Indlæg tagget med samfund

Og farvel til – FONA

31. marts 2016

Medens vi er ved de gamle radio-, tv- og mediebutikker, så forlyder det nu, at FONA skal fyre medarbejdere i hundrevis og lukke langt flere butikker end først anslået. I følge DR Nyhederne vil kun otte butikker overleve denne omgang. Syv i det Storkøbenhavnske område og en i Aalborg. Fyn mister alle sine og Aarhus ligeså.

NÃ¥r denne slagtning skal nævnes, sÃ¥ skyldes det udelukkende, at FONA engang – vi skriver tresserne og halvfjerdserne – var en af de butikker, der forsynede mig med musik (og teknik, dvs. pladespillere). Dengang var udvalget stort og varieret og mange af de LP’er, jeg har stÃ¥ende er indkøbt i FONAs butik i Kongensgade i Esbjerg, hvor jeg var flittig gæst, især nÃ¥r der var udsalg.

Efter nedlæggelsen af TP-Musik, Stereo Studio er turen altsÃ¥ sÃ¥ kommet til FONA – og sÃ¥ er der vel ikke flere af den slags butikker tilbage?! En lidt trist ud- eller rettere afvikling, mÃ¥ man sige.

Ulven kommer! Ulven kommer! – er Enhedslisten et troværdigt alternativ?

21. august 2013

 

For nylig måtte Enhedslisten sluge en tilbagegang i meningsmålingerne. Og et medie gav partiet skylden for den røde bloks samlede tilbagegang.

