Indlæg tagget med samfund

Og farvel til – FONA

31. marts 2016

Medens vi er ved de gamle radio-, tv- og mediebutikker, så forlyder det nu, at FONA skal fyre medarbejdere i hundrevis og lukke langt flere butikker end først anslået. I følge DR Nyhederne vil kun otte butikker overleve denne omgang. Syv i det Storkøbenhavnske område og en i Aalborg. Fyn mister alle sine og Aarhus ligeså.

Når denne slagtning skal nævnes, så skyldes det udelukkende, at FONA engang – vi skriver tresserne og halvfjerdserne – var en af de butikker, der forsynede mig med musik (og teknik, dvs. pladespillere). Dengang var udvalget stort og varieret og mange af de LP’er, jeg har stående er indkøbt i FONAs butik i Kongensgade i Esbjerg, hvor jeg var flittig gæst, især når der var udsalg.

Efter nedlæggelsen af TP-Musik, Stereo Studio er turen altså så kommet til FONA – og så er der vel ikke flere af den slags butikker tilbage?! En lidt trist ud- eller rettere afvikling, må man sige.

Ulven kommer! Ulven kommer! – er Enhedslisten et troværdigt alternativ?

21. august 2013

 

For nylig måtte Enhedslisten sluge en tilbagegang i meningsmålingerne. Og et medie gav partiet skylden for den røde bloks samlede tilbagegang.

Nu er der ikke nogen rød blok. Det eneste parti, der med nogen ret kan kalde sig rødt – forstået som et parti, der vedkender sig socialisme som et mål – er Enhedslisten. Den siddende regering er blå – borgerlig. Med Helle Thorning Schmidt i spidsen for Socialdemokraterne har det gamle arbejderparti gennemført den reformistiske kurs, partiet begyndte i starten af forrige århundrede, da  det lagde afstand til marxismen som ideologisk fundament. Man har søgt mod “midten” i dansk politik og har villet være et parti for hele folket. Med den konsekvens, at man er blevet blå, fordi den politiske midte altid har været blå – og er blevet den herskende klasses parti. Selv om det ikke helt er gået op for kapitalejere og arbejdsgivere, så er det faktisk det, der er sket.
Og i bevægelsen ned i midtens blå gryde har regeringen Schmidt fået følge af det i forvejen følgagtige borgerlige Radikale Venstre – og af Socialistisk Folkeparti, der for længst burde have slette “socialistisk” af sit navn, måske også “folkeparti”. Engang blev SF betragtet som et alt for følgagtigt ‘halehæng’ til Socialdemokratiet. I dag har flere af partiets førende ministre og ledere for længst overhalet socialdemokraterne højreindenom …
Ude til venstre står det sammenrend, vi kalder Enhedslisten, som eneste repræsentant for en politik, der skulle kunne være et alternativ til den førte borgerlige politik. Men – hånden på hjertet i venstre side – hvor troværdigt et alternativ udgør Enhedslisten? Kan vi almindelige borgere, der ønsker en anden samfundsindretning end den eksisterende, sætte vores lid til, at de vil kunne ændre noget som helst?
Selv om jeg har stor sympati for Enhedslistens folk, så mener jeg, at vi her halvvejs gennem regeringsperioden må begynde at stille den slags ubehagelig spørgsmål. Det nytter ikke noget bare at synke tilbage i forvisningen om, at bare vi sætter vores kryds langt nok ude til venstre, så vil tingene ske.
Når jeg finder anledning til at lufte min tvivl, så er det, fordi Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt Nielsen i Ugebrevet A4 igen lufter truslen om, at Enhedslisten måske ikke vil sikre regeringens forestående finanslov (og dermed vælte regeringen). Det er som antydet ikke første gang en sådan mere eller mindre eksplicit trussel er blevet luftet af Nielsen. Men spørgsmålet er, om der er tale om andet en teatertorden, skyggeboksning eller råben ‘Ulven kommer!’. Hvor meget er der kommet ud af de foregående forsøg på at presse regeringen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne? Efter min mening er det yderst begrænset. Situationen for de ledige kan ikke siges at være væsentlig forbedret. Tværtimod tegner alt på, at i omegnen af 30.000 ledige vil miste dagpengeretten og ryge ned på bistandshjælpen – med de konsekvenser, det har for dem og deres nærmeste. Selv om Enhedslisten – indrømmet – har fået nogle mindre ting igennem, så er det at sammenligne med Hansa-plaster til afrevne lemmer. For at stemme for en finanslov vil EL stille krav vedr. beskæftigelsen, social genopretning og ‘styrkelse af det grønne område’. Fint nok, men det er ganske ukonkret – og lægger derfor udspillet over i regeringens skød. Og man må så forvente, at samme regering vil komme med udspil, der formelt vil imødekomme kravene, men stadigvæk holde sig inden for regeringens økonomisk politik osv. Sagt på en anden måde: Regeringen vil – som den tidligere har gjort – spise EL af med smuler fra de riges bord.
Skal EL i stedet vælte regeringen, vil læseren måske spørge. Og dermed bane vejen for endnu en omgang VKO?
Det er egentlig slet ikke denne enten-eller-diskussion, jeg vil ind på. For det er netop en diskussion, der bekræfter hele den måde, der føres politik på i den herskende konjunktur. Nej, det jeg forestiller mig – ja opfordrer til – er, at EL træder mere i karakter som det socialistiske parti, det angiveligt er. At man tager bladet fra munden og siger, at man ønsker sig en anden, socialistisk samfundsudvikling og -indretning – og begynder at formulere sine krav ud fra det udgangspunkt. Vi lever i en tid, hvor den kapitalistiske økonomi er i dyb krise – så dyb, at ingen vel med rette kan vurdere, om eller hvornår krisen er ovre – og hvor klimaet og vores eksistensgrundlag er truet, fordi der er forurenet og drevet rovdrift på naturen. Der er brug for socialistisk politik i den betydning, at krav og forslag skal pege ud over den herskende samfundsorden. Fx i retning af en mere ligelig og retfærdig fordeling af de værdier, der skabes i produktionen, større demokratisk indflydelse til borgerne, produktionsformer, der ikke undergraver vores eksistensgrundlag gennem forurening og hæmningsløs forbrug af ressourcer. Og så videre.
Rummer Enhedslisten et reelt alternativ til det vi kender fra politiken? Eller er partiet endnu et, der vil bevæge sig mod midten og blive blåt…

