Indlæg tagget med serie

1864 – en serie, jeg ikke sÃ¥ færdig

1. december 2014

Nej, jeg stod af efter andet afsnit. Ikke, fordi det jeg havde set gjorde mig særlig skeptisk eller nedslÃ¥et. Men andet kom pÃ¥ tværs – og sÃ¥ blev Ole Bornedals serie til polittisk og kulturelt debatemne i dagevis. Og er der noget, der kan ødelægge en film- eller tv-oplevelse for mig, sÃ¥ er det for megen omtale og for meget markskrigeri. Jeg fulgte ikke med i detaljer, men et par klip stÃ¥r stadigvæk lysende for mig. Dels Bornedals behjertede forsøg pÃ¥ at insistere pÃ¥ sin kunstneriske frihed (over for dem, der mener, at historieskrivning er en slags objektiv videnskab – hvilket den ikke er, aldrig har været og aldrig bliver). Og dels den tidligere hjemmehjælper og nuværende folketingspolitiker Pia Kjærsgaard insisteren pÃ¥, at der var tale om “manipulation” (som om hun har nogen som helst kvalificeret forudsætning for at ytre sig om et historisk drama som 1864! Bliv ved din populistiske læst Pia Kjærsgaard!).

Jeg vil se serien, nÃ¥r jeg engang fÃ¥r tid til at se den i sammenhæng – fx pÃ¥ dvd. Nu er serien vist og slaget om serien vil i løbet af kort tid være en saga blot – og DR kan i det skjulte planlægge, hvornÃ¥r de vil genudsende den – for det vil jo med mediets indbyggede gentagelsestvang ske.

Selv har jeg – nÃ¥r jeg ikke blev forstyrret af alskens gøremÃ¥l – holdt mig til at se kriminalserier. Primært genudsendelser af Barnaby, Vera, Lewis og andre britiske kvalitetsserier. Fordelen ved dem er, at de er det pureste litterære opspind – og netop derfor har en masse at sige om det samfund og den tid, vi lever i.

Halvbroderen – en norsk tv-serie

18. juli 2014

Jeg har ikke læst den norske forfatter Lars Saabye Christensens prisbelønnede roman Halvbroderen, men de sidste eftermiddage har jeg fornøjet mig med at se tv-dramatiseringen af romanen på DR2.

Og det er for at sige det ligeud en fortrinlig dramatisering, nordmændene har lavet. Den oser langt væk af respekt for det litterære forlæg, der efter sigende var tyve år undervejs, før romanen blev realiseret.

Halvbroderen er en familiekrønike om de to halvbrødre Barnum og Fred og deres kvindelige ophav, de tre enlige mødre (datter, mor og mormor). Historien begynder i nutiden, hvor en forfatter – Barnum som voksen – er flyttet ind i en øde hytte ved kysten for at skrive en historie pÃ¥ sin medbragte IBM kuglehovedmaskine. Og derfra bevæger vi os frem og tilbage mellem tiden omkring befrielsen i 1945 og nutiden, der er præget af de tidlige Ã¥rs hændelser.

Et grundlæggende tema i historien er den fraværende fader. Fred er produktet af en voldtægt og kender ikke sin biologiske fader, der forsvandt efter sin forbrydelse og kun efterlod sig en blank uniformsknap. Fred selv forsvinder ogsÃ¥ sporløst pÃ¥ et tidspunkt. Det samme gjorde morfaderen, der forsvandt pÃ¥ en ekspedition pÃ¥ Indlandsisen. Og Barnums far, Arnold, skrives ogsÃ¥ ud af fortællingen, da han slÃ¥s ihjel af en diskos, som Fred har kast i hovedet pÃ¥ ham. Mysterierne om de forsvundne og fraværende mænd gennemsyrer fortællingen og giver en en fascinerende dimension af mystik. Og i sin tro pÃ¥, at fortiden hviler pÃ¥ og bevæger vores bevistheder er fortællingen et ægte produkt af det tyvende Ã¥rhundrede. Freud, Marx m.fl. har ikke levet forgæves…

Fortællingen er selsagt ogsÃ¥ en fortælling om, hvordan fortiden bliver mestret gennem fortællingen. Det er Barnum med skrivemaskinen – sikkert Saabye Christensens alter ego – der med stort besvær fÃ¥r skruet den samlede fortælling sammen.

Skuespillet i filmen er helt i top. Pragtpræstationer pÃ¥ alle pladser. Og tidsbilldet er tegnet med følsom nuancering i detaljen. Man mærker virkelig, at forfatteren har brugt mange Ã¥r pÃ¥ at fÃ¥ alle ingredienser pÃ¥ plads – og at instruktøren og hans entourage har formÃ¥et at omsætte romanens virkelighed til levende billeder.

