CAPAC

Er det ikke underligt, at bankdirektører og andre finansledere stadigvæk får aktieoptioner, bonusser og lønforhøjelser midt i en krise, hvis ende vi ikke kan se? Eller at antallet af millionærer i Indien (!) er fordoblet i løbet af krisen? Eller at ejere af hedgefonde har tjent 3 milliarder dollars hver, hvor de “kun” tjente 250 millioner dollars før krisen? ‘Det er ikke en verden, jeg har lyst til at leve i’, siger den amr. sociolog David Harvey i denne 11 minutter lange animerede gennemgang af kapitalismens kriser, hvor han med gamle Marx ved hånden stiller spørgsmålene om krisen på en radikalt anden måde, end de bliver gjort dagligt i mediernes monotone kværnen. Og hvor han giver de intellektuelle et velment spark bagi, fordi de ikke lever op til deres opgave: at stille de kritiske spørgsmål, der kan føre vores civilisation videre i en mere konstruktiv retning. Brug 11 minutter af dit liv og få lidt at tygge på og tænke over. Velbekomme. Det er brilliant.

PS. I øvrigt har David Harvey sin egen side, hvor han uddyber sin tanker og ideer. Anbefales.

Igår hørte jeg Dansk Folkepartis grå eminence Peter Skaarup fremkaste endnu en populistisk luns til vælgerne. Sikkert under indtryk af regeringens aktuelle vaklen under Espersens umuliggørelse af sig selv og statsministeren fisker DF efter flere stemmer. Først ville man lave en 28års regel for, hvornår indvandrere må gifte sig. Og så kom Skaarup med ideen om, at forbrydere skal straffes for hver enkelt forbrydelse, således at de ikke, som det udtryktes, “får rabat” for nogen af de begåede forbrydelser. Tanken er selvfølgelig hentet fra Big Brother USA, hvor man i princippet kan komme til at rådne op i fængslet, hvis man har begået tre mindre forbrydelser, der tilsammen takseres til livstid eller derover. Samme princip vil Skaarup have indført herhjemme. Men hvorfor? Alle eksisterende undersøgelser viser, at mere og længere straf ikke har nogen effekt med hensyn til den straffedes resocialisering. Sagt på en anden måde: Man bliver ikke et bedre menneske af at sidde i fængsel. Snarere tværtom.

Skaarups argument gik da heller ikke på resocialiseringens effekt, men på hensynet til “ofrene”. Firkantet sagt: Ofrene skal have hævn. Gengældelse for den forbrydelse, de har været udsat for. Det er den rene skære populisme, der driver dette forslag. Skaarup går let hen over det forhold, at fængslerne i forvejen er proppet til bristepunktet og i øvrigt mærket af diverse besparelser. Hvis vi skal straffe længere og mere, skal vi bygge flere fængsler. Så enkelt er det. Og vil politikerne være med til det? Det tror jeg ikke. Noget andet er så, at man dermed helt dropper drømmen om, at vi skal kunne få forbrydere tilbage på sporet og blive respektable medborgere i en eller anden forstand. Det er intet mindre end sørgeligt.

En af gårsdagens få interessante nyheder var, at bladet om “Anders And” er i krise. Oplagstallet rasler ned. Fra 1972, hvor bladet var mest populært og solgte 220000 eksemplarer, er det røget helt ned på et oplagstal på 37000 for juni måned 2010. Og det sidste års tid er det gået rigtig hurtigt.
Anders And er en del af min kulturelle dannelse. Han har været med, siden jeg var en lille dreng. Dengang var det stort at få et Anders And-blad. Jeg kan huske, at jeg engang vandt en eller anden præmie i et af bladets mange konkurrencer. Desværre var præmien udgået (jeg husker ikke, hvad den bestod i) og i stedet fik jeg en bunke Anders And-blade. Det var stort.
Mange år senere mødte jeg Anders igen på universitetet, hvor han og resten af indbyggerne i det univers blev genstand for en stor kritisk analyse og undersøgelse. Han blev udsat for både Marx, Freud og andre af de nye teoretiske helte. Og det blev anskueliggjort, hvordan Anders And ikke bare var en underholdende fiktion, men havde klare forbindelser til den virkelighed, vi lever i. Og selv om det omtalte værk om Anders blev – og fortsat er – kontroversielt, så var dets fortjeneste at tage den anders andske dyd. For der skal ikke herske noget tvivl om det: Ander And og det andske univers er et spejlbillede af det omkringliggende samfund. Som man siger.

