Indlæg tagget med serie

1864 – en serie, jeg ikke så færdig

1. december 2014

Nej, jeg stod af efter andet afsnit. Ikke, fordi det jeg havde set gjorde mig særlig skeptisk eller nedslået. Men andet kom på tværs – og så blev Ole Bornedals serie til polittisk og kulturelt debatemne i dagevis. Og er der noget, der kan ødelægge en film- eller tv-oplevelse for mig, så er det for megen omtale og for meget markskrigeri. Jeg fulgte ikke med i detaljer, men et par klip står stadigvæk lysende for mig. Dels Bornedals behjertede forsøg på at insistere på sin kunstneriske frihed (over for dem, der mener, at historieskrivning er en slags objektiv videnskab – hvilket den ikke er, aldrig har været og aldrig bliver). Og dels den tidligere hjemmehjælper og nuværende folketingspolitiker Pia Kjærsgaard insisteren på, at der var tale om “manipulation” (som om hun har nogen som helst kvalificeret forudsætning for at ytre sig om et historisk drama som 1864! Bliv ved din populistiske læst Pia Kjærsgaard!).

Jeg vil se serien, når jeg engang får tid til at se den i sammenhæng – fx på dvd. Nu er serien vist og slaget om serien vil i løbet af kort tid være en saga blot – og DR kan i det skjulte planlægge, hvornår de vil genudsende den – for det vil jo med mediets indbyggede gentagelsestvang ske.

Selv har jeg – når jeg ikke blev forstyrret af alskens gøremål – holdt mig til at se kriminalserier. Primært genudsendelser af Barnaby, Vera, Lewis og andre britiske kvalitetsserier. Fordelen ved dem er, at de er det pureste litterære opspind – og netop derfor har en masse at sige om det samfund og den tid, vi lever i.

Halvbroderen – en norsk tv-serie

18. juli 2014

Jeg har ikke læst den norske forfatter Lars Saabye Christensens prisbelønnede roman Halvbroderen, men de sidste eftermiddage har jeg fornøjet mig med at se tv-dramatiseringen af romanen på DR2.

Og det er for at sige det ligeud en fortrinlig dramatisering, nordmændene har lavet. Den oser langt væk af respekt for det litterære forlæg, der efter sigende var tyve år undervejs, før romanen blev realiseret.

Halvbroderen er en familiekrønike om de to halvbrødre Barnum og Fred og deres kvindelige ophav, de tre enlige mødre (datter, mor og mormor). Historien begynder i nutiden, hvor en forfatter – Barnum som voksen – er flyttet ind i en øde hytte ved kysten for at skrive en historie på sin medbragte IBM kuglehovedmaskine. Og derfra bevæger vi os frem og tilbage mellem tiden omkring befrielsen i 1945 og nutiden, der er præget af de tidlige års hændelser.

Et grundlæggende tema i historien er den fraværende fader. Fred er produktet af en voldtægt og kender ikke sin biologiske fader, der forsvandt efter sin forbrydelse og kun efterlod sig en blank uniformsknap. Fred selv forsvinder også sporløst på et tidspunkt. Det samme gjorde morfaderen, der forsvandt på en ekspedition på Indlandsisen. Og Barnums far, Arnold, skrives også ud af fortællingen, da han slås ihjel af en diskos, som Fred har kast i hovedet på ham. Mysterierne om de forsvundne og fraværende mænd gennemsyrer fortællingen og giver en en fascinerende dimension af mystik. Og i sin tro på, at fortiden hviler på og bevæger vores bevistheder er fortællingen et ægte produkt af det tyvende århundrede. Freud, Marx m.fl. har ikke levet forgæves…

Fortællingen er selsagt også en fortælling om, hvordan fortiden bliver mestret gennem fortællingen. Det er Barnum med skrivemaskinen – sikkert Saabye Christensens alter ego – der med stort besvær får skruet den samlede fortælling sammen.

Skuespillet i filmen er helt i top. Pragtpræstationer på alle pladser. Og tidsbilldet er tegnet med følsom nuancering i detaljen. Man mærker virkelig, at forfatteren har brugt mange år på at få alle ingredienser på plads – og at instruktøren og hans entourage har formået at omsætte romanens virkelighed til levende billeder.

Hvis man ikke kender denne fantastiske fortælling, så er der al mulig grund til at bruge timer på den. De sidste par afsnit kan endnu ses på DR2 og genudsendes vist sent på tirsdage. Desværre kan man ikke se afsnittene på DRs hjemmeside af ophavsretsmæssige årsager, men man kan gå ind på bibliotekernes udmærkede side Filmstriben og se samtlige afsnit ganske gratis. Og serien kan også fås på dvd.

