CAPAC

Twitter er populær. Så populær, at nogle flytter aktiviteterne fra weblogs til den nye tjeneste. Og det kan man så fundere over. Hvad er tiltrækkende ved en tjeneste, hvor du kun har 140 tegn til din rådighed? Bevares, du kan smide links ind, men alligevel? Og med fx Friendfeed ser det endnu mere magert ud. Er det sms-kulturen, der tager overhånd? Er vi ved at udvikle os til en kultur, der kun kan udtrykke os i small messages? Er det skriftkulturens nye fase? Engang skrev man bøger, nu skriver man en strøm af små noter. De store fortællinger afløst af bittesmå fragmenter i en lind strøm? Tænk sig at være en anakronisme som blogskriver!

Hvorfor ikke starte dagen med noget at tænke over? Jeg faldt på Twitter over et link til Annie Leonards “The Story of Stuff“, en lille meget pædagogisk animationsfilm, der fortæller noget om, hvordan vi producerer de ting, vi konsumerer i vores verden. Den tyve minutter lange film er sponseret af Tiden Foundation & Funders Workgroup for Sustainable Production and Consumption. Se den, inden du går ud og køber ind…

I gårsdagens aviser læste jeg, at et århusiansk seminarium solgte kurser til lærere, hvor de skulle lære at modtage øretæver fra eleverne og i den dur. Så langt er vi altså nået, siden dengang capac som ung hvalp i Esbjerg blev præsenteret for Vestre skoles udvalg af spanskrør. Der var tykke rør og tynde rør. Og i følge min far, der også var dreng i byen, så var det de tynde, der gjorde mest ondt, når de ramte bagen eller – værre endnu – fingrene på katederet…

Halvtredsernes “frie opdragelse” og det antiautoritære oprør fra tresserne og frem har fejlet, for så vidt det ikke er muligt etablere en gensidig respektfuld relation mellem lærer og elev… Men skolen er et spejl af det omkringliggende samfund, vi lever i. Som Hans Scherfig demonstrerede med romanen Det forsømte forår, så er skolen et proportionsforvrænget spejlbillede af Samfundet. Og sådan er det stadigvæk. Respektløsheden, mobberiet osv. lever i bedste velgående uden for skolegården, hvor den egomane individualisme i nyliberalismens tid dyrkes og fremmes socialt, trafikalt osv.

Tænk på dig selv! Og dernæst på dig selv og først i tredje ombæring på din næste, når lokummet (dit lokum!) brænder. Finanskrisen fortæller med al ønskelig tydelighed om, hvordan det går, når grådig individualisme får lov til at udfolde sig uhæmmet. Og om, at denne individualisme er en stor illusion. Vi er en del af hinanden, som de sang ude på Christiania. Uanset om vi kan lide det eller ej.

Min datter fulgte i sin skoletid diverse anti-mobning-uger og -projekter. Og det hjalp ikke en dyt. Eleverne lærte, hvad de skulle mene om mobning og hvilke teknikker, der skulle bruges til at undgå mobning. Men mobningen fortsatte desuagtet og blev nærmest forstærket af den viden, ungerne fik om mobningens virkemåde og psykologi. Og sådan har det været i mange år.

Jeg mærkede også mobningen på min krop, da jeg gik i skole. Og jeg så mange andre, der blev mobbet. Selv om mobningens begreb slet ikke eksisterede. I mange år var jeg “klassens tykke dreng” og måtte sluge adskillige stikpiller i den anledning – og overhøre bagtalelsens perfiditeter. Men der var grænser for, hvad jeg blev udsat for, for jeg var også klassens store, stærke dreng. De andre vidste godt, hvem der ville komme ned med nakken i en slåskamp.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, siger man jo. Og jeg tror ikke, at mobning altid fører til traumer osv., selv om den selvfølgelig sætter sine spor i ofrene. Og selv om det ikke gælder i almindelighed, så fik jeg noget positivt ud af mobberiet. Tidligt i min ungdom besluttede jeg mig for, at jeg ville gå mine egne veje. Hvis jeg var “klassens tykke dreng”, så var det det, jeg var. Og fint nok med det. Jeg havde det som bøsserne, der tog identitetet på sig, når nogen råbte Bøsse! efter dem: Jeg er bøsse! Jeg er den tykke dreng! Med mine ekstra kilo gik jeg min vej i livet,og mobberiet vaccinerede mig kraftigt mod enhver form for autoritær indflydelse og social kontrol. Længe inden vi nåede frem til 1968.

