CAPAC

Den spanske modernist og Nobel-pristager Juan Ramòn Jiménez blev født i Andalusien i 1881 og døde i 1958. Han betragtes som en af grundlæggerne af den moderne spanske poesi, som en af de store, gamle mestre i poesien. Han blev uddannet jurist og forlod for stedse Spanien i 1936, hvorefter han levede i USA, Cuba og Puerto Rico.
Jiménez levede tilsyneladende et stille og roligt liv. Men nu har han post mortem vakt opsigt i Spanien, fordi et spansk forlag har besluttet at udgive nogle erotiske digte, der blandt andet involverer nonner. Og det gør man ikke bare sådan i et katolsk land som Spanien. I hvert fald kan The Guardian fortælle, at mange nonner har krævet udgivelsen stoppet.
I følge legenden skulle Juan have haft et erotisk forhold til mindst tre nonner fra Den hellige Rosenkransorden. Nonnerne arbejde på et plejehjem, hvor den unge digter tilbragte årene 1901-03. Siden har digteren omtalt disse om som “sit livs lykkeligste”. Opholdet endte med, at Juan blev smidt ud, da han åbenbart havde haft det for sjovt. Og en af nonnerne blev forflyttet til en orden i Barcelona…
Offentliggørlsen af de ialt 20 erotiske digte under titlen Kærlighedens Bøger har mødt modstand fra den omtalte orden, selv om det er usikkert, hvorvidt digtene blot er en ung mands erotiske drømmerier, eller om de henviser til faktiske handlinger. Noget kunne jo tyde på, at det sidste var tilfældet. Og, som bekendt, ville det bestemt ikke være første gang den katolske kirke var involveret i seksuelle aktiviteter…
Modstanden mod udgivelsen, som Jiménez selv ønskede udført allerede i 1913, men skrinlagde på grund af sin kommende hustrus modstand, skyldes måske også, at udgivelsen vil rokke ved billedet af den stille, seriøse poet, der skrev omkring 3.600 digte ialt.

Men døm selv. Her er en smagsprøve i engelske oversættelse:

Three verses

Sister! We stripped off our ardent bodies

In endless and senseless profusion….

It was autumn and the sun – don’t you remember?

Added sweet sadness to the white splendour of our abode

Sister Pilar, are your eyes still so black?

And your mouth so fresh and red?

And your breasts…? How are they?

Oh, do you recall how you would come into my room late at night, calling to me like a mother, telling me off like a child?

“When she fled, in a flight of deranged wimples,

from the impetuous will of my desire

she would seek shelter in a corner, like a cat …

but her nails were sweeter than my kisses.

Så faldt den omsider. Dommen i sagen om “Pikken Fra Herning” (med digteren Peter Laugesens malende betegnelse). Læs her, hvad jeg tidligere har skrevet.

PS. På foranledning af et spørgsmål fra Linda Solskin (se kommentarerne) vedrørende min hyppige henvisning til Peter Laugesens titulering af Rudy Frederiksen som “Pikken fra Herning” (à la Ørnen…) vil jeg lige præcisere, at det stammer fra en tv-klumme, som Peter skrev i Information den 8. september 2006 som en reaktion på TV2s afsløringer af chatkonsulenten. Et citat fra Laugesens muntre omtale: “Hæsblæsende afsløredes nu, hvordan denne ekspert i chat havde fået chattet sig helt ind til ekspertstolen i TV-Avisen på DR 1, og hvordan han ellers, gennem en lang række sider på internettet, tilbød de unge piger en adgang til modelverdenen.
Rudy lagde egentlig ikke skjul på noget. Han meddelte allerede på hjemmesiden, at adgangsbilletten var et samleje med fotografen. Til gengæld ville der så foreligge en reklame-dvd, de kunne bruge som murbrækker til verden uden for chatrummets småpigedrømme. !…”

