Indlæg tagget med seksualliv

45 år med seksualundervisning

9. september 2015

Endnu et jubilæum. For 45 Ã¥r siden – i 1970 – blev seksualoplysning en obligatorisk del af undervisningen i Folkeskolen. En bølge af frisind var skyllet ind over landet i tresserne og havde muliggjort, at man nu kunne snakke relativt frit om det seksuelle og menneskekroppens kønsfunktioner.

Jeg nÃ¥ede at opleve seksualoplysning, inden det blev obligatorisk. Og jeg husker det som informativt og meget faktuelt -  og at undervisningen gled let uden om de ting, der især interesserede hormonelt pÃ¥virkede unge: følelserne og praksis. Og det er mit indtryk, at seksualundervisningen ogsÃ¥ i dag lider af denne skævhed. Men mÃ¥ske skal det bare være sÃ¥dan. Du fÃ¥r fakta, resten mÃ¥ du selv finde ud af. GÃ¥ ud og søg viden og erfaring….

Chrissie Hynde pÃ¥ glatis…

8. september 2015
pressefoto

pressefoto

Den seje rockchick Chrissie Hynde fyldte 64 Ã¥r i gÃ¥r. Og det er nok en note værd. Ikke mindst, fordi Chrissie i den forgangne uge skabt ravage i den britiske (og til dels amerikanske) musikpresse pÃ¥ grund af nogle udtalelser om det evigt aktuelle emne: sex. Den nu 64-Ã¥rige rock femme fatale har i et interview med Sunday Times kommet med nogle udtalelser og holdninger, der – lad os udtrykke det sÃ¥dan – problematiserer den løbende debat om ufrivillig sex og specielt kvinders ret til at sige nej og blive respekteret for det (voldtægt m.m.). Blandt andet fortæller hun til avisen, hvordan hun som 21-Ã¥rig var medlem af en motorcykelklub i Ohio, hvor hun oplevede at blive “forført” af et medlem af klubben. Under pÃ¥skud af at ville tage hende med til en fest, tog han hende med til et tomt hus, hvor der sÃ¥ skete ting og sager… Og Hyndes forbrydelse er, at hun tog ‘fuldt ansvar’ for, hvad der sket i det hus:

“Technically speaking, however you want to look at it, this was all my doing and I take full responsibility. You can’t f*** about with people, especially people who wear ‘I Heart Rape’ and ‘On Your Knees’ badges … those motorcycle gangs, that’s what they do.

“You can’t paint yourself into a corner and then say whose brush is this? You have to take responsibility. I mean, I was naive.”

“If you play with fire you get burnt. It’s not any secret, is it?”

Den slags udtalelser kommer man ikke med uden pÃ¥tale i disse tider, hvor den politiske korrekthed helst vil se pÃ¥ den slags seksuelle forhold ud fra et enkelt sort-hvidt-synspunkt: der er tale om voldtægt, og der er en forbryder og et offer. At forholdet kunne være en smule mere kompliceret ligger helt uden for den politisk korrekte holdnings begrebsverden. At der kunne være tale om en grÃ¥zone, hvor “ansvar”, “skyld” osv. ikke er entydige størrelser – ja, det vil man (og kan man muligvis) ikke forholde sig til.

Bedre bliver det ikke af, at Hynde ogsÃ¥ tillader sig at problematisere kvindekønnets adfærd som seksuelt væsen – fx i form af udklædning:

“If I’m walking around in my underwear and I’m drunk? Who else’s fault can it be?” 

“If I’m walking around and I’m very modestly dressed and I’m keeping to myself and someone attacks me, then I’d say that’s his fault. But if I’m being very lairy and putting it about and being provocative, then you are enticing someone who’s already unhinged – don’t do that. Come on! That’s just common sense. You know, if you don’t want to entice a rapist, don’t wear high heels so you can’t run from him.

“If you’re wearing something that says ‘Come and f*** me’, you’d better be good on your feet … I don’t think I’m saying anything controversial am I?”