Og det er måske også i dette forhold, man kan finde forklaringer på bladets svindende opbakning!? For er Anders And – set fra vores aktuelle politisk-økonomiske konjunktur – ikke allermest at betragte som en taber. Den lille kønsløse (m)and, der ikke har synderlig meget held i karrieresprøjten, ikke kan styre sine tre uvorne nevøer Rip, Rap og Rup, ja, i det hele taget har svært ved at få styr på sit liv – der bogstaveligt talt er stået i stampe i årevis? Bliver det ikke mere og mere indlysende, at den virkelige helt i det dunede univers er Onkel Joakim? Den nærige, asociale andske udgave af Dickens Scrooge, der gennem alle årene har puget penge sammen, og kun har været truet på sit projekt af den ret uduelige Bjørnebande? Hvilke unge, ambitiøse mennesker kan finde på at identificere sig med taberen Anders i en tid, hvor økonomiske skurke belønnes og Fanden tager resten?

And it’s one, two, three,

Whoopee! we’re all gonna die.

Man kan købe sig i armod i cd-bokse. Men hvis jeg ellers havde råd, ville jeg helt sikkert bruge 195 kriseramte euro (plus forsendelse) på den imposante udgivelse fra Bear Family Records med titlen “Next Stop is Vietnam 1961-2008“. På 13 cd’er – ialt 16 timer og 49 minutters lyd og musik og i en 304 sider stor bog dokumenteres den krig, der om nogen var med til at definere ungdomsoprøret i tresserne og halvfjerdserne: Vietnamkrigen. En krig, der for alvor førte krigen som fænomen ind i tv-mediet og dermed ind i det man kaldte “verdensopinionen”. En krig, der førte til et forsmædeligt og endnu traumatisk nederlag for USA, men også en krig, der leverede råstoffet til et utal af sange og film. Hvad udad tabes, skal indad vindes…
For min generation var Vietnamkrigen lærerig på mange måder. Først og fremmest politisk. Den begyndte som en kamp mellem en supermagt og et tredjeverdensland og blev hurtigt og naivt til en kamp mellem “de gode” og “de onde”. Et undertrykt folk har altid ret, som maksimen lød i de år. Siden viste det sig så, at de undertrykte også kunne undertrykke (i krigen mod Cambodianerne), og grænserne mellem sort og hvidt, godt og ondt flød ud – og tilbage var blot krigens generelle absurditet. Det ændrer dog ikke ved, at sangene og musikken, der blev lavet i protest mod krigen i østasien, var drevet en ærligt følt indignation, der blev delt af mange unge uanset social eller politisk observans. Og der blev skrevet mange fine sange, der holder den dag i dag.

Donovan – Andy’s Love Concert (1969)

For nogle år siden var jeg i embeds medfør i kontakt med en ung kvinde, der skulle læse til pædagog. Og i forbindelse med noget skriftligt arbejde på computer undrede jeg mig lidt over hendes aparte stavemåde. Hun var nyudsprunget student, skal jeg lige tilføje. Efter at have snakket med hende om staveproblemerne foreslog jeg, at hun tog hen til det lokale amtcenter for stavevanskeligheder for at blive tjekket. Og det viste sig, at hun var ordblind.

Det undrede mig, hvordan hun kunne komme gennem folkeskolen – og gymnasiet – uden at blive “opdaget”. Samtidig opdagede jeg, at rigtig mange unge havde stavevanskeligheder i større eller mindre omfang. Selv om de havde en gymnasieuddannelse i baggagen. I dagens aviser kan man læse, at problemet er stå stort i gymnasierne, at disse er begyndt at indføre otteugers kurser, som skal rette op på elevernes læsefærdigheder. I Kristeligt Dagblad sættes problemet pr. automatik og umiddelbart i forbindelse med den udskælte folkeskole. Er folkeskolen god nok til at bibringe de unge de færdigheder, som behøves i gymnasiet og videre frem? Og selv om kritikken måske er relevant nok, så må man også spørge, om problemet ikke også hænger sammen med de politiske ambitioner om at få 95% af en ungdomsårgang gennem ungdomsuddannelserne?

Engang – frem til slutningen af tresserne – var skolesystemet således indrettet, at kun en elite fik en gymnasieuddannelse. Og folkeskolen sorterede eleverne i “boglige” og “almene” elever. Der var elever, der var boligt “egnede”, “måske egnede” eller “uegnede”. De sidstnævnte var – som Niels Hausgaard ville sige – “praktisk begavede” og blev enten håndværkere eller ufaglærte. En slags arbejdsdeling – håndens og åndens – i praksis. Systemet blev – med god grund – udsat for megen kritik. Blandt andet hed det, at det opdelte samfundet i et hierarki og i to store klasser. Den boglige elite og de andre.  Og det er da også rigtigt. Omvendt må man vel også spørge: Skal vi alle være boglige? Skal vi indrette uddannelsessystemet (og dermed samfundet) sådan, at alle skal tvinges igennem bogligt funderede uddannelser? Er det en sejr for samfundet, at vi har indrettet uddannelsessystemet sådan, at alle unge skal akademiseres i let grad – med de omkostninger, det har for de unge, der ikke er indstillet på at læse bøger i et væk?  [link]

I Politiken kan man her på arbejdernes internationale kampdag læse, at 66000 danskere forgæves har søgt hjælp på de lokale jobcentre. De pågældende har hverken kunnet få dagpenge eller bistand. Det hænger selvfølgelig sammen med to forhold. For det første har de ikke været medlem af en a-kasse, medens de var i beskæftigelse (eller er af andre grunde ikke berettiget til at modtage dagpenge, fx at de har været medhjælpende ægtefælle i familiefirmaet). For det andet har deres ægtefælle en indtægt og dermed forsørgerpligt – og de har ejendom, som først skal formøbles, inden de kan modtage bistandshjælp. I følge LO er 370000 danskere i risiko for at lande i samme situation.