Ordet “trompetbukser” er nævnt og straks sættes en billed- og stemningsstrøm i gang i mit hovede. (Som min datter sagde til mig forleden: Far, hvordan kan du huske alt det der? Drengene i min klasse kan ikke engang huske, hvad der skete sidste år!).
Jeg bilder mig ind, at trompetbukserne markerede modens indtog i min drengede bevidsthed. Måske ikke uden en vis sammenhæng med den spirende interesse for piger i forbindelse med den for drenge så almindelige, langsommelige kønsmodning med alle dens konsekvenser for hjernens udvikling og det øvrige… I hvert fald husker jeg tydeligt en sommerdag, hvor en af naboskabets drenge kom hen til mig sammen med en blond pige, der viste sig at være hans nye og første kæreste. Drengen, der var tilflytter fra Djævleøen, og hvis navn jeg ikke ihukommer længere, så jeg op til, fordi hans værelse var tapetseret med plakater af The Beatles, The Rolling Stones, The Pretty Things osv. Og jævnligt hang han ud af værelsets vindue for at vise de nyeste plakater frem for de måbende unger nede på fortovet. Sådan blev det ved, indtil han fik interesse for traditionel jazz, begyndte at gå med islændere og ryge merskumspibe – så mistede vi interessen.
I det hele taget var det at have sit eget værelse næsten ukendt for os baggårdsunger, der måtte dele soveværelset med forældre og søskende. Bortset fra Tosse-Bents søster, der efter lang tids kamp med “de gamle” fik tilkæmpet sig et lille, støvet loftsværelse, så var der ingen, der nød den luksus.
Og så oven i købet af få lov til at beklæde væggene med idolbilleder, ja, det var det nærmeste, man kunne komme himlen. Dengang.
Men, som fortalt, så kom han gående med sin nye veninde. Hun stod der smilende i solskinnet, og solen dannede en glorie omkring hendes blonde, lange pagefrisure, medens hun kækt viste sine røde trompetbukser frem. Jeg tror, jeg begyndte at forstå lidt af det der med piger og modetøj dengang på Nygårdsvej. Det var rigtige trompetbukser, hvor benene var tragtformede som, ja, en trompets tragt. Derefter fulgte en periode, hvor buskeben med vidde var moderne. Trompetbukserne fik følgeskab af sømandsbukserne og andre modeller. Jeg havde selv flere par cowboybukser med svaj i buksebenene, som min far, sømanden, sagde. Svaj.

Måske ikke uden en vis forbindelse til det foregående indlæg om seksuelt frisind på Cuba, så er dagens nostalgiske indslag fra de gode gamle dage The Rolling Stones med Satisfaction.

I can’t get no satisfaction,
I can’t get no girl reaction.
‘Cause I try and I try and I try and I try.
I can’t get no, I can’t get no.

When I’m ridin’ round the world
and I’m doin’ this and I’m signing that
and I’m tryin’ to make some girl
who tells me baby better come back later next week
’cause you see I’m on losing streak.
I can’t get no, oh no no no.
Hey hey hey, that’s what I say.

I can’t get no, I can’t get no,
I can’t get no satisfaction,
no satisfaction, no satisfaction, no satisfaction.

Læs mere »