Hvis man ikke kender denne fantastiske fortælling, så er der al mulig grund til at bruge timer på den. De sidste par afsnit kan endnu ses på DR2 og genudsendes vist sent på tirsdage. Desværre kan man ikke se afsnittene på DRs hjemmeside af ophavsretsmæssige årsager, men man kan gå ind på bibliotekernes udmærkede side Filmstriben og se samtlige afsnit ganske gratis. Og serien kan også fås på dvd.

Og musik er der ogsÃ¥ i filmen. I en scene ved et sommerhus ved kysten finder Barnums kommende kæreste og kone moderens guitar og sætter sig ned og spiller en sprød udgave Monkees’ hit “Daydream Beliver” – som en slags kommentar til Barnums dagdrømmeri.

 

Juletvkiggeri: Spioner

28. december 2013

Medens andre fortabte sig i julerier i dagene efter d. 24., fik jeg set lidt tv. Som bekendt bliver det ikke til sÃ¥ meget i hverdagen. Og meget passende havde DR2 sat sig for at vise den lille amerikanske serie “Spioner”. Den danske titel er om ikke direkte misvisende, sÃ¥ dog en betydningsfattig erstatning for den originale “The Company”. Hvorfor dog ikke kalde serien “Firmaet” eller lignende, for det er i allerhøjeste grad The Company – kælenavn for den amr. efterretningstjeneste CIA – historien fortæller om.

I serien følger man kampen mellem CIA og dennes sovjettiske modpol KGB gennem den sÃ¥kaldt “kolde krig”, men synsvinklen er umiskendeligt den amerikanske. Hovedpersonen er den idealistiske agent Jack McAuliffe (spillet af Chris O’Donnell), som man følger gennem fire Ã¥rtier. Og plottet er – meget forenklet fremstillet: CIA oplever en række mislykkede missioner med invasionen i Svinebugten pÃ¥ Cuba som et katastrofalt højdepunkt. Og de smertelige nederlag fremmaner den lige sÃ¥ smertelige tanḱe, at en “muldvarp” havde været pÃ¥ spil i hjertet af CIA. Derefter følger man minutiøst amerikanernes bestræbelser pÃ¥ at afsløre “muldvarpen”. Og lad mig bare afsløre, at det lykkes til allersidst.

Det interessante er imidlertid ikke – for mig at se – denne kriminalistiske dimension af who-dunne-it-afdækningen, men derimod beskrivelsen af den forgiftede, paranoide atmosfære, der skabes i den amr. efterretningstjeneste. Især omkring den centrale chef for kontraspionagen James Angleton (Michael Keaton), der til sidst bliver offer for sine egne konspirationsteorier og mÃ¥ trække sig som chef (selv om det viser sig, at hans paranoide forestillinger faktisk holder vand…). Beskrivelsen af den forgiftede atmosfære af mistænksomhed, hvor ingen i princippet kan vide sig sikker med hensyn til mistanke, er efter min mening seriens fornemmeste præstation. Man fÃ¥r et meget ubehageligt billede af en efterretningsvirksomhed, der – i den gode sags tjeneste: bekæmpelsen af kommunismen – er til fare for sig selv og den verden, den er sat til at tjene.

Og serien kaster et meget ubehageligt perspektiv pÃ¥ hele sagen om Edward Snowdens afsløringer af amerikanernes massive overvÃ¥gning af befolkningerne i den vestlige verden. Serien mere end antyder, at den amerikanske efterretningsvirksomhed ikke gÃ¥r af vejen for at mistænkeliggøre den amr. centraladministrations sÃ¥kaldte allierede (fx nævnes flere historiske ledere, bl.a. Harold Wilson og Olof Palme som værende KGB-muldvarpe…), for at bryde gældende love, for at slÃ¥ uskyldige mennesker ihjel osv. I det hele taget fÃ¥r man et billede af en labilt paranoid tjeneste, der lever sit eget liv og har sin egen dagsorden ved siden af civilsamfundet.

NÃ¥r en Thorning Schmidt herhjemme afviser, at Danmark skulle være genstand for NSA-styret overvÃ¥gning, sÃ¥ illustrerer serien her – i fiktionsform – at det er himmelrÃ¥bende naivt at sætte sin lid til amerikanernes officielle udmeldinger pÃ¥ omrÃ¥det. Hvis serien har blot et gran af sandhed i sig, sÃ¥ mÃ¥ man som menig borger i den vestlige verden forstÃ¥, at ingen kan vide sig sikre, nÃ¥r det gælder efterretningsvirksomheden fra US.