Nu er der ikke nogen rød blok. Det eneste parti, der med nogen ret kan kalde sig rødt – forstÃ¥et som et parti, der vedkender sig socialisme som et mÃ¥l – er Enhedslisten. Den siddende regering er blÃ¥ – borgerlig. Med Helle Thorning Schmidt i spidsen for Socialdemokraterne har det gamle arbejderparti gennemført den reformistiske kurs, partiet begyndte i starten af forrige Ã¥rhundrede, da  det lagde afstand til marxismen som ideologisk fundament. Man har søgt mod “midten” i dansk politik og har villet være et parti for hele folket. Med den konsekvens, at man er blevet blÃ¥, fordi den politiske midte altid har været blÃ¥ – og er blevet den herskende klasses parti. Selv om det ikke helt er gÃ¥et op for kapitalejere og arbejdsgivere, sÃ¥ er det faktisk det, der er sket.
Og i bevægelsen ned i midtens blÃ¥ gryde har regeringen Schmidt fÃ¥et følge af det i forvejen følgagtige borgerlige Radikale Venstre – og af Socialistisk Folkeparti, der for længst burde have slette “socialistisk” af sit navn, mÃ¥ske ogsÃ¥ “folkeparti”. Engang blev SF betragtet som et alt for følgagtigt ‘halehæng’ til Socialdemokratiet. I dag har flere af partiets førende ministre og ledere for længst overhalet socialdemokraterne højreindenom …
Ude til venstre stÃ¥r det sammenrend, vi kalder Enhedslisten, som eneste repræsentant for en politik, der skulle kunne være et alternativ til den førte borgerlige politik. Men – hÃ¥nden pÃ¥ hjertet i venstre side – hvor troværdigt et alternativ udgør Enhedslisten? Kan vi almindelige borgere, der ønsker en anden samfundsindretning end den eksisterende, sætte vores lid til, at de vil kunne ændre noget som helst?
Selv om jeg har stor sympati for Enhedslistens folk, så mener jeg, at vi her halvvejs gennem regeringsperioden må begynde at stille den slags ubehagelig spørgsmål. Det nytter ikke noget bare at synke tilbage i forvisningen om, at bare vi sætter vores kryds langt nok ude til venstre, så vil tingene ske.
NÃ¥r jeg finder anledning til at lufte min tvivl, sÃ¥ er det, fordi Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt Nielsen i Ugebrevet A4 igen lufter truslen om, at Enhedslisten mÃ¥ske ikke vil sikre regeringens forestÃ¥ende finanslov (og dermed vælte regeringen). Det er som antydet ikke første gang en sÃ¥dan mere eller mindre eksplicit trussel er blevet luftet af Nielsen. Men spørgsmÃ¥let er, om der er tale om andet en teatertorden, skyggeboksning eller rÃ¥ben ‘Ulven kommer!’. Hvor meget er der kommet ud af de foregÃ¥ende forsøg pÃ¥ at presse regeringen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne? Efter min mening er det yderst begrænset. Situationen for de ledige kan ikke siges at være væsentlig forbedret. Tværtimod tegner alt pÃ¥, at i omegnen af 30.000 ledige vil miste dagpengeretten og ryge ned pÃ¥ bistandshjælpen – med de konsekvenser, det har for dem og deres nærmeste. Selv om Enhedslisten – indrømmet – har fÃ¥et nogle mindre ting igennem, sÃ¥ er det at sammenligne med Hansa-plaster til afrevne lemmer. For at stemme for en finanslov vil EL stille krav vedr. beskæftigelsen, social genopretning og ‘styrkelse af det grønne omrÃ¥de’. Fint nok, men det er ganske ukonkret – og lægger derfor udspillet over i regeringens skød. Og man mÃ¥ sÃ¥ forvente, at samme regering vil komme med udspil, der formelt vil imødekomme kravene, men stadigvæk holde sig inden for regeringens økonomisk politik osv. Sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: Regeringen vil – som den tidligere har gjort – spise EL af med smuler fra de riges bord.
Skal EL i stedet vælte regeringen, vil læseren måske spørge. Og dermed bane vejen for endnu en omgang VKO?
Det er egentlig slet ikke denne enten-eller-diskussion, jeg vil ind pÃ¥. For det er netop en diskussion, der bekræfter hele den mÃ¥de, der føres politik pÃ¥ i den herskende konjunktur. Nej, det jeg forestiller mig – ja opfordrer til – er, at EL træder mere i karakter som det socialistiske parti, det angiveligt er. At man tager bladet fra munden og siger, at man ønsker sig en anden, socialistisk samfundsudvikling og -indretning – og begynder at formulere sine krav ud fra det udgangspunkt. Vi lever i en tid, hvor den kapitalistiske økonomi er i dyb krise – sÃ¥ dyb, at ingen vel med rette kan vurdere, om eller hvornÃ¥r krisen er ovre – og hvor klimaet og vores eksistensgrundlag er truet, fordi der er forurenet og drevet rovdrift pÃ¥ naturen. Der er brug for socialistisk politik i den betydning, at krav og forslag skal pege ud over den herskende samfundsorden. Fx i retning af en mere ligelig og retfærdig fordeling af de værdier, der skabes i produktionen, større demokratisk indflydelse til borgerne, produktionsformer, der ikke undergraver vores eksistensgrundlag gennem forurening og hæmningsløs forbrug af ressourcer. Og sÃ¥ videre.
Rummer Enhedslisten et reelt alternativ til det vi kender fra politiken? Eller er partiet endnu et, der vil bevæge sig mod midten og blive blÃ¥t…

Er krisen ovre?