Og musik er der også i filmen. I en scene ved et sommerhus ved kysten finder Barnums kommende kæreste og kone moderens guitar og sætter sig ned og spiller en sprød udgave Monkees’ hit “Daydream Beliver” – som en slags kommentar til Barnums dagdrømmeri.

 

Juletvkiggeri: Spioner

28. december 2013

Medens andre fortabte sig i julerier i dagene efter d. 24., fik jeg set lidt tv. Som bekendt bliver det ikke til så meget i hverdagen. Og meget passende havde DR2 sat sig for at vise den lille amerikanske serie “Spioner”. Den danske titel er om ikke direkte misvisende, så dog en betydningsfattig erstatning for den originale “The Company”. Hvorfor dog ikke kalde serien “Firmaet” eller lignende, for det er i allerhøjeste grad The Company – kælenavn for den amr. efterretningstjeneste CIA – historien fortæller om.

I serien følger man kampen mellem CIA og dennes sovjettiske modpol KGB gennem den såkaldt “kolde krig”, men synsvinklen er umiskendeligt den amerikanske. Hovedpersonen er den idealistiske agent Jack McAuliffe (spillet af Chris O’Donnell), som man følger gennem fire årtier. Og plottet er – meget forenklet fremstillet: CIA oplever en række mislykkede missioner med invasionen i Svinebugten på Cuba som et katastrofalt højdepunkt. Og de smertelige nederlag fremmaner den lige så smertelige tanḱe, at en “muldvarp” havde været på spil i hjertet af CIA. Derefter følger man minutiøst amerikanernes bestræbelser på at afsløre “muldvarpen”. Og lad mig bare afsløre, at det lykkes til allersidst.

Det interessante er imidlertid ikke – for mig at se – denne kriminalistiske dimension af who-dunne-it-afdækningen, men derimod beskrivelsen af den forgiftede, paranoide atmosfære, der skabes i den amr. efterretningstjeneste. Især omkring den centrale chef for kontraspionagen James Angleton (Michael Keaton), der til sidst bliver offer for sine egne konspirationsteorier og må trække sig som chef (selv om det viser sig, at hans paranoide forestillinger faktisk holder vand…). Beskrivelsen af den forgiftede atmosfære af mistænksomhed, hvor ingen i princippet kan vide sig sikker med hensyn til mistanke, er efter min mening seriens fornemmeste præstation. Man får et meget ubehageligt billede af en efterretningsvirksomhed, der – i den gode sags tjeneste: bekæmpelsen af kommunismen – er til fare for sig selv og den verden, den er sat til at tjene.

Og serien kaster et meget ubehageligt perspektiv på hele sagen om Edward Snowdens afsløringer af amerikanernes massive overvågning af befolkningerne i den vestlige verden. Serien mere end antyder, at den amerikanske efterretningsvirksomhed ikke går af vejen for at mistænkeliggøre den amr. centraladministrations såkaldte allierede (fx nævnes flere historiske ledere, bl.a. Harold Wilson og Olof Palme som værende KGB-muldvarpe…), for at bryde gældende love, for at slå uskyldige mennesker ihjel osv. I det hele taget får man et billede af en labilt paranoid tjeneste, der lever sit eget liv og har sin egen dagsorden ved siden af civilsamfundet.

Når en Thorning Schmidt herhjemme afviser, at Danmark skulle være genstand for NSA-styret overvågning, så illustrerer serien her – i fiktionsform – at det er himmelråbende naivt at sætte sin lid til amerikanernes officielle udmeldinger på området. Hvis serien har blot et gran af sandhed i sig, så må man som menig borger i den vestlige verden forstå, at ingen kan vide sig sikre, når det gælder efterretningsvirksomheden fra US.

Men underholdende er serien, der også er udgivet på dvd/blue-ray. PS. Serien bygger på forfatteren Robert Littells bog The Company fra 2002.

Maggies nye liv – engelsk tv-dramatik, når det er bedst

1. december 2011

Det er ikke meget tv, jeg får set i disse tider. Bortset fra The Walking Dead søndag aften, The Royal om eftermiddagen – og så Maggies nye liv. Sidstnævnte engelske serie er sådan kommet ind fra sidelinjen. Den sendes på DR1 på hverdagseftermiddage kl. 15, hvor jeg alligevel sidder sammen med Fruen og vender livets store og små spørgsmål over en kop kaffe/te.

