CAPAC

»Det er de veluddannede middelklassekvinders projekt. Vi skal alle sammen leve et pænt liv, og de synes, at det er klamt med mænd – måske oven i købet deres egen – der går til en prostitueret og kommer hjem med en kønssygdom. Vi skal forbyde os ud af alting. Det handler om moral – ikke om at hjælpe pigerne«. Citat af sociolog Claus Lautrup i anledning af en ny undersøgelse, der viser, at et flertal siger nej til et forbud mod kriminalisering af købesex.

Jeg tror, Lautrup rammer hovedet på sømmet. Kampagnen for et forbud mod købesex hviler på en feministisk halvfjerdserdogmatik, der kun kan forstå den prostituerede som et “undertrykt” offer – for trafficking, for narko, for alfonser, for sociale omstændigheder, for sig selv. Og derved kommer samme ideologi til at undertrykke alle de kvinder, der af egen drift, så at sige, prostituerer sig selv.

Halvfjerdserfeminismen har sejret ad helvede til, som man siger. Selv om dens talskvinder under tiden siger noget andet, hvilket mest af alt har karakter af en rituel handling. Se dig omkring! De feministiske værdier styrer for vildt i hele den offentlige sektor. Anne Knudsen gjorde opmærksom på de for mange år siden, og det er ikke blevet bedre.

Halvfjerdserfeminismens tankesæt er blevet en del at det politiske establishment i sådan en grad, at de store partier uden at reflektere synderligt over det, æder tankesættes dogmer. Socialdemokrater og SF’ere tør ikke gå imod den feministiske dagsorden af frygt for de kvindelige vælgere. Og som vi har set før, så slår et oprør ofte om i sin modsætning, når først oprøret vinder. Så stivner det i dogmatik og konservativisme – og holder op med at tænke og reflektere over sit eget projekt. Derfor er der brug for en ny feminisme, der kan gå i flæsket på de velbjergede fortalere for halvfjerdsernes kvindekamp.

Uddybende tilbagespoling.

Læs også Sus Luders indlæg om ligestilling her.

Sex, Drugs and Rock’n Roll hedder den gamle trossætning. Og selv om det måske er trivielt at fremhæve det i dag – hvor Boogie-videoerne er et studie i soft-porn-iscenesat musik – så har populærmusikken eller rettere rocken fra sin skabelse i årene efter Anden Verdenskrig været drevet af seksuel energi. Elvis the Pelvis’ æggende hoftebevægelser, der blev bortcensureret på tv, for at de unge (kvindelige) seere ikke skulle blive våde i trusserne, Beatles’ lange, rystende hår, der kunne sætte pigerne – men også drengene – i ekstase, Jimi Hendrix’ onanistiske omgang med guitaren osv. osv. Og selv om censuren vogtede over kunstnerne med stor nidkærhed – ofte med det resultat, at interessen blot blev øget ud fra princippet om, at det, der er forbudt, er mere interessant og dragende – så forstod kunstnerne at få budskabet igennem. Også tekstligt. Umisforståelige metaforer og snedige omskrivninger skulle nok sørge for, at de unge lyttere kunne afkode de frække hentydninger. Et eksempel er Fleetwood Macs Peter Green-komposition Rattlesnake Shake, der er en hyldest til den blandt drenge yndede sport at polere håndtaget, pudse ettallet, bruge hånddræsinen, spille kødfløjte eller vandorgel (for nu at citere Kaj Bom efter hukommelsen) – kært barn, mange navne – kort sagt: at tilfredsstille sig selv ved onani. Bemærk at rammerne for den efterfølgende video er Playboy-Hugh Hefners selskab. Ved Hughs side ser man bl.a. den i tresserne kendte pin-up og sangerinde, Barbi Benton… Desværre klippes der lidt hårdt til sidst i videoen, så her er nummeret i sin helhed.

