CAPAC

Capac kommer til at tænke på den gamle politiker, der sidestillede jernbane- og seksualdriften med hensyn til ustyrlighed – i ordets rette betydning. Det er jo – indrøm det bare – kendetegnende ved seksualdrifterne, at de er ret ustyrlige og ofte griber forstyrrende i menneskenes ellers regulerede liv. Man kan heller ikke helt se bort fra, at den seksuelle ophidselse stimuleres af grænseoverskridelsen. Det forbudte er frækt. Hvis man er i tvivl så find svar i den righoldige litteratur.

Capac er derfor lidt i tvivl om, hvorvidt det er en god idé, når nu Danmarks Naturfredningsforening vil lave en guide til god sex i naturen. Kommunikationsmedarbejder Lene Midtgaard fra Naturfredningsforeningen synes, at det er en god idé med sådanne alternative anvendelsesmuligheder af fx de ca. 2000 fredede områder i Danmark. Og hun – og foreningen formodentlig – kan ikke helt se sig fri for en – lad os kalde det sådan – regulerende hensigt: Man må ikke forstyrre andre – og man skal huske at rydde op efter sig (fx samle kondomer op). Man hvad nu, hvis en del af spændingen, ja, ophidselsen, består i, at Hr. og Fru Andersen måske bliver opdaget, medens de udøver deres erotiske løjer? Så er der vel ikke nogen idé i at ligge i en afsides afkrog af et fredet område? Og – er det ikke endnu et eksempel på, hvordan hverdagslivet – og privatlivet – gradvist forsøges reguleret af offentlige myndigheder og private organisationer, der opererer i det offentlige rum?

Tante Berlinger fortæller, at en amerikansk, prisvindende børnebog, Susan Patron’s »The Higher Power of Lucky«, er blevet bandlyst af en række amerikanske bibliotekarer. Årsagen er, at en hund i bogen bliver bidt i scrotum af en slange. Det er ikke selve handlingen, som ret beset må betegnes som værende hændelig, men ordet scrotum, der har ført til opstandelsen. Scrotum betyder som bekendt pung, altså den handyr har mellem benene, og som indeholder testiklerne. Altså: nossepungen.
Bogen vandt for nylig den prestigefyldte pris Newbery Medal, og det gav anledning til en hidsig debat om censur, ytringsfrihed og bogens indhold. Ordet scrotum er jo en lægelatinsk betegnelse for en legemsdel, ikke et beskidt, sjofelt ord. Men, det henviser til – uha-uha- det seksuelle, og det er problemet for bibliotekarerne og andre repræsentanter for det puritanske, politisk korrekte Amerika.
Nu er det vel ikke længere påfaldende, at den slags kan ske i USA, dette store, brogede land, hvor hykleri og dobbeltmoral har opnået højder, man ikke ser andre steder. Spørgsmålet er, om vi er på vej mod amerikanske tilstande her i lille Danmark? Sagen om Jørgen Leths bog Det Perfekte Menneske kunne godt få en på sådanne tanker. Nu har Jørgen Flindt Petersen lavet en film, hvor han lader Jørgen Leth kommentere “sagen” og dens forløb.

Filmen bliver diskuteret i den seneste udgave af DR2s problematiske kulturprogram Smagsdommerne, hvor skuespillerinden og billedkunstnerinden Anne Grete Bjarup Riis, tegneserietegner og latinkyndig Ivar “Olfax” Gjørup og en anmelder fra Ekstra Bladet udgjorde dommerpanelet. I den sammenhæng kom Anne Grete Bjarup Riis til at repræsentere et synspunkt, der i mangt og meget svarer til den form for puritansk fundamentalisme, man oplever i dagens Amerika. Et helt igennem moralistisk funderet synspunkt, der kun kunne udtrykke sin afstandtagen i “begreber” og formuleringer som “gammel gris”, “stakkel”, “tænke med pikken” o.lign. Hvis Jørgen Flindt Petersens intention med sin film har været at kaste lys over Leths tanker og bearbejde den medieoppiskede debat om Leths bestigning af en nittenårig datter af en kokkepige, så viser Smagdommerne, at den bornerte, kønsforskrækkede moralisme lever i bedste velgående, repræsenteret af en ung, feministisk (?) kvinde ved navn Anne Grete Bjarup Riis, der helst så svenske tilstande omkring prostitution indført i Danmark og reducerer pornografiens bestemmelse til udelukkende at være et spørgsmål om profit. Ivar Gjørup så heri et udtryk for en virkelighedsfornægtende politisk korrekthed, der i sidste enden vil genindføre et forbud mod pornografi osv. Se udsendelsen på DR2s hjemmeside.

