CAPAC

Rubrikken ovenfor er et citat fra Jyllands-Posten. Avisen refererer Ritzau for, at voldtægtssagen mod den nu detroniserede IMF-leder Dominique Strauss-Kahn formodentlig droppes.

Sagen, som jeg tidligere har kommenteret, er interessant, fordi den rummer en række momenter, der gør den kulturhistorisk spektakulær. I sagen støder fransk kultur og seksualmoral sammen med amerikansk ditto – og den anklagede er en yderst magtfuld fransk mand fra de øverste cirkler i den franske og internationale finansverden og anklageren en kvindelige hotelrengørindsassistent og indvandrer fra Guinea. Penge, politik, magt, sex, kønsdiskrimination med etniske overtoner, immigrationsproblematik osv. osv.

Kendetegnende for mediernes ophidselse over sagen har været en ubehagelig tendens til at glemme sagens banale kerne: at det er en voldtægtssag. Og at en voldtægtsanklaget er uskyldig indtil andet er bevist – også selv om den anklagede er en mand med kontakter i samfundets øverste cirkler. At den anklagende kvinde kommer fra samfundets bund ændrer ikke ved sagens banale stilling. Fra feministisk, ligestillingspolitisk hold har man forsøgt at forsvare og forklare kvindens mulige økonomiske interesse i en seksuel relation til Strauss-Kahn. Men en voldtægt er en voldtægt. Og hvis ikke der har været tale om voldtægt, så er der tale om en kriminel, løgnagtig anklage. Retsvæsenets opgave er at kigge bagom alle de forstyrrende udenomsværker og fastslå, om der var tale om voldtægt eller ikke. Det kan godt være, at Strauss Kahn er en arrogant libertiner af værste skuffe – som medierne har beskrevet – og det kan godt være, at stuepigen er trist eksempel på de amerikanske samfundt behandling af mere eller mindre illegale indvandrere. Men hvis der er nogen juridisk retfærdighed i det amerikanske retsvæsen, så må disse forudsætninger ikke spille ind i dommen.

Sagaen om den højpandede hjernefusker i den knaldrøde sportsvogn fortsætter i medierne, selv om man måske kan spore en vis metaltræthed. Senest har selveste TV2 fundet ud af, at sagen også har underholdningsværdi, og lavet en dokumentar, som jeg endnu ikke har set. Men også i Information finder man spalteplads til sagen. Og i denne weekend er sagen såmænd endt som leder under overskriften “Når kvinder svindler”. Signaturen ansp , som jeg formoder er en kvindelig journalist, kaster sig over det, man kunne kalde det seksuelle spor i sagaen.

Lederskribenten noterer sig, at det begyndte med antydninger og rygter om, at rektor Hemmingsen havde være i nærkontakt af tredje grad med den unge kvindelige forsker. Rygterne og de subtile insinuationer fortsatte og blev ikke dementeret af rektors egen insisteren på, at den årelange relation til hjernefuskeren kun havde haft en ren faglig karakter.

Bedre blev det ikke, da mediernes granskning af sagen begyndte at grave i tidligere forskningsminister Helge Sanders relation til Penkowa. Sander lagde ikke skjul på sit venskabelige, nærmest familiære, forhold til den unge dame, som bl.a. havde opholdt sig hos familien Sander flere gange. Antydningerne om en interessant udenomsægteskabelig relation til fuskeren lå at læse mellem linjerne.

Da så historien om Penkowas amourøse forhold til en embedsmand i Sanders ministerium blev gravet frem og vist nok bekræftet i formiddagsaviserne, så var der mange, der ikke længere var i tvivl om, at vi havde at gøre med en ung dame, der ikke bare kunne fuske med videnskabelige data om rotter, men også duskede sig frem i det videnskabelige hierarki. Hvor frydefuldt at få bekræftet sin gamle fordom om, at nogle kvinder gør karriere ved at bruge det trick, som de dumme mænd åbenbart ikke kan stå for: sex.

