CAPAC

Inspireret af et indlæg hos Lars om endnu et korstog mod “købesex”, altså prostitution, så får jeg en uimodståelig lyst (undskyld, det var en smutter…) til at foreslå en mere radikal løsning: Lad os forbyde sex – slet og ret! Det er jo ikke nogen menneskeret, får vi at vide. Og – hånden på hjertet (eller hvor man nu har hænderne) – så er det kun til besvær i en ligestillingstid. Mennesker vil åbenbart ikke behandle hinanden som ligeværdige, ligestillede personer, der sætter sig ned og – på god demokratisk – vis snakker sig frem til en seksuel handling. De forfører hinanden – eller rettere: bliver forført – til unævnelige og lidet demokratiske eller værdige handlinger. De kan finde på at lade sig “udnytte“, “ydmyge”, piske, mishandle, bruge til andres perverse tilfredsstillelse – og det, der er værre. Og oven i købet til deres velbehag. Føj! Sådan noget kan vi sågu da ikke have i et civiliseret, demokratisk samfund, vel!? (Altså lige bortset fra i pornografien – men det er jo bare legitim, økonomisk spekulation i vores fantasier…men det glemmer vi lige).
Hvis vi nu fjernede sex, fyldte kønsforskellen op med ligestillingscement, så kunne vi for en gangs skyld få gennemført den totale ligestilling mellem mænd og kvinder (jeg mener selvfølgelig: mellem mennesker). Hvad venter i på? FUK!

Hør og download Troels Bobergs’ slentrende rapsang om Netto-pigen. Ja, det er ikke nemt med de der attributter…

Bryster

I går var det verdens AIDS-dag. Samme dag læste jeg, at der i december blev købt 13-15% flere kondomer, potens- og fortrydelsespiller. På grund af julefrokosterne. Pas nu på jer selv derude…

Frisindet har, som tidligere nævnt i denne blog, trange kår i disse tider. Puritanismen og den slet skjulte forargelse stikker sit grimme hoved frem, hvor den kan. I går kunne man således læse, at et par var blevet anmeldt til politiet, fordi de en tidlige morgenstund havde formastet sig til at kopulere på en perron, medens der stod morgentrætte togpassagerer og ventede på deres tog. Selvfølgelig var det måske ikke det smarteste sted at hengive sig til erotikkens glæder, men alligevel. Når lidenskaberne kommer i kog…
I dag kan man så læse i Jyllands-Posten – med blandt andet den engelske gossip-avis Daily Mail som kilde – at hver femte vestlige singlekvinde drager til Afrika for at dyrke sex med afrikanske mænd. Og ikke nok med det: De foretrækker at gøre det uden kondom. Jylland-Posten skriver: “Her gik du måske lige og troede, at bedstemor var rejst til Kenya udelukkende for at beundre den fantastiske natur, svømme i Det Indiske Ocean og slå på bongotromme med de lokale. Og det skal hun måske også – men selv om der ikke findes officielle tal, skyder lokale kilder samtidig på, at så mange som hver femte besøgende velbeslåede, ældre singlekvinde fra Vesteuropa og USA, i virkeligheden også er på jagt efter sex.”
Man mærker den latente moralisme, den underspillede forargelse og pirringen af nyfigenheden mellem linjerne. Måske gik du og troede…
Selvfølgelig er det uklogt – især i Afrika – at dyrke sex uden kondom. Men ellers? Som en 64-årig britisk kvinde siger: ”Vi får begge noget, vi ønsker, hvordan kan det være negativt”. Næh.
Alligevel må vi vel – når vi ihukommer det ramaskrig, som Jørgen Leths erotiske eskapade med en 19-årig mørk, kokkepige, fremkaldte – forvente, at gamle feminister og andre nypuritanere vil trutte i forargelsens trompeter!
Det er sandelig længe siden, salig Simon Spies gav udtryk for, at charterrejserne (også) var et spændende seksuelt eksperiment af stor kulturel betydning.

Apropos.

Læs her. Incubus.

Sådan kan det gå, hvis man ikke passer på: Mand fundet død med kondom over hovedet.

– kan sælge alt. Også ligkister og andet begravelsesudstyr. Intet nyt under solen (apropos JBS og underbukserne)!

