CAPAC

Sex, Drugs and Rock’n Roll hedder den gamle trossætning. Og selv om det måske er trivielt at fremhæve det i dag – hvor Boogie-videoerne er et studie i soft-porn-iscenesat musik – så har populærmusikken eller rettere rocken fra sin skabelse i årene efter Anden Verdenskrig været drevet af seksuel energi. Elvis the Pelvis’ æggende hoftebevægelser, der blev bortcensureret på tv, for at de unge (kvindelige) seere ikke skulle blive våde i trusserne, Beatles’ lange, rystende hår, der kunne sætte pigerne – men også drengene – i ekstase, Jimi Hendrix’ onanistiske omgang med guitaren osv. osv. Og selv om censuren vogtede over kunstnerne med stor nidkærhed – ofte med det resultat, at interessen blot blev øget ud fra princippet om, at det, der er forbudt, er mere interessant og dragende – så forstod kunstnerne at få budskabet igennem. Også tekstligt. Umisforståelige metaforer og snedige omskrivninger skulle nok sørge for, at de unge lyttere kunne afkode de frække hentydninger. Et eksempel er Fleetwood Macs Peter Green-komposition Rattlesnake Shake, der er en hyldest til den blandt drenge yndede sport at polere håndtaget, pudse ettallet, bruge hånddræsinen, spille kødfløjte eller vandorgel (for nu at citere Kaj Bom efter hukommelsen) – kært barn, mange navne – kort sagt: at tilfredsstille sig selv ved onani. Bemærk at rammerne for den efterfølgende video er Playboy-Hugh Hefners selskab. Ved Hughs side ser man bl.a. den i tresserne kendte pin-up og sangerinde, Barbi Benton… Desværre klippes der lidt hårdt til sidst i videoen, så her er nummeret i sin helhed.

Baby, if you got to rock

Now, jerk it

Med den store rorgænger Villy i spidsen fejrer Socialistisk Folkeparti sig selv i denne weekend og lægger op til en fælles front med Socialdemokratiet (og de vaklende radikale?) mod den nedslidte borgerlige regering. SF har fået succes med en hårdere tone i indvandrerdebatten og en midtersøgende, kompromissøgende politik. Som sympatisør kan man godt være bekymret for, at den pludselige succes stiger partifolket til hovedet, så de glemmer folkeligheden og det socialistiske grundlag. Og man må spørge, om SF’erne er ved at blive grebet af den autoritære, bornerte tidsånd, som blæser i den højreorienterede regerings tid?
I dagens avis kan man således læse, at Villy har tøvet over for et forslag fra Emilie Turunen, SF-kanditat til EU-parlamentet, om, at offentligt ansatte skal fyres, hvis de formaster sig til at købe sex i arbejdstiden. Fx hvis offentligt ansatte er på rejse i udlandet. Sammen med bl.a. Pernille Vigsø Bagge vil Emilie Turunen “lummerkulturen”, som hun kalder den, til livs. Nu kan man jo for det første undre sig over, at et sådant forbud kun skal gælde offentligt ansatte. Hvorfor ikke privatansatte? Jeg tror, at det hænger sammen med, at Turunen og ligesindede forbudsdyrkere – måske ubevidst – identificerer sig med det store beskyttende velfærdsstat. Det er den store moder stat, der skal holde sine ansatte i ørerne.
Udtrykket “lummerkultur” taler også sit tydelige sprog om det moralistiske syn på seksuallivet, som Turunen og Co. repræsenterer. Vi må håbe, at Søvndal bliver ved med at tøve med sin opbakning – så længe, at debatten om prostitution og sex-køb får tilstrækkeligt med dokumentation og viden til at man kan formulere en politik, der ikke bygger på sen-feministisk puritanisme og forkrampet moralisme

