CAPAC

Her i bloggen – der pt. har udviklet sig til en musik(video)blog – har et tema været “singleplader fra gemmerne”. Og en af de sidste singleplader, blogbestyreren, investerede i var The Flying Lizards udgave af det gamle Eddie Cochran-nummer Summertime Blues. Singlepladen udkom i 1978 på Virgin Records. Og jeg kan huske, at jeg købte den hos Dandelion i Badstuegade i århus. Flying Lizards særkende var, at de var avantgarde, eksperimenterende, ja, nærmest dekonstruerende i deres tilgang til popmusikken. Gruppens ankermand og skaber var David Cunningham og ellers var der forskellige medlemmer. Summertime Blues var gruppens første single, der blev fulgt op af endnu en postmodernistisk (!) coverversion af Barry Gordy Jr. og Janie Bradford-klassikeren “Money” (som bl.a. The Beatles har indspillet). Money blev Flying Lizards eneste rigtige hit. Til gengæld har nummeret hængt ved lige siden og er blevet brugt i forskellige film og tv-serier, fx The Wedding Singer og Nip Tuck. I 1979 kom også LP’en The Flying Lizards, hvor de første singler er med. LP’en blev fulgt op af Fourth Wall (UK Virgin) 1981 og Top Ten (UK Statik) 1984. Bandet fandt inspiration til de musikalske udfoldelser hos så forskellige navne som tyske Kraftwerk, Tangerine Dream og Terry Reilly, John Cage og Steve Reich. Nogle anmeldere opfattede gruppens eksperimenter som en joke, men jeg er ret sikker på, at de selv tog det meget alvorligt…

Her er to udgaver af Money. Den første er en fin live-udgave: Læs mere »

Da jeg i går var inde på YouTube for at finde en video med Dave Dee og Co. (se foregående indlæg), så faldt jeg tilfældigt over et par videoer med tresserbandet The Seeds. Det fik mig igen til at tænke på den for en samler generende oplevelse, man kunne kalde “den forpassede chance” eller “den forpassede mulighed”. En gang for en hel del år siden – det var omkring 1980 – kunne man rundt omkring i stormagasiner og pladeforretninger finde bunker af LP’er, der var indkøbt fra amerikanske og engelske restlagre. Pladerne havde en større eller mindre hak i coveret, men var ellers splinternye. Det meste af det var mainstream-compilations med en bikini-pige på forsiden (Whisky-a-go-go coll. nr. 47) eller soloplader fra kunstnere, som man aldrig havde hørt om og ikke kom til at høre om igen. Men, der var guldklumper isprængt alle pladeindustriens affaldsprodukter. Fx fandt jeg der Grateful Dead-medlemmet Bob Weir først soloplade “Ace”, der på den tid var lidt svær at opdrive i Danmark.
Og så var det, at jeg en dag stod i Salling i århus med en LP med netop The Seeds, men ikke købte den. For jeg havde i forvejen favnen fuld. Dagen efter skulle jeg lige tjekke om den stadig væk var der, men det var den selvfølgelig ikke. For det er samleriets lov: Du skal slå til første gang, ellers forpasser du chancen og må vente og tro på, at den melder sig igen engang. I dette tilfælde skete det ikke igen….
The Seeds var et spændende tresserband inden for den bredde genre, man kalder garagerock og som i rockleksika og tidsskrifter altid forbindes med gruppen 13th Floor Elevator. Det vil sige upoleret, rå, energisk rockmusik. I dette tilfælde med dybe rødder i den amerikanske blues. Gruppen blev anført af den legendarisk sanger og bassist Sky Saxon, der havde taget ved lære af de flamboyante engelske forsangere som fx Mick Jagger, Eric Burdon m.fl.
The Seeds blev ikke den store succes, hverken i hjemlandet eller internationalt. De havde nogle lokale hits i Los Angeles-området, hvor de kom fra, og et enkelt nationalt top 40 hit med “Pushin’ too hard”. Det var i 1966. Efter fem LP-udgivelser (The Seeds 1966, A Web of Sound 1966, A Full Spoon of Seedy Blues (under navnet: the Sky Saxon Blues Band) 1967, Future 1967, Raw & Alive in Concert at Merlin’s Music Box 1968) opløstes bandet i 1970 for siden at blive gendannet i 1980’erne…

