CAPAC

Den såkaldte “tuneserlov” blev til, fordi Dansk Folkeparti mente, at det var uacceptabelt, at den ikke-dømte, terrordrabs-mistænkte tunesiske mand boede i samme by som tegneren Kurt Westergaard, der måske-måske-ikke skulle ihjelslås…
For at tækkes sit parlamentariske grundlag (og sikkert også nogle andre højresnoede partimedlemmer i Venstre) hastede man så en lovstramning igennem for udlændinge på såkaldt “tålt ophold”. Lovændringen medførte, at folk på “tålt ophold” var tvunget til at overnatte i Sandholm-lejren og til at melde sig dagligt til myndighederne. En ting er, at de tålte måske alligevel mellem overnatningerne kunne nå at dreje halsen om på tegneren. Noget andet er, at denne stramning er umenneskelig. Det fastslår regeringens eget justitsministerium, der oplyser, at man ikke kan forhindre de tålte – fx den tunesiske mand – i at tage på weekendophold hos deres familie uden at komme i konflikt med menneskerettighederne. Den tunesiske mand vil herefter have lov til at opholde sig i nærheden af tegneren hver weekend.
Det siger sig selv, at justitsministeriets udmelding gør lovstramningen absurd. Meningsløs. Noget andet er, at denne situation er et symptom på, hvor umulig terrorlovgivningen er i både retsikkerhedsmæssig som praktisk forstand. Hvis tuneseren var blevet dømt ved en almindelig domstol, kunne man bure ham inde. Han ville få sin straf, og den potte villle være ude. Som det er nu, hvor tuneseren hverken kan udvises eller fængsles, er man nødt til at overvåge manden 24 timer i døgnet – hvilket nok er både praktisk og ressourcemæssigt umuligt – eller lovgivningsmæssigt at regulere mandens færden, som det er sket med tuneserloven. Men det kan man så ikke, uden at komme i konflikt med menneskerettighederne.
Politikerne må komme til besindelse og begynde at handle i overensstemmelse med almindeligt gældende retsikkerhedsprincipper. Lad domstolene afgøre, om de anklagede er skyldige eller ej i juridisk forstand. Lade være med at udvise folk til lande, der ikke kan garantere deres sikkerhed. I det hele taget behandle disse mennesker som alle andre borgere i dette land.

Vi lever i en – på godt og ondt – spændende tid. Verden står over for store forandringer. Nødvendige forandringer. Vi tænker ikke her på bagateller som den finansielle krise. Men på klimaet. Og evolutionen…
The Independent fortæller i dag om en ny rapport, der offentliggøres inden for de nærmeste dage. En omfattende rapport, der beskriver de effekter, som den menneskelige kemiske industri har på alle levende væsner på kloden. Det handler om, hvordan menneskeheden ved sin ukritiske brug af kemikalier griber fundamentalt forstyrrende ind på evolutionens gang. Den alarmerende kendsgerning er, at mange af de kemikalier, som menneskeheden har spredt ud i sin omverden, indgår i en uheldig alliance med de menneskelige hormoner med det resultat, at især den mandlige frugtbarhed er truet. Og det gælder stort set inden for alle dyrearter, mennesket inklusive. Skræmmende er det at læse, at vores globale sfære er udsat for mere end 100000 kemikalier, hvoraf 99% ikke er reguleret og 85% ikke er tilstrækkelig analyseret og beskrevet… En tikkende bombe.
Hvad vil verden politikere stille op?

Citat nr. 1

Hvordan sikrer vi os, at den slags situationer ikke opstår i fremtiden?
Kilde: DR-Nyhederne

Nu hvor euforien over Barack Obamas historiske valgsejr stadigvæk hænger i luften og hverdagens nøgternhed endnu kun kan skimtes i horisonten, så er der vel grund til at minde om, at manden står over for meget store politiske udfordringer – udenrigs-, indenrigs- og klimapolitisk. Opgaver han kun kan løse, hvis han får hjælp fra alle sider…
Blandt de problemer, der ikke har fået så stor opmærksomhed i medierne, er den banale kendsgerning, at mere end 35 millioner amerikaner sulter. Hver ottende amerikaner har problemer med at få nok at spise hver dag. Og den aktuelle finansielle krise har kun forværret dette problem. For en lille måned siden iværksatte Advertising Council and Feeding America en kampagne for at få det øvrige Amerika til at forstå omfanget af dette problem, og i den forbindelse har man blandt andet lavet en reklamespot med musik af Tom Waits. Se den her. Kampagnen gør os opmærksom på bagsiden af den amerikanske medalje. Vrangsiden af det såkaldt “frie” samfund, som flere af vores magthavende politikere opfatter som en rollemodel for danskerne.

