Indlæg tagget med samfund

Fede tider – angÃ¥ende den sÃ¥kaldte “fedmeepidemi”

17. juli 2011

Det er agurketid, og som forfatteren Henrik Dahl skrev et sted (i Kommunikationsforum), sÃ¥ kan man næsten forudsige, hvilke ”agurker” aviserne og medierne vil servere for medieforbrugerne i ferieperioden. Fx sommerens største isvaffel… Og dukker der endelig et emne op med en vis substans, kan man være nognelunde sikker pÃ¥, at der bliver drøvtygget sÃ¥ længe, det overhovedet lader sig gøre og spytkirtlerne tørrer ud…

 

Et af de mere seriøse emner, som medierne har kastet sig over denne sommer, er den sÃ¥kaldte “fedmeepidemi”. AltsÃ¥ det forhold, at flere og flere danskere (akkurat som det er sket i andre vestlige lande med USA i spidsen) er blevet for tykke. I hvert fald for tykke i forhold til det statistiske billede af, hvordan en normaldansker bør se ud. I følge oplysningerne skulle omkring 600.000 danskere være overvægtige. AltsÃ¥ mere end 10% af den samlede befolkning. Og der skulle være tale om en fordobling i løbet af en tyveÃ¥rig periode.

Overfladigt læst handler de mange, aktuelle artikler om ”fedme” om sundhed. Men skraber man lidt i overflade bliver det hurtigt tydeligt, at det i allerhøjeste grad handler om penge (samfundsøkonomi) og ideologi.

 

Det ideologiske kommer helt tydeligt frem i en tidlig artikel fra Politiken, som redegør for en Megafon-undersøgelse, som sætter skub i artikelserien. Den journalistiske vinkling lader ikke nogen i tvivl om, at fedme er et individuelt problem og ansvar:

 

”Store mennesker må selv stå til regnskab for, at de er overvægtige. Det er det klare budskab fra danskerne i en undersøgelse, som Megafon har foretaget for Politiken og TV 2. 1.010 personer har svaret på spørgsmål om overvægt, og 86 procent af dem lægger først og fremmest ansvaret på den overvægtige selv. Blot 4 procent peger på vennerne og familien som de ansvarlige. Samme andel giver samfundet ansvaret, mens resten ikke tager stilling.”

 

Synsvinklen underbygges straks med udsagn fra såkaldte ”eksperter”. Den første er den såkaldte ”livsstilsekspert” Henrik Byager (han er egl. Journalist), som ikke bringer fakta på bordet, men lægger en subjektiv, moralsk vurdering frem:

 

»Fedme er et af de helt store tabuer, vi har tilbage. Det vækker en blanding af afsky og medlidenhed. Det er en af de ting, som for alvor kan forstyrre billedet af en person. Det giver på ingen måde respekt, når man ikke kan styre sit indtag, og når en person når en vis vægt, så bliver vægten det første og i mange tilfælde det eneste karaktertræk, vi ser«

 

Den næste ”ekspert”, der trækkes af den ideologiske stald, er sociolog Nanna Mik-Meyer, der tituleres ”leder af Center for Health Management på CBS”. Man bemærker, at Mik-Meyer kommer fra Copenhagen Business Schools afdeling for Health Management. Hendes ekspertise drejer sig altså om økonomisk styring af sundhedsområdet. Ikke om sundhed som sådan.

Uden at træde nogen over tæerne, kan man roligt sige, at CBS er en af neo-liberalismens højborge. Som andre handelshøjskoler er man primært forsvarere af det bestående liberalistiske økonomiske systemet – og dets ideologiske overbygning. Og det kommer da også helt klart til udtryk i Nanna Mik-Meyers udmelding. Hun siger indledningsvis (og jeg understreger): ”vi [ser]de overvægtige som personer, der har mistet kontrollen, og så står vægten som en modsætning til de egenskaber, vi hylder”. Hvilke egenskaber, der er tale om, at ”vi hylder”, udfoldes straks efter:

 

»De dominerende værdier i et nyliberalt samfund er, at man skal være i kontrol, vise ansvar og have styr på sit liv. Det kan du se helt ned i folkeskolen, hvor børnene skal evaluere sig selv, og på arbejdspladsen til medarbejderudviklingssamtaler, alt handler om selvledelse og selvstyring. Med de værdier i højsædet bliver den overvægtige krop også et menneske, der ikke formår at lede sig selv på den rigtige måde, men i stedet lader stå til trods livsstilssygdomme«.

