Indlæg tagget med serie

The Royal: Kendingsmelodien “Somebody help me”

24. august 2007

Den engelske sygehusserie, The Royal, som er capacs faste punkt torsdag aften (eller hvornår den end sendes) har en kendingsmelodi: Somebody Help Me. I en udmærket, medrivende cover-version med jeg-ved-ikke-endnu-hvem. Men originalen er med The Spencer Davis Group – og her er den i en ældgammel, fin optagelse:

Nostalgia: Foska Havregryn

12. juli 2007



Bedst som skriveblokeringen synes at melde sig i capacs trætte hoved og krop, så kommer Michael Laudrup til hjælp. Egentlig skulle capac ned i garagen og fjerne et (tidligere omtalt) støjende stykke metal fra automobilet, men en nyhed fra dagens avis om, at den tidligere fodboldhelt har sat skub i salget af Ota Solgryn (havregrynsprodukt), så dansker nu spiser 4 millioner portioner mere af de valsede korn, fik capac på andre tanker.

Nyheden sendte capac tilbage til den barndom i 1950’erne, der spiller en så stor rolle i denne blog (og i øvrigt), til et af capacs første møder med reklamens forunderlige magt: Foska Havregryn.

Ota havregryn havde allerede i 1940’erne fået den idé at lave såkaldte Ota-bøger, der i bordeauxrødt omslag bød på oplysende læsning for de havregrynsspisende børn og unge. Produktionen ophørte i 1942, men fænomenet blev så kendt, at bøgerne i dag betragtes som et vigtigt element i dansk børnelitteraturs historie. Bøgerne er samlerobjekter i dag.

Men for capac og drengene i gaden var det Foska, der var den store oplevelse. Foska var et dansk produkt, der blev produceret af den stadigvæk aktive Svendborg Boghvede- og Havremølle A/S. Men inspiration fra kaffeerstatningsfirmaet Richs begyndte Foska at lægge samlebilleder i deres havregrynspakker for at stimulere salget.

I forhold til forgængerne var der med Foska sket et skred i retning af mere direkte reklame.  Man informerede fx om  hvor næringsrigt produktet var (calsium etc.)., hvor Ota-bøgerne  levede deres eget liv parallelt med grynene. Men ellers var det spændende historier om Mickey og bønnestagen, Eventyret om Bongo, Alice i Eventyrland m.fl. For at sikre, at man fik en ordentlig formidling havde man ansat en garvet lærer og forfatter, Torben Gregersen, til at præsentere historierne i bøgerne.

Disse faktuelle forhold (som jeg har hentet i tidsskriftet Ask) tænkte jeg ikke meget over dengang. Det, jeg husker tydeligst, var glæden ved at samle og fuldende disse farverige og solide hæfter. Man kunne gå længe og vente på, at man havde spist sig frem – eller byttet sig frem – til de sidste billeder i bogen. At man så skulle tygge  sig gennem oceaner af havregryn gjorde ikke så meget. Specielt “Basse”, en af legekammeraterne, gjorde sig med Foska-billederne. Sikkert, fordi hans familie var større og derfor kunne konsumere flere æsker… I hvert fald var vi optaget af samleriet, der gjorde os til rigtige FOSKANERE (noget man kvalificerede sig til ved at spise Foska eller Bio Foska).

Sådan kom capac for første gang (tror jeg nok) rigtig i reklameindustriens kløer, uden at være bevidst om det. Siden gik det slag i slag med Gunner “Nu” Pastiller og meget andet…

