Indlæg tagget med seksualliv

Cliff Richard – er han bøsse?

6. september 2008

Rygtet har gÃ¥et i Ã¥revis: Er Cliff Richard bøsse? Rygtet er igen dukket op i forbindelse med en ny biografi om Englands mest populære sanger gennem Ã¥rene. I bogen, som Daily Express har citeret flittigt, fremgÃ¥r det, at en forhenværende præst (af hankøn…) er blevet Cliffs personlige følgesvend. Om det seksuelle udtaler Cliff: “Jeg er dødtræt af mediernes spekulationer. Hvad rager det andre, hvad vi er som enkeltstÃ¥ende individer? I øvrigt tror jeg ikke, at mine fans ville bekymre sig om det”. Personligt er jeg da ogsÃ¥ flintrende ligeglad, om Cliff er mere til mænd end til kvinder. Men det seksuelle interesserer. Det er en kendsgerning. Og Cliffs udtalelser vil blot være mere benzin til nysgerrighedsmotoren…

Pin-ups og cheesecake…

5. september 2008

Igen kom jeg forbi hende den unge, afklædte dame i køleskabet – The Party Maker. Og det slog mig, at alle den legale billedpornografis fortræffeligheder og reklameublufærdighedens anmassende æstetik ufortalt – sÃ¥ mangler der noget. Noget, som gamle dages pin-up-piger havde. Selv om budskabet i bund og grund vel er det samme, sÃ¥ var udtrykket noget helt andet. Hos pin-upperne var sex-appealen iscenesat med alskens æstetiske og underfundige finurligheder. Antydningens kunst var i højsædet. Det samme var det grafiske udtryk. Ikke noget med bare at smække kødet op i fjæset pÃ¥ de arme mandfolk, der er styret af deres blikke… Selv om idéen med fotograferede pigemodeller gÃ¥r langt tilbage i tiden, sÃ¥ var det omkring Anden Verdenskrig – nærmere bestemt 1941 – at selve fænomenet “pin-up” dukkede op. Soldaternes behov for noget kønt at kigge pÃ¥, nye masseproduktionsmetoder m.m. gjorde det muligt at se pin-upperne alle mulige steder, lige fra snuderne pÃ¥ bombemaskinerne, pÃ¥ bagsiden af soldaternes garderobeskabe og til de mange magasiner, der blev trykt.
Med pornobølgen forsvandt meget af denne uskyldige-skyldige underholdning og blev forvist til nogle anakronistiske og nostalgiske dyrkere i magasinverden og samlere af gamle posters og post-kort…
Og – jeg behøver vel ikke at tilføje – at jeg godt kunne ønske mig, at noget af den tids æstetisk og smagfuldhed vendte tilbage i reklamerne og i øvrigt…

Betty Grable

Kafka var en gammel gris!

10. august 2008

En engelsk skribent og akademiker ved navn James Hawes har gjort den sensationelle opdagelse, at forfatteren Franz Kafka var til porno. Han abonnerede nemlig pÃ¥ de degenerede tidskrifter Der Amatyst og Die Opale, hvor man kunne finde “kunstværker”, der gengav bÃ¥de scener med fellatio og girl-on-girl-action. Det er dagbladet Information, der bringer historien om skandalebogen. Og billedet af en Franz Kafka, der med røde kinder og sved pÃ¥ panden studerer obskøne scenerier, passer dÃ¥rligt ind den helgengørelse, som er blevet Kafka til del. Kafka som det nærmest aseksuelle og fromme menneske, der ikke rigtig kunne realisere et kærlighedsliv og derfor kanaliserede energien over i kunsten. Følgelig mÃ¥ Kafka jo vippes ned af piedestalen, ikke? For man kan jo ikke være til porno eller have seksuelle fantasier, der gÃ¥r ud over de ægteskabelige pligter, uden at være en dÃ¥rlig kunstner ikke? Det kan vi slet ikke forestille os. Lige som det er forstyrrende at tænke pÃ¥ H.C. Andersen som en flittig onanist, nÃ¥r man lige har læst om den lille havfrue, ikke? Jo, nypuritanismen er sandelig nÃ¥et frem til litteraturhistorien! Hvad bliver mon det næste? Afsløringen af James Joyce som ægteskabsbryder!? Shakespeare som bifil orgiedeltager?! Vi kan slet ikke vente pÃ¥ de næste afsløringer af liderlige forfattere…