Det er selvfølgelig dybt beklageligt, at voksne mennesker i den erhvervsaktive alder således sendes i lodret fald mod samfundets bund. Og spørgsmålet er, hvad man kan gøre ved det? For det første må man indse, at ledighed er en indiskutabel del af den samfundsøkonomi, vi har. Og at den såkalde flexicurity-model på arbejdsmarkedet i sin kerne er bygget op om arbejdsløshedsfluktuationernes kendsgerning. Desværre har den nuværende regering igennem et årti foregøglet mange unge mennesker, at højkonjunkturen var kommet for at blive på grund af regeringens økonomiske politik, og derfor har mange fravalgt a-kasserne i den overtro, at jobs var noget, man altid kunne finde. Men den aktuelle dybe økonomiske krise viser noget andet.

Skal vi – som i mange år har betalt til vores a-kasse – så forbarme os over for de stakler, der nu går på røven? I hvert fald ikke betingelsesløst. De vil være en hån mod det store flertal, der i årevis har betalt deres bidrag, hvis man blot begyndte at udbetale dagpenge til de 66000 danskere. Måske kunne man forestille sig en model, hvor de pågældende blev pålagt at betale a-kassebidrag med tilbagevirkende kraft. At de for at modtage dagpenge på ordinær vis skulle acceptere en solidarisk gæld til fælleskabet? Den anden side af sagen er så, at vi bør indrette arbejdsmarkedspolitiken således, at alle der har et ordinært lønarbejde obligatorisk bidrager til en a-kasse. Når ledigheden er en reel risiko, så bør a-kassemedlemeskab være obligatorisk. Af hensyn til den enkelte – og af hensyn til fællesskabet. [link]

I går kunne man læse, at det regeringsbegærlige Socialistisk Folkeparti ville have kvinderne til at arbejde på fuld tid i dette land. I følge SFs Pernille Vigsø Bagge har for mange kvinder deltidsjob, og det er hverken til fordel for dem selv (mindre i løn, pension og ligestilling…) eller “velfærden”. Underforstået: De betaler for lidt i skat til den skrantende “velfærdsstat”.

Hvordan ideen om fultidsarbejde hænger sammen med en folkesocialistisk politik over for de i forvejen belastede børnefamilier, der har svært ved at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen, er så en anden sag. Og det er heller ikke indlysende, hvordan SF forholder sig til det faktum, at arbejdsmarkedet bliver mere og mere stressende og belastende at være på. Er det “velfærd” at presse nogen ud i længere tid, end de har lyst til?

I dag får man så at vide, at “hver fjerde arbejder på deltid“. Cirka 25% af arbejdsstyrken arbejder på nedsat tid og nedsat kraft. Og der er to forklaringer. For det første skyldes den nedsatte tid den aktuelle økonomiske krise. Virksomhederne forsøger at spare, hvor de kan. Fx ved at lade nogen ansatte på nedsat tid eller ligefrem gå ned i tid. For det andet vælger nogle af egen drift at gå ned i tid for at få mulighed for at restituere sig selv fra et belastende arbejde med stress, jag og evindelige kontrol- og evalueringskrav. Beskæftigelsesministeren Inger Støjberg reagerer som forventeligt for en politiker, hvis parti lovpriser den fortsatte økonomiske “vækst”, med at love et “incitament” for at arbejde. Det skal være “lukrativt” at arbejde – for “eller kommer vi ikke styrket ind i fremtiden”. Og i den jargon betyder “incitament”: penge. Enten i form af en “gulerod” (skattelettelser?) eller en “pisk” (økonomiske sanktioner over for deltidsjob?).

Som man nok kan se, så er Socialistisk Folkeparti og Venstre i samme båd. Og det er lidt beskæmmende at se, at de folkesocialistiske parti er blevet så magtliderligt, at det ikke kan standse op og sætte spørgsmålstegn ved den underliggende væksttænkning og dennes automatiske forbindelse til den såkaldte “velfærd”. For er “velfærd” (som i følge min gamle ordbog er synonymt med: at det går en godt, at man er lykkelig…) ensbetydende med mere udmarvende arbejde, større forbrug, større skatteprovenu og den slags? For mig at se, så kan der ikke være tvivl om, at Socialistisk Folkepart i sin iver efter at komme til magtens sulefad er i gang med en metamorfose, der efterlader dens dens folkesocialistiske grundlag som en aflagt ham i oppositionens mørke – hvis ellers projektet lykkes. Og er det det, vi har brug for nu, hvor den aktuelle økonomiske krise objektivt set sætter spørgsmålstegn ved de liberale vækstøkonomiers fortsatte himmelflugt? Og hvor skrantende offentlig sektor og en omvendt robin-hood-skattepolitik med al ønskelig tydelighed viser, at den er helt gal med prioriteringerne på skatteområdet?