I udsalgskasserne rundt omkring kan man være heldig at finde ovenstående video for en ti-tyve kroner. Julian Schnabels latinamerikanske film Antes que anochezca (Before Night Falls) fra 2000 har gonzo-piraten Johnny Depp i en fin rolle som transvestit, men filmen handler især om den cubanske digter og romanforfatter Reinaldo Arenas liv. Arenas var også homoseksuel, og filmen beskriver blandt andet perioden frem til Castros magtovertagelse – og den efterfølgende undertrykkelse af seksuelle minoriteter. Filmen er en åbenlys kritik af en bornert macho-seksualitets-moralismes tiltagende betydning i et samfund, der – i hvert fald på papiret – burde repræsentere et socialistisk frisind med plads til seksuel diversitet. Jeg kan ikke huske, om jeg har omtalt filmen før, men i hvert fald er den absolut seværdig. Og den giver et nuanceret billede af den cubanske samfundsudvikling i den nævnte periode – uden af ende i enøjet anti-kommunisme. Snarere er den en illustration af, at seksuel undertrykkelse (og frisind) ikke er er forbeholdt en bestemt samfundsform.
Anledningen til denne kommentar er ikke et gensyn med filmen, men en artikel i New York Times om det cubanske samfunds aktuelle forsøg på at håndtere seksuelle spørgsmål og problemer. I artiklen referes et møde mellem lederen af det Nationale Center for Seksuel Opdragelse, Mariela Castro Espín, der er datter af Raúl Castro, Fidels broder – og repræsentanter for Cubas minoritet af transseksuelle. Blandt de emner, der blev bragt på bane var de transseksuelles seksuelle relationer til soldater fra Cubas hær. Et tabu, for homoseksualitet er ulovligt i militæret. Slet og ret. Faktisk er erklæret homoseksualitet grund nok til, at en mand fritages fra tjeneste.
Til forskel fra det officielle Cubas seksualmoral repræsenterer den psykologuddannede Mariela Castro Espín et mere frisindet syn på det seksuelle. Blandt andet giver hun udtryk for den holdning, at seksualiteten ikke er kun er en del af reproduktionen, og at “mennesker er langt mere forskellige end i er tilbøjelige til at tænke”. Dermed forholder hun sig også indirekte til sine egne fordomme.
Det cubanske samfund er, som hele det caribiske område, kendt for at være et seksuelt frisindet område, så længe man holder sig inden for de heteroseksuelle seksualpraksisser. Frisindet gælder ikke homoseksualitet, tranvestisme og transseksualitet. De seksuelle minoriteter er blevet forfulgt af styret, og mange er endt i arbejdslejre for at blive “genopdraget”. Og AIDS-syge bliver behandlet som spedalske – samtidig med, at de er en udfordring for det i øvrigt velfungerende cubanske sundhedsvæsen.
Fru Espín arbejder for, at der skal tales mere frit om seksuelle emner på Cuba, og hun henviser til, at homoseksualiteten åbenlyst trives på Cuba og i vid udstrækning er accepteret eller i hvert fald tolereret af den almindelige borger. Som et led i sine bestræbelser har hun været med til at producere en – populær – tv-serie, hvor homoseksuelle temaer indgik. Hun arbejder på en Ph.D. afhandling om transvestitisme og på en reformering af de cubanske love omkring det seksuelle, således at lovgivningen også vil tage højde for fx operative indgreb på transseksuelle. Anstrengelserne har allerede båret frugt, idet der er nedsat et regeringspanel, der drøfter spørgsmål om terapi og medicinsk hjælp til transseksuelle. Og der er allerede givet tilladelse til, at 26 personer kan modtage behandling af det offentlige sundhedssystem.
Mariela Castro Espín er glødende tilhænger af den cubanske, socialistiske samfundsmodel, men også tilhænger af et åbent, fordomsfrit syn på seksuelle spørgsmål – også når det gælder de seksuelle minoriteter og eksisterende tabuiserede problemer. Hun understreger også, at hendes placering i den berømte Castro-familie ikke har været hende til nogen hjælp i denne sammenhæng.
Nogle af de emner, hun har taget op i det nationale centers tidsskrift er fx: overfald på homoseksuelle, vold i parforhold og hormonterapi. Tidsskriftet forholder sig også til udenlandsk forskning på området, og der citeres flittigt fra andre tidsskrifter. I det hele taget er Mariela Espíns projekt et klassisk oplysningsprojekt. Hun tror på, at det seksuelle frisind går hånd i hånd med folkets oplysning på området. Og hun sørger for at informere sine magtfulde familiemedlemmer – herunder faderen og Fidel – om, hvad hun går og laver.
Måske er hendes arbejde et eksempel på, at der blæser nye politiske vinde på Cube, og at den cubanske undertrykkelse af folk med en anderledes seksualitet, andre tanker osv. vil løsne sit greb. Det kan man håbe. Og måske kunne vi også her i landet lære lidt af denne kvindes bestræbelser på at sætte oplysning og fri debat på dagsordenen.

Er det BBC-producerede børneprogram Teletubbies den rene homoseksuelle propaganda? Berlingske Tidende bringer nyheden om, at den polske Børneombudsmand Ewa Sowinska er af den mening. Dermed blusser en ti år gammel diskussion om børneprogrammets seksuelle karakter op igen. Den polske børneombudsmand har blandt andet bemærket, at en af tubbierne bar rundt på en dametaske, selv om den var en dreng. Nu vil Sowinska sammen med børnepsykologer og andre eksperter analysere programmerne og se, om ikke de skal fjernes fra sendefladen, så de ikke skader de barnlige seere.
Berlingske Tidendes nyhed minder mig om, at jeg for nylig hørte en interessant udsendelse på P1 om problemerne med at arbejde politisk i EU, hvor en stor del af politikerne er katolikker og under stærk indflydelse fra Pavestatens lobbyvirksomhed. Det handlede om, at mange politiske argumenter havde indbyggede katolsk-religiøse-moralske dimensioner, som man måtte imødegå ud fra kristent-lutheransk udgangspunkt. Derfor skulle der ansættes danske folkekirkepræster til at støtte de ikke-katolske politikere.
Det er en kendt sag, at homofobien trives i bedste velgående i den katolske kirke, men også langt ind i den protestantiske kirkes rækker. Vi kan blot tænke på pastor Krarups udtalelser om de homoseksuelle for nylig. Og de to eksempler ovenfor rejser peger med al ønskelig tydelighed på det aktuelle problem: Om det er en god idé at blande religion og politik. Eller omvendt: Om ikke det er bedst at skille de to ting ad?

