Indlæg tagget med Samleri

John (Cougar) Mellencamp

23. september 2006

En enkelt cd blev det også på det pokkers marked. Coveret til Mr. Happy Go Lucky med dets cirkusstemning (ovenfor) nærmest sprang op i ansigtet på mig (for nu at citere mig selv). Selv om jeg da godt kender John Mellemcamp, der har været på den musikalske bane siden 1970’erne, så har jeg aldrig fordybet mig i hans musik og sangskrivning. Faktisk har jeg aldrig taget mig sammen til at købe bare en enkelt skive med manden. Selv om det var tæt på med pladen The Lonesome Jubilee fra 1987. Jeg tror nok, at Mellencamp kom til at stå for mig som en, der fulgte i Bruce Springsteens spor, musikalsk set. Det er vist det, man kalder en fordom. Og som sådan skal den selvfølgelig udfordres. Der er ikke noget så godt som at blive af med endnu en fordom.

Selv om man er glad for musik, for nu at sige det med en underdrivelse, så kan man ikke høre alt og ikke holde øje med alt, selv om man forsøger. Og Mellencamp har stået uden for min musikalske horisont. I hvert fald i udkanten. Det skal jeg nok gøre noget ved. Efter at have lyttet intenst til Mr. Happy Go Lucky må jeg skrive under på Rolling Stone-anmelderens karakteristik af kunstneren som en desperado med følelserne uden på tøjet: “A desperado who has chosen the deep and narrow (small-town life, focused rock & roll) because their limits make explosion more possible and transcendence sweeter, Mellencamp sacrifices almost everything to feeling. As such, he recalls the great early rockers ­ and is closer psychic kin now to country singers and rappers than to anyone else in his big-selling league. Its music in the spirit of the folk-tinged “gypsy rock…”. Store ord i september, men nok ikke skudt helt ved siden af. Pladen skulle i øvrigt være indspillet, efter at den 54-årige musiker havde et alvorligt hjertetilfælde. Det mærker man. Døden er kun en håndsbredde fra teksternes univers. Tænk sig, hvad man dog kan få for en tier…

Frække bøger – mere fra det herrens marked

23. september 2006

Som lovet vil jeg vende tilbage til det meget omtalte hollandske marked, der kører en stund endnu. Jagten på interessante billigbøger lettedes af, at man kunne se forlagsikonerne på ryggen af bøgerne: Gyldendals traner, ugler, bekasiner osv., Hasselbalchs mølle, Stig Vendelkærs SV osv. Der var et væld af især Gyldendals klassikere fra glansperioden i tresserne, fx det meste af Hans Scherfigs romanserie.

Men, fundet af Uden en trævl og dens ‘milde og venlige porno’ fik mig ført i på erotiksporet. Nogen vil måske sige: fik ham afsporet… Hvorom alting er, så faldt jeg over to spøjse titler. Den ene var Den lystne Abbed ved L.H.Walker. Bogen udkom engang i tresserne (præcist hvornår fremgår ikke) på forlaget Obelisk, der også har andre artige sager på samvittigheden i den periode. Det var Lotte Wagner Smitts forsidetegning (dat. 1966), jeg faldt for. En smilende ungmø med fagre former og lille smilende abbed på hendes højre knæ. Tegningen har den uskyldige tone, som man ofte finder i datidens beskæftigelse med det erotiske. Den er svær at finde i dag…

Historien skulle ifølge Walkers oplysninger bygge på Abbeden af Choisys egne oplevelser med det smukke køn, inden han fik nok og lod sig præstevie. Man sporer den let moraliserende tendens, som også var typisk for datidens erotika. The Lascivious Abbot er oversat af Jørgen Bruun, der må have haft et muntert oversætterliv i tresserne.