Når man nu på samfundsplan agter at forfølge “tykke” danskere, så tager jeg af samme grund kraftigt afstand fra den slags statsautoriseret formynderisk “mobberi” forklædt som sundhedspolitik. Min kommune skal sgu ikke fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv! I mit verdensbillede skal folk have lov til at spise og drikke sig en pukkel til, hvis det er det, de vil… Også selv om det koster på sundhedbudgettet.

Men ikke alle får noget godt ud af mobberiet. I The Daily Mail kan man fx læse et interview med den underskønne Kate Winslett, der har været undertegnede (eller overtegnede) skribents kæledægge, siden hun slog igennem i Titanic. I sin skoletid blev hun kaldt for “Blubber”, blev låst inde i skabet i formingslokalet og fik konstant at vide, at ingen nogensinde ville kunne lide (fancy) hende. Og selv i dag – med en Oscar-statuette på kaminhylden og en splinterny forside på magasinet Marie Claire føler Winslett sig som klassens “tykke pige”…

Kendere vil vide, at det er mere end forfængelig tale. For nogle år siden lagde hun sag an mod et andet modeblad, der havde slanket hende i Photoshop…

Som sagt er skolen et spejl af det omkringliggende samfund. Og i den forstand er det både forfængeligt og håbløst at tro, at man kan etablere anderledes relationer inden for skolens rammer. Jeg har aldrig forstået eller accepteret den almindelige skelnen mellem skole og “virkelighed”. Skolen er en del af den sociale virkelighed – på godt og ikke mindst ondt. Derfor nytter det ikke meget at sætte “mobning” på skoleskemaet og tro, man kan stoppe det, for mobningen fortsætter ufortrødent i frikvarteret.

Ungerne ved nemlig godt, hvad det drejer sig om uden for skolegården: Uhæmmet konkurrence og selv-promovering med beskidte midler (eksamenssnyd, fusk med cv’er osv.). It’s a Jungle out there. Stein Bagger er ikke en undtagelse i vort samfund. Han er et symptom….

Der er mange forstemmende nyheder i dagens løb. Men en af denne dags nyheder gjorde et særligt indtryk. Det er kommet frem, at man på plejehjem rundt om i landet – blandt andet her i århus (Tilst) – vækker demente ældre om natten for at tage dem i bad og iklæde dem deres tøj. Begrundelsen skulle være den, at det ville lette de ansattes arbejde i løbet af dagen. Heldigvis har nogle ansatte afvist denne praksis. Og nogle har endda taget deres gode tøj og har forladt jobbet. Al ære og respekt for dette mod og denne konsekvens.
Sagen er endnu et eksempel på, at velfærd i vores samfund primært måles i kroner og ører – og underordnes bureaukratiske og administrative hensyn… Beskæmmende.

På hjem fra job hørte jeg som som sædvanlig P1 Debat. Denne gang krydsede LO-bossen Harald Børsting klinger med Cepos-medlemmet Mads Hansen. Og det var morsomt. Faktisk må jeg le flere gange. Højlydt.
Emnet var den danske, såkaldte flexicurity-model med dagpengesystem og let adgang til fyringer m.m. Det sjove var, at Børsting, der er en erfaren, jævn, jordbunden mand med herlig dialekt, leverede en sønderlemmende kritik af den ideologisk omtågede Mads Hansen. Man fik virkelig et indtryk af, at Mads Hansen som flere af sine ideologiske kolleger fra Cepos har hovedet oppe i de ideologiske skydække, hvor det nærmeste, de kommer virkeligheden er en lige så ideologiske OECD-rapport. Hør udsendelsen. Det er morsomt.