Men underholdende er serien, der også er udgivet på dvd/blue-ray. PS. Serien bygger på forfatteren Robert Littells bog The Company fra 2002.

Maggies nye liv Рengelsk tv-dramatik, n̴r det er bedst

1. december 2011

Det er ikke meget tv, jeg fÃ¥r set i disse tider. Bortset fra The Walking Dead søndag aften, The Royal om eftermiddagen – og sÃ¥ Maggies nye liv. Sidstnævnte engelske serie er sÃ¥dan kommet ind fra sidelinjen. Den sendes pÃ¥ DR1 pÃ¥ hverdagseftermiddage kl. 15, hvor jeg alligevel sidder sammen med Fruen og vender livets store og smÃ¥ spørgsmÃ¥l over en kop kaffe/te.

Maggies nye liv – eller som den engelske titel er: Life Begins – er en af disse hersens bundsolide engelske tv-serier, hvor den berømte køkkenvaskrealisme pÃ¥ fornemste vis gÃ¥r hÃ¥nd i hÃ¥nd med komedien og fÃ¥r livets tragi-komik til bÃ¥de at bevæge tv-seernes medfølelse og smilebÃ¥nd.

Plottet er ganske enkelt. Den hverdagsgrimme Maggie – fremragende spillet af Caroline Quentin – bliver skilt fra sin mand Phil (Alexander Armstrong) og derfor skal finde ud af at leve et “nyt liv”. Og det gÃ¥r slet ikke, som det ville gøre i en amerikansk komedie – forudsigeligt. Nej, livet slÃ¥r nogle volter, akkurat som det gør i det sÃ¥kaldt virkelige liv. Maggie bøvler sig frem med sine to børn pÃ¥ slæb, one-night-stands, kærester og familie, kolleger og venner som involverede satellitter, der kredser om Maggie og bÃ¥de støtter og komplicerer hendes liv.

Jeg er kommet ret sent ind i serien, hvoraf halvdelen af første sæsons ialt 20 afsnit er sendt. Men jeg er fast besluttet pÃ¥ at fÃ¥ set det hele – og de øvrige sæsonner, selv om den vist ikke er udsendt pÃ¥ dansk dvd.

I hvert fald er det en absolut seværdig tv-serie i den bedste engelske tradtion, som jeg kun varmt kan anbefale dem, der ikke skal på arbejde eller har andre forpligtelser på en almindelig hverdagseftermiddag.

Og det hæmmer ikke lysten til at se serien, at den ledsages af elektroduoen Faithless‘ meget fascinerende sang No Roots. En af den slags sange, der sniger sig ind pÃ¥ en…

Aftenens serieoplevelse: The Walking Dead

24. oktober 2011

En politimand bliver hÃ¥rdt sÃ¥ret i forsøget pÃ¥ at stoppe nogle forbrydere ved en vejafspærring og ender pÃ¥ hospitalet. Efter at have ligget i koma vÃ¥gner han op blot for at opdage, at verden har forandret sig fundamentalt, siden han mistede bevidstheden. Hospitalet er tomt og forladt. Bortset fra et aflukke, hvor en flok zombier er lukket inde…

Det viser sig, at zombierne – eller ‘de gÃ¥ende døde’ – hærger den verden, politimanden kom fra. Han vender tilbage til det hus, hvor han boede sammen med sin kone og søn. Men ogsÃ¥ det er forladt, og sporene tyder pÃ¥, at de har flygtet med de mest personlige genstande – bl.a. familiealbummet – og tøj til kroppen.

Det er i korthed optakten til den amerikanske tv-serie The Walking Dead, som havde premiere på DR HD i aftes.

Serien bygger på en tegneserie af Robert Kirkman, Tony Moore og Charlie Adlard og er omsat til tv-mediet af Frank Darabont. Og serien, der blev vist i USA sidste år, kommer til Danmark med adskillige priser og flotte anmeldelser i halen.

Jeg er i almindelighed ikke nogen stor fan af film med overnaturlige temaer, men lader mig gerne underholde af dem, hvis det er lavet med filmisk håndelag og helst en præmis, der hæver fortællingen over det rene effektjageri. Man kan sluge meget nonsens, hvis blot det er godt lavet og vil mere end det pålydende. Sådan forholder det sig med The Walking Dead.

I The Walking Dead antydes det fint, dvs. uden at gribe til løftede pegefingre eller gumpetung pædagogik, at de ‘vandrende døde’ kan forstÃ¥s som en slags post-apokalytisk nemesis. Noget er gÃ¥et galt for menneskeheden – mÃ¥ske er det klimaet – og en feber fÃ¥r nogle af de døde til at vandre hvileløst og sultne rundt pÃ¥ jagt efter frisk kød og blod. Til konstant fare for de levende.