Opdatering 2/6: en psykolog har nu overbevist ombudsmanden om, at der ikke er tale om homoseksualitet. Læs nyheden her.

Det seksuelle interesserer. I enhver forstand af ordet. For nylig fyldte Tintins “far” Hergé 100 år – hvis man da kan fylde år efter sin død – og i dag læser capac en pudsig artikel om en kommende 700-siders fransk biografi om tegneren. Og blandt de artigheder, den kommende biografi vil “afsløre”, er, at Hergé slet ikke var en aseksuel person som sin tegneseriehelt Tintin. Næ, der er tegn på, at han havde endog mange damebekendtskaber (som ung mand i hvert fald). Surprise! Hergé var en mand af kød og blod. Bogen afslører sikkert også, at han gik på toilettet – i modsætning til Tintin. Han var ikke ren ånd, udtaler biografskriveren. Han havde ikke et “kønsliv som katolske præster”, står der. Og man er lige ved at tænke: Det var da godt – når man betænker de seneste års afsløringer af, hvad der foregår i den katolske kirkes rækker.
Tilbage står så “gåden” om Tintins seksualliv. I følge artiklen. Og man tager sig til hovedet. Hvorfor skal tegneseriefiguren Tintin dog have et seksualliv? Hvorfor skulle der dog indblandes “damer” i tegneserien? Tintin er tegneseriedetektiv, og det er det, han skal være. Hverken mere eller mindre. Men det seksuelle interesserer. Og i undergrunden kan man læse versioner, hvor både Tintin, Anders And, Fred Flintstone osv. går til makronerne – sådan rent kødeligt. For et seksualliv, det skal de have.

Her i bloggen vil vi gerne følge en sag til dørs. Og for ikke så længe siden rejste vi spørgsmålet: Hvad blev der af Rudy Frederiksen aka “Pikken fra Herning” (m. digteren Peter Laugesens malende betegnelse), der siden den famøse sexskandalesags opståen har taget et nyt navn.
Nu kan DR Nyhederne fortælle, at anklagemyndigheden omsider tiltaler den tidligere amtschatkonsulent for “at udbrede utugtige billeder af unge piger”. Af hensyn til læsere, der ikke er bekendt med ordet “utugtig” skal capac uddybe det sådan, at Rudy har gjort sig skyldig i at videofotografere unge piger under 18 år uden tøj på og i seksuelle situationer med selv samme Rudy. Billedmaterialet skulle derefter været blevet distribueret via internettet. Rudy sigtes også for underslæb i forbindelse med salg af fotoudstyr.
Det har taget anklagemyndigheden otte måneder at nå frem til anklageskriftet. Otte måneder.

Omsider fik Fruen og capac taget sig sammen til at se den berømte kunstner Paul Mccarthys udstilling på det århusianske kunsttempel AROS (sidste dag er vist i morgen…). Jeg skal ikke i denne forbindelse komme ind på Mccarthys kvaliteter som installations-, video- og billedkunstner. Men det slog mig – ikke mindst på grund af en række små advarselsskilte, der var opsat, og som gjorde opmærksom på kunstværkernes “anstødelige” karakter – at man endnu engang stod over for en amerikansk kunstner, der eksponerede den menneskelige seksualitets forskelligeartede udtryk. Fx en installation, hvor to mandlige figurer henholdsvis kopulerede med et træ og jordbunden. Eller en række “penis paintings”, der – formoder jeg – var malet med Mccarthys penis. Det var ikke mit indtryk, at nogle af de mange besøgende – mødre med børn i klapvogn, ældre par, unge kærester osv. – overhovedet blev provokeret af objekterne.
Oplevelsen mindede mig om dengang Frank Zappa endnu levede og gav koncert i Danmark. I forbindelse med en koncert lod han en sort og en hvid dukke ligge oven på hinanden på scenen. Uha-uha. Men de danske anmeldere trak blot på skuldrene og forholdt sig til musikken.
Er Mccarthys “anstødelighed” blot endnu et eksempel på amerikanernes berygtede seksuelle (dobbelt)moral?