Den lystne abbed mener jeg, at jeg er stødt på før uden at lade mig forføre til køb. Det gælder til gengæld ikke Karlo H. Petersens roman Og så er der bal bagefter (Thaning & Appel 1966). Romanen handler om en boksers liv i ringen og i sengen. Kort fortalt. Det interessante ved romanen er, at den er vinder af en romankonkurrence, udskrevet af EkstraBladet. Opgaven gik ud på at skrive den bedste danske erotiske roman. I bedømmelsesudvalget sad: Tove Ditlevsen, Ove Brusendorff (der var en stor kender af erotika og bl.a. udgave flere bøger om emnet), digteren og kritikeren Tom Kristensen, forfatteren og sprogmennesket Knud Poulsen (kendt for bl.a. sine tekster til teateret og tv) og – Ekstrabladets legendariske redaktør og Ditlevsens husbond – Victor Andreasen. Dengang tog man erotika alvorligt!
Bogen har ingen forbindelse til den danske film af samme navn (Edward Flemming, 1970). Jeg mener ikke at have set andre bøger fra Karlo H. Petersens hånd, men det er måske værd at undersøge. Det vil et nærmere studie afsløre…

Med i posen kom også en ordinær udgave af første bind af Bengt Anderbergs efterspurgte antologiserie Kærlighed med erotiske noveller, skrevet af gode svenske forfattere. Et udvalg fra de forskellige bind udkom for få år siden. Så meget om den erotiske lektyre.

På Herrens (hollandske) mark(ed)

22. september 2006

Så lykkedes det mig omsider – igen – at kigge ind på dette hersens Accord-marked ved siden af Netto, der ligger ved siden af det, der engang hed Biografen, men nu hedder et eller andet med Cine… Og, som man vil vide, hvis man læser Lars’ og Carstens blogs, så er det svært at undlade at købe noget, når man er til bøger, plader, cd’er osv. Med eller uden blød rygrad. Især, når prisen er helt nede i 10 pr. objekt.

Allerede inden for døren, hvor der stod et stort bord med plakater og deslige, var fælden ved at klappe. En stor plakat for en Warhol-film nærmest sprang op i ansigtet på mig, og det var kun, fordi jeg ikke anede, hvor den kunne komme op at hænge i hjemmet (hvor meget billedmateriale – blandt andet min elskede James Dean-plakat fra ungkarledagene – i forvejen er forvist til kælderen), at det køb ikke blev til noget. Selv om fristelsen til at forsøge igen i morgen lurer. Til gengæld faldt jeg så for meget andet.

I Henriks gamle blog har Jens Bjørneboes forfatterskab – i hvert fald den mere skandaløse del – tidligere været på tapet, og se, om ikke jeg faldt over et eksemplar af Uden en trævl. Den måttet jeg selvfølgelig have med hjem. Jeg husker endnu tydeligt den ufrivilligt komiske danske filmatisering af bogen med filmstjernen Ib Mossin (kendt fra adskillige Morten Korch-filmatiseringer) som Dr. Petersen og Anne Grete Nissen som den unge pige. Bogen koster mange penge i almindelig antikvariathandel, skal jeg hilse at sige. For slet ikke at tale om anden del.

Jeg måtte også have Klaus Rifbjergs Synderegisteret. Ikke, fordi den tilhører den bedste del af hans omfangrige forfatterskab, men fordi jeg har de to øvrige i den trilogi (der i øvrigt er udgivet i et samlet bind siden hen): Tidsmaskinen og Facitlisten. Begge også købt for næsten ingen penge… Men også, fordi jeg godt kan lide fabulanten og provokatøren Store Klaus for fuld udblæsning.

Selv om markedet har været i gang i lang tid, så var der nok af fristelser. Fx kunne man få det meste af Hasselbalchs (berømte) kulturbibliotek, flere af Jens August Schades skrifter og et hav af klassiske danske og udenlandske romaner. For slet ikke at tale om grammofonpladerne! Der var mange, der tydeligvis ikke havde tilbragt mange minutter på afspillerne. Og hvis man ellers kan huske, hvad der rørte sig i fx 1980’erne og 1970’erne kunne (kan!) man gøre gode køb.

Når fristelserne er svimlende, så bliver jeg nødt til at begrænse min søgning. Denne gang valgte jeg at (forsøge) at fokusere på billigbøger. Hvad kan man mon finde af spændende ting og sager. Det blev i første omgang til endnu en bog af nordmanden. Nemlig hans hovedværk og debut: Før hanen galer. Den handler om efterkrigstiden og koncentrationslejrene. Også en bog, der udkom på Stig Vendelkærs forlag. Den kan man stadigvæk købe antikvarisk for beskedne penge. Men det er jo heller ikke blød porno…
Mere i morgen om erotica m.m..