Baby, if you got to rock

Now, jerk it

Med den store rorgænger Villy i spidsen fejrer Socialistisk Folkeparti sig selv i denne weekend og lægger op til en fælles front med Socialdemokratiet (og de vaklende radikale?) mod den nedslidte borgerlige regering. SF har fået succes med en hårdere tone i indvandrerdebatten og en midtersøgende, kompromissøgende politik. Som sympatisør kan man godt være bekymret for, at den pludselige succes stiger partifolket til hovedet, så de glemmer folkeligheden og det socialistiske grundlag. Og man må spørge, om SF’erne er ved at blive grebet af den autoritære, bornerte tidsånd, som blæser i den højreorienterede regerings tid?
I dagens avis kan man således læse, at Villy har tøvet over for et forslag fra Emilie Turunen, SF-kanditat til EU-parlamentet, om, at offentligt ansatte skal fyres, hvis de formaster sig til at købe sex i arbejdstiden. Fx hvis offentligt ansatte er på rejse i udlandet. Sammen med bl.a. Pernille Vigsø Bagge vil Emilie Turunen “lummerkulturen”, som hun kalder den, til livs. Nu kan man jo for det første undre sig over, at et sådant forbud kun skal gælde offentligt ansatte. Hvorfor ikke privatansatte? Jeg tror, at det hænger sammen med, at Turunen og ligesindede forbudsdyrkere – måske ubevidst – identificerer sig med det store beskyttende velfærdsstat. Det er den store moder stat, der skal holde sine ansatte i ørerne.
Udtrykket “lummerkultur” taler også sit tydelige sprog om det moralistiske syn på seksuallivet, som Turunen og Co. repræsenterer. Vi må håbe, at Søvndal bliver ved med at tøve med sin opbakning – så længe, at debatten om prostitution og sex-køb får tilstrækkeligt med dokumentation og viden til at man kan formulere en politik, der ikke bygger på sen-feministisk puritanisme og forkrampet moralisme

Som bekendt kører der en debat om forbud mod købesex herhjemme. Og en markant del af fortalerne for et forbud har mere end antydet, at det er mænds liderlighed, der er en væsentlig forklaring på prostitutionens eksistens. Der har kun været beskeden opmærksomhed på kvinders forbrug af købte seksuelle ydelser og homoseksuelles. Der kan være god grund til at trække kvinderne som sex-købere frem i lyset. Om ikke andet, så for at trække tæppet væk under den mandefjendske argumentation hos visse pro-forbuds-politikere.
På DRs Nyhederne kan man læse om højsæsonen for kvindelig sexturisme. Danske og andre europæiske kvinder drager mod de sydlige himmelstrøg for at nyde ferien – og det vis også sige: For at købe sig noget ungt, mandligt kød. Egypten, De kanariske øer, Gambia er leveringsdygtige med hensyn til unge mænd – gifte såvel som ugifte – der for få penge vil være de liderlige europæiske kvinders støder i ferieperioden.
Vil et eventuelt dansk forbud mod købesex også omfatte disse kvinder? Og hvordan vil man i givet fald håndhæve forbuddet?
Vi lever i en verden, der i stort omfang er smurt ind i urealistiske romantiske forestillinger om seksuallivet, hvor man skulle tro, at et seksuelt forhold kun kunne udspringe af enten romantisk forførelse eller demokratisk aftale. Den forestilling,at seksuelle handlinger kunne være noget, man kunne handle sig til, er fortrængt i hovedet på mangen en puritansk forbudspolitiker. Ikke desto mindre har det altid foregået. Som Leif Blædel har været inde på, så var den gamle, økonomisk-fornuftsprægede ægteskabsindgåelse med “medgift” osv. i bund og grund også en handel med seksuelle ydelser.
Lad mig for en ordens skyld skrive: Jeg fordømmer ikke de kvinder, der køber sig til lidt erotik i sydens sol. Den kvindelige sexturisme er blot en understregning af, at pro-forbuds-politikernes mandsfjendske holdninger er ude i hampen. Mennesker handler sig til sex, og det har de gjort i århundreder. Vi kan beklage, at det forholder sig sådan. Men vi bliver nødt til at acceptere dette banale forhold.

Tilbagespoling

Medens den katolske kirke forsøger at rage kastanjerne ud af ilden – for sig selv – i sagen om den voldtagne ni-årige pige fra Latinamerika, så fortsætter det kirkelige overhoved med at vise, hvor lidt hoved, der sidder på overhovedet. I følge den italienske avis har pave Benedikt d. 16. udtalt, at kondomer kun forværrer AIDS-katastrofen i Afrika. I følge paven hjælper kun “en åndelig og menneskelig vækkelse”. Herre Jemini! Hvor meget åndeligt bullshit skal den mand dog lukke ud? Jeg tror, at AIDS-katastrofen bliver forværret af pavens forestående besøg i Angola og Cameroun…