Som bekendt kører der en debat om forbud mod købesex herhjemme. Og en markant del af fortalerne for et forbud har mere end antydet, at det er mænds liderlighed, der er en væsentlig forklaring på prostitutionens eksistens. Der har kun været beskeden opmærksomhed på kvinders forbrug af købte seksuelle ydelser og homoseksuelles. Der kan være god grund til at trække kvinderne som sex-købere frem i lyset. Om ikke andet, så for at trække tæppet væk under den mandefjendske argumentation hos visse pro-forbuds-politikere.
På DRs Nyhederne kan man læse om højsæsonen for kvindelig sexturisme. Danske og andre europæiske kvinder drager mod de sydlige himmelstrøg for at nyde ferien – og det vis også sige: For at købe sig noget ungt, mandligt kød. Egypten, De kanariske øer, Gambia er leveringsdygtige med hensyn til unge mænd – gifte såvel som ugifte – der for få penge vil være de liderlige europæiske kvinders støder i ferieperioden.
Vil et eventuelt dansk forbud mod købesex også omfatte disse kvinder? Og hvordan vil man i givet fald håndhæve forbuddet?
Vi lever i en verden, der i stort omfang er smurt ind i urealistiske romantiske forestillinger om seksuallivet, hvor man skulle tro, at et seksuelt forhold kun kunne udspringe af enten romantisk forførelse eller demokratisk aftale. Den forestilling,at seksuelle handlinger kunne være noget, man kunne handle sig til, er fortrængt i hovedet på mangen en puritansk forbudspolitiker. Ikke desto mindre har det altid foregået. Som Leif Blædel har været inde på, så var den gamle, økonomisk-fornuftsprægede ægteskabsindgåelse med “medgift” osv. i bund og grund også en handel med seksuelle ydelser.
Lad mig for en ordens skyld skrive: Jeg fordømmer ikke de kvinder, der køber sig til lidt erotik i sydens sol. Den kvindelige sexturisme er blot en understregning af, at pro-forbuds-politikernes mandsfjendske holdninger er ude i hampen. Mennesker handler sig til sex, og det har de gjort i århundreder. Vi kan beklage, at det forholder sig sådan. Men vi bliver nødt til at acceptere dette banale forhold.

Tilbagespoling

Medens den katolske kirke forsøger at rage kastanjerne ud af ilden – for sig selv – i sagen om den voldtagne ni-årige pige fra Latinamerika, så fortsætter det kirkelige overhoved med at vise, hvor lidt hoved, der sidder på overhovedet. I følge den italienske avis har pave Benedikt d. 16. udtalt, at kondomer kun forværrer AIDS-katastrofen i Afrika. I følge paven hjælper kun “en åndelig og menneskelig vækkelse”. Herre Jemini! Hvor meget åndeligt bullshit skal den mand dog lukke ud? Jeg tror, at AIDS-katastrofen bliver forværret af pavens forestående besøg i Angola og Cameroun…

The Popes smokes Dope – eller gid, han gjorde…

“Hvad nu, hvis den frihed, der opstod i 60erne underminerede begæret, fordi alt pludselig var tilladt og dermed uinteressant? Og da man så i 70erne, ikke mindst via kvindebevægelsen, indstiftede nogle nye forbud og tabuer, så opstod der på ny en seksuel spænding? Og da man i 80erne reagerede mod det foregående årtis udligning af kønsforskellen og ville være rigtige mænd og kvinder, ja, så modarbejdede selve selviscenesættelsen intentionen? Seksualiteten er frygtelig drillesyg og har det med at undslippe fællesmødets beslutninger”

Søren Ulrik Thomsen i Weekendavisen, uge 10

Forleden kunne man i tv-avisen høre, at en ny erotik-messe gik forrygende godt. Danskerne sparer ikke på hjælpemidler til de seksuelle udfoldelser. Designerdildos osv. sælger, medens krisen kradser, og vi sparer på andre ting.
Men i dag kan man så læse, at Københavns erotiske museum – Museum Erotica – der er skabt af Ole Ege, nu er gået konkurs. Måske er tiden ikke inde til at studere erotikkens historie? Man skulle ellers tro, at fx tidens ny-puritanisme kunne have godt at at studere, hvordan seksuallivet har udfoldet sig gennem århundrederne…