Problemet med emnet sex er, at dets opdukken i medierne har det med at fortrænge fornuften. Og som lederskribenten, så er det et stort problem i denne sag, hvor der – i hvert fald i visse medier – er en tilbøjelighed til at lugte sex og glemme sagens egentlige substans og vigtighed. Sagens principielle karakter:”Det er nemlig en sag, der ikke bare rejser spørgsmål om den nuværende ledelse på universitetet, eller forvaltningen i det ansvarlige ministerium. Den kunne også indlede en grundlæggende debat om, hvad det er for et universitet, vi har skabt, hvor folk opfinder ekstra rotter for at opnå elitepriser“.

Journalisten knalder dernæst sin dom over mediernes medieliderlige forfølgelse af sexsporet på bordet. De danske medier er sexistiske. Når sexinsinuationerne klæber til sagen og tendentielt “overtrumfer” de andre og vigtigere emner, så er det, fordi det handler om en ung, køn, sportsvognskørende, fræk, selvbevidst kvinde. Og ikke om en Kurt Thorsen, Finn Nørbygård, Stein Bagger, Klaus Riskjær Petersen eller en anden mandsperson med en anløben moral. Som ansp pointerer, så må man spørge: “selv hvis den hæderkronede institution Københavns Universitet så havde lagt rammer til et veritabelt orgie, hvad har det så egentlig med sagen at gøre?“. Er sexismen mon udtryk for, at vi ikke – dybest set – vil acceptere, at kvinder kan gøre det samme som mænd, når det drejer sig om at komme frem i verden: skrupelløst svindle, bedrage, forføre sig til magt, penge og status? At kvinder med andre ord også på dette punkt er blevet ligestillet?

Lederskribenten har sikkert ret i, at der er en god portion gammeldags sexisme i medierne optagethed af det seksuelle spor i sagen. Fordommen om den træske kvinde, der bruger sin krop for at opnå fordele, er ældgammel. Og lederskribenten har også ret  i den banale konstatering af, at kvinder sagtens kan matche mændene, når det drejer sig om at være dumme, magtliderlige svin, der bare vil til fadet – for enhver pris.

Men stopper det her? Må vi ikke spørge: Er det irrelevant og ligegyldigt, om Penkowa har dusket den ene efter den anden i forbindelse med sin forskerkarriere? Er det ikke rigtigt, at det erotiske kan forblænde, forvirre, sløve dømmekraften og måske endda forlede nogen til at træffe beslutninger og udføre handlinger, som ikke burde være truffet og udført? Jo. Og vi ved det godt.

Og jeg er ret sikker på, at den enkelte læser kender eksempler på, hvor galt det kan gå, når sex blandes ind i faglige relationer. Og det handler om moral og etik. Hvis Penkowa, Hemmingsen, Sander m.fl. har kneppet hinanden, så har det været kompromitterende i flere dimensioner. I forhold til det videnskabelige samfunds idealer, i forhold til universitetets ledelse, i forhold til det politiske i et demokrati osv.

Engang var det BBC, der bandlyste pop- og rocktekster med eksplicitte og alt for umisforståelige implicite allusioner til sex, politik og andre kontroversielle emner. Og de amerikanske radiostationer var uforudsigelige i deres udmøntning af de berygtede amerikanske double standards. I dag går grænserne for, hvad der er moralsk acceptabelt mellem de kulturelle sfærer. Således har popstjernen Kylie Minoque fået at mærke, at man i Asien ikke er glade for alt for åbenlyse, grafiske antydninger af den kødelige kærlighed. I videoen “All the Lovers” ser man noget, der godt kunne tolkes som bunkepul, hvis ikke det lige var, fordi videoens undertøjsæstetik forhindrede, at den tanke kunne tænkes til ende.
Pop og sex har været tvillinger lige så længe poppen har eksisteret. Og den har – som reklameindustrien – altid haft det med at prøve grænserne for den aktuelle seksualmoral af. Om Kylie går for langt, kan du jo selv vurdere her. Jeg synes ikke, at Kylie når Lady Gaga til tangatrussen med hensyn til almindelig vulgaritet…

19 mennesker mistede forleden livet i forbindelse med den store Love Parade i Duisburg, Tyskland. De blev mast ihjel i en tunnel ved en indgang. Andre 342 blev kvæstet. Medens man debatterer heftigt, hvad årsagerne var, og hvem, der skal tillægges ansvaret for det skete, har arrangørerne af Love Parade meldt ud, at det blev den sidste Love Parade.