 

Den ny-liberalistiske ideologi med dens fremherskende management-tænkning gennemsyrer helt dette udsagn. Fra ende til anden.

 

Ekspertudsagnene følges op af et interview med Birgitte Hansen, der er leder af Adipositasforeningen, en forening for stærkt overvægtige. Og hun kan – selvfølgelig – fortælle en historie om de problemer, som stærkt overvægtige har. Og skulle det ikke være nok, sÃ¥ slutter de to Politiken-journalister af med en rask lille voxpopundersøgelse med ledende spørgsmÃ¥l som fx ”Hvad tænker du, hvis du ser en overvægtig person spise en is?”. Hvis man ikke allerede var blevet overbevist om, at fedme er et individuelt problem, sÃ¥ skal de smÃ¥ kommentarer nok sørge for, at man sidder tilbage med et indtryk af, at overvægtige mennesker er nogle ynkelige skabninger, nogle tabere, der er faldet af nyliberalismens fremadbuldrende tog…

 

Men hvor bliver eftertanken af i denne artikel, der jo ikke gør nogen (journalistisk) dyd ud af at se på sagen fra bare en anden side? For eksempel kan man – jeg – ikke lade være med at tænke, at det sgu da er mærkeligt, at fedmeepidemien netop breder sig i samfund, der bekender sig til liberalismen og alle dens idealer? Og at det er lige så tankevækkende, at problemet er vokset markant, medens vi har haft en liberalistisk regering, der har ført en økonomisk bestemt sundhedspolitik! Sundhedsminister Bertel Haarder citeres i artiklen for at være »fortvivlet over fedmeepidemien«. Han burde vel rettelig være fortvivlet over den førte sundhedspolitik!

 

Mit ærinde med dette indlæg er ikke at bagatellisere fedmeproblemet, men at rejse spørgsmål som fx: Er det sandsynlig, at vi løser problemet – som jo er et kulturelt problem, der knytter sig til de vestlige lande og deres liberalistiske økonomier – ved at flytte hele ansvaret over på den enkelte? Jeg synes, at en artikel som denne netop understreger, at det også i allerhøjeste grad er et samfundsmæssigt problem. Selvfølgelig skal vi ikke fratage den enkelte et medansvar for sin livsførelse, lige som vi ikke skal fratage den enkelte friheden til at leve sit liv efter bedste evne og overbevisning, men vi kan og skal ikke se bort fra den samfundsmæssige ramme, som dette liv udspiller sig i. Det er sigende, at man fx kan læse direktøren for et kartoffelchipsproducerende virksomhed kommentere den aktuelle debat med den simple konstatering, at problemet ikke alene er antallet af kalorier, men at vi lever i et samfund, hvor vi stort set ikke bevæger os. Osv.

Ægypten, Coca-Cola og TV

15. april 2011

En af dagens nyhedstelegrammer lyder: “Egypten hylder Coca-Cola“. Efter den folkelige opstand i landet, er Ægypten sÃ¥ smÃ¥t ved at finde tilbage til en hverdag efter Mubarakregimets fald og har brug for, at økonomien fungerer. Derfor har den ægyptiske finansminister Samir Radwan appelleret til udenlandske firmaer om at investere i landet og udbygge deres engagement. Historien fik mig til at tænke pÃ¥ historikeren Søren Mørchs kommentar, da debatten om islamisk forankret terrorisme brød ud i lys lue efter flyangrebet pÃ¥ tvillingetÃ¥rnene: At han var overbevist om, at Coca-Cola og TV ville vinde i sidste ende. Den lille nyhed bør være som en vÃ¥d, kold karklud i ansigtet pÃ¥ de hjemlige mørkemænd, der kun kan se Mellemøsten som arnested for fundamentalisme og det, der er værre. De folkelige bevægelser i Ægyten og de andre lande viste, at det ikke forholder sig sÃ¥dan. Og ægypternes invitation til Coca-Cola understreger det…