Er krisen ovre?

3. august 2013
Det skorter ikke på smånyheder, der af medierne udlægges som tegn eller indikatorer på, at krisen – den globale økonomiske krise – nok er ved at fortage sig. Ledigheden falder lidt hist og her. Forbrugerne bruger købekortet lidt mere end for et år siden osv. Priserne på ejerboliger stiger lidt nogle steder osv. Vi kender disse små pip. Men hvordan ser det egentlig ud i det store perspektiv? Har vi nået krisens klimaks? Er vi på vej mod ‘normale’ tider igen?
I går var en af dagens nyheder, at Danmarks største bank Danske Bank ville have regeringen til at forbyde de såkaldte F1 lån. Men hverken regeringen (repræsenteret ved SF’eren Annette Vilhelmsen) eller i bankverdenen ønskede en politisk regulering. I mange af kommentarerne til Danske Banks udspil lå der mellem linjerne et budskab om, at finansverdenen selv måtte regulere sig. Og det til trods for, at Danske Banks ledende direktør advarede om, at F1-lånene rummede en stor risiko for den danske økonomi.
Hvorfor gør F1-lånene det? F1-lånene – også kaldet rentetilpasningslån fungerer på den måde, at låntagerne får fastlagt deres rente et år frem ad gangen. Det vil sige, de kender den rente de skal betale i et år. Derefter ændres den – op eller ned. Risikoen ligger i, at en markant stigning i renten kan medføre, at mange ejere af privat ejendom måske ikke kan betale deres afdrag – med de følger det får i form af et boligmarked, der oversvømmes af huse og ejerlejligheder til salg, tvangsauktioner osv. Og det skal ses i lyset af, at langt de fleste ejere har F1-lån.
I går kunne man også på Danmarks Radios tv se Curt Hansons film Too big to fail, der fortæller historien om den finansielle krise, herunder finansfirmaet Lehmann Brothers’ sammenbrud. Filmen bygger på en bog af Andrew Sorkin og fortæller historien set fra spidserne i Wall Street og de ansvarlige politikere i den amerikanske centraladministration. Og et central element i filmens beskrivelse af krisens udvikling er lige netop finansvæsenets håndtering af lån til boligejere. Samme problematik som den, der ligger i debatten pro et contra F1-lån. Hvad sker der, når boligejerne ikke længere kan betale deres afdrag, når banker og kreditfirmaer ikke længere han indkradse deres tilgodehavender osv? Når bankernes fælles forsikringsfirma heller ikke kan følge med? Osv.
Filmen giver en ganske sobert og overbevisende billede af, hvordan de involverede personer tænkede og handlede. Men den giver også et meget forstemmende billede af et politisk system, der ikke formår at regulere finanssektoren for alvor. Og man sidder tilbage med en ubehagelig fornemmelse af, at de problemer, der udløste den aktuelle krise, overhovedet ikke er løst. Tværtimod. Alt er ved det gamle. Og nye kriser lurer i horisonten.
Er krisen ved at være ovre? Hm. Jeg er enig med den amerikanske geograf og marxist David Harvey i, at svaret på det spørgsmål i høj grad afhænger af, hvordan man forsøger at forklare krisen. Harvey gør det, at han forklarer den aktuelle krise som et foreløbigt resultat af kapitalismens grundlæggende krise – modsætningsforholdene i kapitalakkumulationen. Set fra den vinkel er den aktuelle krise blot et foreløbigt udslag af en kronisk krise, der også fremover vil få katastofale konsekvenser for de samfund, vi lever i.