Ethvert fremskridt rummer også tilbageskridt. Ungdomsoprøret og den antiautoritære bevægelse i sentresserne og halvfjerdserne befriede os – i hvert fald for en tid – for en række autoritære forhold, der havde strammet og hæmmet os i de foregående årtier. Vi kom af med den sorte skole og professorvældet. Kampen for kvinders ligestilling fik ny vind i sejlene. Og også i familien blev der gjort op med gammeldags opdragelsesformer og samlivsformer. Ungdomsoprørerne og deres børn blev antiautoritære forældre, der ikke “opdragede” deres børn. En af omkostningerne ved den antiautoritære bevægelse, som i øvrigt allerede var begyndt i halvtredserne – fx under det pædagogiske slogan “fri opdragelse” – var, at man berøvede eller i hvert vanskeliggjorde de unges “naturlige” mulighed for at gøre oprør mod forældregenerationen. Pubertetsoprøret, som er en “naturlig” del af de unges fri- og selvstændiggørelse, har aldrig været vanskeligere end i dag. Med mindre du tilfældigvis er af “anden etnisk oprindelse” og involveret i kriminalitet og/eller bandekrige, så mødes du som ung af overbærenhed, forståelse, “selvforvaltningspædagogik” eller i værste fald ligegyldighed.

Selv om den ovenstående beskrivelse selvfølgelig er meget kursorisk og unuanceret, så mener jeg, at der er noget om snakken. Vi lever i en tid, hvor der ikke er megen forståelse for oprøret som personlighedsdannende faktor. I halvtredserne havde vi Elvis “the Pelvis” og motorcykelungdom med Marlon Brando på væggen, i tresserne hippier, provoer og et generelt ungdoms- og studenteroprør – selv om meget af det holdt sig inden for et bestemt samfundslag og i medierne, i halvfjerdserne fik vi som et sidste desperat forsøg på at skille sig ud i tøjstil og musik med punken. Men sidenhen?

I P1s udsendelsesrække “Klubværelset” kan man høre om de såkaldte “slackere”. Slackerkulturen er et moderne ungdomsoprør, der går tilbage til halvfemserne, men også har pendanter helt tilbage til førkrigstiden. Der er tale om unge, der i tidens ånd på individualistisk vis gør oprør mod vor tids stress, jag, karrierefiksering, forbrugerisme osv. Oprøret består i at slacke, at slappe af, lænen sig tilbage i sofaen og se B-film, spille computerspil, lytte til sær rockmusik eller lignende, læse tegneserier – og ellers give fanden i alt, hvad der ligner et voksent liv med karriere, penge og – ikke mindst – fast arbejde. Måske er slackerne ikke så spektakulære som hippierne med deres bare fødder og blomster i håret eller punkerne med deres rotter, sikkerhedsnåle og sorte tøjstil, men de er der og gør oprør på deres egen individualistiske facon. Selv om det er svært. Lyt med her.

Slacker

My Generation – The Who

Emnet dukker op i medierne igen og igen. I går kunne man læse, at flere og flere voksne mænd forsøger at komme i (seksuel) kontakt med piger under den seksuelle lavalder via internettet. Sagerne om den katolske kirke – hisset og her – vælter ud af skabene. EU har planer om at etablere et filter, så alle borgere i medlemslandene vil få filtreret børnepornografi bort fra deres computere. Dertil kommer alle de mange sager, der har været gennem årene. Lige fra den store belgiske sag, der gik fra top til bund i samfundet og til vores egen sager om amtschatkonsulenten og dem i Sønderjylland. Og så videre.