Kussomat

15. marts 2011

I forbindelse med den internationale kvindedag – den 8. marts – blev der på Goethe-instituttet opstillet en såkaldt kussomat, en toiletlignende fotoboks med det formål at fotografere kvinders kusser. Fænomenet vakte så stor opmærksomhed, at apparatet sågar dukkede op i DRs Aftenshowet til almindelig underholdning for familien Danmark. Og Politikens ubetalelige At tænke sig kunne selvfølgelig ikke nære sig for at komme med følgende morsomme indlæg i går:

HVÆSERNE SKRIVER

GRATIS FOTOGRAFERING

Ernst Eskildsen, Greve:

I forbindelse med kvindernes kampdag blev der opstillet en såkaldt kussomat i København, hvor kvinder kunne få fotograferet deres kønsorganer.

Der er al mulig grund til at rose sådan et initiativ, men desværre er kussomaten, så vidt jeg har forstået, allerede blevet fjernet igen til stor skuffelse for de mange kvinder, der gerne ville have taget billeder.

De skal dog ikke fortvivle, for jeg stiller mig gerne til rådighed. Har netop investeret i et helt nyt vaginalkamera, som tager knivskarpe billeder både nedefra, ovenfra og bagfra, og hvis kvinderne skulle have lyst til at blive fotograferet med mit (fork. af red.) i deres (fork. af red.), kan jeg også klare det.”

Uden morskab går det som bekendt ikke, men ideen med kussomat-projektet var, at man ville gøre op med den kusseæstetik, der dominerer pornografien – hårløse kusser, der ved hjælp af nutidens plastikkirurgi er gjort symmetriske osv. – og vise kussernes forskellighed og mangfoldighed. Med henvisning til bl.a. Mithu Sanyals netop udkomne bog “Vulva – det usynlige køn” vil man – dvs. kvinderne bag sitet “Kvinde kend din krop” – gennem offentliggørelse af disse fotos synliggøre det, der åbenbart har været og er usynligt. De første dokumenter kan allerede beskues her.

Tanken om, at de kvindelige kønsdele skulle være mere usynlige end de mandlige, er bestemt ikke ny. Det var således en pointe for gode gamle Freud for et århundrede siden. Og jeg mindes også en bog fra halvfjerdserne, der var ude i samme dokumentarisktiske ærinde med afbildninger af kusser (i sort/hvidt…). Nogle ting har med andre ord ikke ændret sig så meget siden dengang, hvor halvfjerdserfeminismen kom til og bogen “Kvinde kend din krop” blev en sællert. Kvinder har åbenbart stadigvæk store problemer med at acceptere den krop, naturen nu engang har udstyret dem med. Enhver far med teenagedøtre, som belejrer badeværelset, vil nikke forstående her. Og gamle Freud ville hinsides graven hvisle noget om den kvindelige narcissisme…

Men måske er der også noget symptomatisk i denne navle- , jeg mener: kussebeskuende, aktion anno 2011, hvor feminismen endnu engang er til debat . Kan man forstille sig et mere sigende billede af feminismen anno 2011 end en kvinde, der sidder med trusserne nede om hælene for at fotografere sit eget køn for siden at publicere det på nettet? Uden at ville bagatellisere problemet, så kunne man godt mene, at der var andre og vigtigere ting at forholde sig til som kvinde i den verden, vi lever i?! Kvinder diskrimineres stadigvæk på det danske arbejdsmarked på grund af deres køn, vi har ikke ligeløn – og kigger vi uden for vores egen kulturelle horisont, så er der nok at graverende problemer at tage fat på.