3. august 2013
Det skorter ikke pÃ¥ smÃ¥nyheder, der af medierne udlægges som tegn eller indikatorer pÃ¥, at krisen – den globale økonomiske krise – nok er ved at fortage sig. Ledigheden falder lidt hist og her. Forbrugerne bruger købekortet lidt mere end for et Ã¥r siden osv. Priserne pÃ¥ ejerboliger stiger lidt nogle steder osv. Vi kender disse smÃ¥ pip. Men hvordan ser det egentlig ud i det store perspektiv? Har vi nÃ¥et krisens klimaks? Er vi pÃ¥ vej mod ‘normale’ tider igen?
I gÃ¥r var en af dagens nyheder, at Danmarks største bank Danske Bank ville have regeringen til at forbyde de sÃ¥kaldte F1 lÃ¥n. Men hverken regeringen (repræsenteret ved SF’eren Annette Vilhelmsen) eller i bankverdenen ønskede en politisk regulering. I mange af kommentarerne til Danske Banks udspil lÃ¥ der mellem linjerne et budskab om, at finansverdenen selv mÃ¥tte regulere sig. Og det til trods for, at Danske Banks ledende direktør advarede om, at F1-lÃ¥nene rummede en stor risiko for den danske økonomi.
Hvorfor gør F1-lÃ¥nene det? F1-lÃ¥nene – ogsÃ¥ kaldet rentetilpasningslÃ¥n fungerer pÃ¥ den mÃ¥de, at lÃ¥ntagerne fÃ¥r fastlagt deres rente et Ã¥r frem ad gangen. Det vil sige, de kender den rente de skal betale i et Ã¥r. Derefter ændres den – op eller ned. Risikoen ligger i, at en markant stigning i renten kan medføre, at mange ejere af privat ejendom mÃ¥ske ikke kan betale deres afdrag – med de følger det fÃ¥r i form af et boligmarked, der oversvømmes af huse og ejerlejligheder til salg, tvangsauktioner osv. Og det skal ses i lyset af, at langt de fleste ejere har F1-lÃ¥n.
I gÃ¥r kunne man ogsÃ¥ pÃ¥ Danmarks Radios tv se Curt Hansons film Too big to fail, der fortæller historien om den finansielle krise, herunder finansfirmaet Lehmann Brothers’ sammenbrud. Filmen bygger pÃ¥ en bog af Andrew Sorkin og fortæller historien set fra spidserne i Wall Street og de ansvarlige politikere i den amerikanske centraladministration. Og et central element i filmens beskrivelse af krisens udvikling er lige netop finansvæsenets hÃ¥ndtering af lÃ¥n til boligejere. Samme problematik som den, der ligger i debatten pro et contra F1-lÃ¥n. Hvad sker der, nÃ¥r boligejerne ikke længere kan betale deres afdrag, nÃ¥r banker og kreditfirmaer ikke længere han indkradse deres tilgodehavender osv? NÃ¥r bankernes fælles forsikringsfirma heller ikke kan følge med? Osv.
Filmen giver en ganske sobert og overbevisende billede af, hvordan de involverede personer tænkede og handlede. Men den giver også et meget forstemmende billede af et politisk system, der ikke formår at regulere finanssektoren for alvor. Og man sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at de problemer, der udløste den aktuelle krise, overhovedet ikke er løst. Tværtimod. Alt er ved det gamle. Og nye kriser lurer i horisonten.
Er krisen ved at være ovre? Hm. Jeg er enig med den amerikanske geograf og marxist David Harvey i, at svaret pÃ¥ det spørgsmÃ¥l i høj grad afhænger af, hvordan man forsøger at forklare krisen. Harvey gør det, at han forklarer den aktuelle krise som et foreløbigt resultat af kapitalismens grundlæggende krise – modsætningsforholdene i kapitalakkumulationen. Set fra den vinkel er den aktuelle krise blot et foreløbigt udslag af en kronisk krise, der ogsÃ¥ fremover vil fÃ¥ katastofale konsekvenser for de samfund, vi lever i.

