Indlæg tagget med seksualliv

45 år med seksualundervisning

9. september 2015

Endnu et jubilæum. For 45 år siden – i 1970 – blev seksualoplysning en obligatorisk del af undervisningen i Folkeskolen. En bølge af frisind var skyllet ind over landet i tresserne og havde muliggjort, at man nu kunne snakke relativt frit om det seksuelle og menneskekroppens kønsfunktioner.

Jeg nåede at opleve seksualoplysning, inden det blev obligatorisk. Og jeg husker det som informativt og meget faktuelt -  og at undervisningen gled let uden om de ting, der især interesserede hormonelt påvirkede unge: følelserne og praksis. Og det er mit indtryk, at seksualundervisningen også i dag lider af denne skævhed. Men måske skal det bare være sådan. Du får fakta, resten må du selv finde ud af. Gå ud og søg viden og erfaring….

Chrissie Hynde på glatis…

8. september 2015
pressefoto

pressefoto

Den seje rockchick Chrissie Hynde fyldte 64 år i går. Og det er nok en note værd. Ikke mindst, fordi Chrissie i den forgangne uge skabt ravage i den britiske (og til dels amerikanske) musikpresse på grund af nogle udtalelser om det evigt aktuelle emne: sex. Den nu 64-årige rock femme fatale har i et interview med Sunday Times kommet med nogle udtalelser og holdninger, der – lad os udtrykke det sådan – problematiserer den løbende debat om ufrivillig sex og specielt kvinders ret til at sige nej og blive respekteret for det (voldtægt m.m.). Blandt andet fortæller hun til avisen, hvordan hun som 21-årig var medlem af en motorcykelklub i Ohio, hvor hun oplevede at blive “forført” af et medlem af klubben. Under påskud af at ville tage hende med til en fest, tog han hende med til et tomt hus, hvor der så skete ting og sager… Og Hyndes forbrydelse er, at hun tog ‘fuldt ansvar’ for, hvad der sket i det hus:

“Technically speaking, however you want to look at it, this was all my doing and I take full responsibility. You can’t f*** about with people, especially people who wear ‘I Heart Rape’ and ‘On Your Knees’ badges … those motorcycle gangs, that’s what they do.

“You can’t paint yourself into a corner and then say whose brush is this? You have to take responsibility. I mean, I was naive.”

“If you play with fire you get burnt. It’s not any secret, is it?”

Den slags udtalelser kommer man ikke med uden påtale i disse tider, hvor den politiske korrekthed helst vil se på den slags seksuelle forhold ud fra et enkelt sort-hvidt-synspunkt: der er tale om voldtægt, og der er en forbryder og et offer. At forholdet kunne være en smule mere kompliceret ligger helt uden for den politisk korrekte holdnings begrebsverden. At der kunne være tale om en gråzone, hvor “ansvar”, “skyld” osv. ikke er entydige størrelser – ja, det vil man (og kan man muligvis) ikke forholde sig til.

Bedre bliver det ikke af, at Hynde også tillader sig at problematisere kvindekønnets adfærd som seksuelt væsen – fx i form af udklædning:

“If I’m walking around in my underwear and I’m drunk? Who else’s fault can it be?” 

“If I’m walking around and I’m very modestly dressed and I’m keeping to myself and someone attacks me, then I’d say that’s his fault. But if I’m being very lairy and putting it about and being provocative, then you are enticing someone who’s already unhinged – don’t do that. Come on! That’s just common sense. You know, if you don’t want to entice a rapist, don’t wear high heels so you can’t run from him.

“If you’re wearing something that says ‘Come and f*** me’, you’d better be good on your feet … I don’t think I’m saying anything controversial am I?”

Hyndes udtalelser har sat en syndflod af kritik og kommentarer i gang, og hun har måttet stå til regnskab for dem. Og til Washington Post har hun svaret:”Do I regret saying it? I don’t know. I haven’t really thought about it.” Men for at fjerne enhver tvivl om, at hun faktisk står ved sine udtalelser tilføjede hun så med henvisning til den aktuelle flygtningesituation i Europa og billederne af en druknet 3-årig dreng:

These are the heartbreaking images we have and we’re talking about millions of displaced persons and people whose families have been destroyed and we’re talking about comments that I allegedly made about girls in their underwear”.

Når jeg finder det interessant at fremhæve Chrissie Hyndes udtalelser, så er det ikke for at forsvare voldtægt eller anfægte kvinders og mænds ret til at sige fra over for seksuelle tilnærmelser. Men det forekommer mig nødvendigt, at vi får nuanceret og modificeret debatten om disse emner. Vi løser ikke problemet ved at forenkle det mere end godt er, lige som vi heller ikke kommer nogen vegne, hvis vi fx benægter, at vi som individer bevist og ubevidst bærer seksuelle tegn, fx i form af det tøj, vi har på. Og at vi dermed i et vist omfang ikke kan unddrage os et vist ansvar for, hvad der sker i sociale sammenhænge. Og, nej, det er ikke det samme som at sige, at voldtægt er ok.