Ole Sarvig

21. september 2006

Så lykkedes det heller ikke i dag at komme ind på Accord-marked i århus. Det er nok straffen for at lokke andre i økonomisk fordærv med oplysninger om slige markeder med masser af bøger, cd’er osv. Måske i morgen, hvis der da ellers er åbent (jo, det er der, indtil d. 30/9!). Men – et par bøger fik jeg dog med fra staden, hvor jeg kiggede ind i Aabenhus Antikvariat ved åen. Ellers var jeg måske endt med en alt for dyr fadøl på den anden side, og det har min lever – i følge min ret bekymrede datter – ikke godt af.

Spøg til side. Jeg vidste på forhånd, at Aabenhus havde et par titler, som jeg manglede i min bestand af bøger.

Ikke uden en vis påvirkning fra Bos Ole Sarvig-renæssance tog jeg mig sammen til at købe forfatterens “prosaværk” Midtvejs i det tyvende aarhundrede (1950), hvor forfatteren gør status i den desillusionerede, kaotiske efterkrigstid og fremlægger sin kristne livsanskuelse. Da jeg gik på gymnasiet var bogen lidt af en sællert som en af Gyldendals berømte Ugle-bøger. Jeg kan huske, at min dansklærer på gymnasiet fremhævede den som idéhistorisk obligatorisk læsning for os unge poder, sammen med De europæiske ideers historie af Johs. Sløk m.fl. Men jeg har nu omsider fået fat i den originale udgave fra Forlaget Schulz, første udgave.

Barndommens tegneserier

17. september 2006

Henrik har beamet mig tilbage til barndommen med sin omtale af humoristiske tegneserier. Dengang blev det ikke til så mange regulære blade. Det var forældrenes økonomi ikke til. Selv om min far da i ny og næ slæbte nogle med. Det var for det meste Bill & Ben-cowboy-tegneserier, Commando-hæfter (krigsliderlige historier om de heroiske amerikaneres kamp mod Fritz og “de gule”), Anders And og Co. og et par andre. Næh, det var især via avisen – Vestkysten, som den hed dengang – og diverse ugeblade: Søndags BT, Familie-Journalen, Hjemmet m.fl., tegneserielysten blev styret. Striber som: Knold og Tot, Klaus Kludder, Ferd’nand, Mads & Misse, Carlt, Jens Lyn, Busser og Blondie, Basserne, Alfredo (Af Cosper), Hans & Grete, Rasmus Klump, Olfert m.fl. Det var åndehuller i hverdagen.

Tilføjelse: se i øvrigt mit nye link til Lambiek Comiclopedia – en on-line leksikon over tegneserietegnere…

Der gror aldrig mos på en rullesten I

16. september 2006

Én ting er at mangle noget i sine samlinger. Det er jo det, samleriet næres af: At der altid er huller, der skal fyldes ud. Noget andet er, at man ikke kan finde det, man (tror, ved, håber…), man har. Efter at have skrevet omtalen af Klaus Lynggaards nye artikelsamling fik jeg lyst til at kigge lidt i den omtalte inspirationskilde: “Der gror aldrig mos på en rullesten. Rock-præk” fra 1970 (Borgens Billigbogs Bibliotek nr. 13 ).

Og så havde jeg balladen! Hvor pokker var den bog? Hylde efter hylde blev gransket nøje (synes jeg i hvert fald). Efterhånden dukkede spørgsmålet op i mit hovede: Skulle jeg i et svagt øjeblik have forvist den til kælderen? Noget, jeg nødigt gør, fordi det gør det endnu mere besværligt at finde noget som helst. Jeg blev langsomt men sikkert mere modfalden og slukøret. Og det, vidste jeg godt på forhånd, ville ske. Ikke at kunne finde noget gør mig nedslået og i trist humør. Det slår aldrig fejl.