Hyndes udtalelser har sat en syndflod af kritik og kommentarer i gang, og hun har mÃ¥ttet stÃ¥ til regnskab for dem. Og til Washington Post har hun svaret:”Do I regret saying it? I don’t know. I haven’t really thought about it.” Men for at fjerne enhver tvivl om, at hun faktisk stÃ¥r ved sine udtalelser tilføjede hun sÃ¥ med henvisning til den aktuelle flygtningesituation i Europa og billederne af en druknet 3-Ã¥rig dreng:

These are the heartbreaking images we have and we’re talking about millions of displaced persons and people whose families have been destroyed and we’re talking about comments that I allegedly made about girls in their underwear”.

Når jeg finder det interessant at fremhæve Chrissie Hyndes udtalelser, så er det ikke for at forsvare voldtægt eller anfægte kvinders og mænds ret til at sige fra over for seksuelle tilnærmelser. Men det forekommer mig nødvendigt, at vi får nuanceret og modificeret debatten om disse emner. Vi løser ikke problemet ved at forenkle det mere end godt er, lige som vi heller ikke kommer nogen vegne, hvis vi fx benægter, at vi som individer bevist og ubevidst bærer seksuelle tegn, fx i form af det tøj, vi har på. Og at vi dermed i et vist omfang ikke kan unddrage os et vist ansvar for, hvad der sker i sociale sammenhænge. Og, nej, det er ikke det samme som at sige, at voldtægt er ok.

Jeg synes, der er noget befriende ved, at en fremtrædende kvinde i rockmusikken sÃ¥dan stÃ¥r frem og taler den nyfeministiske politiske korrekthed midt imod. Det er vigtigt, fordi tingene – pÃ¥ dette seksuelle felt – ikke er simple og sort-hvide. Og skal vi videre i den debat, sÃ¥ er det pÃ¥krævet med mere nuancerede analyser og forstÃ¥else for, at vi ikke bare kan fralægge os et ansvar for, hvordan vi fremstÃ¥r som betydningsbærende kroppe.

I øvrigt er det ikke første gang en fremtrædende kvindelig kunstner har været ude i det ærinde. I 2008 havde jeg et indlæg om Dame Helen Mirren, der tillod sig at problematisere fænomenet date-rape.

Til lykke til Chrissie med de 64 år. Og så er det vel passende med denne sang.

Don’t get me wrong
If I’m looking kind of dazzled
I see neon lights
Whenever you walk by

Don’t get me wrong
If you say hello and I take a ride
Upon a sea where the mystic moon
Is playing havoc with the tide
Don’t get me wrong

Don’t get me wrong
If I’m acting so distracted
I’m thinking about the fireworks
That go off when you smile

Don’t get me wrong
If I split like light refracted
I’m only off to wander
Across a moonlit mile

Once in awhile
Two people meet
Seemingly for no reason
They just pass on the street
Suddenly thunder, showers everywhere
Who can explain the thunder and rain
But there’s something in the air

Don’t get me wrong
If I come and go like fashion
I might be great tomorrow
But hopeless yesterday

Don’t get me wrong
If I fall in the ‘mode of passion’
It might be unbelievable
But let’s not say so long
It might just be fantastic
Don’t get me wrong

 

 

. These are the heartbreaking images we have and we’re talking about millions of displaced persons and people whose families have been destroyed and we’re talking about comments that I allegedly made about girls in their underwearRead More: Chrissie Hynde Defends Her Comments About Rape Victims | http://ultimateclassicrock.com/chrissie-hynde-defends-comments-rape/?t rackback=tsmclip
“Do I regret saying it? I don’t know. I haven’t really thought about it.”Read More: Chrissie Hynde Defends Her Comments About Rape Victims | http://ultimateclassicrock.com/chrissie-hynde-defends-comments-rape/?t rackback=tsmclip
“Do I regret saying it? I don’t know. I haven’t really thought about it.”Read More: Chrissie Hynde Defends Her Comments About Rape Victims | http://ultimateclassicrock.com/chrissie-hynde-defends-comments-rape/?t rackback=tsmclip

 

 

Michael Stipe om queerness

30. oktober 2014

“In 1994, most people had a largely binary perception of sexuality – the message was complicated for them. I am thrilled to see how much this has changed in those 20 years. The 21st century has provided all of us, recent generations particularly, with a clearer idea of the breadth of fluidity with which sexuality and identity presents itself in each individual. Gender identification, and the panoply of sexuality and identity are now topics that are more easily and more widely discussed, debated and talked about openly. It’s thrilling to see progressive change shift perceptions so quickly.