I Politiken i dag kan man læse en interessant artikel om et tilsyneladende nyt fænomen på internettet. Det drejer som om sitet Auktionsdating.dk. På sitet faldbyder unge og voksne mænd og kvinder sig på auktionsvis i håb om at nogle vil byde tilstrækkeligt højt på dem, så der kan komme en date i stand.

Dorit Otzen, leder af prostitutions-værestedet Reden, har råbt vagt i gevær og betegnet sitet som “en glidebane” til prostitution. Men, som bloglands egen luder, Sus, tørt bemærker, så er der ikke blot tale om en glidebane: “Helt ærlig, hvis man sælger sex for penge, så er det sku´da ikke en glidebane, hvad enten man sælger det for højestbydende på en auktion eller selv sætter en fast pris. Så er det prostitution. Regulær sexarbejde.”. Lad os kalde en spade for en spade, og en skov for en skovl.

Bag dette ordhuggeri omkring ordet “glidebane” ligger en interessant problematik. Det et efterhånden veldokumenteret faktum, at de såkaldte datingsider (og andre kontakttjenester som chatsider etc.) for længst har afsløret, at handel med sex foregår. Personer lader sig overtale til dating (m. sex) til gengæld for penge eller “gaver”. Den nye side forsøger at slå mønt på dette aspekt af kontakttrafikken på nettet. Sagt på en anden måde: bagmanden er ikke interesseret i hverken dating eller sex – men penge. Og her er så en niche, hvor det sandsynligvis er muligt at score kassen. Se blot, hvordan det er gået de andre datingsider. Pengemaskiner.

Det interessante ved et site som Auktionsdating.dk er måske, at det tydeliggør en banal kendsgerning. Hvor man tidligere – i “gamle dage” før internettet blev stort og mægtigt – kunne mødes på nattelivets “kødmarked” (som man nedsættende omtalte det), så er kontakten mellem kønnene i stort omfang flyttet over på internettet – og er blevet en lukrativ forretning. Hvor det tidligere var op til den enkelte selv at “handle” – sælge sig selv – på “kødmarkedet”, så er daterne i dag blevet “varer” på “markedet”. Der er nogle, der tjener stort på at markedsføre daterne. Og som på markedet i øvrigt er der i sidste instans kun en ting, der tæller: penge. Af samme grund har bagmanden bag den ny tjeneste ikke gjort sig de store moralske overvejelser omkring den prostitution, der foregår, når nogen faldbyder sig selv på sitet.

Jeg tænker, at når vi i disse år ser en klar ny-puritansk bølge, der blandt andet kommer til udtryk som et nærmest symbolsk korstog mod købesex, så hænger det nøje  sammen med, at markedet i disse neo-liberalistiske tider får uhæmmet lov til at brede sig til alle områder, der kan slås mønt på. Og en af de sidste bastioner er vores seksualliv. Ved at forbyde købesex, tror man, at man kan opretholde illusionen om, at markedet ikke allerede prostituerer os som mennesker – forbrugere, arbejdskraft osv.

I går snakkede jeg med en pige, der arbejder som landbrugsmedhjælper på et landbrug. Eller rettere: i en svineproduktion. For svineproduktion er jo en industri og har ikke meget med mine nostalgiske forestillinger om landbrug at gøre. Pigens beretning fik mig til at tænke på min gamle geografilærer i folkeskolens ældste klasser. Han var en alvorlig og fremsynet mand. Jeg husker tydeligt, at han engang i tresserne forklarede os, hvorfor det ville være en god idé, hvis verdens befolkninger skar radikalt ned på dyreavl, altså især svine- og kvægavl. Hans regnestykke var enkelt. Han forklarede hvor meget korn og afgrøder, der skulle til for at opdrætte et slagtekvæg eller et svin – og derefter hvor mange munde den pågældende mænge afgrøder kunne mætte i forhold til den mængde kød, der kom ud af det. En artikel i Berlingske Tidende fortæller en lignende historie med fyrre års forsinkelse. Det er tankevækkende. Hvis vi nu alle besluttede at reducere vores indtagelse af kød til en fjerdel eller mindre. Det ville revolutionere landbruget og samfundet… Og give et væsentligt bidrag til klimapolitiken.