Droner Рn̴r snild krigsteknologi vender sig mod civilsamfundet

30. juli 2013
[Foto lånt fra sitet www.theeyeofthetiber.com]
Der var engang et klogt hovede, der skrev, at hvis noget var teknologisk muligt, s̴ ville det ogs̴ blive en realitet. For eksempel: Hvis det er muligt at manipulere med planters genetiske materiale, s̴ vil det ogs̴ ske. Og det skete Рtrods protester og advarsler.
Den samme lovmæssighed gør sig gældende inden for krigsteknologien. Siden Anden Verdenskrig har vi været vidner til et veritabelt vÃ¥benkapløb. Frem til den Kolde Krigs afslutning omkring Berlinmurens fald handlede det især om nuklearvÃ¥ben. Hvem der havde flest – og hvor de var placeret. Tænk blot pÃ¥ Cuba-krisen…
Siden er der sket meget. Computer- og robotteknologien er kommet i spil. Og en af de meget omtalte snilde krigsteknologier er de sÃ¥kaldte ubemandede droner. SmÃ¥ fly, der styres fra fx en bunker i Nevadaørknen og sendes fx til et andet land – fx Afghanistan eller Pakistan – hvor de dels spionerer og indsamler data, men ogsÃ¥ kan sende misiler af sted for dræbe angivelige fjender.
Danmarks Radio viste i gÃ¥r aftes en meget seværdig udsendelse om disse droner og de problemer, anvendelsen af dem fører med sig. Set ud fra en ren krigsteknologisk synsvinkel, sÃ¥ indebærer dronerne nogle  klare fordele. Dels forhindrer brugen af dem, at nogle af den krigsførende nations soldater kommer til skade ved aktionerne. Og dels er der ogsÃ¥ økonomiske fordele – selv om de er dyre at anskaffe. Man behøver jo ikke at sende mange soldater og meget materiel ud i verden, nÃ¥r sÃ¥dan en lille maskine kan løse selv avancerede opgaver.
Det problematiske kommer ind pÃ¥ en  anden led. For anvendelsen af dronerne rejser spørgsmÃ¥l vedrørende verdensborgerens menneskerettigheder og dennes retssikkerhed. Er det sÃ¥ledes i orden, at USA sender en drone af sted til et fremmed land, hvor den slÃ¥r en borger – ja, fx ogsÃ¥ en amerikansk statsborger – ihjel uden at denne har været stillet over for en domstol med en sigtets rettigheder? Er det i orden, at USA opfører sig som om resten af verden er Amerikas baggÃ¥rd, hvor man bare kan overflyve landes territorier – uden at informere om det og sikre sig disse landes samtykke? Og er det i orden, at et stort antal ansatte i den private vÃ¥benindustri aktivt medvirker, nÃ¥r dronerne er pÃ¥ arbejde? Er det acceptabelt med sÃ¥dan en privatisering af krigsførelsen? Og hvad med disse ansattes rettigheder – fx hvis nogen skal stilles til ansvar for hændelige fejl, hvor mennesker dræbes uden legitim grund? Og udsendelsen stiller andre prekære spørgsmÃ¥l. Hvad vil der ske, nÃ¥r næste teknologiske skridt tages – og man sender droner af sted, der selv skal indsamle information og ‘tage beslutning om’, hvorvidt der skal angribes eller ej? Hvem har sÃ¥ ansvaret? Den amerikanske præsident?
Udsendelsen rejser i det hele taget en lang række spørgsmål om menneskerettigheder, om demokratiske spilleregler, om moderne krigsførelse og etik, om USAs globale rolle, om overvågning af civilsamfundet, om en magtfuld våbenindustris behov for krige osv.
Gense udsendelsen her – den er tankevækkende.

Lance Armstrongs indrømmelser – en replik

18. januar 2013

I dag vÃ¥gnede jeg op til nyheden om, at den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong havde indrømmet, hvad vi alle vist for længe siden havde indset: At han kun havde præsteret ved hjælp af illegale medicinske hjælpemidler. Kaldet doping. Jeg er hverken skuffet (som den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen for eksempel), forarget eller bare overrasket. For sandt at sige, ville det kun have været en veritabel overraskelse, hvis Lance Armstrong face to face med de amerikanske mediers svar pÃ¥ Oraklet i Delphi, Oprah, havde holdt fast i sine løgne. Han har gjort det længe nok, gentaget det mange gange nok. Ja, det ville være nærmest ubærligt, hvis han havde fortsat og demonstreret sin legendariske ved- og udholdenhed pÃ¥ netop det punkt. Nej. Løgnen mÃ¥tte komme for dagen i al dens usminkede gru. Indrømmelserne vil muligvis – ja, sandsynligvis – give anledning til et retsligt efterspil, hvor hr. Armstrong vil blive afkrævet tilbagebetaling af mange af de penge, han har tjent gennem sine løgne. Men sagen vil ikke ændre noget ved det cirkus af forløjethed, forstillelse og bedrag, som professionel cykelsport er blevet for mange Ã¥r siden. Tro mig, Touren vil fortsætte med at rulle over skærmene og folk vil fortsætte med at sidde naglet til den og klæbe til Jørgen Leths talestrøm. Touren vil fortsat blive opført som et spektakulært drama, der et eller andet sted er en fortælling om det dopede samfund, vi alle lever i – med og uden løgne.