Droner – når snild krigsteknologi vender sig mod civilsamfundet

30. juli 2013
[Foto lånt fra sitet www.theeyeofthetiber.com]
Der var engang et klogt hovede, der skrev, at hvis noget var teknologisk muligt, så ville det også blive en realitet. For eksempel: Hvis det er muligt at manipulere med planters genetiske materiale, så vil det også ske. Og det skete – trods protester og advarsler.
Den samme lovmæssighed gør sig gældende inden for krigsteknologien. Siden Anden Verdenskrig har vi været vidner til et veritabelt våbenkapløb. Frem til den Kolde Krigs afslutning omkring Berlinmurens fald handlede det især om nuklearvåben. Hvem der havde flest – og hvor de var placeret. Tænk blot på Cuba-krisen…
Siden er der sket meget. Computer- og robotteknologien er kommet i spil. Og en af de meget omtalte snilde krigsteknologier er de såkaldte ubemandede droner. Små fly, der styres fra fx en bunker i Nevadaørknen og sendes fx til et andet land – fx Afghanistan eller Pakistan – hvor de dels spionerer og indsamler data, men også kan sende misiler af sted for dræbe angivelige fjender.
Danmarks Radio viste i går aftes en meget seværdig udsendelse om disse droner og de problemer, anvendelsen af dem fører med sig. Set ud fra en ren krigsteknologisk synsvinkel, så indebærer dronerne nogle  klare fordele. Dels forhindrer brugen af dem, at nogle af den krigsførende nations soldater kommer til skade ved aktionerne. Og dels er der også økonomiske fordele – selv om de er dyre at anskaffe. Man behøver jo ikke at sende mange soldater og meget materiel ud i verden, når sådan en lille maskine kan løse selv avancerede opgaver.
Det problematiske kommer ind på en  anden led. For anvendelsen af dronerne rejser spørgsmål vedrørende verdensborgerens menneskerettigheder og dennes retssikkerhed. Er det således i orden, at USA sender en drone af sted til et fremmed land, hvor den slår en borger – ja, fx også en amerikansk statsborger – ihjel uden at denne har været stillet over for en domstol med en sigtets rettigheder? Er det i orden, at USA opfører sig som om resten af verden er Amerikas baggård, hvor man bare kan overflyve landes territorier – uden at informere om det og sikre sig disse landes samtykke? Og er det i orden, at et stort antal ansatte i den private våbenindustri aktivt medvirker, når dronerne er på arbejde? Er det acceptabelt med sådan en privatisering af krigsførelsen? Og hvad med disse ansattes rettigheder – fx hvis nogen skal stilles til ansvar for hændelige fejl, hvor mennesker dræbes uden legitim grund? Og udsendelsen stiller andre prekære spørgsmål. Hvad vil der ske, når næste teknologiske skridt tages – og man sender droner af sted, der selv skal indsamle information og ‘tage beslutning om’, hvorvidt der skal angribes eller ej? Hvem har så ansvaret? Den amerikanske præsident?
Udsendelsen rejser i det hele taget en lang række spørgsmål om menneskerettigheder, om demokratiske spilleregler, om moderne krigsførelse og etik, om USAs globale rolle, om overvågning af civilsamfundet, om en magtfuld våbenindustris behov for krige osv.
Gense udsendelsen her – den er tankevækkende.

Lance Armstrongs indrømmelser – en replik

18. januar 2013

I dag vågnede jeg op til nyheden om, at den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong havde indrømmet, hvad vi alle vist for længe siden havde indset: At han kun havde præsteret ved hjælp af illegale medicinske hjælpemidler. Kaldet doping. Jeg er hverken skuffet (som den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen for eksempel), forarget eller bare overrasket. For sandt at sige, ville det kun have været en veritabel overraskelse, hvis Lance Armstrong face to face med de amerikanske mediers svar på Oraklet i Delphi, Oprah, havde holdt fast i sine løgne. Han har gjort det længe nok, gentaget det mange gange nok. Ja, det ville være nærmest ubærligt, hvis han havde fortsat og demonstreret sin legendariske ved- og udholdenhed på netop det punkt. Nej. Løgnen måtte komme for dagen i al dens usminkede gru. Indrømmelserne vil muligvis – ja, sandsynligvis – give anledning til et retsligt efterspil, hvor hr. Armstrong vil blive afkrævet tilbagebetaling af mange af de penge, han har tjent gennem sine løgne. Men sagen vil ikke ændre noget ved det cirkus af forløjethed, forstillelse og bedrag, som professionel cykelsport er blevet for mange år siden. Tro mig, Touren vil fortsætte med at rulle over skærmene og folk vil fortsætte med at sidde naglet til den og klæbe til Jørgen Leths talestrøm. Touren vil fortsat blive opført som et spektakulært drama, der et eller andet sted er en fortælling om det dopede samfund, vi alle lever i – med og uden løgne.

Tilbagespoling: Follow the Money

Stress, depression og arbejdsliv i en individualistisk tidsalder

10. august 2012

Statistikkerne taler deres eget tydelige sprog. Stadig flere danskere kæmper med ondt i sindet. Men vi taler ikke om det på samme måde, som når vi diskuterer parforhold, privatøkonomi og karriere.

FAKTISK TALER vi stort set ikke om det. Og da slet ikke på Christiansborg. Her har de sidste års eksplosion i psykiske lidelser ikke tiltrukket sig den nødvendige opmærksomhed, til trods for at det invaliderer hundredtusindvis af danskere, presser folk ud i sygemeldinger eller på førtidspension og – hvis udviklingen fortsætter – kommer til at lægge et stort pres på både sundhedsvæsen og velfærdssamfund.

Det skal der laves om på.”

Ordene er sundhedsminister Astrid Krags. De står at læse i hendes kronik “Det er ikke din skyld” (Politiken d. 7. aug.), hvor hun starter en – efter min mening – meget vigtig debat om, hvordan vi bør tage fat på det problem, det er, at tusindvis af danskere får alvorlige psykiske problemer af at gå på arbejde. I vor tid er arbejdet for mange blevet så belastende, at “depression”, “stress”, “angst” m.m. er blevet diagnoser, som rigtig mange må leve med i lang tid. For nogle medfører det førtidspensionering. For andre også fysiske sygdomme og hjerneskader.

Som Krag skriver, så taler statistikkerne deres tydelige sprog. Senest hørte jeg, at min egen fagforening, Magisterforeningen, hver uge har 100 tilfælde af stresssygemeldinger. Og vi taler om en relativt lille fagforening.