Berl. Tidende bygger på en artikel fra Ingeniøren – her.

Néné har gjort mig opmærksom på en artikel i Washington Post, der med stor tydelighed fortæller om den grådighed, der er et ikke uvæsentligt forklaringsmoment i den aktuelle finansielle og økonomiske krise – og drivkraft bag den økonomi, vi alle må leve med under kapitalismen. Artiklen handler om de bonusser, som folkene på Wall Street modtager. Beløbet er – hold nu fast: 18 billioner dollars. En billion er tusinde millioner.  Altså 1000.000.000. Dollars.  Hvis vi sætter dollarkursen til 5,8 kr., så udgør bonusserne cirka 104.000.000.000 kroner. Den slags tal kan være svære at forestille sig. Men blot for at give en idé om størrelsen, så kan jeg nævne, at overskuddet på Danmarks betalingsbalance til udlandet i de første 11 måneder af 2008 var 31,7 milliarder… Til historien hører også, at Wall Street-idioterne sørgede for at udbetale bonusserne i december måned, inden de amerikanske skatteborgere satte ind med den meget omtalte bailout (en trillion dollars).
Ingen yderligere kommentarer.

Opdatering: Præsident Obama har i dag lagt et loft over bankdirektørers og finanslederes lønninger. Et skridt i den rigtige retning.

Pete Seeger – What Did You Learn In School?

I går hørte jeg en vits:

– “Hvad kalder man en indvandrerpige, der er luder?”

– “?”

– “En knaldperle!”

Det er godt, at folkeviddet kan tage humoren i anvendelse, når medierne går i selvsving over, hvad en politibetjent sagde eller ikke sagde under en anholdelse…

Apropos Lottes racismeencyklopædi

I dagbladet Information kunne man den forgangne weekend læse nogle artikler under forside-overskriften: “Danskerne er ræligjøse analfabeter“. Selv om artiklens intentionelt provokerende overskrift faktisk modsiges af flere af de i artiklerne citerede eksperter, så er det underliggende budskab klart nok: De sekulariserede danskere er nogle uvidende, respektløse ignoranter, når det drejer sig om religiøse spørgsmål. Den samtidshistoriske kontekst er selvfølgelig islams mærkbare tilstedeværelse i det politiske og kulturelle liv (Muhammed-tegninger, tørklæder osv.), men også kristendommens revitalisering i form af nogle fremtrædende yngre teologer og en række nykristne.

I de omtalte artikler er det især ny-katolikken Iben Tranholm, der fører sig frem med den åndelige krabask. årtiers sekularisme har fået et så godt tag i danskerne, at de er blevet ufølsomme og respektløse over for religiøse menneskers religiøse følelser (med Muhammed-tegningerne som privilegeret eksempel). Samtidig er danskerne usikre og søgende i åndelige spørgsmål. Derfor er 80% af dem stadig formelt medlem af folkekirken.

Man kan godt som mangeårig læser af den venstre-akademiske avis Information undre sig over, at der skal bruges så meget krudt på noget, der mest af alt ligner et forklædt korstog for de ny-hellige og ny-spirituelle. Og jeg finder det nærmest insinuerende, at en person som Tranholm kan kalde danskerne respektløse over for andre troende, blot fordi de ikke fordyber sig i kristendommens og islams lære. Jeg er overbevist om – og flere af de citerede eksperter mener noget lignende – at de fleste danskere respekterer andres ret til at tro på, hvad de vil. Men det er ikke det samme som at respektere en bestemt religion eller religion i det hele taget. Man kan godt respektere et andet menneskes religiøse følelser uden at respektere den religion, som vedkommende bekender sig til. Hvis nogen vil tro, at verden blev skabt på syv dage, og at vi nedstammer fra Adam og Eva (fælles tankegods for de her to nævnte religioner), så må de gerne det; det er deres gode ret, men det får mig ikke til at respektere den form for tro og religion.