The Popes smokes Dope – eller gid, han gjorde…

“Hvad nu, hvis den frihed, der opstod i 60erne underminerede begæret, fordi alt pludselig var tilladt og dermed uinteressant? Og da man så i 70erne, ikke mindst via kvindebevægelsen, indstiftede nogle nye forbud og tabuer, så opstod der på ny en seksuel spænding? Og da man i 80erne reagerede mod det foregående årtis udligning af kønsforskellen og ville være rigtige mænd og kvinder, ja, så modarbejdede selve selviscenesættelsen intentionen? Seksualiteten er frygtelig drillesyg og har det med at undslippe fællesmødets beslutninger”

Søren Ulrik Thomsen i Weekendavisen, uge 10

Forleden kunne man i tv-avisen høre, at en ny erotik-messe gik forrygende godt. Danskerne sparer ikke på hjælpemidler til de seksuelle udfoldelser. Designerdildos osv. sælger, medens krisen kradser, og vi sparer på andre ting.
Men i dag kan man så læse, at Københavns erotiske museum – Museum Erotica – der er skabt af Ole Ege, nu er gået konkurs. Måske er tiden ikke inde til at studere erotikkens historie? Man skulle ellers tro, at fx tidens ny-puritanisme kunne have godt at at studere, hvordan seksuallivet har udfoldet sig gennem århundrederne…

I går aftes – eller nat rettere sagt – hørte jeg en diskussion mellem videnskabsjounalist Lone Frank (Weekendavisen) og en repræsentant for Etisk Råd. Det drejede sig om en ny trend i de såkaldte sædbanker. Nu kunne kunderne søge oplysninger om donors hår- og øjenfarve, uddannelsesniveau og andre kulturelle faktorer. Det etiske problem var, hvor langt vi kan gå, når det gælder om at designe den perfekte baby. I debatten blev et par ledere af sædbanker interviewet og en af den sagde noget, der forklarede, hvorfor grænserne hele tiden flytter sig i denne sammenhæng. Han sagde noget i retning af: “Patienterne eller kunderne, for nu kalder vi dem kunderne…”. Jovist. Sæddonation er blevet en lukrativ del af det til stadighed ekspanderende Marked. Og her gælder loven om det profitable. Hvis kunderne vil vide, om barnet kan have midterskilning eller chokoladebrun hud, så skal kunden have det.

I denne blog har jeg tidligere undret mig over betegnelsen “sexarbejde”, fordi jeg mente, at det en selvmodsigelse. Og derfor fangede titlen på Susanne Sodillets ph.d-afhandling straks min interesse, da jeg tilfældigvis faldt over den i en svensk avis. Bogen, der er fra i år (kan bestilles her) ved på et idéhistorisk grundlag at sammenligne politiken på prostitutionsområdet i to så forskellige lande som Sverige og Tyskland med særlig hensynstagen til feminismens / kvindefrigørelsens betydning for udmøntningen af en sådan politik. De to lande er jo som bekendt end med nærmest diametralt modsatte lovgivninger. I Sverige har man indført et forbud mod købesex. I Tyskland har man lovliggjort prostitution. Set fra den danske andedam må en sådan undersøgelse også vække interesse, fordi feminismen uden tvivl også spiller en rolle for debatten herhjemme.
En af de bærende teser i den mere end 600 sider store afhandling skulle være (jeg bygger på diverse bogomtaler, da jeg ikke har fået fat i bogen endnu) at den svenske feminismes meget positive forhold til statsmagten skulle være afgørende for, hvorfor den svenske prostitutionslov fik den udmøntning, den har fået. Hvorimod de tyske feminister har lidt af en historisk betinget skræk for statsmagten. Og det har haft væsentlig betydning for legaliseringen og afkriminaliseringen af prostitution. Hvor de tyske feminister efter erfaringerne fra tiden efter nazi-tiden fandt det nødvendigt med en venstreradikal magtkritik af staten, dér har de svenske søstre betragtet staten i Folkshemmet som en slags neutral agent for demokratiet. Det springende punkt er, at de to forskellige forhold til staten og magtkritiken også indebærer to forskellige holdninger til det enkelte menneskes personlige frihed.
I Sverige (og man kan her drage visse paralleller til den danske diskussion) kommer denne problematik til udtryk i offergørelsen af den prostituerede. Den prostituerede kvinde tematiseres som et offer for den mandlige seksualitet. Det er en opfattelse af den prostituerede kvinde som på forhånd udelukker, at man kan opfatte den prostituerede kvinde som et handlende og ansvarligt menneske. Som forudsætning ligger hypotesen om, at samfundet – det svenske – bygger på sociale relationer, der er domineret af en patriarkalsk rangorden. En af afhandlingens pointer er, at dette tankesæt afsætter en tilsvarende løsning. Sagt på en anden måde: den svenske prostitutionslovgivning fratager den prostituerede kvinde muligheden for at handle og være ansvarlig…
Afhandlingen munder ud i en slags åben konklusion (hvis man kan sige det…). Nemlig, at undersøgelsen peger på, at politiken på prostitutionsområdet ikke bør være sort-hvid, enten-eller. Vi må både erkende, at de prostituerede er selvstændige, handlende og ansvarlige mennesker, og udøve magtkritik. Vi skal også forstå, at fænomener som trafficking i høj grad handler om migrationspolitik og fattigdomsbekæmpelse.
Selv i refereret form synes denne svenske afhandling at falde på et tørt sted i prostitutionsdebatten. Og ikke mindst den danske, hvor en forstokket feminisme  er på spil. Bogen bør hurtigst muligt oversættes til dansk. For er der noget debatten mangler, så er det et højt informationsniveau og viden.