I den forgangne uge har der været meget ståhej – blandt andet i Dansk Sygeplejeråd – på grund af nogle underbuksereklamer fra den gamle firma JBS. At tænke sig, at reklamer forsøger at sælge med sex eller “blød porno”! At tænke sig, at nogen kunne finde på at fantasere om sygeplejersker i mere eller mindre afklædt og indbydende tilstand! Uha-uha. Bigotteriet – ikke mindst det feministiske – har kronede dage.
Her i bloggen vil vi gerne bidrage til skamløsheden, selv om vi synes, at sexede reklamer som oftest er gabende kedsommelige. Her er et link til capacs yndlingssladderspalteblad Daily Mail, der aldrig lægger skjul på sin dobbeltmoral. Daily Mail har en feature om den små Kate Moss, der – oven i købet som blondine! – har lavet sin hidtil mest lumre fotoserie – i undertøjets tjeneste. Det er tilladt at få slemme fantasier.

Mere Moss – nu som Michelle Pfeiffer-lookalike…

Da sexbølgen ramte Danmark i de tidlige tressere var der – om man så kan sige i denne forbindelse – en vis uskyldighed over det hele. Beskæftigelsen med det seksuelle, det erotiske, det pornografiske skulle gerne være underbundet af moralske og opbyggelige principper. Bøger skulle være velskrevne, film veldrejede osv. Nogle af de første udgivelser, jeg husker med stor tydelighed, var serien af bøger der begyndte med “Jeg – en…”. Jeg  – en mand, en kvinde, en missionær osv. For en af disse bøger lykkedes det oven i købet af blive omsat til film. I 1965 filmatiserede Mac Ahlberg Siw Holms “skandaleomsuste chockbog” Jeg – en kvinde med den fagre Essy Persson i hovedrollen som Siv og Preben Mahrt, Jørgen Reenberg, Tove Maës, violinisten Wandy Tworek (!) m.fl. i de mindre roller. DFI sammenfatter plottet således: “Sygeplejersken Siv kommer fra et strengt religiøst hjem. Hun er imidlertid en varmblodig kvinde med skiftende forhold til mænd af vidt forskellig type, men at binde sig til en enkelt volder problemer.” Lidt nøgenhed, lidt masturbation og ellers Essy Persons attraktion var nok til at få farven frem i kinderne på danske biografgængere – dengang. Filmen blev i øvrigt fulgt op af “Jeg – en kvinde 2“, men her var Essy Person erstattet af Gio Petré (hvis borgerlige navn er Ann-Marie Marmstedt), der lige som vores egen Louise Frevert forlod de afklædte film og gjorde politisk karriere på højrefløjen siden hen. Men det er en anden historie… Men det stoppede ikke her. Der blev også lavet et tredje afsnit Jeg – en kvindes datter i 1970, lige som der blevet lavet film med titlerne Jeg – en uskyldighed (67) og Jeg – en marquis (67). Se fx her.

Når jeg lige pludselig kommer i tanker om denne “frække” film fra den grønne ungdoms vår, så er det, fordi jeg faldt over en trailer til filmen, hvor man blandt andet kan se Jørgen Reenberg udøve den ædle kunst at give en pige en endefuld…

God fornøjelse (format: mov)

Tidstypiske filmplakater fra dengang (udført af John Stevenov)