Jeg synes, der er noget befriende ved, at en fremtrædende kvinde i rockmusikken sådan står frem og taler den nyfeministiske politiske korrekthed midt imod. Det er vigtigt, fordi tingene – på dette seksuelle felt – ikke er simple og sort-hvide. Og skal vi videre i den debat, så er det påkrævet med mere nuancerede analyser og forståelse for, at vi ikke bare kan fralægge os et ansvar for, hvordan vi fremstår som betydningsbærende kroppe.

I øvrigt er det ikke første gang en fremtrædende kvindelig kunstner har været ude i det ærinde. I 2008 havde jeg et indlæg om Dame Helen Mirren, der tillod sig at problematisere fænomenet date-rape.

Til lykke til Chrissie med de 64 år. Og så er det vel passende med denne sang.

Don’t get me wrong
If I’m looking kind of dazzled
I see neon lights
Whenever you walk by

Don’t get me wrong
If you say hello and I take a ride
Upon a sea where the mystic moon
Is playing havoc with the tide
Don’t get me wrong

Don’t get me wrong
If I’m acting so distracted
I’m thinking about the fireworks
That go off when you smile

Don’t get me wrong
If I split like light refracted
I’m only off to wander
Across a moonlit mile

Once in awhile
Two people meet
Seemingly for no reason
They just pass on the street
Suddenly thunder, showers everywhere
Who can explain the thunder and rain
But there’s something in the air

Don’t get me wrong
If I come and go like fashion
I might be great tomorrow
But hopeless yesterday

Don’t get me wrong
If I fall in the ‘mode of passion’
It might be unbelievable
But let’s not say so long
It might just be fantastic
Don’t get me wrong

 

 

. These are the heartbreaking images we have and we’re talking about millions of displaced persons and people whose families have been destroyed and we’re talking about comments that I allegedly made about girls in their underwearRead More: Chrissie Hynde Defends Her Comments About Rape Victims | http://ultimateclassicrock.com/chrissie-hynde-defends-comments-rape/?trackback=tsmclip
“Do I regret saying it? I don’t know. I haven’t really thought about it.”Read More: Chrissie Hynde Defends Her Comments About Rape Victims | http://ultimateclassicrock.com/chrissie-hynde-defends-comments-rape/?trackback=tsmclip
“Do I regret saying it? I don’t know. I haven’t really thought about it.”Read More: Chrissie Hynde Defends Her Comments About Rape Victims | http://ultimateclassicrock.com/chrissie-hynde-defends-comments-rape/?trackback=tsmclip

 

 

Michael Stipe om queerness

30. oktober 2014

“In 1994, most people had a largely binary perception of sexuality – the message was complicated for them. I am thrilled to see how much this has changed in those 20 years. The 21st century has provided all of us, recent generations particularly, with a clearer idea of the breadth of fluidity with which sexuality and identity presents itself in each individual. Gender identification, and the panoply of sexuality and identity are now topics that are more easily and more widely discussed, debated and talked about openly. It’s thrilling to see progressive change shift perceptions so quickly.

What I feel we have arrived at with all this, is that queerness – as I am happy to call an all-embracing, foundational tenet – is really a state of mind brought about by an understanding: it is understanding difference, accepting your own truth, desire and identity, and lovely, lovely choice. It is the final, completely obvious contemporary acceptance and understanding that this enormous world of beauty, sexuality, identity, lust, feeling, excitement, and love isn’t just black and white, or simple, at all – it is literally every shade and gradation of the rainbow. It doesn’t just lie in one of two camps. It includes accepting and supporting positions that you may not even completely understand; and to arrive at that conviction is so, so beautiful, and to quote my great friend Casey Legler: “Fierce!”

Michael Stipe fra REM til Guardian om Queerness som en sindstilstand

Shiny happy rainbow people…

 

Uartige sange 2

8. august 2014

For øjeblikket er jeg ved at læse folksangerinden Shirley Collins’ erindringer. De handler for en stor dels vedkommende om hendes samarbejde med arkivisten Alan Lomax og deres rejser gennem USA, hvor de optog især blues, men også andre former for folkemusik. Og et sted i Mississippi støder de to på blues med “seksuelle konnotationer”. Uartige sange, der diskret, men umisforståeligt, hentyder til sex og hvad dertil hører. Og tilfældet ville så, at jeg i dag faldt over en række af disse tvetydige bluessange med nogle af bluesens store damer. Jeg tror ikke, det er nødvendigt at forklare, hvad der er på spil, når Bessie Smith vil have sukker i sin krukke eller når Ida Cox kalder sig selv en One Hour Mama, der synes at hastværk er lastværk i kærlighed osv.