Balladen Om A-Kraft

14. marts 2011

Situationen på de japanske atomkraftværker sendte mig på en nostalgisk rejse tilbage til dengang i halvfjerdserne, hvor debatten om den fredelige anvendelse af atomenergien var på dagsordenen og hvor “Atomkraft-Nej-Tak”-symbolet blomstrede på kernelædertaskerne, T-shirts, vægge og alle mulig andre steder.

Jomfru Ane Band sang deres ballade om A-Kraft og rockede om Plutonium (millirem, millirem..) og viste, at hitlistepop og holdninger sagtens kunne gå hånd i hånd. A-kraftmodstanderne havde i det hele taget god vind i sejlene dengang. Barsebäck skulle væk. Men Barsebäck blev – også selv om det senere blev besluttet at nedlægge værket.

Måske var uafgjortheden om Barsebäck en symbolsk foregribelse af den historie, der siden skulle skrives om den såkaldt fredelige udnyttelse af atomkraft. Tre år efter, at Jomfru Ane Band havde udsendt deres første LP med anti-atomkraft-sangene (1976) smeltede det meste af reaktorkernen i Three Mile Island-værket i Harrisburg, Pennsylvania, USA. Den værste katastrofe i det 20. århundrede på en vestlig letvandrseaktor. Og en påmindelse om, at eksperternes statistiske risikovurdering og sandsynlighedskalkyler ikke var og er nogen garanti for, at uheldet ikke vil indtræffe.

Vi levede i Risikosamfundet, selv om Ulrik Beck først udmøntede denne term et tiår senere – i 1986 – og i øvrigt ikke uden en vis inspiration fra Tjernobylkatastrofen, som indtraf netop det år på den anden side af jernmuren. Jeg husker som var det i går, hvordan jeg på min gamle sorte jernhest cyklede ad de århusianske stier med min lille søn på cykelsadlen morgenen efter, at katastrofen havde fundet sted. Uvidende om den radioaktive sky, der denne tidlige morgen bevægede sig ind over Skandinavien og forårsagede øget stråling og radioaktiv forurening – især i Sverige og Finland. Endnu en påmindelse om risikosamfundets realitet og om den dybere betydning af ordene globalisering og internationalisering.

Med historiens grumme ironi er det nu japanerne, der rammes af atomkraftulykker af et omfang, vi vist ikke helt kender endnu. Det er ironisk, fordi japanerne var de første, der på deres egne kroppe lærte atomkraftens ødelæggende kraft at kende, da amerikanerne bombede Hiroshima og Nagasaki.

At japanerne siden hen byggede mange atomkraftværker i et land, der angiveligt oplever omkring hundrede mindre eller større jordrystelser om dagen, kan godt undre en dybt. Men man kan også anskue det som et billede på menneskets risikovillighed eller som udtryk for den evindelige kompromisdannelse mellem kortsigtet egennyttighed og den uegennyttige, ideale fordring om at tænke på kommende slægters livsvilkår…

Vi nærmer os 65-årsdagen for bombningen af de japanske byer, og de mange forfærdelige billeder fra katastroferne danser forbi på erindringens indre skærm – men vi er ikke kommet ret meget længere med hensyn til atomkraftens endegyldige afskaffelse…

 

Penkowa-sagen: Videnskab og samfund

10. marts 2011

Claus Emmeche, lektor ved Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier ved København Universitet har set pÃ¥ Penkowa-sagen fra en videnskabssociologisk vinkel. Sammenfattende skriver han: “uanset historiens dom og dommene fra de udvalg, der nu skal undersøge, om Penkowas videnskab er sand, fusk eller grÃ¥zone, er det svært ikke at forsøge at begribe hele Penkowa-fænomenet som en legemliggørelse af videnskabens forvandling til forskning, og forskningens forvandling til management, strategisk topledelse og branding under tidligere videnskabsminister Helge Sander (V).” Penkowas videnskabelige fusk kan ikke kun forstÃ¥s immanent som en personlig betinget afsporing af en videnskabelig proces (selv om det ogsÃ¥ er det), men ogsÃ¥ som “legemliggørelse” af den videnskabsideologi, der hersker i disse Ã¥r. Læs med her.