Tilbagespoling: Follow the Money

Stress, depression og arbejdsliv i en individualistisk tidsalder

10. august 2012

Statistikkerne taler deres eget tydelige sprog. Stadig flere danskere kæmper med ondt i sindet. Men vi taler ikke om det på samme måde, som når vi diskuterer parforhold, privatøkonomi og karriere.

FAKTISK TALER vi stort set ikke om det. Og da slet ikke pÃ¥ Christiansborg. Her har de sidste Ã¥rs eksplosion i psykiske lidelser ikke tiltrukket sig den nødvendige opmærksomhed, til trods for at det invaliderer hundredtusindvis af danskere, presser folk ud i sygemeldinger eller pÃ¥ førtidspension og – hvis udviklingen fortsætter – kommer til at lægge et stort pres pÃ¥ bÃ¥de sundhedsvæsen og velfærdssamfund.

Det skal der laves om pÃ¥.”

Ordene er sundhedsminister Astrid Krags. De stÃ¥r at læse i hendes kronik “Det er ikke din skyld” (Politiken d. 7. aug.), hvor hun starter en – efter min mening – meget vigtig debat om, hvordan vi bør tage fat pÃ¥ det problem, det er, at tusindvis af danskere fÃ¥r alvorlige psykiske problemer af at gÃ¥ pÃ¥ arbejde. I vor tid er arbejdet for mange blevet sÃ¥ belastende, at “depression”, “stress”, “angst” m.m. er blevet diagnoser, som rigtig mange mÃ¥ leve med i lang tid. For nogle medfører det førtidspensionering. For andre ogsÃ¥ fysiske sygdomme og hjerneskader.

Som Krag skriver, så taler statistikkerne deres tydelige sprog. Senest hørte jeg, at min egen fagforening, Magisterforeningen, hver uge har 100 tilfælde af stresssygemeldinger. Og vi taler om en relativt lille fagforening.

I betragtning af, at stressfænomenet har været et voksende problem siden begyndelsen af 1990’erne, sÃ¥ kan man godt undre sig over, at den strategi, der har været for behandling af problemet, har været, at man gjorde det til den enkeltes problem. Hvis man bliver syg, sygemeldes man, medicineres med anti-depressiv medicin og modtager mÃ¥ske en eller anden form for individualpsykologisk hjælp (kognitiv terapi, coaching etc.) og kommer – mÃ¥ske – mere eller mindre ‘rask’ tilbage pÃ¥ et arbejdsmarked, hvor tingene blot er blevet værre – og hvor man sÃ¥ skal forsøge at klare sig, sÃ¥ godt man nu kan.

Nogle – især større virksomheder – har for længst indset, at de mÃ¥tte gøre noget og sørger for at der er hjælp til den individuelle behandling gennem sygeordninger og -forsikringer. Og fint nok med det. Men vi mangler, at der bliver rettet fokus pÃ¥ den mÃ¥de, vi organiserer og indretter arbejdsmarkedet pÃ¥. Ser vi bort fra det økonomiske aspekt – at det koster uhyre summer i tabte arbejdstimer, sygedagpenge, førtidspensioner osv. – sÃ¥ er det alarmerende, at vi accepterer er arbejdsliv, der har sÃ¥ store menneskelige omkostninger. Ikke kun for dem, der direkte rammes, men ogsÃ¥ for alle de mennesker – familier, venner osv. – der berøres af problemet.