Kvinden eksisterer ikke – men kvinder kan ryste deres røv

30. april 2014

Den unge Miley Cyrus startede og gjorde det til skandalesucces, det med at ryste måsen. Og nu følger danske kvinder med. På nutidens svar på de gammeldags danseskoler udbydes disciplinen “twerk”. Der skal sågår afholdes DM i måserystning. Så kom bare her!

Og så er feministiske kritikere og livsstilsekperter selvfølgelig på banen for dels at fordømme det kvindeundertrykkende i denne bagdelsdans – og det modsatte: At forsvare twerkeriet som udtryk for handlekraftige subjekter.

Det giver mig så anledning til at optrykke et læserbrevsindlæg fra Information. Det handler om en anden kvindesagssag… I Information har man – helt i bladets ånd – diskuteret kussehårenes status. Skal dusken klippes af eller ej. Den nye trend er åbenbart at lade skægget stå – so to speak. Men Tone Frank Dandanell sætter med skarp filosofisk pen tingene på plads. Som Jacques Lacan noterede: La Femme n’existe pas.

 

Pædagogik, mandekøn og vildfaren feminisme

29. marts 2014

For ikke så længe siden fejredes kvindernes internationale kampdag. Og der er stadigvæk noget at slås for. Ligelønnen er stadigvæk ikke en realitet alle steder, og kvinder i den tredje verden har alskens problemer at slås med. Blot for at nævne et par eksempler. Men feminismen er også – bredt set – kørt af sporet nogle steder. Nogle steder er feminismen degenereret til en egoistisk kamp om at overtage mandlige privilegier med hensyn til karriere og økonomi. En anden udvikling, der er gået helt galt, er der, hvor ligestillingskampen er skrumpet ind og blevet til en kamp mod det andet køn, mandekønnet. Nogle steder i samfundsdebatten kan man høre et ekko af den ultraradikale feminist VAlerie Solanas SCUM-manifest, der slår til lyd for at udrydde mandekønnet, fordi det alt for længe har styret verden og verden derfor er af lave. Med lidt god vilje kan man genfinde Solanas tankegang i forfølgelsen af mandlige pædagoger. Fagforeningen for børne- og ungepædagoger BUPL har netop dokumenteret, at en lang række daginstitutioner har indført særregler for mandlige pædagoger. Regler der er indført for at undgå, at institutionen skal blive udsat for anklager om pædofili. Det er for eksempel regler om pædagogens håndtering af bleskift eller børns toiletbesøg. Enten må den mandlige pædagog slet ikke udføre arbejdet eller også skal han have en kvindelig kontrollant ved sin side. Andre steder må de mandlige pædagoger slet ikke være alene med børnene.

Det er selvfølgelig uhyrligt, at denne form for kønsdiskrimination kan finde sted i dagens Danmark. Og de første til at protestere burde være alle de feminister, der smed BH’en og gik i front i halvfjerdserne og kæmpede mod kønsdiskriminationen af kvinderne. For denne sag handler om kønsdiskrimination og om køns-, krops- og sexforskrækkelse af værste slags. Lige netop den form for forskrækkelse, man kæmpede mod i tresserne, hvor p-pillerne kom på markedet, pornoen frigivet og seksualdebatten blomstrede. På godt og ondt.

Lad os for det første slå fast, at pædofili – den seksuelle trang, der vender sig mod børn under den seksuelle lavalder – ikke er en perversion, der er forbeholdt mandekønnet. Hvis man har fulgt med i pædofilidebatten gennem de sidste mange år, så vil man vide, at kvinder er lige så gode om den slags. Eksemplerne fra Belgien eller Jylland taler deres klare sprog om det kvindelige engagement i den seksuelle udnyttelse af børn. For det andet kaster sagen et ubehageligt lys over en betændt tankegang hos visse dele af det kvindelige, pædagogiske personale og – ikke mindst – hos visse dele af forældregrupperne rundt omkring i dette land. Hvis vi gik og troede, at Inge og Sten Hegeler og hele den ‘seksuelle frigørelse’ i tresserne, havde fået gjort kål på de seksuelle hæmninger og fordomme, så kan vi godt tro om igen. Sagerne om pædofili og ikke mindst denne sag om diskriminationen af de mandlige pædagoger demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at det seksuelle stadigvæk er tabubelagt og at vi stadigvæk lider af en dybt forankret køns-, krops og sex-forskrækkelse.

Vi skal selvfølgelig blankt afvise enhver form for diskrimination af de mandlige pædagoger. Myndighederne bør gå ind og slå fast med syvtommersøm, at den slags institutionaliseret diskrimination ikke må finde sted. Og hvis den gør, må det få ansættelsesmæssige konsekvenser for de ansvarlige. Dernæst er det på tide at slå et nyt slag for seksualoplysningen i dette land. Vi skal have en ny nuanceret debat, der også har blik for, at det seksuelle ikke kun er et “gode” eller “det gode”, sådan som det skete i den seksuelle frigørelses tid, men at den menneskelige seksualitet i alle dens afskygninger også har destruktive og “onde” sider, fx i skikkelse af pædofilien. Sider, vi skal forstå naturen af, men selvfølgelig ikke acceptere, fordi perversionens udfoldelse er en kriminel handling. Vi skal med andre ord have en ny oplysningstid på det seksuelle område i en erkendelse af, at det seksuelle stadigvæk – mere end hundrede år efter Sigmund Freud – er et område, der udfordrer vores tanke, moral osv. 