Fantastiske Mrs. Pritchard

22. maj 2007

Forestil dig, at vi fik en ledende politiker – en statsminister for eksempel – der ikke var “midtsøgende”, “pragmatisk”, “kompromissøgende”, og hvad man nu kan hæfte af tillægsord på den form for politik, der på godt og ondt præger den tid, vi lever i nu! Forestil dig, at denne politiker ikke er gået ind i politik for at gøre karriere og mele sin egen kage, men er af den opfattelse, at tingene kan gøres bedre – og vel at mærke vil gøre det bedre! Og at denne politiker er kvinde, rundet af folket og idealist i den positive forstand, at hun efter bedste evne forsøger at leve op til kravet om kun at være loyal over for sin egen inderste overbevisning (sådan som grundloven jo foreskriver folketingsmedlemmernes forpligtelse…).
Det er denne små-geniale idé, der ligger til grund for den BBC-producerede engelske serie om den Fantastiske Mrs. Prichard.
Desværre har capac ikke fået set alle afsnittene, kun en tre-fire stykker af dem, men tilstrækkeligt til at mene, at vi her har at gøre med et usædvanligt vellykket stykke underholdning, der ikke kun vil underholde, men også give stof til eftertanke og levere kritik af levebrødspolitik og illusionsløse magtmennesker. Et lysende eksempel på, at underholdning ikke behøver at bevæge sig på niveau med Deal-No-Deal- og To-Journalister-Snakker-Ørerne-Af-Dig-programmer.
Hovedrollen indehaves af den charmerende og talentfulde Jane Harrocks, som nogen af bloggens læsere måske vil huske fra den underfundige film om Little Voice. Om sig har hun en flok eminente skuespillere, der hver især kunne fortjene en udførlig omtale, men ikke får det, da det ville føre for vidt. Men der er tale om en ensemblespil på højeste niveau, og det siger en del, når vi befinder os i engelsk skuespilkunst.
Forfatteren bag serien er den ferme og erfarne Sally Wainwright, der har fortalt, at hun fik ideen i forbindelse med det seneste valg i England, hvor hun ikke vidste, hvem hun skulle stemme på. Man tager sig i at tænke: Hvorfor har ingen andre fået denne nærliggende og små-geniale idé? Måske netop, fordi den ligger så snublende nær… Seriens egentlige scoop er, at den overbeviser seeren om, at det umulige er muligt. I gårsdagens afsnit indfører Fantastiske Mrs. Prichard, i frustration over G8-landenes småtskårne miljøaftaler, en tilbagevendende bilfri onsdag i hele Storbritannien. Og så man sidder tilbage og tænker på salig Anker Jørgensens enlige bilfri dag i “oliekrisens” halvfjerdsere og er tilbøjelige til at være vantro. Men historien formår at sandsynliggøre, at det ER muligt. Man tror på det, da det sker.
Det er måske symptomatisk, at denne serie netop kommer op på tv-skærmene i en tid, hvor alle politikere flokkes om at være mest midtsøgende på den tredje vej, så ingen længere kan kende forskel på minimalstats-liberalist og en akademisk socialdemokrat… Og hvor der mere end nogensinde er brug for idealistisk handlekraft for at få kloden på ret kurs igen. Anbefales stærkt!

The Fugitive på dvd

22. maj 2007

En rekonstruktion:

I oktober sidste år omtalte jeg tresser-tv-serien The Fugitive og skrev følgende: “[Serien] løb over skærmene i USA i perioden 1963-67. Historien var som skabt til en (i princippet uendelig) tv-serie: Lægen Dr. Richard Kimble – spillet af David Janssen – bliver uskyldigt dømt til den elektriske stol for drabet på sin hustru. Det lykkes Kimble at flygte og derefter følger episode efter episode, hvor Kimble i jagten på den enarmede morder må skifte identitet og lokalitet for at undslippe politiet, som til stadighed er på sporet af ham. 120 episoder blev det til, og 42 afsnit udkom på VHS. Båndene kan man endnu være heldig at købe på nettet, men så vidt jeg ved er der ikke kommet en DVD-udgave“. Det ved vi nu: Første sæson er udkommet i USA på DVD. Og nostalgikerne har igen noget at kaste sig over.

Inspector Rebus – exit

22. maj 2007

Seks afsnit var, hvad det kunne blive til i denne ombæring af den fine skotske kriminalserie Rebus med Ken Stott i hovedrollen som Ian Rankins politimand i Edinburgh.

