Indlæg tagget med serie

Guilty Pleasures: Benny Hill

29. oktober 2007

Det er snart jul. Og det er fuldstændig politisk ukorrekt, men jeg har altid moret mig vældig godt i selskab med Benny Hill og hans drengede løjer. Nu kan alle hans infantile tåbeligheder fås i et bokssæt. Er selvskrevet på listen over ønsker.

PÃ¥ hospitalet. Benny Hill “Chase“. The Life of Maurice Dribble.

Sarah Lund – Forbrydelsen

21. oktober 2007

Den fine danske krimi-serie Forbrydelsen tog endnu et par drejninger i aftenens afsnit. En formodet morder blev fundet, skudt – og sagen erklæret opklaret, hvorefter Sarah Lund – selvfølgelig – finder de papirer frem, som vi godt vidste lÃ¥ der i skuffen, men som ikke skulle inddrages. Er den fundne morder nu morderen eller blot en ulykkelig forsmÃ¥et elsker og af skilsmisse knust mand? Og har vi med en seriemorder at gøre? Og er der ikke ogsÃ¥ noget lusket ved Nanna Birk Larsens flyttemandsfar med den mørke før-ægteskabelige fortid og hans koleriske medhjælper? Og hvad med borgmesteren og hans fortielser og tavse viden om dette og hint? Vi er lidt klogere end i sidste afsnit, men ikke meget.

Og sÃ¥ er der Sarah Lund med sin populære striktrøje. Er hun ikke en arketypisk moderne karrierekvinde? Arbejdsnarkomanen (workaholicen, hvis du foretrækker dengelsk…), der forsømmer sin søn, sin mor, sin mand, ja sit familieliv og sit udenomsarbejdsliv, ja alt andet end netop arbejdet, i en sÃ¥dan grad, at hun før eller siden mÃ¥ træde ind i single-statistikken som permanent medlem og hellige sig sit kald, sit arbejde, som kriminalopdager. Ensom (fordrukken? fortabt?) som kriminalromanens gamle mandlige forbilleder?

Forbrydelsen – igen

23. september 2007

SÃ¥ kom DRs kriminalserie “Forbrydelsen” i gang igen efter en længere pause. Jeg skrev en positiv omtale af serien i januar, og jeg mener, at de første afsnit i anden ombæring holder niveauet. Men der er ogsÃ¥ plads til en enkelt, lille kritisk bemærkning. Fruen i huset, der ellers er en garvet film- og serie-seer, er stÃ¥et af for længst. Hun mener, at serien er for langtrukken. Og jeg er tilbøjelig til at give hende ret: Den er meget lang i spyttet.
Seeren bliver trukket rundt ved næsen, gennem et væld af spor, der peger i forskellige retninger, og man har pÃ¥ fornemmelsen, at det især gælder om at føre seeren pÃ¥ vildspor og ikke at give ham/hende en chance for at gætte, hvem skurken er. Et eksempel: En kvinde er til afhøring vedrørende hendes chat med en mistænkelig person, der kalder sig “Faust”. De to forhørspersoner presser hende til at rykke ud med, hvem den virkelige person. Og, inden hun svarer, klippes der over til RÃ¥dhuset, hvor man ser overborgmesteren. Aha, mÃ¥ske er han den skyldige. Og sÃ¥dan er det hele vejen. Et slør trækkes hen over de informationer, man fÃ¥r. Selv den oplagte skurk, politikeren Hartmann, som i sidste scene sendes til afhøring med en sigtets rettigheder, er forbundet med en masse smÃ¥ tegn, der peger væk fra mistanken.
Man kan selvfølgelig indvende, at sådan er det med mange krimier. Og det er også sandt. Problemet er bare, at pineriet trækkes i langdrag i denne ellers fortræffelige serie. Jeg vil sikkert holde ud til den bitre ende, men jeg tror, Forbrydelsen ville være blevet endnu bedre, hvis den var blevet afsluttet i sidste sæson.

Mere Royalgia: Simon Dupree & The Big Sound

13. september 2007

Simon Dupree and the Big Sound repræsenterer den psykedeliske lyd i capacs kult-serie “Landsbyhospitalet”. Ud over de tre brødre Derek (vok.), Phil (vok., sax og trumpet) og Ray Shulman (guitar, violin, trumpet og sang) bestod gruppen af Peter O’Flaherty pÃ¥ bas, Eric Hine pÃ¥ tangenter og Tony Ransley pÃ¥ trommer. Deres eneste, store top-10-hit fik de med den psykedeliske sang om “Kites”. Paradoksalt nok, var bandmedlemmer ikke sÃ¥ begejstrede for sangen, fordi den ikke afspejlede den rythm-and-blues-baserede musikstil, de spillede. Og senere fortsatte Shulman-brødrene da ogsÃ¥, meget sigende, i det succesfulde “progressive” rockband Gentle Giant.
Simlon Dupree & The Big Sound nåede at indspille en håndfuld singler og to albums, der ikke solgte stort.

Et kuriosum er, at gruppen på en turné til Skotland i 1967 fik følge af en dengang ukendt pianist ved navn Reginald Dwight, bedre kendt som: Elton John.

Her er de sÃ¥ med “Kites” i en ældgammel, sort-hvid optagelse: Læs mere »

The Royal Рmusik p̴ cd m.v.

10. september 2007

Birgitte har været sÃ¥ rar at oplyse mig om, at sangeren pÃ¥ kendingsmelodien – “Somebody help me” – i den engelske tv-serie The Royal er ingen ringere end Michael Starke, der har den fremtrædende rolle som hospitalet foretagsomme over-portør, der sørger for at tingene glider – eller gÃ¥r i kage. At han ogsÃ¥ er en habil sanger, ja, hvem kunne vide det. Men i følge kilder pÃ¥ nettet er han ogsÃ¥ en ferm bassist, guitarist og trommeslager.

Michael Starke som Ken Hopkirk

I øvrigt er det pÃ¥gældende cover-nummer svært opdrivelig. PÃ¥ ITV-kanalens forum-side efterlyses sangen ogsÃ¥. I den forbindelse oplyses det, at der nu i Ã¥r er udgivet en musikcd med numre fra den populære serie. Men – Ken Hopkirks udgave er ikke med, i stedet fÃ¥r man Spencer Davis Groups originale udgave. I alt fÃ¥r man disse 25 numre med i købet: Læs mere »