I betragtning af, at stressfænomenet har været et voksende problem siden begyndelsen af 1990’erne, så kan man godt undre sig over, at den strategi, der har været for behandling af problemet, har været, at man gjorde det til den enkeltes problem. Hvis man bliver syg, sygemeldes man, medicineres med anti-depressiv medicin og modtager måske en eller anden form for individualpsykologisk hjælp (kognitiv terapi, coaching etc.) og kommer – måske – mere eller mindre ‘rask’ tilbage på et arbejdsmarked, hvor tingene blot er blevet værre – og hvor man så skal forsøge at klare sig, så godt man nu kan.

Nogle – især større virksomheder – har for længst indset, at de måtte gøre noget og sørger for at der er hjælp til den individuelle behandling gennem sygeordninger og -forsikringer. Og fint nok med det. Men vi mangler, at der bliver rettet fokus på den måde, vi organiserer og indretter arbejdsmarkedet på. Ser vi bort fra det økonomiske aspekt – at det koster uhyre summer i tabte arbejdstimer, sygedagpenge, førtidspensioner osv. – så er det alarmerende, at vi accepterer er arbejdsliv, der har så store menneskelige omkostninger. Ikke kun for dem, der direkte rammes, men også for alle de mennesker – familier, venner osv. – der berøres af problemet.

Som Astrid Krag er inde på i sin nænsomt formulerede artikel, så handler stress, depression osv. om, hvordan vi indretter samfundet. Om hvilket samfund vi vil have. Derfor er det nødvendigt, at vi gør op med den tankegang, hvor “mere arbejde”, “vækst”, “konkurrence”, “globalisering” osv. – altså de ideer, der præger det overordnede debat i en krisetid – er bestemmende for samfundsudviklingen. Vi må sadle om, så arbejdslivet ikke alene længere bestemmer vores liv, men vi selv bestemmer over arbejdslivet.

Astrid Krag har startet en vigtig debat. Og man må håbe den lille kronik og de initiativer, Astrid Krag følger op med, vil sætte skub i en nødvendig ændring af samfundsindretningen.

Læs artiklen. Hvis du ikke kan få fat i avisen på print, så kan du læse artiklen via www.bibliotek.dk (log ind og find den via Infomedia).

Du er for gammel

2. marts 2012

De demografiske prognoser fortæller os, at vi i de kommende år vil få et overtal af ‘seniorer’, mennesker, der er over halvtreds. Og politikerne vil gerne have os til at tro, at der vil blive brug for ‘seniorerne’, når krisen engang er overstået og den begærede ‘vækst’ har sat ‘gang i hjulene’, forbruget er steget til exorbitante højder og så videre.

Men politikernes drømmerier i daglyset modsiges af deres egen ‘seniorpolitik’. For de har slet ikke nogen ‘seniorpolitik’. Ganske vist har de forringet efterlønsordningen, så den for de mange ikke længere er noget værd som flugtvej fra et aldersfjendsk arbejdsmarked – og det kan med lidt god vilje siges at passe til dagdrømmene. Men i forhold til en virkelighed med 160.000 arbejdsløse og udtalt mangel på jobs, så gør politikerne ingenting for at fastholde ‘seniorer’ på arbejdsmarkedet. Tværtimod hører man jævnligt historier om fyringer af ældre medarbejdere – fyringer, der ikke er begrundet i inkompetence, men alene i det faktum, at dåbsattesten har et forkert årstal.

Selv om jeg er i job – endnu – så har jeg for ganske nyligt mærket aldersdiskriminationen på min egen krop. På et tidspunkt søgte jeg job som deltidsunderviser på en højskole syd for århus. Jeg vidste, at jeg var topkvalificeret til jobbet – både med hensyn til uddannelsesbaggrund og erfaring på området. Samtalen gik rigtig godt. Alligevel fik jeg ikke jobbet. Og begrundelsen var, at ‘jeg havde det forkerte køn og den forkerte alder’. Ansætteren havde samme køn som mig – og var ældre…

En god bekendt af mig går ledig for tiden. Og vedkommende faldt over en jobannonce fra en stor supermarkedskæde. I jobannoncen var der en formulering, der kunne tydes derhen, at man foretrak et ungt menneske. Men det stod ikke udtrykkeligt i annoncen. I tidligere annoncer havde koncernen ikke stukket noget under stolen og søgt unge under 18 år. En telefonisk henvendelse til kontaktpersonen afslørede da også, at det var unge, de havde i tankerne – og min bekendte kunne godt glemme alt om at få job dér. I en koncern, der udadtil gerne vil tækkes Familien Danmark med grønne produkter og høj forbrugerprofil…

Aldersdiskriminationen på det danske arbejdsmarked eksisterer i bedste velgående. Medens man snakker om kønskvotering for kvinder i ledelseskredse og blandt forskerne på universitetet – i kønsligestillingens hellige og skamridte navn – så behandles voksne, kvalificerede, sunde, raske mennesker som pariaer i det land, de selv har været med til at opbygge. Og politikerne sidder på hænderne. Og erhvervslederne ser kun på bundlinjen – og har åbenbart ingen interesse i voksne mennesker, der har erfaring, kvalifikationer og måske også selv kan tænke noget om det erhvervsliv, de har arbejdet for.

Medens politikerne demonstrerer politisk inkompetence og visionsløshed glider flere og flere seniorer ud i arbejdsløshed og videre ud i bistandssystemet, hvis de ikke er blandt de heldige, der kan komme på efterløn. Med det resultat, at de desillusioneres og demotiveres endegyldigt i forhold til det jobmarked, der alligevel ikke vil have dem. At det også samfundsøkonomisk er en katastrofal udvikling, kan enhver tænke sig til.