What I feel we have arrived at with all this, is that queerness – as I am happy to call an all-embracing, foundational tenet – is really a state of mind brought about by an understanding: it is understanding difference, accepting your own truth, desire and identity, and lovely, lovely choice. It is the final, completely obvious contemporary acceptance and understanding that this enormous world of beauty, sexuality, identity, lust, feeling, excitement, and love isn’t just black and white, or simple, at all – it is literally every shade and gradation of the rainbow. It doesn’t just lie in one of two camps. It includes accepting and supporting positions that you may not even completely understand; and to arrive at that conviction is so, so beautiful, and to quote my great friend Casey Legler: “Fierce!”

Michael Stipe fra REM til Guardian om Queerness som en sindstilstand

Shiny happy rainbow people…

 

Uartige sange 2

8. august 2014

For øjeblikket er jeg ved at læse folksangerinden Shirley Collins’ erindringer. De handler for en stor dels vedkommende om hendes samarbejde med arkivisten Alan Lomax og deres rejser gennem USA, hvor de optog især blues, men ogsÃ¥ andre former for folkemusik. Og et sted i Mississippi støder de to pÃ¥ blues med “seksuelle konnotationer”. Uartige sange, der diskret, men umisforstÃ¥eligt, hentyder til sex og hvad dertil hører. Og tilfældet ville sÃ¥, at jeg i dag faldt over en række af disse tvetydige bluessange med nogle af bluesens store damer. Jeg tror ikke, det er nødvendigt at forklare, hvad der er pÃ¥ spil, nÃ¥r Bessie Smith vil have sukker i sin krukke eller nÃ¥r Ida Cox kalder sig selv en One Hour Mama, der synes at hastværk er lastværk i kærlighed osv.

Kvinden eksisterer ikke – men kvinder kan ryste deres røv

30. april 2014

Den unge Miley Cyrus startede og gjorde det til skandalesucces, det med at ryste mÃ¥sen. Og nu følger danske kvinder med. PÃ¥ nutidens svar pÃ¥ de gammeldags danseskoler udbydes disciplinen “twerk”. Der skal sÃ¥gÃ¥r afholdes DM i mÃ¥serystning. SÃ¥ kom bare her!

Og sÃ¥ er feministiske kritikere og livsstilsekperter selvfølgelig pÃ¥ banen for dels at fordømme det kvindeundertrykkende i denne bagdelsdans – og det modsatte: At forsvare twerkeriet som udtryk for handlekraftige subjekter.

Det giver mig sÃ¥ anledning til at optrykke et læserbrevsindlæg fra Information. Det handler om en anden kvindesagssag… I Information har man – helt i bladets Ã¥nd – diskuteret kussehÃ¥renes status. Skal dusken klippes af eller ej. Den nye trend er Ã¥benbart at lade skægget stÃ¥ – so to speak. Men Tone Frank Dandanell sætter med skarp filosofisk pen tingene pÃ¥ plads. Som Jacques Lacan noterede: La Femme n’existe pas.

 