Da jeg for tredje gang omhyggeligt, men forgæves gik hyldemeter efter hyldemeter igennem, fordi jeg vidste, at jeg kunne have overset den et sted, fordi sådan en granskning af bogrygge altid får mig til at tænke på alt muligt andet, der lige i øjeblikket er irrelevant – fx hvornår mon Heidegger blev født. Hvorfor Ringo Starr altid virker så venlig? Hvorfor der ikke skrives flere bøger om erotiske tegneserier? Hvornår jeg dog får læst alle de bøger om H.C. Andersen, som er indkøbt osv.? – så satte jeg mig lettere opgivende foran computeren og satte John Cales Paris 1919 på cd-afspilleren (en smuk plade, der gør humøret godt…). Og hvad falder mit øje så på? På hylden lige over computeren? Ja, netop: Rullesten-bogen. På hovedet. Og det forklarer måske noget af den mislykkede jagt. En sten faldt fra mit hjerte – og ud af bogen faldt et par gamle udklip: En omtale af en koncert med netop John Cale og hans band i Klub Tatuba i København. Et gulnet avisudklip med et par fotos af selveste Gorm Valentin af en hvidklædt, sortmaskeret Cale med flyverbriller og pileformet el-guitar – og et lille udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad med omtale af Cales koncert på Gellerupscenen dagen før (el. efter). Datoen er borte, men det var 1974 eller -75 – altså kort tid efter Paris 1919 – i den periode, hvor Cale havde kontrakt med Island Records og udsendte pladerne Fear, Slow Dazzle og Helen of Troy. Jeg husker selve koncerten på Gellerupscenen ganske tydeligt. Med sig havde han den fabelagtige guitarist Chris Spedding og bassisten Pat Donaldson. Det var en af de mest vellykkede rockkoncerter, jeg har været til. Lyden var perfekt (måske, fordi det foregik i en teaterbygning), bandet fungerede optimalt sammen og Cale var i hopla med sit teatralske sceneshow.

Mere om Rullesten-bogen i morgen.

Klaus Lynggaard – en musikanmelder

15. september 2006


I dagens Information anmeldes Klaus Lynggaards nye bog Et kullet klarsyn, der består af et skønsomt udvalg af Lynggaards skriverier i samme avis fra perioden 1992-2006. Anmelderen er vennen, den jævnaldrende filmanmelder på Weekendavisen, Bo Green Jensen. Green gør fra starten af opmærksom på, at han, der har drukket andet end kaffe og røget andet end tobak med Lynggaard – og mere end én gang – er helt og aldeles inhabil. Hvorefter han leverer et meget fint portræt af en af sin generations nok bedste rockmusikanmeldere (Jensen var en af de andre…). Det er et billede af den lidenskabelige skribent og musiksamler, der dropper en i øvrigt mere end lovende litterær forfatterkarriere til fordel for det at skrive om rockmusikken (i bredeste forstand). Men Green stryger ham ikke bare med håret, selv om artiklen oser af dyb respekt for Lynggaards evner som formidler af sin passions frembringelser og flere gange kanoniserer hans artikler. Som den kender af Lynggaard, Green er, går han også i clinch med hans undertiden noget kategoriske underkendelse af visse kunstnere, som fx Michael Falch og Poul Krebs, og anfægter også hans vurdering af visse pladers holdbarhed; det gælder fx Marc Bolans Electric Warrior og The Slider m.fl.

Reflekterende sin inhabilitet kommer Green også ind på spørgsmålet om generationssamtidigheden. Er det, fordi Lynggaard fylder 50 (som Green), at han synes, de “gamle navne” (Dylan osv.) er begyndt at skrive deres bedste sange? Og man mærker en latent frygt for, at det også er denne samtidighed, der præger vurderingen af Lynggaard. I hvert fald lidt. Men – som jeg ser det – så har alderen kun betydning på den måde, at ca. 25 års intens beskæftigelse med en musik, der lidenskabeligt har optaget en og fortsat gør det, giver et overblik og en dyb forståelse, som man nødvendigvis ikke kan have som nyudsprunget anmelder. Dertil kommer selvfølgelig, som Green også pointerer, at man har nogle fælles referencer, som indiskutabelt har med tiden at gøre. Fx at begge fik en Donovan-single som den første plade eller begejstredes for bogen Der gror aldrig mos på en rullesten fra 1970 (den første egentlige samling af dansk rockkritik).