Niveauet har været højt hele vejen igennem, og i sidste afsnit fik serien lige en tand til med historien om et tilsyneladende meningsløst selvmord, der siden viser sig at involvere store dele af politiledelsen, det politiske establishment, kapitalistiske hyæner fra forretningslivets overdrev – plus det løse.

Som sædvanlig har Rebus færten af noget råddenskab fra starten, men er denne gang oppe mod sin kvindelige chef (som han også engang har haft noget amourøst kørende med, og som er under stærkt pres fra sin overordnede og dennes medsammensvorne), sin tro kvindelige væbner Siobhan Clarke, der er fanget mellem loyaliteten til Rebus og ledelsen – og hele det magtfulde netværk af korrupte politikere, anløbne politichefer og kyniske forretningsmænd, der ikke går af vejen for et lille mord i profittens tjeneste.

For at komme lidt ekstra krydderi og spænding på oplevelsen, så indleder Rebus et kærlighedsforhold til en af de involverede, der viser sig at være mere involveret end godt er. Rebus har mange odds imod sig, og selv hans gamle bil volder ham problemer. Men, som hans overordnede siger til ham, så har han ikke andet i livet end sit job at gå op i, og det gør han så med fynd og klem og en retfærdighedssans, der ikke lader sig fortrænge af et helbredstruende forbrug af alkohol, cigaretter, “uortodokse” metoder og casual sex.

Det er svært ikke at fatte sympati for Ken Stotts Rebus-figur, der er en klassisk anti-helt, en ensom ulv med kvindetække, en lidt tragisk skikkelse, der kunne være et billede på den rastløse, utilpassede senmoderne mand, som man kan møde derude i hverdagen.

Dectective Inspector Rebus – på tv

23. april 2007

Medens vi hygger os med solide versioner af Hercule Poirot, Frost m.fl. og venter på, at DR tager sig sammen til at fodre krimiseere med nye kapitler af Forbrydelsen og Morseanere med Sgt. Lewis på slap line, så kan man nu fornøje sig med den nye ombæring af serieafsnit om Ian Rankins skotske figur detective Inspector Rebus.
DR tog hul på en ny episoderække sidste mandag, og siden sidst er den fortræffelige John Hannah blevet skiftet ud med den ligeledes fortræffelige Ken Stott. Efter at have set første kapitel så må capac sige, at det ikke er noget dårligt bytte, når det nu ikke kan være anderledes (men generelt er vi ikke meget for det bytteri…). Stott, som man måske vil huske som repræsentant for sædelighedspolitiet i serien The Vice, der også blev udstrålet på DR, passer godt til den enerådige, viljestærke skotske hard man med smag for kvinder, popkultur og stærke drikke. Heldigvis overlader Ian Rankins Rebus-bøger meget til læserens fantasi, hvad angår Rebus’ udseende, så man behøver ikke at være alt for forudindtaget.
Ellers er det, som det plejer. Rebus – med det sigende navn – skal løse alvorlige forbrydelser sammen med sin kønne, kvikke kvindelige hjælper, Siobhan Clarke (spillet af den nydelige Claire Price), som han patroniserer lidt med sin rå macho-charme og åbenbart ikke uden en vis effekt… Rammen er som sædvanlig Edinburgh og nærmeste omegn. Edinburgh som et sindbillede på den vestlige metropolkultur på godt – og ikke mindst ondt. Afsnittet i mandags var således en historie om en patriarks incestuøse udskejelser, der får fatale konsekvenser for hele den involverede familie, da produktet af incesten dukker op og gør regnskabet op. Et plot, der ikke var uden visse – i det mindste associative – lighedspunkter med Roman Polanskis formidable film-noir-pastiche Chinatown og måske også med det antikke skæbnedrama i almindelighed…
Som fan af skotske Taggart er det velgørende at få Rebus på skærmen, medens Taggart åbenbart holder pause. Lokalkoloritten og den skotske accent er i sig selv en fornøjelse at indtage ud på aftenen…
Næste afsnit løber over skærmen i aften kl. 22. Hermed anbefalet. God fornøjelse.