Pædagogik, mandekøn og vildfaren feminisme

29. marts 2014

For ikke sÃ¥ længe siden fejredes kvindernes internationale kampdag. Og der er stadigvæk noget at slÃ¥s for. Ligelønnen er stadigvæk ikke en realitet alle steder, og kvinder i den tredje verden har alskens problemer at slÃ¥s med. Blot for at nævne et par eksempler. Men feminismen er ogsÃ¥ – bredt set – kørt af sporet nogle steder. Nogle steder er feminismen degenereret til en egoistisk kamp om at overtage mandlige privilegier med hensyn til karriere og økonomi. En anden udvikling, der er gÃ¥et helt galt, er der, hvor ligestillingskampen er skrumpet ind og blevet til en kamp mod det andet køn, mandekønnet. Nogle steder i samfundsdebatten kan man høre et ekko af den ultraradikale feminist VAlerie Solanas SCUM-manifest, der slÃ¥r til lyd for at udrydde mandekønnet, fordi det alt for længe har styret verden og verden derfor er af lave. Med lidt god vilje kan man genfinde Solanas tankegang i forfølgelsen af mandlige pædagoger. Fagforeningen for børne- og ungepædagoger BUPL har netop dokumenteret, at en lang række daginstitutioner har indført særregler for mandlige pædagoger. Regler der er indført for at undgÃ¥, at institutionen skal blive udsat for anklager om pædofili. Det er for eksempel regler om pædagogens hÃ¥ndtering af bleskift eller børns toiletbesøg. Enten mÃ¥ den mandlige pædagog slet ikke udføre arbejdet eller ogsÃ¥ skal han have en kvindelig kontrollant ved sin side. Andre steder mÃ¥ de mandlige pædagoger slet ikke være alene med børnene.

Det er selvfølgelig uhyrligt, at denne form for kønsdiskrimination kan finde sted i dagens Danmark. Og de første til at protestere burde være alle de feminister, der smed BH’en og gik i front i halvfjerdserne og kæmpede mod kønsdiskriminationen af kvinderne. For denne sag handler om kønsdiskrimination og om køns-, krops- og sexforskrækkelse af værste slags. Lige netop den form for forskrækkelse, man kæmpede mod i tresserne, hvor p-pillerne kom pÃ¥ markedet, pornoen frigivet og seksualdebatten blomstrede. PÃ¥ godt og ondt.

Lad os for det første slÃ¥ fast, at pædofili – den seksuelle trang, der vender sig mod børn under den seksuelle lavalder – ikke er en perversion, der er forbeholdt mandekønnet. Hvis man har fulgt med i pædofilidebatten gennem de sidste mange Ã¥r, sÃ¥ vil man vide, at kvinder er lige sÃ¥ gode om den slags. Eksemplerne fra Belgien eller Jylland taler deres klare sprog om det kvindelige engagement i den seksuelle udnyttelse af børn. For det andet kaster sagen et ubehageligt lys over en betændt tankegang hos visse dele af det kvindelige, pædagogiske personale og – ikke mindst – hos visse dele af forældregrupperne rundt omkring i dette land. Hvis vi gik og troede, at Inge og Sten Hegeler og hele den ‘seksuelle frigørelse’ i tresserne, havde fÃ¥et gjort kÃ¥l pÃ¥ de seksuelle hæmninger og fordomme, sÃ¥ kan vi godt tro om igen. Sagerne om pædofili og ikke mindst denne sag om diskriminationen af de mandlige pædagoger demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at det seksuelle stadigvæk er tabubelagt og at vi stadigvæk lider af en dybt forankret køns-, krops og sex-forskrækkelse.

Vi skal selvfølgelig blankt afvise enhver form for diskrimination af de mandlige pædagoger. Myndighederne bør gÃ¥ ind og slÃ¥ fast med syvtommersøm, at den slags institutionaliseret diskrimination ikke mÃ¥ finde sted. Og hvis den gør, mÃ¥ det fÃ¥ ansættelsesmæssige konsekvenser for de ansvarlige. Dernæst er det pÃ¥ tide at slÃ¥ et nyt slag for seksualoplysningen i dette land. Vi skal have en ny nuanceret debat, der ogsÃ¥ har blik for, at det seksuelle ikke kun er et “gode” eller “det gode”, sÃ¥dan som det skete i den seksuelle frigørelses tid, men at den menneskelige seksualitet i alle dens afskygninger ogsÃ¥ har destruktive og “onde” sider, fx i skikkelse af pædofilien. Sider, vi skal forstÃ¥ naturen af, men selvfølgelig ikke acceptere, fordi perversionens udfoldelse er en kriminel handling. Vi skal med andre ord have en ny oplysningstid pÃ¥ det seksuelle omrÃ¥de i en erkendelse af, at det seksuelle stadigvæk – mere end hundrede Ã¥r efter Sigmund Freud – er et omrÃ¥de, der udfordrer vores tanke, moral osv. 