Vi lever i et samfund, der praler af at være demokratisk og bygge på demokratiske idealer. Men det gælder åbenbart ikke, når det drejer sig om arbejdsmarkedet og den relevante politik. Her hersker normer, der nærmest kan sammenlignes med enevælden og feudaltiden – og hvor diskrimination foregår dagligt iklædt moderne managementfloskler og retorisk omsvøb.

Hvis politikerne selv troede på, at vi snart bevæger os ind i en ny gylden periode med høj vækst og stor ‘efterspørgsel på arbejdskraft’ – også arbejdskraft fra seniorer, indvandrere, flygtninge, frugtbare kvinder osv. – så burde de for længst have ladet handling følge de floromvundne talestrømme og med lov og magt i hånd havde iværksat en holdningsændring på arbejdsmarkedet.

Betalingsringens symbolik

21. februar 2012

I fell in to a burning ring of fire

I went down,down,down

and the flames went higher.

And it burns,burns,burns

the ring of fire

the ring of fire.

Medens jeg læser dagens nyheder om den famøse “betalingsring” i København nynner jeg stille for mig selv med på Johnny Cash’ “Ring of Fire“. Den handler ikke om en betalingsring, men om kærlighedens brændende ring, som man kan falde i og brænde sig noget så gevaldigt på. Men associationskæderne trak alligevel sangen frem i bevidstheden.

Sagen om betalingsringen er blevet noget nær et spørgsmål om regeringens overlevelse, hvis man ellers kan tro de borgerlige kommentatorers udlægning af problemerne med dens vedtagelse. Og er det ikke underligt, at spørgsmålet om en lokal betalingsring i hovedstaden kan få sindene sådan i kog? I Helsinki, London og andre steder har man med succes etableret betalingsringe – selv om der selvfølgelig har været debat forud.

Når betalingsringen, der jo er en fornuftig idé, fordi den tager fat på to store problemer – den voksende trafiktæthed i hovedstaden og forureningen, kan få sindene sådan i kog, så hænger det sammen med, tror jeg, at den handler om at hæmme og begrænse udfoldelsen af især privatbilismen. Og privatbilen er ikke bare et transportmiddel (til og fra arbejde, daginstitutioner osv.), sådan som man kan få indtryk af i debatten. Privatbilen er et symbol. Et symbol på det forbruger- og vækstsamfund, vi lever i. Fx er det kendt, at bilsalget er en af de vigtigste økonomiske indikatorer for, om det ‘går godt’ med væksten. Sælges der flere biler, så forbruges der mere osv. Privatbilen er også et symbol på den borgerligt-liberale ideologiske drøm om individets frihed. At eje og køre i et automobil er ensbetydende med at udøve personlig frihed – også selv om de sidder fast i en motorvejskø på vej mod Københavns centrum. Det er også således, man kan forstå de borgerlige partiers (og en række borgerlige socialdemokratiske borgmestres…) modstand mod selve idéen om en betalingsring, hvis vi et øjeblik ser bort fra alle de tekniske problemer.

Kampen om betalingsringen i København har med andre ord symbolsk betydning. Den handler ikke kun om København (der sandt for dyden ville tage sig bedre ud med færre biler….). Den handler om, hvilken vej samfundet skal udvikle sig. At hæmme, begrænse privatbilismen er et symbolsk livstag med selve forestillingen om et samfund, der bygger på uendelig vækst. Og den er også et livtag med den ideologiske forestilling, som er udbredt i dette land, om, at den personlige frihed uhæmmet kan ske på fællesskabets bekostning.

Let’s Work Together –

21. november 2011

Krisen kradser, og der er ikke arbejde nok til alle. Alligevel er der nogle højresnoede ideologer – fx Asger Aamund og CBS-filosoffen Ole Thyssen – der lægger stemme til kapitalismens umættelige grådighed og vil gøre de arbejdsløse (ledige, bistandsklienter, førtidspensionister, efterlønsmodtagere…) osv. til den flok arbejdssky elementer, der blot vil lægge de virkelige “arbejdere” til last – dem, der ejer produktionsmidler og bestemmer, hvem, der skal arbejde og hvornår, aktiespekulanter, kuponklippere …

Sangen nedenfor, som er lavet af en flok engelske offentligt ansatte – en politimand, en jordmoder, en tekniker osv. – er en illustration af, at den aktuelle krises problem ikke er, at folk – fx danskerne og englænderne – ikke vil arbejde. Men tværtimod er budskabet: Lad os arbejde – sammen. Og det grundlæggende problem er, at fordelingen af verdens rigdomme er blevet mere og mere skæv og uretfærdig. Paradokset er, at koncentrationen af rigdom på relativt få hænder er øget, medens krisen har udviklet sig. Og den aktuelle økonomiske politik handler om at lade de almindelige lønarbejdere og de svage i samfundene om at betale regningen for finanssystemernes fejlen.