Jeg har gået med briller, siden jeg var tolv år gammel. Og bortset fra en kort “indkøringsperiode”, hvor jeg fik udskiftet glas og stel hyppigt, har der heldigvis været længe imellem udskiftningerne. Når jeg siger heldigvis, så er det, fordi det er dyrt. Sidst det skete måtte jeg af med i omegnen af 6000 kroner for stel og dobbeltslebne glas. Jeg ved, at andre må punge mere ud.
I går snakkede jeg med en jævnaldrende kollega, der har havde købt tre nye par briller. Det kunne kun lade sig gøre – økonomisk – fordi han købte dem i Flensborg. Ialt – inklusive synsprøve, gode stel, dobbeltslebne kvalitetsglas etc. – kom han af med lidt under 3000 kroner.
Da vi kom ind i EF i starten af halvfjerdserne fik vi lovning om, at konkurrencen på det indre marked ville udligne denne slags urimelige prisforskelle. Men hvad fik vi?

Er en endefuld vold? Hvis en familiefar bruger endefulde som led i optugtelsen af afkommet risikerer han vel at få en sag på halsen for børnemishandling!? Tugtelsesretten er for længst afskaffet. Noget helt andet er, hvis samme familiefar som led i hans og konens seksuelle “julelege” lægger fruen over knæene og spanker hendes popo rød og blå. Så er det tale om en konsensus mellem de to involverede. Måske stimulerer de oven i købet akten ved hjælp af film og fotografier, der dyrker samme SM-lyster. Og måske henter de oven i købet noget af materialet på det store internet.
I England er besiddelse af den slags materiale blevet potentielt kriminelt. En ny anti-pornografi-lovgivning, der retter sig mod såkaldt illegale hard-core-pornowebsites. Med den nye lov kriminaliseres konsumenten, der benytter “pornografisk materiale, der afbilder nekrofili, bestialitet eller vold, der ser livstruende ud eller sandsynligvis vil føre til alvorlig beskadigelse af bryster eller genitalier”. Tidligere rettede lovgivningen sig primært mod producenterne af slige materialer.
Problemet med den nye lov er, at den kan gøres gældende over for fx kunstneriske billeder med temaer, der kan henføres til lovens beskrivelser. Og den vil kriminalisere store dele af SM-miljøet, hvor brugerne handler konsensuelt og anvender billeder, der kan synes voldelige for andre end dem selv. Der kan fx være tale om iscenesatte billeder, der illuderer voldtægt og andet.
I The Guardian kan man læse om fotografen Ben Westwoods kamp mod den nye lovgivning. Westwood har gjort en karriere af at tage billeder, der har SM-indhold. Hans hovedargument er, at de handler om sex ikke om vold.
Men kan man nu adskille de to ting sådan? Det var det min indledende bemærkninger taler om. Når man slår hinanden i konsensuelle sex-lege, så er det ikke vold? Ikke “rigtig” vold? Erotikken har altid været forbundet med det grænseoverskridende. Det forbudte har altid været fascinerende, tiltrækkende og frastødende på samme tid, og der har været nydelse forbundet med overskridelsen af grænser. Derfor vil der også altid være behov for samfundsmæssige grænser for, hvad der er legalt, og hvad der ikke er. Fx er incest, pædofili og nekrofili (usømmelig omgang med lig) forbudt her. Særligt svært er det at lovgive på fiktionens område. Skal det fx være lovligt at fremstille sado-masokistiske, incestuøse, pædofile eller nekrofile fantasier i kunstnerisk form, når lov forbyder disse handlinger i “virkeligheden”? Og hvad skal man stille op, når SM og andre perversiteter er blevet en del af den almindelige accepterede seksuelle adfærd i samfundet? Det er ikke let.