Musikvideoen – pornoens nye holdeplads?

11. januar 2014

Engang dyrkede den unge Britney Spears et jomfrueligt image. Det er snart længe siden, og nu om stunder svinger hun pisken over en pigenumse i sin seneste video “Work Bitch”. Det har fået nogen til at mene, at Spears leger med sadomasokistiske motiver. Og det har igen fået de franske tilsynsmyndigheder for audio-visuelle produkter Conseil Superieur de l’Audiovisuel til at forbyde de franske tv-kanaler at vise Spears og Miley “Twerk” Cyrus’ videoer før kl. 22 om aftenen – for at beskytte børn og svage sjæle. Og det i et land, hvor det seksuelle ellers er noget, man tager afslappet på. Tænk blot på skandalen om præsidentens forhold til en ung skuespillerinde – en skandale, der aldrig bliver nogen skandale i Frankrig, hvor udenomsforhold nærmest er en umistelig del af kulturen.

Måske er den fortsatte seksualisering af musikvideoerne pornoens genkomst? For som man har kunnet læse gennem de seneste år, så er pornoen trængt – økonomisk og på anden vis – fordi dens indtrængen på internettet har undergravet dens eget økonomiske eksistensgrundlag. Og hvor går den så hen, når folk ikke vil betale for den? Måske til musikvideoen? Vi følger udviklingen – nøje.

Vrik med numsen og bliv taget i røven af musikindustrien – Sinead O’Connor belærer Miley Cyrus og de unge poppiger

3. oktober 2013

Den unge sangstjerne Miley Curys har været et hot emne i – ikke mindst – de amerikanske medier. Ikke så meget på grund af sin populære musik, men fordi pigebarnet er sprunget ud som en voksen ung dame, der kan sælge sin musik med utvetydige seksuelle signaler. At vrikke med numsen og antyde fellatio ( = blowjob) i musikvidoer er stærk kost for de i forvejen seksualmoralsk labile amerikanerne. Men som en anden ung sangerinde – Rihanna – viser i sin nyeste video, så fortsætter man da bare med at overgå hinanden i tweerking og seksual innuendo. For pop og rock har altid været – og vil sandsynligvis altid være – inficeret med hen- og antydninger med rod i det menneskelige seksualliv.

Derfor er det ganske befriende, at en garvet rotte udi faget – sangerinde Sinead O’ Connor – har taget sig sammen til at skrive et brev til  Miley Cyrus, hvori hun umisforståeligt fortæller den naive unge poptøs, hvordan virkeligheden er i musikindustrien, hvor det vigtigste ikke er hverken musik eller sex, men – penge. Vrik du bare med numsen, så skal musikindustrien nok tage dig i røven. Sådan cirka kan det kritiske budskab koges ned.

Læs mere »

Virginia E. Johnson – pionersexforsker – er død, 88 år

28. juli 2013

Længe før nogen som helst havde tænkt på Joan Ørting, ja, længe før nogen talte om Inge & Sten Hegeler, huserede William H. Master og Virginia E. Johnson i USA med deres forskning udi den menneskelige seksualitets natur.
I de amerikanske medier kan man i disse dage læse nekrologer over Virginia E. Johnson, der der døde i onsdags i en alder af 88 år. Johnson var uddannet gynækolog i St. Louis, da hun blev forskningsassistent (og senere hustru) for Masters. Sammen fortsatte de en forskning i seksuallivets fysiologi, som Kinsey årtierne før havde grundlagt. Men Masters og Johnson brugte helt andre ‘moderne’ videnskabelige metoder. Hvor Kinsey især kastede lys over seksuallivet gennem kvalitative interviews med mænd og kvinder, hentede Masters og Johnson personerne ind i laboratorierne og iagttog, hvad der sket uder i de seksuelle handlinger. Datidens svar på det, vi i dag betegner som ‘evidensforskning’. Empiriske studier i felten.
Forskningen resulterede i en række værker, som fx “Human sexual response”, “Human sexual inadequacy” og “The pleasure bond: a new look at sexuality and commitment”, bøger, der alle vakte stor opsigt og mødte massiv moralsk fordømmelse, fordi de gennem solid oplysningsarbejde gjorde op med vrangforestillinger og myter om seksuallivet. Fx myten om, at mennesker holder op med at dyrke sex, når de bliver ældre eller myten om, at penis’ størrelse eraltgørende for kvinders seksuelle nydelse. Blot for at nævne et par stykker, der stadigvæk cirkulerer (i sidste uges udgave af Weekendavisen måtte Leonora Christine Skov tage endnu en holmggang med den første myte i en boganmeldelse).
Men Masters og Johnson hold sig ikke kun til den videnskabelige udforskning og beskrivelse af de seksuelle fysiologi, men iværksatte også fysiologisk baseret terapi til behandling af almindelige lidelser som impotens, for tidlig sædafgang, udeblivende orgasme osv.
Og med deres pionerarbejde lagde Masters, Johnson og forgængeren Kinsey grunden for hele det sexologiske felt, der siden har floreret over den vestlige verden og har resulteret i diverse selvhjælpsbøger, bladbrevkasser osv. Uden dem, ville nok aldrig have fået Inge og Sten Hegelers seksualoplysning eller Joan Ørtings kændisudgave af samme. Hvil i fred Virginia.