PUshin’ too Hard:

Mr. Farmer:

Og som bonus en “sjælden Super 8 optagelse”:

Pas godt på dine gamle vinylplader. Man ved aldrig, hvad de kan blive værd med tiden. Ud over venerationsværdien. I dag kan man læse, at Velvet Undergrounds første album “Velvet Underground & Nico” er blevet solgt for $155,401 (ca. 896000 kr.) på Ebay. Sælger havde købt pladen for 75 cents på et loppemarked på Manhattan fire år tidligere… Det skal dog tilføjes, at netop dette eksemplar er unikt. Der er tale om et slags prøvetryk, som gruppen lavede inden det officielle album udkom på Verve Records. I modsætning til sidstnævnte udgave starter prøvetrykket ikke med klassikeren “Sunday Morning”, men med en speciel udgave af “European son”. Man mener, at der kun findes to eksemplarer af dette tidlige prøvetryk, som Columbia Records i øvrigt nægtede at udgive.

Opdatering 13/12: NME kan nu berette, at ovenstående salg, af uvisse er gået i vasken…

Tænk, det er næsten fem år siden Beatle-George Harrison døde. Og nu kan man læse, at en af mandens guitarer – en Maton MS-500 Mastersound – som han brugte i den periode, hvor Beatlemania rasede for alvor, er sat på auktion. Den forventes at indbringe mindst 100.000 £. Men, hvad betyder penge, når man er samler og har orden i pengepungen.. ;-)

Man kan læse mere om de fire Liverpoodles’ guitarer på denne side. Læs mere »

Søndage kan være svære at komme igennem, især hvis man er fjorten, og der ikke er kammerater ved hånden, og man er kørt lidt træt i Sims 2. Derfor måtte jeg – fædre kan åbenbart altid bruges i sådan en situation – drage til det lokale videoudlejningssted med pigebarnet for at se, om de havde noget, man kunne fordrive sådan en søndag med. Vi havde første kigget biografprogrammerne igennem, men der var ikke noget, vi begge kunne gå ind for. Og det vil almindeligvis sige: En ungdommelig film med flotte unge mænd, gerne lidt sjov, og gerne lidt romantik (men ikke for meget)… Så vi endte i videoforretningen. Pirates of the Caribean II havde de ikke (kommer på fredag) og heller ikke Madagascar, som var udlånt. Og når man er fjorten, og ikke lige kan få det, man gerne vil have, så kan det hele være lige meget…
Og hvad gør man så? Overlader beslutningsprocessen til far – samtidig med, at man forbeholder sig ret til at kritisere og vrænge ad forslagene. Af erfaring ved jeg, at det godt kan lade sig gøre at finde noget, der vil falde i frøkenens smag, alligevel. Hvis man kan finde en film med en dejlig filmhelt, fx Johnny Depp eller Elijah Wood – en film, som hun ikke har set eller hørt om, så glider den som regel ned. Derfor faldt mit valg på den relativt nye Everything is illuminated (2005) af Liev Schreiber med Elijah Wood i hovedrollen. Læs mere »

Jeg har tidligere omtalt folksangeren Karen Dalton, der blandt andet har inspireret Bob Dylan, Nick Cave og Devendra Benhart. Nu er hendes plade In My Own Time fra 1971 (Just Sunshine Records) blevet genudgivet på Light in the Attic. Pladen har været collector’s item gennem de forgangne år. Når man hører Karen synge (på pladeselskabet side er der smagsprøver), kan man godt undre sig over, at hun gik i glemmebogen, og forstå at hun har gjort indtryk på Dylan og Cave. Hør fx hendes skrabede udgave af Katie Cruel, hvor hendes særprægede, excentriske stemme kommer helt til sin ret, og hvor hendes banjospil passer perfekt. Den kan downloades som mp3-fil. Det er godt at endnu en (næsten) glemt kunstner fra denne periode er hevet frem i lyset. Fortsæt med de “arkæologiske” opgravninger!