Aldrig mere Love Parade? Det er forståeligt, at man midt i tragedien smider håndklædet i ringen. Chokket og sorgen er overvældende. Men er det det rigtige at gøre? Nej, det mener jeg ikke. Ved store arrangementer af den her karakter, er der altid en risiko for, at der opstår kaos og paniksituationer, der kan være farlige. Hvis ikke sikkerhedsforholdene er i top. Vi har set det på Roskilde Festival ved Pearl Jam-koncerten for 10 år siden. Vi har set det i forbindelse med store forboldstævner. Og hverken Roskilde Festival eller fodbold er blevet stoppet af den grund. Og netop Love Parade er der mere brug for end nogensinde før. I en tid, hvor homofobien trives i bedste velgående indenlands (husk den seneste DF-skandale…) og udenlands (vi husker rapporterne fra de baltiske lande for nylig…). Vi skal lære af den tragiske hændelse, sørge for bedre sikkerhedstiltag og lade kærlighedsparaderne blomstre overalt…

Eksistens

Suk. Verden går sin skæve gang, og nogle gange synes man, at den progressive udvikling godt kunne gå lidt hurtigere og uden så mange tilbagefald. Hvad blev der fx af det seksuelle frisind, der forsigtigt stak snuden frem i de tidlige tressere? Trak det snuden til sig igen med det samme? Jo, jeg ved godt, at de glade tressere slet ikke var så frisindede, som Inge og Sten Hegeler, sexmesser og spirende pornoindustri kunne forlede nogle journalistspirer til at mene, og at det også haltede i halvfjerdserne, når man ser bort fra enkelte forsøg med kollektive bollerum, ølejre og bryster i fri dressur ved musikfestivalerne. Frisindet, det rigtige frisind, hvor det ikke primært handler om at styre sine egne promiskuøse lyster, men om at have et afslappet forhold til andres mere eller mindre sære tilbøjeligheder, så længe de udfoldes inden for lovens rammer – den har det svært og har vel altid haft det.

Der er løbet meget vand i Århus Å, siden dengang Bo Jakobsen udsendte sin bøsseplade, og man skulle tro, at vi nu var kommet så langt, at homoseksualitet nu var accepteret som en del af normalitetsbilledet – i det mindste her i vesten. Men nej. Sådan er det ikke. Hatecrimes florerer i vor lokale andedam og uden for. Og bevæger vi os uden for lille Danmarks grænser ser det ganske sort ud.

Forleden fik Elton John afbud til en optræden i Egypten, fordi han havde tematiseret homoseksualitet i et interview. Se det kan man måske forstå, fordi Egypten er et muslimsk land, og som sådan har det ikke gennemgået samme emancipatoriske bevægelse som de vestlige lande. Men, at det skulle være sensationelt, at en succesfuld canadisk countrysangerinde springer ud af skabet efter ni album og adskillige countrypristildelinger, ja, det kan man godt undre sig over.

Chely Wright, som sangerinden hedder, mener i øvrigt, at ærligheden vil koste hende karrieren, fordi countrymusikken traditionelt set har stået for indgroede amerikanske “familieværdier” og har lettere ved at acceptere en fulderik, et ægteskabeligt sidespring, hustruvold og en social outsider end en smuk lesbisk pige.

Der er sikkert mange, der vil vende Chely ryggen, men langtfra alle. Countrymusikken er ikke længere så éndimensionel, som Chelys frygt antyder. k. d. lang sang country med succes – og gjorde en dyd ud af sine seksuelle præferencer, blandt andet i en famøs video. Dixie Chicks viste os alle, at man ikke behøver at være på George W. Bushs vogn og falde i et med konservativismens gråmelerede tapet for at spille country af høj kvalitet. Det samme gjorde flere bands i halvfjerdserne. Med Grateful Dead og Byrds i spidsen. Og hvad de tabte på gyngerne, vandt de på karusellerne.