I går aftes – eller nat rettere sagt – hørte jeg en diskussion mellem videnskabsjounalist Lone Frank (Weekendavisen) og en repræsentant for Etisk Råd. Det drejede sig om en ny trend i de såkaldte sædbanker. Nu kunne kunderne søge oplysninger om donors hår- og øjenfarve, uddannelsesniveau og andre kulturelle faktorer. Det etiske problem var, hvor langt vi kan gå, når det gælder om at designe den perfekte baby. I debatten blev et par ledere af sædbanker interviewet og en af den sagde noget, der forklarede, hvorfor grænserne hele tiden flytter sig i denne sammenhæng. Han sagde noget i retning af: “Patienterne eller kunderne, for nu kalder vi dem kunderne…”. Jovist. Sæddonation er blevet en lukrativ del af det til stadighed ekspanderende Marked. Og her gælder loven om det profitable. Hvis kunderne vil vide, om barnet kan have midterskilning eller chokoladebrun hud, så skal kunden have det.

I denne blog har jeg tidligere undret mig over betegnelsen “sexarbejde”, fordi jeg mente, at det en selvmodsigelse. Og derfor fangede titlen på Susanne Sodillets ph.d-afhandling straks min interesse, da jeg tilfældigvis faldt over den i en svensk avis.

Bogen, der er fra i år (kan bestilles her) ved på et idéhistorisk grundlag at sammenligne politiken på prostitutionsområdet i to så forskellige lande som Sverige og Tyskland med særlig hensynstagen til feminismens / kvindefrigørelsens betydning for udmøntningen af en sådan politik. De to lande er jo som bekendt end med nærmest diametralt modsatte lovgivninger. I Sverige har man indført et forbud mod købesex. I Tyskland har man lovliggjort prostitution. Set fra den danske andedam må en sådan undersøgelse også vække interesse, fordi feminismen uden tvivl også spiller en rolle for debatten herhjemme.

En af de bærende teser i den mere end 600 sider store afhandling skulle være (jeg bygger på diverse bogomtaler, da jeg ikke har fået fat i bogen endnu) at den svenske feminismes meget positive forhold til statsmagten skulle være afgørende for, hvorfor den svenske prostitutionslov fik den udmøntning, den har fået.

Hvorimod de tyske feminister har lidt af en historisk betinget skræk for statsmagten. Og det har haft væsentlig betydning for legaliseringen og afkriminaliseringen af prostitution. Hvor de tyske feminister efter erfaringerne fra tiden efter nazi-tiden fandt det nødvendigt med en venstreradikal magtkritik af staten, dér har de svenske søstre betragtet staten i Folkshemmet som en slags neutral agent for demokratiet. Det springende punkt er, at de to forskellige forhold til staten og magtkritiken også indebærer to forskellige holdninger til det enkelte menneskes personlige frihed.

I Sverige (og man kan her drage visse paralleller til den danske diskussion) kommer denne problematik til udtryk i offergørelsen af den prostituerede. Den prostituerede kvinde tematiseres som et offer for den mandlige seksualitet. Det er en opfattelse af den prostituerede kvinde som på forhånd udelukker, at man kan opfatte den prostituerede kvinde som et handlende og ansvarligt menneske. Som forudsætning ligger hypotesen om, at samfundet – det svenske – bygger på sociale relationer, der er domineret af en patriarkalsk rangorden.

En af afhandlingens pointer er, at dette tankesæt afsætter en tilsvarende løsning. Sagt på en anden måde: den svenske prostitutionslovgivning fratager den prostituerede kvinde muligheden for at handle og være ansvarlig…

Afhandlingen munder ud i en slags åben konklusion (hvis man kan sige det…). Nemlig, at undersøgelsen peger på, at politiken på prostitutionsområdet ikke bør være sort-hvid, enten-eller. Vi må både erkende, at de prostituerede er selvstændige, handlende og ansvarlige mennesker, og udøve magtkritik. Vi skal også forstå, at fænomener som trafficking i høj grad handler om migrationspolitik og fattigdomsbekæmpelse.

Selv i refereret form synes denne svenske afhandling at falde på et tørt sted i prostitutionsdebatten. Og ikke mindst den danske, hvor en forstokket feminisme  er på spil. Bogen bør hurtigst muligt oversættes til dansk. For er der noget debatten mangler, så er det et højt informationsniveau og viden.