Moonbeam McSwine:

Little Annie Fanny, der især udfoldede sine talenter i Playboy Magazine:

Kvindernes svar på Phantomas, Phantom Lady:

Man kan finde mere inspiration i fx Sture Hegerfors & Hans Sidéns seriøse gennemgang af det historiske i den rigt illustrerede bog Sex & Serier (1970) og sikkert mange andre steder…

Det seksuelle er interessant, hvis nogen skulle være i tvivl. Tag et hvilket som helst kulørt ugeblad, og du vil se, at der bruges megen spalteplads på spekulationer om kendte menneskers seksualliv. Hvem kommer sammen med hvem? Hvem er blevet skilt fra hvem og hvorfor? En hel industri af nyfigne journalister og paparazzifotografer lever af at levere den slags sladder til læserne (for en ordens skyld: jeg læser dem også…). Og måske er det ikke så underligt. Kærlighedslivet fylder på godt og ondt meget i menneskenes liv. Hvad enten de vil erkende det eller ej.
En af de store forskere udi det menneskelige seksualliv var den kendte østrigske læge Sigmund Freud, der i starten af forrige århundrede udkastede en række teorier om det seksuelle; teorier, der lige siden deres formulering har været kontroversielle og uafrystelige. Freud var godt klar over, at det felt, han kastede sig over, ville møde modstand. Og sådan blev det. Der blev gjort ihærdige forsøg på at miskreditere hans person og hans forskning. En af de kendteste karikaturtegninger af Freud viser hans hoved formet af nøgne kvinder – og titlen er: What’s on a Man’s Mind? Freud som en gammel gris. Han må pr. definition være en gammel lidderbuk, når han hver dag beskæftigede sig med andre menneskers seksualliv og dets mentale skæbner. Denne tendentielt miskrediterende tanke er interessant. For man må spørge: Hvorfor skulle det være diskvalificerede for en mands forskning, at han havde et aktivt seksualliv, eller  for den sags skyld, at han var seksuelt afsporet i forhold til samtidens seksualmoral?
Det er en kendt sag, at Freud var godt og borgerligt gift og fik en masse børn. Det er også nogenlunde veldokumenteret, at fru Freud ikke var specielt interesseret i kønsakten, når den ikke lige stod i forplantningens tjeneste. Og det er også velkendt, at Freud i lange perioder havde Fru Freuds yngre søster, Minna Bernays boende i sit hjem. Derfor har tanken ikke ligget fjernt: Har Freud muntret sig på lagnerne sammen med den yngre Minna? Mistanken har ligget og luret i årtier. Freuds tidligere væbner og senere konkurrent Carl Gustav Jung mere end antydede, at frk. Bernays havde indrømmet en affære med Sigmund, hvilket Freud afviste som en jungiansk ondskabsfuldhed.
Nu mener en tysk sociolog at have fundet et “bevis”. I følge Franz Maciejewski skulle Freud og Minna den 13. august 1898 have indlogeret sig som ægtepar i en kro i de svejtsiske alper for at holde to ugers ferie. I kroens gæstebog står der, at “Dr. Sigmund Freud og frue” bebor rum nr. 11. Det er bevis nok, mener sociologen, på, at der var tale om en affære.
Mit ærinde her er ikke at kæmpe for Freuds ærbarhed eller forsøge at postulere, at Freud da sagtens kunne sove ved siden af sin 11 år yngre svigerinde uden at forgribe sig på hende. Næh, men som den kendte Freud-biograf, Peter Gay, udtrykker det: “Det er meget muligt at det sov sammen…men det gør hverken ham eller psykoanalyse mere eller mindre korrekt”. Det kan da ikke udelukkes, at Sigmund – oven i købet med Fruens velsignelse eller i hvert fald tavse samtykke – lod Sigmund og Minna dyrke kødets lyst i alpehytten. Freud studerede omkring 1900 de mentale skæbner, der kom ud af et borgerligt samfund, hvor det seksuelle blev dæmoniseret og fortrængt, og indså, at det seksuelle – drifterne – under alle omstændigheder ville komme til udtryk. Fx i mange borgerlige kvinders hysterier, altså alvorlige, belastende sindslidelser.
Problemet med denne såkaldte afsløring er, at mange af Freuds efterfølgere og elever har set en interesse i at fremstille ham som et ideal, en verdslig helgen, ja, en slags messias, der – med Freuds eget begreb – sublimeredesine seksuelle drifter til videnskabelig produktion. Freud kunne have gode grunde til at gå stille med dørene. Han kendte alt for vel Wienerborgerskabets tykke dobbeltmoral og dens vogter, fordømmelsen, og vidste sikkert, hvordan man både skulle holde facaden i orden og uplettet og samtidig finde afløb for sine seksuelle lyster. At han trådte ved siden af dydens smalle sti ændrer ikke i sig selv ved hans projekt, men viser blot at han var et menneske. Det gjorde vel heller ikke H. C. Andersen til en mindre digter, at han onanerede flittigt og registrerede hyppigheden i sine dagbøger? Mere om sagen kan læses i The Herald Tribune her.