Capac kommer til at tænke på den gamle politiker, der sidestillede jernbane- og seksualdriften med hensyn til ustyrlighed – i ordets rette betydning. Det er jo – indrøm det bare – kendetegnende ved seksualdrifterne, at de er ret ustyrlige og ofte griber forstyrrende i menneskenes ellers regulerede liv. Man kan heller ikke helt se bort fra, at den seksuelle ophidselse stimuleres af grænseoverskridelsen. Det forbudte er frækt. Hvis man er i tvivl så find svar i den righoldige litteratur.

Capac er derfor lidt i tvivl om, hvorvidt det er en god idé, når nu Danmarks Naturfredningsforening vil lave en guide til god sex i naturen. Kommunikationsmedarbejder Lene Midtgaard fra Naturfredningsforeningen synes, at det er en god idé med sådanne alternative anvendelsesmuligheder af fx de ca. 2000 fredede områder i Danmark. Og hun – og foreningen formodentlig – kan ikke helt se sig fri for en – lad os kalde det sådan – regulerende hensigt: Man må ikke forstyrre andre – og man skal huske at rydde op efter sig (fx samle kondomer op). Man hvad nu, hvis en del af spændingen, ja, ophidselsen, består i, at Hr. og Fru Andersen måske bliver opdaget, medens de udøver deres erotiske løjer? Så er der vel ikke nogen idé i at ligge i en afsides afkrog af et fredet område? Og – er det ikke endnu et eksempel på, hvordan hverdagslivet – og privatlivet – gradvist forsøges reguleret af offentlige myndigheder og private organisationer, der opererer i det offentlige rum?

Tante Berlinger fortæller, at en amerikansk, prisvindende børnebog, Susan Patron’s »The Higher Power of Lucky«, er blevet bandlyst af en række amerikanske bibliotekarer. Årsagen er, at en hund i bogen bliver bidt i scrotum af en slange. Det er ikke selve handlingen, som ret beset må betegnes som værende hændelig, men ordet scrotum, der har ført til opstandelsen. Scrotum betyder som bekendt pung, altså den handyr har mellem benene, og som indeholder testiklerne. Altså: nossepungen.
Bogen vandt for nylig den prestigefyldte pris Newbery Medal, og det gav anledning til en hidsig debat om censur, ytringsfrihed og bogens indhold. Ordet scrotum er jo en lægelatinsk betegnelse for en legemsdel, ikke et beskidt, sjofelt ord. Men, det henviser til – uha-uha- det seksuelle, og det er problemet for bibliotekarerne og andre repræsentanter for det puritanske, politisk korrekte Amerika.
Nu er det vel ikke længere påfaldende, at den slags kan ske i USA, dette store, brogede land, hvor hykleri og dobbeltmoral har opnået højder, man ikke ser andre steder. Spørgsmålet er, om vi er på vej mod amerikanske tilstande her i lille Danmark? Sagen om Jørgen Leths bog Det Perfekte Menneske kunne godt få en på sådanne tanker. Nu har Jørgen Flindt Petersen lavet en film, hvor han lader Jørgen Leth kommentere “sagen” og dens forløb.

Filmen bliver diskuteret i den seneste udgave af DR2s problematiske kulturprogram Smagsdommerne, hvor skuespillerinden og billedkunstnerinden Anne Grete Bjarup Riis, tegneserietegner og latinkyndig Ivar “Olfax” Gjørup og en anmelder fra Ekstra Bladet udgjorde dommerpanelet. I den sammenhæng kom Anne Grete Bjarup Riis til at repræsentere et synspunkt, der i mangt og meget svarer til den form for puritansk fundamentalisme, man oplever i dagens Amerika. Et helt igennem moralistisk funderet synspunkt, der kun kunne udtrykke sin afstandtagen i “begreber” og formuleringer som “gammel gris”, “stakkel”, “tænke med pikken” o.lign. Hvis Jørgen Flindt Petersens intention med sin film har været at kaste lys over Leths tanker og bearbejde den medieoppiskede debat om Leths bestigning af en nittenårig datter af en kokkepige, så viser Smagdommerne, at den bornerte, kønsforskrækkede moralisme lever i bedste velgående, repræsenteret af en ung, feministisk (?) kvinde ved navn Anne Grete Bjarup Riis, der helst så svenske tilstande omkring prostitution indført i Danmark og reducerer pornografiens bestemmelse til udelukkende at være et spørgsmål om profit. Ivar Gjørup så heri et udtryk for en virkelighedsfornægtende politisk korrekthed, der i sidste enden vil genindføre et forbud mod pornografi osv. Se udsendelsen på DR2s hjemmeside.