På med cowboyhatten Chely, sæt sporen i frisindets lamme øg. Der er lang vej endnu, inden frisindet sætter dagsordenen. Så lad os gøre det svært for bagstræberiet…

Apropos – i Vilnius
Chely taler ud.

Emnet dukker op i medierne igen og igen. I går kunne man læse, at flere og flere voksne mænd forsøger at komme i (seksuel) kontakt med piger under den seksuelle lavalder via internettet. Sagerne om den katolske kirke – hisset og her – vælter ud af skabene. EU har planer om at etablere et filter, så alle borgere i medlemslandene vil få filtreret børnepornografi bort fra deres computere. Dertil kommer alle de mange sager, der har været gennem årene. Lige fra den store belgiske sag, der gik fra top til bund i samfundet og til vores egen sager om amtschatkonsulenten og dem i Sønderjylland. Og så videre.

Debatten er præget af lige dele lystblandet skræk, fordømmelse og forargelse. Og til tider har man fornemmelsen af, at der nærmest har udviklet sig en slags paranoia, når spørgsmålet dukker op. Man ser pædofili alle vegne. Fx når man læse Bent Blüdnikows anmeldelse af en ny bog – en biografi – om forfatteren til Alice in Wonderland, Lewis Carroll (Charles L. Dodgson). I sin omtale af bogen fokuserer Blüdnikow netop på det pædofile aspekt bl. a. med følgende begrundelse: “I disse tider, hvor også debatten om pædofili i den katolske kirke raser, er det naturligt at spørge, om Carroll også havde den slags tendenser?”. Det er ikke nyt, at Dodgson holdt meget af små piger. Og at de var inspirerende for hans forfatterskab. Man kunne også se det i den fremragende film Dreamchild om mandens liv og levned. Men er det rimeligt at vinkle en biografianmeldelse ud fra temaet pædofili? Er det “naturligt“? Spørgsmålene presser sig på, fordi anmeldelsen ikke finder fugls føde, der kan støtte mistanken om pædofili. Ganske vist var Dodgson meget interesseret i småpiger og fotograferede nogle af dem uden tøj på. Men det sidstnævnte skete med forældrenes samtykke – og i øvrigt er der ikke noget, der peger i retning af noget grænseoverskridende eller endsige forbudt. Det kan godt være, at Dodgson var erotisk besat af småpiger. Det kan også være, at han fantaserede om dem og skrev breve om det – breve, som arvingene siden destruerede.  Det kan godt være, at han var pædofil i klinisk forstand. Vi ved det ikke.  Men, hvis han var, så fik det altså ingen konsekvens for hans aktive seksualliv, hvis vi kan tro biografiskriveren. Hvorfor så vade i det? Har det nogen betydning for den litteratur, manden skrev? Kan man ikke læse Alice in Wonderland og Behind the Mirror uden at skulle forholde sig til mistanken om pædofili? Jo, selvfølgelig kan man det. Ja, man fristes til at sige: Selvfølgelig skal man det. Du skal jo heller ikke tænke på H.C. Andersens homoseksualitet eller biseksualitet for at læse hans berømte eventyr. Hvis det forholdt sig omvendt, ville det ikke være litteratur, der var værd at læse.

Pædofili er en seksuel afvigelse, der fordømmes i vores kulturkreds. I andre kulturer fx det antikke Grækenland havde “lidelsen” en helt anden, anerkendt status. Og vi behøver ikke at bevæge os ret langt uden for vores kulturkreds for at blive konfronteret med barnebrude osv. Hvorfor så denne næsten panikagtige, paranoide fokuseren på pædofilien? Hvorfor er mistroen og ængstelsen så udbredt, at mandlige pædagoger og pædagogmedhjælpere pr. definition er under mistanke? Jeg tror, at en del af forklaringen ligger i det forhold, at vi også lever i en kulturkreds, hvor barndommen i forvejen er under opløsning. Hvor man end ser sig omkring, så udviskes den tidligere tydelige grænse mellem barndom og voksenalder mere og mere. Børn er for længst blevet en attraktiv forbrugergruppe. Der er flere politikere, der vil sænke den kriminelle lavalder og alderen for stemmeret. Samtidig kan man også se en fortsat seksualisering af børn. Vi husker sagen om FDB og tangatrusserne til småpiger. Men slå vejen forbi H&Ms afdeling for børnetøj, så vil du vide, at tangatrusserne ikke er et enestående fænomen. Forleden kunne man læse, at seksualundervisningen skulle ind i folkeskolens tredje klasse, fordi børnene i den alder stillede seksuelle spørgsmål. Og det handler ikke kun om hormonal udvikling.