Musikvideoen – pornoens nye holdeplads?

11. januar 2014

Engang dyrkede den unge Britney Spears et jomfrueligt image. Det er snart længe siden, og nu om stunder svinger hun pisken over en pigenumse i sin seneste video “Work Bitch”. Det har fÃ¥et nogen til at mene, at Spears leger med sadomasokistiske motiver. Og det har igen fÃ¥et de franske tilsynsmyndigheder for audio-visuelle produkter Conseil Superieur de l’Audiovisuel til at forbyde de franske tv-kanaler at vise Spears og Miley “Twerk” Cyrus’ videoer før kl. 22 om aftenen – for at beskytte børn og svage sjæle. Og det i et land, hvor det seksuelle ellers er noget, man tager afslappet pÃ¥. Tænk blot pÃ¥ skandalen om præsidentens forhold til en ung skuespillerinde – en skandale, der aldrig bliver nogen skandale i Frankrig, hvor udenomsforhold nærmest er en umistelig del af kulturen.

MÃ¥ske er den fortsatte seksualisering af musikvideoerne pornoens genkomst? For som man har kunnet læse gennem de seneste Ã¥r, sÃ¥ er pornoen trængt – økonomisk og pÃ¥ anden vis – fordi dens indtrængen pÃ¥ internettet har undergravet dens eget økonomiske eksistensgrundlag. Og hvor gÃ¥r den sÃ¥ hen, nÃ¥r folk ikke vil betale for den? MÃ¥ske til musikvideoen? Vi følger udviklingen – nøje.

Vrik med numsen og bliv taget i røven af musikindustrien – Sinead O’Connor belærer Miley Cyrus og de unge poppiger

3. oktober 2013

Den unge sangstjerne Miley Curys har været et hot emne i – ikke mindst – de amerikanske medier. Ikke sÃ¥ meget pÃ¥ grund af sin populære musik, men fordi pigebarnet er sprunget ud som en voksen ung dame, der kan sælge sin musik med utvetydige seksuelle signaler. At vrikke med numsen og antyde fellatio ( = blowjob) i musikvidoer er stærk kost for de i forvejen seksualmoralsk labile amerikanerne. Men som en anden ung sangerinde – Rihanna – viser i sin nyeste video, sÃ¥ fortsætter man da bare med at overgÃ¥ hinanden i tweerking og seksual innuendo. For pop og rock har altid været – og vil sandsynligvis altid være – inficeret med hen- og antydninger med rod i det menneskelige seksualliv.

Derfor er det ganske befriende, at en garvet rotte udi faget – sangerinde Sinead O’ Connor – har taget sig sammen til at skrive et brev til  Miley Cyrus, hvori hun umisforstÃ¥eligt fortæller den naive unge poptøs, hvordan virkeligheden er i musikindustrien, hvor det vigtigste ikke er hverken musik eller sex, men – penge. Vrik du bare med numsen, sÃ¥ skal musikindustrien nok tage dig i røven. SÃ¥dan cirka kan det kritiske budskab koges ned.

Læs mere »

