Indlæg tagget med Samleri

All you need is Love – Mccartney vs. Mills

17. marts 2008

Erotik og penge. Det er ikke kun i prostitutionens verden, at de to ting kommer i samspil. I dag afgøres det, hvor meget Paul McCartneys ex-frue Heather Mills skal have efter fire års ægteskab med Beatle-Paul. Det forlyder, at den tidligere nøgenmodel og nuværende miljøforkæmper Heather vil få omkring 25 millioner pund (ud af McCartneys formue, der anslås at være cirka 825 millioner pund).


Når jeg nævner det, så er det ikke for at moralisere, men blot konstatere, at skilsmisser ikke er for barnerøve, og at det kræver sin mand og kvinde at komme igennem en sådan uden store sår på sjælen. McCartney selv har lagt megen vægt på, at detaljerne fra ægteskabet og dets opløsning ikke kom frem i offentlighedens lys. Men noget tyder på, at det ikke kommer til at gå sådan. Hvis dommen i dag ankes, vil der være frit slag for saftige detaljer. Og eftersom Heather Mills har afvist at tie stille, så kunne man også tænke sig, at hun ville skrive en bog om det. Det gør man jo derovre.

Det vil sÃ¥ – med sikkerhed – blive afsløret, at Paul Mccartney ogsÃ¥ kun er et menneske som du og jeg, med svagheder, fejl og mangler. Og vil vil kaste os frÃ¥dende over detaljerne for at fÃ¥ netop det bekræftet. Lige som vi gør, nÃ¥r vi læser Se & Hor, Billedbladet og de andre sladderblade (men kun hos frisøren, forstÃ¥s!).

Love, love, love, love, love, love, love, love, love.
There’s nothing you can do that can’t be done.
Nothing you can sing that can’t be sung.
Nothing you can say but you can learn how to play the game
It’s easy.
There’s nothing you can make that can’t be made.
No one you can save that can’t be saved.
Nothing you can do but you can learn how to be in time
It’s easy.
All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love, love is all you need.
Love, love, love, love, love, love, love, love, love.
All you need is love, all you need is love,
All you need is love, love, love is all you need.
There’s nothing you can know that isn’t known.
Nothing you can see that isn’t shown.
Nowhere you can be that isn’t where you’re meant to be.
It’s easy.

Syng bare med: All You Need Is Love!

Woody Allen – Manhattan

16. februar 2008

Det er helt forbigÃ¥et min opmærksomhed, at DR den sidste tid har vist et par af Woody Allens bedste film – Manhattan og Hannah og hendes Søstre. Det har sÃ¥ fÃ¥et mig til at tage hul pÃ¥ et gammelt samlerprojekt: Alle Woodys film (el. i hvert fald kræmen af hans værk..) pÃ¥ dvd. I dag startede vi sÃ¥ med en af hovedhjørnestenene: Manhattan.

Manhattan Р̴bningsscenen Рmed Gershwins musik.

Uddrag… I think I still in Love with…

Trout Mask Replica

1. oktober 2007

Ved midnatstid sprang min ebay-alert-alarm op og fortalte, at jeg havde vundet et cd-eksemplar af “Trout Mask Replica” med Don van Vliet. Bedre kendt som Captain Beefheart. Lidt et impulskøb, for jeg har grammofonpladen. Men jeg tog chancen for at fÃ¥ den billigt. ( I øvrigt skal man vare sig lidt pÃ¥ ebay. Nogle krejlere oplyser ikke “forsendelsesomkostningerne” og tjener ind pÃ¥ gyngerne, hvad de mÃ¥tte have tabt pÃ¥ karusellerne, ved at sætte urimeligt høje forsendelsesomkostninger. 5 £ for at sende en cd uden jewelcase fra London til Ã…rhus er optrækkeri! ).
Trout Mask Replica, der oprindeligt var et dobbeltalbum, betragtes som et hovedværk, ja som hovedværket eller hjørnestenen, i Bøfhjertes produktion. Kaptajnens svar på Sgt. Pepper. Indspillet på Frank Zappas plademærke Straight Records i 1969 og med samme Zappa som producer.
Pladen er omgærdet af megen mytologi. I følge skrønerne skulle de otte mÃ¥neders øve- og indspilningsperiode være omvendt proportional med den tid, det tog Vliet at skrive musikken. Denne regnedes i millisekunder… Kaptajnen gjorde ogsÃ¥, hvad kan kunne for at sætte myter i omløb, blandt andet i et famøst interview med Rolling Stone fra 1970. Mytologiseringer har jo altid være god PR. Pladen gjorde sig da ogsÃ¥ ganske godt, blev kult og kom pÃ¥ den engelske albumhitliste som nr. 21.
Musikken er ikke for begyndere. Den hører nok til Beefhearts mindre tilgængelige repertoire og stryger ikke lytterne med ørerne. Her føres rock-, blues-, free-jazz-, folkemusikelementer m.m. respektløst sammen som akkompagnement til nogle poetiske tekster, som er gefundenes fressen for halvstuderede røvere med hang til litterære analyser. Det er musik, der stiller krav til lytteren, og den egner sig bestemt ikke til at vaske op til (har prøvet…).