I Politiken i dag kan man læse en interessant artikel om et tilsyneladende nyt fænomen på internettet. Det drejer som om sitet Auktionsdating.dk. På sitet faldbyder unge og voksne mænd og kvinder sig på auktionsvis i håb om at nogle vil byde tilstrækkeligt højt på dem, så der kan komme en date i stand.

Dorit Otzen, leder af prostitutions-værestedet Reden, har råbt vagt i gevær og betegnet sitet som “en glidebane” til prostitution. Men, som bloglands egen luder, Sus, tørt bemærker, så er der ikke blot tale om en glidebane: “Helt ærlig, hvis man sælger sex for penge, så er det sku´da ikke en glidebane, hvad enten man sælger det for højestbydende på en auktion eller selv sætter en fast pris. Så er det prostitution. Regulær sexarbejde.”. Lad os kalde en spade for en spade, og en skov for en skovl.

Bag dette ordhuggeri omkring ordet “glidebane” ligger en interessant problematik. Det et efterhånden veldokumenteret faktum, at de såkaldte datingsider (og andre kontakttjenester som chatsider etc.) for længst har afsløret, at handel med sex foregår. Personer lader sig overtale til dating (m. sex) til gengæld for penge eller “gaver”. Den nye side forsøger at slå mønt på dette aspekt af kontakttrafikken på nettet. Sagt på en anden måde: bagmanden er ikke interesseret i hverken dating eller sex – men penge. Og her er så en niche, hvor det sandsynligvis er muligt at score kassen. Se blot, hvordan det er gået de andre datingsider. Pengemaskiner.

Det interessante ved et site som Auktionsdating.dk er måske, at det tydeliggør en banal kendsgerning. Hvor man tidligere – i “gamle dage” før internettet blev stort og mægtigt – kunne mødes på nattelivets “kødmarked” (som man nedsættende omtalte det), så er kontakten mellem kønnene i stort omfang flyttet over på internettet – og er blevet en lukrativ forretning. Hvor det tidligere var op til den enkelte selv at “handle” – sælge sig selv – på “kødmarkedet”, så er daterne i dag blevet “varer” på “markedet”. Der er nogle, der tjener stort på at markedsføre daterne. Og som på markedet i øvrigt er der i sidste instans kun en ting, der tæller: penge. Af samme grund har bagmanden bag den ny tjeneste ikke gjort sig de store moralske overvejelser omkring den prostitution, der foregår, når nogen faldbyder sig selv på sitet.

Jeg tænker, at når vi i disse år ser en klar ny-puritansk bølge, der blandt andet kommer til udtryk som et nærmest symbolsk korstog mod købesex, så hænger det nøje  sammen med, at markedet i disse neo-liberalistiske tider får uhæmmet lov til at brede sig til alle områder, der kan slås mønt på. Og en af de sidste bastioner er vores seksualliv. Ved at forbyde købesex, tror man, at man kan opretholde illusionen om, at markedet ikke allerede prostituerer os som mennesker – forbrugere, arbejdskraft osv.

Den vel nok mest berømte (/berygtede) pin-up-pige fra 1950’er, Bettie Page, er død af lungebetændelse, 85 år gammel. Hun blev et sex-ikon, da hun optrådte som Miss Januar i Playboy i 1955. Siden har hun været at finde afbilledet utallige steder i letpåklædt og – uha! – endda nøgen tilstand. Hun har været flere mandlige generationers drenges og mænds våde drøm. Allerede et par år efter sit gennembrud fik hun nok af modelkarrieren og kastede sig over religionen i stedet og forlod offentlighedens søgelys. Men lige siden har hendes billeder været genstand for nærmest kult-agtig dyrkelse og samlermani. For at forstå hendes succes skal man nok have en fornemmelse af halvtredsernes indeklemte forhold  til det seksuelle og den spirende frigørelse på området. Bettie var en flot ung dame med funklende grå øne, knaldsort, blankt hår og timeglasfigur. Og hun kunne på ejendommelig vis forene halvtredsernes “pæne” pige og femme-fatalen i en figur. Og det er der jo mange mænd, der ikke kunne stå for. Og stadigvæk ikke kan stå for… Bettie blev et symbol på den seksuelle frigørelse, der var på vej. Hvil i fred, Bettie.