God only knows

27. marts 2007

Så fik den folkelige og meget underholdende engelske serie med den dobbeltydige titel “Distant Shores” (Hvor kragerne vender) omsider sin afslutning med en – alt andet lige – happy ending for beboerne på den lille ø Hildesay. I slutscenen hører man en en mandestemme synge The Beach Boys’ God only knows og man bliver mindet om, hvor smuk den sang egentlig er… Tænk, at det kun tog syv minutter for Brian Wilson at skrive den…
Her i en koncertudgave med Stranddrengene fra 1978:

I may not always love you
But long as there are stars above you
You never need to doubt it
Ill make you so sure about it

God only knows what Id be without you

If you should ever leave me
Though life would still go on believe me
The world could show nothing to me
So what good would living do me

God only knows what Id be without you

God only knows what Id be without you

If you should ever leave me
Well life would still go on believe me
The world could show nothing to me
So what good would living do me

God only knows what Id be without you…

Danselærerens genkomst

26. marts 2007

Tilfældet ville, at blogbestyreren måtte bruge en del af natten på at se krimiføljeton. Han havde optaget den tidligere omtalte svenske serie i to dele Danselærerens genkomst. Det var kun meningen, at jeg skulle se første del, men historien om den uortodokse unge politibetjent, der efterforsker en ældre kollegas voldsomme død, lod ham ikke slippe før historien var omme. Bedre anbefaling kan man næsten ikke få af en historie, der varer ca. tre timer…

Henning Mankells fortælling er en moderne krimihistorie i den forstand, at efterforskningen ikke kun er en efterforskning af et par drab, men efterhånden også bliver en efterforskning i efterforskerens egen fortid. Uden at han fra starten er klar over det. Sherlock Holmes møder Sigmund Freud i moderne aftapning.

Et tilsyneladende rituelt drab langt ude i den svenske skov viser sig at trække tråde tilbage til den for det svenske samfund traumatiske periode under nazitiden. Mankells fortælling står i gæld til traditionen fra de store svenskere Wahlöe og Sjöval i sin bidende kritik af det svenske velstandssamfunds manglende resistens over for dybt reaktionære højrekræfter, der ubesværet operer i nutiden. Samtidig er Mankell også inspireret af den moderne psykologiske krimiroman (fx den engelske), hvor hovedpersonens egen ikke-erkendte fortid og psykiske habitus bliver en vigtig brik i løsningens af gådens puslespil.

Skuespillerne, der for de flestes vedkommende er relativt ukendte i en dansk sammenhæng, spiller med overbevisende autoritet, og miljøskildringen af det tilsyneladende fredelige provinsielle Sverige, der viser sig at være pilråddent, er glimrende. Der ligger en knugende, truende stemning over det mørke skovlandskab som øges minut for minut. Alle overvåger hinanden med slet skjult mistro og i dække af et væv af løgne.

Det lykkes fint for instruktøren at skabe en næsten klaustrofobisk situation, hvor den lidt naive unge betjent til sidst ikke kan se, hvem der er fjende, og hvem der er ven. Det er langt fra en opbyggelig fortælling, snarere en kulturskeptisk historie. Men se den selv. Den er værd at bruge nogle timer på.

Ian Richardson – hvil i fred

10. februar 2007

Ian Richardson sammen med Martin Landau

Den britiske skuespil- og filmverden er blevet lidt fattigere. Den fine Royal Shakespeare Company-uddannede skotske skuespiller Ian Richardson har forladt denne verden i en alder af 72. Hvis man som blogbestyreren har en forkærlighed for engelske film og tv-serier, vil man have bemærket Richardson mange gange. Lad mig blot nævne hans rolle som dobbeltagent i Le Carré-filmatiseringen Tinker, Taylor, Soldier, Spy eller hans levendegørelse af Sherlock Holmes-figuren (oven i købet i to omgange). Senest så blogbestyreren ham i den lidt undervurderede Jack-the-Ripper-film From Hell (hvor han spillede over for Johnny Depp og Heather Graham). Richardson var en af den slags skuespillere, der “stjal billedet” fra andre skuespillere, når han trådte inden for rammen. Uanset om han spillede skurk eller en mere munter rolle. Og han Shakespeare-skolings autoritet og elegance skinnede igennem ved alt, hvad han rørte ved. The Internet Movie Database har en udførlig liste over alle de levende billeder, han medvirkede i. Hvil i fred