En hyldestside til albummet finder du her. Ikke alle holder af pladen.

Promotion video for albummet:

Døveskolen

24. september 2007

Der er ikke mange impulskøb i min musiksamling. Jeg tror ikke, at jeg har købt katte i sækken mere end den ene gang, hvor jeg kom hjem med Deaf Schools album “English Boys / Working Girls” fra 1978. NÃ¥r det alligevel gik sÃ¥ galt, sÃ¥ skyldtes det to ting. Dels albummets titel, som appellerede stærkt til mig. Med sÃ¥dan en titel mÃ¥tte der være noget at hente pÃ¥ tekstsiden. Og sÃ¥ coveret. Det grafisk stærke cover med den lidt depraveret udseende unge blondine pÃ¥ den sorte baggrund var – og er – iøjnespringende. Et cover, der emmede af slet skjult erotik og dekadence.
At det sÃ¥ skulle vise sig at være et album, jeg kom til at lytte rigtig meget til det Ã¥r, er en anden historie. I en bestemt uge var den slet ikke af B&O-grammofonen…
Deaf School nÃ¥ede ikke at blive et af de helt store bands. Karrieren simpelthen for kort. Dertil skal lægges, at gruppens sammenrend af kunststuderende fra Liverpool sÃ¥ stort pÃ¥ halvfjerdsernes new-wave- og punk-konventioner og flittigt lÃ¥nte fra det musikalske overskudslager, hvad enten der var tale om Tin Pan Alley-sangskrivning, polka, world music (før det kom til at hedde sÃ¥dan…) m.m. Den musikalske bredde kan man især høre pÃ¥ det første album fra gruppen: 2’nd Honeymoon fra 1976. Blandt fans betragtes dette album som deres mesterværk.

Efter tre albums var det slut, og medlemmerne gik hver deres vej i musiklivet.  Clive Langer blev en anerkendt producer for folk som fx Elvis Costello, Madness, Dexy’s Mignight Runners, Morrisey og Hothouse Flowers, sangerinden Bette Bright gik solo, Steve Lindsey dannede sit eget band The Planets og Enrico Cadillac gjorde lige sÃ¥ med bandet Original Mirrors. Ud over de nævnte var Eric Shark (vok.), Marx Ripple (tangenter), Ian Richie (saxofon) og Tim Whittaker (trommer) med i Døveskolen, som tog navn efter det sted, hvor deres øvelokale lÃ¥ – en nedlagt døveskole…
English Boys / Working Girls var det sidste album fra gruppen. LP’en kan stadigvæk fÃ¥s second hand, oven i købet til en fornuftig pris. I 1989 blev der udsendt en cd-udgave pÃ¥ Wizards Eva. Den er svær at fÃ¥ fingre i. Til gengæld er det muligt at fÃ¥ en japansk cd-udgave, hvis man vil betale mellem 20 – 50 $, plus forsendelse. Men, hvis man kan nøjes, sÃ¥ er der kommet en dobbelt-opsamlings-cd med titlen “What A Way To End It All”. Den rummer det meste af gruppens produktion (ialt smÃ¥ 50 numre). Men sÃ¥ mÃ¥ man ogsÃ¥ undvære det markante cover fra omtalte plade.
Stilen var en energisk new-wave-pub rock, blandet godt op med punk- og art rock-elementer. Dertil kommer nogle spændende tekster bag sangtitler som “Golden Showers” (!), Working Girls og English Boys with Guns…
Gruppen er som så mange andre blevet gendannet. Det skete i firserne, hvor de udsendte et livealbum med nye versioner af deres bedste sange. Og de er stadigvæk aktive, som man kan se på deres hjemmeside.