“Sagen mod sexanklagede Strauss-Kahn vakler”

21. august 2011

Rubrikken ovenfor er et citat fra Jyllands-Posten. Avisen refererer Ritzau for, at voldtægtssagen mod den nu detroniserede IMF-leder Dominique Strauss-Kahn formodentlig droppes.

Sagen, som jeg tidligere har kommenteret, er interessant, fordi den rummer en række momenter, der gør den kulturhistorisk spektakulær. I sagen støder fransk kultur og seksualmoral sammen med amerikansk ditto – og den anklagede er en yderst magtfuld fransk mand fra de øverste cirkler i den franske og internationale finansverden og anklageren en kvindelige hotelrengørindsassistent og indvandrer fra Guinea. Penge, politik, magt, sex, kønsdiskrimination med etniske overtoner, immigrationsproblematik osv. osv.

Kendetegnende for mediernes ophidselse over sagen har været en ubehagelig tendens til at glemme sagens banale kerne: at det er en voldtægtssag. Og at en voldtægtsanklaget er uskyldig indtil andet er bevist – også selv om den anklagede er en mand med kontakter i samfundets øverste cirkler. At den anklagende kvinde kommer fra samfundets bund ændrer ikke ved sagens banale stilling. Fra feministisk, ligestillingspolitisk hold har man forsøgt at forsvare og forklare kvindens mulige økonomiske interesse i en seksuel relation til Strauss-Kahn. Men en voldtægt er en voldtægt. Og hvis ikke der har været tale om voldtægt, så er der tale om en kriminel, løgnagtig anklage. Retsvæsenets opgave er at kigge bagom alle de forstyrrende udenomsværker og fastslå, om der var tale om voldtægt eller ikke. Det kan godt være, at Strauss Kahn er en arrogant libertiner af værste skuffe – som medierne har beskrevet – og det kan godt være, at stuepigen er trist eksempel på de amerikanske samfundt behandling af mere eller mindre illegale indvandrere. Men hvis der er nogen juridisk retfærdighed i det amerikanske retsvæsen, så må disse forudsætninger ikke spille ind i dommen.

At fuske og at duske – det seksuelle spor i Penkowa-sagen.

6. marts 2011

Sagaen om den højpandede hjernefusker i den knaldrøde sportsvogn fortsætter i medierne, selv om man måske kan spore en vis metaltræthed. Senest har selveste TV2 fundet ud af, at sagen også har underholdningsværdi, og lavet en dokumentar, som jeg endnu ikke har set. Men også i Information finder man spalteplads til sagen. Og i denne weekend er sagen såmænd endt som leder under overskriften “Når kvinder svindler”. Signaturen ansp , som jeg formoder er en kvindelig journalist, kaster sig over det, man kunne kalde det seksuelle spor i sagaen.

Lederskribenten noterer sig, at det begyndte med antydninger og rygter om, at rektor Hemmingsen havde være i nærkontakt af tredje grad med den unge kvindelige forsker. Rygterne og de subtile insinuationer fortsatte og blev ikke dementeret af rektors egen insisteren på, at den årelange relation til hjernefuskeren kun havde haft en ren faglig karakter.

Bedre blev det ikke, da mediernes granskning af sagen begyndte at grave i tidligere forskningsminister Helge Sanders relation til Penkowa. Sander lagde ikke skjul på sit venskabelige, nærmest familiære, forhold til den unge dame, som bl.a. havde opholdt sig hos familien Sander flere gange. Antydningerne om en interessant udenomsægteskabelig relation til fuskeren lå at læse mellem linjerne.

Da så historien om Penkowas amourøse forhold til en embedsmand i Sanders ministerium blev gravet frem og vist nok bekræftet i formiddagsaviserne, så var der mange, der ikke længere var i tvivl om, at vi havde at gøre med en ung dame, der ikke bare kunne fuske med videnskabelige data om rotter, men også duskede sig frem i det videnskabelige hierarki. Hvor frydefuldt at få bekræftet sin gamle fordom om, at nogle kvinder gør karriere ved at bruge det trick, som de dumme mænd åbenbart ikke kan stå for: sex.

