Indlæg tagget med serie

Forbrydelsen 2

14. oktober 2009

Forbrydelsen 2 løber over skærmen i disse uger, og capac hænger på. Der er jo i forvejen ikke så meget krimi på tv (bortset fra den charmerende Lewis), og Forbrydelsen 1 var vellykket.

Mine fÃ¥ forbehold over for Forbrydelsen 1 gik pÃ¥, at den var lidt lang i spyttet. Who-dunnit-nysgerrigheden blev sat pÃ¥ en hÃ¥rd prøve. Nok ogsÃ¥ for hÃ¥rd. Denne gang – med nr. 2 – har anslaget været godt. Et spektakulært videograferet drab pÃ¥ en jurist med baggrund i forsvaret sættes i relation til bÃ¥de Besættelsestiden og vor tids mare: terrortruslen. Et væv af uigennemskuelige politiske og militære rævekager, løgne, fortielser m.m. sørger for, at nysgerrigheden ledes godt rundt i manegen, sÃ¥dan som konventionen foreskriver. Mistænksomheden er pÃ¥ arbejde, men man ved godt, at der er lang vej endnu, og der er for lidt kød pÃ¥ til at fælde nogen som helst. Selv om et par oplagte skurke allerede har været ind over.

Der spilles godt på alle pladser. Sofie Gråbøl passer godt ind som den lille, uglamourøse, kontormuslignende politibetjent, der har næse for opklaringsarbejdet men også har fået ørerne godt ind i maskinen på grund af sit enegængeri. Michael Birkkjær er godt typecastet som hendes lidt rå politikollega, der sympatiserer med mere end hendes uortodokse metoder. Også på birollepladserne leveres solidt skuespil.

Fotograferingen og klipningen er på et højt professionelt niveau, sådan som man er forvænt med i moderne kriminalfilm. Film noir-stilen har ikke levet forgævet og er overlevet i den digitale tv-tidsalder.

Det eneste, der har generet mig lidt ved den ellers medrivende start, er summen af klicheer fra genrens overdrev. Hvorfor skal Lund absolut være forvist til paskontrollen? Selv inspektør Clouseau bliver forvist til gaden! Hvorfor skal hun fremstilles som en enlig mor-workaholic, der sætter ægteskab og familieliv over styr for at finde morderen? Hvad er der galt med en kvinde, der – som de fleste – kan have mange bolde i luften, selv om et par af den ryger pÃ¥ gulvet nu og da? Hvorfor skal hun absolut udstyres med en lille hjælper – og muligheden for et amourøst forhold? Kan mænd og kvinder ikke arbejde sammen, uden at amors pile (eller liderlighedens blikke) absolut skal flyve gennem luften? Hvorfor skal hendes chef absolut være et koldt, beregnende, dumt svin, der stereotypt er hængt op i magtens centrum som en anden hÃ¥nddukke? Ville det ikke være velgørende med en human, forstÃ¥ende chef, selv om racen er en sjældenhed i fiktion og virkelighed? Hvorfor skal man partout have en islamisk fundamentalist, som bekræfter enhver paranoid forestilling i Dansk Folkeparti? Eller hvad med klicheen om den gode politiker (justistsministeren), som tydeligvis er udpeget af statsministeren i en højere sags tjeneste? Fortsæt selv.

Men selv om man sÃ¥ledes skal sluge adskillige kameler med hud, hÃ¥r og pukkel, sÃ¥ er der ingen tvivl om, at serien er kommet godt fra start – ogsÃ¥ bedre end i første ombæring. Vi følger med i næste afsnit…

Patrick McGoohan – The Prisoner

1. oktober 2009

For længe siden – januar mÃ¥ned – omtalte jeg Patrick McGoohans død. Han var en af min barndoms tv-helte. Nu kan man se hele afsnit af Patricks science-fiction-serie The Prisoner (ty. Nummer 6) her. SÃ¥dan!

Inspector Lewis – revisited

14. september 2009

Det er snart længe siden, jeg første omgang omtalte den engelske kriminalserie om Inspector Lewis – opfølgeren til den berømmede serie om Morse (herherher). Og lige for øjeblikket sender DR1 serien og nÃ¥ede i gÃ¥r til andet afsnit af første sæson.

En kulørt historie om fortidens genkomst. Nogle gamle universitetsvenner fra Oxford har i ungdommens år dyrket dionysiske excesser, som i jagten på den ultimative rus har ladet dem begå et mord. Og mange år senere vender fortiden tilbage i form af et par hævnende engle, der med snilde lader en slags retfærdighed ske fyldest. Jeg skal ikke afsløre mere af hensyn til dem, der har afsnittet til gode.

Blandt Morsianere har den nye seere fået blandet modtagelse. Man kan mærke, at den gamle gnavpot er savnet. Selv har jeg aldrig været så fascineret af selve Morse-figuren men mere af den gamle series andre kvaliteter i form af miljøbeskrivelse, skuespilkunst og finurlige plots. Og så var Lewis min favorit allerede dengang, hvor han var den udannede, men snu, korrektur til den vrisne æstet Morse.