Der findes ikke så meget videomateriale med Deaf School på YouTube. Men lidt har også ret:
EX 1, EX 2 (et kort klip fra gendannelsestiden) og EX 3  (billedkavalkade med musikunderlægning).

Bogforsider

13. september 2007

Lars har jo ret. Og Klaus har længe dokumenteret det: At der findes mange flotte bogforsider. Det fik mig til at huske pÃ¥ et halvt løfte, jeg afgav, da jeg omtalte min erhvervelse af Eivind Johnsons genfortælling af Odysseen Brændingens Brus. Nemlig at bringe en illustration af forsiden. Her er den sÃ¥. Skyggen til venstre skyldes, at jeg indskannede billedet og ikke ville “brække” bogen for meget. Den er, som sagt, meget velholdt. Det sjove ved Svend Ottos forsideillustration er, at jeg i alle de Ã¥r, der er gÃ¥et, siden jeg første gang hørte om bogen og lÃ¥nte den pÃ¥ Sædding Skoles bibliotek, har haft et krystalklart erindringsbillede af den smukke blÃ¥ illustration i mit hoved. Forsiden passer pÃ¥ smukkeste vis til beretningen om søfareren Odysseus, som jeg pt. er ved at genlæse…
Svend Otto eller Svend Otto S (S for Sørensen), som han også kaldte sig var en kendt og berømmet billedkunstner, der lavede mange smukke bøger og bogforsider. Læs mere om ham her.

Bear Family Records – et pladeselskab for samlere

28. juli 2007


Det er den svenske avis Dagens Nyheter, der fortæller historien om det tyske pladeselskab Bear Family Records. Et pladeselskab bestyret af samlere for samlere. Her kan man fÃ¥ tyske schlagere, “Lili Marleen” i flere hundrede udgaver, calypso osv.
Bag pladeselskabet, der har til huse ude pÃ¥ landet nord for Bremen, stÃ¥r Richard Weize og Herman Knülle, der har gjort en levevej ud af at sælge den musik, de elsker. Richard Weize har ogsÃ¥ sin egen samling pÃ¥ gÃ¥rden. Den bestÃ¥r af 30.000 LP-plader, 100.000 singleplader plus en mængde cd’er. I interviewet fortæller Weize om sin interesse for country og genopdagelsen af country-ikonet Merle Haggard. Voksne bloglæsere vil kunne huske, at Merle Haggard brød igennem med sangen “Okie from Muskogee”, der var en hyldest “hjemmebrænd og det amerikanske stjerneflag og en protest mod brændte indkaldelsespapirer, gruppesex og jesussandaler”. Og det kunne Richard ikke lide – dengang. Og nu udgiver forlaget sÃ¥ en boks med seks cd’er fra perioden 1968-1976, der giver et mere nuanceret billede af countrysangeren.
Family Bear udgiver ikke Greatest Hits. For det vil samlerne ikke have. De vil have den rene vare, dvs. revl og krat. Derfor er pladeselskabets kendetegn blevet store, omfattende bokssæt. Foreløbig er det blevet til ca. 250 stykker – i LP-format med tilsvarende store bøger. Fx kan man fÃ¥ det legendariske Sun-pladeselskabs samlede udgivelser pÃ¥ 24 fyldte albums. Eller komplette udgivelser af Willie Nelson, Johnny Cash, Hank Williams og Jim Reeves (som capacs mor var meget glad for…). PÃ¥ pladeselskabets hjemmeside kan man selv søge videre og savle over det.
En sjov ting er, at pladeselskabets gennembrud kom med lanceringen af cd’en. Det nye medie skabte en niche for de lille tyske selskab, der sælger for omkring 50 millioner kroner til samlere i USA. Læs mere om selskabet pÃ¥ Dagens Nyter, blandt andet om partneren Herman Knülle, der hellere vil lytte til Led Zeppelin og Nirvana…

GÃ¥rsdagens antikvariske: Susan Lenox

27. juli 2007

David Graham Phillips: Susan Lenox. Gyldendalske Boghandel. 1933. 3. oplag. Oversat fra amerikansk “Susan Lennox, her Fall and Rise” af O. C. Molbech. Fineste stand. Halvlæderindbundet pÃ¥ Ringgive Andersens Bogbinderi i Esbjerg (!). 601 sider. Købt hos en lokal antikvarboghandler. Billigt.