Together we’ll stand
Divided we’ll fall
Come on now people
Let’s get on the ball
And work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, every girl and man
People, when things go wrong
As they sometimes will
And the road you travel
It stays all uphill
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
You know together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Oh well now, two or three minutes
Two or three hours
What does it matter now
In this life of ours
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, every woman and man
Ahhh, come on now…
Ahhh, come on, let’s work together…
Well now, make someone happy
Make someone smile
Let’s all work together
And make life worthwhile
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Oh well now, come on you people
Walk hand in hand
Let’s make this world of ours
A good place to stand
And work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Well now together we will stand
Every boy, girl, woman and man

I kan ikke slå os ihjel – Christiania fylder 40 år i dag

26. september 2011

I dag er det nøjagtig 40 år siden nogle slumstormere og Jacob Ludwigsen indtog det gamle kaserneområde og begyndte det projekt, der siden blev kendt som fristaden Christiania. En torn i øjet på den etablerede borgerlighed. Nogle vil mene en byld på samfundets krop. Men også en konstant udfordring for ethvert frihedselskende menneske, der sætter pris på mangfoldighed og forskellighed. Netop i disse år, hvor bornertheden og puritanismen går hånd i hånd med en politisk reaktionær stræben, er Christiania som symbol ( selv om virkeligheden derude har været problematisk…) på det Andet, der åbenbart ikke er plads til, vigtigere end nogensinde.  Lad os ikke slå Christiania ihjel…

Fede tider – angående den såkaldte “fedmeepidemi”

17. juli 2011

Det er agurketid, og som forfatteren Henrik Dahl skrev et sted (i Kommunikationsforum), så kan man næsten forudsige, hvilke ”agurker” aviserne og medierne vil servere for medieforbrugerne i ferieperioden. Fx sommerens største isvaffel… Og dukker der endelig et emne op med en vis substans, kan man være nognelunde sikker på, at der bliver drøvtygget så længe, det overhovedet lader sig gøre og spytkirtlerne tørrer ud…

 

Et af de mere seriøse emner, som medierne har kastet sig over denne sommer, er den såkaldte “fedmeepidemi”. Altså det forhold, at flere og flere danskere (akkurat som det er sket i andre vestlige lande med USA i spidsen) er blevet for tykke. I hvert fald for tykke i forhold til det statistiske billede af, hvordan en normaldansker bør se ud. I følge oplysningerne skulle omkring 600.000 danskere være overvægtige. Altså mere end 10% af den samlede befolkning. Og der skulle være tale om en fordobling i løbet af en tyveårig periode.

Overfladigt læst handler de mange, aktuelle artikler om ”fedme” om sundhed. Men skraber man lidt i overflade bliver det hurtigt tydeligt, at det i allerhøjeste grad handler om penge (samfundsøkonomi) og ideologi.

 

Det ideologiske kommer helt tydeligt frem i en tidlig artikel fra Politiken, som redegør for en Megafon-undersøgelse, som sætter skub i artikelserien. Den journalistiske vinkling lader ikke nogen i tvivl om, at fedme er et individuelt problem og ansvar:

 

”Store mennesker må selv stå til regnskab for, at de er overvægtige. Det er det klare budskab fra danskerne i en undersøgelse, som Megafon har foretaget for Politiken og TV 2. 1.010 personer har svaret på spørgsmål om overvægt, og 86 procent af dem lægger først og fremmest ansvaret på den overvægtige selv. Blot 4 procent peger på vennerne og familien som de ansvarlige. Samme andel giver samfundet ansvaret, mens resten ikke tager stilling.”

 

Synsvinklen underbygges straks med udsagn fra såkaldte ”eksperter”. Den første er den såkaldte ”livsstilsekspert” Henrik Byager (han er egl. Journalist), som ikke bringer fakta på bordet, men lægger en subjektiv, moralsk vurdering frem:

 

»Fedme er et af de helt store tabuer, vi har tilbage. Det vækker en blanding af afsky og medlidenhed. Det er en af de ting, som for alvor kan forstyrre billedet af en person. Det giver på ingen måde respekt, når man ikke kan styre sit indtag, og når en person når en vis vægt, så bliver vægten det første og i mange tilfælde det eneste karaktertræk, vi ser«

 

Den næste ”ekspert”, der trækkes af den ideologiske stald, er sociolog Nanna Mik-Meyer, der tituleres ”leder af Center for Health Management på CBS”. Man bemærker, at Mik-Meyer kommer fra Copenhagen Business Schools afdeling for Health Management. Hendes ekspertise drejer sig altså om økonomisk styring af sundhedsområdet. Ikke om sundhed som sådan.

Uden at træde nogen over tæerne, kan man roligt sige, at CBS er en af neo-liberalismens højborge. Som andre handelshøjskoler er man primært forsvarere af det bestående liberalistiske økonomiske systemet – og dets ideologiske overbygning. Og det kommer da også helt klart til udtryk i Nanna Mik-Meyers udmelding. Hun siger indledningsvis (og jeg understreger): ”vi [ser]de overvægtige som personer, der har mistet kontrollen, og så står vægten som en modsætning til de egenskaber, vi hylder”. Hvilke egenskaber, der er tale om, at ”vi hylder”, udfoldes straks efter:

 

»De dominerende værdier i et nyliberalt samfund er, at man skal være i kontrol, vise ansvar og have styr på sit liv. Det kan du se helt ned i folkeskolen, hvor børnene skal evaluere sig selv, og på arbejdspladsen til medarbejderudviklingssamtaler, alt handler om selvledelse og selvstyring. Med de værdier i højsædet bliver den overvægtige krop også et menneske, der ikke formår at lede sig selv på den rigtige måde, men i stedet lader stå til trods livsstilssygdomme«.

 

Den ny-liberalistiske ideologi med dens fremherskende management-tænkning gennemsyrer helt dette udsagn. Fra ende til anden.

