssighed gør sig gældende inden for krigsteknologien. Siden Anden Verdenskrig har vi været vidner til et veritabelt våbenkapløb. Frem til den Kolde Krigs afslutning omkring Berlinmurens fald handlede det især om nuklearvåben. Hvem der havde flest – og hvor de var placeret. Tænk blot på Cuba-krisen…
Siden er der sket meget. Computer- og robotteknologien er kommet i spil. Og en af de meget omtalte snilde krigsteknologier er de såkaldte ubemandede droner. Små fly, der styres fra fx en bunker i Nevadaørknen og sendes fx til et andet land – fx Afghanistan eller Pakistan – hvor de dels spionerer og indsamler data, men også kan sende misiler af sted for dræbe angivelige fjender.
Danmarks Radio viste i går aftes en meget seværdig udsendelse om disse droner og de problemer, anvendelsen af dem fører med sig. Set ud fra en ren krigsteknologisk synsvinkel, så indebærer dronerne nogle  klare fordele. Dels forhindrer brugen af dem, at nogle af den krigsførende nations soldater kommer til skade ved aktionerne. Og dels er der også økonomiske fordele – selv om de er dyre at anskaffe. Man behøver jo ikke at sende mange soldater og meget materiel ud i verden, når sådan en lille maskine kan løse selv avancerede opgaver.
Det problematiske kommer ind på en  anden led. For anvendelsen af dronerne rejser spørgsmål vedrørende verdensborgerens menneskerettigheder og dennes retssikkerhed. Er det således i orden, at USA sender en drone af sted til et fremmed land, hvor den slår en borger – ja, fx også en amerikansk statsborger – ihjel uden at denne har været stillet over for en domstol med en sigtets rettigheder? Er det i orden, at USA opfører sig som om resten af verden er Amerikas baggård, hvor man bare kan overflyve landes territorier – uden at informere om det og sikre sig disse landes samtykke? Og er det i orden, at et stort antal ansatte i den private våbenindustri aktivt medvirker, når dronerne er på arbejde? Er det acceptabelt med sådan en privatisering af krigsførelsen? Og hvad med disse ansattes rettigheder – fx hvis nogen skal stilles til ansvar for hændelige fejl, hvor mennesker dræbes uden legitim grund? Og udsendelsen stiller andre prekære spørgsmål. Hvad vil der ske, når næste teknologiske skridt tages – og man sender droner af sted, der selv skal indsamle information og ‘tage beslutning om’, hvorvidt der skal angribes eller ej? Hvem har så ansvaret? Den amerikanske præsident?
Udsendelsen rejser i det hele taget en lang række spørgsmål om menneskerettigheder, om demokratiske spilleregler, om moderne krigsførelse og etik, om USAs globale rolle, om overvågning af civilsamfundet, om en magtfuld våbenindustris behov for krige osv.
Gense udsendelsen her – den er tankevækkende.

Lance Armstrongs indrømmelser – en replik

18. januar 2013

I dag vågnede jeg op til nyheden om, at den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong havde indrømmet, hvad vi alle vist for længe siden havde indset: At han kun havde præsteret ved hjælp af illegale medicinske hjælpemidler. Kaldet doping. Jeg er hverken skuffet (som den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen for eksempel), forarget eller bare overrasket. For sandt at sige, ville det kun have været en veritabel overraskelse, hvis Lance Armstrong face to face med de amerikanske mediers svar på Oraklet i Delphi, Oprah, havde holdt fast i sine løgne. Han har gjort det længe nok, gentaget det mange gange nok. Ja, det ville være nærmest ubærligt, hvis han havde fortsat og demonstreret sin legendariske ved- og udholdenhed på netop det punkt. Nej. Løgnen måtte komme for dagen i al dens usminkede gru. Indrømmelserne vil muligvis – ja, sandsynligvis – give anledning til et retsligt efterspil, hvor hr. Armstrong vil blive afkrævet tilbagebetaling af mange af de penge, han har tjent gennem sine løgne. Men sagen vil ikke ændre noget ved det cirkus af forløjethed, forstillelse og bedrag, som professionel cykelsport er blevet for mange år siden. Tro mig, Touren vil fortsætte med at rulle over skærmene og folk vil fortsætte med at sidde naglet til den og klæbe til Jørgen Leths talestrøm. Touren vil fortsat blive opført som et spektakulært drama, der et eller andet sted er en fortælling om det dopede samfund, vi alle lever i – med og uden løgne.

Tilbagespoling: Follow the Money

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 1612345678910...Sidste »