Problemet med emnet sex er, at dets opdukken i medierne har det med at fortrænge fornuften. Og som lederskribenten, så er det et stort problem i denne sag, hvor der – i hvert fald i visse medier – er en tilbøjelighed til at lugte sex og glemme sagens egentlige substans og vigtighed. Sagens principielle karakter:”Det er nemlig en sag, der ikke bare rejser spørgsmål om den nuværende ledelse på universitetet, eller forvaltningen i det ansvarlige ministerium. Den kunne også indlede en grundlæggende debat om, hvad det er for et universitet, vi har skabt, hvor folk opfinder ekstra rotter for at opnå elitepriser“.

Journalisten knalder dernæst sin dom over mediernes medieliderlige forfølgelse af sexsporet på bordet. De danske medier er sexistiske. Når sexinsinuationerne klæber til sagen og tendentielt “overtrumfer” de andre og vigtigere emner, så er det, fordi det handler om en ung, køn, sportsvognskørende, fræk, selvbevidst kvinde. Og ikke om en Kurt Thorsen, Finn Nørbygård, Stein Bagger, Klaus Riskjær Petersen eller en anden mandsperson med en anløben moral. Som ansp pointerer, så må man spørge: “selv hvis den hæderkronede institution Københavns Universitet så havde lagt rammer til et veritabelt orgie, hvad har det så egentlig med sagen at gøre?“. Er sexismen mon udtryk for, at vi ikke – dybest set – vil acceptere, at kvinder kan gøre det samme som mænd, når det drejer sig om at komme frem i verden: skrupelløst svindle, bedrage, forføre sig til magt, penge og status? At kvinder med andre ord også på dette punkt er blevet ligestillet?

Lederskribenten har sikkert ret i, at der er en god portion gammeldags sexisme i medierne optagethed af det seksuelle spor i sagen. Fordommen om den træske kvinde, der bruger sin krop for at opnå fordele, er ældgammel. Og lederskribenten har også ret  i den banale konstatering af, at kvinder sagtens kan matche mændene, når det drejer sig om at være dumme, magtliderlige svin, der bare vil til fadet – for enhver pris.

Men stopper det her? Må vi ikke spørge: Er det irrelevant og ligegyldigt, om Penkowa har dusket den ene efter den anden i forbindelse med sin forskerkarriere? Er det ikke rigtigt, at det erotiske kan forblænde, forvirre, sløve dømmekraften og måske endda forlede nogen til at træffe beslutninger og udføre handlinger, som ikke burde være truffet og udført? Jo. Og vi ved det godt.

Og jeg er ret sikker på, at den enkelte læser kender eksempler på, hvor galt det kan gå, når sex blandes ind i faglige relationer. Og det handler om moral og etik. Hvis Penkowa, Hemmingsen, Sander m.fl. har kneppet hinanden, så har det været kompromitterende i flere dimensioner. I forhold til det videnskabelige samfunds idealer, i forhold til universitetets ledelse, i forhold til det politiske i et demokrati osv.

Alle elskerne – noget om treenigheden pop, sex og moralisme

2. januar 2011

Engang var det BBC, der bandlyste pop- og rocktekster med eksplicitte og alt for umisforståelige implicite allusioner til sex, politik og andre kontroversielle emner. Og de amerikanske radiostationer var uforudsigelige i deres udmøntning af de berygtede amerikanske double standards. I dag går grænserne for, hvad der er moralsk acceptabelt mellem de kulturelle sfærer. Således har popstjernen Kylie Minoque fået at mærke, at man i Asien ikke er glade for alt for åbenlyse, grafiske antydninger af den kødelige kærlighed. I videoen “All the Lovers” ser man noget, der godt kunne tolkes som bunkepul, hvis ikke det lige var, fordi videoens undertøjsæstetik forhindrede, at den tanke kunne tænkes til ende.
Pop og sex har været tvillinger lige så længe poppen har eksisteret. Og den har – som reklameindustrien – altid haft det med at prøve grænserne for den aktuelle seksualmoral af. Om Kylie går for langt, kan du jo selv vurdere her. Jeg synes ikke, at Kylie når Lady Gaga til tangatrussen med hensyn til almindelig vulgaritet…

Aldrig mere Love Parade?

26. juli 2010

19 mennesker mistede forleden livet i forbindelse med den store Love Parade i Duisburg, Tyskland. De blev mast ihjel i en tunnel ved en indgang. Andre 342 blev kvæstet. Medens man debatterer heftigt, hvad årsagerne var, og hvem, der skal tillægges ansvaret for det skete, har arrangørerne af Love Parade meldt ud, at det blev den sidste Love Parade.