Debatten er præget af lige dele lystblandet skræk, fordømmelse og forargelse. Og til tider har man fornemmelsen af, at der nærmest har udviklet sig en slags paranoia, når spørgsmålet dukker op. Man ser pædofili alle vegne. Fx når man læse Bent Blüdnikows anmeldelse af en ny bog – en biografi – om forfatteren til Alice in Wonderland, Lewis Carroll (Charles L. Dodgson). I sin omtale af bogen fokuserer Blüdnikow netop på det pædofile aspekt bl. a. med følgende begrundelse: “I disse tider, hvor også debatten om pædofili i den katolske kirke raser, er det naturligt at spørge, om Carroll også havde den slags tendenser?”. Det er ikke nyt, at Dodgson holdt meget af små piger. Og at de var inspirerende for hans forfatterskab. Man kunne også se det i den fremragende film Dreamchild om mandens liv og levned. Men er det rimeligt at vinkle en biografianmeldelse ud fra temaet pædofili? Er det “naturligt“? Spørgsmålene presser sig på, fordi anmeldelsen ikke finder fugls føde, der kan støtte mistanken om pædofili. Ganske vist var Dodgson meget interesseret i småpiger og fotograferede nogle af dem uden tøj på. Men det sidstnævnte skete med forældrenes samtykke – og i øvrigt er der ikke noget, der peger i retning af noget grænseoverskridende eller endsige forbudt. Det kan godt være, at Dodgson var erotisk besat af småpiger. Det kan også være, at han fantaserede om dem og skrev breve om det – breve, som arvingene siden destruerede.  Det kan godt være, at han var pædofil i klinisk forstand. Vi ved det ikke.  Men, hvis han var, så fik det altså ingen konsekvens for hans aktive seksualliv, hvis vi kan tro biografiskriveren. Hvorfor så vade i det? Har det nogen betydning for den litteratur, manden skrev? Kan man ikke læse Alice in Wonderland og Behind the Mirror uden at skulle forholde sig til mistanken om pædofili? Jo, selvfølgelig kan man det. Ja, man fristes til at sige: Selvfølgelig skal man det. Du skal jo heller ikke tænke på H.C. Andersens homoseksualitet eller biseksualitet for at læse hans berømte eventyr. Hvis det forholdt sig omvendt, ville det ikke være litteratur, der var værd at læse.

Pædofili er en seksuel afvigelse, der fordømmes i vores kulturkreds. I andre kulturer fx det antikke Grækenland havde “lidelsen” en helt anden, anerkendt status. Og vi behøver ikke at bevæge os ret langt uden for vores kulturkreds for at blive konfronteret med barnebrude osv. Hvorfor så denne næsten panikagtige, paranoide fokuseren på pædofilien? Hvorfor er mistroen og ængstelsen så udbredt, at mandlige pædagoger og pædagogmedhjælpere pr. definition er under mistanke? Jeg tror, at en del af forklaringen ligger i det forhold, at vi også lever i en kulturkreds, hvor barndommen i forvejen er under opløsning. Hvor man end ser sig omkring, så udviskes den tidligere tydelige grænse mellem barndom og voksenalder mere og mere. Børn er for længst blevet en attraktiv forbrugergruppe. Der er flere politikere, der vil sænke den kriminelle lavalder og alderen for stemmeret. Samtidig kan man også se en fortsat seksualisering af børn. Vi husker sagen om FDB og tangatrusserne til småpiger. Men slå vejen forbi H&Ms afdeling for børnetøj, så vil du vide, at tangatrusserne ikke er et enestående fænomen. Forleden kunne man læse, at seksualundervisningen skulle ind i folkeskolens tredje klasse, fordi børnene i den alder stillede seksuelle spørgsmål. Og det handler ikke kun om hormonal udvikling.

Man kunne fristes til at beskrive vores kulturs optagethed af børn som en slags generaliseret pædofili. Børnene er begærede objekter for markedet, politiken osv. De er – se bare tv-reklamerne – et privilegeret forbrugersegment, fordi de har meget at sige i deres respektive familiers forbrugsmønster. Hvilken bil skal familien have næste gang? Spørg børnene. Tænk også på pædagogikkens vægtning af det kompetente, selvforvaltende osv. barn.  Læg dertil den opmærsomhed, som politikerne udviser over for denne potentielle vælgergruppe. Ikke mindst i disse år, hvor de små årgange kommer på banen.

Set i lyset af denne generaliserede pædofili, så er det måske knap så underligt, at den seksuelle pædofili fremstår som et betændt problem. For netop dette aspekt har jo længe været genstand for tabuisering og lovmæssigt forbud. Hvis tesen om den generaliserede kulturelle pædofili holder vand, så kan man sige, at opgaven består i – ikke at legitimere eller forsvare den seksuelle pædofili, sådan som det åbenbart er sket igen og igen i den katolske kirke – men at reflektere over, hvor vores kultur bevæger sig hen i forhold til det, vi engang kaldte “barndommen”. Kan vi bremse op for seksuelle “overgreb” over for børn, hvis vi tillader “overgrebene” på alle andre områder end det seksuelle? Det var bare det, jeg ville sige.

På mandag er det 100-årsdagen for indførelsen af kvindernes internationale kampdag. Og dagen vil selvfølgelig blive fejret med manér og være i alle medier. Derfor denne lille tankestreg i god tid.

Selvfølgelig er der meget at kæmpe for endnu med hensyn til kvinders position i samfundet. Lad mig bare nævne den ømme tå: ligeløn for lige arbejde. Personligt kunne jeg godt ønske mig, at kvinderne begyndte at diskutere begreberne “ligestilling” og “frihed”, der i overvejende grad er overtaget fra deres mødres og bedstemødres diskussioner. Handler ligestilling i dagens Danmark bare om, at kvinder har samme ret højt betalte og indflydelsesrige jobs i et et samfund, hvor de uddannelsesmæssige, sociale og økonomiske forskelle i øvrigt bliver større og større? Er der tale om ligestilling, når nogle særligt kvalificerede og socialt begunstigede kvinder kan indtræde i de private virksomheders bestyrelser, medens andre aldrig nogensinde kommer i nærheden af muligheden? Bare som eksempel.