Omvendt må man vel også spørge, om Tranholm og ligesindede respekterer sekulariserede mennesker, når de fører sig frem med religiøs besserwissen? Respekterer man den sekulariserede borgers ret til at forfægte sin overbevisning om ytringsfrihedens ukrænkelighed, sin overbevisning om, at religion og stat skal holdes adskilt og religiøsitet henvises til privatsfæren? For eksempel. Respekt skal være gensidig, ellers er den ikke noget værd.

Noget andet, jeg også må protestere mod, er den fremherskende tendens til, at troende som Tranholm og andre vil indskrive andre ikke-troende i troen. Der er tale om en slags religiøs, patroniserende (matroniserende!) omklamring, hvor man siger til den skeptiske dansker: Du er troende, om du vil det eller ej, dit lille uvidende fjols. Eller: Selv om du er en lille hedning, så vil (min) gud tilgive dig dine synder og lukke dig ind i himmerige. Man tager det sekulariserede menneske til indtægt for en religiøsitet, som han/hun ikke forholder sig til. En ting er, at sekulariseringen efterlader hin enkelte med en ulykkelig bevidsthed, noget andet er at indskrive denne tvivlrådighed i bestemt trossammenhæng. Må jeg så være fri.

Lotte var der først – læs en anden ræligjøs analfabets skriveri om anmassende folk som Tranholm…

Gode gamle Neil Young fortsætter med uformindsket styrke, og i denne lille spøjse video kommenterer han tidens problemer – lige fra “bailouts” til Apple-Itune…

Hvis vi skruer tiden lidt tilbage. Sådan cirka et års tid. Så vil man måske kunne huske, at visse “fremtrædende” borgerlige økonomer mente, at det ville “være godt for økonomien”, hvis arbejdsløsheden steg. Det var noget med “overophedning” osv. Nu må de samme økonomer så klappe i deres små hænder. For prognoserne for den kommende tid siger, at ledigheden vil stige til 150000 og måske 200000. Så nu beder de borgerlige økonomer (ikke nødvendigvis de samme…) om “økonomisk stimulans” fra SAMFUNDETs side. Det vil sige: skatteborgernes. Det offentlige forbrug skal øges. Skatterne skal lettes, så vi (skattebetalerne) kan forbruge mere. Bankernes udlån skal “optøs” (med varme skattepenge). Keine Hexerei, nur Politische Ökonomie.

PS. Det er vel nok godt, at de ikke fik reformeret dagpengeområdet…

Læs den opmuntrende historie her – og besøg professor Silvers hjemmeside her.

Nu hvor julestemningen omsider skulle begynde at indfinde sig i casa, har et beskedent folketingsflertal – bestående af regeringspartiet og dets nærmeste parlamentariske grundlag – vedtaget den omstridte “tuneserlov” og dermed grundigt forpurret julestemningen i dens opløb. Det ville så være til at leve med. Værre er det, at de ja-stemmende politikere handler i strid med selve demokratiets fundamentale tredeling af magten i en dømmende – , lovgivende – og udøvende del. Denne tredeling er reelt blevet suspenderet af regeringen. Og det er intet mindre end horribelt, at Birthe Rønn Hornbech kan udtale følgende: “Det ligger i sagens natur, at regeringen ikke fremsætter lovforslag, som er grundlovstridige”. Man må sige, at Birthe Rønn Hornbech åbenbart  har betalt for ministerposten med sit gode omdømme og sin sunde, liberale fornuft. Selvfølgelig kan en regering fremsætte grundlovsstridige forslag. Og man behøver ikke at være juridisk ekspert for at se, at tuneserloven karambolerer med den fundamentale, grundlovsikrede tredeling af magten. At Birthe Rønn forsøger at naturalisere regeringens adfærd skriger til himlen og understreger blot den underliggende logik: Intet over og intet under regeringen og dens politik.
Læs og de vilde analytikeres indlæg, som jeg kun kan bifalde.

Tilbagespoling: Tuneserlovens umenneskelighed – Ytringsfrihed og magt