Er en endefuld vold? Hvis en familiefar bruger endefulde som led i optugtelsen af afkommet risikerer han vel at få en sag på halsen for børnemishandling!? Tugtelsesretten er for længst afskaffet. Noget helt andet er, hvis samme familiefar som led i hans og konens seksuelle “julelege” lægger fruen over knæene og spanker hendes popo rød og blå. Så er det tale om en konsensus mellem de to involverede. Måske stimulerer de oven i købet akten ved hjælp af film og fotografier, der dyrker samme SM-lyster. Og måske henter de oven i købet noget af materialet på det store internet.
I England er besiddelse af den slags materiale blevet potentielt kriminelt. En ny anti-pornografi-lovgivning, der retter sig mod såkaldt illegale hard-core-pornowebsites. Med den nye lov kriminaliseres konsumenten, der benytter “pornografisk materiale, der afbilder nekrofili, bestialitet eller vold, der ser livstruende ud eller sandsynligvis vil føre til alvorlig beskadigelse af bryster eller genitalier”. Tidligere rettede lovgivningen sig primært mod producenterne af slige materialer.
Problemet med den nye lov er, at den kan gøres gældende over for fx kunstneriske billeder med temaer, der kan henføres til lovens beskrivelser. Og den vil kriminalisere store dele af SM-miljøet, hvor brugerne handler konsensuelt og anvender billeder, der kan synes voldelige for andre end dem selv. Der kan fx være tale om iscenesatte billeder, der illuderer voldtægt og andet.
I The Guardian kan man læse om fotografen Ben Westwoods kamp mod den nye lovgivning. Westwood har gjort en karriere af at tage billeder, der har SM-indhold. Hans hovedargument er, at de handler om sex ikke om vold.
Men kan man nu adskille de to ting sådan? Det var det min indledende bemærkninger taler om. Når man slår hinanden i konsensuelle sex-lege, så er det ikke vold? Ikke “rigtig” vold? Erotikken har altid været forbundet med det grænseoverskridende. Det forbudte har altid været fascinerende, tiltrækkende og frastødende på samme tid, og der har været nydelse forbundet med overskridelsen af grænser. Derfor vil der også altid være behov for samfundsmæssige grænser for, hvad der er legalt, og hvad der ikke er. Fx er incest, pædofili og nekrofili (usømmelig omgang med lig) forbudt her. Særligt svært er det at lovgive på fiktionens område. Skal det fx være lovligt at fremstille sado-masokistiske, incestuøse, pædofile eller nekrofile fantasier i kunstnerisk form, når lov forbyder disse handlinger i “virkeligheden”? Og hvad skal man stille op, når SM og andre perversiteter er blevet en del af den almindelige accepterede seksuelle adfærd i samfundet? Det er ikke let.

Den pågående prostitutionsdebat lider gevaldigt af, at udøverne i utilstrækkelig grad er repræsenteret i debatten. Med enkelte undtagelser, som bloglands egen Luder. Det samme gælder alle de mænd (og kvinder!), der benytter sig af de prostitueredes ydelser. Ulempen er, at alt for mange taler på de prostitueredes (og i mindre grad brugernes) vegne. Og det betyder, at debatten let vrides skæv, især fordi alskens seksualmoralister har frit spil.

De sidste par dage har debatten kogt igen, fordi et københavnsk teater har fået den interessante idé at invitere en rigtig, vaskeægte luder til at deltage i et teaterstykke, Pretty Woman A/S. Stykket opføres på Halmtorvet…

Moralister på begge sider af den politiske midte har allerede fordømt idéen. Pernille Frahm (SF) kalder ideen ‘ussel, respektløs og langt ude’ og en ‘styg form for social pornografi’. Dansk Folkeparti taler fra højrefløjen om en ‘ubehagelig udnyttelse af kvinder’. For en gangs skyld træder de gamle borgerlige partier Venstre og Konservative i karakter. Henriette Kjær udtaler:

“For det første er det ikke politikernes moral, der skal afgøre, hvad der er kunst i Danmark. Og for det andet skal politikere ikke blande sig i, hvad kunstnere bruger deres støttepenge til. Medmindre de altså går til noget ulovligt, og det er jo bestemt ikke tilfældet her”.