 

Ekspertudsagnene følges op af et interview med Birgitte Hansen, der er leder af Adipositasforeningen, en forening for stærkt overvægtige. Og hun kan – selvfølgelig – fortælle en historie om de problemer, som stærkt overvægtige har. Og skulle det ikke være nok, så slutter de to Politiken-journalister af med en rask lille voxpopundersøgelse med ledende spørgsmål som fx ”Hvad tænker du, hvis du ser en overvægtig person spise en is?”. Hvis man ikke allerede var blevet overbevist om, at fedme er et individuelt problem, så skal de små kommentarer nok sørge for, at man sidder tilbage med et indtryk af, at overvægtige mennesker er nogle ynkelige skabninger, nogle tabere, der er faldet af nyliberalismens fremadbuldrende tog…

 

Men hvor bliver eftertanken af i denne artikel, der jo ikke gør nogen (journalistisk) dyd ud af at se på sagen fra bare en anden side? For eksempel kan man – jeg – ikke lade være med at tænke, at det sgu da er mærkeligt, at fedmeepidemien netop breder sig i samfund, der bekender sig til liberalismen og alle dens idealer? Og at det er lige så tankevækkende, at problemet er vokset markant, medens vi har haft en liberalistisk regering, der har ført en økonomisk bestemt sundhedspolitik! Sundhedsminister Bertel Haarder citeres i artiklen for at være »fortvivlet over fedmeepidemien«. Han burde vel rettelig være fortvivlet over den førte sundhedspolitik!

 

Mit ærinde med dette indlæg er ikke at bagatellisere fedmeproblemet, men at rejse spørgsmål som fx: Er det sandsynlig, at vi løser problemet – som jo er et kulturelt problem, der knytter sig til de vestlige lande og deres liberalistiske økonomier – ved at flytte hele ansvaret over på den enkelte? Jeg synes, at en artikel som denne netop understreger, at det også i allerhøjeste grad er et samfundsmæssigt problem. Selvfølgelig skal vi ikke fratage den enkelte et medansvar for sin livsførelse, lige som vi ikke skal fratage den enkelte friheden til at leve sit liv efter bedste evne og overbevisning, men vi kan og skal ikke se bort fra den samfundsmæssige ramme, som dette liv udspiller sig i. Det er sigende, at man fx kan læse direktøren for et kartoffelchipsproducerende virksomhed kommentere den aktuelle debat med den simple konstatering, at problemet ikke alene er antallet af kalorier, men at vi lever i et samfund, hvor vi stort set ikke bevæger os. Osv.

Ægypten, Coca-Cola og TV

15. april 2011

En af dagens nyhedstelegrammer lyder: “Egypten hylder Coca-Cola“. Efter den folkelige opstand i landet, er Ægypten så småt ved at finde tilbage til en hverdag efter Mubarakregimets fald og har brug for, at økonomien fungerer. Derfor har den ægyptiske finansminister Samir Radwan appelleret til udenlandske firmaer om at investere i landet og udbygge deres engagement. Historien fik mig til at tænke på historikeren Søren Mørchs kommentar, da debatten om islamisk forankret terrorisme brød ud i lys lue efter flyangrebet på tvillingetårnene: At han var overbevist om, at Coca-Cola og TV ville vinde i sidste ende. Den lille nyhed bør være som en våd, kold karklud i ansigtet på de hjemlige mørkemænd, der kun kan se Mellemøsten som arnested for fundamentalisme og det, der er værre. De folkelige bevægelser i Ægyten og de andre lande viste, at det ikke forholder sig sådan. Og ægypternes invitation til Coca-Cola understreger det…

Kussomat

15. marts 2011

I forbindelse med den internationale kvindedag – den 8. marts – blev der på Goethe-instituttet opstillet en såkaldt kussomat, en toiletlignende fotoboks med det formål at fotografere kvinders kusser. Fænomenet vakte så stor opmærksomhed, at apparatet sågar dukkede op i DRs Aftenshowet til almindelig underholdning for familien Danmark. Og Politikens ubetalelige At tænke sig kunne selvfølgelig ikke nære sig for at komme med følgende morsomme indlæg i går:

HVÆSERNE SKRIVER

GRATIS FOTOGRAFERING

Ernst Eskildsen, Greve:

I forbindelse med kvindernes kampdag blev der opstillet en såkaldt kussomat i København, hvor kvinder kunne få fotograferet deres kønsorganer.

Der er al mulig grund til at rose sådan et initiativ, men desværre er kussomaten, så vidt jeg har forstået, allerede blevet fjernet igen til stor skuffelse for de mange kvinder, der gerne ville have taget billeder.

De skal dog ikke fortvivle, for jeg stiller mig gerne til rådighed. Har netop investeret i et helt nyt vaginalkamera, som tager knivskarpe billeder både nedefra, ovenfra og bagfra, og hvis kvinderne skulle have lyst til at blive fotograferet med mit (fork. af red.) i deres (fork. af red.), kan jeg også klare det.”

Uden morskab går det som bekendt ikke, men ideen med kussomat-projektet var, at man ville gøre op med den kusseæstetik, der dominerer pornografien – hårløse kusser, der ved hjælp af nutidens plastikkirurgi er gjort symmetriske osv. – og vise kussernes forskellighed og mangfoldighed. Med henvisning til bl.a. Mithu Sanyals netop udkomne bog “Vulva – det usynlige køn” vil man – dvs. kvinderne bag sitet “Kvinde kend din krop” – gennem offentliggørelse af disse fotos synliggøre det, der åbenbart har været og er usynligt. De første dokumenter kan allerede beskues her.