Man kunne fristes til at beskrive vores kulturs optagethed af børn som en slags generaliseret pædofili. Børnene er begærede objekter for markedet, politiken osv. De er – se bare tv-reklamerne – et privilegeret forbrugersegment, fordi de har meget at sige i deres respektive familiers forbrugsmønster. Hvilken bil skal familien have næste gang? Spørg børnene. Tænk også på pædagogikkens vægtning af det kompetente, selvforvaltende osv. barn.  Læg dertil den opmærsomhed, som politikerne udviser over for denne potentielle vælgergruppe. Ikke mindst i disse år, hvor de små årgange kommer på banen.

Set i lyset af denne generaliserede pædofili, så er det måske knap så underligt, at den seksuelle pædofili fremstår som et betændt problem. For netop dette aspekt har jo længe været genstand for tabuisering og lovmæssigt forbud. Hvis tesen om den generaliserede kulturelle pædofili holder vand, så kan man sige, at opgaven består i – ikke at legitimere eller forsvare den seksuelle pædofili, sådan som det åbenbart er sket igen og igen i den katolske kirke – men at reflektere over, hvor vores kultur bevæger sig hen i forhold til det, vi engang kaldte “barndommen”. Kan vi bremse op for seksuelle “overgreb” over for børn, hvis vi tillader “overgrebene” på alle andre områder end det seksuelle? Det var bare det, jeg ville sige.

Af blufærdighedsårsager vil jeg ikke illustrere dette indlæg, men omtales skal det. For længe siden diverterede den hemmelige kanal DR2 os seere med et program om mandens bedste ven, dunkedyret, tissegøjen, svabergasten – kært barn mange navne – kort sagt: penis. Programmet var lidt skuffende, men måske har DR2 oppet sig, når de – med deres eget ordvalg – sætter fokus på kussen. På hjemmesiden lover man at tage emner som intimbarbering (vi besøger en frisør i faget), orgasme (ja, den slipper vi ikke for – selv om Inge og Sten Hegeler gjorde, hvad de kunne for at sige alt – tilbage i tresserne), kirurgi (av min mis), jordmødres særlige oplevelser med kussen (mon der kommer nogle jordmødrevittigheder?), sproget selvfølgelig (som pikken har kussen også mange kælenavne, lige noget for en sprogmand!) og så videre. Som salig Leif Panduro engang sagde, så var der musik i ordet kusse. Lad os se, om der også er tv i den.  På lørdag i primetime.Tak til Dortes Smadderkasse for oplysningen.
PS. Dette indlæg går nok hen og bliver et af de mest læste med tiden…
Humørkæppen

Apropos humørkæppe

Et impotent program: Om tissemanden

Og det musikalske indslag: Red Hot Chilli Peppers – Party on your Pussy

Det er en mærkelig verden, vi lever i. Fx kan man leve af at gå rundt på en stor græsplæne og slå til en lille hvid kugle med en kølle. Man kan endda leve rigtig godt af det. En af dem, der lever rigtig godt at få de små kugler rigtigt ned i de mange små huller er amerikaneren Tiger Woods.

Nu er Tiger Woods så kommet i alle verdens medier på grund af nogle andre huller.( Ja, undskyld. Jeg kunne ikke dy mig…) Han har gjort sig skyldig i noget, som rigtig mange amerikanske politikere gør og har gjort sig skyldig i – og sikkert mange amerikanere i almindelighed – nemlig utroskab eller sidespring. Han har bedraget sin kønne svenske kone med andre kønne damer, pornomodeller, pandekageservictricer osv. Og det gør man ikke ustraffet i landet med double standards. I hvert fald ikke, hvis man er kendt i medierne.