Sidste udkørsel til Brooklyn – Hubert Selby Jr.

3. september 2006

Der er andet i livet end musik, selv om bloggen her godt kunne tydes anderledes! Ugens bogfund for mig har været Sidste udkørsel til Brooklyn af Hubert Selby Jr. En såkaldt kult-klassiker. Den første udgave herhjemme var vist den, der kom i serien “farlige bøger” hos Stig Vendelkær i 1965 (muligvis er der en ordinær udgave før den!?). Men i 1989 kom der en revideret og forbedret oversættelse af Arne Herløv Petersen på Politisk Revy – i serien “Rævens sorte bibliotek”. Og det er den, jeg fandt til sølle 40 kr. I fineste stand.

Litteratursiden.dk kategoriserer den sammen med “American Psycho” som voldelig og forfærdende litteratur. I hvert fald er der tale om et stykke hårdkogt, amerikansk, kras realisme. Der udkom en hel del af den type moderne realisme i tresserne (og hvoraf en del endte i SVs farlige bøger-serie). I øvrigt har bogen været udsat for en seværdig filmatisering i 1989 (nok ikke nogen tilfældighed) af Uli Edel med bl.a. Jennifer Jason Leigh.

Om forfatteren og hans værker kan man læse her.

Der er også lavet en film om Selby med titlen It’ll be better tomorrow (2006). Robert Downey Jr. fortæller og der er interviews med bl.a. Lou Reed. På flg. side – www.cubbymovie.com – kan man se en længere trailer fra filmen.

Paris 1919 – John Cale

2. september 2006

Der er – heldigvis – næsten ingen grænser for, hvad der bliver genudgivet (men de er der, herom en anden god gang!). Nu meddeler WEA International, at man har kastet sig over en af mine John Cale-yndlingplader Paris 1919 fra 1973. Den plade kan jeg altid lytte til. Om der er tale om over-kill i dette tilfælde må vi vente med at udtale os om, men i hvert fald er der fyldt så meget ekstramateriale på, at spilletiden næste kommer op på det tredobbelte! Ikke mindre en 11 såkaldte outtakes er hældt på og et regulært nummer, der ikke var plads til dengang. Vi får se. Men pladen holder jo alligevel. Skræller man Cales avantgarde-rock-manerer væk – alle de litterære og historiske hentydninger – så står man stadigvæk tilbage med en iørefaldende håndfuld sange om tab, rastløshed og andre modernitetssymptomer. Anbefales varmt. Læs Pitchforkmedias omtale her – og mere om pladen på Wikipedia.

De gamle drenge (og piger) kan endnu…

28. august 2006

Som sagt er det Bob-dag i dag. Venner og bekendte i og uden for blogland har været oppe fra tidlig morgen for at stå i kø i pladebutikkerne eller stå vagt ved postkassen for at få fingre i den nye skive, med eller uden bonus-dvd. Og alle er åbenbart fornøjede. Bob till you drop!

Det er i det hele taget de gamle drenges musikalske dag i dag. Posten bragte mig den længe ventede Solomon Burke-cd, som straks fik lov til at snurre på cd-playeren. For at det ikke skal være løgn, så synger Solomon selvfølgelig et Dylan-nummer, nemlig: “What good Am I?” fra Oh Mercy.

 “What good am I if I’m like all the rest,
If I just turned away, when I see how you’re dressed,
If I shut myself off so I can’t hear you cry,
What good am I?

Burke-cd’en var pakket umanerligt godt ind plastik-bobble-materiale (ved ikke, hvad det tekniske navn er), og uden på den brune kuvert var der anbragt nedenstående opfordring. Sig så ikke, at det ikke kan være sjovt at være postbud!

I øvrigt har selveste Van Morrison skrevet et forord til pladen, fuld af beundring for den gamle soul-konge. han skriver bl.a.: “Solomon kunne synge telefonbogen, og det ville lyde fantastisk”.

Musik fra Store Lyserøde

25. august 2006

Musikken til at starte aftenen med, når Gravhunden er luftet: The Bands Music from Big Pink. Se også en femten minutter lang video med Levon Helm Band her.