Virginia E. Johnson – pionersexforsker – er død, 88 Ã¥r

28. juli 2013

Længe før nogen som helst havde tænkt på Joan Ørting, ja, længe før nogen talte om Inge & Sten Hegeler, huserede William H. Master og Virginia E. Johnson i USA med deres forskning udi den menneskelige seksualitets natur.
I de amerikanske medier kan man i disse dage læse nekrologer over Virginia E. Johnson, der der døde i onsdags i en alder af 88 Ã¥r. Johnson var uddannet gynækolog i St. Louis, da hun blev forskningsassistent (og senere hustru) for Masters. Sammen fortsatte de en forskning i seksuallivets fysiologi, som Kinsey Ã¥rtierne før havde grundlagt. Men Masters og Johnson brugte helt andre ‘moderne’ videnskabelige metoder. Hvor Kinsey især kastede lys over seksuallivet gennem kvalitative interviews med mænd og kvinder, hentede Masters og Johnson personerne ind i laboratorierne og iagttog, hvad der sket uder i de seksuelle handlinger. Datidens svar pÃ¥ det, vi i dag betegner som ‘evidensforskning’. Empiriske studier i felten.
Forskningen resulterede i en række værker, som fx “Human sexual response”, “Human sexual inadequacy” og “The pleasure bond: a new look at sexuality and commitment”, bøger, der alle vakte stor opsigt og mødte massiv moralsk fordømmelse, fordi de gennem solid oplysningsarbejde gjorde op med vrangforestillinger og myter om seksuallivet. Fx myten om, at mennesker holder op med at dyrke sex, nÃ¥r de bliver ældre eller myten om, at penis’ størrelse eraltgørende for kvinders seksuelle nydelse. Blot for at nævne et par stykker, der stadigvæk cirkulerer (i sidste uges udgave af Weekendavisen mÃ¥tte Leonora Christine Skov tage endnu en holmggang med den første myte i en boganmeldelse).
Men Masters og Johnson hold sig ikke kun til den videnskabelige udforskning og beskrivelse af de seksuelle fysiologi, men iværksatte også fysiologisk baseret terapi til behandling af almindelige lidelser som impotens, for tidlig sædafgang, udeblivende orgasme osv.
Og med deres pionerarbejde lagde Masters, Johnson og forgængeren Kinsey grunden for hele det sexologiske felt, der siden har floreret over den vestlige verden og har resulteret i diverse selvhjælpsbøger, bladbrevkasser osv. Uden dem, ville nok aldrig have fået Inge og Sten Hegelers seksualoplysning eller Joan Ørtings kændisudgave af samme. Hvil i fred Virginia.

“Sagen mod sexanklagede Strauss-Kahn vakler”

21. august 2011

Rubrikken ovenfor er et citat fra Jyllands-Posten. Avisen refererer Ritzau for, at voldtægtssagen mod den nu detroniserede IMF-leder Dominique Strauss-Kahn formodentlig droppes.

Sagen, som jeg tidligere har kommenteret, er interessant, fordi den rummer en række momenter, der gør den kulturhistorisk spektakulær. I sagen støder fransk kultur og seksualmoral sammen med amerikansk ditto – og den anklagede er en yderst magtfuld fransk mand fra de øverste cirkler i den franske og internationale finansverden og anklageren en kvindelige hotelrengørindsassistent og indvandrer fra Guinea. Penge, politik, magt, sex, kønsdiskrimination med etniske overtoner, immigrationsproblematik osv. osv.

Kendetegnende for mediernes ophidselse over sagen har været en ubehagelig tendens til at glemme sagens banale kerne: at det er en voldtægtssag. Og at en voldtægtsanklaget er uskyldig indtil andet er bevist – ogsÃ¥ selv om den anklagede er en mand med kontakter i samfundets øverste cirkler. At den anklagende kvinde kommer fra samfundets bund ændrer ikke ved sagens banale stilling. Fra feministisk, ligestillingspolitisk hold har man forsøgt at forsvare og forklare kvindens mulige økonomiske interesse i en seksuel relation til Strauss-Kahn. Men en voldtægt er en voldtægt. Og hvis ikke der har været tale om voldtægt, sÃ¥ er der tale om en kriminel, løgnagtig anklage. Retsvæsenets opgave er at kigge bagom alle de forstyrrende udenomsværker og fastslÃ¥, om der var tale om voldtægt eller ikke. Det kan godt være, at Strauss Kahn er en arrogant libertiner af værste skuffe – som medierne har beskrevet – og det kan godt være, at stuepigen er trist eksempel pÃ¥ de amerikanske samfundt behandling af mere eller mindre illegale indvandrere. Men hvis der er nogen juridisk retfærdighed i det amerikanske retsvæsen, sÃ¥ mÃ¥ disse forudsætninger ikke spille ind i dommen.