På vej ud af døren i går så jeg Jacob Holt med store fakter og flakkende øjne beskrive, hvorledes Danmark er endt en situation, der minder om amerikansk racisme anno 1960. Med Dansk Folkeparti og dets allierede på højrefløjen er det lykkedes at bygge en mental mur mellem dem (indvandrerne, specielt de islamiske) og “os” (danskhedsdanskerne). Og politisk udmøntes denne apartheid-politik som et enten/eller: Enten lader du dig “integrere” (blive lige som “os”, æde vores “værdier”) eller også bliver du marginaliseret og udgrænset. Så sent som i går blev denne kyniske politik gjort til aftalepolitik i regeringen, hvor Dansk Folkeparti sammen med deres åndelige brødre i regeringen strammede op på den såkalte 300-timers regel for kontanthjælpsmodtagere. Nu er det en 450-timers regel, der også omfatter ægtepar, hvor den ene er i arbejde, hvor den tidligere kun gjaldt for ægtepar, hvor begge var på kontanthjælp…
Socialforskningsinstituttet har for længst dokumenteret at reglen rammer de allersvageste i dette samfund, den såkaldte matchgruppe 4, der primært består af indvandrere. Peter Skaarup mener, at man blot forholder sig til EU-rettens krav om fri bevægelighed for arbejdskraft, varer osv. Magen til kynisme skal man sgu lede længe efter. Man kan kun håbe på, at regeringen og dens støtter knækker halsen på EU-doms-sagen, så vi kan få en anden regering. Vi har fortjent bedre…

“Det er meget foruroligende, at unge med indvandrerbaggrund udgør en
stigende andel af de fremstillede i Dommervagten. Det er helt
afgørende, at der sættes ind med et massivt forebyggelsesapparat”

Ordene kommer fra Københavns politidirektør, Hanne Bech Hansen. Og når man tager hendes position som højplaceret offentligt ansat i betragtning, så må den sidste sætning udlægges som en diskret, men alvorlig kritik af den faktiske sitution – og af de politikere, der bærer ansvaret for denne situation!
I følge Berlingske er indvandrerkriminaliteten inde i en uheldig udvikling. Ud af 85 retsforfulgte unge ((det skal lige understreges, at der er tale om grov kriminalitet! )) under 18 år i København i år udgjorde 67% unge med ‘en anden etnisk baggrund end dansk’. Det skal ses i lyset af, at indvandrerne kun udgør omkring 20% af den københavnske befolkning. Dertil kommer, at procentdelen af kriminelle er steget markant fra sidste år, hvor den udgjorde 57%.
Det er en kendt sag, at den slags statistikker har været omgærdet med forsigtighed fra politiets side, fordi de kunne tages til indtægt for fremmedhad og fordomsfuldhed – og bruges imod indvandrerne – og sikker vil blive det af Dansk Folkeparti og dets allierede. Med det er vigtigt at få tallene frem i en tid, hvor regeringen sætter kiggerten for det blinde øje og vil individualisere ungdomskriminaliteten. Statistikken taler sig eget tydelige sprog om et problem, der stikker dybere end til enkelte ‘vildfarne’ unge og deres magtesløse forældre. Det er et samfundsanliggende, hvad enten statsministeren vil det eller ej. Og løsningen er ikke dummebøder til familier på socialhjælp…

Her til aften så jeg landets statsminister udtale sig om regeringens holdning til de unge, der “laver ballade” i gaderne, brænder skoler af osv. Det statsministerielle budskab var, at man ikke kunne acceptere det argument, at det skulle være “samfundets skyld”. Derfor skulle ballademagernes forældre stilles til ansvar og mærke samfundets sanktioner. Statsministeren følger dermed op på en kronik i Politiken af Karen Jespersen, der talte for, at ballademagernes familier skulle betale ved kasse et.

I tresserne og halvfjerdserne blev det almindeligt at lægge ansvaret over på samfundet. Det var ‘samfundets skuld’, for nu at citere Steffen Brandt og TV-2. Nu hvor det tidligere liberale regeringsparti er ved magten er tiden inde til revanchisme. Derfor vender man argumentet 180 grader. Det er ikke længere samfundes skyld, det er din egen skyld. Det er individets skyld. Og hvis individet er under den kriminelle lavalder, så er det familiens…

Den tanke, at “sandheden” kunne ligge et sted mellem de to poler – samfund og individ – synes slet ikke at kunne dannes i de borgerlige hoveder. Fx at noget af forklaringen på unges vold og hærværk kunne hænge sammen med årtiers mislykket integrationspolitik, mangelfuld uddannelses- og socialpolitik osv. Eller blot den tanke, at politikerne kunne have et medansvar for den udvikling, samfundet tager, ligger dem fjernt. Så hellere stille en socialt og økonomisk svagt stillet familie til ansvar for ungernes hærværk og vold. Det er jo også meget nemmere. Og giver sikkert nogle populistiske stemmer…