Aldrig mere Love Parade? Det er forståeligt, at man midt i tragedien smider håndklædet i ringen. Chokket og sorgen er overvældende. Men er det det rigtige at gøre? Nej, det mener jeg ikke. Ved store arrangementer af den her karakter, er der altid en risiko for, at der opstår kaos og paniksituationer, der kan være farlige. Hvis ikke sikkerhedsforholdene er i top. Vi har set det på Roskilde Festival ved Pearl Jam-koncerten for 10 år siden. Vi har set det i forbindelse med store forboldstævner. Og hverken Roskilde Festival eller fodbold er blevet stoppet af den grund. Og netop Love Parade er der mere brug for end nogensinde før. I en tid, hvor homofobien trives i bedste velgående indenlands (husk den seneste DF-skandale…) og udenlands (vi husker rapporterne fra de baltiske lande for nylig…). Vi skal lære af den tragiske hændelse, sørge for bedre sikkerhedstiltag og lade kærlighedsparaderne blomstre overalt…

Eksistens

En lesbisk countrysangerinde

9. maj 2010

Suk. Verden går sin skæve gang, og nogle gange synes man, at den progressive udvikling godt kunne gå lidt hurtigere og uden så mange tilbagefald. Hvad blev der fx af det seksuelle frisind, der forsigtigt stak snuden frem i de tidlige tressere? Trak det snuden til sig igen med det samme? Jo, jeg ved godt, at de glade tressere slet ikke var frisindede, som Inge og Sten Hegeler, sexmesser og spirende pornoindustri kunne forlede nogle journalistspirer til at mene, og at det også haltede i halvfjerdserne, når man ser bort fra enkelte forsøg med kollektive bollerum, ølejre og bryster i fri dressur ved musikfestivalerne. Frisindet, det rigtige frisind, hvor det ikke primært handler om at styre sine egne promiskuøse lyster, men om at have et afslappet forhold til andres mere eller mindre sære tilbøjeligheder, så længe de udfoldes inden for lovens rammer – den har det svært og har vel altid haft det.

Der er løbet meget vand i århus å, siden dengang Bo Jakobsen udsendte sin bøsseplade, og man skulle tro, at vi nu var kommet så langt, at homoseksualitet nu var accepteret som en del af normalitetsbilledet – i det mindste her i vesten. Men nej. Sådan er det ikke. Hatecrimes florerer i vor lokale andedam og uden for. Og bevæger vi os uden for lille Danmarks grænser ser det ganske sort ud.

Forleden fik Elton John afbud til en optræden i Egypten, fordi han havde tematiseret homoseksualitet i et interview. Se det kan man måske forstå, fordi Egypten er et muslimsk land, og som sådan har det ikke gennemgået samme emancipatoriske bevægelse som de vestlige lande. Men, at det skulle være sensationelt, at en succesfuld canadisk countrysangerinde springer ud af skabet efter ni album og adskillige countrypristildelinger, ja, det kan man godt undre sig over.

Chely Wright, som sangerinden hedder, mener i øvrigt, at ærligheden vil koste hende karrieren, fordi countrymusikken traditionelt set har stået for indgroede amerikanske “familieværdier” og har lettere ved at acceptere en fulderik, et ægteskabeligt sidespring, hustruvold og en social outsider end en smuk lesbisk pige.

Der er sikkert mange, der vil vende Chely ryggen, men langtfra alle. Countrymusikken er ikke længere så éndimensionel, som Chelys frygt antyder. k. d. lang sang country med succes – og gjorde en dyd ud af sine seksuelle præferencer, blandt andet i en famøs video. Dixie Chicks viste os alle, at man ikke behøver at være på George W. Bushs vogn og falde i et med konservativismens gråmelerede tapet for at spille country af høj kvalitet. Det samme gjorde flere bands i halvfjerdserne. Med Grateful Dead og Byrds i spidsen. Og hvad de tabte på gyngerne, vandt de på karusellerne.

På med cowboyhatten Chely, sæt sporen i frisindets lamme øg. Der er lang vej endnu, inden frisindet sætter dagsordenen. Så lad os gøre det svært for bagstræberiet…

Apropos – i Vilnius
Chely taler ud.

Pædofili – vor tids udfordring for tanken

31. marts 2010

Emnet dukker op i medierne igen og igen. I går kunne man læse, at flere og flere voksne mænd forsøger at komme i (seksuel) kontakt med piger under den seksuelle lavalder via internettet. Sagerne om den katolske kirke – hisset og her – vælter ud af skabene. EU har planer om at etablere et filter, så alle borgere i medlemslandene vil få filtreret børnepornografi bort fra deres computere. Dertil kommer alle de mange sager, der har været gennem årene. Lige fra den store belgiske sag, der gik fra top til bund i samfundet og til vores egen sager om amtschatkonsulenten og dem i Sønderjylland. Og så videre.