Og med hensyn til friheden. Hvor langt vil man gå i kravet om, at kvinder skal have frihed til selv at vælge? Gælder det både retten til at vælge fra og til? Tørklæder for eksempel. Eller om man har lyst til at sælge sex for penge? Frihed for Loke såvel som for Thor?

I den udskældte halvfjerdserfeminisme (som også denne blogger har været ude efter) blev ligestillings- og frihedsdiskussionen kædet sammen med debatten om, hvilket samfund, vi ville have. Fx i slagord som “Ingen kvindekamp uden klassekamp” og vice versa. I den aktuelle feministiske debat er det, som om det samfundsmæssige aspekt er gledet helt i baggrunden til fordel for individuelle rundsave på albuerne og karrierepleje. Som om vi slet ikke kan forestille os, at samfundet kunne indrettes på en anden måde. Til lykke med de 100 år – og fortsat god kamp. Der er stadig meget at kæmpe for – og, ikke mindst, at tænke over…

Den borgerlige regering gør, hvad den kan for at omforme den offentlige sektor efter model “privat produktionsvirksomhed”. Og så er det sådan set lige meget, om den offentlige virksomhed producerer noget eller ej. Sådan er det, når man ser på verden gennem det forklarelsens lys, der stråler ind gennem ideologiens – den liberalistiske – briller.

Til modellen hører også den såkaldte “resultatløn”. Hvis de offentlige ansatte skaber resultater, så falder der lidt ekstra af til lønningsposen. Økonomisk incitament, kalder man det. I Odense bl.a. kommune lokker arbejdsgiverne således socialrådgiverne med penge til “en dejlig ferie eller en flot fladskærm”, hvis de kan få 15 mennesker væk fra sygedagpengene. Sygedagpenge får man, når man er syg og derfor ikke kan passe sit arbejde. Når man er rask, ophører sygedagpengene, og man vender tilbage til arbejdsmarkedet. Og selvfølgelig er det myndighedernes opgave, at hjælpe de syge medborgere på ret køl, så de kan komme ud af systemet.

Men med det “økonomiske incitament”, bonuslønnen, er det i sig selv blevet attraktivt for socialrådgivere og deres overordnede at forcere nogle sager. En kræftramt mand måtte således undvære sine sygedagpenge i et år, før en ankesag gav ham medhold i at kommunen havde handlet forkert. Eksemplet viser, at det ikke så meget handler om den syges ve og vel, men om kommunekassens likviditet. Bonuslønnen afhænger at en kvantitativt økonomisk syn på sygedagpengene, ikke af kvalitativt, sundhedsmæssigt syn. Og så længe det er sådan, vil nogen få nye fladskærme, medens andre oplever social elendighed. Velfærd? [DR]

Opdatering: I dag – den 1. marts – kan man så læse, at hver tredje sygedagspengesag  er behæftet med fejl.

Blondiner har skullet høre for meget. Tænk blot på de utallige blondinevittigheder. For det er åbenbart utænkeligt at være blondine, barmfager og kurvet – og have noget at byde på under det blonde hår. Ud over sex, forstås.

Men mon ikke vittighederne i grunden siger mere om vittighedernes bagmænd (!) end om blondinerne!? Måske ligger der en lille skjult maskulin drøm om dumme blondiner, der er nemme at forføre. Og den drøm har en og anden kvik blondine jo haft fordel af gennem tiderne. For der nogen, der er nemme, så er det vel mændene!? Ikke sandt?

Den mandlige interesse for blondiner er for nylig blevet understreget af en gruppe forskere ved University of California (intet mindre). I følge sitet Entertainment Daily har forskerne fundet ud af, at blondiner – til forskel fra brunetter og rødhårede – er mere aggressive, determinerede og “krigeriske”. De er med et andet ordvalg bedre til at markedsføre sig selv, får derfor mere opmærksomhed og bedre behandling af andre mennesker. Iagttagelserne er foregået blandt kvindelige undergraduates i Californien og forskningslederen Aaron Sell udtaler: “Vi forventede at blondinerne ville føle sig mere selvbevidste end andre unge kvinder – for det er jo det sydlige Californien, den privilegerede blondine naturlige værested. Men vi forventede ikke at de var mere krigeriske end deres ligestillede på campus”. Og den kvindelige udviklingspsykolog Catherine Salmon tilføjer: “Blondiner er mere bevidste om deres muligheder, selv om deres resultater ikke nødvendigvis står mål med selvtilliden”.