“Taler vi om de helt brede linier, synes jeg, at vi går i en retning, der ikke er »favnende« nok. Man går kun efter egen succes og lykke. Det er blevet helt legitimt at lægge alt andet ansvar fra sig”

“Hvorfor må der ikke være andet end purunge TV-værter? Prøv da at tænke på de mange ældre der sidder og ser TV. Måske vil de gerne kigge på en smuk ung kvinde, men der er med garanti lige så mange, der gerne vil have værter med erfaring fra et langt levet liv. Måske skyldes ganske enkelt en slags kollektiv angst for døden, og det der skal komme”

Ulf Pilgaard

I denne blog er vi fortalere for en uddybning af kønsforskellen. Vi går ind for ligestilling mellem kønnene i samfundet, men er arg modstander af ethvert forsøg på at tilsløre, udjævne, benægte osv., at der er en stor og fascinerende forskel på kønnene. Derfor viderebringer vi gerne videnskabelige oplysninger, der støtter uddybning af forskellen – også selv om disse oplysninger er ubehjælpelige og diskutable.

I the Independent kan man således læse en artikel med titlen Kvinders hjerner er forskellige fra mænds – og her er det videnskabelige bevis. Artiklens budskab er, at kvinders og mænds forskellige handle- og tænkemåde ikke blot kan forklares ud fra forskelle i kønshormoner eller sociale normer og mønstre, men at kønnenes hjerner er helt forskelligt konstruerede ud fra fundamentalt forskellige ‘genetiske blueprints’. Man mener, at denne radikale forskel blandt andet kan forklare, hvorfor kønnene reagerer forskelligt på forskellige sundhedsmæssige forhold, narkotiske stoffer, smerte osv. Vel egentlig ikke overraskende. Og det er vel heller ikke særligt overraskende, at der er stor forskel på de to køns hjerner? Eller?

Ser man bort fra de medicinske indsigter, disse ‘videnskabelige beviser’ kan give, så er det interessante vel, at den basale forskel vel ikke udelukker samfundsmæssig ligestilling i forhold til jobs og andre sociale funktioner? Ligestilling mellem kønnene (folkeslagene osv.) handler vel netop om at sætte sig ud over forskellene? At mænd og kvinder fx har lige ret til samme løn for samme arbejdsopgave? Og ikke om, hvorvidt mænd og kvinder tænker, føler og handler ens?

I går aftes kunne man se en diskussion i DR2 Deadline 22 om det gamle spørgsmål: Hvad er det egentlig kvinder vil? (Hallo Sigmund!). En ung ph.d.’er, Mette Kramer, har disserteret med en afhandling, der afdækker de biologiske motiver bag kvinders optagethed af romantiske historier og ikke mindst film, fx. den succesfulde “Sex and the City”. En af Kramers pointer er, at vi ikke kan se bort fra de biologiske forskelle (herunder: artshistorisk nedarvede egenskaber af neurologisk art), når vi vil vurdere asymmetrien i forholdet mellem kønnene.

Hun påpeger, at den hjerne vi – mænd såvel som kvinder – slæber rundt på er blevet “designet” over titusindvis af år, og at det er i det perspektiv en eventuel ønskelig ‘reprogrammering’ skal ses. Når kvinder med stor fornøjelse ser fx Sex and the City, så er det, fordi filmen, når man ‘skræller al glamouren af’ handler om det, der optager kvinder basalt set: Valget af den rigtige mand (alfa-han), forhandlingerne omkring partnerskabet, ægteskabet og yngelplejens sikring osv. Kramer mener også, at nogle af filmene kan fungere som læringsværktøjer for kvinderne, der vil lære fx at forene karriereambitioner med de traditionelle kvindelige funktioner i kernefamilien.

På den anden side af bordet sad Vibeke Vasbo, der blev præsenteret som en af pionererne i den danske kvindebevægelse. Vasbo mente, at det er ‘barnligt’, ‘dybt infantilt’, når kvinder følger den partnervalgslogik, der gemmer sig i mange moderne, romantiske film. For Vasbo er det afgørende, at kvinden indser, at hun lever i et patriarkalsk verden og må vælge rigtigt, hvis hun ikke vil ende som “objekt”, under “vingerne på manden”.