Selv om det første afsnit – selvfølgelig – byder pÃ¥ en god dosis, effektivt iscenesatte splattereffekter, sÃ¥ er det det menneskelige drama, der gjorde afsnittet seværdigt. Andrew Lincoln spiller overbevisende den opvÃ¥gnende politimand Rick Grimes, der langsomt mÃ¥ indse, at hans komatiske kamp for overlevelse kun er begyndelsen pÃ¥ en desperat overlevelseskamp, der mÃ¥ske ikke vil lykkes.

Afsnittet er yderst stemningsfuldt fotograferet og scenografi og anden visuel teknik skaber en overbevisende illusion om en verden efter katastrofen, hvor en lille gruppe levende mÃ¥ tage kampen op mod horder af zombier. Faktisk kom jeg til at tænke pÃ¥ den originale udgave af Abernes Planet, der ogsÃ¥ – med en anden tids teknologi – formÃ¥ede at skabe en sÃ¥dan stemningsfuld fiktion.

Hvis man ellers kan forlige sig med forestillingen om zombier, så er det en særdeles underholdende serie, DR HD har sat sig for at vise danskerne. Oven i købet en underholdningsserie med lidt for Kloge-Åge-segmentet. Nu må vi så håbe, at de næste afsnit lever op til den mere end lovende indledning.

Pernell Roberts, Bonanza-stjerne, er død 81 år

26. januar 2010

I min barndom var cowboyfilmene – Westerns – en af de helt store genrer. Og mangen en søndag eftermiddag har jeg tilbragt sammen med gunslingers og rødhuder i Phønix Bios teatralske mørke. Det var her – og pÃ¥ tv – jeg stiftede mit første bekendtskab med film af Howard Haws, John Ford m.fl., som dyrkede den genre, som i dag mÃ¥ siges at være fortid.
Jeg slugte også tv-serien Bonanza råt. Serien startede i 1959 og løb hele 14 sæsoner frem til 1973 og er en af de mest populære western-serier i tv-historien. På dansk hed serien Brødrene Cartwright, medens tyskerne holdt fast i den originale titel. Og jeg så dem begge steder, og den tyske synkroniserede tale var ikke noget problem, for den var jeg vokset op med. Hände Hoch!
Serien fulgte Cartwright-familien og deres liv pÃ¥ og omkring ranchen Ponderosa. Faderen Ben Cartwright (Lorne Greene) og hans tre sønner Adam (Pernell Robert), den trinde, hjertelige “Hoss” (Dan Blocker) og junior, “Little Joe”, spillet af Michael Landon, som siden kunne ses som faderen i serien “Et lille hus pÃ¥ prærien”.
Det særlige ved serien var, at alle i familien havde hovedroller og pÃ¥ skift var i centrum for episodernes handling. Det sørgede for god variation gennem det lange forløb. Nu er Pernell Roberts – som den sidste af de fire – død i en alder af 81 Ã¥r. Pernell blev headhuntet til Bonanza-serien fra en anden stor western-serie – Gunsmoke – hvor han havde fÃ¥et en mindre rolle. Han havde en baggrund som klassisk uddannet skuespiller (med bl.a. Shakespeare-roller) og var ogsÃ¥ en god sanger, der fik udgivet et album med folkesange. I følge de oplysninger man kan finde pÃ¥ nettet, sÃ¥ var Pernell Roberts aldrig helt tilfreds med sin rolle som tv-serie-skuespiller. Og han forlod serien i 1965 pÃ¥ grund af “uoverensstemmelser” med seriens producer og manusforfatter. Han citeres for at have sagt, at serien var “junk-tv”. En old school-skuespillers hÃ¥bløse kamp mod underholdningsindustrien…

Miami Vice

14. december 2009

Torbens udførlige omtale af Don Johnsons 60-Ã¥rs fødselsdag sendte mig en tur tilbage til firserne. Dengang, hvor den amerikanske detektivserie Miami Vice løb over skærmen med Johnson og Philip Michael Thomas i hovedrollerne som to lapse med skydere, hurtige biler og lige sÃ¥ hurtige damer i det solrige Miami. Jeg sÃ¥ nu og da serien, men blev aldrig rigtig indfanget af yuppidetektivernes univers. Til gengæld gik Jan Hammers musikalske tema lige ind. Den tjekkiskfødte Hammer (med en glorværdig fortid i John McLaughlins Mahavisnu Orchestra) leverede et af firsernes mest fængende temaer og var med til at sende seriens lydspor til tops pÃ¥ den amerikanske hitliste med flere platinplader som resultat. To Grammyer – en for Bedste Popinstrumental Udførelse og en for Bedste Instrumentalkomposition – blev det ogsÃ¥ til. Det skal dog tilføjes, at omtalte soundtrack var spækket med kendte navne som Glenn Frey (Eagles), Chaka Khan, Phil Collins (m. monsterhittet “In the Air Tonight”) og Tina Turner. Selv om temaet er meget firseragtig med sin dyrkelse af electronicalyd og high-tech-produktion, sÃ¥ synes jeg stadigvæk den dag i dag, at stykket fænger.