Og her et billede af Store Lyserøde:

Cry Baby – Johnny Depp og John Waters

22. august 2006

Dagens filmindkøb passer som Hans i Grete til min smag og til min families smag. Så kan det vel ikke være ret meget bedre. Filmen er “Cry Baby” fra 1990 med Johnny Depp (min datters og min fælles filmstjerne…) i en yngre udgave. Filmen er instrueret af outsideren, kitsch- og nostalgidyrkeren John Waters, der står bag filmoplevelser som “Hairspray” og “Polyester” (der blev vist i “Odorama”, idet publikum fik udleveret skrabe- og lugtkort, som man efter nærmere anvisning skulle bruge under forestillingen), “Serial Mom” m.fl. Cry Baby, der også har Iggy Pop og den tidligere pornostjerne Tracy Lords på listen, er en slags humoristisk udgave af John Travolta- og Olivia Newton John-hittet “Grease” (som er en af min datters og frues favoritfilm…).

Waters har i øvrigt en udmærket hjemmeside med overskriften: 10 Years of Filth. Her kan man læse hans biografi, se en oversigt over alle hans film, men fx også se, at hans inspiration kommer fra så forskellige instruktører (o.a.) som: Russ Meyer (babsomanen over dem alle…), Ed Wood (trash-filmens mester), Walt Disney, Reiner Werner Fassbinder, Ingmar Bergman, Andy Warhol m.fl. Og så er der en side helliget Divine…

I kommentarerne bliver en vis Rickie Lake ved med at dukke op. Så jeg må hellere afsløre, at hun også er med i filmen. Hvis man – som Irene – ikke er bekendt med, hvem frk. Lake er, så kan man besøge hendes planet her: http://www.planetricki.com/ . Og man kan få besked om hendes vist nok populære talkshow her: http://www.nytix.com/TVShows/NewYork/RickiLake/rickilake.html

 

Jukebox-historier

22. august 2006

Min gamle blog lever endnu. Den har stadig en pæn hitrate, og der er også kommet en længere kommentar, som fortjener at komme helt frem i lyset. I den gamle capac skrev jeg i maj i år et indlæg om jukeboxen:

“Jeg havde for nogle år siden en nabo, hvis største ønske var at få en Wurlitzer Jukebox hjem til stuen. Så kunne han og fruen fylde den med gamle singleplader og tage en svingom, medens de drømte sig tilbage til ungdommens dage. Den eneste erindring jeg har om jukeboxe er fra noget, der hed Kruses Stue i Esbjerg. Her stod engang en jukeboks, hvor man for 25 øre kunne høre tidens toner. Fx Bobby Bare “5000 Miles from Home”? eller “Brænd mine breve”? med Bjørn Tidmand. For ikke at nævne Beatles, Stones osv. Denne erindring skyldes, at AP fortæller om en beer-and-wine-tavern i Boston – kaldet The Sevens – hvor ejeren har opstillet en internetopkoblet jukebox, som kan spille tusindvis af forskellige sange. For 25$ kan man så høre musik hele aftenen og natten med, og man, dvs. ejeren og kunderne, kan frit vælge, hvad de vil høre. Men nostalgikerne er allerede ude med kritikken. Kate Nies fra Cambridge på 26 somre siger, at det da er meget fint med det store udvalg, men den nye jukebox har ikke samme “personlighed”? som forgængere, CD-jukeboxen. En del af charmen ved de gamle jukeboxe fra 1950’erne og 1960’erne var, at man kunne se maskinen vælge pladen og lægge den på afspilleren – og høre mekanikken arbejde. På den nye er der et touch screen og en sprække til kreditkortet”

Opdatering: På nettet har jeg fundet følgende lille historie om ovennævnte Kruses Stue (som i parantes bemærket var ejet af Bos farfar og -mor!):