I den nye serie har han – ironisk nok – fÃ¥et en hjælper i skikkelse af den Cambridge-skolede teolog Daniel Griffon (Lawrence “Charlie” Fox), der med god iagttagelsesevne og analytisk sans fÃ¥r plottets forviklinger til at opløse sig. Indtil videre synes jeg serie har nogenlunde de samme kvaliteter som dengang serie med Morse. Solide whodunnit-plots, farverige miljøtegninger, pletfri karakterfremstillinger af mere eller mindre excentriske englændere og sÃ¥ samspillet mellem det umage par, der efterhÃ¥nden er blevet en fast ingrediens i mange engelske kriminalserier. Serien sendes om søndagen, sÃ¥ du kan være med fra og med næste gang. Skynd dig inden Forbrydelsen 2 sætter Lewis pÃ¥ standby.

Nostalgi: 77 Sunset Strip

30. juni 2009

En tilfældighed sendte mig ned at erindringens boulevard. Nogen sagde noget om “Sunset Strip”, og straks tænkte jeg “77 Sunset Strip” og var tilbage i tresserne, hvor bemeldte serie løb over skærmen pÃ¥ tysk tv. SÃ¥ vidt jeg husker var det lige omkring familiens spisetid, sÃ¥ den blev et tilbagevendende indslag i underholdningen, medens kartoflerne blev møre.

Serien handlede om to privatdetektivers oplevelser og byggede på nogle short stories af Roy Higgins, der også stod bag selve tv-serien, som vandt en Golden Globe i 1960 som bedste tv-serie i USA. Titlen på serien henviste til det strøg, hvorfra de to detektiver opererede. Som jeg husker serien, så lagde den mere vægten på humoren og de vakse replikker (i tysk synkronisering!) end på det dramatiske. Og så havde serien en enkel, easy listening-jazzet og meget fængende kendingsmelodi, der såmæn er udkommet på cd siden hen, selv om serie ikke er at finde på dvd. Tema-melodien kom i øvrigt på de amerikanske hitlisters top 10 i 1959.

Som det ogsÃ¥ har være tilfældet med senere tv-serier, sÃ¥ betød successen for “77 Sunset Strip”, at mange mere eller mindre kendte gæsteskuespillere optrÃ¥dte, fx Shirley Mclaine, Tuesday Weld, Connie Stevens, William Shatner, Mary Taylor More, Ellen Burstyn og Gene Rowlands. Alle sammen stjerner pÃ¥ vej op. Senere dukkede ogsÃ¥ etablerede navne som Peter Lorre op.

Serien løb i USA fra 1958 til 1964, hvor populariteten dalede så meget, at man valgte at lukke og slukke. Ialt blev der lavet 205 afsnit, hvoraf de 61 blev synkroniseret til tysk og vist på tysk ARD. Serien var et stykke pionerarbejde, der dannede model for senere lette humoristiske detektiv- og kriminalserier, fx Miami Vice.

I en birolle i de første afsnit spillede Edward Byrnes en spøjs parkeringsvagt med en hikstende stemme. Han bar øgenavnet Kookie (egl. Gerald Lloyd Kookson III) og var garanten for de lystige indslag. Som følge af sin voksende popularitet hos seerne avancerede Kokie på et tidspunkt til at blive medlem af detektivkontoret, og Byrnes fik vist en højere løn end de to oprindelige hovedrolleindehavere. Byrnes opnåede nærmest teenage-kultstatus, hvilket bl.a. resulterede i et lille hit med sangen Kookie, Kookie, lend me your Comb, som han indspillede sammen med Connie Stevens.

Sommer – en serie slutter

1. december 2008

DRs sommerserie Sommer er allerede ude pÃ¥ DVD, kunne jeg konstatere i den lokale brugs. Og det er ogsÃ¥ den eneste serie, jeg i meget lang tid, har haft lejlighed til at følge til dørs. I marts skrev jeg en længere kommentar til serien og sluttede af med: “Det korte af det lange er, at vi har at gøre med en god underholdningsserie, der har noget pÃ¥ hjerte og vil mere end blot underholde. Og det er vi ikke sÃ¥ forvænt med i disse tider, hvor et program som X-faktor er seermagnet. Sommer er en værdig aftager for DRs historiske megasucces Matador og efterlader seeren fortrøstningsfuld med hensyn til fjernsynsmediets fremtid pÃ¥ tv-drama-omrÃ¥det. Hvis ikke politikerne da gør drømmene til skamme.
PS. Og så synes jeg, at det musikalske tema er vellykket. Stemningsfuldt og fuld af svanger forventning
.” Inden denne konklusion havde jeg dog luftet nogle forbehold over persontegningen i serien. Jeg syntes, at nogle af personerne – Anna, Lærke og lægesønnen Jacobs kone, Millle – var lidt for stereotype og uden dynamik. Men satte min lid til, at der ville blive løst op for personerne i de kommende afsnit. Og det holdt ogsÃ¥ stik. For dem alle tre gælder det, at de fik flere facetter og blev mere “levende”, efterhÃ¥nden som historie skred frem. Dermed er ikke sagt, at serien er 100% vellykket. Jeg synes stadigvæk, at den vil for meget pÃ¥ for kort tid. Men det siger mÃ¥ske mere om mine forventninger til det flygtige tv-serie-medie end om serien.