CAPAC

Den unge sangstjerne Miley Curys har været et hot emne i – ikke mindst – de amerikanske medier. Ikke så meget på grund af sin populære musik, men fordi pigebarnet er sprunget ud som en voksen ung dame, der kan sælge sin musik med utvetydige seksuelle signaler. At vrikke med numsen og antyde fellatio ( = blowjob) i musikvidoer er stærk kost for de i forvejen seksualmoralks labile amerikanerne. Men som en anden ung sangerinde – Rihanna – viser i sin nyeste video, så fortsætter man da bare med at overgå hinanden i tweerking og seksual innuendo. For pop og rock har altid været – og vil sandsynligvis altid være – inficeret med hen- og antydninger med rod i det menneskelige seksualliv.

Derfor er det ganske befriende, at en garvet rotte udi faget – sangerinde Sinead O’ Connor – har taget sig sammen til at skrive et brev til  Miley Cyrus, hvori hun umisforståeligt fortæller den naive unge poptøs, hvordan virkeligheden er i musikindustrien, hvor det vigtigste ikke er hverken musik eller sex, men – penge. Vrik du bare med numsen, så skal musikindustrien nok tage dig i røven. Sådan cirka kan det kritiske budskab koges ned.

Læs mere »

Rubrikken ovenfor er et citat fra Jyllands-Posten. Avisen refererer Ritzau for, at voldtægtssagen mod den nu detroniserede IMF-leder Dominique Strauss-Kahn formodentlig droppes.

Sagen, som jeg tidligere har kommenteret, er interessant, fordi den rummer en række momenter, der gør den kulturhistorisk spektakulær. I sagen støder fransk kultur og seksualmoral sammen med amerikansk ditto – og den anklagede er en yderst magtfuld fransk mand fra de øverste cirkler i den franske og internationale finansverden og anklageren en kvindelige hotelrengørindsassistent og indvandrer fra Guinea. Penge, politik, magt, sex, kønsdiskrimination med etniske overtoner, immigrationsproblematik osv. osv.

Kendetegnende for mediernes ophidselse over sagen har været en ubehagelig tendens til at glemme sagens banale kerne: at det er en voldtægtssag. Og at en voldtægtsanklaget er uskyldig indtil andet er bevist – også selv om den anklagede er en mand med kontakter i samfundets øverste cirkler. At den anklagende kvinde kommer fra samfundets bund ændrer ikke ved sagens banale stilling. Fra feministisk, ligestillingspolitisk hold har man forsøgt at forsvare og forklare kvindens mulige økonomiske interesse i en seksuel relation til Strauss-Kahn. Men en voldtægt er en voldtægt. Og hvis ikke der har været tale om voldtægt, så er der tale om en kriminel, løgnagtig anklage. Retsvæsenets opgave er at kigge bagom alle de forstyrrende udenomsværker og fastslå, om der var tale om voldtægt eller ikke. Det kan godt være, at Strauss Kahn er en arrogant libertiner af værste skuffe – som medierne har beskrevet – og det kan godt være, at stuepigen er trist eksempel på de amerikanske samfundt behandling af mere eller mindre illegale indvandrere. Men hvis der er nogen juridisk retfærdighed i det amerikanske retsvæsen, så må disse forudsætninger ikke spille ind i dommen.

Sagaen om den højpandede hjernefusker i den knaldrøde sportsvogn fortsætter i medierne, selv om man måske kan spore en vis metaltræthed. Senest har selveste TV2 fundet ud af, at sagen også har underholdningsværdi, og lavet en dokumentar, som jeg endnu ikke har set. Men også i Information finder man spalteplads til sagen. Og i denne weekend er sagen såmænd endt som leder under overskriften “Når kvinder svindler”. Signaturen ansp , som jeg formoder er en kvindelig journalist, kaster sig over det, man kunne kalde det seksuelle spor i sagaen.

Lederskribenten noterer sig, at det begyndte med antydninger og rygter om, at rektor Hemmingsen havde være i nærkontakt af tredje grad med den unge kvindelige forsker. Rygterne og de subtile insinuationer fortsatte og blev ikke dementeret af rektors egen insisteren på, at den årelange relation til hjernefuskeren kun havde haft en ren faglig karakter.

Bedre blev det ikke, da mediernes granskning af sagen begyndte at grave i tidligere forskningsminister Helge Sanders relation til Penkowa. Sander lagde ikke skjul på sit venskabelige, nærmest familiære, forhold til den unge dame, som bl.a. havde opholdt sig hos familien Sander flere gange. Antydningerne om en interessant udenomsægteskabelig relation til fuskeren lå at læse mellem linjerne.