Her til morgen har capac i ensomhed siddet og læst Berlingske Tidende. Blandt andet Kathrine Lillørs forsvar for “ligestillingen”. Kvinders ligestilling. Det ser sløjt ud her til lands og i andre lande. Og det handler om mere end kvinders ret til direktions- og bestyrelseslokaler i virksomhederne. Det handler fx også om kvinders ret til at smide tøjet, hvis de vil det. På stranden i august har Lilleør oplevet en muslimsk kvinde, iført lang kjole og tørklæde, gå i vandet sammen med jævnaldrende badebukseklædte drenge. Det må hun godt, for i Danmark er religion og påklædning en privatsag. Men – det er udtryk for undertrykkelse.
I sin argumentation inddrager Lilleør den internationalt kendte islam-kritiker Ayaan Hirsi Ali, der ser en direkte sammenhæng mellem de islamiske regimers undertrykkelse af kvinderne og samme regimers indædte had til Vesten og vestlig kultur. Og hvad deraf følger.. Kvindeundertrykkelse som forudsætning for islams politiske magt.
Lilleør retter skytset mod vores demokrati. Vores lovgivning sikrer den enkeltes ret til at dyrke sin religion og til at gå klædt, som han og hun vil. Det er en privatsag. Men, ved fx at legitimere en islamisk kvindes påklædning, legitimerer vores demokrati et anslag mod demokratiet.. Lilleør fortsætter: “Ingen skal fortælle mig, at en lille piges inderste ønske er at bade fuldt påklædt. Det er kvindeundertrykkende og ingen frivillig sag. Det er med andre ord et ligestillingsanliggende. Som der ikke direkte kan eller skal lovgives mod. Man kan ikke lovgive mod en hel kultur. Men man kan fremme den lille piges muligheder på et hav af måder.” Og følger op med en opfordring til ligestillingsministeren om at være sin opgave voksen.
Lilleørs velargumenterede indlæg rejser en lang række spørgsmål. For eksempel: er der grænser for “ligestillingen” i et demokrati? Går der fx en grænse ved privatlivets fred? Ligestillingsdebatten har af mange gode grunde – fx historiske – især været knyttet til forholdet mellem mænd og kvinder, og ikke mindst i forhold til uddannelse, arbejde og arbejdsmarkedet. Men kan vi som “rigtige” demokrater stoppe der? Og kan vi stoppe ved døren til privatlivet, hvis dette private liv fx indebærer undertrykkelse og ikke-demokratisk sindelag? Og hvad med ligestillingen i øvrigt, fx mellem arbejdsgivere og lønmodtagere? Og hvad med ligestillingen mellem unge og ældre? Mellem såkaldt etniske danskere og såkaldte “danskere med indvandrerbaggrund”? Hvor går grænserne for lige-stilling, hvis vi hylder det gamle borgerlige frihedsideal: lighed?
Et andet spørgsmål: har en demokratisk samfundsborger ret til at lade sig undertrykke? Vi kender jo eksempler på islamiske kvinder, der insisterer på deres ret til at bære tørklæde etc. (som kan forstås som en selv-undertrykkelse i Lilleørs optik). Vi griber heller ikke ind, hvis danskerne i deres privatsfære lader sig lænke, piske og seksuelt ydmyge – bare det er af egen fri vilje?!
Tænker vi på Sigmund Freud, psykoanalysens store tænker, så ville han nok sige, at kultur som sådan er en form for undertrykkelse. Nemlig af vores driftsliv. En undertrykkelse, der vel at mærke ikke kun er negativ, for den indbærer ikke kun sindslidelser af forskellig slags, men fremmer fx de kulturelle frembringelser, store som små. Hvis Freud havde ret – så kan man forstå et eventuelt forbud mod islamisk klædedragt (= kvindeundertrykkelse) som erstatning af en form for undertrykkelse med en anden. Ikke? Kan vi så i det hele taget slippe for undertrykkelse? Kan vi slippe for kultur?
Lad os blot stoppe her med disse spørgsmål – og så tage en kop kaffe til.

Opdatering: En lille video om vestlig vs. islamisk kultur: Læs mere »

Bedst som den hjemlige debat om flerkoneri har lagt sig, så dukker der interessante palæontologiske nyheder op, som sætter diskussionen i artshistorisk perspektiv. Det er de fornemme videnskabelige tidsskrift Nature, der offentliggør resultater af et engelsk forskerholds udgravninger i det nordlige Kenya. Resultater, der rokker ved vores forestillinger om seksuelle adfærd dengang. En almindelig antagelse i forskningens verden har været, at vores forfader homo erectus – det oprejste menneske – var monogam. Men noget tyder på, at det ikke helt holder vand. Fundet, man har gjort, er sådan set banalt nok. En lille hovedskal fra en homo erectus. Derfra har man sluttet, at homo erectus må have været polygam, fordi alle andre tilsvarende arter i den menneskelige slægtslinje (og blandt menneskeaberne) har været polygame, når kønsforskellen gav sig udtryk i størrelsesforholdet. Forskerne vedgår da også gerne, at der kun er tale om en antagelse, en teori. Eller, som Die Zeit kalder det, palæopoesi. Herligt ord!