Som Astrid Krag er inde pÃ¥ i sin nænsomt formulerede artikel, sÃ¥ handler stress, depression osv. om, hvordan vi indretter samfundet. Om hvilket samfund vi vil have. Derfor er det nødvendigt, at vi gør op med den tankegang, hvor “mere arbejde”, “vækst”, “konkurrence”, “globalisering” osv. – altsÃ¥ de ideer, der præger det overordnede debat i en krisetid – er bestemmende for samfundsudviklingen. Vi mÃ¥ sadle om, sÃ¥ arbejdslivet ikke alene længere bestemmer vores liv, men vi selv bestemmer over arbejdslivet.

Astrid Krag har startet en vigtig debat. Og man må håbe den lille kronik og de initiativer, Astrid Krag følger op med, vil sætte skub i en nødvendig ændring af samfundsindretningen.

Læs artiklen. Hvis du ikke kan få fat i avisen på print, så kan du læse artiklen via www.bibliotek.dk (log ind og find den via Infomedia).

Du er for gammel

2. marts 2012

De demografiske prognoser fortæller os, at vi i de kommende Ã¥r vil fÃ¥ et overtal af ‘seniorer’, mennesker, der er over halvtreds. Og politikerne vil gerne have os til at tro, at der vil blive brug for ‘seniorerne’, nÃ¥r krisen engang er overstÃ¥et og den begærede ‘vækst’ har sat ‘gang i hjulene’, forbruget er steget til exorbitante højder og sÃ¥ videre.

Men politikernes drømmerier i daglyset modsiges af deres egen ‘seniorpolitik’. For de har slet ikke nogen ‘seniorpolitik’. Ganske vist har de forringet efterlønsordningen, sÃ¥ den for de mange ikke længere er noget værd som flugtvej fra et aldersfjendsk arbejdsmarked – og det kan med lidt god vilje siges at passe til dagdrømmene. Men i forhold til en virkelighed med 160.000 arbejdsløse og udtalt mangel pÃ¥ jobs, sÃ¥ gør politikerne ingenting for at fastholde ‘seniorer’ pÃ¥ arbejdsmarkedet. Tværtimod hører man jævnligt historier om fyringer af ældre medarbejdere – fyringer, der ikke er begrundet i inkompetence, men alene i det faktum, at dÃ¥bsattesten har et forkert Ã¥rstal.

Selv om jeg er i job – endnu – sÃ¥ har jeg for ganske nyligt mærket aldersdiskriminationen pÃ¥ min egen krop. PÃ¥ et tidspunkt søgte jeg job som deltidsunderviser pÃ¥ en højskole syd for Ã…rhus. Jeg vidste, at jeg var topkvalificeret til jobbet – bÃ¥de med hensyn til uddannelsesbaggrund og erfaring pÃ¥ omrÃ¥det. Samtalen gik rigtig godt. Alligevel fik jeg ikke jobbet. Og begrundelsen var, at ‘jeg havde det forkerte køn og den forkerte alder’. Ansætteren havde samme køn som mig – og var ældre…

En god bekendt af mig gÃ¥r ledig for tiden. Og vedkommende faldt over en jobannonce fra en stor supermarkedskæde. I jobannoncen var der en formulering, der kunne tydes derhen, at man foretrak et ungt menneske. Men det stod ikke udtrykkeligt i annoncen. I tidligere annoncer havde koncernen ikke stukket noget under stolen og søgt unge under 18 Ã¥r. En telefonisk henvendelse til kontaktpersonen afslørede da ogsÃ¥, at det var unge, de havde i tankerne – og min bekendte kunne godt glemme alt om at fÃ¥ job dér. I en koncern, der udadtil gerne vil tækkes Familien Danmark med grønne produkter og høj forbrugerprofil…