Slut på Landsbyhospitalet?

12. november 2009

Jeg havde ellers planlagt at se en episode af tv-serien Landsbyhospitalet her i eftermiddag. Men der var ikke noget på programmet.

Da sidste afsnit i gÃ¥r sluttede ret dramatisk med en cliffhanger – den elskede Dr. Ormerod lÃ¥ pÃ¥ operationsbordet, heftigt blødende, efter at være blevet stukket ned af en hospitalsbesøgende galning – og man kunne  forvente en afslutning. Men nej.

Lidt research pÃ¥ nettet førte via DRs hjemmeside, der blot meddelte, at serien indtil videre var stillet i bero, til den engelske presse, hvor de barske realiteter kom for en dag. Begge serier er axed. Produktionsselskabet ITV har efter et stort økonomisk tab besluttet at stoppe produktionen af sÃ¥vel The Royal (Landsbyhospitalet) som forløberen Heartbeat, fordi man har været nødt til at fyre 600 ansatte pÃ¥ landsplan. Især Yourkshire Television er hÃ¥rdt ramt, da 25% af arbejdsstyrken afskediges. Begejstrede fans af serierne har allerede iværksat en underskriftsindsamling. Her og Her. Vi krydser vore nostalgiske fingre…


The Hollies – Medley
by alptichka

Tilbage til Landsbyhospitalet

24. oktober 2009

Mit arbejde tillader mig – (u)heldigvis – ikke at se ret meget tv. Men i den forløbne uge har jeg dog tilbragt min eftermiddagskaffe i selskab med min favorit-nostalgi-serie Landsbyhospitalet (ITVs The Royal) om de dramatiske og banale hændelser pÃ¥ og omkring det lille hospital. Engelsk folkelig underholdning pÃ¥ højt niveau, som fÃ¥r Lærkevej og andre danske serier til at fremstÃ¥ som tv-transmitteret dilettantteater fra den yderste klitrække i Vestjylland. En hel del af de senere afsnit har jeg aldrig set, sÃ¥ det er ren fornøjelse at se, hvordan livets gang forløber i serien, hvor man ikke er bleg for at slÃ¥ hovedpersoner ihjel for at puste liv til komedien. Den eneste anke jeg har mod serien, der jo svælger i musik fra tresserne, er, at der aldrig er en playlisteoversigt for afsnittene – og det giver anledning til en del nostalgisk arkæologi, nÃ¥r der pludselig dukker rariteter op, fx en mandsstemme, der synger et Joni Mitchell-nummer..
NÃ¥, men serien indledes stort set altid til tonerne af Cream og “Strange Brew”. En sang, som Eric Clapton i øvrigt ikke var ret meget for at spille, fordi han mente,  den var Mccartney-popifiseret blues. Men han gjorde det, fordi han fik lov til at spille sin guitar, som han ville…


Cream – Strange Brew

Giel | MySpace Videoer

Et umage par – og Bob Dylan

16. oktober 2009

De kvindelige medlemmer af casa capac har som fast ritual efter dagens dont at indtage en portion amerikansk tv-serie til eftermiddagsteen. For tiden gælder det bl.a. serien “Et umage par” (orig. Dharma & Greg) – en fjottet serie om en flippet ung dame og en tjekket ung mand og deres respektive forældre, der er lige sÃ¥ modsatte og lige sÃ¥ utroværdige. Men sÃ¥dan er det jo med den slags serier. Man skal først ind i det urimelige og utroværdige univers, før man kan se ideen med det. Og sÃ¥ kan der være lidt motion for smilebÃ¥ndet i ny og næ. I hvert fald kan jeg ikke helt undgÃ¥ at blive tilskuer til løjerne. Og i gÃ¥r mÃ¥tte jeg da lige fæstne blikket pÃ¥ skærmen, da noget musik fangede min opmærksomhed. Og sørme om ikke selveste Bob Dylan havde forvildet sig ind i serien. Han er og bliver overraskelsernes mand, ham julemand Bob Dylan…