Tak til bibliotekar Susanne Balslev for tippet:

Pissoir-bogen havde jeg i forvejen og Kaviar-bogen var et hit i min ungdom…

David Graham Phillips blev født i 1887 og ernærede sig som journalist og reporter. I 1902 udsendte han romanen The Great God Success, der solgte sÃ¥ godt, at han kunne leve af royalities og freelance-journalistik. Han var en ferm journalist, og i 1906 fik han publiceret en artikel med titlen “The Treason of the Senate” i det fine magasin Cosmopolitan. I artiklen afslørede han, hvordan kampagnebidragydere blev begunstiget af medlemmer af det amerikanske senat. Artiklen medførte en større skandale og var med til at indføre “the 17. Amendment”, hvori reglerne for valg af senatorer præciseres.

Artiklen var med til at give Phillips et ry som muckraker, dvs. en journalist, der har specialiseret sig i at undersøge og skrive om korruption. Han var altsÃ¥ en forløber for folk som Ralph Nader og Hunter S. Thompson, og det kom til at koste ham livet, idet en sindsforvirret læser skød ham i januar 1911. Mordet har i øvrigt været genstand for en anden roman, Daniel D. Victors “The Seventh Bullet”, hvori selveste Sherlock Holmes fÃ¥r lov til at undersøge sagen… MÃ¥ske man skulle opspore den.
Romanen om Susan Lennox og andre af Phillips’ romaner kan i øvrigt downloades i tekstversioner fra Gutenberg-projektet (her). De fleste kan ogsÃ¥ lÃ¥nes via bibliotek.dk. Mig bekendt er Susan Lennox den eneste af Phillips romaner, som er oversat til dansk.

Som indledningsbilledet afslører blev bogen omsat til film i 1931 med Greta Garbo og Clark Gable i hovedrollerne. Instruktøren var Robert Z. Leonard, der har et hav af film på samvittigheden. Læs også Channel4s saftige beskrivelse af filmen her.

Pineforest Crunch – fra bibliotekets overskudslager…

15. juli 2007

Som nævnt glemte jeg mit lÃ¥nerkort pÃ¥ det lokale bibliotek og mÃ¥tte derfor derned en ekstra gang for at hente det. Og det betød selvfølgelig, at jeg mÃ¥tte forbi bunken af udgÃ¥ede cd’er igen. Resten giver sig selv… Jeg kom hjem med tre cd’er for en tyver. To med jødisk klezmer-musik (herom senere) og sÃ¥ en med Pineforest Crunch, “Make Believe”, gruppens debutalbum.
Selv om bandet faktisk har besøgt Roskildefestivalen helt tilbage i 1996, har det ikke bidt sig fast i min bevidsthed. Men det spøjse navn, der er navnet pÃ¥ en is fra firmaet Ben & Jerrys Ice Creams, og det kække popcover fik mig til at vælge pladen (og sÃ¥, at det var en af de fÃ¥ komplette cd’er, der var tilbage i skuffen…).
Bandet stammer fra Solna i Sverige og bestÃ¥r af Ã…sa Eklund, Olle Söderström, Mattias Olsson, Jonas Petterson og Mats Lundgren. Alle skolekammerater og venner fra lokalomrÃ¥det. Det første album “Make Believe” blev udsendt i 1996 pÃ¥ ABBA-plademærket Polar Records og kastede et internationalt hit af sig: Cup Noodle Song. Stilen er guitardomineret halvfemser-indiepop med inspiration fra bands som American Music Club og The Sundays. Bløde, smeltende, indtagende melodier med Ã…sa Eklunds fine pigestemme i forgrunden. Gruppen har siden udsendt to albums (Shangrila, 1997 og Panamarenko, 2002) og en EP (Innocent, 2000). De burde været lige sÃ¥ kendte som The Cardigans. Hermed anbefalet.
Bandet kan man lytte til på deres myspaceside.