Jeg er kommet lidt nærmere min lille grønne rejsegrammofon. Jeg er nu ret sikker på, at det var en amerikansk Garrard. Her er et billede af en Garrard 4SP, der har mange lighedstræk til fælles med min: de runde hjørner, plasthåndtaget der er fæstnet i nogle metalslutninger og lukkemekanismerne i siderne. Men pladetallerknen var ikke så høj, og pickuparmen var anderledes. Der var heller ikke kontrolknapper, bortset fra dem, der kunne bestemme om det var 16, 33, 45 eller 78 omdrejninger…

I sin fortrinlige selvbiografi X-Ray fortæller Ray Davies meget underholdende, hvordan lyden på de første Kinks-plader kom i stand. Hjemme hos far og mor havde brødrene en lille forstærker kaldet the little green amp, som udgjorde hele Kinks-lyden. De var dog ikke tilfredse med det, der kom ud af højtaleren, og derfor perforerede de membranen med en kuglepen. Det hjalp… You really got me ville have lydt anderledes, hvis ikke…
Min barndoms svar på the little green amp var en lille grøn og lys beige rejsegrammofon med håndtag, som min musikglade mor forærede mig, da jeg var ni år gammel. Hun købte den i den lokale radioforretning (med navnet Lindvig Poulsen), der lå i Strandbygade. Jeg kan huske, at han havde en fransk bulldog i ved navn Finette (af fin afstamning…), der vogtede i forretningen. Der var få, men udvalgte radioer og musikanlæg. Og altså min lille rejsegrammofon. Butiksejeren havde åbenbart forståelse for det unge menneskes spirende musikinteresse. I hvert fald fik jeg to singleplader med i købet. Den ene en plade med Louis Armstrong (Basin Street Blues), den anden med Elvis Presley (Teddy Bear). Derhjemme blev den omhyggeligt koblet til familiens store Philips dampradio, og så gik det ellers derud af…
Desværre har jeg ikke et billede af den og har ikke kunnet finde det på nettet. Men det lykkes måske en dag. Nå, men rejsegrammofonen var solid og holdt i mange år, indtil jeg fik en B&O – Beogram1000 – i palisander, som fulgte mig helt frem til gymnasietiden, hvor den blev skiftet ud med en Beogram2000, der også holdt længe med diverse udskiftninger af pickupper… Resten er historie, som man siger.

Læsere af denne blog vil nok have bemærket, at mine rejseindtryk beskæftiger sig med de små ting i hverdagen. Jeg har således ikke skrevet om de store bygningsværker, museer osv., som Berlin også byder på, og som jeg – det skal understreges – også brugte en del tid på. Måske kommer det senere.
Det eneste, jeg fik købt med hjem, ud over en “fodformet”, økologisk minded bomuldsindkøbspose til 1 euro (jeg er ikke til plastikposer) fra det lokale supermarked, hvor man kunne få 50 cl Erdinger Weisbier til 0.75 euro, og – for at afbalancere den økologiske pose – en tilsvarende grafisk flot, nærmest sofistikeret bomuldsindkøbspose fra en stor boghandel, hvis navn jeg i skrivende stund har glemt, var ovenstående bog: Das Hunde Buch. En stor indbundet sag. Udgivet af J. C. Suarès på forlaget Knesebeck.
Som den hundeven, jeg unægtelig er, faldt mit blik selvfølgelig straks på den våde hund på forsiden. Det skal tilføjes, at bøger om hunde efterhånden er blevet et samlerobjekt herhjemme. Lige som andre samler på plastikbadeænder o. lign. På den anden side, så er vi kræsne og kritiske. Det er ikke enhver hundebog, der kommer i kurven. Så Politikens Store bog om hunde lånes kun på biblioteket. Den sidste hundebog, jeg købte, fandt jeg i Aros’ – det århusianske kunstmuseeums – boghandel. En diger fotobog med billeder af især amerikanere med deres hunde. Da det viste sig, at også denne tyske Das Hunde Buch også bød på sort-hvide fotos, der lige var til at falde i staver over ( jeg holder meget af fotografi ), og oven i købet en række filosofiske og poetiske tekster, så var valget ikke så svært. I øvrigt var det netop problemet i denne boghandel: at vælge. Boghandlen var i syv etager og havde en stor café midt i det hele, hvor man kunne sidde og læse i bøger og blade samtidig med, at man nedsvælgede en cafe latte med tilhørende Kuchen. Ellers var der bøger m.v. fra gulv til loft og på diverse standere i rummene. Overskueligt, opstillet med tysk grundighed og systematik (det skal forstås som en ros!), og i rigelige mængder. Der var næsten alt. Foyles gå hjem og vug. Problemet er så, at jeg går i baglås, når jeg sådan står over for sådanne valgmuligheder. Det er måske et tvangsneurotiske karaktertræk, hvem ved? Det er svært at vælge mellem Kafkas samlede værker i paperback til kun 15 euro eller spændende nye bøger om Freud-familien i lækker indbinding eller filosofiske værker ad libitum eller et hav af spændende digtbøger eller… Derfor blev det kun til hundebogen i denne omgang. Den lå på en stander ved udgangen. Noget måtte jeg have med, så det blev den. Den er til gengæld også god.