Forbrydelsen

8. januar 2007

Som den nostalgiker, jeg jo er, måtte jeg lige se det nye afsnit af den folkelige engelske familieserie Landsbyhospitalet, hvor soundtracket udgøres af den ene engelske tresserpop og -rocksang efter den anden. Derud over spiller de forskellige karakterer med vanlig høj engelsk standard. Let underholdning om livet i den engelske Lidenlund med en understrøm af (engelsk) humor og humanistiske værdier.
Af samme grund nåede jeg ikke væk fra sofaen, da den nye danske kriminalserie Forbrydelsen fik sin debut kl. 20.10. Jeg er ellers ikke meget for danske serier – for nu at generalisere. Selv om jeg – som 2 mill. andre danskere – fik set Krøniken, så var det ikke uden forbehold. Det største forbehold er, at jeg synes, den er for koncentreret som fortælling. Ideen er god, plottet er ok, skuespillerne spiller godt over hele linjen, men det var som at få en Maggi-terning i stedet for en god hjemmelavet suppe. Hvis I forstår, hvad jeg mener… Faktisk synes jeg, at den ikke når nationalklenodiet Matador til sokkeholderne.
Men Forbrydelsen fangede mig fra første færd. Og det var især stemningen, der bar afsnittet. En forbrydelse er begået mod en ung kvindelig gymnasieelev. Og fra de første billeder ved seeren godt – sådan som man ved det, uden rigtig at vide det – hvad de involverede ikke ved, nemlig, at det er sket. Den unge pige er død. Langsomt, men sikkert, præsenteres persongalleriet med den unge kvindelige vice-kriminalkommisær Sarah Lund, spillet fint og afdæmpet af Sofie Gråbøl, i spidsen, og et plot med uigennemskuelige politiske dimensioner skitseres.
Den rolige, uamerikanske krimifortællestil gjorde indtryk. Forbrydelsen er langt fra tidligere seriers – fx nogle af Taxa-afsnittene – afsmag af amerikansk action-film og nærmere den solide svenske tradition for thrillers med interesse for den menneskelige faktors psykologi, miljø- og samfundskildring – og subtil fortælleteknik. Selv om svenskerne da også er faldet for amerikaniseringen nogle gange…
Derfor var det da heller ikke overraskende, at jeg i rulleteksten bagefter kunne se, at Birger Larsen havde stået for instruktionen af Søren Sveistrups historie. Birger Larsen vil film-buffs kunne huske som den kejtede unge navlebeskuende mand i ungdomsfilmen Vil du se min smukke navle?(1978) Siden blev han instruktør og lavede blandt andet den vellykkede filmatisering af Ulf Starks ungdomsbog Lad isbjørnene danse (1990). Og fulgte den op med Karlsvognen (1992), der bekræftede det første indtryk af en mere end habil ny spillefilmsinstruktør, som det nok var værd at holde øje med. Han er da heller ikke ubekendt med krimigenren, idet han dels har lavet tv-stykket “Den femte kvinde” og Henning Mankell-filmatiseringen “Det næste skridt” (2005) med Mats Wallander i den centrale rolle. Begge svenske produktioner.
Det skal blive interessant at se, om de lovende takter bliver holdt i de efterfølgende afsnit (mit gæt er, at det gør de!), og se om den pligtopfyldende kriminalkommisær sætter sig familieliv over styr på grund af arbejdsambitionerne, og om hun sammen med den anderledes pågående nye konkurrent/kollega, spillet af Jan Meyer, formår at få udredet trådene i denne antydningvis komplekse sags forviklinger. Hermed anbefalet.