Nej, ingen provokerende indlæg her. Ingen fordybelse i “sagen” her. Jeg valgte helt bevidst ikke at se dokumentaren om den såkaldte Tønder-sag, da DR havde programsat den kl. 20 i går aftes i det, man kalder prime time, så man kunne være nogenlunde sikker på, at alle børnefamilierne kunne se den… Jeg valgte helt bevidst at holde nysgerrigheden i bur; den indre svinehund i kort snor. Jeg behøver ikke at få mere at vide om denne sag, end jeg ved i forvejen fra avislæsning. Jeg behøver ikke at se mere for at indse, hvad jeg allerede har indset om den side af det humane. Jeg behøver ikke at vide mere for at genkende det alt for menneskelige. Og jeg er såmæn ikke specielt rystet over denne sag. Faktisk tror jeg, at der foregår tilsvarende ting i andre familier, i andre hjem. Incestsagerne hober sig op i medier og på politikontoret. Voldtægtssager – reelle og opdigtede – udpensles i boulevardbladene. Den psykiatriske litteratur, ja, litteraturen slet og ret, er fuld af forfærdende beskrivelser af den menneskelige naturs udfoldelser. Alligevel lægger vi låg på, for ellers ville det ikke være til at bære.

I min pladesamling er der mange erklæret homoseksuelle kunstnere, og mange kunstnere, der har forholdt sig eksperimenterende, fabulerende til den menneskelige seksualitets u-naturlige udtryk. Lad mig bare nævne Bowie og Lou Reed som eksempler på det sidste. Kunstnernes seksuelle orientering har aldrig spillet en rolle for min musikalske interesse, fordi den aldrig i sig selv er garant for kunstnerisk kvalitet. Som i alle andre sammenhænge, så er der gode og mindre gode homoseksuelle kunstnere.
Men sådan ser ikke alle på det. Musikbladet Gaffa henviser til en amerikansk side, hvor højresnoede kristentreligiøse fundamentalister har lavet to lister med musik, man skal holde sig fra (homomusik etc.), og musik, man godt kan tillade sig at lytte til. Siden hedder Love God’s Way. Hvis man skulle følge deres anvisninger, så kunne jeg sagtens skrotte det meste af min musiksamling (hvilket jeg selvfølgelig ikke har tænkt mig at gøre…). Det interessante er, at listen med “acceptabel” musik er forbavsende kort, og jeg må med skam meddele, at jeg kun har lyttet til et par af kunstnerne, nemlig Cyndie Lauper og Jars of Clay (der spiller god musik med kristent orienterede tekster…).
Nu mangler vi bare, at disse “velmenende” kristne fundamentalister iværksætter nogle pladeafbrændinger, sådan som det er almindeligt forekommende i Guds eget land.
Vi vil markere Gaffas informationer med at spille en masse seksuel perverteret musik i dag…

My mummy’s dead
I can’t get it through my head
Though it’s been so many years
My mummy’s dead
I can’t explain
So much pain
I could never show it
My mummy’s dead