I Politiken i dag kan man læse en interessant artikel om et tilsyneladende nyt fænomen på internettet. Det drejer som om sitet Auktionsdating.dk. På sitet faldbyder unge og voksne mænd og kvinder sig på auktionsvis i håb om at nogle vil byde tilstrækkeligt højt på dem, så der kan komme en date i stand.

Dorit Otzen, leder af prostitutions-værestedet Reden, har råbt vagt i gevær og betegnet sitet som “en glidebane” til prostitution. Men, som bloglands egen luder, Sus, tørt bemærker, så er der ikke blot tale om en glidebane: “Helt ærlig, hvis man sælger sex for penge, så er det sku´da ikke en glidebane, hvad enten man sælger det for højestbydende på en auktion eller selv sætter en fast pris. Så er det prostitution. Regulær sexarbejde.”. Lad os kalde en spade for en spade, og en skov for en skovl.

Bag dette ordhuggeri omkring ordet “glidebane” ligger en interessant problematik. På den ene side er det et efterhånden veldokumenteret faktum, at de såkaldte datingsider (og andre kontakttjenester som chatsider etc.) for længst har afsløret, at handel med sex foregår. Personer lader sig overtale til dating (m. sex) til gengæld for penge eller “gaver”. Den nye side forsøger at slå mønt på dette aspekt af kontakttrafikken på nettet. Sagt på en anden måde: bagmanden er ikke interesseret i hverken dating eller sex – men penge. Og her er så en niche, hvor det sandsynligvis er muligt at score kassen. Se blot, hvordan det er gået de andre datingsider. Pengemaskiner.

Det interessante ved et site som Auktionsdating.dk er måske, at det tydeliggør en banal kendsgerning. Hvor man tidligere – i “gamle dage” før internettet blev stort og mægtigt – kunne mødes på nattelivets “kødmarked” (som man nedsættende omtalte det), så er kontakten melllem kønnene i stort omfang flyttet over på internettet – og er blevet en lukrativ forretning. Hvor det tidligere var op til den enkelte selv at “handle” på “kødmarkedet”, så er daterne i dag blevet “varer” på “markedet”. Der er nogle, der tjener stort på at markedsføre daterne. Og som på markedet i øvrigt er der i sidste instans kun en ting, der tæller: penge. Af samme grund har bagmanden bag den ny tjeneste ikke gjort sig de store moralske overvejelser omkring den prostitution, der foregår, når nogen faldbyder sig selv på sitet.

Jeg tænker, at når vi i disse år ser en klar ny-puritansk bølge, der blandt andet kommer til udtryk som et nærmest symbolsk korstog mod købesex, så hænger det måske  sammen med, at markedet i disse neo-liberalistiske tider får uhæmmet lov til at brede sig til alle områder, der kan slås mønt på. Og en af de sidste bastioner er vores seksualliv. Ved at forbyde købesex, tror man, at man kan opretholde illusionen om, at markedet ikke allerede prostituerer os som mennesker – forbrugere, arbejdskraft osv.