Seksualpolitikken Рog s̴ mig, sagde hunden

27. juli 2008

Errare humanum est, lærte jeg i latin-timerne i folkeskolen hos frk. Hvass. Det er menneskeligt at fejle, og vi gør det hele tiden. Der var ogsÃ¥ en fortsættelse: perseverare diabolicum (“at fremture er djævelsk”), som frk. Hvass ogsÃ¥ citerede, nÃ¥r vi brugte første del af citatet som undskyldning for vores forsømmeligheder med lektier og opgaver.
For lidt mere end et Ã¥r siden blev Seksualpolitisk Forum dannet. Og capac var ret sÃ¥ begejstret. Nypuritanismen var i fremmarch, og sÃ¥ dukkede der et forum op, der ville ‘pÃ¥virke den seksualpolitiske debat i Danmark og udlandet i en frisindet og nøgtern retning’. Det faldt pÃ¥ et tørt sted. Kom som kaldet. Og uden at tænke ret langt ansøgte jeg om medlemskab af forummet.
Det var heri min brøde bestod. Jeg ansøgte om at blive godkendt som medlem af et forum. Allerede her burde mine alarmklokker have bimlet og bamlet. For man kan ikke bare tilmelde sig Seksualpolitisk Forum. Man skal godkendes. Man skal vejes for at se, om man nu er frisindet nok eller mÃ¥ske for frisindet… Hvis der var tale om en forening eller et parti, ville det være forstÃ¥eligt nok. Her har man et ideologisk grundlag, som man skal være enig om. Men et forum er i princippet et sted, hvor forskelligheder mødes og brydes. Fx kan der være uenighed om, hvor vidtrækkende frisindet skal være.

Nuvel. Min ansøgning blev vel modtaget, og man bad mig om at præsentere mig selv og min interesse for seksualpolitiske emner. Som sagt sÃ¥ gjort. Jeg præsentere mig selv kort og henviste til min blog. Det sidste skulle jeg nok aldrig have gjort. For i den forudgÃ¥ende tid havde jeg formastet mig til at forsvare en vis fhv. amts-chat-konsulent, Rudy Frederiksen, der havde misbrugt sin stilling til at opnÃ¥ seksuelle ydelser fra nogle unge piger. I en – i øvrigt anonym – email meddelte man mig sÃ¥, at man ikke kunne optage mig i Seksualpolitisk Forum, fordi man var i tvivl om, hvorvidt jeg forsvarede Rudy eller ej. Og jeg fik i øvrigt at vide, at man ikke var enige om præklusionen og heller ikke om, hvordan man skulle forholde sig til fx pædofili.
Og det er da rigtigt. Jeg forsvarede – og vil fortsat forsvare – den tidligere amts-chat-konsulent. Ikke, fordi han misbrugte sin betroede stilling til at lokke unge piger med modeldrømme ud i et prostituerende arrangement, men over for en pøbelsk presse, der anklagede og dømte manden pÃ¥ forhÃ¥nd. For mig handlede det ikke først og fremmest om mandens sÃ¥re menneskelige liderlighed, men om retsprincipper, som en sensationshungrende presse med TV2 og boulevard-aviserne i spidsen var fløjtende ligeglade med. Jeg skrev ironisk, ja, sarkastisk om Rudy og kaldte ham flere gange – med digteren Peter Laugesens øgenavnstilskrivning “Pikken fra Herning”. Fx skrev jeg i forbindelse med en omtale af Bill Brysons erindringsbog Thunderbolt Kid følgende::
“Avisen Guardian bringer et fyldigt uddrag af bogen, som jeg har læst og moret mig en del over. Den handler nemlig om seksualmoralen i 1950’erne. Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke pÃ¥ de seneste dages opstandelse over chatekperten Rudy – som Peter Laugesen i dagens Information meget lidt flatterende kalder “Pikken fra Herning” (à la “Ørnen…”) – der, bogstaveligt talt, blev grebet med bukserne nede om hælene i sine bestræbelser pÃ¥ at misbruge unge pigers stjernedrømme til egen seksuel lystgevinst. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er forkasteligt, at en mand misbruger en betroet stilling som chatkonsulent til den slags. Og han skal nok fÃ¥ sin fortjente straf for det. Men den smÃ¥lumre, skingre moralske forargelse og slet skjulte sensationsophidselse i visse dele af medierne er grinagtig, tankevækkende og vækker genklang af netop halvtressernes forkrampede seksualmoral. Man skulle tro, at vi ikke er kommet ret meget videre…”.
Frederiksen fik siden en dom for ‘udbredelse af utugtige billeder af unge piger’, men var allerede da blevet straffet af seksualmoralisterne: Han mistede sit job, sin kone, forholdet til sine børn – og sit navn. Det sidste i bogstaveligste forstand: Han mÃ¥tte skifte navn.
Frederiksens store ‘forbrydelse’ var ikke at han forfulgte sin liderlighed. Det var, at han gjorde sig selv til en af de “børnelokkere”, som hans egen ekspertise skulle beskytte børn imod… Man havde sat ræven til at vogte høns.
Jeg vil gÃ¥ sÃ¥ langt som til at sige, at jeg forsvarede Frederiksen over for en pøbelpresse, der hellere end gerne sælger ud af retsprincipper og etiske normer, hvis bare man kan sælge aviser og fÃ¥ markante seertal, men jeg forsvarede ogsÃ¥ mandens ret til at være liderlig og forfølge sine liderlige lyster – sÃ¥ længe det sker inden for lovens og de professionsetiske rammer. Det sidste drejer sig om, at man i betroede stillinger – fx som lærer, chat-konsulent osv. – ikke misbruger sit job til seksuelle lystgevinster.
Jeg skulle aldrig have ansøgt om medlemskab af Seksualpolitisk Forum. Det var en fejl. Seksualpolitik Forum var ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Et sted, hvor diskussionen af frisindets grænser kunne komme fuldt til udtryk. Og for mig starter frisindet for alvor, når man stiller de ubehagelige spørgsmål (fx om de unge pigers rolle og bevæggrunde i sagen om Rudy Frederiksen ), der antaster ens egne seksualmoralske normer og grænser.
En sÃ¥dan diskussion kommer Seksualpolitisk Forum aldrig til at blive, sÃ¥ længe man insisterer pÃ¥ at tale “med én stemme”.