Det er Bo i The Jiggly Room, der bringer fænomenet Frank Zappa på bane. For mig er Zappa uløseligt forbundet til tresserne og de tidlige halvfjerdsere. Sammen med en håndfuld andre bands, fx MC5 og Velvet Underground, udgjorde han og Mothers of Invention en musikalsk og holdningsmæssig modbevægelse til de venlige toner, der strømmede ud af The Summer of Love. En slags modgift, om man vil. Den teknisk begavede musiker og arrangør gik som en slags partisan ind i rockmusikken for at tildele pop- og rockmusikken nogle gevaldige kæberystere. Og det samme gjaldt i øvrigt for det politiske establishment og den åbenbart altid dobbeltbundede amerikanske moral og ikke mindst: seksualmoral. Den slags politisk rock var ualmindelig i Amerika dengang. Når det stadigvæk kan være givende at lytte til Zappas første plader, så hænger det sammen med, at kritikken af det amerikanske samfund er så aktuel som aldrig før, men også – og især – fordi musikken stadigvæk holder. Det er, som Bo også er inde på, ikke musik, der stryger lytteren med hårene. Det er ikke kantløs popmusik. Man er ikke i tvivl om, at Zappa – som skolekammeraten og samarbejdspartneren Captain Beefheart – hele tiden prøver de musikalske konventionera og skabeloners grænser af. Man fristes til at sige – med en politisk term – at der er tale om “undergravende” musikalsk virksomhed. Måske ligefrem en form for dekonstruktiv arbejde. Nogle af de plader, jeg har haft størst fornøjelse af at lytte til, er debutpladen (dobbeltalbummet) Freak Out! (1966), Absolutely Free (1967), halvtredserpop-parodien Cruising with Ruben and the Jets (1968), We’re only in it for the Money, der tager fusen på hippierne (1968), Bongo Fury (1974), der er den sidste Zappa-plade med Mothers of Invention og Uncle Meat (1969). På min pladereol står der også Joe’s Garage fra 1979, men den har aldrig sagt mig så meget. I det hele taget tabte jeg nok interessen for Zappa efter halvfjerdsernes slutning.
Zappa har efterladt sig en imponerede diskografi, som interesserede kan kaste sig over. Her er en oversigt over nogle af pladerne.

Tilbageblik: Zappa på lokum.

Frank Zappa & Mothers of Invention “Mother People” (fra We’re only…), 1968:

Af alle steder i verden er det i Rom, man har arresteret to mænd, fordi de tillod sig at kysse hinanden i fuld offentlighed. Derfor har Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske indkaldt til, hvad man måske kunne kalde et kys-in – en kyssedemo – foran den italienske ambassade i Hellerup, hvor der skal kysses i protest mod det manglende italienske frisind. Jeg kan kun opfordre alle andre til at følge trop. Kys hinanden!

Har I glemt det, så er her et hurtigt kursus i The Art of Kissing, inkl. The French Kiss. Og – ja, da – lad os bare tage nogle fraklip også.

Også kysseri fra de vilde analytikere.

Og lad så Stentoft og Epe få det sidste ord:

Kys hinanden

Melodi: Aage Stentoft – Tekst: Epe

Verden er vild! Alting er skørt!
Bibelens ti bud blir slet ikke hørt!
Det som vi mangler er selve
ste bud nummer elve.
Og det bud har jeg fundet på,
og det lyder i korthed som så:
Kys hinanden!
Kærligt og blidt på panden.
Kys er jo tegn på fordragelighed.
Det’n behagelighed!
Og min svagelighed!
Altså: Kys hinanden!
For det vil ærgre Fanden.
(Men) englene jubler, og guderne ler,
hvis vi kysser hinanden lidt mer.

Prøv nu at se, hvad der vil ske,
hvis man går ind på min fikse ide.
Første eksempel skal være
to fjendtlige hære,
som kampberedt står opmarcher’t,
men så pluds’lig blir der kommander’t:
Kys hinanden!
Bare gå li’ på manden.
Så går det frem gennem pigtråd og hegn
mod en fjendtlig kaptajn,
som si’r: Kom så min eg’n!
Og så op på skansen
og kys dem helt fra sansen.
Når de har kysset det første geled,
bryder fjend’n samm’n og trygler om fred.

Flere og fler’ kører i bil,
men i trafikk’n ser man aldrig et smil.
Der skal man bare fornærme
og helst krølle skærme.
Men hvis I vil følge mit bud,
så rul ned og stik ho’derne ud.
Kys hinanden!
Spar jeres banden.
Ham der kør’ rundt i en gammel Chevrolet
og med murerkasket
han kan osse ha’ ret!
Og såfremt en Opel
kører lidt mindre nobel’
og torpederer dig midt i et kryds
så stig ud og gi’ manden et kys.

Disse ord, som står over dom-
huset, dem må vi jo ha’ lavet om.
Det er vist noget i retning
af denne her sætning:
Med lov skal man bygge et land.
Men der burde ha stået sådan:
Kys hinanden!
La’ vær’ med at slå på panden.
Bissen i Nyhavn blir ydmyg og blid.
Ellers kommer politi ‘t.
Og begynder kysseri’t
Så må hver en sagfør’
begynde at rense tagrør.
Der vil aldrig bli’ brug for en lovparagraf –
hvis man skal kysse sin modpart som straf

Med dette bud mener jeg sel’
verden blir hyggelig og ideel.
Det skal lanceres med ynde.
Lad os her begynde.
For det er en mægtig ide.
Og vi starter når jeg siger tre!
(En – to – tre – og så …)
Kys hinanden!
Kys nu ham hustyrannen!
Og når De nu kommer hjem til Dem sel’,
husk så på min appel,
så’ den højaktuel!
Ta’ og kys hinanden!
(Så) sti’r barometerstanden.
Og barometret blir stå ‘nde på smukt –
længe efter at lyset er slukt.