Hver eneste saftig sms, hver eneste paparazzifoto, hver eneste fold på lagnet, interviews med de mest bekendelsessyge af damerne osv. er blevet lagt frem for den hungrende offentlighed. For i et land, hvor man åbenbart synes, at dobbeltmoral er dobbelt så godt, så sælger den slags historier. Her kan læserne og seerne så mæske sig i de slibrige detaljer med lige delt nydelsesfuld forargelse og misundelse over ikke at have fået del i glæderne på lagnet. Denne dobbelthed kan man studere i Vanity Fair, hvor bladet beder læseren om at stemme på den hotteste af Tiger Woods babes. Tydeligere kan det vist ikke blive.

Farcen om de kommunale antisexkøbspostkort fortsætter. Nu er SF’eren Neil Stenbæk Bloem fra Borgerrepræsentationen gået til angreb på sexarbejdernes organisation, SIO, fordi organisationen har formastet sig til at svare igen med fri sex til kortindehaverne.

Det fyger med postulater. SIOs aktion skader de gadeprostituerede, påstås det. Hvor ved han det fra? Mon ikke der vil være arbejde nok til alle i klimatopmødedagene?

SIO udgør kun en procent af de prostituerede, fremturer SF’eren. Hvor ved han det fra? Mig bekendt er slet ikke overblik over, hvor mange “ressourcestærke” prostituerede, der er, eller ikke-ressourcestærke for den sags skyld? Det er derfor, der for ganske nylig er afsat et større millionbeløb til en undersøgelse af prostitutionen i Danmark i dag.

Endelig forplumrer Neil Bloem debatten ved at gøre prostitution til noget, der hverken er legalt eller helt det modsatte. En gråzone, kalder han det. “Det er rigtigt, at prostitution blev afkriminaliseret i 1999, men det blev det ikke lovligt af.”, udtaler politiker. Nå, siger man så, enten er noget vel lovligt eller også er det ulovligt. Hvis vi ikke har en lov, der forbyder en luder at sælge sin vare, så er det vel en fuldstændig lovlig handling, luderen foretager? Eller? Så længe vi ikke har et forbud mod sexkøb, så er det vel lovligt at købe sex? Eller? Måske SF’eren skulle tage et koldt bad og forsøge at holde hovedet koldt.

Julen og årsskiftet nærmer sig, og tiden er inde til diverse skrifter om året, der gik. Det fik mig til at tænke på en af mine forældres venner, der altid holdt de satiriske skrifter Svikmøllen og Blæksprutten. Og så Hudibras. Mit blik faldt på det forleden, hvor jeg var inde i en større kiosk. Dengang jeg så det for første gang, var det et “uartigt” blad. Det var før billedpornografiens frigivelse, og fruen i huset havde det med at låse bladet forsvarligt inde i et lille ophængt hjørneskab i huset. Men det hændte, at farmand glemte bladet inde i stuen, så nysgerrige sjæle – mig inklusive – kunne svælge i Annie Lipperts elegante “frække” tegninger med mere eller mindre afklædte barmfagre pigebørn. Ellers bestod bladet af forskellige historier og andre tegneres udfoldelser, fx humoristen Willy Breinholsts og Povl Norholts. Når jeg forsøger at erindre læseoplevelsen, så var den uskyldigt pirrende for en ungersvend som mig. Der var en em af bornert efterkrigsmoral og – med lidt god vilje – en lille snert af det frisind, der i løbet af tresserne ville forsøge at sætte sig igennem. Bladet blev grundlagt i 1943, altså under besættelsen, hvor der sikkert var et stort behov for den slags “uskyldig” underholdning. Det udkommer, som nævnt, stadigvæk. Og det holder stilen fra dengang, ved jeg ikke, men i så fald må man sige, at der er tale om en anakronisme.