Flere gode nyheder på denne smukke efterårsdag: Indsamlingen til den lukningstruede – se evt. min gamle blog – århusianske kultbiograf Øst for Paradis går strygende. Der er iflg. DR Østjylland kommet 70.000 kroner i kassen, og der er lovning på yderligere 200.000. Indsamlingen startede så sent som den 24. oktober, så der må være håb om, at biografen når sit mål, 700.000, og dermed sin del af omkostningerne til en renovering af det lille kulturpalads. Hvis man ønsker at være en af Paradisets Engle, som støttepersonerne er blevet døbt, så kan man indbetale et støttebeløb “på en konto hos advokat Hans Kjellund, Advokaterne Sankt Knuds Torv, 8000 århus C. Kontoen er hos Nordea, reg. Nr.: 2211, kontonr.:. Indbetalingen skal mærkes: PARADISETS ENGLE.” (citat fra biografens hjemmeside). Mindste beløb er kr. 500,-. Til gengæld bliver man B-aktionær i A/S Øst for Paradis, som dannes, så snart de 700.000 er indsamlet. Læs mere på biografens hjemmeside.
Man kan selvfølgelig også støtte biografen i det små ved at se de mange gode film, der vises dernede. For øjeblikket er det således muligt at se Fellinis uomgængelige mesterværk 8½, Jacques Tatis Playtime, Aldomovars seneste opus Volver og flere andre. Dertil kommer, at biografen for tiden har udsalg af VHS- og DVD-versioner af mange af de film, biografen har vist gennem tiden. Her kan man gøre gode køb til priser fra kr. 25, – og op.

Kom forbi en tom kælderbutik i dag. Udenfor stod en stor flyttekasse, der var trekvartfuld med bøger, hvoraf nogle – kunne jeg se, da jeg passerede forbi i rasende fart til fods – var indbundne. Nu tænker jeg på, hvad der mon var i den kasse? Skulle de bare på lossen? Var de bare stillet ud, så folk kunne tage, hvad de ville have? Måske var der sjældenheder iblandt, måske endda bøger, jeg har søgt i årevis uden held! Det er ikke nemt at lide af bibliofili…

Opdatering: Foranlediget af Carstens indlæg om biblio-tendenser, så må jeg nok indrømme, at der er tale om mere end en -fili, også en -mani og måske endda en -pati. Og hvad filien angår, så gælder den ikke fortrinsvis dyre, sjældne, indbundne bøger, men bøger af enhver slags, der rammer inden for mine alt for omfattende interesseområder…

Hvis man er til stop-motion-animation, og hvis man er til Wallace and Gromit [da. Walter og Trofast] i særdeleshed, så er der for tiden mulighed for på DR1 – godt gemt af vejen i ungdomsprogrammet Barracuda – mulighed for at se en række små film med Shaun the Sheep.

Kendere vil vide, at Shaun har en birolle i Walter and Gromit-filmen A Close Shave [da. Barberingen, der er udkommet på DVD’en: Walter og Trofasts utrolige eventyr], hvor han udsættes for Walter’s “Knit-o-matic”! Shaun har fået sin egen serie på 40 afsnit, som forhåbentlig også kommer på DVD, når det bliver muligt. En sådan DVD-serie er et must for stop-motion-freaks…