For nogen tid siden (i.e. 13.7.07) diskuterede jeg mediernes rolle i en voldtægtssag fra Vordingborg. I følge de oplysninger, der var kommet frem, var en kvinde angiveligt blevet voldtaget i en kassevogn af flere mænd. Diskussionen drejede sig blandt andet om, hvorvidt medierne – navnlig nyhedsbureauet Ritzau – dækkede over eller slørede gerningsmændenes identitet. Og hvad grunden evt. kunne være. Siden kom endnu en sag til, hvor en anden kvinde angiveligt skulle have været udsat for voldtægt i en varevogn i Meløse nord for Skævinge.

Det viser sig nu, at sidsteomtalte forbrydelse er det pure opspind. Politiet vil ikke rykke ud med kvindens forklaring på sin løgnehistorie. Af DRs teksttv fremgår det, at sagen fra Vordingborg stadigvæk udforskes. Og denne sag omtales som værende “lignende”, hvori man godt kan lægge den fortolkning, at politiet ikke udelukker, at der også her kan være tale om en opdigtet historie.
Hvad der ikke fremgår af ovenstående beskrivelse er, at gerningsmændene angiveligt skulle være “mørke”, tale “gebrokkent engelsk” eller være af “udenlandsk herkomst”…
Voldtægt er en alvorlig forbrydelse. En modbydelig krænkelse af et andet menneske. Og bør selvfølgelig straffes derefter. Men – en lige så stor forbrydelse er det at anklage et andet menneske for at have begået voldtægt, når det ikke er tilfældet. At blive anklaget for en sædelighedsforbrydelse – voldtægt osv. – kan ødelægge den anklagedes liv. Også når det er det pure opspind.
Bedre bliver det ikke af, at mistænkeliggørelsen rettes mod de fremmede (indvandrere, flygtninge osv.). Der bæres ved til xenofobiens store bål, der i forvejen har de bedste kår i det danske samfund.
Hvad der foregår i hovedet på de piger og kvinder, der opdigter en voldtægt, kan man gisne om. Måske er det for at skjule et sidespring. Hvem ved? Under alle omstændigheder er det en dumhed af format at opdigte en voldtægt og – måske – udsætte tilfældige mennesker for en sådan anklage.
Der har været temmelig mange opdigtede voldtægtssager gennem de senere år. Og det kan godt undre en. Politiets tavheds med hensyn til kvindens bevæggrunde for løgnehistorien er dybt problematisk. Det må være i offentlighedens interesse at undersøge, hvorfor den slags historier kan fabrikeres i et samfund, der bryster sig af at være seksuelt frisindet. Opdigtede voldtægtssager indikerer måske, at det højt besungne, danske, seksuelle frisind ikke stikker så dybt, som vi gerne vil tro. Lige under overfladen ligger den “gode”, gamle seksuelle dobbeltmoral og lurer… Læs mere »

Ja, tillad mig endnu engang at tage sagen om Rudy Frederiksen op (Pikken fra…, you know). Manden, der for nylig fik en mindre dom for at have sendt utugtigt materiale til en TV-2-journalist. Og fik 30 dages fængsel.

Det var ikke den hårdeste straf. Den kom andetsteds fra: Den omsiggribende moralske fordømmelse, der berøvede manden hans ægteskab, hans job, hans forhold til sine børn – og endda hans rigtige navn…

Nu har den kendte medieperson Anders Lund Madsen skrevet en forsvar for Randy Rudy, ja, for liderligheden slet og ret. For det er Rudys egentlige forbrydelse: Han var liderlig og fulgte sine liderlige lyster, idet han åbenlyst efterlyste piger, der ville være med til gengæld for løfter om hjælp til en karriere i mediernes søgelys. Læs Madsens tankevækkende indlæg og giv det en eftertanke eller to.

Når selv medlemmer af Seksualpolitisk Forum, som opfatter sig selv som et frisindet forum,  finder det betænkeligt at forsvare en mand som Rudy Frederiksen over for pøblens standretdomme (fx underskriftindsamling på nettet) og mediernes – ikke mindst TV2s – forhastede moralistiske domfældelse, så er der grund til at reflektere over den skæbne manden blev til del, blot fordi han handlede dumt og amoralsk. Hvor frisindede og fordomsfri er vi, når det kommer til stykket?

Modspil har fulgt op på dette indlæg – læs her.