Moonbeam McSwine:

Little Annie Fanny, der især udfoldede sine talenter i Playboy Magazine:

Kvindernes svar på Phantomas, Phantom Lady:

Man kan finde mere inspiration i fx Sture Hegerfors & Hans Sidéns seriøse gennemgang af det historiske i den rigt illustrerede bog Sex & Serier (1970) og sikkert mange andre steder…

Det seksuelle er interessant, hvis nogen skulle være i tvivl. Tag et hvilket som helst kulørt ugeblad, og du vil se, at der bruges megen spalteplads på spekulationer om kendte menneskers seksualliv. Hvem kommer sammen med hvem? Hvem er blevet skilt fra hvem og hvorfor? En hel industri af nyfigne journalister og paparazzifotografer lever af at levere den slags sladder til læserne (for en ordens skyld: jeg læser dem også…). Og måske er det ikke så underligt. Kærlighedslivet fylder på godt og ondt meget i menneskenes liv. Hvad enten de vil erkende det eller ej.
En af de store forskere udi det menneskelige seksualliv var den kendte østrigske læge Sigmund Freud, der i starten af forrige århundrede udkastede en række teorier om det seksuelle; teorier, der lige siden deres formulering har været kontroversielle og uafrystelige. Freud var godt klar over, at det felt, han kastede sig over, ville møde modstand. Og sådan blev det. Der blev gjort ihærdige forsøg på at miskreditere hans person og hans forskning. En af de kendteste karikaturtegninger af Freud viser hans hoved formet af nøgne kvinder – og titlen er: What’s on a Man’s Mind? Freud som en gammel gris. Han må pr. definition være en gammel lidderbuk, når han hver dag beskæftigede sig med andre menneskers seksualliv og dets mentale skæbner. Denne tendentielt miskrediterende tanke er interessant. For man må spørge: Hvorfor skulle det være diskvalificerede for en mands forskning, at han havde et aktivt seksualliv, eller  for den sags skyld, at han var seksuelt afsporet i forhold til samtidens seksualmoral?
Det er en kendt sag, at Freud var godt og borgerligt gift og fik en masse børn. Det er også nogenlunde veldokumenteret, at fru Freud ikke var specielt interesseret i kønsakten, når den ikke lige stod i forplantningens tjeneste. Og det er også velkendt, at Freud i lange perioder havde Fru Freuds yngre søster, Minna Bernays boende i sit hjem. Derfor har tanken ikke ligget fjernt: Har Freud muntret sig på lagnerne sammen med den yngre Minna? Mistanken har ligget og luret i årtier. Freuds tidligere væbner og senere konkurrent Carl Gustav Jung mere end antydede, at frk. Bernays havde indrømmet en affære med Sigmund, hvilket Freud afviste som en jungiansk ondskabsfuldhed.
Nu mener en tysk sociolog at have fundet et “bevis”. I følge Franz Maciejewski skulle Freud og Minna den 13. august 1898 have indlogeret sig som ægtepar i en kro i de svejtsiske alper for at holde to ugers ferie. I kroens gæstebog står der, at “Dr. Sigmund Freud og frue” bebor rum nr. 11. Det er bevis nok, mener sociologen, på, at der var tale om en affære.
Mit ærinde her er ikke at kæmpe for Freuds ærbarhed eller forsøge at postulere, at Freud da sagtens kunne sove ved siden af sin 11 år yngre svigerinde uden at forgribe sig på hende. Næh, men som den kendte Freud-biograf, Peter Gay, udtrykker det: “Det er meget muligt at det sov sammen…men det gør hverken ham eller psykoanalyse mere eller mindre korrekt”. Det kan da ikke udelukkes, at Sigmund – oven i købet med Fruens velsignelse eller i hvert fald tavse samtykke – lod Sigmund og Minna dyrke kødets lyst i alpehytten. Freud studerede omkring 1900 de mentale skæbner, der kom ud af et borgerligt samfund, hvor det seksuelle blev dæmoniseret og fortrængt, og indså, at det seksuelle – drifterne – under alle omstændigheder ville komme til udtryk. Fx i mange borgerlige kvinders hysterier, altså alvorlige, belastende sindslidelser.
Problemet med denne såkaldte afsløring er, at mange af Freuds efterfølgere og elever har set en interesse i at fremstille ham som et ideal, en verdslig helgen, ja, en slags messias, der – med Freuds eget begreb – sublimeredesine seksuelle drifter til videnskabelig produktion. Freud kunne have gode grunde til at gå stille med dørene. Han kendte alt for vel Wienerborgerskabets tykke dobbeltmoral og dens vogter, fordømmelsen, og vidste sikkert, hvordan man både skulle holde facaden i orden og uplettet og samtidig finde afløb for sine seksuelle lyster. At han trådte ved siden af dydens smalle sti ændrer ikke i sig selv ved hans projekt, men viser blot at han var et menneske. Det gjorde vel heller ikke H. C. Andersen til en mindre digter, at han onanerede flittigt og registrerede hyppigheden i sine dagbøger? Mere om sagen kan læses i The Herald Tribune her.