Kjær peger også på, at det er vigtigt at kunsten, i dette tilfælde teateret, tager kontroversielle emner op, fordi det kan åbne folks øjne for problemer i samfundet.

Det er helt surrealistisk at høre en konservativ politiker på den måde korrekse det store venstrefløjsparti for utidig moralisme og manglende forståelse for kunstens samfundsmæssige rolle! Hvor er frisindet blevet af på venstrefløjen? Hvor er solidariteten med de prostituerede blevet af?

Det skal lige tilføjes, at de prostituerede selvfølgelig deltager frivilligt og mod betaling i stykket. Akkurat som mange prostituerede i øvrigt gør, når de udfører deres såkaldte “sexarbejde”…

Du – Tina –undrer sig over, at jeg kan lovprise forne tiders brug af antydningens kunst i forhold til fremstilling af kønnet og afvise den aktuelle censur af teaterplakaten. For at ophæve forundringen må man skelne. Der er i det mindste to problemstillinger i denne sag. Den ene er spørgsmålet om censur af plakaten. Og det er netop censuren, jeg afviser. Den puritansk begrundede censur af plakaten. Dermed er ikke sagt, at plakaten skal skånes for kritik. For også her må vi sondre: mellem kritik og så censur.
Det andet problem er nemlig plakatens æstetik og kommunikationsstrategi. Og jeg skal da ikke skjule, at jeg synes, at plakaten er alt andet end vellykket – kommunikativt, grafisk og æstetisk betragtet. Men også som ren markskrigerisk PR… Lad mig vende tilbage til det nedenfor.
Censuren gælder plakatens rolle i det, vi kalder det “offentlige rum”. Skal det være tilladt at afbilde en kvindeunderkrop med lidt kønsbehåring i det offentlige rum. Folk kan jo tage anstød af det. Og hvad med ‘de små børn‘? Jeg køber ikke dette moralske argument. Vi lever i et markedsstyret samfund, hvor vi har en høj grad af ytringsfrihed – herunder kunstnerisk ytringsfrihed. Og jeg mener ikke, at denne plakat på nogen måde adskiller sig fra, hvad vi ellers har set af anmassende, seksuelt betonet markskrigeri. At vi ser lidt kønshår i stedet for silikonebryster er en ubetydelig forskel (en hårsbredde?). Og jeg mener, at en pris for at leve i et åbent, markedsstyret samfund med høj grad af ytringsfrihed er, at man må finde sig i at blive konfronteret med budskaber, der støder ens personlige moral. Jf. sagen om avistegningerne.
Hvad så med børnene, de små pus? Efter min bedste overbevisning er inddragelsen af børnene netop et symptom ved (ny)puritanismen, der falder bag om Freuds indsigter på det seksuelle område. Bag ved henvisningen til børnene ligger en bekymring for, at børnene måske får noget at se, som de ikke kan tåle eller måske ligefrem tager skade af. Og vel er børn nysgerrige. Og vel vil de måske spørge til den slags billeder. Men så længe vi sørger for at oplyse børnene om tingenes rette sammenhæng, så er der ingen grund til bekymring. Børn tager ikke skade af seksualoplysning, mente Freud. Derimod kan de tage skade af fortielser og mytedannelser.
Jeg tager altså afstand fra en censur over for teaterplakaten. Og jeg synes, at det er bekymrende, at private firmaer – en gratisavis og et reklamebureau – skal definere, hvad der er tilladeligt eller ej.
Dermed ikke sagt, at jeg opfatter denne plakat som vellykket kunst. Teaterets argument for at vælge denne plakat skulle være, at det offentlige rum i forvejen er fyldt med seksuel orienteret nøgenhed, og det derfor er nødvendigt at ‘råbe højt’ for at blive hørt. Det er nødvendigt at smaske kønnet op i ansigtet på publikum for at få opmærksomhed. Denne markedsstrategi kan man godt sætte spørgsmålstegn ved? Lige som man kan sætte spørgsmålstegn ved, om plakaten er på bølgelængde med Wedekinds mere end 100 år gamle stykke i sit grafiske udtryk?
Hårdt sat op, så henvender plakaten sig vel til nogenlunde samme segment som The Party Maker – altså de unge. Og så vidt jeg ved, er de unge ikke de mest ihærdige teatergængere… I forhold til de voksne, potentielle teatergængere tror jeg, at den skyder over målet. Ja, måske taler den endda ned til os, gør os dummere, end vi faktisk er, ved så direkte at appellere til kønnet. Plakaten er med andre ord et popsmart ungdomsleflende stykke markedsføring, der alene har til formål at få så mange ind i teateret som muligt. Og det kan man godt tvivle på, vil lykkes. Til gengæld er der ingen tvivl om, at al medieomtalen har givet forestillingen en ubetalelig reklame, der nok skal lokke en enkelt husar eller to i teateret..
I øvrigt er plakaten blevet afløst af en anden, hvor man ser Lulu med åben, våd mund slikke på en stor hvid asparges. Fellatio. Mor, hvorfor gør damen sådan? Mere af samme skuffe…
Mine forbehold over for plakaten ændrer ikke en tøddel ved min holdning til censurtanken. Det skal også være tilladt at lave dårlige, anstødelige plakater.
Dette indlæg var foranlediget af Tinas kommentar til det foregående indlæg.