Tanken om, at de kvindelige kønsdele skulle være mere usynlige end de mandlige, er bestemt ikke ny. Det var således en pointe for gode gamle Freud for et århundrede siden. Og jeg mindes også en bog fra halvfjerdserne, der var ude i samme dokumentarisktiske ærinde med afbildninger af kusser (i sort/hvidt…). Nogle ting har med andre ord ikke ændret sig så meget siden dengang, hvor halvfjerdserfeminismen kom til og bogen “Kvinde kend din krop” blev en sællert. Kvinder har åbenbart stadigvæk store problemer med at acceptere den krop, naturen nu engang har udstyret dem med. Enhver far med teenagedøtre, som belejrer badeværelset, vil nikke forstående her. Og gamle Freud ville hinsides graven hvisle noget om den kvindelige narcissisme…

Men måske er der også noget symptomatisk i denne navle- , jeg mener: kussebeskuende, aktion anno 2011, hvor feminismen endnu engang er til debat . Kan man forstille sig et mere sigende billede af feminismen anno 2011 end en kvinde, der sidder med trusserne nede om hælene for at fotografere sit eget køn for siden at publicere det på nettet? Uden at ville bagatellisere problemet, så kunne man godt mene, at der var andre og vigtigere ting at forholde sig til som kvinde i den verden, vi lever i?! Kvinder diskrimineres stadigvæk på det danske arbejdsmarked på grund af deres køn, vi har ikke ligeløn – og kigger vi uden for vores egen kulturelle horisont, så er der nok at graverende problemer at tage fat på.

Balladen Om A-Kraft

14. marts 2011

Situationen på de japanske atomkraftværker sendte mig på en nostalgisk rejse tilbage til dengang i halvfjerdserne, hvor debatten om den fredelige anvendelse af atomenergien var på dagsordenen og hvor “Atomkraft-Nej-Tak”-symbolet blomstrede på kernelædertaskerne, T-shirts, vægge og alle mulig andre steder.

Jomfru Ane Band sang deres ballade om A-Kraft og rockede om Plutonium (millirem, millirem..) og viste, at hitlistepop og holdninger sagtens kunne gå hånd i hånd. A-kraftmodstanderne havde i det hele taget god vind i sejlene dengang. Barsebäck skulle væk. Men Barsebäck blev – også selv om det senere blev besluttet at nedlægge værket.

Måske var uafgjortheden om Barsebäck en symbolsk foregribelse af den historie, der siden skulle skrives om den såkaldt fredelige udnyttelse af atomkraft. Tre år efter, at Jomfru Ane Band havde udsendt deres første LP med anti-atomkraft-sangene (1976) smeltede det meste af reaktorkernen i Three Mile Island-værket i Harrisburg, Pennsylvania, USA. Den værste katastrofe i det 20. århundrede på en vestlig letvandrseaktor. Og en påmindelse om, at eksperternes statistiske risikovurdering og sandsynlighedskalkyler ikke var og er nogen garanti for, at uheldet ikke vil indtræffe.

Vi levede i Risikosamfundet, selv om Ulrik Beck først udmøntede denne term et tiår senere – i 1986 – og i øvrigt ikke uden en vis inspiration fra Tjernobylkatastrofen, som indtraf netop det år på den anden side af jernmuren. Jeg husker som var det i går, hvordan jeg på min gamle sorte jernhest cyklede ad de århusianske stier med min lille søn på cykelsadlen morgenen efter, at katastrofen havde fundet sted. Uvidende om den radioaktive sky, der denne tidlige morgen bevægede sig ind over Skandinavien og forårsagede øget stråling og radioaktiv forurening – især i Sverige og Finland. Endnu en påmindelse om risikosamfundets realitet og om den dybere betydning af ordene globalisering og internationalisering.

Med historiens grumme ironi er det nu japanerne, der rammes af atomkraftulykker af et omfang, vi vist ikke helt kender endnu. Det er ironisk, fordi japanerne var de første, der på deres egne kroppe lærte atomkraftens ødelæggende kraft at kende, da amerikanerne bombede Hiroshima og Nagasaki.

At japanerne siden hen byggede mange atomkraftværker i et land, der angiveligt oplever omkring hundrede mindre eller større jordrystelser om dagen, kan godt undre en dybt. Men man kan også anskue det som et billede på menneskets risikovillighed eller som udtryk for den evindelige kompromisdannelse mellem kortsigtet egennyttighed og den uegennyttige, ideale fordring om at tænke på kommende slægters livsvilkår…

Vi nærmer os 65-årsdagen for bombningen af de japanske byer, og de mange forfærdelige billeder fra katastroferne danser forbi på erindringens indre skærm – men vi er ikke kommet ret meget længere med hensyn til atomkraftens endegyldige afskaffelse…

 

Penkowa-sagen: Videnskab og samfund

10. marts 2011

Claus Emmeche, lektor ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved København Universitet har set på Penkowa-sagen fra en videnskabssociologisk vinkel. Sammenfattende skriver han: “uanset historiens dom og dommene fra de udvalg, der nu skal undersøge, om Penkowas videnskab er sand, fusk eller gråzone, er det svært ikke at forsøge at begribe hele Penkowa-fænomenet som en legemliggørelse af videnskabens forvandling til forskning, og forskningens forvandling til management, strategisk topledelse og branding under tidligere videnskabsminister Helge Sander (V).” Penkowas videnskabelige fusk kan ikke kun forstås immanent som en personlig betinget afsporing af en videnskabelig proces (selv om det også er det), men også som “legemliggørelse” af den videnskabsideologi, der hersker i disse år. Læs med her.