“I 1933 åbnedes her [i Vognsbølparken, Esbjerg] Kruses Stue, som helt frem til 1970 rummede en lille forlystelsespark med beværtning, campingplads og forskellige forlystelser samt en lille zoologisk have, som vi, der var unge i 60’erne husker for mange udflugter først med far og mor og senere med skolekammeraterne. I 1980 købte kommunen området og hele anlægget blev fjernet. “Simon Fønsbo, der også er bosat i Århus, faldt over mit indlæg og skrev nedenstående historie, som fortjener flere læsere: “Blot en lille kommentar: Jeg stødte på blog’en i min søgen efter nogen som kunne skaffe reservedele til min Wurlitzer… Da jeg blev 30 år, holdt min daværende kæreste surprise-fest for mig lørdagen inden den tirsdag i februar, hvor jeg faktisk fyldte år. Det var en overraskelse! Men det var intet at regne imod det syn, der mødte mig da jeg kom hjem fra arbejde om tirsdagen… Da jeg kom ind i stuen, hørte jeg Elvis synge ‘Love med tender’…. Det behøvede jo i sig selv ikke at være usædvanligt, men da jeg kom ind i stuen – og vi boede altså  på56 kvadratmeter i en 4 etagers ejendom i Århus C; på 4. sal naturligvis – så jeg til min overraskelse, at musikken kom fra en Wurlitzer. Hun havde simpelthen sparet sammen et år, havde købt det jeg altid havde ønsket mig allermest – oven i købet i København“ og fået 4 fyre til at transportere 165 kg jukebox op på 4. sal og sat den til.. Og der stod den og spillede – mægtig, frygtindgydende og ualmindelig smuk… Ja, i en 2-værelses virkede den virkelig stor. Så stor, at jeg blev grebet af ærefrygt i en grad så jeg måtte sætte mig ned…Nu står den så i vores hus på 8. år. Kvinder, der forærer folk jukeboxe skal man holde fast i, så jeg giftede mig naturligvis med hende. Nummervalget på jukeboxen driller lidt nogle gange. Man skal trykke lidt hårdt for at vælge, og derfor leder jeg efter et ‘værksted’. Typen er jo fra ’48, og selve modellen jeg har stået er produceret i 1981, og kan naturligvis kun bruge singler… men den trænger til at få renset printpladen!  Men da jeg alligevel kom forbi, tænkte jeg at du lige skulle have historien! Mvh. Simon, ejer af en vaskeægte model 48 Wurlitzer, Skåde v. Århus

PS. Jeg sidder og tænker på, hvilken model, der stod i Kruses stue. Den mindede en hel del om den afbildede. Man kunne bladre i siderne med små papirsedler, hvor de enkelte sangnumre var skrevet ind (på skrivemaskine?!) med titel, kunstner og nummer.

Tribute to… del 2

21. august 2006

Så er det listetid igen. På min gamle blog lavede jeg en liste over Tribute-plader, som jeg holder af. Nu er det på tide at få den opdateret. Så her er den, stadig i ikke-prioriteret orden:

1. I am Sam (2001). Og det er ikke engang en rigtig Tribute-plade, men et soundtrack bestående af Beatles-covers. Der er mange fine perler imellem: Aimee Mann & Michael Penns Two of us, Rufus Wainwrights Across the Univers, Eddie Vedders You’ve got to hide your love away, Nick Cave Let it be m.fl.

2. Tribute to Hank Williams (2003). En compilation af Hank Williams-sange med gamle country-and-western-stjerner som Patsy Cline, Roy Acouff, Leona Williams, The Plainsmen osv. Rigtig country and western. Anbefales varmt.

3. Timeless (2001). Også en Tribute to Hank Williams. Med kunstnere som: Johnny Cash, Lucinda Williams, Emmylou Harris, Keith Richards, Tom Petty, Bob Dylan m.fl. Alle numre holder, nogle mere end andre… Denne mands sange er uopslidelige.

4. I’m your fan. Cohen-covers af John Cale, REM, Nick Cave, Pixies m.fl. En hel del snapse, men også noget fortyndet..

5. Avalon Blues: A Tribute to the Music of Mississippi John Hurt. Jeg nærmest snublede over denne tribute-plade på biblioteket. Og lånte den med det samme, da jeg er til the blues. Den indholder en perlerække af fine versioneringer af: Lucinda Williams, Bruce Cockburn, Steve & Justin Earle, Geoff Muldaur, Ben Harper, John Hiatt, Taj Mahal, Victoria Williams og mange flere.