Da så historien om Penkowas amourøse forhold til en embedsmand i Sanders ministerium blev gravet frem og vist nok bekræftet i formiddagsaviserne, så var der mange, der ikke længere var i tvivl om, at vi havde at gøre med en ung dame, der ikke bare kunne fuske med videnskabelige data om rotter, men også duskede sig frem i det videnskabelige hierarki. Hvor frydefuldt at få bekræftet sin gamle fordom om, at nogle kvinder gør karriere ved at bruge det trick, som de dumme mænd åbenbart ikke kan stå for: sex.

Problemet med emnet sex er, at dets opdukken i medierne har det med at fortrænge fornuften. Og som lederskribenten, så er det et stort problem i denne sag, hvor der – i hvert fald i visse medier – er en tilbøjelighed til at lugte sex og glemme sagens egentlige substans og vigtighed. Sagens principielle karakter:”Det er nemlig en sag, der ikke bare rejser spørgsmål om den nuværende ledelse på universitetet, eller forvaltningen i det ansvarlige ministerium. Den kunne også indlede en grundlæggende debat om, hvad det er for et universitet, vi har skabt, hvor folk opfinder ekstra rotter for at opnå elitepriser“.

Journalisten knalder dernæst sin dom over mediernes medieliderlige forfølgelse af sexsporet på bordet. De danske medier er sexistiske. Når sexinsinuationerne klæber til sagen og tendentielt “overtrumfer” de andre og vigtigere emner, så er det, fordi det handler om en ung, køn, sportsvognskørende, fræk, selvbevidst kvinde. Og ikke om en Kurt Thorsen, Finn Nørbygård, Stein Bagger, Klaus Riskjær Petersen eller en anden mandsperson med en anløben moral. Som ansp pointerer, så må man spørge: “selv hvis den hæderkronede institution Københavns Universitet så havde lagt rammer til et veritabelt orgie, hvad har det så egentlig med sagen at gøre?“. Er sexismen mon udtryk for, at vi ikke – dybest set – vil acceptere, at kvinder kan gøre det samme som mænd, når det drejer sig om at komme frem i verden: skrupelløst svindle, bedrage, forføre sig til magt, penge og status? At kvinder med andre ord også på dette punkt er blevet ligestillet?

Lederskribenten har sikkert ret i, at der er en god portion gammeldags sexisme i medierne optagethed af det seksuelle spor i sagen. Fordommen om den træske kvinde, der bruger sin krop for at opnå fordele, er ældgammel. Og lederskribenten har også ret  i den banale konstatering af, at kvinder sagtens kan matche mændene, når det drejer sig om at være dumme, magtliderlige svin, der bare vil til fadet – for enhver pris.

Men stopper det her? Må vi ikke spørge: Er det irrelevant og ligegyldigt, om Penkowa har dusket den ene efter den anden i forbindelse med sin forskerkarriere? Er det ikke rigtigt, at det erotiske kan forblænde, forvirre, sløve dømmekraften og måske endda forlede nogen til at træffe beslutninger og udføre handlinger, som ikke burde være truffet og udført? Jo. Og vi ved det godt.

Og jeg er ret sikker på, at den enkelte læser kender eksempler på, hvor galt det kan gå, når sex blandes ind i faglige relationer. Og det handler om moral og etik. Hvis Penkowa, Hemmingsen, Sander m.fl. har kneppet hinanden, så har det været kompromitterende i flere dimensioner. I forhold til det videnskabelige samfunds idealer, i forhold til universitetets ledelse, i forhold til det politiske i et demokrati osv.

Engang var det BBC, der bandlyste pop- og rocktekster med eksplicitte og alt for umisforståelige implicite allusioner til sex, politik og andre kontroversielle emner. Og de amerikanske radiostationer var uforudsigelige i deres udmøntning af de berygtede amerikanske double standards. I dag går grænserne for, hvad der er moralsk acceptabelt mellem de kulturelle sfærer. Således har popstjernen Kylie Minoque fået at mærke, at man i Asien ikke er glade for alt for åbenlyse, grafiske antydninger af den kødelige kærlighed. I videoen “All the Lovers” ser man noget, der godt kunne tolkes som bunkepul, hvis ikke det lige var, fordi videoens undertøjsæstetik forhindrede, at den tanke kunne tænkes til ende.
Pop og sex har været tvillinger lige så længe poppen har eksisteret. Og den har – som reklameindustrien – altid haft det med at prøve grænserne for den aktuelle seksualmoral af. Om Kylie går for langt, kan du jo selv vurdere her. Jeg synes ikke, at Kylie når Lady Gaga til tangatrussen med hensyn til almindelig vulgaritet…