Ja, det er utroligt, hvad videnskaben dog kan finde ud af – og bruger ressourcerne på! Og man får jo svar, som man spørger. Når man forventer, at blondiner er fremme i skoene, er interessante for det maskuline køn og får behandling derefter, ja, så er blondinerne det! Og hvorfor også spænde ben for sig selv! Men det betyder jo ikke, at blondiner som udgangspunkt er anderledes end andre hårfarvede kvinder. Dette understreger skuespillerinden Emilia Fox, der citeres for at sige: “Jeg har haft alle de hårfarver, man kan finde under solen, og jeg er ikke sikker på, at mit temperament ændrede sig med hårfarven. Jeg kan ikke bekræfte, at det skulle være sandt. Min ambition skyldes, at jeg kan lide at arbejde hårdt, ikke, fordi jeg er blond”. Undersøgelsen blev offentliggjort i Proceedings of the National Academy of Science. Tja…

Da jeg var dreng eksisterede mobning ikke. Altså ordet mobning. Selve fænomenet, altså det, at en gruppe tyranniserede en bestemt elev fysisk og psykisk var ganske almindeligt. Den tykke, de bebrillede, pigen, hvis far lavede leverpostej osv. blev kanøflet eftertrykkeligt. De store elever fandt nogle af de små, som fik buksevand, snørebåndede bundet sammen, fik “hestebid”, “manchetter”, “nossetamtam” osv.

Men, som jeg husker det, var det ikke ophøjet til et pædagogisk problem. Selvfølgelig blev det sanktioneret med svedere og et drag over nakken (da det var tilladt), hvis det blev opdaget, men ellers var det en del af det spil, vi kalder folkeskolen.

Nu omstunder er mobning et seriøst pædagogisk problem, som pædagoger og lærere tematiserer og laver projektuger om. Uden at det tilsyneladende rykker noget som helst. Min datter har været gennem ekstensive projektuger om mobning, hvor ungerne fik viden om, hvad mobning er, set fra en pædagogisk og psykologiske vinkel, og hvordan de burde handle for at undgå fænomenet. Og de var dygtige og forstod det. Men det ændrede ikke en tøddel ved deres adfærd før og efter projektforløbet.Selv har jeg mødt mobningen på alle de arbejdsplader, jeg  har været på. Uden undtagelse.

I Berl. Tidende kan man i dag læse bekymrede udsagn om tv-udsendelsen “X-Factor”, der åbenbart (jeg ser ikke udsendelsen) gør mobning til underholdning i den bedste sendetid på DR. Og gør det med åbenbar succes. I udsendelsen kan man se et voksent panel “ubarmhjertigt” skille de kiksede fra dem, der har et vist talent. I følge en såkaldt “antimobbekonsulent”, Ditte Christoffersen, imiterer børnene X Factor i klasseværelset og leger dommere over for deres kammerater.

Det er selvfølgelig den gamle diskussion om tv-mediets (filmens osv.) mulige påvirkning af børn. Hvis mediet viser mobning og legitimerer det i form af underholdning, så bliver børn mobbere. Det er logikken. Problemet er bare, at mobning allerede er en del af ungernes liv. De oplever det i institutionerne, de oplever det indirekte, når forældrene snakker om livet på arbejdspladserne, hvor mobberiet også florerer i bedste velgående osv. Og hvordan kan det også være anderledes i et samfund, hvor man ideologisk og politisk set fremmer konkurrencementalitet og social polarisering, hvor man ikke for alvor gør noget ved diskrimination af kvinder, folk med ‘anden etnisk baggrund’, ældre osv.? Og hvor man i medierne prioriterer det højere at være populære (seertal!) og underholdende end at være oplysende og eksemplarisk? For det sidste ville jo betyde, at man var en statslig formynder og bildte sig ind, at man vidste, hvad der var bedst for seerne.

Som nævnt ser jeg aldrig X-Factor (eller lignende programmer) og mener egentlig, at programmer af den type eksponerer vores eget livs elendigheder  som underholdning. Medens vi klapper os selv på lårene af grin over, at en eller anden naiv og kikset person får fingeren af dommerne, kan vi et øjeblik glemme, hvad vi selv har været ude for eller har udøvet. Ideologisk set er det selvfølgelig en legitimering af det konkurrencesamfund, vi lever i, hvor det gælder om at hytte sit eget skind og lade fanden tage resten. Det er den samme tankegang, der i øjeblikket freder finanskrisens skurke – lederne i finans- og bandverdenen – medens man pisser på dem, der betaler prisen i dobbelt forstand: gennem skatten og i form af ledighed. I den sammenhæng får den pædagogiske moraliseren en rolle som narrens i den feudale tid. Narren peger på en væsentligt problem, men ingen tager ham rigtig alvorlig, fordi han netop kun er en nar…

Vi er gået ind i julemåneden. Og vi bør i den forbindelse ikke glemme, at den handler om andet end forbrugsræs. Det handler også om, at tænke “du” og ikke kun “jeg”. At være noget for hinanden, i familien, vennelaget osv. For nu ikke at blive for højstemt i retorikken. Men ikke alle kan deltage i forbrugsræset, og ikke alle mærker noget til næstekærligheden.