Aldersdiskriminationen pÃ¥ det danske arbejdsmarked eksisterer i bedste velgÃ¥ende. Medens man snakker om kønskvotering for kvinder i ledelseskredse og blandt forskerne pÃ¥ universitetet – i kønsligestillingens hellige og skamridte navn – sÃ¥ behandles voksne, kvalificerede, sunde, raske mennesker som pariaer i det land, de selv har været med til at opbygge. Og politikerne sidder pÃ¥ hænderne. Og erhvervslederne ser kun pÃ¥ bundlinjen – og har Ã¥benbart ingen interesse i voksne mennesker, der har erfaring, kvalifikationer og mÃ¥ske ogsÃ¥ selv kan tænke noget om det erhvervsliv, de har arbejdet for.

Medens politikerne demonstrerer politisk inkompetence og visionsløshed glider flere og flere seniorer ud i arbejdsløshed og videre ud i bistandssystemet, hvis de ikke er blandt de heldige, der kan komme på efterløn. Med det resultat, at de desillusioneres og demotiveres endegyldigt i forhold til det jobmarked, der alligevel ikke vil have dem. At det også samfundsøkonomisk er en katastrofal udvikling, kan enhver tænke sig til.

Vi lever i et samfund, der praler af at være demokratisk og bygge pÃ¥ demokratiske idealer. Men det gælder Ã¥benbart ikke, nÃ¥r det drejer sig om arbejdsmarkedet og den relevante politik. Her hersker normer, der nærmest kan sammenlignes med enevælden og feudaltiden – og hvor diskrimination foregÃ¥r dagligt iklædt moderne managementfloskler og retorisk omsvøb.

Hvis politikerne selv troede pÃ¥, at vi snart bevæger os ind i en ny gylden periode med høj vækst og stor ‘efterspørgsel pÃ¥ arbejdskraft’ – ogsÃ¥ arbejdskraft fra seniorer, indvandrere, flygtninge, frugtbare kvinder osv. – sÃ¥ burde de for længst have ladet handling følge de floromvundne talestrømme og med lov og magt i hÃ¥nd havde iværksat en holdningsændring pÃ¥ arbejdsmarkedet.

Betalingsringens symbolik

21. februar 2012

I fell in to a burning ring of fire

I went down,down,down

and the flames went higher.

And it burns,burns,burns

the ring of fire

the ring of fire.

Medens jeg læser dagens nyheder om den famøse “betalingsring” i København nynner jeg stille for mig selv med på Johnny Cash’ “Ring of Fire“. Den handler ikke om en betalingsring, men om kærlighedens brændende ring, som man kan falde i og brænde sig noget så gevaldigt på. Men associationskæderne trak alligevel sangen frem i bevidstheden.

Sagen om betalingsringen er blevet noget nær et spørgsmål om regeringens overlevelse, hvis man ellers kan tro de borgerlige kommentatorers udlægning af problemerne med dens vedtagelse. Og er det ikke underligt, at spørgsmålet om en lokal betalingsring i hovedstaden kan få sindene sådan i kog? I Helsinki, London og andre steder har man med succes etableret betalingsringe – selv om der selvfølgelig har været debat forud.

Når betalingsringen, der jo er en fornuftig idé, fordi den tager fat på to store problemer – den voksende trafiktæthed i hovedstaden og forureningen, kan få sindene sådan i kog, så hænger det sammen med, tror jeg, at den handler om at hæmme og begrænse udfoldelsen af især privatbilismen. Og privatbilen er ikke bare et transportmiddel (til og fra arbejde, daginstitutioner osv.), sådan som man kan få indtryk af i debatten. Privatbilen er et symbol. Et symbol på det forbruger- og vækstsamfund, vi lever i. Fx er det kendt, at bilsalget er en af de vigtigste økonomiske indikatorer for, om det ‘går godt’ med væksten. Sælges der flere biler, så forbruges der mere osv. Privatbilen er også et symbol på den borgerligt-liberale ideologiske drøm om individets frihed. At eje og køre i et automobil er ensbetydende med at udøve personlig frihed – også selv om de sidder fast i en motorvejskø på vej mod Københavns centrum. Det er også således, man kan forstå de borgerlige partiers (og en række borgerlige socialdemokratiske borgmestres…) modstand mod selve idéen om en betalingsring, hvis vi et øjeblik ser bort fra alle de tekniske problemer.