Tilbagespoling (scroll selv ned)

Den kastrerende anmelder…

26. juli 2008

PÃ¥ grund af varmen fik jeg først taget hul pÃ¥ Weekendavisen i dag. Og da jeg er en stor beundrer af Alfred Hitchcocks filmkunst kastede jeg mig over Leonora Christine Skovs anmeldelse af en ny biografi om den trinde englænder. Titlen er “Den infantile psycho”, og i overskriften advares vi om – eller stilles i udsigt – at biografien om manden og hans forhold til sine kvindelige skuespillerinder vil fÃ¥ ham til at “falde dybt”.

Nu er det jo ikke ligefrem nogen nyhed, at Alfred havde, skal vi sige det sådan, et problematisk forhold til sex. Efter sigende levede han i et aseksuelt forhold til sin kone Alma. Og meget tyder på, at han nærmest var besat af blondiner. Som andre, der har et beklemt forhold til det seksuelle, havde han også en tilbøjelighed til verbale frivoliteter og sjofelheder.

I sin biografi Spellbound by Beauty: Alfred Hitchcock and his leading Ladies disker den kendte biograf Daniel Spoto op med en mængde saftige anekdoter og vidnesudsagn, der hvordan “Hitch – uden cock“, som han elegant tituleres, udøver sex-chikane af variende styrke over for sine kvindelige hovedrolleindehavere – selv om det mÃ¥lt med vor tids alen ikke rigtig syner af det store.

Nuvel, jeg vil slet ikke bestride, at Alfred sandsynligvis har været pueril liderbasse, der fik afløb for sine undertrykte seksuelle lyster ved at chikanere sin samtids dejligste skuespillerinder. Han har sikkert både været uforskammet, uopdragen og rigtig slem. En skidt knægt.

Men Leonora Christine Skov skyder helt ved siden af mÃ¥let, hvis hun mener, at sÃ¥dan biografisk snageri, der ikke lader de kulørte ugeblade meget efter, pÃ¥ nogen mÃ¥de berøver filmkunstneren Alfred Hitchcock noget af hans værdighed. At en kunstner har et forkvaklet seksualliv, gør jo ikke ham eller hende til en mindre kunstner. Man mÃ¥ skelne mellem forfatterens liv og kunstværket. Og det burde magister Skov jo vide…

PS. NÃ¥r jeg kalder dette indlæg “Den kastrerende anmelder”, sÃ¥ hænger det sammen med, at Skov har markedsført sig selv om en slags feministisk kritiker, og hendes sympati ligger helt klart hos de ‘stakkels’ skuespillerinder, der søgte berømmelsens rampelys hos mester Hitch. Hvis man absolut vil kastrere Hitchcock, sÃ¥ skal man gøre det med udgangspunkt i hans filmiske værker. Og det bliver svært. Meget svært.