Alt i alt var diskussionen en illustration af en gammel konflikt: mellem et (nuanceret) biologisk synspunkt og et social-konstruktivistisk ditto. Det, der ikke blev belyst (og det kan man måske heller ikke forvente af et journalistiks program, der helst ser uenigheder og konflikter…), var samspillet mellem de i bredeste forstand biologiske faktorer og historisk-kulturelle-teknologiske forhold.

Efter fire dage uden internet, radio, tv eller mobiltelefon (simkortet låste, da jeg krydsede over fra det danske til det tyske Vodafone-net…) ville jeg lige se, om der var sket noget i verden, som var værd at notere sig. På Berlin Hauptbahnhof købte jeg derfor Frankfurter Allgemeine formedelst 1.7 euro. Og mit blik faldt straks på en forsideartikel om Tour de France. Da jeg tog afsted var skandalerne endnu ikke ramlet ned over arrangementet, og jeg havde bemærket mig en lille italiener, der havde sejret på et par bjergetapper og – efter eget udsagn – aldrig havde været lykkeligere. Jeg tænkte: Han har bestemt taget doping. Og ganske rigtigt…

Der er dog ikke tale om bagklogskab eller – for nu at blive i det tyske – Besserwissen. Men, som den tyske, kvindelige kommentator tørt konstaterer, så må man vel enten være ansat på de store tv-stationer eller i den korrumperede cykelsport-industri for at foregøgle sig selv at doping(mis)brug er undtagelsen og ikke reglen.
Dramaet i Tour de France er flyttet fra de stejle bjergtoppe og de flade spurter til det medicinske kapløb mellem nye stoffer og teknologier og “renhedspolitiets” jagt på synderne. I den store renhedsfortælling gøres den enkelte rytter til skurken i spillet, medens bagmændene, der har presset udøverne længere og længere ud i eksperimenternes jungle, vasker deres hænder i fuld offentlighed. Vi er vidner til et kæmpemæssigt hyklerisk show, der opføres for fulde gardiner (og licenskroner) i DR og på andre store tv-kanaler. Et show, der ganske langsomt, men sikkert, vil afsløre, at de olympiske konkurrenceidealer, man foregøgler at hylde og forfægte, er som kejserens nye klæder.

En dag vil cykelcirkusset stå afklædt som det, det er: En perverteret elitesport, der primært drejer sig om penge – mange penge – og magt. Og hvor det sportslige er et sølle påskud. Men samtidig er den professionelle cykelsport også et spejlbillede eller en metaforisk repræsentation af det omkringliggende konkurrencesamfund, hvor idealerne også dagligt mister deres uskyld for ussel mammon og simpel magt.

Opdatering: Og dog – det vil nok snarere gå som i H. C. Andersens “Kejserens nye klæder”. Den lille dreng afslører, at kejseren ikke har noget tøj på – og så fortsætter kejserens procession ellers ufortrødent, som om intet var hændt. Og sådan vil det nok også gå for Tour de Doping i Frankrig (og nærmeste oplande). Selv når det store show er afsløret som et stort penge- og magtprojekt, hvor doping er et “nødvendigt onde”, så vil intet ændre sig og alt være som hidtil. Penge, magt og stoffer.

Tilbagespoling:
Cykelsporten som eksempel– Dynepokegørende nyt

Det var vist Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer – SABAE – (der blandt andet bestod af Jacob Haugaard, historikeren Gustav Bunzel, Carl Heinrich Petersen m.fl.), der engang formulerede parolen: Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge! Hvis man ikke vidste bedre, så kunne man tro, at regeringens beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen havde en fortid i denne anarkistiske forening. For i dagens aviser kan man læse noget om, hvordan Frederiksen har tænkt sig at gøre noget ved sygefraværet på de danske arbejdspladser. Indsatsen retter sig især mod de langtidssyge, altså ikke dem, der er væk et par dage på grund af influenza og sådan. Og medicinen er – ikke spor overraskende – en “økonomisk gulerod”, det berømt-berygtede økonomiske incitament, som den liberalt-borgerlige regering altid hiver op af foderposen, når der skal politiseres på arbejdsmarkedsområdet. Kommunerne skal have et økonomisk incitament til at få de langtidssyge ud på arbejdsmarkedet. Et af de opfindsomme forslag er at arbejde med såkaldte delvise raskmeldinger. Sagt på en anden måde: Man skal kunne være deltidssyg. Fx gå på arbejde fra kl. 8.00 til kl. 12.00 og så være syg resten af døgnet… Ehem!
Et andet tiltag er, at regeringen vil styrke arbejdsmiljøet. For det viser sig, at arbejdsmiljøet er skyld i en tredjedel af alle sygemeldinger. Det vil med andre ord sige: Ud af de 150.000, der konstant er syge, så er ca. 50.000 syge på grund af arbejdsmiljøet. På grund af arbejdet. Det fremgår ikke, hvordan beskæftigelsesministeren har tænkt sig at gøre noget ved denne side af sagen. Måske ved at opfordre arbejdsgiverne til at gøre noget ved det? For der er vel ikke nogen idé i at sende deltidssyge medarbejdere tilbage på en arbejdsplads, hvor arbejdsmiljøet er sygdomsfremkaldende? Eller!?