6. og (tak til Kim for at opfriske min erindring!): “Return of the grievous angel – a tribute to Gram Parsons“, fra 1999 skal med på listen. En fantastisk plade med bidrag fra blandt andet Beck, Elvis Costello, Whiskeytown, Pretenders, Cowboy Junkies og naturligvis Emmylou Harris. Pladen virker i den grad efter hensigten – man får lyst til at udforske Gram Parsons egne udgivelser …. bedre effekt kan man vel ikke ønske sig af en hyldest-udgivelse.” – med Kims ord…

7. Till the Night is Gone : A Tribute to Doc Pomus.

————

Anledningen til opdateringen er, at jeg omsider har fået fat i Doc Pomus-pladen. Nogen vil måske klø sig i håret og sige: Hvem er Doc Pomus? Folk, der kender sange som: “Sweets for my Sweet” (fx m. The Searchers), “Viva Las Vegas ” (Elvis..), “Save the last Dance for me” (fx m. John Lennon) m.fl. vil vide, at vi har at gøre med en af de store sangskrivere i amerikansk populærmusik. Den polioramte Doc Pomus startede som bluessanger allerede i 1940’erne, inden han kastede sig over sangskrivningen. Da Doc var i starten af 30’erne blev han sangskriver for fuld til og slog sig sammen med et andet, ungt sangskrivertalent: Mort Shuman. Sammen skrev de to en række sange, hvoraf Elvis Presley indspillede omkring tyve stykker. Da samarbejdet stoppede kastede Pomus sig ud i tiårig en karriere som hasardspiller. Den fik – heldigvis – en brat ende, da Pomus blev udsat for et væbnet røveri… Han vendte derefter tilbage til den sikrere vej som sangskriver og leverede blandt andet sange til B.B. King, skrevet sammen med Dr. John. Men fx også Mink de Ville nød godt af hans talent. Pomus døde i 1991 af lungekræft, 64 år gammel.

Doc Pomus er et eksempel på en kunstner, der i høj grad er andre kunstneres idol. Det kan man også se af hyldestpladen, hvor en perlerække af kendte kunstnere medvirker:

1. Lonely Avenue – Los Lobos
2. Boogie Woogie Country Girl – Bob Dylan
3. Viva Las Vegas – Shawn Colvin
4. A Mess Of Blues – John Hiatt
5. This Magic Moment – Lou Reed
6. Blinded By Love – B.B. King
7. Young Blood – The Band
8. There Must Be A Better World Somewhere – Irma
9. Turn Me Loose – Dion
10. I Count The Tears – Roseanne Cash
11. I’m On A Roll – Dr. John
12. Still In Love – Solomon Burke
13. Sweets For My Sweet – Brian Wilson
14. Save The Last Dance For Me – Aaron Neville

– Det kan dårligt blive bedre. Og alene Dion (Dimuccis) udgave af Turn me Loose er hele pladen værd. Det svinger som ind i h…… :

“Turn me loose, turn me loose I say
This is the first time I have felt this way
Gonna get a thousand kicks or kiss a thousand chicks
So turn me loos
e
Turn me loose, turn me loose I say
Gonna rock’n’roll long as the band’s gonna play
Gonna holler, gonna shout, gonna knock myself right out
So turn me loose (turn me loose, ooh-ahh)
I’ve got some change in my pocket and I’m rarin’ to go
Takin’ some chick-a to the picture show
And when I see her home and we kiss goodnight
Well, turn me loose, turn me loose, turn me loose, turn me loose…”


 

Pomus-pladen er svær at opdrive i Europa, men kan fås via amazon.com og på ebay. Men man skal ikke regne med at få den billigt. Sidst jeg bød på den stoppede buddet ved £ 12 + forsendelsesomkostninger. Jeg venter på regningen for told og moms for mit køb…

 

 

A Merry Little Christmas – Linda Ronstadt

17. august 2006

Her til formiddag lytter vi til ovenstående plade med Linda Ronstadt. Det var slet ikke meningen. Det skulle have været Heart like a Wheel, men jeg var åbenbart kommet til at bytte om på skiverne i æskerne. Så: Have Yourself a Merry… ;-)

Opdatering: Pladen indeholder en umanerlig smuk udgave af Joni Mitchells klassiker “River”, den blå-este julesang jeg kender: I wish, I had a River I could skate away on…
http://www.ronstadt-linda.com/