Kampen om betalingsringen i København har med andre ord symbolsk betydning. Den handler ikke kun om København (der sandt for dyden ville tage sig bedre ud med færre biler….). Den handler om, hvilken vej samfundet skal udvikle sig. At hæmme, begrænse privatbilismen er et symbolsk livstag med selve forestillingen om et samfund, der bygger på uendelig vækst. Og den er også et livtag med den ideologiske forestilling, som er udbredt i dette land, om, at den personlige frihed uhæmmet kan ske på fællesskabets bekostning.

Let’s Work Together –

21. november 2011

Krisen kradser, og der er ikke arbejde nok til alle. Alligevel er der nogle højresnoede ideologer – fx Asger Aamund og CBS-filosoffen Ole Thyssen – der lægger stemme til kapitalismens umættelige grÃ¥dighed og vil gøre de arbejdsløse (ledige, bistandsklienter, førtidspensionister, efterlønsmodtagere…) osv. til den flok arbejdssky elementer, der blot vil lægge de virkelige “arbejdere” til last – dem, der ejer produktionsmidler og bestemmer, hvem, der skal arbejde og hvornÃ¥r, aktiespekulanter, kuponklippere …

Sangen nedenfor, som er lavet af en flok engelske offentligt ansatte – en politimand, en jordmoder, en tekniker osv. – er en illustration af, at den aktuelle krises problem ikke er, at folk – fx danskerne og englænderne – ikke vil arbejde. Men tværtimod er budskabet: Lad os arbejde – sammen. Og det grundlæggende problem er, at fordelingen af verdens rigdomme er blevet mere og mere skæv og uretfærdig. Paradokset er, at koncentrationen af rigdom pÃ¥ relativt fÃ¥ hænder er øget, medens krisen har udviklet sig. Og den aktuelle økonomiske politik handler om at lade de almindelige lønarbejdere og de svage i samfundene om at betale regningen for finanssystemernes fejlen.

Together we’ll stand
Divided we’ll fall
Come on now people
Let’s get on the ball
And work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, every girl and man
People, when things go wrong
As they sometimes will
And the road you travel
It stays all uphill
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
You know together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Oh well now, two or three minutes
Two or three hours
What does it matter now
In this life of ours
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, every woman and man
Ahhh, come on now…
Ahhh, come on, let’s work together…
Well now, make someone happy
Make someone smile
Let’s all work together
And make life worthwhile
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Oh well now, come on you people
Walk hand in hand
Let’s make this world of ours
A good place to stand
And work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Well now together we will stand
Every boy, girl, woman and man

I kan ikke sl̴ os ihjel РChristiania fylder 40 ̴r i dag

26. september 2011

I dag er det nøjagtig 40 Ã¥r siden nogle slumstormere og Jacob Ludwigsen indtog det gamle kaserneomrÃ¥de og begyndte det projekt, der siden blev kendt som fristaden Christiania. En torn i øjet pÃ¥ den etablerede borgerlighed. Nogle vil mene en byld pÃ¥ samfundets krop. Men ogsÃ¥ en konstant udfordring for ethvert frihedselskende menneske, der sætter pris pÃ¥ mangfoldighed og forskellighed. Netop i disse Ã¥r, hvor bornertheden og puritanismen gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd med en politisk reaktionær stræben, er Christiania som symbol ( selv om virkeligheden derude har været problematisk…) pÃ¥ det Andet, der Ã¥benbart ikke er plads til, vigtigere end nogensinde.  Lad os ikke slÃ¥ Christiania ihjel…