Nostalgia: Foska Havregryn

12. juli 2007



Bedst som skriveblokeringen synes at melde sig i capacs trætte hoved og krop, så kommer Michael Laudrup til hjælp. Egentlig skulle capac ned i garagen og fjerne et (tidligere omtalt) støjende stykke metal fra automobilet, men en nyhed fra dagens avis om, at den tidligere fodboldhelt har sat skub i salget af Ota Solgryn (havregrynsprodukt), så dansker nu spiser 4 millioner portioner mere af de valsede korn, fik capac på andre tanker.

Nyheden sendte capac tilbage til den barndom i 1950’erne, der spiller en så stor rolle i denne blog (og i øvrigt), til et af capacs første møder med reklamens forunderlige magt: Foska Havregryn.

Ota havregryn havde allerede i 1940’erne fået den idé at lave såkaldte Ota-bøger, der i bordeauxrødt omslag bød på oplysende læsning for de havregrynsspisende børn og unge. Produktionen ophørte i 1942, men fænomenet blev så kendt, at bøgerne i dag betragtes som et vigtigt element i dansk børnelitteraturs historie. Bøgerne er samlerobjekter i dag.

Men for capac og drengene i gaden var det Foska, der var den store oplevelse. Foska var et dansk produkt, der blev produceret af den stadigvæk aktive Svendborg Boghvede- og Havremølle A/S. Men inspiration fra kaffeerstatningsfirmaet Richs begyndte Foska at lægge samlebilleder i deres havregrynspakker for at stimulere salget.

I forhold til forgængerne var der med Foska sket et skred i retning af mere direkte reklame.  Man informerede fx om  hvor næringsrigt produktet var (calsium etc.)., hvor Ota-bøgerne  levede deres eget liv parallelt med grynene. Men ellers var det spændende historier om Mickey og bønnestagen, Eventyret om Bongo, Alice i Eventyrland m.fl. For at sikre, at man fik en ordentlig formidling havde man ansat en garvet lærer og forfatter, Torben Gregersen, til at præsentere historierne i bøgerne.

Disse faktuelle forhold (som jeg har hentet i tidsskriftet Ask) tænkte jeg ikke meget over dengang. Det, jeg husker tydeligst, var glæden ved at samle og fuldende disse farverige og solide hæfter. Man kunne gå længe og vente på, at man havde spist sig frem – eller byttet sig frem – til de sidste billeder i bogen. At man så skulle tygge  sig gennem oceaner af havregryn gjorde ikke så meget. Specielt “Basse”, en af legekammeraterne, gjorde sig med Foska-billederne. Sikkert, fordi hans familie var større og derfor kunne konsumere flere æsker… I hvert fald var vi optaget af samleriet, der gjorde os til rigtige FOSKANERE (noget man kvalificerede sig til ved at spise Foska eller Bio Foska).

Sådan kom capac for første gang (tror jeg nok) rigtig i reklameindustriens kløer, uden at være bevidst om det. Siden gik det slag i slag med Gunner “Nu” Pastiller og meget andet…

Dagens bogfund: Klaus Rifbjerg “Huset”

10. juli 2007

Tilfældet ( = et pludseligt regnvejr ) ville, at capac gik ind i den lokale genbrugsforretning og kom ud igen ( i tørvejr ) med et eksemplar af Klaus Rifbjergs bog fra 2000, “Huset”. Mere passende kunne det næsten ikke være for en anakronolog og nostalgiker som capac. For bogen handler om barndommens hus pÃ¥ Amager og dets betydning i forfatterens liv. Et hus, der har været med i mange af Rifbjergs skriverier – uden dog at være hovedperson, før nu altsÃ¥. En bestillingsopgave fra forlaget. der ville have en bog om “en begivenhed eller et sted, der havde haft stor betydning for forfatteren” i det forgangne Ã¥rhundrede. Pris kr. 8,-. Fin stand, bortset fra en kaffeplet pÃ¥ forsiden.