Vi har en udbredt fattigdom i Danmark, selv om politikerne med deres budgettal og statistikker forsøger at bilde os noget andet ind. Mødrehjælpen har således en Facebookgruppe kørende for at få den danske fattigdomsgrænse slået fast, så vi kan snakke om den – også officielt. Og der skal samles penge ind, så alle de enlige mødre uden penge på lommen også kan få flæskesteg og ris à la mande.

Medens vi er ved julens realiteter, så er der også mennesker i dette land – kvinder og børn – der må søge tilflugt i landets krisecentre, fx Danner. Fordi de får kærligheden at føle – i form af tørre tærsk. Også her er der brug for en hjælpende hånd i form af ussel mamon. Og det lille idealistiske pladeselskab VUF, som jeg tidligere har promoveret i denne blog, udsender den 7. december en støtteplade med titlen “Nadia – Støt Danner“. Her kan man høre 14 yngre kvindelige sangerinder – fx Aura, Liv & Jenno, CallMeKat, Fagget Fairys, Ditte Mellson, Roxy Jules og Coco Moon. Så kan man jo passende slå to fluer med et smæk: Lytte til nogle relativt nye musiknavne og støtte en god sag. Så glider andestegen måske lidt nemmere ned…

PS. Cd’en vil kunne købes i butikker landet over (så når du alligevel er ude og købe julegaver…) og købes som digital download. Flere informationer følger,  når jeg får dem.

>I går måtte Lene Espersen krybe til korset og fremlægge et lovforslag, der giver Finanstilsynet flere beføjelser over for bankerne. Bl.a. skulle det fremover være muligt at afskedige en bankdirektør, der førte en uansvarlig bankdrift.
Og set i lyset af den grasserende økonomiske krise, der sender tusindvis af mennesker ud i perspektivløs arbejdsløshed og virksomheder i knæ osv., så måtte de magthavende politikere handle.

Om det nye lovforslag er tilstrækkeligt, kan man så diskutere og sætte spørgsmålstegn ved i den kommende tid. Og det bliver allerede gjort. Der er også al mulig grund til at rejse spørgsmålet om tilsynet med bankerne er godt nok efter de nye reglers indførelse.

For i går aftes kunne man se landets førende bankdirektør Peter Skaarup fra Danske Bank med vanlig slebenhed og kølighed glide af på spørgsmålet, om ikke det var rimeligt med stramninger. Ikke så meget som antydningen af anger var at finde i manden tale eller ansigtsudtryk. Med teflonbelagt udtryksløshed undlod bankdirektøren at forholde sig til den nødvendige bodsøvelse det er at reflektere over bankernes og den øvrige finansverdens verdensfjerne, harsarderede udlånspolitik og gambling med samfundsøkonomierne. Med andre ord: Ikke den mindste bevægelse i ansigtets tilrettelagte folder antydede, at spørgsmålene om bankernes moral, etik og ikke mindst samfundsansvar lå direktøren på sinde. Blot en tør konstatering af, at sådan var det nu engang, og det måtte man så leve med.

Bedre blev det ikke, at en førende talsmand for bankernes interesseorganisation skulle forsvare den genoptagne bonusordninger for specialiserede bankmedarbejdere. Talsmanden fremførte den gamle mølædte traver med, at hvis ikke man polerede de pågældende medarbejderes røv med guldstøv, så ville de flygte ud af landet. Et argument, der bygger på den fordom, at højtuddannede og -lønnede medarbejdere primært er motiveret af penge. Den fordom er blevet gennemhullet ved flere undersøgelser af akademikeres og andre højtuddannedes motiver for at arbejde.

Den spørgende journalist havde til gengæld ikke røv nok i bukserne til fx at forholde talsmanden det faktum, at Jyske Bank i de forløbne uger på sidestore avisreklamer netop har slået fast, at argumentationen ikke holder.
Der er tale om et postulat uden ret meget hold i virkeligheden. Et postulat, der først og fremmest fortæller noget om den forældede, hermetisk lukkede virkelighedsopfattelse, der hersker i store dele af finanssektoren. En virkelighedsopfattelse, der grundlæggende forbinder al motivation med penge, og som fx har fået landets næstestørste bank til at afsætte over en milliard kroner til bonusser. I en krisetid, hvor virksomheder har mere end svært ved at låne noget som helst.

De to indslag demonstrerede vattet, ukritisk journalistik for åben skærm. Og det var forstemmende at se på. For der er brug for en radikal ændring af bank- og finansvæsnets etiske grundlag. Jo før politikerne tager fat på det, desto bedre for samfundsudviklingen. At se bankernes ansvarsforflygtigelse og habitklædte arrogance er ganske enkelt en hån mod skatteyderne, som har reddet bankernes skind. Det er skandaløst. Intet mindre.