Nej, ingen provokerende indlæg her. Ingen fordybelse i “sagen” her. Jeg valgte helt bevidst ikke at se dokumentaren om den såkaldte Tønder-sag, da DR havde programsat den kl. 20 i går aftes i det, man kalder prime time, så man kunne være nogenlunde sikker på, at alle børnefamilierne kunne se den… Jeg valgte helt bevidst at holde nysgerrigheden i bur; den indre svinehund i kort snor. Jeg behøver ikke at få mere at vide om denne sag, end jeg ved i forvejen fra avislæsning. Jeg behøver ikke at se mere for at indse, hvad jeg allerede har indset om den side af det humane. Jeg behøver ikke at vide mere for at genkende det alt for menneskelige. Og jeg er såmæn ikke specielt rystet over denne sag. Faktisk tror jeg, at der foregår tilsvarende ting i andre familier, i andre hjem. Incestsagerne hober sig op i medier og på politikontoret. Voldtægtssager – reelle og opdigtede – udpensles i boulevardbladene. Den psykiatriske litteratur, ja, litteraturen slet og ret, er fuld af forfærdende beskrivelser af den menneskelige naturs udfoldelser. Alligevel lægger vi låg på, for ellers ville det ikke være til at bære.

I min pladesamling er der mange erklæret homoseksuelle kunstnere, og mange kunstnere, der har forholdt sig eksperimenterende, fabulerende til den menneskelige seksualitets u-naturlige udtryk. Lad mig bare nævne Bowie og Lou Reed som eksempler på det sidste. Kunstnernes seksuelle orientering har aldrig spillet en rolle for min musikalske interesse, fordi den aldrig i sig selv er garant for kunstnerisk kvalitet. Som i alle andre sammenhænge, så er der gode og mindre gode homoseksuelle kunstnere.
Men sådan ser ikke alle på det. Musikbladet Gaffa henviser til en amerikansk side, hvor højresnoede kristentreligiøse fundamentalister har lavet to lister med musik, man skal holde sig fra (homomusik etc.), og musik, man godt kan tillade sig at lytte til. Siden hedder Love God’s Way. Hvis man skulle følge deres anvisninger, så kunne jeg sagtens skrotte det meste af min musiksamling (hvilket jeg selvfølgelig ikke har tænkt mig at gøre…). Det interessante er, at listen med “acceptabel” musik er forbavsende kort, og jeg må med skam meddele, at jeg kun har lyttet til et par af kunstnerne, nemlig Cyndie Lauper og Jars of Clay (der spiller god musik med kristent orienterede tekster…).
Nu mangler vi bare, at disse “velmenende” kristne fundamentalister iværksætter nogle pladeafbrændinger, sådan som det er almindeligt forekommende i Guds eget land.
Vi vil markere Gaffas informationer med at spille en masse seksuel perverteret musik i dag…