Debatten er præget af lige dele lystblandet skræk, fordømmelse og forargelse. Og til tider har man fornemmelsen af, at der nærmest har udviklet sig en slags paranoia, når spørgsmålet dukker op. Man ser pædofili alle vegne. Fx når man læse Bent Blüdnikows anmeldelse af en ny bog – en biografi – om forfatteren til Alice in Wonderland, Lewis Carroll (Charles L. Dodgson). I sin omtale af bogen fokuserer Blüdnikow netop på det pædofile aspekt bl. a. med følgende begrundelse: “I disse tider, hvor også debatten om pædofili i den katolske kirke raser, er det naturligt at spørge, om Carroll også havde den slags tendenser?”. Det er ikke nyt, at Dodgson holdt meget af små piger. Og at de var inspirerende for hans forfatterskab. Man kunne også se det i den fremragende film Dreamchild om mandens liv og levned. Men er det rimeligt at vinkle en biografianmeldelse ud fra temaet pædofili? Er det “naturligt“? Spørgsmålene presser sig på, fordi anmeldelsen ikke finder fugls føde, der kan støtte mistanken om pædofili. Ganske vist var Dodgson meget interesseret i småpiger og fotograferede nogle af dem uden tøj på. Men det sidstnævnte skete med forældrenes samtykke – og i øvrigt er der ikke noget, der peger i retning af noget grænseoverskridende eller endsige forbudt. Det kan godt være, at Dodgson var erotisk besat af småpiger. Det kan også være, at han fantaserede om dem og skrev breve om det – breve, som arvingene siden destruerede.  Det kan godt være, at han var pædofil i klinisk forstand. Vi ved det ikke.  Men, hvis han var, så fik det altså ingen konsekvens for hans aktive seksualliv, hvis vi kan tro biografiskriveren. Hvorfor så vade i det? Har det nogen betydning for den litteratur, manden skrev? Kan man ikke læse Alice in Wonderland og Behind the Mirror uden at skulle forholde sig til mistanken om pædofili? Jo, selvfølgelig kan man det. Ja, man fristes til at sige: Selvfølgelig skal man det. Du skal jo heller ikke tænke på H.C. Andersens homoseksualitet eller biseksualitet for at læse hans berømte eventyr. Hvis det forholdt sig omvendt, ville det ikke være litteratur, der var værd at læse.

Pædofili er en seksuel afvigelse, der fordømmes i vores kulturkreds. I andre kulturer fx det antikke Grækenland havde “lidelsen” en helt anden, anerkendt status. Og vi behøver ikke at bevæge os ret langt uden for vores kulturkreds for at blive konfronteret med barnebrude osv. Hvorfor så denne næsten panikagtige, paranoide fokuseren på pædofilien? Hvorfor er mistroen og ængstelsen så udbredt, at mandlige pædagoger og pædagogmedhjælpere pr. definition er under mistanke? Jeg tror, at en del af forklaringen ligger i det forhold, at vi også lever i en kulturkreds, hvor barndommen i forvejen er under opløsning. Hvor man end ser sig omkring, så udviskes den tidligere tydelige grænse mellem barndom og voksenalder mere og mere. Børn er for længst blevet en attraktiv forbrugergruppe. Der er flere politikere, der vil sænke den kriminelle lavalder og alderen for stemmeret. Samtidig kan man også se en fortsat seksualisering af børn. Vi husker sagen om FDB og tangatrusserne til småpiger. Men slå vejen forbi H&Ms afdeling for børnetøj, så vil du vide, at tangatrusserne ikke er et enestående fænomen. Forleden kunne man læse, at seksualundervisningen skulle ind i folkeskolens tredje klasse, fordi børnene i den alder stillede seksuelle spørgsmål. Og det handler ikke kun om hormonal udvikling.

Man kunne fristes til at beskrive vores kulturs optagethed af børn som en slags generaliseret pædofili. Børnene er begærede objekter for markedet, politiken osv. De er – se bare tv-reklamerne – et privilegeret forbrugersegment, fordi de har meget at sige i deres respektive familiers forbrugsmønster. Hvilken bil skal familien have næste gang? Spørg børnene. Tænk også på pædagogikkens vægtning af det kompetente, selvforvaltende osv. barn.  Læg dertil den opmærsomhed, som politikerne udviser over for denne potentielle vælgergruppe. Ikke mindst i disse år, hvor de små årgange kommer på banen.

Set i lyset af denne generaliserede pædofili, så er det måske knap så underligt, at den seksuelle pædofili fremstår som et betændt problem. For netop dette aspekt har jo længe været genstand for tabuisering og lovmæssigt forbud. Hvis tesen om den generaliserede kulturelle pædofili holder vand, så kan man sige, at opgaven består i – ikke at legitimere eller forsvare den seksuelle pædofili, sådan som det åbenbart er sket igen og igen i den katolske kirke – men at reflektere over, hvor vores kultur bevæger sig hen i forhold til det, vi engang kaldte “barndommen”. Kan vi bremse op for seksuelle “overgreb” over for børn, hvis vi tillader “overgrebene” på alle andre områder end det seksuelle? Det var bare det, jeg ville sige.