Sgt. Lewis og Morse-spøgelset

24. december 2006

En lille pause i en en ellers julerihektisk dag. Med ét har roen og freden fået overtaget. Fruen og Gravhunden tager et lille hvil, Frøknen spiller sprøde toner på sit keyboard. I det fjerne gør en lille hund fornøjet. En enkelt dør går; måske er nogen på vej mod julebordet et sted. Ellers ånder det århusianske Lidenlund lutter ro og fred. Fred og ro.
Sgt. Lewis med norske undertekster. Det kunne være værre, fx tyske synkroniseringer. Men ellers var Lewis med til skabe en god lillejuleaften. Jeg synes, at afsnittet holder niveauet fra den gamle Morse-afsnit. Ud over Lewis selv, som jeg altid har holdt af på grund af hans underfundige, lune indspark over for gravpotten Morse, så var hans unge lærling, den fallerede teologi-student med indlysende kriminalistiske evner et scoop. Lewis’ overordnede plageånd, den kvindelige chef med det sigende efternavn Innocence, derimod trådte ikke helt i karakter, men det kommer måske i følgende afsnit. Ellers var det en snild historie om familiær råddenskab, akademiske ambitioner, lidenskaber osv. i den velkendte Oxfordianske entourage. Der var også tilløb til amourøse oplevelser for enkemand Lewis, og Morse slog en lang skygge ind i fortællingen via en kryptisk meddelelse på en avis’ krydsordsside og via engagement i en forudgående sag om mordforsøg i den involverede familie. Båndoptageren gjorde, hvad den skulle, så blogbestyreren kan gense den ved lejlighed og få alle de tricky detaljer med. Welcome back, Lewis.

Lewis and the Ghost of Morse

23. december 2006

Så er det i aften, at de udvalgte (dem, der kan tage NKR 1) kan få lov til at se Sgt. Lewis tage tråden op efter inspektor Morse. På Norsk Kringkastnings hjemmeside får man følgende appetitvækker:
“Arven etter inspektør Morse
I kveld møter vi igjen den sympatiske karakteren Robbie Lewis fra Inspektør Morse-serien. Det er fem år siden Morse døde, og Lewis er forfremmet. Han blir satt på saken da en student ved det ærverdige universitetet i Oxford blir myrdet.
Robbie Lewis har tilbrakt to år på de britiske Jomfruøyene. Like etter at han lander på engelsk jord, får han mordsaken i fanget. I tillegg får han en ny kvinnelig sjef, Jean Innocent, som han ikke kommer overens med.
Familiehemmeligheter
Den myrdedes navn er Regan Peverill, og hovedmistenkte, Danny Griffon, er elev samme sted. Danny er sønn av formel 1-kjøreren Johnny Griffon, som ble drept i en bilulykke. Etter farens død ble Danny arving til Griffon Motors – et firma med store problemer.
Inntil Danny blir myndig, er onkelen Rex leder for firmaet. Men Danny tror at Rex er ansvarlig for farens død, og gutten ble i sin tid etterforsket av inspektør Morse for å ha ramponert onkelens bil.
Lewis går gjennom sakspapirene, og et kryptisk spor i materialet tyder på at Morse hadde oppdaget en hemmelighet i Griffon-familien.
En opplagt sak?
Senere blir Dannys kropp funnet i Binsey-elven. Alt tyder på selvmord. Våpenet i hånden hans er det samme som ble brukt i mordet på Regan.
Han drepte piken og deretter seg selv, er konklusjonen fra sjefen. Men Lewis er slett ikke sikker. Funnene på åstedet tyder på at Danny ikke døde der han ble funnet. En annen part må ha flyttet ham dit.
“. Det lyder jo helt rigtigt! Jeg har fundet en bånd frem og vil for en sikkerheds skyld optage afsnittet. Man er vel Lewisoman! Nu skal jeg bare have overtalt fruentimmerne til, at vi skal se afsnittet i fællig med lidt julehygge oveni…