De forskellige billeder kan ses her.

Helen Mirren er – i min begrebsverden – en af de store engelske skuespillerinder, der altid kan gøre en forskel i en film. Altid en nydelse af se på, hvad enten hun spiller kriminalkommisær eller den engelske dronning. Og så er hun en dame, der ikke går af vejen for at slå i bolledejen. Der er lidt Fay Weldonsk uregerlighed og provokatør i hende. Hun er ikke bleg for at tale den politiske korrekthed midt imod. Og det kan capac godt lide. Senest har hun fået feminister og anti-voldtægts-aktivister på nakken, fordi hun har tilladt sig at problematisere fænomenet date-rape, altså det forhold, at en person (en mand som oftest) får gennemført en seksuel handling imod den anden persons (oftes en kvinde) udtrykkelige accept (så er det vist formuleret nogenlunde diplomatisk…). Mirren slår fast, at der er tale om voldtægt, når den første person ikke respekterer et nej. Så vidt så godt. Det er jo den tilbagevendende, indiskutable sandhed: Et nej er et nej. Og dog.. For det er her Helen Mirren sætter ind med sin problematisering. For virkeligheden er ikke sort/hvid. Den er ikke bare ja/nej. Og i hvert fald ikke den seksuelle virkelighed. Hvad Mirren opponere mod er, at voldtægtsmændene i date-rapes kan retsforfølges. Hvis fx en kvinde følger med en mand hjem i hans soveværelse efter en god aften i byen og en nej bliver taget for et ja i den seksuelle nærkamps hede, så mener Mirren, at man – dvs. kvinden – ikke kan gøre en retssag ud af det. Hun udtaler: “Jeg mener ikke, at hun kan bringe en mand for retten under de omstændigheder. Jeg synes, det er tale om et af de mere subtile områder i forholdet mellem mænd og kvinder som de selv må forhandle sig frem til en løsning på”. Og Dame Mirren taler af erfaring og fortæller om dengang hun ung og naiv flyttede til storbyen og blev udsat for mænd, der pressede sig til samleje uden hendes samtykke.
Som sagt er Mirrens udtalelse blev mødt med protester. Man hævder blandt andet, at hun giver næring til fordommen om ‘at kvinder selv er ude om det’, når date-rape forekommer. Men Mirren benægter netop ikke, at der er tale om voldtægt. Hun problematiserer blot det forhold, at der er tale om en speciel situation, hvor retsvæsenet kommer til kort. To mennesker mødes og noget seksuelt opstår, selv om den ene ikke vil gå hele vejen. Der er ingen vidner. Kun de to. Det er ubehageligt, at det sker. Men det sker, selv om det ikke er retfærdigt. Men ikke alle menneskelige relationer kan reguleres af juridisk vej. Nogle gange må vi tænke os om og snakke os ud af det…