Maggies nye liv – eller som den engelske titel er: Life Begins – er en af disse hersens bundsolide engelske tv-serier, hvor den berømte køkkenvaskrealisme på fornemste vis går hånd i hånd med komedien og får livets tragi-komik til både at bevæge tv-seernes medfølelse og smilebånd.

Plottet er ganske enkelt. Den hverdagsgrimme Maggie – fremragende spillet af Caroline Quentin – bliver skilt fra sin mand Phil (Alexander Armstrong) og derfor skal finde ud af at leve et “nyt liv”. Og det går slet ikke, som det ville gøre i en amerikansk komedie – forudsigeligt. Nej, livet slår nogle volter, akkurat som det gør i det såkaldt virkelige liv. Maggie bøvler sig frem med sine to børn på slæb, one-night-stands, kærester og familie, kolleger og venner som involverede satellitter, der kredser om Maggie og både støtter og komplicerer hendes liv.

Jeg er kommet ret sent ind i serien, hvoraf halvdelen af første sæsons ialt 20 afsnit er sendt. Men jeg er fast besluttet på at få set det hele – og de øvrige sæsonner, selv om den vist ikke er udsendt på dansk dvd.

I hvert fald er det en absolut seværdig tv-serie i den bedste engelske tradtion, som jeg kun varmt kan anbefale dem, der ikke skal på arbejde eller har andre forpligtelser på en almindelig hverdagseftermiddag.

Og det hæmmer ikke lysten til at se serien, at den ledsages af elektroduoen Faithless‘ meget fascinerende sang No Roots. En af den slags sange, der sniger sig ind på en…

Aftenens serieoplevelse: The Walking Dead

24. oktober 2011

En politimand bliver hårdt såret i forsøget på at stoppe nogle forbrydere ved en vejafspærring og ender på hospitalet. Efter at have ligget i koma vågner han op blot for at opdage, at verden har forandret sig fundamentalt, siden han mistede bevidstheden. Hospitalet er tomt og forladt. Bortset fra et aflukke, hvor en flok zombier er lukket inde…

Det viser sig, at zombierne – eller ‘de gående døde’ – hærger den verden, politimanden kom fra. Han vender tilbage til det hus, hvor han boede sammen med sin kone og søn. Men også det er forladt, og sporene tyder på, at de har flygtet med de mest personlige genstande – bl.a. familiealbummet – og tøj til kroppen.

Det er i korthed optakten til den amerikanske tv-serie The Walking Dead, som havde premiere på DR HD i aftes.

Serien bygger på en tegneserie af Robert Kirkman, Tony Moore og Charlie Adlard og er omsat til tv-mediet af Frank Darabont. Og serien, der blev vist i USA sidste år, kommer til Danmark med adskillige priser og flotte anmeldelser i halen.

Jeg er i almindelighed ikke nogen stor fan af film med overnaturlige temaer, men lader mig gerne underholde af dem, hvis det er lavet med filmisk håndelag og helst en præmis, der hæver fortællingen over det rene effektjageri. Man kan sluge meget nonsens, hvis blot det er godt lavet og vil mere end det pålydende. Sådan forholder det sig med The Walking Dead.

I The Walking Dead antydes det fint, dvs. uden at gribe til løftede pegefingre eller gumpetung pædagogik, at de ‘vandrende døde’ kan forstås som en slags post-apokalytisk nemesis. Noget er gået galt for menneskeheden – måske er det klimaet – og en feber får nogle af de døde til at vandre hvileløst og sultne rundt på jagt efter frisk kød og blod. Til konstant fare for de levende.

Selv om det første afsnit – selvfølgelig – byder på en god dosis, effektivt iscenesatte splattereffekter, så er det det menneskelige drama, der gjorde afsnittet seværdigt. Andrew Lincoln spiller overbevisende den opvågnende politimand Rick Grimes, der langsomt må indse, at hans komatiske kamp for overlevelse kun er begyndelsen på en desperat overlevelseskamp, der måske ikke vil lykkes.

Afsnittet er yderst stemningsfuldt fotograferet og scenografi og anden visuel teknik skaber en overbevisende illusion om en verden efter katastrofen, hvor en lille gruppe levende må tage kampen op mod horder af zombier. Faktisk kom jeg til at tænke på den originale udgave af Abernes Planet, der også – med en anden tids teknologi – formåede at skabe en sådan stemningsfuld fiktion.

Hvis man ellers kan forlige sig med forestillingen om zombier, så er det en særdeles underholdende serie, DR HD har sat sig for at vise danskerne. Oven i købet en underholdningsserie med lidt for Kloge-Åge-segmentet. Nu må vi så håbe, at de næste afsnit lever op til den mere end lovende indledning.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Side 1 af 1012345678910