Det var vist sociologen Henrik Dahl, der sammenlignede Danmark med DDR. En provokerende sammenligning i disse tider, hvor besværgelsen af den ‘virkeliggjorte socialisme’ og venstrefløjshalvfjerserne nærmeste er blevet en rituel del af den aktuelle borgerligt-liberale politiske konjunktur. Men måske er sammenligningen slet ikke så ueffen. Hvornår har statens overvågning af befolkningen været større end under den nuværende såkaldt liberale regering? Hvornår har forstyrrelsen af privatlivets fred været mere konstant end under denne regering?
I det gamle DDR var statsmagtens kontrol med borgerne så udpræget, at de enkelte borgere selv blev en del af denne kontol og overvågning. Man angav hinanden. Børn angav deres forældre. Kollegaer angav hinanden. Ægtepar angav hinanden osv. Er vi også på vej mod en sådan inderliggørelse af statsmagtens kontrol af borgerne? Noget kunne godt tyde på det. I dagens avis kan man læse, at danskerne bevæbnet med mobiltelefoner angiver deres kriminelle og ‘mistænkelige” medborgere til politiet. Og politiet jubler.
Velkommen til det ‘lykkelige’ DDR! Jeg ruller lige gardinerne ned…

PS. Måske er Dahls sammenligning faktisk mere end blot effen. Måske gemmer der sig en diagnose af det såkaldt borgerlige demokratis degeneration i DDR-analogien. Det borgerligt-liberale Danmark har gjort det til en mærkesag at tale mod og bekæmpe såkaldt “totalitære systemer’. Nazistiske, socialistiske, islamiske… Men er der ikke også en ubehagelig totalitær tendens i den måde staten i stadig højere grad – i den aktuelle borgerlige politiske konjunktur – bestræber sig på at styre den enkeltes adfærd og ethvert aspekt af vores hverdagsliv!? Hvordan vi skal forholde os til nydelsesmidler (tobak, alkohol…), sex, motion, mad?! Hvordan vi skal tænke i politisk korrekte baner?! Hvordan vi skal klæde os (tørklæder))?! Du kan selv fortsætte med eksemplerne.

Den socialdemokratiske århus-borgmester Nicolai Wammen har holdt grundlovstale. Og i Kristelig Dagblad citeres han for følgende udsagn: “århus er en tolerant by. Men når budskaberne bliver afstumpede eller afskyelige og måske fører til eller opfordrer til vold, må smilet stivne hos enhver århusianer. Og uden respekt for andre mennesker kan man ikke kalde sig en rigtig århusianer”. En rigtig århusianer. Udsagnet er vendt mod århusianske borgere, der tilhører politiske ekstreme grupperinger, hooligans og ‘religiøse fanatikere’ i byen. Og selv om man selvfølgelig kan sympatisere med den politiske kamp mod elementer, der bryder demokratiske spilleregler og opfører sig uacceptabelt i sociale sammenhænge, så er spørgsmålet om det er en heldig retorik. Jeg kommer til at tænke på Poul Nyrup Rasmussens famøse omtale af Dansk Folkeparti som et parti, der ‘aldrig ville blive stuerent’. Det er den politiske arrogances retorik. Det er det politisk gode selskabs segregations retorik. Vi er de “rigtige århusianere”. I andre er…
Det kan forekomme at være en bagatel. Men jeg tror, der går en lige linje fra denne grundlovstaleretorik til den segregation, der foregår på nationalpolitisk plan på de såkaldte “integrationsområde”. De er indvandrerne, specielt de islamiske ny-danskere, der ikke er rigtige danskere, og så er der os, de rigtige danskere. En ubehagelig retorik.