I Morses' fodspor

Tv-kanaler

7. december 2006

I går måtte jeg hjælpe min gamle nabo, en sød dame på 82 år, der ryger Cecil og drikker Tuborg (hun har tidligere været bestyrer af diverse restaurationer…), med at få styr på tv-kanalerne. årsagen var, at antenneforeningen havde lagt den nye TV2 News ind, og dermed blev hele kanalmønstret forrykket… Og min nabo, åse, kunne derfor ikke finde den danske kanal 4 og følge med i Glamour. Efter nogen tids indstillen dukkede den op i en lidt mat udgave, og så var mønstret på plads igen. Derefter måttet jeg hjem til familien og finde samme kanal, for pigerne følger med en australsk serie om Makkluds døtre (el. sådan noget), og jeg fandt da også kanalen i samme matte udgave. Medens jeg sad der på gulvet og forsøgte at finjustere, dukkede nogle af kanalens journalister op og fortalte mig (og andre), at vi skulle snakke med vores antenneforening, hvis vi fortsat ville modtage programmet (mod betaling). Ellers ville det snart være slut.
Kanal 4 slog sig for ikke længe siden op på, at den skulle være en kanal for kvinder. Men i følge mine to af slagsen, så består programmet primært af genudsendelser af ungdoms- og familieserier. Og så Pernille ålunds femi-program. Og de har droppet Frazier, som min kone pointerede. Så exit kanal 4…

Flygtningen – en tv-serie (1963-67)

22. oktober 2006

Kimble og co.
I går kom Fruen hjem med to DVD’er. Billigt indkøbt i den lokale Kvickly. Den ene var Greystoke om Tarzan; og den anden Flygtningen med Harrison Ford i hovedrollen. Sidstnævnte er en solid action-film, hvor Harrison Ford spiller en af sine bedre roller; måske fordi han får modspil fra Tommy Lee Jones, der altid er (mindst) seværdig.
Filmen bygger på tv-serien The Fugitive, der løb over skærmene i USA i perioden 1963-67. Historien var som skabt til en (i princippet uendelig) tv-serie: Lægen Dr. Richard Kimble – spillet af David Janssen – bliver uskyldigt dømt til den elektriske stol for drabet på sin hustru. Det lykkes Kimble at flygte og derefter følger episode efter episode, hvor Kimble i jagten på den enarmede morder må skifte identitet og lokalitet for at undslippe politiet, som til stadighed er på sporet af ham. 120 episoder blev det til, og 42 afsnit udkom på VHS. Båndene kan man endnu være heldig at købe på nettet, men så vidt jeg ved er der ikke kommet en DVD-udgave. I 1993 blev den udnævnt til at være den bedste tv-serie i tresserne af TV-Guide.
Flygtningen var en af de første tv-serier, som jeg fulgte med i, hver gang den blev sendt. Den havde, som nævnt, et plot, der gjorde den velegnet til serieformatet. Dertil kom, at man sagtens kunne springe et afsnit over, fordi hvert afsnit havde en skabelonagtig opbygning omkring Kimbles nye identitet og nye opholdssted. Inden for den ramme kunne manuskriptforfatterne så lave små variationer og små indbyggede historier.
Serien blev udsat for et ny versionering i 2000 af CBS, men holdt kun en sæson. Måske var tiden løbet fra denne type tv-serie.

Links: fanside med mange andre links; Homepage of the Hunted med komplet episodeguide og meget mere; dertil kommer IMDB og Wikipedia, der også skriver om serien.

Opdatering :Serien er nu på dvd – se her.

Shaun the Sheep

19. oktober 2006

Hvis man er til stop-motion-animation, og hvis man er til Wallace and Gromit [da. Walter og Trofast] i særdeleshed, så er der for tiden mulighed for på DR1 – godt gemt af vejen i ungdomsprogrammet Barracuda – mulighed for at se en række små film med Shaun the Sheep.
Shaun the Sheep
Kendere vil vide, at Shaun har en birolle i Walter and Gromit-filmen A Close Shave [da. Barberingen, der er udkommet på DVD’en: Walter og Trofasts utrolige eventyr], hvor han udsættes for Walter’s “Knit-o-matic”! Shaun har fået sin egen serie på 40 afsnit, som forhåbentlig også kommer på DVD, når det bliver muligt. En sådan DVD-serie er et must for stop-motion-freaks…