Det var ikke meningen, at jeg skulle lægge vejen forbi det meget omtalte hollandske marked, som slutter i dag. Men et andet ærinde (se foregående indlæg) førte mig forbi – nej, direkte ind i Accord-markedet igen. Selv om der var tømt godt ud siden førstedagen, så var der stadigvæk metervis af litteratur. Det første jeg faldt over, men ikke købte, hvilket jeg nok skal komme til at fortryde snart, var en lille udvalg af H.C. Andersens eventyr. En lille gråmeleret sag i stift bind med de klassiske tegninger (fra 1950 på Flensteds Forlag). Jeg er ret sikker på, at det var den udgave min mor havde, da jeg var barn. Altså “min første H. C. Andersen”. Jeg skulle nok have købt den, men har i forvejen så meget af Andersen…

Næste fund var en slidt Tranebogsudgave af Erskine Caldwells Rejsende i Religion.

Erskine Prestone Caldwell (1903-87) læses nok ikke så meget mere. Og det er lidt en skam, for præstesønnen fra Georgia er en god fortæller. Da hans mest kendte bøger – Guds lille ager og Tobaksvejen – udkom i 1930’erne blev de nærmest bandlyst, sikkert på grund af sit frisprog og bøgernes usødede realisme. En smagsprøve: “En oversprøjtet rumlekasse af en bil drejede af fra vejen og standsede brat ved siden af magnoliatræet. Den højre, magre mand, der så ud, som om han havde levet livet på halve rationer, siden han blev vænnet fra, sad brysk og ubevægelig og holdt om rattet med hænderne. Hans blik hvilede på den faldefærdige række hegnspæle foran ham...”. Så er tonen slået an.  Bogen er oversat af selveste litteraturprofessor Sven Møller Kristensen, der også – på bagsiden – sammenligner Caldwell med Mark Twain (samme djærve humor). Min gamle – tidligere omtalte – regnelærer i folkeskolen var en stor fan af Caldwell og havde en anseelig samling af hans bøger, som han nu og da – mest ved juletid – læse smagsprøver fra. Caldwell er hermed ophøjet til samlerobjekt hos blogbestyreren.

Det andet fund var endnu et bind fra den tidligere omtalte Ekstrabladskonkurrence om “Bedste danske erotiske roman”: Men i morgen vil jeg le af Anne Haller. Hvor mange der kom i den serie, gad jeg nok vide. Interessant ved denne roman er, at den er skrevet af en kvinde eller (måske) under et kvindeligt pseudonym. I hvert fald har jeg ikke hørt om Anne Haller i anden sammenhæng. Bagsidetekster fortæller “Det hele begyndte, da Anne Terese var seks år gammel; hun så sin far sammen med stuepigen. han holdt den unge, yppige kvinde tæt ind til sig, knappede hendes bluse op og greb begærligt om…”. Det er næsten som at læse C. E. Soya…

Som bloggens læsere vil vide, så har jeg fået øjnene – eller snarere: ørerne – op for den amerikanske sanger og sangskriver John Cougar Mellencamp. På det hollandske marked, der vist lukkede i går (pyh!), fandt jeg hans cirkusplade, og i går kom jeg forbi en nærliggende pladeforretning, hvor de havde stillet en bunke cd’er til 25 kr./stk. frem for at lokke svage sjæle i fordærv. Og hvad fandt jeg så her: Dance Naked, Mellencamps opus fra 1994. Coveret er helt anderledes minimalistisk end cirkuspladen. En nøgen mandeoverkrop og noget pigtråd i grå-hvide nuancer, men musikken er umiskendelig Mellemcamp-rock. Higlight på denne plade, der efter sigende skulle være hans største pladesucces i 1990’erne, er duetten Wild Night med Me’shell Ndegéocello. Anbefales.

Det blev ikke kun til musik og erotik på det hollandske marked, hvor den flinke mand ved døren forsikrede mig om, at der ikke blev fyldt mere på bordene denne gang… Godt så. Lidt faglighed kom der også ind i billedet. Faldt over Sven Møller Kristensens klassiske Digtning og livssyn fra 1959 (1. udgave, indbundet med næste helt smudsomslag og med et ex libris, der viser en munk fordybet i læsning i sit refugium – bep regeur…). Kristensen læser I.P. Jacobsen, Pontoppidan, Johs.V.Jensen, Jakob Knudsen, Nexø – og som den yngste, den desværre lidt glemte, H.C. Branner. Læs mere »