- med disse ord og den lille sang slutter John Lennons debutsoloalbum Plastic Ono Band, der udkom i 1970. Pladen, hvis indhold står i skærende kontrast til omslagets idylliske billede af John og Yoko under træet, gjorde et uudsletteligt indtryk på blogbestyreren, dengang den udkom, og den er forblevet en af de plader, der stadigvæk får hårene på underarmene til at rejse sig.
Pladen var ikke blot en afsked med Beatles-perioden, men samtidig Lennons hudløse selvransagning og -analyse. En dybt personlig plade, hvor nøgne, hudløse, poetiske tekster er sat perfekt i scene i et lige så nøgent musikalsk udtryk. En fuldendt plade.
I en periode op til indspilningen af musikken havde Lennon og Ono deltaget i primalskrigsterapeuten Arthur Janovs seancer. Og det kan høres på pladen. Janov, der var elev af Wilhelm Reich og tilhørte en kropsterapeutisk tradition inden for de psykodynamiske teorier, mente, at man skulle skrige sine traumer og psykiske lidelser ud af kroppen. Og det er, hvad John Lennon gør, ikke mindst i sangen Mother:

Mother, you had me, but I never had you
I wanted you, you didn’t want me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Father, you left me, but I never left you
I needed you, you didn’t need me
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Children, don’t do what I have done
I couldn’t walk and I tried to run
So I, I just got to tell you
Goodbye, goodbye

Mama don’t go
Daddy come home

Det var allerede dengang en kendt sag, at John Lennon mistede sin mor, Julia, tidligt. Hun døde i en trafikulykke i 1958, da John var 17 år. Men han havde allerede mistet hende før, for John voksede op hos sin moster Mimi. I mytologien er Mimi blevet fremstillet som den rare person, der tog sig af John, fordi moderen ikke kunne. Journalisten Torben Bille refererer myten således i sin bog Lydspor: “Han havde haft en svær barndom med en mor, der overlod ham til hans tante, før han var fyldt tre, og så døde, da han endelig havde fået kontakt med hende igen”. Men nu har John Lennons halvsøster Julia Baird udgivet bogen Imagine This: Growing Up with My Brother John Lennon (2007), der fortæller en hel anden historie om en yderst dysfunktionel Liverpool-familie og et jalousidrama mellem to søstre.
Kort fortalt, er det historien om moster Mimi, der ikke kunne acceptere, at Lennons moder i en meget ung alder giftede sig med ung sømand i handelsflåden – Alf, Johns fader – der aldrig var hjemme og derfor kastede Julia i armene på en elsker. Mimi brugte affæren – og ikke mindst dens tidstypiske følger: en datter, der blev bortadopteret – til at anmelde Julia til de social myndigheder og få tvangsfjernet John på grund af moderens påståede letlevende liv. Bairds bog afslører, at Mimi ikke var drevet af høje moralske fordringer, men af regulær misundelse og jalousi. Storesøster Mimi, der aldrig fuldbyrdede sit eget ægteskab til manden George, kastede sig selv ud i en dybt hemmelig, lidenskabelig affære til en ung biokemiker, der boede til leje hos Mimi og George. Den unge mand var halvt så gammel som Mimi, men hun var villig til at opgive alt for at følge med ham til New Zealand. Inklusive John. Bogen fortæller også om en moder, der helt frem til sin død, savnede sin søn og gentagne gange forsøgte at opsøge ham hos søsteren, blot for at blive afvist.
Mimi ønskede ikke, at John skulle se sin moder, og det til trods for, at de boede tæt på hinanden. Det var først, da John blev 11 og selv kunne gå i skole, at han fik mulighed for nu og da at besøge moderen og se, hvordan hun levede med sin nye familie.
I hvert fald siden Freud har vi godt vist, at familien er roden til alt ondt (og godt…). Familien kan være helvede på jord. Og at John Lennon skulle lide under de dysfunktionelle familiære forhold er nok med til at forklare hans behov for at udtrykke sig selv kunstnerisk, selv om man skal passe på med at overbetone et sådant patologisk motiv…

Vi kender godt alle de der undersøgelser af folks seksualliv eller mangel på samme… Folk, der ikke har tid, lyst osv. Fordi de arbejder, passer børn, dyrker sport og fritidsinteresser osv. Eller blot er kørt træt af en gennemseksualiseret medieverden, hvor alle skal være unge, slanke, smukke – og liderlige. Derfor kan det heller ikke være nogen overraskelse, at den nyeste begrundelse for ikke at få noget på den dumme er: Jeg blogger. Den yderst lødige engelske avis Daily Mail, der får Ekstrabladet til at ligne et medlemsblad for grønspættespejdere, fortæller historien. Læs den her.